Hiroshima og Nagasaki, August 1945

Hiroshima og Nagasaki, August 1945 USAs sprængning af atombomberne over Hiroshima og Nagasaki i august 1945 betød afslutningen på anden verdenskrig. Samtidigt afsluttedes et gigantisk projekt, Manhattanprojektet, hvor bomberne blev udviklet og produceret efter en førhen uset forskningsmæsig og industriel indsats. Bomberne markerede også begyndelsen til en tidsalder, hvor en række videnskabsmænd og forskere i stedet for en afsondret og måske endog verdensfjern plads i samfundet blev et væsentligt aktiv for det militært industrielle kompleks. Det blev også indledningen til en efterkrigstid, der for en stor del af menneskeheden var præget af nuklear oprustning og terrorbalance. 1 Indledning Den direkte anledning til påbegyndelsen af atombombeprojektet i USA kan findes i et brev, der blev formuleret i august 1939 af Leo Szilard og underskrevet af Albert Einstein (Rhodes 1986, Teller & Brown 1962, Groueff 1967). Brevet var stilet til Franklin D. Roosevelt, De Forenede Staters præsident. De to forskeres initiativ udsprang af en formodning om, at deres kolleger i Tyskland allerede var i gang med et tilsvarende projekt, der, såfremt det blev gennemført, ville give Hitler ufattelige magtmidler i hænde. Szilard var en idérig og dynamisk kemiker, der på et tidligt tidspunkt havde forudset muligheden for eksplosive kædereaktioner, og han havde tegnet sig for et patent, der vedrørte sådanne processer (Bernstein 1987). Han havde imidlertid indset at en opfordring fra ham alene næppe ville have nogen større gennemslagskraft. Einstein, derimod, stod for samtiden som exponent for videnskabens landvindinger, og havde en umådelig indflydelse også udenfor fagkredse. Med hans underskrift gav henvendelsen stødet til et udvalgsarbejde og forstudier, som førte til igangsættelsen af Manhattan projektet (Groueff 1967). Brevet lød i Dansk oversættelse Sir: Et arbejde udført af E. Fermi og L. Szilard, som er beskrevet i et manuskript, jeg har modtaget, får mig til at forvente at grundstoffet uran kan blive anvendt som en ny og vigtig energikilde i den nærmeste fremtid. Visse aspekter af de nye muligheder, som er opstået, medfører at man i Statsadministrationen bør udvise opmærksomhed og, hvis nødvendigt, være parat til øjeblikkelig handling. Jeg tror derfor at det er min pligt at meddele Dem de følgende kendsgerninger og anbefalinger: I løbet af de seneste fire måneder er det blevet gjort sandsynligt - gennem Joliots såvel som Fermis og Szilards arbejde i Amerika - at det kan blive muligt at starte en nuklear kædereaktion i en stor mængde uran, hvorved store energimængder vil blive frigjort og nye radium-lignende grundstoffer vil blive skabt. Det lader til at dette kan opnås i den umiddelbare fremtid. Dette nye fænomen vil også give mulighed for konstruktionen af bomber, og det er tænkeligt - omend mindre sikkert - at særdeles kraftige bomber af en helt ny type kan fremstilles på denne måde. En enkelt sådan bombe, som fremføres med et skib og bringes til eksplosion i en havn, kan meget vel medføre ødelæggelse af hele havneanlæget og dele af omegnen. Sådanne bomber kan dog vise sig for tunge til transport med fly. De Forenede Stater har kun meget beskedne uranforekomster, og de er af en dårlig kvalitet. Der er udmærkede forekomster i Canada og det tidligere Tjekkoslovaki, men de vigtigste forekomster er i Belgisk Congo. Set i lyset af disse forhold kan De finde det ønskeligt, at der etableres en permanent kontakt mellem Administrationen og den gruppe af fysikere, der arbejder med kædereaktioner i Amerika. En mulig fremgangsmåde for at opnå dette kunne bestå i at De betroede en person, som De har tillid til, opgaven som uofficiel mellemmand. Denne persons opgave kunne bestå i følgende: A - At kontakte regeringskontorer og holde disse orienterede om den fremtidige udvikling og fremkomme med anbefalinger for regeringsbeslutninger med særlig henblik på at sikre De Forenede Stater forsyninger af uranmalm. B - At fremme eksperimentelt arbejde, som for øjeblikket udføres indenfor grænserne af de budgetter, universitetslaboratorier har til rådighed, ved at skaffe økonomiske midler, hvis sådanne 1 midler er nødvendige, gennem de kontakter denne mellemmand måtte have med enkeltpersoner, som er villige til at yde bidrag til dette formål, og måske også ved at formidle samarbejde med industrielle laboratorier som er i besiddelse af det nødvendige udstyr. Jeg forstår at Tyskland har stoppet salg af uran fra Tjekkoslovakiske miner som det har overtaget. At landet skulle have taget dette skridt så tidligt, kan muligvis ses i sammenhæng med at den tyske vicestatssekretærs søn, von Weizsäcker, er knyttet til Kaiser-Wilhelm istituttet i Berlin, hvor noget af det Amerikanske forskningsarbejde med uran nu bliver gentaget. Deres A. Einstein Roosevelt fik brevet i hænde 11. oktober 1939, godt en måned efter den tyske invasion af Polen. Krigen var en kendsgerning, og det tyske militærs effektivitet kunne ikke undervurderes. Imidlertid var USA ikke selv i krig, og ud fra Roosevelts synspunkt måtte fysikernes henvendelse have et verdensfjernt præg. I det omfang det kunne tages alvorligt havde det et stærkt islæt af lotteri. De første bevillinger blev da også beherskede; 300.000 $ for det følgende år, fordelt på 16 forskningsgrupper. 2 Manhattan prosjektet Efter Japans ekspansion i Sydøstasien i juli 1941 indførte Holland, England og USA en økonomiske blokade som truede med at få ødelæggende konsekvenser for landet. Imod flådens og de civile kabinetsmedlemmers råd valgte Japan at besvare blokaden med angrebet på Pearl Harbour, 7. december 1941. Herefter fulgte USA’s krigserklæring mod Japan, såvel som mod Tyskland og Italien.1 Næsten samtidigt blev det besluttet at koordinere atombombeprojektet med det tilsvarende engelske bombeprojekt. De grundlæggende fysiske principper for en eksplosiv kædeproces i uran var på det tidspunkt allerede kendte. Imidlertid løb projektet, der skulle realisere disse idéer hurtigt ind i vanskeligheder på snart sagt alle niveauer. Det umiddelbare problem var at producere tilstrækkelige mængder af fissibelt materiale, d.v.s. uran 235 eller plutonium. I maj 1942 rådede man over fem forskellige, i princippet lige gode, men hver for sig overordentlig kostbare, metoder til en sådan produktion. Den såkaldte S1 komité skar igennem og anbefalede, at alle fem metoder skulle forfølges indtil én af dem viste sig at være de andre overlegen. Rapporten blev fremsendt til det Hvide Hus, og kom hurtigt tilbage med et “OK, FDR” i hjørnet. Hermed var det i praksis besluttet, at atombombe projektet skulle prioriteres uanset økonomiske omkostninger. Efterhånden blev mere end 150.000 personer beskæftigede med forskellige aspekter af udviklingsarbejdet, og dets organisation fik et rent militært tilsnit (Groueff 1967). Arbejdet foregik i en nervøs og hektisk anspændt atmosfære. For hvert gennembrud, hver succes, der blev opnået, kom spørgsmålet uvægerligt, om de tyske forskere allerede havde nået de samme resultater. En stor del af fysikerne med ledende stillinger i Manhattan projektet havde et personligt kendskab til tyske fysikeres formåen (Jungk 1957). Robert Oppenheimer, der ledede det centrale laboratorium i Los Alamos, havde selv, ligesom mange af sine medarbejdere, tilbragt en tid ved universitetet i Göttingen i Tyskland. Det var nu længe siden, for hans vedkommende i 1926, men indtrykket af urokkelig kompetence og effektivitet var det han og mange andre sad tilbage med. Det var ikke kun et spørgsmål om fremstående enkeltpersoner, kemikere, fysikere og matematikere. Det, der imponerede ved tysk forskning, var snarere dens bredde og soliditet. Forskning er ikke blot 1 Nationalistiske kredse i Japan påstår også i dag at krigen blev fremprovokeret af USA. Det er da også tankevækende at det såkaldte “McCollum memorandum” også kendt som “The Eight Action Memorandum” fra 7. oktober 1940 anbefaler at USA provokerer Japan til en en militær aktion, som kunne retfærdiggøre et massivt militært svar fra USA. Notatet indeholder sætningen: “If by these means Japan could be led to commit an overt act of war, so much the better”, det kan vel ikke blive mere klart end det. “Lieutenant Commander” Arthur H. McCollum var chef for “Office of Naval Intelligence” afdeling for det fjerne Østen og hans memorandum blev cirkuleret i store kredse og godkendt af flere, herunder Dudley Knox og viceadmiral Walter Stratton Anderson. Det er uklart om også Roosevelt fik notatet at se. Det såkaldte “Hull notat” fra 26. november 1941 blev af Japan opfattet som et sådant ultimatum, og det er vanskeligt selv for eftertiden at se hvordan det ellers skulle opfattes. Hull notatet var den direkte anledning til Japan’s overfald på Pearl Harbour. USA betragtede antageligt Japan som en underlegen fjende, som kunne løbes over ende i løbet af kort tid. 2 et spørgsmål om indsigt. Realisation af gode ideer og bekræftelse af nok så velfunderede hypoteser kræver et dedikeret hold af kompetente teknikere og håndværkere, og det var sådanne, der havde kendetegnet tysk forskning lige så meget som en talentmasse af fremstående videnskabsmænd og ledere. 