Operation SNOWCAT Der har i år været en del diskussioner i pressen om Warszawa-pagtens planer for atomangreb på NATO-landene under den kolde krig. Det var jo skræmmende. Men NATO sad vel ikke med hænderne i skødet? Nej, der var omfattende planer om NATO-atomangreb østover. Og alt tyder på, at det danske flyvevåben deltog, blot ikke med atombevæbnede fly. Således har jeg i de meget omhyggelige referater fra den danske, militære tops ugentlige møder i den såkaldte Forsvarsstyrelse adskillige gange set Chefen for Flyvevåbnet sige til Hæren og Søværnet, at Flyvevåbnet i starten af en krig havde andet at lave end at understøtte de danske soldater og krigsskibe. Men hvad skulle Flyvevåbnet så lave? Jeg fik efterhånden en mistanke om, at Flyvevåbnet skulle bombe mål i Østtyskland og Polen. Men intet derom i danske kilder. En af mine kontakter sagde, at når han spurgte ex-piloter, klappede de i som en østers. En anden af mine kontakter har svaret mig, at “der er tidligere givet ordre til at destruere alt materiale om bombemål. Dvs. at der var udpegede mål, men at selve materialet ikke eksisterer længere – i hvert fald ikke i Flyvevåbnet”. Det er altså vanskeligt i arkiverne at få fat i detaljer om, hvad NATO planlagde. Men så må man jo gå til andre kilder. De er få, men man kan hist og her finde ret konkrete historier. Lad os først se på NATO’s atombevæbnede fly. Ikke de amerikanske, store, strategiske fly, men dem, der bombede områderne tæt på os i Østtyskland og Polen. En stor del af disse taktiske NATO-fly var stationeret i Vesttyskland, og der findes en beretning fra en engelsk pilot om jobbet sidst i 1950erne. Briterne brugte en Canberra let bombemaskine med to-mands besætning, udrustet med en amerikansk 1560 punds atombombe. Der var fire britiske eskadriller (ca. 20 maskiner hver), som var tilknyttet NATO’s atomslagstyrke. 1-2 af flyene udgjorde noget af NATO’s QRA (quick reaction alert) system; de var på 24-timers vagt og skulle være i luften senest 15 minutter efter alarm. Sikkerhedssystemet omkring disse fly og piloter var meget stramt. Hver besætning var hele tiden sammen med to sikkerhedsfolk, begge bevæbnede, hvor den ene havde “nøglerne” til frigivelse af atombomben. QRA flyene skulle sikre et omgående svar på et pludseligt angreb fra Warszawa-pagten. De kunne gøre det enkeltvis eller - hvis der havde været en langsommere opbygning af “spænding” mellem øst og vest - som spydspids for hele styrken, hvis der var tid nok til at gøre resten af bomberne og deres fly klar. Canberra-flyene havde næsten alle deres udpegede mål i Østtyskland og Polen - tæt på Danmark og derfor potentielle trusler for os - typisk skulle de ramme taktiske flyvepladser. De britiske piloter skulle lære deres mål og ruten til målet udenad, og hele dagen før man tiltrådte en QRA-vagt, skulle man være på flyvestationen og rekapitulere lektien. Piloterne blev løbende eksamineret i deres opgave af en særlig organisation, og det var en “tilbagevendende udfordring for de grå celler”. Operationerne foregik udelukkende i lav højde, omkring 80 meter. Angrebet var programmeret ind i flyets styresystem, som blev startet af flyets navigatør ved en kontakt i bagenden af flyet, før han klatrede ombord. Man kunne dog i undtagelsestilfælde ændre programmet fra cockpittet. Der var to måder at kaste bomben på: ‘standard’ fremad i flyveretningen, og en ‘kast over skulderen’, hvor flyet steg stejlt op i en bue og vendte 180 grader, undervejs blev bomben udløst. Manøvren var computerstyret, farten skulle være 434 knob, og lige før afleveringen skulle flyet stige til 1300 meter. Efter afleveringen var der en “lettere akrobatisk flugt” fra 1300 til 80 meters højde, og så fuld fart hjemover. Manøvren blev trænet til hudløshed, for præcision var altafgørende, både