DEN ALMENE VIDENSKABTEORIS CENTRALE BEGREBER
Absolut (latin absolvo: at løse fra): betyder ubetinget, uendelig, ubegrænset (modsat relativ); eller
det absolutte er det, der består i sig selv, det selvstændige, uafhængige (igen modsat
relativ). Absolutisme er et syn på erkendelse, etik og politik, der opererer med
absolutte sandheder uafhængig af subjekt, tid og miljø. Absolutismens modsætning
er relativismen.
Abstrakt (latin abstraho: at trække fra, rive løs): det abstrakte er det almene i modsætning til det
konkrete, individuelle. Det abstrakte er det uanskuelige, begrebslige i modsætning til
det anskuelige, sansbare. Det abstrakte er vores almenbegreber (substantiver), der
dog igen kan deles i abstrakter (ikke tingslige) og konkreter (tingslige), f. eks er moral
et abstrakt almenbegreb, mens bil er et konkret almenbegreb.
Abstraktion: er den proces, tanken gennemfører for at komme fra det det enkelte tilfælde med
alle dets særpræg til det almene begreb. Abstraktionen symboliseres ofte med en
stige, der fører opad til højere og højere almenbegreber eller nedad mod de
konkrete enkeltting. Det højeste almenbegreb er universet (altet); det laveste er
den enkelte tings mindste dele.
Analyse (græsk analysis: sønderdeling, opløsning): analysen er central i alle videnskaber, fordi den
består i en bevidstgørelse af, hvad et fænomen består af. Man kan analysere en
væske, en tekst, en historisk begivenhed, en sætning, et molekyle etc. En analyse vil
altid sørge for at være metodisk, fordi metoden sikrer, at analysen kan gentages af
andre og dermed være objektiv. Analysen sønderdeler til den mindste del, skiller ad
og slutter med at sætte fænomenet sammen igen i tanken. Det kaldes syntesen, der
genskaber, hvad analysen har skilt ad.
Antitese (græsk antithesis: mod-sætning): en påstand i videnskabelig forstand kaldes en tese
(thesis); den modsatte påstand kaldes derfor en antitese (antithesis). På dansk vil
man bruge ordet sætning (at sætte noget er lig at påstå noget); benægtelsen af
sætningen er derfor modsætningen
A priori/ a posteriori ( latin det der kommer før/det der kommer efter): begreberne bruges i
forbindelse med erfaringen: det der kommer før erfaringen/det der kommer efter
erfaringen. En apriorisk viden er uafhængig af erfaringen, en aposteriorisk viden er
afhængig af erfaringen. Eks.: at den rette linje mellem to punkter er den korteste skal
man ikke ud at måle, mens en viden om svanernes farve er afhængig af iagttagelse.
Definitioner, aksiomer, selvindlysende sætninger (en bog har en for- og bagside) er
aprioriske, mens alle verificerbare sætninger om verden nødvendigvis må være
aposterioriske.
Argument (latin argumentum: bevis): argument bruges i 2 betydninger: i logikken som gyldig
slutning (konklusion) ud fra forudsætninger (præmisser), argumentet er den logisk
gyldige slutning; i hverdagssproget og i megen videnskabelig sammenhæng er
argumentet, beviset for en antagelse, ofte en henvisning til kendsgerninger, der ikke
kan bestrides, eller en påpegning af en teoretisk sandhed, der heller ikke kan bestrides.
Autonomi (græsk autos og nomos: selv-lovgivning): det betyder selvbestemmelse eller frihed. Det
autonome har årsagen i sig selv eller er ubetinget. I idealistisk tænkning påstås det,
at mennesket er autonomt, det vil sige at dets fornuft og moral er uafhængig af o
omverdenens ”ting”, be-ting-elser! Mennesket er altså frit, men ikke sådan at det
ikke i sin fornuft og moral har givne (apriori) ideer. Disse ideer udgør menneskets
essens, og når det udfolder dem, er det frit.
Begreb (tysk begreifen: fatte eller begribe): det som en person forstår i forbindelse med et navneord eller adjektiv i sproget, der betegner et bestemt indhold – en ”hest”, et ”atom”,
”retfærdig”, ”god” etc. Begrebsindholdet er det, der definerer begrebet eller universalet. Begrebsomfanget er alle de ting, der falder ind under begrebsindholdet. Ex.
Begrebet ”hest” inkluderer mange slags heste, men har også en grænse, hvor hesten
Ikke længere er hest, men f. eks. et mulddyr. Et begreb har altså et definerende indhold (intensionen), og et ydre omfang (ekstensionen). Der findes 3 forskellige opfattelser af begrebet i vores tradition: 1) den fra Platon arvede opfattelse, at begrebet
er en idé, en spekulativ essens, der er selvstændig og uafhængig af den enkeltes bevidsthed og eksisterer objektivt i sin egen idéverden, men er trådt ud af denne verden og ligger til grund for alle fænomener i denne ”jordiske” verden og dermed gør
alle ting i denne verden forståelige, rationelle. 2) den anden opfattelse af begrebet er
empirismens, som opfatter begreberne som psykologiske forestillinger, der eksisterer i vores bevidsthed og kommer til udtryk i sprogets navneord og adjektiver. Den
engelske filosof John Locke kan tale om den uophørlige ”strøm” af ideer (ideas), som
flyder gennem vores bevidsthed, og som grunder sig på sanseindtryk af vores ydre og
indre omverden – verden og kroppen. 3) den tredje opfattelse af begrebet er, at det
er en sproglig vedtægt, der er en ”aftale”, som sætter visse spilleregler for et begreb i
et samspil med den fysiske omverdens egen orden og en række lokale konventioner.
Begrebet ”sne” er et konkret almenbegreb, men det findes i mange præciseringer i
de nordlige kulturer, som de sydlige slet ikke har brug for. Begreber afspejler en
fysisk og social og kulturel kontekst. Denne opfattelse går fra Middelalderens nominalisme (begreber er navne) til moderne pragmatisme (begreber er sprog i handling i en konkret sammenhæng).
Beskrivelse: at beskrive et fænomen er at give en neutral fremstilling af fænomenets egenskaber
(attributter) og dets væsen (substans/essens). At beskrive sættes almindeligvis i
modsætning til at forklare og at vurdere. Forklaringen kræver en teori om årsager til
et fænomen, mens en vurdering tager stilling til fænomenets værdi. Vurderingen er i
almindelighed subjektiv, fordi den beror på en persons præferencer, mens en forklaring er objektiv i den forstand, at den bygger på en teori. Beskrivelsen er objektiv i
den forstand, at den kan kontrolleres af enhver ved selvsyn.
Bevis:
et holdbart, deduktivt argument for en konklusion kaldes et bevis. At argumentet er
deduktivt betyder, at det følger med logisk konsekvens af de opstillede præmisser.
Hvis de opstillede præmisser er sande (det behøver de ikke være), og argumentet er
logisk konsekvent, så er konklusionen absolut sand. Følgn. argument er falsk: en sten
kan ikke flyve (negativ påstand med uendeligt mange betydninger – 1; morlil kan ikke
flyve (negativ påstand med uendeligt mange betydninger -1; ergo morlil er en sten (
positiv påstand med 1 betydning). Det er logisk umuligt med gyldighed at slutte fra 2
negative påstande til 1 positiv påstand.
Circulus vitiosus (latin forkert cirkel): i logikken en cirkelslutning, dvs. at konklusionen i en bevisførelse allerede er indeholdt i præmissen. Det kaldes også at bevise tesen med tesen.
Dagligsproget (ordinary language eller Alltagssprache): dagligsproget er det naturlige sprog, vi taler til daglig i hverdagssituationer. Det adskiller sig fra alle formaliserede, specialiserede og teknificerede sprog, vi skaber i logikken, videnskaberne og filosofien. Det er
vores grundlæggende sprog eller vores første sprog, modersmålet. I hermeneutikken
er dette ”første” sprog knyttet til vores livsverden og dermed den aprioriske (på forhånd givne) betingelse for al forståelse overhovedet.
Deducere/deduktion (latin at føre eller lede hen): det betyder i logisk og teoretisk sammenhæng
at udlede et udsagn fra en grundlæggende regel, et aksiom, på en korrekt måde. I
bredere forstand betyder ”deduktiv metode” at gå fra det universelle, principielle, til
det specielle/ individuelle – fra teori til empiri. Modsætningen er induktion, som betyder, at man går fra det empiriske, individuelle til det almene, generelle.
Definition (latin de-finire, at afgrænse, bestemme): betyder at bestemme et begrebs indhold, en
såkaldt begrebsdefinition. Desuden en sagsforklaring, en ordforklaring. Definitioner
kan være meget forskellige: eksplicitte eller implicitte, verbale (sproglige) eller eksistentielle (en genstands eksistens), operationelle (betinget af konkret sammenhæng)
eller overtalende (persuasive), dvs. bestemt af positive eller negative følelsesmæssige overtoner i forhold til samtalepartneren.