3 Det tyske uranprosjekt Imidlertid var hverken Szilard, Oppenheimer eller andre opmærksomme på at deres erfaringer egentlig var forældede. De vidste tilsyneladende ikke, hvor desillusioneret og demoraliseret det tyske faglige milieu var blevet under nazismen. Det var rigtigt at enkelte tyske fysikere var overbeviste nazister, som deltog aktivt i partiets agitation. Mange andre havde fundet tilværelsen i det nazistiske Tyskland uudholdelig og valgt emigrationen. Einstein var en af dem. En del af disse emigranter var faktisk beskæftiget netop ved Manhattan projektet. Andre tyske fysikere følte sig nok frastødte af det nye Tysklands ideologi, men så den på den anden side som en mere eller mindre uundgåelig følge af at sejrsmagterne havde givet Tyskland hele skylden for den første verdenskrig. De fandt ikke, at emigration til netop disse lande var noget attraktivt alternativ til at blive i Tyskland, selv under de eksisterende forhold. Endelig henfaldt en stor gruppe til apatisk ønsketænkning og håbede, at tingenes tilstand blot var en overgang. De færreste havde haft nogen illusion om at krigen kunne undgås, men håbede blot at den ville blive kortvarig. Et uranprojekt var i gang i Tyskland (Walker 1990, 1991), under ledelse af nogle af de mest fremstående fysikere, der var blevet tilbage. De grundlæggende forhold i forbindelse med fissionsprocesser var forstået fuldt ud også i Tyskland, hvor fissionsprocessen blev opdaget i 1938, og den teoretiske mulighed for at frembringe en atombombe var kendt. Arbejdet skred imidlertid frem uden enthusiasme, og mange undgik at deltage i atombombe projektet, eller modarbejdede det ved at tilbageholde oplysninger.2 Andre forskere kan have set deltagelse i forskningsprojektet som en velkommen mulighed for at undgå aktiv militærtjeneste. Ingen kunne åbent vedkende sig menneskelige eller pacifistiske motiver i det nazistiske Tyskland. Forskningsgrupperne vurderede på basis af et langstrakt forprojekt at produktionen af en atombombe ville kræve en teknologisk indsats, der oversteg Det Tredie Riges formåen. I juni 1942 blev det ved et møde med Albert Speer anbefalet, at arbejdet blev koncentreret om en energi producerende nuklear reaktor, som eventuelt kunne bidrage til energiforsyningen. (Speer skriver i sine erindringer om en “uranmaskine” og herudover et cyklotronprojekt.) Speer fulgte henstillingen, og arbejdet fortsatte med beskeden prioritet. Tilsyneladende har antallet af teknisk og videnskabeligt uddannede forskere tilknyttet projektet aldrig oversteget 70. Efter krigen fremviste en gennemgang af henved 150 tyske dokumenter fra perioden indtil 1942 kun en enkelt seks siders rapport fra 31. maj 1940, der i skitseform beskæftigede sig med muligheden for at benytte uran som sprængstof (Walker 1990, 1991). Det blev her af en P.O. Müller foreslået at benytte en blanding af vand og uranoxid beriget med uran 235, som eksplosivt materiale; det er næppe et realistisk våben. Det bør også nævnes at en væsentlig del af Tysklands uranbeholdning var reserveret for våbenindustrien, der eksperimenterede med fremstillingen af blandt andet panserbrydende granater. Uran havde interesse i denne sammenhæng ganske simpelt fordi det er et tungt materiale. Den tyske atomforsknings utilstrækkelige status kunne for så vidt have været erkendt i USA. Kemikeren Reiche flygtede fra Tyskland til USA i 1941, og han fortalte om forskningens stade (Jungk 1957). Hans fremstilling blev senere bekræftet af fysikeren Ladenburg, og mere indirekte af forskellige efterretninger blandt andet fra tungtvands anlæggene i Norge.3 En af de ledende tyske fysikere, Werner Heisenberg, beretter, at han ved et besøg i København i oktober 1941 besluttede at indvi Niels Bohr i sine forbehold mod atombombeprojektet, angiveligt i håb om at de allierede landes fysikere på samme måde skulle afstå fra at udvikle et sådant våben (Jungk 2 Det antages at den Tyske fysiker Friedrich Houtermans havde en god forståelse af grundstoffet Plutoniums egenskaber, men han holdt dette hemmeligt. Han var kedt som antinazist, og havde i hvert fald i sin ungdom stærke kommunistiske sympatier. I 1929 udførte han sammen med Robert d’Escourt Atkinson de første beregninger af kerneprocesser i Solen og stjerne, men modtog dog aldrig anderkendelse for dette. 3 Omtrent et år senere, i 1942, bekræftede den Tyske fysiker Hans Jensen overfor Bohr at man i Tyskland ikke havde noget atombombe program. 3 1957, von Weizsäcker 1988). Samtidig gav han, ifølge nogle kilder, Bohr en primitiv skitse af den tungtvands reaktor (”uranbrænder”) han var ved at bygge (Rhodes 1986). Imidlertid slog også hans initiativ fejl. Heisenberg skrev senere “Niels (Bohr) opfattede i sin forfærdelse over den principielle mulighed af at fremstille atombomber ikke den her antydede tankegang, og måske hindrede den berettigede bitterhed over hans lands voldelige besættelse af tyske tropper ham også i overhovedet at overveje en forståelse mellem fysikerne tværs over landegrænserne.” Efter krigen kunne Bohr ikke på samme måde erindre indholdet af samtalen, og når man betænker, hvor tæt Heisenberg må have bevæget sig på grænsen til forræderi, er det troligt, at han havde udtrykt sig i ganske vage vendinger. Samtalens egentlige forløb har ikke kunnet afklares, selvom det kan have en vis historisk interesse. Spørgsmålet blev til dels belyst af referater fra samtaler i interneringslejren ved Farm Hall i Cambridgeshire, England, hvor de tyske fysikere blev anbragt efter krigen. Den var udstyret med aflytningsudstyr og mikrofoner i og omkring bygningen (Frank 1993). Indholdet af de aflyttede samtaler er kun kendt i uddrag, men øjensynligt blev omfanget af den tyske indsats diskuteret i et vist omfang. Bohrs og Heisenbergs samtaler blev også berørt. Før frigivelsen i 1992 af en del af disse dokumenter blev det fra flere sider påstået at de indeholdt det endelige bevis på at Heisenberg og von Weizsäcker havde en hemmelig aftale om at fralægge sig ethvert ansvar for et egentligt atombombeprogram i Tyskland. Det publicerede afskrift (Frank 1993) giver dog ikke noget bevis på dette. Det nærmenste man kommer er en bisætning fra von Weizsäcker. Båndoptagelserne giver et diffust indtryk af de interneredes reaktioner og mest afslørende er vel den tyske fysiker Gerlachs bemærkning 6. august 1945; “Når vi kommer tilbage til Tyskland får vi en forfærdelig tid. Vi vil blive betragtet som dem, der saboterede alt. Vi vil ikke forblive i live ret længe dér”. Figure 1: Tidlig konstruktions tegning af det tyske reaktordesign. Tegningen er reproduceret fra Blum et al. (1984). Den angives her at tegningen stammer fra marts 1941, det vil sige før Heisenbergs besøg ved Bohr Intitutet i oktober 1941. Tegningen svarer til den Hans Bethe beskrev for forfatteren, men det vil antageligt aldrig kunne bevises at det faktisk var denne Bohr modtog en kopi af. Det er uanset relevant at der rent faktisk fandtes en tegning som den der blev beskrevet. Bohr videregav imidlertid sidst i 1943 Heisenbergs skitse af den tyske reaktor til de amerikanske forskere. Dette skete ved et møde, hvor blandt andre fysikerne Bethe, Teller, Oppenheimer og Weisskopf deltog (Rhodes 1986). Tegningen viste vekslende lag af uran og moderator (Blum et al. 1984), se Fig. 1, en fordeling, der nok var attraktiv, idet den simplificerede teoretiske beregninger, men fra et praktisk hensyn ikke så hensigtsmæsig som den mere homogene fordeling i den amerikanske reaktor. Lederen af teorigruppen ved Los Alamos, Hans Bethe, beretter at tegningen efter nogen diskussion blev fortolket korrekt og konstruktionen vurderet som forældet i sammenligning med dens amerikanske modpart (Bethe 1992). Endog muligheden for at den tyske reaktor skulle blive kastet ned over London blev taget i betragtning. To af de førende Los Alamos forskere, Hans Bethe og Edward Teller, skrev et notat om “Eksplosion af en inhomogen uran tungtvands søjle”, og påviste at en konstruktion som den tyske brugt på denne måde ikke kunne udgøre no4 gen militær trussel. (Notatet, samt Oppenheimers følgebrev, dateret 1. januar 1944, til general Groves, det amerikanske projekts militære leder, er reproduceret her. Sprogbrugen bærer præg af de militære sikkerhedshensyn, f.eks. er “the Bakers” kodenavnet for Niels og Aage Bohr. Der er ingen henvisninger til Heisenbergs skitse, kun angives Bohr som problemstillingens ophavsmand.) Imidlertid skabte rygterne og oplysningerne om de tyske resultater snarere forvirring end indsigt hos de amerikanske forskere. De mente at være ofre for et raffineret tysk komplot, som de desparat søgte at gennemskue. Figure 2: Skitse af det tyske reaktordesign, se også fotografiet. Tegningen viser de vekslende lag af uranpulver og paraffin, der var det grundlæggende element i konstruktionen. Reaktoren var omtrent 0.5 m i diameter og indeholdt 551 kg af uran-paraffin præparatet. Figuren er reproduceret flere steder i Heisenbergs samlede værker, først i forbindelse med et manuskript fra 1942, der var klassificeret under krigen. Fotografiet viser den færdige reaktor. De allieredes utryghed fik indrekte en specielt ulykkelig konsekvens for Norge. Af frygt for at tungtvands projektet ved Hydros anlæg ved Vemork nær Rjukan i Telemark skulle levere materiale til et Tysk atombombeprojekt blev det besluttet at sabotere anlæget. Det første forsøg var totalt mislykket og kostede 41 Britiske og Norske soldater livet i tillæg til store materielle ødelæggelser. En senere sabotage aktion blev vellykket og tungtvands forsyningerne stoppede, men for den Tyske krigsførelse havde aktionen ingen betydning. 4 Fremgang i USA I USA blev de tekniske vanskeligheder i mellemtiden overvundet lidt efter lidt. Landet præsterede en gigantisk indsats af materiel og mandskab i det forcerede projekt, hvor hele fabriksanlæg blev opført uden et forudgående pilotforsøg, uden mellemtrin fra tegnebord til produktionsanlæg (Groueff 1967). Stod valget mellem to eller flere tilsyneladende lige gode metoder til løsningen af et problem, var det snarere reglen end undtagelsen, at modellen fra projektets start blev fulgt; alle forslag blev gennemarbejdede, indtil et af dem viste sig som det bedste. Projektlederne udviste en næsten ubegrænset opfindsomhed ved løsningen af konkrete problemer. For eksempel var det vanskeligt at finde tilstrækkeligt med kobber til magnetspoler, fordi kobber var vigtigt i krigsindustrien. I stedet udlåntes i største hemmelighed 14.000 tons sølv til projektet, taget fra Forbundsbankens beholdninger mod en garanti for, at materialet blev genindvundet ved krigens afslutning. Flere af USAs største industrivirksomheder deltog i forskellige aspekter af projektet: Du Pont ved bygningen af den plutoniumproducerende reaktor, Union Carbide, General Electric, Westinghouse, Allis-Chalmers o.a. ved fremstillingen af uran 235, o.s.v. Nogle har måske haft 5 betænkeligheder; den offentlige kritik af våbenproducenterne i 1930-erne havde således skaffet Du Pont familien tilnavnet “dødens købmænd” og de frygtede en gentagelse (Groueff 1967). I 1943 var bygningen af reaktoren i Hanford, i staten Washington begyndt. Den var operationsklar sidst i det følgende år og den første plutonium var udvundet i januar 1945. På samme tid var de kæmpemæssige separationsanlæg i Oak Ridge, Tennessee blevet færdige. I to trin producerede disse anlæg, sammen med de store separationsmagneter (“Calutroner”) et koncentrat af uran 235 til brug for Oppenheimers laboratorium. Det viste sig vanskeligt at skaffe teknisk kvalificeret arbejdskraft i krigstidens USA. Selv om de videnskabelige teknikere kun nødtvungent afgav kontrollen over deres udstyr til mindre kvalificerede arbejdere, blev det alligevel besluttet, for eksempel ved anlæggene i Oak Ridge, at gøre en massiv indsats for at udvide arbejdsstyrken med ufaglært, især kvindelig arbejdskraft, “vore koner kører alle biler. De har aldrig set, hvad der gemmer sig under motorhjælmen, men er alligevel i stand til at betjene et køretøj” var argumentet (Groueff 1967). De blev sat i arbejde efter en kort men hektisk uddannelse, der ud over opøvelse af rent manuelle færdigheder også omfattede sikkerhedsrutiner mod spionage og kurser i patriotisme. Arbejdet skred frem under vanskelige betingelser. For mange var boligforholdene