for at ramme målet og for at overleve. Dette var et eksempel på, hvorledes en enkelt atombombe kunne bringes frem til sit mål i en situation, hvor fjenden pludselig angreb. Og det var så første svar. Men NATO havde en meget mere omfattende kampagne klar, og her kom danske fly sandsynligvis ind i spillet. Det ensomme Canberra-fly oven for var en undtagelse i planlægningen. Det taktiske udgangspunkt for NATO var, at der skulle mange maskiner til for at få blot et enkelt atombevæbnet fly frem til målet. For det første var der adskillige ikke-atombevæbnede “lokkefugle”, der fløj sammen med hver af de bevæbnede maskiner for at gøre det vanskeligt for forsvaret at udpege og ramme den rigtige. For det andet var der i det hele taget planlagt en meget omfattende flyveaktivitet med NATO-fly, der skulle virke som eskorte, angribe andre mål, simulere luftkampe og i det hele taget medvirke til at “mætte” Warszawa-pagtens forsvarssystemer. Således kunne man overbelaste fjendens radarsystemer til måludpegning og styring af forsvarsmissiler og -kanoner. En del af dette blev kaldt operation SNOWCAT - Support of Nuclear Operations With Conventional Air Tactics - støtte til atomvåbenoperationer med konventionel lufttaktik. Metoden findes stadig, men lad os holde os til den kolde krig. Nogle sider af SNOWCAT i NATOs version under den kolde krig er beskrevet ganske indgående af en norsk pilot fra sidst i 1950erne og først i 1960erne. Operationerne var planlagt i forvejen, og hvis krigen brød ud, skulle nogle fly først rekognoscere for at finde ud af, hvad bombeflyene kunne forvente i deres målområde. Når billederne var fremkaldt og analyseret, var de norske jagerbombere klar til aktion. De var de egentlige deltagere i SNOWCAT operationerne, hvor de i første bølge skulle smadre fjendens radarinstallationer og flyvepladser, før de større strategiske bombemaskiner blev sat ind. Efter fjendens radar-grænse fløj de i meget lav højde med fart på 480 knob og uden andet navigationssystem end egne øjne, et kort (som var spændt fast på pilotens lår) og et stopur. Flyet zig-zaggede med ny kurs hver 6. minut fordi man regnede med, at det tog det sovjetiske radarsystem 2-3 minutter at spotte et fly og derefter nogle minutter mere at fastlægge dets kurs og fart. Hyppige kursskift gjorde det vanskeligt for radaroperatøren at beregne dette og alarmere luftforsvaret. Nogle få sekunder før afleveringen af bomber gik piloten stejlt op til 200 meter og lod derefter flyet pege på målet i et dyk på 35-40 grader. Så var der meget kort tid til at finde målet præcist og lade bomben gå. Derefter vendte han flyet og fløj hjemad i lav højde indtil han var fri af den sovjetiske radar, derefter op igen i stor højde for at spare benzin. Målene var planlagt i forvejen, og de var ligesom hos englænderne tildelt den enkelte pilot med et papir, der indeholdt lange beskrivelser med kort, kurser og målområder. I 1950erne var kortene uden de detaljer, opgaven faktisk krævede. I 1960erne fik man bedre kort. På denne måde støttede det norske, atomvåbenfri flyvevåben de atombærende operationer. Vi kan roligt antage, at det danske, ligeledes atomfri flyvevåben gjorde noget lignende. Hemmeligt? Ja, det var det. Men det var det også i andre lande, og den interesserede tysklæsende kan i dag i bogen ”Die Luftwaffe 1950 bis 1970” af Bernd Lemke m.fl. finde kort over Luftwaffes mål i hele Østeuropa. Mere hemmeligt er det åbenbart ikke. Vi hører for tiden om de polske angrebsplaner, men kan ikke få meget at vide om NATO’s planlagte forsvar. Lad os dog i det mindste få lidt mere åbenhed om det danske forsvars mål østpå under den kolde krig. Forhåbentlig er det hele ikke makuleret som Flyvevåbnets datidige målangivelser tilsyneladende er. Peter Bogason Marinehistoriker