Denotation/konnotation (latin de-notare: af-mærke; co-notare: med-sigte): i sprogvidenskaben
forskellen mellem et ord/begrebs neutrale, indholdsmæssige, referentielle betydning
og et ord/begrebs ”overskud” af med-betydning. F.eks. en hest er det neutrale, denoterede begreb for det firbenede planteædende hovdyr med manke og mule, mens
en ganger er det konnoterede begreb for samme dyr i ophøjet (meliorativ) stil, mens
krikke er det nedladende (pejorativ) udtryk for samme væsen. Konnotationer er private eller fælles biforestillinger, der knytter sig til et ord/begreb, mens denotationen
er den neutrale ordbetydning.
Determinisme (latin de-terminare: afgrænse, bestemme): angiver den opfattelse, at alle hændelser er bestemt af en årsag, og at der er en uundgåelig, nødvendig sammenhæng mellem årsagen og virkningen. Der findes to slags determinisme: en metafysisk og en videnskabelig. Den metafysiske opererer med transcendente årsager: skæbne, gud,
forsyn, retfærdighed, mens den videnskabelige opererer med immanente årsager,
f. eks. arv, miljø, psykisk konstitution etc. Determinismen kan ikke rumme den frie
vilje i sin forståelse af begivenheder, ligesom den heller ikke kan tillade ”spring” i
naturprocesser. Den videnskabelige determinisme er stærkt påvirket af den klassiske og moderne fysiks mekaniske verdensbillede og logiske tænkemåde, mens den
metafysiske determinisme er kendt fra religiøs og filosofisk tænkning i antikken og i
kristendommen.
Diskurs/diskursiv (latin discurrere at løbe frem og tilbage): tale, samtale, drøftelse. En diskursiv
fremstilling er karakteriseret ved, at den er begrebslig, argumentativ og logisk sammenhængende. Den udtrykker en tankegang gennem en kæde af udsagn. Diskurs er
blevet et udbredt begreb til at betegne en bestemt, regelstyret fremstillingsmåde
eller sproglig institutionalisering af en tænkemåde, således at man kan skelne mellem en videnskabelig, poetisk eller religiøs diskurs eller inden for den videnskabelige
diskurs mellem medicinen, psykologiens eller biologiens diskurser. Især den franske
videnskabshistoriker Michelle Foucault har gjort begrebet kendt. Diskursen forbindes
hos ham med den usynlige magt, diskursen giver og udøver. Modsætningen til diskursiv er intuitiv
dualisme/monisme (latin dualis: det som indeholder to, græsk monos: én, alene, eneste): den
strenge dualisme hævder eksistensen af to verdener eller to forskellige substanser.
Platon er ikke streng dualist, men derimod dualistisk monist, idet verden er én, omend lagdelt i et lavere (fænomenerne) og et højere plan (ideerne). Den moderne rationalisme er derimod strengt dualistisk, idet den skelner absolut mellem bevidsthed (det tænkende jeg) og verden (den udstrakte ting), mellem ånd og materie. Monismen: alt er ét findes i 2 udgaver – en idealistisk monisme (alt er ånd) og en materialistisk monisme (alt er materie). Romantikkens filosofi er en idealistisk monisme,
mens den materialistiske monisme findes indenfor visse retninger i moderne videnskab, psykologi f. eks. (sjælen er kemi), og i marxismens mekaniske materialisme (
samfundet er et produkt af naturbearbejdningens form).
Eksistens ( latin existentia af ex- sto: at stå uden for (sig selv)): først i middelalderen får det betydning af, at noget forekommer, er. Berømt er det ontologiske gudsbevis, der slutter
fra guds almagt og fuldkommenhed til hans eksistens (biskop Anselm af Canterbury).
Eksisterede gud ikke, ville det være en mangel i hans fuldkommenhed. Eksistens
kommer i Middelalderen til at stå i modsætning til essens, således at essens – hvad
noget er i sig selv som idé, begreb eller væsen – går forud for, at det findes, er til, ja
endnu vigtigere, at essensen er betingelsen for en tings eksistens. Den traditionelle
metafysik tænker altid således, at essensen er betingelsen for eksistensen – ideen er
forudsætningen for fænomenet. I moderne tænkning vendes skemaet om, således at
eksistensen går forud for essensen. I eksistensfilosoffen Sartres tænkning er slagordet, at mennesket er uden essens. Derfor må det selv gennem sine valg og handlinger skabe sin essens, og det har ingen essens ud over disse handlinger. Der findes alt-
så ingen metafysisk essens, ingen gud, ingen natur, intet som helst, der på forhånd
definerer mennesket. Mennesket er således radikalt frit ved intet at være og ved kun
at blive noget gennem sine valg og handlinger.
Eksperiment (latin experimentum: forsøg): det videnskabelige forsøg er metodisk, kontrollerbart og gentageligt. Eksperimentets formål er at efterprøve en teori eller hypotese
ud fra empiriske kendsgerninger indenfor et veldefineret undersøgelsesfelt. Jo mere
præcist undersøgelsesfeltet kan defineres og kendsgerningerne kan observeres, jo
bedre er muligheden for at afkræfte eller (foreløbigt) bekræfte en teori. Omvendt jo
mere diffust undersøgelsen er afgrænset og muligheden for dataopsamling er konstrueret, jo svagere er af- og bekræftelsen af en teori. Der er en heftig strid om iagttagerens betydning i eksperimentet såvel hvad eksperimentets udformning som fortolkningen af eksperimentets ”kendsgerninger” angår. Empiristerne mener, det er uproblematisk at opstille eksperimenter og fortolke dets resultater, mens kritiske videnskabsteoretikere mener, at der slet ikke findes en ”ren iagttagelse”. Enhver iagttagelse er allerede teoriladet, dvs. selektiv eller retningsbestemt.
Empiri (græsk af empeiria: erfaring)/empirisk: det der angår (sanse)erfaringen. Sansning og erfaring er vigtige erkendelseskilder. De moderne videnskaber er i deres væsen empiriske, fordi de udviklede sig i et opgør med metafysik og spekulation, der opfattede en
ikke-empirisk, oversanselig form for erkendelse for langt højere end den empiriske.
Empirismen er en videnskabsteori, der hævder, at al eller den vigtigste viden stammer fra erfaringen og eksperimenter (iscenesatte og kontrollerede erfaringer). Vores
begreber er abstraktioner fra sansninger, ikke medfødte ideer eller aprioriske begreber, og vores viden, der udtrykker sig i udsagn om faktiske forhold, begrunder sig
på sanseerfaringer. Sansning, erindring, erfaring og induktiv slutten er vores eneste
erkendelsesveje. Diskussion om empirismens gyldighed går på, at empiristerne underkender forstandens selvstændige bidrag til vores erkendelse.
Erfaring :
det dagligdags begreb om erfaring betyder fortrolighed med/kendskab til et bestemt
fænomen, der kan være forbundet med en håndsværksmæssig dygtighed. Erfaring
har man om det særlige, ikke en egentlig viden. Dette er det antikke synspunkt hos
Aristoteles. I renæssancen udvider erfaringen sig til at omfatte viden, især hos en Galilei og Francis Bacon, hvor erfaring er viden baseret på iagttagelser og eksperimenter
Senere i empirismens historie forstås erfaring som sansedata, de ”rene” sanseoplevelser, der prenter sig ind på bevidsthedens ubeskrevne tavle: John Locke. Hos de
moderne empirister forstår man de ”rene” iagttagelser som basissætninger i sproget, som alle komplekse teoretiske udsagn skal kunne føres tilbage til, hvis de skal gøre krav på sandhedsværdi. Induktionen, der er empirismens hovedmetode, er samtidig dens akilleshæl: hvordan kan man nemlig slutte fra det enkelte tilfælde til den
universelle lov-sætning?
Evidens (latin ex-videre: at se ud af (sig selv)): evident indsigt er direkte (intuitiv) i modsætning til
den formidlede, diskursive indsigt. Evident betyder således ”det selvindlysende”: det
kan være den umiddelbare oplevelse af sikkerhed eller fornuftssandheder, der er
evidente (en ungkarl er en ugift mand), eller den evidente bevidsthed om en følelsesmæssig eller mental tilstand (jeg er glad, jeg har tandpine etc) eller den evidente
overensstemmelse mellem mit udsagn og det givne sagsforhold. Der må skelnes
mellem forskellige evidenser: logiske, emotive, mentale og saglige.