elendige, og arbejdsforholdene bar præg af det hastværk og pres, der karakteriserede projektet. Tilmed var medarbejderne oftest underlagt ubekvem militær styring og restriktioner. Forskningsanlægget i Los Alamos var kun delvis en undtagelse. Dets leder Robert Oppenheimer var allerede under rekrutteringen af medarbejdere blevet opmærksom på at mange af de mest fremtrædende fysikere ville nægte at arbejde i uniform under militær kommando. Han udvirkede, at centeret i Los Alamos rent faktisk forblev civilt og formelt underlagt University of California. Dog kontrollerede militæret de ansattes kontakt med omverdenen gennem brevcensur og restriktioner i bevægelsesfriheden. Alle disse fortrædeligheder blev imidlertid kompenseret af deltagernes enthusiasme stimuleret i overvældende grad af den karisma, der kendetegnede Oppenheimer. Flere af bombeprojektets deltagere huskede senere perioden som den lykkeligste i deres liv. Niels Bohr var flygtet fra Danmark og tilbragte som så mange andre fysikere også en del tid ved Los Alamos. Han prøvede efter bedste evne at bidrage til projektet og den Amerikanske fysiker Feynman kunne fortælle mange anekdoter om hvorledes Bohrs ideer og forslag var for urealistiske. Bohr endte med at trække sig ud af bombeprojektet og valgte senere i livet at distancere sig fra det (Rhodes 1986, Pais 1991): “de havde ikke brug for mig til at udvikle bomben”. Hans tilstedværelse i Los Alamos havde imidlertid stor symbolsk og moralsk betydning for de forskere som arbejdede dér. Oppenheimer beskrev Bohrs rolle i bombeprojektet i et foredrag efter krigen (Rhodes 1986): “He took a very lively technical interest. . . but his real function, I think, for almost all of us, was not the technical one. . . . He made the enterprise which looked so macabre seem hopeful”. Bohr overbeviste bombe projektets deltagere om at det de gjorde var moralsk forsvarligt. Oppenheimers omsorg for medarbejderne gav sig endog næsten bizarre udslag. Af frygt for at de mange fremstående fysikere ved bombeprojektet skulle blive helt glemt i fagkredse, opfordrede han for eksempel i 1943 nobelpristageren Wolfgang Pauli, der stod uden for projektet4 til at publicere nogle af sine arbejder under Los Alamos fysikeres navne (Bernstein 1990). Disse var på grund af sikkerhedskrav afskåret fra selv at publicere, også om emner, der intet havde at gøre med projektet. Oppenheimer henviste også til sikkerheds aspektet; hvis nu de tyske forskere havde adgang til de amerikanske videnskabelige tidsskrifter, kunne de måske lægge to og to sammen, hvis de bemærkede at så mange kendte atomforskere i USA pludselig var holdt op med at publicere. Pauli afslog dog høfligt med henvisning til, at hans egne arbejdsgivere ved universitetet i Princeton ville stille sig uforstående, hvis hans navn pludselig forsvandt fra tidsskrifterne. (På en ejendommelig måde viste det sig senere at Oppenheimer på sin vis havde ret: von Weizsäcker beretter at en sovjetisk fysiker, Georgy Flyorov, i 1987 fortalte ham, hvorledes man i Sovjetunionen i perioden 1944-45 fik et indtryk af det amerikanske forskningsprograms formål og omfang ved at studere de internationale fagtidsskrifter, og notere hvilke amerikanske forskere, der ikke 4 Oppenheimer havde oprindeligt ønsket at Pauli ville slutte sig til los Alamos projektet, men Pauli afslog: han ønskede ikke at deltage i et bombeprojekt og han citeres for ordene “fysik skal ikke bruges til noget der har at gøre med ødelæggelse og død” (Nathan 2002). Det berettes at også Lise Meitner blev spurgt, hun var antageligt i Sverige på det tidspunkt, men hun svarede som Pauli at hun ikke ønskede at have noget at gøre med udviklingen af en bombe (Sime 1996). 6 længere offentliggjorde deres nyeste resultater (von Weizsäcker 1988). De sovjetiske forskere lod sig samtidigt berolige af en tilsvarende gennemgang af de, ejendommeligt nok, stadigt tilgængelige tyske videnskabelige tidsskrifter, hvor forskningsarbejder uden relation til kernespaltning forfattet af Heisenberg, von Weizsäcker og andre stadig forekom (Frank 1993).) I dag kan det kan måske undre, at de amerikanske universiteter så villigt afgav nogle af deres berømteste medarbejdere til et projekt, der af sikkerhedsgrunde stort set var udokumenteret. Krigen havde naturligvis moboliseret stærke patriotiske følelser, men en medvirkende årsag var det økonomiske udbytte de indvolverede universiteter havde af at deltage i Manhattanprojektet (Bernstein 1990). Når fysikere, der egentlig var ansat ved universiteter i Columbia, Chicago eller Californien blev udlånt til for eksempel Los Alamos, beregnede det pågældende universitet sig ud over lønnen et “overhead” på 15% - 25% til at dække en række ekstra og ikke nødvendigvis specificerede udgifter. (Nogle universiteter udnyttede muligheden ret groft, og for eksempel University of California endte med at skulle betale en del tilbage efter krigen.) Det må have været en ejendommelig situation for universiteternes administratorer at indkassere store summer for deltagelse i projekter, hvis indhold de intet kendte til. I maj 1943 kunne Fermi meddele Oppenheimer, at man allerede på det tidspunkt var i besiddelse af et vist militært potentiel som resultat af Manhattan projektet. Han foreslog, at de radioaktive fissionsprodukter fra de kontrollerede kædereaktioner i laboratoriet kunne anvendes til at forgifte de tyske fødevarer (Rhodes 1986). Forslaget blev affærdiget. På dette tidspunkt var det sikkert, eller i det mindste overvejende sandsynligt, at projektets egentlige mål, atombomben kunne realiseres. De selvsikre amerikanske og engelske forskere kunne nu tillade sig en arrogance, der blev årsag til et dybtgående bitterhed hos franske forskere og politikere, der følte sig holdt uden for et projekt, der i sit grundlag havde lukreret også på fransk ekspertise og franske forskningsresultater. 5 Afslutning på krigen i Europa Ved Tysklands kapitulation 9. maj 1945 kunne USA nu koncentrere sig om krigen omkring Stillehavet. Atombombeprojektet blev allerede nu betragtet som en succes, som med sikkerhed ville give USA et fungerende atomvåben baseret på fission af uran, og fremstillingen af den plutonium baserede bombe var indenfor rækkevidde. Et rådgivende videnskabelige panel bestående af Oppenheimer og tre fysikerkolleger Fermi, Lawrence og Compton havde møde i midten af juni og 16. juni 1945 sammenfattede Oppenheimer deres konklusion i et kort notat hvor han anbefalede militær anvedelse af bomben. I et senere notat til Stimson blev tonen mere vag og forskellige muligheder blev omtalt. Blandt andet blev det foreslået at Stor Britannien, Sovjet Unionen, Frankrig og Kina først skulle informeres om bomben og tages med på råd om dens anvendelse. Afslutningen af krigen i Europa betød et vendepunkt for Szilard. Det var givet, at Japan ikke på nogen måde var i stand til at fremstille en atombombe, og da truslen fra Tyskland nu definitivt var borte, argumenterede han for at det amerikanske projekt burde stoppes. Hvis projektet blev ført videre mente han, at man under alle omstændigheder burde afstå fra at anvende bomben militært (Rhodes 1986). To uger efter at Oppenheimer havde skrevet den korte opsumering af det videnskabelige panels anbefaling om bombens anvendelse viste Teller ham et opråb forfattet af Szilard, hvor president Truman opfordres til ikke at anvende bomben uden forudgående varsel. “. . . de Forenede Stater skal afstå fra brug af atombomben i denne krig med mindre konsekvenserne af dens anvendelse har været gjort offentlige i alle detaljer og Japan uanset nægter at overgive sig selv efter at være gjort bekendt med disse konsekvenser. ” Opråbet var på det tidspunkt blevet underskrevet af 155 forskere fra Manhattan Projektet. Et modforslag var sendt i cirkulation, men dette fik kun 2 underskrifter. Oppenheimer blev rasende, “Hvad véd de om den Japanske psyke? Hvordan kan vurdere hvorledes denne krig skal bringes til ende? ” (Bird & Sherwin 2005). Edward Teller søger i sine memoirer skrevet efter krigen at give indtryk af at han under alt dette støttede sig gamle ven, men i et brev til Szilard i juli 1945 skriver han at “. . . en egentlig militær anvendelse er antageligt det bedste”. Resultatet af alt dette var at Szilard blev betragtet som en sikkerhedsrisiko, og hans kolleger 7 undgik ham så vidt muligt i den følgende tid. Allerede tidligere havde han kritiseret at projektet var blevet gennem militariseret, således at de indvolverede fysikere var berøvet enhver reel indflydelse. Den militære stab var allerede da blevet grundigt træt af ham, og det var endog blevet overvejet at få ham fængslet (Rhodes 1986, Bird & Sherwin 2005). Szilard måtte således se sig selv bragt på et sidespor i sommeren 1945, men valgte fra sin perifere position stædigt at agitere for nedrustning og international forståelse lige til sin død i 1964 (Bernstein 1987). Han var uden indflydelse da den første atombombe blev afprøvet. 5.1 Den første prøvesprængning Den første afprøvning af et nukleart plutonium sprænghovede, den såkaldte Trinity test, fandt sted ved Alamogordo i New Mexico, 16. juli 1945. Kerneprocesserne som sådan var velkendte, men anvendelsen af Plutonium krævede en specielt hurtig kompression af materialet, en såkaldt implosions-bombe, og det var denne metode der blev afprøvet. Forsøget var vellykket, og der fandtes ingen tekniske indvendinger mod den endelige armering af USAs atombomber. Los Alamos laboratoriet havde afsluttet det forskningsprojekt, som nu i USA officielt betegnes som en af de største videnskabelige bedrifter nogen sinde. Mange af deltagerne beskrev sent i livet deres begejstring ved det vellykkede resultat; det var første gang mennesket havde nået de gamle alkymisters drøm om gennem en systematisk indsats at omskabe en større mængde af et stof til et andet. Med det krukkeri som var så karakteristisk for Oppenheimer udtalte han senere at de første ord der faldt ham ind ved synet af paddehatteskyen over Alamogordo var fra det Indiske digt Bhagavadghita: “Jeg er verdensødelæggeren, stærkere end tusind sole”. Selv synes jeg et citat fra Johannes åbenbaring havde været mere passende: “Hans navn var døden og helvede var i hans følge”. En episode, eller anekdote om man vil, fra plutoniumbombens afprøvning ved Alamogordo kom frem længe efter. Det fortælles at Fermi med et stort smil tog imod veddemål om at verden ville gå under. Forhistorien er at nogle fysikere havde regnet på muligheden af at N 14 atomkerner, som findes naturligt i atmosfæren, ville kunne indgå i en kædereaktion som, hvis det skete, ville udslætte store dele af menneskeheden.5 Processen ville aldrig starte under normale forhold, men man frygtede at den kunne sættes i gang af en atombombe eksplosion og dermed sætte Jordens atmosfære i brand. Forskerne (fysikerne Teller, Marvin og Konopinski) beroligede dog ledelsen af projektet: de havde regnet sandsynligheden for at dette skulle ske ud til at være meget lille, tre ud af en milliontedeles chance. Det var antageligt denne udregning Fermi havde i tankerne ved sit væddemål. Sagen fik opmærksomhed senere ved at blive omtalt at Pearl Buck (nobepristager i litteratur) og fysikeren Dudley (1976). Som så mange andre diskussioner døde også denne ud efter nogen tid, men den nåede dog at oprøre en af sektionslederne fra Los Alamos, Hans Bethe, så meget at han går i detaljer med spørgsmålet i sine erindringer (Bethe 1991). Han går ganske hård ud mod især Dudley. Bethe går fysikernes argumenter igennem og viser at udregningerne systematisk går ud fra det værst tækelige, og at en realistisk beregning vil vise at N 14 -processen ikke bare er usandsynlig men også fysisk umulig og at kritikken var ubegrundet. Bethe har sikkert ret i sine beregninger, men overser at han nåede denne indsigt mere end 35 år efter det første atombombe prøvesprængning. I juli 1945 stod Los Alamos fysikerne ved Alamogordo og sagde på menneskehedens vegne: “pyt, vi tager chancen, det går nok godt”. 