Falsificere (latin falsus+facere at gøre falsk): betyder at gendrive et udsagn ved at påvise, at det
fører til et falsk udsagn. En stærk teori angiver præcise betingelser for, hvornår den
er falsk, mens en svag teori kan være svær at falsificere, fordi dens sandhedsbetingelser er meget diffuse. En videnskabsteoretisk retning, faillibilismen (fallible fejlbarlig), gør det til en dyd, at en teori ikke først og fremmest skal verificeres, men at dens
foreløbige sandhed beror på, at den endnu ikke har kunnet falsificeres (Karl Popper).
Forforståelse (tysk Vorverständnis): det er et vigtigt begreb i hermeneutikken, læren om forståelse/kunsten at forstå noget/hinanden/sig selv, fordi hermeneutikken antager, at enhver forståelse bygger på en implicit før- eller forforståelse, der skyldes opdragelse i
en livsverden, indføring i en tradition, tilegnelse af et bestemt sprog. Disse forudsætninger udgør den enkeltes horisont, uden hvilken det ville være umuligt at forstå
noget/andre eller at gøre sig selv forståelig. Forforståelsen er altså den historisk givne horisont, som er betingelse for enhver slags eksplicit forståelse. Forforståelsen er
ikke en fast eller evig størrelse, men korrigerbar og historisk.
Forståelse : en indsigt i en mening med noget. Det kan være et tegns mening, formålet med en
handling, meningen med en social institution: en skole f. eks. Forståelse er på denne
måde en spontan indsigt i, hvad en menneskeskabt verden betyder. Forståelse sættes ofte i modsætning til forklaring, idet forklaringer handler om naturen, mens forståelse handler om kulturen. Forklaringer er indsigt i årsager, mens forståelse er indsigt i motiver og formål. Prøven på en forståelse er den korrekte anvendelse af de begreber, der åbner en tekst, blotlægger en handlings mening og udtrykker en institutions formål. Forståelsen er ikke en indre, mental proces, der kan adskilles fra den ydre
demonstration af dens praksis. En forståelse er kun en forståelse, hvis den kan ekspliciteres med egne ord i forhold til en anden person!
Fænomenologi (græsk phainomenon: det der viser sig, tilsynekomst og logos: lære): er en lære om
forholdet mellem bevidstheden og fænomenerne som en altid allerede givet helhed.
Bevidstheden er umiddelbart altid en bevidsthed-om-et-fænomen, og fænomenet er
altid en mulig genstand for bevidstheden. Bevidstheden er altid intentional ifølge fænomenlogien, dvs. rettet eller fokuseret, sådan at noget er i centrum, mens andet befinder sig i periferien. Denne opfattelse er et opgør med empirismens sanse-data-opfattelse, der egentlig fører til, at fænomenet opløses i en sum af sanse-data og kun
befinder sig inde i bevidsthedens sammensætning af sanse-data til en helhed. Bevidstheden kan trække sig ud af det umiddelbare forhold til fænomenet ved en refleksion, der er forudsætningen for, at fænomenologien overhovedet kan analysere
de forskellige former for bevidsthedens interaktion med fænomenerne og de måder,
som fænomenerne viser sig på for bevidstheden: den umiddelbare sansning, den
strategiske gennemskuen, den analytiske erkendelse, den syntetiske forståelse etc
Fænomenologien er især kendt for sin videnskabskritik, der går på – ikke at betvivle videnskaberne som sådan – men at hæve den før-videnskabelige erfaring og den
poetiske erkendelses anseelse. At ophøje videnskab til viden slet og ret er scientisme: dogmatisering af videnskaberne.
Grund (latin causa, græsk arché (årsag/grundstof) eller stocheion (skibskøl)): al videnskab handler om begrundet viden eller om at finde årsagen(-rne) til et fænomen. Denne dobbelttydighed afspejler sig i grunden, der både kan være af intelligibel karakter og af
materiel karakter (fornuftig grund/grundstof). Grunden er altså snart den logiske
grund til at hævde en påstand, eller den er den stoflige årsag til forklaring af et fænomen. Idealisterne vil altid hævde, at grunden er intelligibel, et princip, mens materialisterne vil hævde, at grunden er en materiel årsag, fordi der ifølge materialismen ikke findes andet end materielle ting. Dertil kommer, at grund også kan bruges
i handlingsmæssig sammenhæng som motiv, hensigt eller formål, hvor grunden
hverken er et grundlæggende verdensprincip eller en sidste materiel årsag, men altså et menneskes tanke med en handling. Den sidste grund afslører altid, hvilken
slags tænkning, man har med at gøre: er sidstegrunden ideal, materiel, biologisk,
psykologisk, økonomisk eller normativ, er man tilhænger af idealismen, materialismen, biologismen, psykologismen, marxismen eller en værdinormativisme.
Handling (græsk praxis, latin actio): handling beskriver, hvad et menneske gør i sin adfærd, i modsætning til, hvad der kan hænde eller tilstøde et menneske. Almindeligvis er handlinger bevidste, har et motiv og et formål, og de er forståelige for andre mennesker.
Hændelser er blot det, der sker, uden at der ligger en tanke bagved. Det kan være
heldigt eller uheldigt, men ingen kan gøres ansvarlig for det skete. Handlinger er man
ansvarlige for. Der kan skelnes mellem bevidste og ubevidste handlinger, forsætlige
og uforsætlige handlinger, men man bærer altid et ansvar for sine handlinger, selv
om skellet mellem forsætligt/uforsætligt i forbindelse med strafbare handlinger kan
give anledning til at skærpe eller formilde ansvaret og skylden. Uanset om man hylder eller ikke hylder en frihedsopfattelse af menneskers handlinger, er handlinger altid egne, personlige handlinger. I moderne behaviouristisk teori ynder man at årsagsforklare handlinger, fordi behaviourismen egentlig opfatter mennesket som et stykke
natur, der reagerer på samme måde som dyr gør.
Hermeneutik (græsk hermeneuein: at tolke, fortolke): oprindeligt er hermeneutikken knyttet til
udlægningen af de klassiske teksters sandhed, det være sig Biblen (den religiøse
hermeneutik) eller de antikke tekster (den humane hermeneutik). Senere udvikler
hermeneutikken sig til en generel forståelseslære og –kunst, der omfatter alle tekster. Den hermeneutiske metode er i romantikken indlevelsens og genoplevelsens
metode – indfølingen i teksten! Endnu senere i 1800-tallets slutning drejer det sig om
at forstå en særlig historisk periode, en forfatters særlige indre, tekstens bestemte
historiske karakter. Idealet er at forstå ”wie es eigentlich gewesen”: hvordan det virkeligt var, idet subjektet selv sætter parentes om sig selv. I det 20. århundrede udvikler hermeneutikken sig til en universel tanke om, at mennesket er sat ind i en historisk sammenhæng, der hele tiden ligger som baggrund for dets aktuelle forståelse
af verden og sig selv. Tradition og historie kommer til at spille en vigtig rolle for, hvordan det enkelte menneske altid allerede er bestemt og reagerer på sin virkningshistoriske betingethed. Menneskets historicitet – dvs. væren til i verden betinget af historien, men også i en bearbejdning af historien – er hermeneutikkens væsentlige
indsigt.
Heteronom ( græsk heteros anden og nomos lov): at følge, være underlagt love, som andre har givet. Det samme som at være bestemt udefra. Modsætning til at være autonom: selv
lovgivende.
Historicitet : udtrykker at menneskets eksistens er historisk. Det skal forståes rigtigt, nemlig således at vores eksistens ikke blot kan reduceres til ydre, historiske omstændigheder,
som vi er betinget af, men at vi som handlende subjekter altid er i færd med at overskride de historiske betingelser, der altid er til stede som ramme om et menneskes
eksistens. Historiciteten er altså ikke et statisk vilkår, men en dynamisk proces, vi er
aktive i som historieskabende individer. Det er især eksistensfilosofien og fænome
nologien, der understreger historiciteten ved den menneskelige eksistens. Poul Henningsen sagde det slagordsagtigt: ”Vi er selv historie”!
Humanisme (latin humanus menneskelig): det er en lære, der går ud på, at mennesket ikke er født
i sin færdige form, men skal danne sig for at blive det, der er meningen/ideen med
dets tilværelse. Denne idé (essens) er i antikken givet på forhånd (apriorisk) og er
hos Platon og Aristoteles knyttet til at udvikle erkendelsen. Den intellektuelle dannelse og den politiske borgerpligt i staten (polis) er de to højeste mål, den humane dannelse har i antikken. Dette ideal bliver et vedvarende orienteringsmærke i den europæisk-vestlige idéhistorie. Kristendommen modificerer det meget, fordi kristendommen i stedet for dannelsen sætter troen og frelsen som de højeste fordringer. Humanismen bliver genoptaget i renæssancen, hvor såvel det erkendelsesmæssige, politiske og kunstneriske ideal får fornyet betydning – især i Italien. Denne renæssancehumanisme bygger på ideen om, at mennesket ”er skabt til at skabe sig selv” – altså
ikke skabt i en færdig form. Friheden og frigørelsen bliver centrale træk i denne humanisme, der bliver til i et opgør med Middelalderens kristne dogmatik. O. 1800 fornyer humanismen sig som ny-humanisme i Tyskland, stærkt knyttet til den romantiske bevægelse (Goethe, Schiller). Dannelsen af individet i en vækstproces, der lader
alle personlighedens dele udfolde sig i en harmonisk helhed, er idealet, der dog klart
afkobler den borgerlige-politiske dimension, der var karakteristisk for antikkens og
renæssancens humanisme. Marxismen tager humanismen til sig for at understrege
den samfundsmæssige side af humanismen. Nu handler det om at virkeliggøre humanismen i et samfund, der fremmedgør mennesket i kraft af markedet, varer og kapi-
tal. Humanismen får hermed en kritisk funktion, som den har haft siden. Den bliver en målestok for samfundsforholdene generelt og muligheden for at virkeliggøre sig som menneske.
Hypotetisk-deduktiv metode: det er en metode, der begynder med forsøgsvist at opstille en hypotese (antagelse) som mulig forklaring på et fænomen. Fra hypotesen udledes deduktivt som logisk følgeslutning en række forudsigelser om fænomenet. Observationer og eksperimenter skal enten be- eller afkræfte (veri- eller falsificere) de deducerede forudsigelser og dermed hypotesen.
Idealisme (græsk eidos: idé): man skelner mellem objektiv og subjektiv idealisme, idet idealismen
opfattes som en erkendelseslære først og fremmest. Betydningen ”idealistisk person” om den, der tænker på andre og det gode, er helt underordnet. Objektiv idealisme er Platons filosofi, hvor ideerne er objektive og autonome og ligger til grund for
alle værende ting. Subjektiv idealisme er en moderne erkendelseslære, hvor vores
begreber opfattes som et fællesmenneskeligt udstyr, der hører til vores fornuft og
forstand. Tid og rum, kvantitet, kvalitet, kausalitet etc er abstrakte begreber, alle fornuftige mennesker er i besiddelse af, og de kan bruges til at ordne verden med, selv
om de ikke egentlig hører verden til eller ligger til grund for den. Hvis vi opgav disse
grundlæggende begreber, ville vi ikke kunne ordne verden systematisk, lyder et negativt argument for disse begrebers eksistens. Det positive argument er, at de er til
stede i al erkendelse. Derfor er de aprioriske betingelser for erkendelse overhovedet.
Det er den tyske filosof Immanuel Kant, der formulerer den moderne idealisme mest
skarpsindigt.
Induktion (latin in+ducere: lede ind til): betegner i modsætning til den logisk-deduktive slutning en
erfaringsslutning, hvor præmisserne underbygger konklusionen uden at medføre den
logisk. Slutningsformen er generalisering fra enkelte eller mange eksempler af et fænomen til alle fænomener. Konklusionen kan altid betvivles, uden at præmisser er
falske, idet der gås fra et givet antal singulære udsagn til universelle udsagn. Induktionen er også på spil i analogislutningen, hvor man slutter fra et eksempel til et andet og implicit går ud fra, at eksemplerne er sammenlignelige. Sokrates/Platon bruger ofte analogislutningen, som logisk set ikke står i høj kurs. Induktionen er en ofte
anvendt metode, selv om dens sandhedsstatus ikke er høj!
Intuition (latin in-tueor: ser på, betragter): en type af erkendelse, der står i modsætning til den
diskursive erkendelse. Den er direkte, umiddelbar og nærværende – uden mellemled, argumenter, slutninger eller bevisførelser. Den forbindes med en sikkerhed (
evidens), der gør den ubetvivlelig. Hos Platon er den en åndelig indsigt i alt værendes idé. Den kan defineres som sjælens skuen/syn/vision af de evige ideer. I den europæiske rationalisme fra Descartes er intuitionen en indsigt i det simple og usammensatte, der står klart for forstandens intuition med intuitiv vished. Intuitionen bliver også i romantikken brugt både platonisk som vision af det højeste og elementært
om sansningens vished her og nu i modsætning til forstandens abstraktioner. I
fænomenologien i det 20. århundrede gentages romantikkens dobbelte intuition: dels om sansningens umiddelbare vished om det givne i erfaringen, dels om en
dybere intuiton, der har karakter af en ”væsensskuen”, en sanselig indsigt i tingenes
væsen. Endelig bruges intuition alment om at få en god idé. Denne type intuition er
dog ikke behæftet med stor erkendelsesmæssig værdi.
Kognitiv (latin cognitus (er)kendt): kognition er et andet udtryk for erkendelse. Det kognitive er
det, der kendetegner bevidsthedsmæssige processer, i modsætning til det emotive,
der handler om følelserne, og det voluntaristiske, der handler om viljen. Kognitive
sætninger kan være sande eller falske; non-kognitive sætninger er blot emotive tilkendegivelser, udråb eller ordrer/kommandoer. Der er strid om definitionen af kognitive sætninger – især på moralfilosofiens område.
Kommunikation (latin communicare at gøre fælles, delagtiggøre en anden i, have samkvem med):
Overførelse af meddelelse med sproglige eller ikke-sproglige udtryksmidler: symboler
eller signaler. Der skelnes i eksistensfilosofien mellem objektiv kommunikation, hvor
det er sagsforhold, der er i centrum, eller eksistentiel kommunikation, hvor to personer åbner sig for hinanden i deres individualitet. Den tyske filosof Jürgen Habermas
har udviklet en omfattende kommunikationsteori, der bygger på idealet om den herredømmefri kommunikation, hvor man sagligt, politisk eller eksistentielt er optaget
af sandheden selv, i modsætning til typer af forvrænget kommunikation, hvor eksterne betingelser så som rigdom, magt og status spiller destruktivt ind i kommunikationen og suspenderer sandhedskravet til fordel for strategiske interesser. Habermas
mener, at vores kultur siden Sokrates har er idé om den magtfri meta-kommunikation, hvor man bevidstgør sig og ophæver de forvrængende magtforhold, der styrer
den faktiske kommunikation og får den til at mislykkes.
Konkret (latin concresco vokse sammen med): konkret er modsætningen til det abstrakte, dvs. det
Individuelle, i tid og rum bestemte og stofligt/tingsligt anskuelige. Det konkrete er ofte også eksemplet på en antagelse eller en teori, dokumentationen i tekst, eksperiment eller adfærd.
Konstruktion/konstruktivisme (latin construere at sætte sammen, bygge): angiver at en tankebygning eller begreber er mentale konstruktioner, fiktioner, som vi bruger for at udsige
noget generelt om virkeligheden. Tallene og de geometriske former er konstruktioner, som vi opfinder for at beregne, måle, veje og ordne virkeligheden. Konstruktionen følger en definitiorisk regel, således at alle ved, hvad en cirkel er, selv om den
ikke ”findes” andre steder end i tankens verden, ligeså med tallene, de forskellige
slags tal, og algebraens symboler. I samfundsvidenskaben operer man også med begrebslige konstruktioner som ”idealtyper” (gennemsnitsdanskeren) eller ”institutioner” (markedet, staten, nationen eller samfundet). Konstruktivismen er en udbredt
teori om vores begrebers ikke-medfødte, men selvkonstruerede karakter indenfor
matematikken, samfundsvidenskaberne og de sprogligt-litterære fag. En tekst er således også en konstruktion på basis af andre tekster (intertekstualitet) og brud på
den givne teksttradition (genrer, stil, motiv etc). Vilkårligheden i konstruktivismens
opfattelse af vores begreber, institutioner og traditioner afbødes af kravet til logik i
selve definitionen.
Kontekst (latin contextus sammenhæng, forbindelse): konteksten kan være intern eller ekstern.
Den interne kontekst er sammenhængen indenfor en tekst; et uddrag er altid et uddrag af en større tekst. Den eksterne kontekst er i videste forstand de omgivelser,
den historie, tid, sted og åndeligt klima, som en tekst er en del af – passivt og aktivt.
Kosmos (græsk kosmos udsmykning, verden, den skønne, ordnede verden): kosmos er modsætningen i græsk filosofi til chaos (svælg, det tomme rum). Kosmos betegner i almindelighed verdensordenen (latin ordo), således som alt er i balance og harmoni og et udtryk for skønhed. Således hos Pythagoras. Hos Empedokles er kosmos ordenen af de
4 elementer (jord, luft, ild, vand), holdt sammen af Kærligheden (philia) og diffentieret af Striden (neikos). Hos Platon er kosmos det sjælelige verdensalt, som skaberen,
demiurgen, har ordnet efter matematiske-geometriske principper. Det fysiske verdensbillede er netop et billede på det sjælelige/metafysiske verdensalt. Efterhånden
som den græske ordens/skønhedsopfattelse af verden forsvandt, blev kosmos til
univers (altet) eller mundus (verden).