6 Beslutningen om atombombens anvendelse Roosevelt var død kort før den første prøvesprængning. Det blev hans efterfølger Harry Trumans ansvar at tage den endelige beslutning om bombens anvendelse mod Japan. Der var en række 5 Det drejer sig om kerne-processerne N 14 + N 14 → M g 24 + He4 + 17.7MeV → O16 + C 12 + 10.6MeV 8 forhold, som måtte tages i betragtning hvoraf nogle nævnes her: Det japanske forsvar var i foråret 1945 i praksis næsten nedkæmpet. Kun dele af U-båds flåden var endnu i stand til ved enkelte tilfælde at tilføje den amerikanske flåde alvorlig skade. Luftforsvaret var ikke-eksisterende, således at bombetogterne over de japanske byer ikke længere indebar nogen nævneværdig risiko for fly eller mandskab. Flyvevåbnets chef, General Curtis leMay, måtte til sidst beklage at han ikke længere kunne finde egnede militære mål til sine bombetogter over Japan. På den anden side ville en egentlig invasion af selve Japan uvægerligt kræve store amerikanske tab. I sommeren 1945 anslog militærstaben det forventede antal dræbte amerikanere til mellem 20.000 og 45.000. For eksempel var en invasionsplan med landgang på Japans sydlige hovedø, Kyushu, gennemarbejdet i detaljer, med et tabsoverslag på omkring 30.000 for den første og afgørende måned (Bernstein 1990, Bernstein 1976). Dette tal blev fundet uacceptabelt højt, i betragtning af at man rådede over et alternativ, der ville tilføjede Japan størst mulig skade uden at kræve amerikanske liv. Krigen havde da allerede kostet næsten 350.000 amerikanere livet. De militære stabschefers synspunkt blev måske mest brutalt udtrykt efter krigen af Curtis LeMay; “I krig gælder det om at slå folk ihjel, og modstanden ophører når man har dræbt tilstrækkelig mange”. De politiske overvejelser tog udgangspunkt i de militære, men var selvsagt mere komplekse. Hensynet til efterkrigstidens nye verdensorden, og den allerede begyndende kolde krig spillede ind. Man ønskede at afslutte krigen før Sovietunionen kunne nå at deltage i det afsluttende slag mod Japan, og derved skaffe sig en uacceptabelt favorabel udgangsposition. Brugen af atombomben ville i denne forbindelse kunne tjene to formål, dels en hurtig afslutning af krigen, men samtidigt også bidrage til at intimidere det sovjetiske militærapparat, så det ville indtage en mere defensiv holdning efter at have fået demonstreret sin underlegenhed (Bernstein 1976). Enkelte havde dog forudset muligheden for et rustningskapløb. James Conant, rektor for Harvard Universitetet og én af regeringens mest fremtrædende videnskabelige rådgivere, fremlagde for eksempel i maj 1944 en plan for international kontrol af atomenergi. Tilsvarende tanker blev ført frem også af Niels Bohr ved samtaler med Roosevelt og med Churchill i 1944. I tillæg til de strategisk-politiske synspunkter var der dog også nogle mere personlige. Atombombeprojektet havde kostet den uhyre sum af over to milliarder $, (som målestok kan anføres at f.eks. Szilard’s månedsløn dengang var omkring 550 $). Såfremt denne investering ikke gav et synligt afkast, kunne man med fuld ret forvente at kongressen ville kræve en retssag, og som Henry Stimson, krigsministeren (secretary of war), udtrykte det, havde han ikke lyst til at ende i Leavenworth fængslet. Indrepolitiske og militære hensyn talte således for militær anvendelse af bomben, og det rådgivende videnskabelige panel bestående af Oppenheimer, Fermi, Lawrence og Compton havde støttede dette synspunkt. Det samme gjorde Edvard Teller, der senere fik en central placering ved udviklingen af brintbomben (Rhodes 1986). Selvom endog de allieredes øverstkommanderende og senere præsident Dwight Eisenhower i private samtaler med både Stimson og Truman frarådede atombombens anvendelse6 blev muligheden af at afstå fra brugen af bomben mod Japan aldrig overvejet seriøst. Truman påstod efter krigen, at han i Potsdam havde et møde med sin krigsminister og de militære chefer, hvor man efter grundige overvejelser besluttede at anvende bomben mod Japan. Såfremt dette var tilfældet, er det et ejendommeligt sammentræf, at ingen af de tilstedeværende huskede at indføre mødet i deres dagbøger, som de ellers førte med stor omhu (Bernstein 1990). De egentlige diskussioner drejede sig snarere om at vælge et egnet mål. Stimson foreslog, at man burde finde et vitalt industrielt anlæg, der var tæt omgivet af arbejderboliger. På denne måde vil bomben have den ønskede dobbelte funktion, dels at ødelægge et militært mål, og dels at skabe den psykologiske baggrund for en betingelsesløs overgivelse. Specielt det sidstnævnte hensyn krævede, at så mange japanere som muligt overværede eksplosionen. Kravet om betingelsesløs overgivelse var blevet et nøglepunkt, selv om ordet efter sigende blev nævnt nærmest ved et tilfælde i forbindelse med Casablanca-erklæringen i 1943. Herom berettede Roosevelt selv (Rhodes 1986) til Harry Hopkins, en af hans nære støtter ved udarbejdelsen af “New Deal”; “Vi havde så store problemer med at 6 Han citeres for at have sagt “there was no reason to hit them with that terribel thing” (Bird & Sherwin 2005). 9 Figure 3: Centrale dele af Hiroshima kort tid efter bombardementet. få de to franske generaler sammen (Girard og de Gaulle), at jeg tænkte ved mig selv at det her var lige så vanskeligt som at få et møde i stand mellem Grant og Lee og så var pressekonferencen pludselig i gang og Winston og jeg havde ikke haft tid til at forberede os, og pludselig for tanken gennem mit hovede, at man plejede at give Grant tilnavnet “gamle betingelsesløse overgivelse” (“old unconditional surrender”), og før jeg vidste af det, havde jeg sagt det højt”. Churchill gav øjeblikkeligt (omend lidt forbavset) sin tilslutning, og pludselig var kravet blevet uomgængeligt. Det viste sig snart at der ikke fandtes noget enkelt industrielt anlæg i Japan der var stort nok. Ønsket var, at målet skulle omslutte hele bombens nedslagsområde, så dens effekt og militære værdi bedre kunne vurderes. Kun en hel by ville være stor nok. En række egnede byer blev udpegede, Hiroshima, Kogura, Niigata og Nagasaki i nævnte prioritet. De udvalgte byer blev herefter undtaget fra konventionelle luftangreb. Oprindelig var den gamle kejserby Kyoto øverst på militærets liste, men den blev fjernet på Stimsons foranledning. Eftertiden har spurgt, i hvilket omfang hensyn til civilbefolkningen blev taget i betragtning. Trumans dagbøger viser, at han var sig disse hensyn bevidst. På den anden side giver mødereferaterne ikke noget entydigt billede af den vægt, der blev tillagt disse. Den amerikanske offentlighed var oprørt over japanske grusomheder under stillehavskrigen, og kunne ikke forventes at stille sig forstående overfor hensyn til civile japaneres liv. Sit personlige synspunkt gav Truman udtryk for i et privat brev (Bernstein 1976) til Samuel Cavert dateret 11. august 1945: “Det eneste sprog de lod til at forstå, er det vi brugte ved at bombe dem. Når man har at gøre med et dyr, må man behandle det som et dyr. Det er trist men ikke desto mindre sandt.” En forestilling om den amerikanske indstilling til civile japanere kan man få ved også at erindre hvordan samtlige amerikanske statsborgere af japansk afstamning, der boede i staterne på vestkysten, omtrent 125.000, blev administrativt deporterede ved krigsudbruddet i 1942 og sat i koncentrationslejre fordelt i resten af USA. De kunne hver medbringe så mange personlige ejendele, beklædning og den slags, som der var plads til i en kuffert. Resten så de aldrig mere, for det meste blev det plydret af deres Amerikanske naboer.7 Det er i overensstemmelse med den her anførte holdning 7 Racistiske og anti-japanske stemninger har lange traditioner i USA. I 1924 underskrev USA’s president Calvin Coolidge det der i dag kaldes “Asian Exclusion Act”, som forbød Japanare adgang til USA. Hensigten var at man derved kunne bevare USA’s racemæsige homogenitet. Loven mødte helt minimal modstand i Kongressen. Allerede efter afslutningen af første verdenskrig foreslog president Wilson at et Folkeforbund blev oprettet, det der senere efter II Verdenskrig udviklede sig til de Forenede Nationer. Ideen havde han overtaget fra den Syd Afrikanske statsmand Jan Smuts, som aldrig fik nogen ære for den. Da Japan ønskede at fundatsen skulle indholde en erklæring om ligestilling mellem racerne mistede projektet Wilsons interesse. Til sidst blev USA ikke engang medlem af Folkeforbundet. På sin vis er det ironisk at mens man i dag gør en massiv indsats for at opspore kunstgenstande som nazisterne købte til underpris eller røvede for nu at tilbageføre dem til de oprindelige ejere, eller deres efterkommere, så værdiges de Japanske ofres værdier ikke et ord. 10 Figure 4: Luftfotografier af Nagasaki før og efter bombardementet. at man fra regeringens side afstod fra at give Japan et forvarsel. Dette havde været diskuteret, og blandt andet foreslået, at en bombe skulle bringes til sprængning i stor højde ved nattetid. Direkte personskade kunne undgås, men bombens frygtindgydende styrke kunne måske have bevæget det japanske kabinet til straks at give op. Som alternativ var det nævnt, at man kunne foretage en demonstration på en ubeboet ø under overvågning af repræsentanter for de krigsførende magter. Imod dette talte muligheden for, at bomben blev en fuser. Det videnskabelige panel havde dog ikke noget forbehold for uranbombens vedkommende. Man var så sikker på dens funktion, at der ikke engang blev foreslået nogen prøvesprængning – i