Kritik/kriterium ( græsk krinein at skelne, dømme): kritik er evnen til at dømme, skelne, efter givne
kendemærker (kriterier). Kritik er et af de vigtigste ord fra den græske tradition, fordi
det betegner den intellektuelle evne til at undersøge en genstand og til at fælde en
kvalificeret værdidom. Den litterære kritik undersøger og bedømmer litteraturen; videnskaberne kunne ikke eksistere uden kritisk undersøgelse; et samfund og dets politikere må altid være parate til at blive undersøgt og kritiseret. Kritikken er således
en hjørnesten i vores oplysningstradition, der begyndte med de gamle grækere.
Kvalitet/kvantitet (latin qualitas og quantitas): oprindelig er de to begreber udtryk for forskellen
mellem et fænomens indhold (qualitas) og dets tællelighed (quantitas). En kvalitativ
metode afdækker en genstands væsen, mens en kvantitativ metode måler en genstands form (udstrækning, mængde, vægt etc). Med den moderne naturvidenskabs
gennembrud i 1600-tallet sker en omlægning af de to begrebers betydning, idet der
skelnes mellem egenskaber ved en ting – de primære kvaliteter og de sekundære
kvaliteter. De primære sansekvaliteter er en tings objektive egenskaber, som den besidder uafhængigt af iagttageren: udstrækning, bevægelse, fasthed, form, antal og
størrelse. De er objektive, fordi de er målelige. De sekundære sansekvaliteter er betinget af subjektet, f. eks. smag, farve, lugt, varme, lyde etc. Disse egenskaber er subjektive, fordi de ikke er målelige og kan variere fra person til person. Kvalitetsbegrebet bruges også til at angive en tings værdi (god, ond, smuk, grim etc). I denne opfattelse er den åndelige kvalitet af ting subjektiv og vilkårlig, non-kognitiv, fordi denne
kvalitet afhænger af dybt personlige preferencer. Oprindeligt var en tings kvalitet
dens fornemste betegnelse, dens væsensbestemmende indhold. I dag er kvalitet til
det yderste aldeles subjektiv og vilkårlig.
Liberalisme (latin liber fri): en politisk filosofi, der har det frie individ som grundværdi, og som ser
det som sin opgave at forsvare det frie individs rettigheder mod staten. Liberalismen
vil ikke afskaffe staten, som anarkismen vil, men begrænse staten til det nødvendige.
Det nødvendige er, at staten skal have en vis portion monopoliseret tvang til at sikre,
at det ene individ ikke bliver krænket af det andet individ. Liberalismens frihedsbegreb er negativt, dvs. begrænset til at være fri for tvang, vold, svindel, magt; det er
ikke positivt i betydning fri til at opnå goder fra f. eks. staten. Tanke-, tros-, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og den personlige frihed er alle negative friheder, fordi de giver individet muligheder, men ikke formulerer krav, indhold eller formål. Hos liberalismens grundlæggere, Hobbes og Locke, tilkommer friheden individet som en naturret, givet før samfundet overhovedet er oprettet. Det er en menneskerettighedsidé i
svøb. Individets frihed er det basale, som intet flertal kan berøve individet med magt,
uden at der begås en krænkelse. Statens højeste formål er at sikre individets frihed
imod den ydre fjende, forbryderen og det andets individs krænkelser. Liberalismen
findes i dag i to udgaver: den minimalistiske, der vil begrænse statens indgreb i markedets fordeling af goder og rigdom mest muligt, og den sociale, der mener, at det
ikke er uforeneligt med liberalismen at føre en aktiv fordelingspolitik.
Lov ( græsk nomos, latin lex): 1. normative lov er uskrevne eller skrevne, almene forskrifter for den
rette handlen, dvs. moralske eller juridiske forskrifter, der opretholdes af autoriteter,
sædvane eller konsensus (enighed). 2. deskriptive love er almene udsagn, der fastslår
regelmæssigheder eller årsagssammenhænge mellem fænomener af en bestemt type, naturfænomener eller sociale fænomener. En naturlov er en universel påstand
om en sammenhæng mellem naturfænomener, der er overordentligt velunderbygget. Statistiske love rummer ikke den sikkerhed, naturlovene rummer, men kun en
sandsynlighed. De videnskabelige love deles i empiriske love og de teoretiske love;
empiriske love udtaler sig alment om observerbare naturfænomener (metaller, der
opvarmes, udvider sig f. eks.), teoretiske love om ikke-observerbare kræfter og relationer.
Materialisme ( latin materia tømmer, materiale, stof): det er en teori om altings grund, altså en
metafysisk realisme, der hævder, at alt virkeligt er ting/legemer, og at alle processer
har fysiske egenskaber. Fysikken kan derfor forklare alt, og sjælelige fænomener kan
reduceres til fysiske processer i centralnervesystemet. Materialismen er kendt i antikken hos Demokrit (alt er atomer) og Epikur, der overtager Demokrits atomisme.
Han hævde også, at guderne er materielle. Materialismen er kendt i moderne tid hos
en Hobbes (alt er legemer i bevægelse efter mekaniske love) og de franske oplysningsfilosoffer Diderot og Holbach. Materialismen er med logisk nødvendighed forbundet med determinismen (alt er styret af en årsag) og monismen (virkeligheden er
én). Marxismen er inspireret af materialismen, men distancerer sig fra den mekaniske materialisme – den klassiske materialisme – ved at hævde en dialektisk materialisme. Dialektisk materialisme tilføjer flere niveauer i virkelighedsopfattelsen (det
fysiske, det organiske, det bevidsthedsmæssige, det økonomiske, det kulturelle etc)
Disse niveauer har en relativ selvstændighed, så de ikke kan reduceres til et sidste niveau (fysikken eller økonomien f. eks.). Virkelighedens mange niveauer spiller sammen i et dialektisk vekselvirkningsforhold, der dog er ordnet sådan, at den historiske
materialisme mener at kunne uddrage lovmæssigheder af den historiske proces. Lovmæssigheden viser sig i en bestemt udvikling af samfundene fra antikkens slavesamfund over det feudale samfund til det borgerlige samfund og – i fremtiden – det kommunistiske samfund. Historiens dynamo er spændingen mellem produktivkræfter og
produktionsforhold, der afspejler sig i klassekampen, og som - til sidst – vil ende med
at indføre det retfærdige samfund med fælleseje, produktion til behovene og statens
uddøen og alles frihed og lighed. Denne utopi har spillet en kolossal rolle i den politiske tænkning og praksis fra midten af 1800-tallet.
Mekanicismen (græsk mechaniké redskab, maskine): mekanikken i antik tænkning handler om de
døde legemers bevægelser, der har årsagen til bevægelsen udenfor sig selv (i modsætning til organicismen, hvor de levende legemer har årsagen til bevægelsen i sig
selv). Mekanicismen nar et højdepunkt i den europæiske rationalismes glansperiode
med den franske Descartes mekaniske verdensopfattelse, den engelske Hobbes’ mekanik (bevægelseslære) og materialisme og den engelske Newtons afdækning af lovene for det mekaniske univers, f eks. gravitationsloven, der sikrer, at det er muligt at
forudsige ethvert legemes fremtidige position – f. eks. en planet. Mekanicismen er
nødvendigvis deterministisk.
Metafysik/ontologi (græsk ta meta ta physica ved siden af/ud over det fysiske): vist nok, men usikkert en bibliotekarbetegnelse for de bøger, der kom meta/efter fysikken. I hvert fald
er metafysikken en ontologi: lære om væren/det værende overhovedet og de væsentlig træk ved alt værende uden egentlig rangordning. Samtidig bliver metafysikken også opfattet som en lære om det højeste, den ubetingede grund til alt værende, det absolutte. Disse to betydninger følges ad som generel metafysik og speciel
metafysik – en lære om de grundlæggende strukturer ved al væren og en lære om
givne helheder som naturen , sjælen og Gud. Frem til moderne tid var metafysikken
den højeste videnskab, fordi den handlede om det åndeligt væsentlige, der lå ud over
den sanselige (fysiske) verden. Fra og med moderne tid kom metafysikken i miskredit
fordi den ikke kunne leve op til et videnskabeligt erkendelsesideal. Nogle kaldte metafysikken vrøvl, andre mente, den var på linje med følelsesudbrud, en tredje opfattelse var, at metafysikken repræsenterede en helt særlig form for erkendelse, der ikke kunne diskvalificeres af videnskaberne eller snusfornuften.