modsætning til plutoniumbomben. Det er blevet fremført at den amerikanske ufølsomhed overfor civile japanske tab var en følge af den generelle forråelse af samfundet, som var forårsaget af krigens grusomheder (Rhodes 1986). Her må man dog huske at der allerede fra før århundredeskiftet havde været en kraftig antijapansk tradition i USA. Den gav sig blandt andet udslag i en stærkt racistisk lovgivning, især ejendomslovgivning, f.eks. i Californien. Da disse love under første verdenskrig blev søgt indført også i Idaho og Ohio, blev dette selv i amerikanske regeringskredse opfattet som så provokerende overfor Japan, at man frygtede det skulle give anledning til en japansk indtræden i krigen mod USA. Japanere blev ikke i USA betragtet som ligeværdige med den hvide race, og bliver det vel egentlig heller ikke i dag. Krigen havde brutaliseret den Amerikanske offentlighed på en måde som kan være vanskelig at begribe i dag. Dette kan illustreres ved et eksempel, hvor en japansk soldat blev dræbt med napalm: han blev fotograferet mens han brændte ihjel, og billedet publiceret i “Life magazine”, som var et af datidens mest udbredte familie-blade. Underteksten var “A jap burning”. Japanske 11 soldater blev kendte for at kæmpe til det sidste, men ofte blev dette bare et påskud for at forklare fraværet af japanske krigsfanger: i virkeligheden blev japanske soldater som overgav sig ofte massakrerede. Japanske søfolk fra torpederede skibe blev som en grundregel efterladt så de druknede. En Amerikansk oppinionsundersøgelse fra denne tid (Rhodes 1986) viste at omkring 10% af den voksne befolkning i USA øskede at samtlige Japanere skulle udryddes en gang for alle. Den Engelske indstilling til krigen i det fjerne Østen kan enklest opsummeres i Churchill’s telegram til den militære ledelse i Singapore før den japanske erobring af byen (Hastings 2011): “Ikke tænk på at spare tropperne eller befolkningen. Slaget må udkæmpes “to the bitter end and at all costs”. . . Officerer bør dø med deres tropper. Jeg stoler på at De ikke viser svaghed eller barmhjertighed i nogen form. . . det er vort lands og vor races omdømme som står på spil.” Japans katastrofale militære situation var i 1945 blevet uafviselig selv for de mest rabiate krigstilhængere i Tokyo. Umiddelbart før Potsdamkonferencen, i maj 1945, rejste prins Konoye til Moskva for at anmode Sovjetunionen om at mægle, og han havde fuldmagt til at acceptere så at sige ethvert krav undtagen betingelsesløs overgivelse (Teller & Brown 1962, Bernstein 1976). Japan ønskede blandt andet garanti for kejserdømmets beståen og for kejserens ukrænkelighed. (Dette krav blev senere defacto accepteret af de allierede ved Japans endelige kapitulation.) Det amerikanske efterretningsvæsen havde opsnappet og dekodet kommunikationen mellem Tokyo og Moskva, og havde fuldt kendskab til den japanske holdning selv uden sovjetisk medvirken (Bernstein 1976). Atombombeprojektet var imidlertid så vidt fremskredet, at man ikke ønskede at stoppe det på det foreliggende grundlag. Den første atombombe, 4 tons tung med kælenavnet “Little Boy” og halefinnerne rigt dekoreret med graffiti (en del obskøne), blev lastet ombord på en B 29 bombemaskine med kælenavnet “Enola Gay”. Inden flyet tog af blev besætningen, flyet og togtet velsignet af en præst. Bomben blev bragt til eksplosion over Hiroshima den 6. august 1945 i en højde af 1.900 fod over Shima hospitalet. Af 76.000 bygninger i byen blev 48.000 totalt ødelagte og 22.000 stærkt beskadiget. Indenfor et område med en diameter på omtrent 1 km omkring Shima hospitalet var alt liv borte: her døde stort set alle i løbet af sekunder. Udenfor dette område døde ofrene langsommere. I den nærmere zone brændte de op i løbet af nogle minutter, i større afstande tog det lægere tid. I op til 10 km fra nedslagspuktet fik de fleste der var direkte udsat for bomben trediegrads forbrændinger, som i praksis også var dødelige da ingen medicinsk hjælp var at få. Nogle få heldige befandt sig under jorden i kældre og overlevede, selvom mange af dem døde senere af strålings skader. Skaderne blev forstærkede at en ildstorm som fortsatte i flere dage. Ofrenes lidelser kan kun vanskeligt begribes og er endnu vanskeligere at beskrive. Først begynder håret at knitre som tørt græs der brænder. Øjnene bulner ud i varmen og springer som glas. Fettet under huden begynder at koge og huden brænder af, lag for lag indtil de brændende knogler. Håret syder, men man kan ikke tage hænderne til hovedet for hænderne er brændt bort. Men dette er ikke det værste, det værste er lugten. Inden ansigtet smelter bort når man at opleve lugten af sin egen død. De første mennesker der besøgte Hiroshima after bomben, Amerikanske militære der ønskede at studere bombens virkninger og Japanske læger og sygeplejersker, beskrev netop lugten som det der slog dem først. Lugten af død. Atomalderen blev åbnet med en ny måde at dø på. Til at begynde med søgte den amerikanske hær at undertrykke ødelæggelsernes omfang. En officer fra lægekorpset meddelte i sin rapport af 28. august 1945 til general MacArthur at tabstallene var opgjort til omtrent 160.000 tilskadekomne og 8.000 døde. De virkelige tal kunne imidlertid ikke holdes hemmelige i længden. De seneste tilgængelige tal angiver at ud af byens befolkning på 280.000 civile, hvortil kom 42.000 soldater, døde anslået 140.000 (heraf de fleste civile) under ubeskrivelige lidelser inden udgangen af 1945. Dette tal steg i løbet af en femårs periode til 200.000 døde som følge af kræft og andre sygdomme, der kan henføres til bomben (Rhodes 1986). Hertil kommer et stort men uvist antal tilskadekomne. USA disponerede over endnu en bombe. Denne var baseret på fission af plutonium i stedet for uran 235 og var af en noget anden konstruktion.8 Denne bombe (kaldet “Fat Man”) blev kastet over Nagasaki 9. august 1945. Lidt udenfor Nagasaki’s bygrænse lå en større ammunitionsfabrik. Piloten valgte det civile mål og ammunitionsfabrikken lå uskadt tilbage after bomben. De men8 Det var denne der blev afprøvet ved Alamogordo 12 neskelige tab blev her omtrent 70.000 det første år, og tallet steg til 140.000 indenfor den følgende femårsperiode (Rhodes 1986). Et stort men ukendt antal mennesker blev invaliderede for resten af deres liv. Japan kapitulerede den 15. august 1945. 7 Tiden der fulgte I tråd med de militære hensyn blev overlevende fra atombomberne nægtet lægehjælp og medicin ved den Amerikanske besættelse. Amerikanske forskere og læger havde erfaringer efter adskillige dødsfald ved Los Alamos laboratoriet som følge af strålingsulykker, og man havde opbygget en ekspertise også vedrørende medicinsk hjælp. Militæret ønskede imidlertid en database fra et “rent” eksperiment, uden forstyrrende elementer. Selv i dag er det vanskeligt at få fuld oversigt over skadernes omfang. For den Amerikanske hær har disse data umådelig værdi: det er det eneste eksisterende materiale der findes om atombombers virkning i krig, og oplysningerne er strengt klassificerede som militære hemmeligheder. I udkanten af Hiroshima byggede det Amerikanske militær et stort forsknings anlæg, “the Atomic Bomb Casualty Commission” (ABCC) hvor man studerede bombens eftervirkninger, se Fig. 5. Sårede, voksne såvel som børn, blev udvalgte og undersøgt, ofte under ganske ydmygende forhold, og deres tilstand beskrevet. De blev så taget ud til senere undersøgelse så man kunne følge sygdomsforløbet i årtier som fulgte. Organer fra døde blev taget ud og sendt til videre undersøgelse i USA. Sårede med specielt interessante skader blev filmede eller fotograferede. Disse optagelser blev klassificerede som militært hemmelige i over 30 år, og det er uvist hvor stor en del der er frigivet selv i dag. Der blev ikke tilbudt medicinsk eller nogen anden form for behandling. Detaljer af ABCC’s arbejde blev senere beskrevet af professor Schull som ankom til centeret som ung forsker i 1947 for senere at blive direktør for anlæget. Han blev blandt andet interviewet i en reportage “Hiroshima – the real story” fra 2015, der blev vist også i Norsk TV. Figure 5: Fotografi af ABCC-centeret udenfor Hiroshima. Infrastrukturen var opløst ikke bare i Hiroshima og Nagasaki men i store dele af Japan. Yakuzaen, den japanske mafia, fik nu frit spil også i de to byer, hvor den ellers havde været bekæmpet et vist held før. Hjemløse strejfede omkring og søgte at overleve som de kunne bedst. Nogle få havde overlevet selve bomben med de der boede i byernes udkant eller den nærmeste omegn havde baseret deres eksistens på udveksling af varer og tjenesteydelser med byerne. Selv om de havde overlevet, var deres livsgrundlag borte. Et stort antal børn var blevet evakuerede længe før bomberne, omkring 20.000 fra Hiroshima alene. Et stort antal, omkring 6.500, blev sendt hjem til Hiroshima efter våbenhvilen, men deres hjem, forældre, slægtninge, bekendte var alle borte og børnene var overladt til sig selv. Hiroshima blev for en kort tid de hjemløse børns 13 by. Den amerikanske besættelse havde medført en opblomstring af bordelvirksomheden overalt, og en del af pigerne, nogle helt ned til 8–11 års alderen blev tvunget til bordellerne. Flertallet af de børn som blev tilbage på gaden døde i løbet af den føste vinter. Man opdagede at mange af de døde børn havde en lille sten i munden: det lader til at de havde opdaget at man kunne dulme sulten ved at gå og sutte på en sten. Forholdene i Nagasaki var sikkert stort set de samme. I eftertiden har Amerikanske medier of politikere valgt at fremstille USA som en sorgfuld og ansvarstynget nation, som følte besiddelsen og brugen af atomvåben som en tung byrde, og én de havde påtaget sig for menneskehedens bedste. Sandheden er nok en anden. Amerikanerne omfavnede dette nye våben med begejstring. Sten og andre levninger fra Trinity prøvesprængningen blev eftertragtede souvenir og blev solg i massevis. Kvinder mødte op til fester med håret sat i form af paddehatteskyer. Der blev arrangeret skønhedskonkurrencer hvor kvinder kunne kappes om at blive “miss Atomic Bomb”, etc. Piloter og mandskab fra “Enola Gay” optrådte i årtier ved fejringen af atombomben og lod sig fotografere mens de skrev autografer til begejstrede tilskuere. Selvransagelsen kom først da omverdenens kritik begyndte at tage form. President Truman justerede nu sin fremstilling fra mødet i Potsdam så det skulle fremstå som om beslutningen om bombens anvendelse var resultatet af lange og vanskelige diskussioner, hvor også hensynet til den japanske civilbefolkning spillede ind. En af piloterne fra “Enola Gay” udviklede, som tusinder af andre krigsveteraner, en krigspsykose og vanskeligheder med at tilpasse sig et normalt samfundsliv: dette blev pludselig udlagt som et resulat af