Metode (græsk methodos den rette vej, erkendelsesvejen, planmæssig fremgangsmåde til opnåelse af viden): grundlæggende skelnes mellem den deduktive metode, der bruges i matematik og logik, og den induktive metode, der bruges i de empiriske videnskaber.
Mere løst skelnes mellem metoder, der går ud fra en teoretisk påstand og tolker de
empiriske iagttagelser ud fra påstanden, og metoder, der går ud fra iagttagelser og
generaliserer en viden ud fra disse. Den hermeneutiske metode er forståelsens vej til
en tekst, social adfærd eller historisk begivenhed, hvor det kommer an på at afdække
motiv og hensigt ved kritisk analyse.
Natur (græsk physis, latin natura): i antik filosofi og videnskab er natur en tings essens, det indre
princip, der betinger en tings grundbeskaffenhed og udvikling. Det gælder både naturlige ting (en plante f. eks.) og de menneskeskabte ting (en tragedie f. eks.) Verdens
natur er den ordnede helhed af alle ting – kosmos. Physis betyder på græsk det, der
er vokset af sige selv. I Middelalderen er natur Gud – den evigt skabende natur (natura naturans) og den skabte verden (natura naturata). Gud står dog over naturen i den
middelalderlige, kristne tænkning, fordi man tænker sig, at naturen er blevet til ved
en fri skabelsesakt. I antik tænkning er gudernes og verdens tilblivelse én og samme
proces. Antikken tænker monistisk, kristendommen dualistisk. Med den moderne naturvidenskabs frembrud tænkes natur som en formålsløs i rum og tid udstrakt verden
af materielle legemer, der er underlagt en række universelle love. Mens verden mister sine kvaliteter og bliver ren kvantitet, bibeholdes en idé om menneskets natur –
forstået som noget højere end den rene biologi. Spørgsmålet om forholdet mellem
den udstrakte, formålsløse materie og den ikke-udstrakte, frie, formålssættende bevidsthed bliver et problem. Immanuel Kant opgiver naturens selvstændige eksistens
som udstrakt materie. Naturen bliver til ”indbegrebet af alle genstande for erfaring”
- altså en subjektiv fortolkning af naturen! Et billede af eller et sprog om naturen,
der ikke er naturen selv (Ding an sich). Naturen forvandles i moderne tid til et metodologisk naturbegreb, der defineres af, hvad der kan gøres til genstand for naturvidenskabelig undersøgelse med videnskabelige metoder. Det 20. århundredes naturbegreb er i alt væsentligt i slægt med 1600-tallets, dog med de væsentlige modifikationer som relativitetsteoriens komplicering af tid/rum-opfattelsen og kvantemekanikkens problematisering af den mekaniske determinisme rummer. En væsentlig
forskel i opfattelsen af fysikkens resultater går mellem en realistisk udlægning, dvs
fysikken udtaler sig om verden (Karl Popper), og en idealistisk udlægning, dvs. fysikken udtaler sig om vores billede af verden (Niels Bohr). En særlig radikal og relativistisk udgave af den idealistiske udlægning er Thomas Kuhn, der kun giver naturbegrebet mening indenfor et såkaldt paradigme. Imidlertid bevæger hans paradigmer sig
sig helt og holdent inden for det moderne naturbegrebs rammer.
Naturvidenskab: en fællesbetegnelse for de empiriske videnskaber, der udforsker naturen og lovene for dens processer. De eksakte naturvidenskaber er i modsætning til de empiriske
karakteriseret ved, at matematikken spiller en afgørende rolle i undersøgelsen og i
formuleringen af teorier og love. Naturvidenskaben er ikke matematik, da den er en
formalvidenskab (ligesom logikken), mens naturvidenskaben i sit væsen er empirisk.
Den afgrænses også fra samfundsvidenskaberne og humanvidenskaberne. Grænsediskussionen er et fortsat emne. Positivismen ville hævde et enhedsvidenskabeligt
synspunkt, der gjorde naturvidenskaben til mønster for alle videnskaber. Den her-
meneutiske filosofi har hævdet, at natur- og humanvidenskaberne er grundlæggende forskellige i erkendelsesmåden.
Nihilisme (latin nihil intet): benægtelse af at der eksisterer et objektivt grundlag for erkendelsen
og/eller moralen. Den erkendelsesteoretiske nihilisme er den yderste form for skepticisme – nemlig at der ikke eksisterer nogen viden, at den ikke ville kunne meddeles,
og at den ikke ville kunne forstås. Ellers er nihilismen forbundet med benægtelsen af
moralske normers gyldighed. Moralen er non-kognitiv og uden begrundelse. Nihilismen forbindes litterært med de russiske nihilister, der gjorde politisk oprør mod zarregimet. Især Dostojewski har skildret disse nihilister, der gjorde sætningen bekendt,
hvis Gud ikke eksisterer, er alt tilladt. Nietzsche skelnede mellem en passiv nihilisme,
som han mente prægede hans egen tid, og en aktiv nihilisme, der gjorde op med den
passive og ville støbe nye værdier, ”tavler”.
Nominalismen ( latin nomen navn): nominalismen står i modsætning til den platonske begrebsrealisme derved, at den hævder, at vores begreber er navne, der alment identificerer en
gruppe af genstande i kraft af en række betydninger, der ligger i navnet. Begrebet
hest indordner en mangfoldighed af heste under det fælles begreb, men udskiller andre der ikke opfylder betingelserne for at være en hest, f. eks. en ko. Begreberne er
således vedtægter, der definerer et indhold og markerer et omfang, men de er ikke
essenser, der begrunder, hvorfor en hest er en hest i følge dens idé. Begreberne er
navne, der forholder sig arbitrært til genstandene – ikke eksistensbegrundende! Forholdet mellem begrebet og enkelttingen er tilfældigt og bygger på en social overenskomst i sproget og ikke en real lighed mellem begreb og genstand. Navnene selv indeholder de definitoriske betingelser for deres anvendelse i samspil med den omverden, de skal repræsentere. En hest er altså ikke et helt vilkårligt begreb uden affinitet
til virkelighedens faktiske heste. De definitoriske betingelser må respektere de ordener/grupperinger, der er i virkeligheden.
Norm/normativ ( latin norma vinkel (tømrerens) eller rettesnor): betegner forskellige typer af regler for handling og vurdering. Det kan være regler for, hvordan man klassificerer bestemte ting og giver dem en bestemt kvalifikation (en fransk vin kan være grand cru
eller bare ordinaire), eller regler for hvordan man styrer erkendelsen efter principper
og metoder (f. eks. at en hypotese altid skal prøves på tilfælde, der efter al sandsynlighed vil modbevise den), eller regler for adfærd, der anses for at være de rette i bestemte situationer, eller regler, der er moralske normer og alment foreskriver handlinger, som vi bør gøre, hvis vi vil anses for at være tilregnelige og ansvarsbevidste individer. Det er omstridt, om moralske normer har objektiv gyldighed. Æstetiske normer er regler, som et kunstværk eller et udsagn om det skønne skal opfylde for at
være vellykket.
Nykritikken (eng new criticisme): en litterær kritisk bevægelse i USA og England o. 1920, der gør op
med den biografiske og historistiske opfattelse af kunstværket som betinget af dets
ophav i forfatterens person (biografisme) eller de historiske omstændigheder (hi-
storisme). Nykritikken betoner kunstværkets selvgyldige autonomi! Teksten er en
æstetisk helhed med en indre struktur, der kan analyseres i tekstanalysen. Dens elementer blotlægges i tekstanalysen. Kritikken af nykritikken er, at den er ahistorisk
(ser bort fra de historiske betingelser) og abiografisk (ser bort fra forfatteren) og ophæver de kontekster, som enhver tekst er placeret i.
Objektsprog/metasprog (latin objekt genstand, meta- efter/over): objektsproget er det sprog, der
taler om virkeligheden (hverdagssproget, videnskabernes sprog, kunstens sprog).
Metasproget er det andet sprog, der taler om det første sprog – dets syntaktiske og
semantiske beskrivelse af verden. Syntaks er sætningsordenen, semantik er betydningsindholdet. Grammatikken er metasproget for objektsprogets syntaks, semantikken er metasproget for objektsprogets betydningsindhold. Semantikken kan dog
ikke give en udtømmende definition af objektsproget, fordi det ville betyde, at sproget er et lukket betydningsunivers. Objektsproget er imidlertid et åbent betydningsunivers, hvorfor der ikke kan gives en endegyldig semantik (gudskelov).