samvittighedsnag. Der blev spredt et rygte om at en anden af piloterne var gået i kloster for gennem bønner at søge tilgivelse, hvor manden (en navngivet person) i virkeligheden havde overtaget stillingen som direktør for en chokolade fabrik (Eatherly & Anders 1961), etc. etc. Hiroshima blev pludseligt fremhævet som en nøgleby for den japanske krigsførsel og den udslettelse fremstillet som en absolut nødvendighed for en allieret sejr. Det er i så fald ejendommeligt at en så vigtig by ikke blev bombet i noget videre omfang før august 1945. Fra allieret side er der aldrig fremlagt nogen forudgående evaluering af byens militære betydning. Nogle amerikanske fysikere, med Edward Teller som deres fremmeste talsmand, agiterede allerede på dette tidspunkt for en endnu større “super” bombe, brintbomben. Tilslutningen til dette projekt var dog ikke enstemmig. I september 1945 holdt Oppenheimer og hans tre kolleger det sidste formelle møde i det rådgivende videnskabelige panel. Den 27. september 1945 skrev Compton et resumé i et notat til regeringen i Washington (Bernstein 1990): “Vi finder, at dette våben ikke bør udvikles, først og fremmest fordi et nederlag er at foretrække fremfor en sejr, der opnås på bekostning af den enorme menneskelige katastrofe, der vil blive følgen af dets beslutsomme anvendelse.” Mange af forskerne fra Los Alamos vendte tilbage til det arbejde de havde inden krigen og forsatte deres karriere. Oppenheimer vendte tilbage til Priceton. Feynman blev professor i teoretisk fysik først ved Cornell University og senere ved California Institute of Technology. Hans Bethe fik en vigtig rolle ved udviklingen af hydrogenbomben, men vendte sig langsom bort fra atomvåbenprogrammet og gik ind i arbejdet for nedrustning. John (János) von Neumann vedte tilbage til Princeton. Han betragtes i dag som en af historiens største matematikere og var højt respekteret allerede længe før krigen. Han ydede en uvurderlig indsats ved beregningerne der ligger til grund for de første atombomber og senere hydrogenbomben i nært samarbejde med Edward Teller. von Neumann stammede fra en helt ubegribelig velhavende familie i Budapest. I den første del af livet levede han ubekymret (selv under depressionen) i ly af familieformuen. Mens han var professor i Göttingen før krigen var hans honorar dér at regne for lommepenge og hans fester var legendariske. Ved den kommunistiske magtovertagelse i Ungarn efter krigen blev familiens værdier konfiskerede og han måtte nu leve som en “ganske almindelig” professor. Dette medførte at han oparbejdede et ubændigt had mod kommunismen, noget han for øvrigt delte med sin nære ven Edward Teller. I sin tid som konsulent for det CIA associerede RAND (Research ANd Development) corporation og i sit arbejde ved det InterContinental Ballistic Missile (ICBM) program agiterede von Neumann for et forebyggende atomangreb på Sovjetblokken, det vil sige også hans eget hjemland (Poundstone 1992). Den kolde krig mellem Øst og Vest-blokken begyndte skræmmende hurtigt efter anden verdenskrigs afslutning. Atombomben blev et centralt element i magtbalancen, og i USA følte både 14 befolkningen og politikerne at de havde et solidt overtag. I 1945 var den vestlige forestilling om sovjetisk militærteknologi yderst nedladende. En vittighed fra tiden kan illustrere dette; “Russerne overvejer at smugle en bombe ind i USA i en kuffert! Der er dog ingen grund til ængstelse, de har store problemer med at konstruere kufferten!”. Groft sagt kan de Amerikanske sysnpunkter opsummeres som: “kommunister er for ubegavede til at udvikle atomvåben”. Da Sovjetunionen sprængte sin første atombombe 29. august 1949 så måtte den derfor være resultatet af spionage og sabotage. Sandheden er at nogle af samtidens bedste fysikere befandt sig i Sovjetunionen, heriblandt lederne af bombeprojektet Kurchatov, Flyorov og Sakharov. Selv om mange af de andre af Sovjetunionens fremstående fysikere (for eksempel Landau eller Kapitza) ikke havde direkte kontakt med atombombe projektet, havde de indirekte bidraget til dets succes gennem deres undervisning og ved at skabe et fagligt miljø som kunne måle sig med Vestens. Myten om en “atomhemmelighed” opstod: en hemmelig formel som spioner og sabotører havde givet videre til Sovjet. I virkeligheden findes ingen sådan enkel hemmelig formel. Fremstillingen af en atombombe bygger på en lang række processer og produktionsmetoder, nogle er enkle mens andre er yderst komplicerede. Mange af de praktiske problemer har flere mulige løsninger, og det var ikke altid den bedste man fandt frem til i de første forsøg. Den væsentligste oplysning Sovjetunionen fik var at det var muligt at bygge og sprænge en atombombe, og denne oplysning fik de allerede da Truman ved Potsdam Konferencen fortalte Stalin om den vellykkede “Trinity” prøvesprængning i New Mexico. De eneste værdifulde oplysninger kommunistiske sympatisører kunne bidrage med var hvad man ikke skulle gøre, især i forbindelse med berigelsen af Uran. Her er det muligt at Sovjetiske forskere sparede tid ved at undgå gentagelse af andres fejltagelser. Ikke desto mindre gik en bølge af kommunistfrygt og mistanke om spionage og landsforræderi over den Vestlige verden, USA i særdeleshed. Mange mennesker blev anklaget og dømt, nogle havde rent faktisk videregivet følsomme oplysninger, andre ikke. Sagen mod ægteparret Rosenberg blev stående som symbolet på disse retssager. De blev begge anklaget, dømt og henrettet for spionage til fordel for Sovjetunionen. Efter Sovjetunionens sammenbrud har enkelte Sovjetiske kilder antydet at Julius Rosenberg havde så lidt forståelse af atombomben at hans oplysninger var stort set værdiløse, det var mest hans kendskab til elektriske systemer generelt som havde værdi. Det kan antages at han rent faktisk var spion, ud fra en kommunistisk overbevisning (ægteparret havde aldrig nogen økonomisk gevinst af deres aktivitet), men den faktiske værdi af de oplysninger han gav videre er tvivlsom. Med hans kone Ethel er sagen en anden: hun blev dømt stort set på sin brors vidneudsagn. Ifølge ham var det hende der maskinskrev alt materiale før det blev videregivet til Sovjet. Selv benægtede hun gennem hele retssagen af have del i nogen som helst spionageaktivitet. Retten tog ikke hensyn til at de to søskende havde ligget i en årelang fejde, og ikke var på talefod. Broderen, som oprindeligt selv var anklaget, fik immunitet på grund af sin villighed til at afgive vidnesbyrd. Efter søsterens henrettelse undskyldte han sig med at han ikke for alvor troede hun kunne blive dødsdømt. Ægteparret Rosenberg blev henrettede i den elektriske stol 19. juni 1953. Et øjenvidne beskriver at Julius Rosenberg døde med det samme. Ethel Rosenberg overlevede to elektrochock og døde først ved tredie forsøg, hvor man så en røgsky stige fra hendes hovede op mod ovenlysvinduet. Efter ægteparrets henrettelse blev deres to små sønner bortadopterede under falske navne, og først sent i livet fik de forældrenes virkelige identitet at vide. Også Oppenheimer havde i sin ungdom vist venstre-sympatier ved at støtte kampen mod Franco og fascismen generelt, og inden længe var også han i kommunistjægernes søgelys. Fra at være en af de mest fejrede mænd i USA blev han i april-maj 1954 trukket for et udvalg, som skulle undersøge hans politiske pålidelighed. Efter destruktive vidneudsagn fra blandt andre hans kollega Edward Teller og hans nære ven og samarbejdspartner i Los Alamos, general Groves, blev Oppenheimer berøvet sin “clearence”, og måtte ikke længere have adgang til klassificeret materiale der vedrørte atomvåben. Bland mange kolleger beholdt Oppenheimer dog sin status og respekt, og fysikere i USA blev delt i deres syn på behandlingen af ham. På længere sigt medførte dette samarbejdsproblemer som blev problematiske. Mange fysikere i USA og andre lande nægtede at have noget at gøre med f.eks. Edward Teller,9 som til sidst opgav sit oprindelige forskningsarbejde 9 Teller besøgte for eksempel København, men blev ikke (som det ellers var almideligt med prominente uden- 15 for at koncentrere sig omkring arbejdet med hydrogenbomben. Dette blev hans yndlingsprojekt, og et hvor han havde militærets fulde bevågenhed. Oppenheimer fik mange, også ganske lukrative tilbud om arbejde fra udlandet, men han følte sig som Amerikaner og ville ikke forlade det land han havde tjent så trofast. I eftertiden har mange, fysikere især, udtrykt sympati og forståelse for Oppenheimer, men det bør dog huskes at han trods alt forblev på fri fod, fik lov til at beholde sin stilling som professor på Princeton universitetet, og en god løn så han kunne leve fredeligt til sin død. Ikke alle var så heldige. Mange blev fængslede, eller mistede deres arbejde og tvunget i emigration ved anklager om “u-Amerikansk virksomhed”. Flere endte med at begå selvmord. Den Engelske matematiker Alan Turing ydede uvurderlige bidrag til udviklingen af elektroniske regnemaskiner og computere og formåede dermed at bryde den Tyske ENIGMA kode, noget man i Tyskland betragtede som umuligt. Man antager at hans bidrag kan have forkortet krigen med et år eller mere. Efter krigen viste det sig at han var homoseksuel og efter en retssag og en dom i London blev han tvangssteriliseret med noget kemi ved en langvarig behandling 19521953. Dommen førte til at Turing mistede sin sikkerhedsklarering og kunne ikke fortsætte som “kryptolografisk konsulent” for Government Communications Headquarters (GCHQ), det britiske signalefterretningskontor som havde efterfulgt Government Code and Cypher School (GC&CS) i 1946. I fortvivlelse tog han livet af sig i juni 1954. Han blev 41 år. Set i dette lys var Oppenheimer egentlig heldig. Noge år efter krigen lod den Østrigske journalist Jungk (1957) sig fascinere af tanken om at videnskabsmænd under et totalitært regime undlod at producere atombomben, mens de i et frit og demokratisk samfund frivilligt, med glæde og enthusiasme fremstillede det mest ødelægende våben menneskeheden har kendt. Jungk henvendte sig til Heisenberg, og opsummerede blandt andet indholdet af samtalen i en bog “Stærkere end Tusind Sole” som blev meget berømt. Ifølge Jungk fortalte Heisenberg at Tyske fysikere med vilje undlod at bygge en atombombe ud fra moralske overvejelser.10 Samtalen med Bohr i 1941 i København skulle forstås i dette lys. Denne udlægning af samtalen med Bohr gav anledning til mange voldsomme kontroverser og ganske agressive meningsudvekslinger. Groft taget kan man opsummere disse anklager ved at udtalelserne refereret af Jungk var forsøg på en efterrationalisering, som skulle dække over de tyske fysikeres inkompetence. Det blev påstået at de Tyske fysikere havde forsøgt at producere en atombombe, men ikke kunne finde ud af det. Beviserne på de mislykkede eksperimenter var blevet skaffet af vejen i tide og påstanden om manglede samarbejdsvilje med det Nazistiske system blev affærdiget som en omhyggeligt planlagt sammensværgelse for at tilsløre et pro-Nazistisk sindelag. For eksempel havde Heisenberg aldrig været medlem af Nazistpartiet, men blev (også af en medarbejder på Niels Bohr Institutet) anklaget for at være “skabs-Nazist”.11 Man søgte at sprede et rygte om at Jungk have mistet sin respekt for Heisenberg og gruppen omkring ham og trukket sin oprindelige vurdering af deres moralske status tilbage. Det var på sin vis faktisk sandt, men årsagen er ikke som den blev fremstillet: sent i livet blev Jungk fanatisk modstander af atomkraft12 mens Heisenberg og hans kolleger erklærede sig som tilhængere at atomkraft. De følte at deres indsats under krigen kunne retfærdiggøres hvis dele af deres arbejde og deres resultater kunne finde anvendelse i udviklingen af fredelig atomkraft. I sine erindringer beskriver Heisenberg sin stolthed ved tanken om at den første kommercielle atomreaktor Tyskland eksporterede (det var til Brasilien) faktisk byggede på det design han havde været med til at foreslå under krigen. Det var dette der lå til grund for Jungks antipati. Mens det er ret enkelt at afvise Jungks noget overidealiserede fremstilling af de Tyske fysikeres indsats under krigen kan man med lige så stor ret vende problemstillingen og spørge om i hvilket og hvor stort omfang gruppen af de tyske fysikere egentlig prøvede at fremstille en atombombe landske fysikere) inviteret til at holde foredrag på Niels Bohr Institutet. 10 En lidt mere realistisk opsummering af de Tyske standpunkter refereres af Bernstein (1980) som gengiver dele af en samtale Hans Bethe havde med Heisenberg i 1948 11 Man vælger også at overse Heisenbergs medlemsskab at “Mittwochgesellschaft”, grundlagt allerede i 1863. Han blev indvalgt i 1942 og gruppen mødtes regelmæsigt i deltagernes hjem (Pais 1991). Det sidste møde i foreningen fandt sted i Heisenbergs hjem i juli 1944. En del af deltagerne i komplottet mod Hitler kom fra Mittwochgesellschaft og de blev henrettede for deres deltagelse. Heisenberg vidste intet om sammensværgelsen, men det virker fuldstændig usandsynliget at gruppen skulle have valgt ham ind, hvis han var kendt for nazistiske sympatier. 12 I en alder af 72 år lykkedes det ham at blive anholdt under en voldelig anti atomkraft demonstration. 16 sammenlignet med deres Amerikanske modpart. Svaret på dette spørgsmå er ganske enkelt: hvis de overhovedet prøvede, så prøvede de ikke særlig hårdt. Oppenheimer, og i endnu højere grad Teller, tænkte på “bomben” så at sige dag og nat. Da Oppenheimer og hans kone Katherine flyttede til Los Alamos omkring 1943 var de et lykkeligt ungt ægtepar, nylig gift (i 1942) og havde et barn. Da projektet blev afsluttet efter bomberne over Hiroshima og Nagasaki, var Katherine håbløst alkoholiseret: Oppenheimer bemærkede det knapt nok. De Tyske fysikere på deres side gav sig god tid til alt muligt forskelligt. De havde kollokvie grupper og møder hvor de diskuterede interessante nye resultater omkring kosmisk stråling, filosofiske problemer omkring fortolkningen af kvantefysik, etc., og publicerede adskillige af deres resultater undervejs. Der er kun få eksempler på at de søgte om flere forskningsmidler eller større faciliteter. Mens der i USA som før nævnt var op til 150.000 fysikere, teknikere og arbejdere forbundet med atombombe produktionen, var der på det højeste 75 mennesker, fysikere, laboratorieteknikere, sekretærer, etc. i arbejde på det Tyske uranprojekt. Et interessant spørgsmål er hvorfor en i realiteten ubetydelig samtale mellem to fysikere i København skulle få så megen omtale og medføre så voldsomme reaktioner? Werner von Braun blev jo modtaget med åbne arme i USA, uden hensyn til at han frivilligt havde været medlem af SS og nazist-partiet. De V1 og V2 raketter han foranledigede sendt mod England have i gennemsnit dræbt tre mennesker allerede inden de stod på affyrings ramperne: det var de slavearbejdere der døde under produktionen af raketterne.13 En del af forklaringen ligger måske i en udtalelse fra John Wheeler-Bennett i Foreign Office Political Intelligence Department. Lettet over det mislykkede attentat mod Hitler, skrev han: “Gestapo og SS har gjort os en betydelig tjeneste ved at fjerne et udvalg af dem, som uden tvivl havde optrådt som “gode tyskere” efter Nazi-Tysklands nederlag”. Sejrsmagterne ønskede ingen “gode tyskere”. De måtte gerne være servile, som von Braun, men ikke rose sig af etiske værdier, og det var basalt set hvad Heisenberg og nogle af hans kolleger forsøgte. Der findes et andet og mere langsigtet og generelt aspekt af denne problemstilling: det vil være et skrækscenarie for enhver regering at forestille sig en tradition for eller en etableringen af en overnational forening af forskere (et forskernes “internationale” om man vil), hvor synspunkter of informationer udveksles uden at de relevante landes regeringer kan gribe ind. Dette ville være den endelige konsekvens af kontakter af den form Robert Jungk beskrev i sin bog. Fra mange forskellige sider ønskede man at stoppe en sådan udvikling så hurtigt som muligt. Et vigtigt biprodukt af de mange diskussioner af et muligt Tysk atombombeprojekt var at opmærksomheden blev drejet bort fra de allieredes og de allierede fysikeres udvikling og anvendelse af dette terrorvåben. 8 Fremtiden Man kunne have håbet et det stoppede her. Sådan gik det ikke. Udvikling af atombomber fortsatte både i øst og vest. Det er ikke nok at udvikle en bombe, men må også prøve dem af, i hvert fald en gang imellem. En af de kraftigste hydrogen bomber blev sprægt over Bikin Atollen (en del af Marshall øerne) 1. marts 1954. Bomben var på 15 ekvivalente TNT-megatons. En Japansk fiskerbåd Daigo Fukuryu Maru (“Den Lykkelige Drage 5”) var omkring 150 km fra sprængningen og besætningen og skibets last af fisk blev udsat for massiv radioaktiv stråling. Det viste sig senere at adskillige andre skibe var udsat for det samme, men det er Den Lykkelige Drages skæbne som er blevet stående for eftertiden. Beskrivelsen af hændelses forløbet er til dels klassificeret af det Amerikanske militær, men meget tyder på at bomben var meget kraftigere end beregnet. De afsatte sikkerhedszoner var utilstrækkelige og dette sammenholdt med dårlige meteorologiske forudsigelser bidrog til katastrofen. En af besætningsmedlemmerne, Aikichi Kuboyama, var døende allerede da skibet lagde til havn nogle dage senere. På grund af uvidenhed blev skibets last af 13 I forbindelse med en konference i Nord Tyskland fik jeg anledning til at besøge Peenemünde, hvor de Tyske raketvåben første blev producerede i en periode. Vi fik en lang og grundig rundvisning, blandt andet viste de os en film om Werner von Braun og hans tid som enthusiastisk leder for projektet. Ved udgangen fulgtes jeg med en ældre Tysk kollega. Han så på mig, rystede på hovedet og sagde: “von Braun var villig til at sælge sin sjæl til djævelen bare han kunne få lov til at bygge raketter”. Tjah, det var vel det han gjorde. To gange. 17 betsrålet fisk distribueret på de Japanske markeder. Dette gav anledning til panik da detaljer om katastrofen blev offentligt kendte. Edward Teller affærdigede hele affæren med et skuldertræk: “vi må forbedre de meteorologiske forudsigelser”. Lederen for USA’s Atom Enegi Kommission (AEC), Lewis Strauss, påstod at besætningens skader intet havde at gøre med stråling, men skyldtes syre, at skaderne var nogen de havde påført sig selv af propagandahensyn, at skibet var sejlet indenfor sikkerheds zonen og han trumfede sin rapport til president Eisenhower med at skrive at skibet antageligt var et Sovjetisk spionskib, som var sendt for at skaffe oplysninger om sprængningen. USA har aldrig vedgået sit ansvar for katastrofen, men endte dog med at udbetale en symbolsk erstatning til nogle af ofrene: for eksempel modtog Kuboyamas enke et beløb på 2.500 $. Prøvesprængningerne fortsatte. USA alene uførte 29 atombombe sprængninger i atmosfæren, den største af disse på 79 ekvivalente TNT-kilotons, omtrent fire gange bomben over Nagasaki (Bernstein 2013). I alt spredte disse forsøg 58.300 kilo Curie radioaktivt jod i atmosfæren. Rent statistisk set kan man gå ud fra at dette gav anledning til 32.000 tilfælde af cancer i skjoldbugskirteler. Omtrent 1200 grise blev bestrålet i eksperimenter hvor de blev udsat for “blast effects”. England uførte sine prøvesprængninger, 7 bomber i alt i perioden 1956–1963, i den Australske ørken ved Maralinga, rettere sagt det den hvide befolkning betragtede som ørken. Den var delvis beboet af Australske “aborigines” og myndighederne var ikke specielt grundige når det gjald om at advare eller evakuere dem. Eksperimenterne var afsluttet omkring 1967 men britterne havde ikke særlig travlt med at rydde op efter sig, og da urbefolningen vedte tilbage omkring 1980 fandt de radioaktivt atomaffald overalt. Det fulde omfang af skaderne, antallet af døde og invaliderede, er ikke kendt, og bliver det nok aldrig: først benægtede England ethvert erstatningsansvar, men endte dog med at udbetale en pro-forma erstatning til en del af ofrene i 1995 og betragter affæren som afsluttet. Andre Britiske sprængninger blev udført på de ubeboede øer “Monte Bello Islands” ud for Australiens vestkyst. Fra 1960 til 1996 udførte Frankrig omkring 210 nukleare prøvesprængninger, 17 i Algerisk Sahara og 193 (tallene er lidt usikre) i Fransk Polynesien i det sydlige Stillehav. Mange af øerne i området vil antageligt ikke blive beboelige nogen sinde. Også Sovjetunionen og Kina har udført et stort antal prøvesprængninger, men det fulde omfang af disse er ikke kendt. Der er ingen grund til at tro at disse i deres natur har været forskellige fra Vestens. Indien har udviklet og sprægt atomvåben, og dette stimulerede også Pakistan til et tilsvarende projekt. Nord Korea har også sit atomvåbenprogram, men om dette ved vi stort set intet, ud over antallet af prøvesprængninger, og selv dette er usikkert da nogle kan være propaganda, og i virkeligheden bestå af store konventionelle sprængninger. Mens Rusland og Kina har store lagre af atomvåben er de arsenaler Indien, Pakistan og Nord Korea besidder sikkert begrænsede. Kort efter krigen overvejede enkelte Norske politikere at begynde et atomvåben projekt i samarbejde med Sverige. Dels var relationerne mellem Norge og Sverige ikke de bedste på det tidpunkt, i Norge huskede mange kun alt for godt Sveriges støtte til Tyskland i begyndelsen af krigen, specielt omkring slaget ved Narvik. Desuden var Norge udarmet efter krigens ødelæggelser og projektet blev betragtet som alt for kostbart og