Ontologi (græsk to on, det værende/væren og logos lære): den tidligste tænkning i europæisk kultur var en værenstænkning. De græske naturfilosoffer stillede spørgsmålet om værens grund (arché) og fandt den snart i stoffer eller i principper. Vand, ild, jord, luft
var ét bud på værens arché, atomet et andet bud, det ubegrænsede (apeiron) var et
princip; Platons ideer eller Aristoteles’ former var den objektive idealismes bud eller
en mere jævn empirismes bud på værens grundlag. Kristendommen gør ontologien
til en teo-ontologi: en skabelseslære. Middelalderens filosoffer ville gerne harmonisere den græske ontologi og den kristne creationstro – scientia og fides: viden og tro.
I moderne tid bliver ontologien svækket, fordi moderniteten er, at det er subjektet,
der konstituerer objektet. Vi kender kun objektet gennem subjektets sanser og kategorier (verden-for-os i modsætning til verden-i-sig). Erkendelsesspørgsmålet likviderer ontologien. Konservative tænkere har siden forsøgt at genoptage den ontologiske
tænkning – først og fremmest den tyske filosof Martin Heidegger, der udviklede en
ny ontologisk tænkning om mennesket, hvis særlige ”In-der-Welt-Sein” (væren-i-verden) er en ”Geworfenheit-ins-Dasein” (kastethed ind i verden). Tingene er blot en
”Vorhanden-Sein” (forhånden-væren), mens værktøj som frembragte ting er bestemt
af ”Sorge” – vores bekymring for vores eksistens’ sikring. Ontologiske udsagn eviggør
deres indhold og er derfor altid sårbare over for en historisk kritik. Hermeneutikken
er så raffineret, at den påstår, at menneskets ontologi er dets historicitet.
Paradigme (græsk paradeigma mønster eller forbillede): hos Platon er ideerne paradigmer for tingene (res/rei). Den klassiske litteratur fik paradigmatisk status for al litteratur i tiden
efter antikken. Derfor skulle den senere litteratur efterligne den klassiske, der indeholdt alle paradigmer. Litteraturen blev moderne ved at løsrive sig fra paradigmet og
blive selvstændig. Paradigme er i moderne videnskabsteoretisk sammenhæng
(Thomas Kuhn) udtryk for en normalvidenskabelig konsensus (enighed): den klassiske
fysik udgør i dag en normalvidenskabelig konsensus, men var selv et udtryk for et
paradigmeskift i 1600-tallet, da den gjorde op med det klassiske, aristoteliskptolomæiske verdensbillede, ligesom relativitetsteorien og kvantemekanikken kan
siges at være et paradigmeskift i forhold til den klassiske fysik. Emnet er omstridt. I
psykologien var den herskende opfattelse frem til Freud, at mennesket var defineret
ved sin bevidsthed og karakter. Da Freud gik bag om bevidstheden og spurgte om det
ubevidste og gik bag om karakteren og spurgte om drifterne og personlighedens
konstituering, sprængte han det normalvidenskabelige paradigme.
Performativ/perlokutionær (eng. to perform at udføre, gennemføre): sprogfilosofiske udtryk hos
den engelske filosof J.L Austin, der i dag er den mest indflydelsesrige sprogfilosof. Er
en sætning performativ, indeholder den en handling, der opfyldes med sætningen
selv – det være sig en dåb, brylluppets ritual eller et løfte. ”Jeg kommer på tirsdag” er
et løfte, en performativ sætning. Løftet behøver ikke at blive opfyldt; det kan også
brydes, men er så et brudt løfte. Austin satte ”performativer” i modsætning til ”konstativer”, der blot fastslår, at noget er en kendsgerning: ”Jeg skriver på computer”!
Senere har Austin opgivet modsætningen mellem ”performativer” og ”konstativer”
(man kunne tilføje ”normativer” og ”ekspressiver”) og har skabt en generel teori om
”illokutionære handlinger”, ytringsiboende handlinger, således at alle slags sproglige
ytringer får karakter af ”talehandlinger” (speech acts): at love, at advare, at spørge,
at påstå, at befale, at anbefale, at vædde og at døbe etc. . Perlokutionære talehandlinger er af den type, hvor man vil fremkalde en handling hos den anden – enten af
hensyn til den anden (tyren er løs) eller for at udnytte den anden (lån mig penge). Til
de forskellige talehandlinger er der knyttet forskellige kriterier for deres vellykkethed
eller mislykkethed: sand/falsk; rigtigt/forkert; ægte/falsk; troværdig/løgnagtig; ekspressiv/depressiv etc.
Perspektiv (latin per gennem og spectare at se, betragte): at se igennem et fænomen, en tekst, en
begivenhed for at opdage dets sammenhæng (årsag/forbindelse) til andre fænomener. I denne betydning er perspektivering lig med at gå ud over det konkrete og inddrage et fænomen i større og større abstraktioner af teoretisk eller historisk art. Perspektiv bruges også om den synsmåde, synsvinkel, den enkelte anlægger på verden.
En tekst har et perspektiv, en teori har et perspektiv, en forsker har et perspektiv, der
betinger den måde, fænomenerne træder frem på. Nietzsches filosofi kan fremstilles
som en teori om perspektivisme, summen af synsvinkler på verden. Nietzsches teori
må nødvendigvis indbefatte en relativisme, synsvinklens relativitet, således også
hans egen teoris relativisme. Men hvordan kan Nietzsches teori så være mere sand
eller mere værd end andre teorier? Perspektivismen ender i en erkendelsesteoretisk
nihilisme.
Positivisme (latin ponere at sætte noget): det positive er det nærværende i stoflig tid- og rumsammenhæng, kvantitativt målbart og mærkbart for enhver sans. Det negative er det fraværende af samme. Positivismen er en filosofi i det 19. århundrede, der definerer virkeligheden materielt og sansbart, og gør erfaringsvidenskaberne til de eneste viden-
skaber, der skaffer erkendelse. Positivismen har også en fremskridtsvenlig historieopfattelse, der antager, at historien bevæger sig mod større oplysning, og at det høste stade er det positive. De tidligere stadier er det religiøse, der er præget af tågede
forestillinger om guddommelige væseners indgriben i materien, og det metafysiske
stade, der rationaliserer guderne til begreber, der tillægges en ontologisk og erkendelsesteoretisk betydning. Først positivismen har befriet mennesket for religion og
metafysik og indstillet på den positive, empiriske erfaring af den positive, materielle
virkelighed (August Comte). I det 20. århundrede udviklede positivismen sig til den
logiske positivisme, som fornyede positivismen ved at lægge vægten på erkendelsens
sproglige karakter. Erkendelsen forelå i sætninger, der kunne være sande eller falske,
og som kunne verificeres eller falsificeres ved iagttagelse. Den unge Wittgenstein og
den østrigske skole er talsmænd for den logiske positivisme, der mener, der kan oprettes et universelt menings/sandhedskriterium, der kan afgøre, om sætninger er
meningsfulde eller meningsløse. Alle etiske, politiske, metafysiske og poetiske sætninger måtte falde bort som meningsfulde efter dette kriterium, der kun kunne acceptere erfaringssætninger om kendsgerninger som meningsfulde og værdifri. Denne
skarpe sortering af sprogets sætninger er senere blevet blødt op i den analytiske,
engelske sprogfilosofi til fordel for en omfattende, subtil begrebsanalyse og sprogaanalyse, der opererer med et meget mere differentieret sandhedsbegreb. J.L. Austin
med hans teori om talehandlinger er en frodig udløber af den positivistiske tradition.
Pragmatisme (græsk pragma det gjorte, handling, gerning): begrebet anvendes i forskellige sammenhænge til at betegne det praktiske, nyttige, brugende aspekt af et fænomen og
teorien om det. Inden for sprogfilosofien er pragmatismen en retning, der lægger
vægt på sprogets kommunikative side i den konkrete kontekst af sprogbrugere med
deres baggrund, hensigter, relationer og specielle forhold. Sprog er ”pragma” (handling) i en konkret kontekst med en særlig hensigt, realiseret af konkrete subjekter.
Pragmatisk historieskrivning er den nytteorienterede type af historieforskning, der
analyserer fortiden med henblik på at uddrage nyttig viden med henblik på fremtiden. Den pragmatiske sandhedsteori regner nytten, virkningen, for at være sandhedens tilstrækkelige grund, selv om der ikke foreligger noget bevis eller nogen korrespondens mellem teori og iagttagelse, men blot en genkommende statistisk virkning
på en givet påvirkning. Megen medicinanvendelse bygger på pragmatisk sandhed
uden egentlig viden eller bevis. Pragmatismen ser på erkendelsen som et foreløbigt
brugbart redskab, der kan bruges til at erhverve sig en foreløbig viden om virkeligheden, som er nyttig for os. Pragmatismen ser instrumentalistisk på erkendelsen og er i
slægt med konstruktivismen.
Princip (latin principium oprindelse, første årsag, ”fyrste”): et princip er en grundsætning, førsteårsagen, til al tænkning og handling og virkelighed. Det kan også kaldes aksiom, maksime, regel. Eller for virkelighedens vedkommende urgrund, værensgrund, årsag (tysk
Ur-Sache, der er ur-sagen eller årsagen).