derfor opgivet til sidst. Antageligt havde Israel sin første atombombe klar i december 1966, udviklet af materiale fra Dimona reaktoren bygget med Fransk og Norsk assistance sent i 1950-erne. I samarbeide med den Syd-Afrikanske apartheidstat videreudviklede Israel sit atomvåben og førte det frem til en masseproducerbar prototype i perioden 1960-1980. Selvom det Syd-Afrikanske og Israelske samarbejde er omgærdet af dyb hemmelighed er det antaget at de i fællesskab udførte omkring 5 prøvesprængninger i atmosfæren, én af dem omtales ofte som “the Vela incident”, 22. september 1979, der blev opdaget af en Amerikansk Vela satellit. Efter apartheid regimets fald har Syd-Afrika afskaffet sine atomvåben. Lageret var aldrig stort, det angives at være på 5 eller 6 bomber da det var på sit højeste, og det er vanskeligt at se hvad Apartheidstaten egentlig kunne bruge dem til. Israel har på sin side beholdt et lager på anslået 200 atombomber. Den radioaktive forurening som er en følge af de omtalte landes atomprogrammer kender vi ikke, og det er ikke sandsynligt det fulde omfang af disse skader nogen sinde vil blive kendt. De fleste lande har ingen atomvåben, og heller ingen planer for at udvikle nogen. Nogle af disse lande, for eksempel Norge, har imidlertid påtaget sig et tungt ansvar ved at hjælpe andre med at 18 udvikle disse våben. Uden de Norske leverancer af tungt vand ville for eksempel Israel og dermed også Syd-Afrika ikke have været i stand til at gennemføre deres atomprogram. USA har aldrig direkte støttet det Israelske bombe program, med har dog givet det solid politisk opbakning, så sent som i 2015, hvor USA nedlagde veto mod et forslag om et atomvåbenfrit Mellemøsten. Ironisk nok ville forslaget, hvis det havde fået fuld tilslutning, også effektivt have begrænset det Iranske atomprogram, som nogle frygter med tiden kan have som hensigt at udvikle atomvåben. Mange lande har underskrevet ikke-sprednings aftalen fra 1968, men Nord-Korea trak sig ud i 2003 mens Indien, Pakistan og Israel har nægtet at undertegne. Atomvåben er kommet for at blive. References Bernstein, B. (1987), ‘Leo Szilard; giving peace a chance in the nuclear age’, Physics Today (September), 40–47. En kort biografi af Leo Szilard. Bernstein, B. (1990), ‘An analysis of ”two cultures”; writing about the making and the using of the atomic bombs’, The Public Historian 12, 83–107. Artiklen giver en kritisk gennemgang af Rhodes bog (Rhodes 1986), som flere steder angives alt for naivt at acceptere de officielle fremstillinger. Artiklens omfattende noter indeholder et væld af informationer og referencer. Bernstein, B., ed. (1976), The Atomic Bomb, the Critical Issues, Little, Brown and Co. En kommenteret samling af en del centrale kildeskrifter og interviews. Bogen indeholder også en kommenteret og særdeles omfattende litteraturliste. Bernstein, J. (1980), Hans Bethe, Prophet of Energy, Basic Books, INC, New York. Teksten blev oprindeligt publiceret i ”The New Yorker” i 1979. Bernstein, J. (2013), ‘At Los Alamos: learning to love the bomb’, ApsNews November, 8. Bethe, H. (1992), Hans Bethe har i et brev til nærværende forfatter beskrevet Heisenbergs skitse som ganske enkel; den viste en firkantet beholder med nogle rør stikkende ud. Beskrivelsen hos Rhodes (1986) er en lille smule mere detaljeret, idet det nævnes at lagdelingen af det fissible materiale eksplicit var angivet. Det er interessant at bemærke at der i Heisenbergs samlede værker (Blum et al. 1984) rent faktisk findes en tegning af den tyske reaktorkonstruktion, som svarer til denne beskrivelse, se Fig. 1. Dette er en forløber for det endelige design, vist i Fig. 2. Tegningen blev fremstillet nogen tid før Heisenbergs besøg i København. Bethe, H. A. (1991), The Road from los Alamos, American Institute of Physics, New York. Dette er mere en samling af ”essays” der berører enkelte episoder af Hans Bethes liv og virke, og ikke egentlige erindringer. Bird, K. & Sherwin, M. J. (2005), American Prometheus. The Triumph and Tragedy of J. Robert Oppenheimer, Vintage Books, Random House, New York. Bogen udgør en lang og meget detaljeret biografi om Robert Oppenheimer. Bogen modtog Pulitzer prisen. Blum, W., Dürr, H.-P. & Rechenberg, H., eds (1984), W. Heisenberg: Gesammelte Werke, Ser A/II, Wissenschaftliche Originalarbeiten, og Ser B, Wissenschaftliche Übersichtsartikel, Vorträge und Bücher, Springer Verlag. Disse bind indeholder 21 artikler, der berører det tyske uranprojekt. For det meste er der tale om manuskripter til foredrag. Desuden gengiver værket også omkring 12 artikler om andre emner, der optog Heisenberg i samme periode, heriblandt energetiske partikler af kosmisk oprindelse og problemer ved fortolkningen af observerbare størrelser i elementarpartikkelteori. Dudley, H. C. (1976), The Morality of Nuclear Planning, Kronos Pess, Glassboro, New Jersey. Eatherly, C. & Anders, G. (1961), Samvittighed Forbudt, Gyldendals Uglebøger, København. 19 Frank, C. (1993), Operation epsilon: The Farm Hall transcripts, Institute of Physics Publishing. Bogen indeholder kun en del af de aflyttede samtaler mellem de Tyske videnskabsmænd. Det er uvist om der nogen sinde har eksisteret mere skriftligt materiale end det der gengives her. Groueff, S. (1967), Manhattan project, Collins. En lægmands noget personfikserede og dramatiserende fremstilling, som imidlertid gør ingående rede for de talrige problemer, Manhattan projektet mødte. Hastings, M. (2011), All Hell Let Loose: The World at War 1939-1945, Harper Press. Jungk, R. (1957), Stærkere end Tusind Sole, Jespersen og Pio. En af de tidligste bøger, der stillede sig kritisk til den moralske baggrund for produktionen og anvendelsen af atombomberne. Forfatteren har senere også skrevet en bog om forholdene i Hiroshima og Nagasaki i årene efter bombningen. Nathan, O. (2002), Verden er Kaotisk, Gyldendal, København. Forfatteren var fysiker på Bohr Institutet og en årrække rektor for Københavns Universitet. Bogen fremstår som en række ”essays”, der beskriver episoder i forfatterens liv og den moderne fysiks udvikling. Pais, A. (1991), Niels Bohr’s Times, in Physics, Philosphy, and Polity, Clarendon Press, Oxford. Poundstone, W. (1992), Prisoner’s Dilemma: John Von Neumann, Game Theory and the Puzzle of the Bomb, Doubleday New York, New York. Rhodes, R. (1986), The Making of the Atomic Bomb, Simon and Shuster. En af de mest omfattende journalistiske værker om historien bag atombombernes tilblivelse og anvendelse. Dispositionen minder meget om den, Jungk brugte i sit arbejde. Bogen blev belønnet med Pulitzer prisen. Sime, R. L. (1996), A Life in Physics, University of California Press, USA. pp. 305. Teller, E. & Brown, A. (1962), The legacy of Hiroshima, Macmillan and Co. Bogen indeholder blandt andet Einsteins (og Szilards) brev til president Roosevelt. von Weizsäcker, C. (1988), Bewusstseinswandel, Carl Hanser Verlag. Forfatteren var en af nøglepersonerne i det tyske uranprosjekt og giver i sine erindringer blandt andet en indgående og åbenhjertig beskrivelse af motiverne for sin deltagelse. Walker, M. (1990, 1991), ‘Heisenberg, Goudsmit and the German atomic bomb’, Physics Today (January and May). Det argumenteres for at Tyskland havde et egentligt atombombeprojekt under krigen, og dette synspunkt diskuteres i en række læserbreve. 20 Den Engelske tekst til Einstein’s brev til Roosevelt Sir, Some recent work by E. Fermi and L. Szilard, which has been communicated to me in manuscript, leads me to expect that the element uranium may be turned into a new and important source of energy in the immediate future. Certain aspects of the situation which has arisen seem to call for watchfullness and, if necessary, quick action on the part of the Administration. I believe therefore that it is my duty to bring to Your attention the following facts and recommendations: In the course of the last four months it has been made probable through the work of Joliot as well as Fermi and Szilard, in America that it may become possible to set up a nuclear chain reaction in a large mass of uranium, by which vast amounts of power and large quantities of new radium like elements would be generated. Now it appears almost certain that this could be achieved in the immediate future. This new phenomenon would also lead to the construction of bombs, and it is conceivable though less certain that extremely powerful bombs of a new type may thus be constructed. A single bomb of this type, carried by boat and exploded in a port, might very well destroy the whole port together with some of the surrounding territory. However, such bombs might well prove to be too heavy for transportation by air. The United States has only very poor ores in uranium in moderate quantities. There is some good ore in Canada and the former Czechoslovakia, while the most important source of uranium is Belgian Congo. In view of this situation You may think it desirable to have some permanent contact maintained between the Administration and the group of physicists working on chain reactions in America. One possible way to of achieving this might be for You to entrust with this task a person who has your confidence and who could perhaps serve in an unofficial capacity. His task might comprise the following: A To approach Government departments, keep them informed of the further development, and put forward recommendations for Government action, giving particular attention to the problem of securing a supply of uranium ore for the United States. B To speed up the experimental work, which at present is being carried on within the limits of the budgets of university laboratories, by providing funds, if such funds are required, through his contacts with private persons who are willing to make contributions for this cause, and perhaps also by obtaining the co operation of industrial laboratories which have the necessary equipment. I understand that Germany has actually stopped the sale of uranium from Czechoslovakian mines which she has taken over. That she should have taken such early action might perhaps be understood on the ground that the son of the German under secretary of state, von Weizsacker, is attached to the Kaiser Wilhelm Institute in Berlin where some of the American work on uranium is now being repeated. Yours very truly, A. Einstein 21 Figure 6: Memorandum fra Oppenheimer til general Groves vedrørende fortolkningen af den tegning Bohr modtog fra Heisenberg ved deres møde i København, 1941. 22

Hiroshima og Nagasaki, August 1945

Related documents

Products

Support

Hiroshima og Nagasaki, August 1945

Related documents

Add this document to collection(s)

Add this document to saved

Suggest us how to improve StudyLib