Rationalisme (græsk nous, latin ratio fornuft): en retning, der bekender sig til fornuften som menskets fornemste erkenderedskab, og som optimistisk anser verden som konstrueret
efter fornuftens egne principper, således at den sande erkendelse alene beror på den
rette brug af fornuften. Universet er rationelt, mennesket er rationelt, Gud er rationel. Hvad der ikke er rationelt, kan egentlig ikke eksistere, eller det er absurd og henhører til fejltagelsernes afdeling for mærkværdigheder og afsindigheder. De rationelle perioder har haft en bemærkelsesværdig sans for det irrationelle, det sindssyge,
som blev ”hospitaliseret” i tryg modsætning til rationalismen og oplysningen. Rationalismen står almindeligvis i modsætning til empirismen, fordi den betoner fornuftens konstitutive betydning for erkendelsen. Den moderne rationalisme begynder
med Descartes i Frankrig i 1600-tallet og bygger på den rationelle intuition, der indser visse simple sætninger som selvindlysende (evidente), ud fra hvilke der kan deduceres til komplekse sætninger om verden. ”Jeg tænker, altså er jeg” er Descartes berømte formulering af det grundlæggende aksiom for al erkendelse. Dette rationelle
jeg er udstyret med medfødte ideer, som er forudsætninger for erkendelsen og plantet i bevidstheden af Gud, der har skabt verden, sådan at vores fornuft stemmer overens med verden. Dette er den dogmatiske rationalisme. Den kritiske rationalisme,
som den tyske filosof Kant udvikler i slutningen af 1700-tallet, er ikke sikker på erkendelsens overensstemmelse med verden, men nøjes med at hævde erkendelsens gyldighed som en intersubjektiv sag mellem de forstandige forskere. Kant kan ikke akceptere en rationel intuition som sandhedsinstans, ikke anerkende medfødte ideer,
der er af guddommelig oprindelse, eller overhovedet godkende troen på fornuften
som den eneste kilde til erkendelse. Kant slår fast, at uden erfaring eller sansning vil
der aldrig være nogen erkendelse af verden, men kun tomme begreber. Omvendt ville en sansning uden begreber være blind som en høne. Erkendelsen er hos Kant en
syntese af sansning og begreber, indtryk og fortolkninger. Denne kritiske rationalisme er i dag forfinet og nuanceret, men en herskende videnskabsteoretisk opfattelse.
Realisme (latin res ting, sag): ting er filosofiens begreb for virkeligheden, og realismen vil hævde,
at virkeligheden (res) eksisterer objektivt, dvs. uafhængigt af om den bliver erfaret
eller kan erfares. Modsætningen til realismen er den solipsistiske idealisme, der hævder, at jeg kun kan vide, at jeg selv som tænkende bevidsthed eksisterer, og at ting
kun har eksistens, hvis de bliver opfattet af en bevidsthed. I sprogfilosofien er realismen udtryk for, at sætninger, der påstår noget om verden, tillægges en objektiv
sandhedsværdi – dvs. enten sand eller falsk, uanset om det kan lade sig gøre at afgøre denne værdi (eks. Cæsar vågnede på maven på sin 5 års fødselsdag). Begrebsrealismen er den klassiske metafysik fra Platon, der hævder, at almenbegreberne (universalierne) har eksistens uafhængig af enkelttingene og menneskets bevidsthed
(Platon), eller at de eksisterer som ”kim” (spermata) i tingene og sørger for deres udvikling til det, de skal være (et træ, en hest, en tragedie, en skulptur etc). Realismen
findes i forskellige udgaver: 1. den naive realisme, der mener, at vores sanser giver
en sikker og direkte tilgang til virkeligheden (sensualismen). Den naive realisme vil
ikke kunne gøre rede for sansebedrag! 2. den repræsentative realisme, der siger, at
vi kun kan opfatte virkeligheden gennem repræsentationer, sanse-data, der aldrig vil
kunne give os en sikker erkendelse, og som vi aldrig har mulighed for at sammenligne
med virkeligheden selv, da vi kun har med virkeligheden at gøre gennem data om
den. 3. den kritiske realisme er en kombination af de to, idet sanserne skaffer os erfaring om virkeligheden, men at vi er nødt til at gå bag om vores sanseerfaringer for
få en begrundet viden om virkeligheden. Realismen er desuden en litterær stilretning
fra Homer til i dag – fra den skønne afbildning af den ophøjede virkelighed til den
hæslige fremstilling af den inferiøre virkelighed.
Reduktion (latin re-duco føre tilbage, forenkle): reduktion er en logisk procedure, hvor udsagn på
niveau1 kan føres tilbage til udsagn på niveau2 og derved forenkles og blive mere
omfattende og grundlæggende. Mange videnskaber drømmer om den store enhedsteori, hvor forskellige teorier kan føres tilbage til én stor teori, der omfatter det hele.
Det gælder især inden for naturvidenskaberne og matematikken. Reduktionens gevinst har været så stor, at andre videnskaber har ladet sig lokke ud i samme foretagende: at føre komplekse fænomener tilbage til enkle forhold: en roman til forfatteren (biografisme), holdninger til personens psyke (psykologisme) eller adfærd til social baggrund (sociologisme). Reduktionsdrømmen er i disse sammenhænge blevet
kaldt reduktionisme – et negativt begreb for at forenkle noget, der ikke kan forenkles uden tab af mening. Det skal ikke skygge for, at det er en overordentligt gavnlig
intellektuel øvelse at bruge reduktionen som erkendelsens redskab.
Relativisme (latin relatio at en ting står i forhold eller forbindelse til en anden ting): en bred betegnelse for det synspunkt, at enhver opfattelse er betinget af noget andet, der ligger udenfor opfattelsen selv – individets psyke, sociale baggrund eller historiske situation.
Hvis sandheden er relativ, eksisterer der ingen sandhed, men kun sandheder for den
enkelte, en gruppe eller større fællesskaber. Relativismen kan i sin yderste konsekvens ende i erkendelsesteoretisk nihilisme (alt er sandt=intet er sandt), i en erkendelsesteoretisk subjektivisme (flertallets sandhed) eller kulturalisme (bestemte kulturers sandhed). Den yndede sætning: alt er relativt er logisk set selvmodsigende, idet
sætningen selv hævder at være universelt sand, altså ikke relativ! Hvis sætningen er
sand, er ikke alt relativt. Et eksempel på selvreferencens paradoks: at sætningen selv
er en del af dens udsagn. Relativismens modsætning er absolutismen.
Sandhed (græsk aletheia det u-glemte, latin veritas): sandheden er al videnskab, filosofi og religions højeste begreb. Sandhed betyder hos Platon, at et fænomen er, som det skal være ifølge sin idé – staten, mennesket f. eks. Sandhed er en kvalitet i den forstand, at
sande sko også er de bedste sko, ligesom den sande stat er den bedste stat. Det sande og det gode er aspekter af det samme, ligesom det skønne indgår i bestemmelsen
sandhed. Sandhed er en objektiv kvalitet, men også et erkendelsesmæssigt mål. At
erkende sandheden er at få indsigt i et fænomens væsen/idé/essens. Denne erken-
delse berører individet på den måde, at erkendelsen forvandler det til et sandere og
bedre menneske. Den platonske sjæl er disponeret for sandheden, eros driver den
mod sandheden, men det er fornuften (nous), der skaffer den adgang til sandheden.
I moderne videnskabsteori er dette metafysiske sandhedsbegreb opgivet og lever
kun i sofistikerede rester af den gamle metafysik inden for eksistensfilosofi og fundamentalontologiske spekulationer (Heidegger) og i plat eksistenspsykologi. En fremherskende sandhedsteori er korrespondensteorien: teorien skal stemme overens
med virkeligheden. Hvad ”korrespondens” så er, er meget omdiskuteret! Et der et afbildningsforhold mellem ting og udsagn, en strukturel lighed mellem tingenes relation og de grammatiske størrelser i udsagnet? Kritikken går på, at det er forkert at operere med sprog og virkelighed som uafhængige størrelser: sproget er virkelighed,
og virkeligheden er allerede sproglig i vores opfattelse af den. Sprogløs virkelighed er
grænsen for vores erkendelse. Iagttagelsen, der skal be- eller afkræfte en sætning, er
allerede selv sproglig, selv om ”sne”, ”regn” og ”gade” selvfølgelig er ting i sig selv udenfor sproget. Kohærensteorien om sandhed kan minde om korrespondensteorien
med den forskel, at kohærensen, sammenhængen, ikke udgøres af den nøgne virkelighed, men af tidligere udsagn og teorier, der anses for sande. Hvis et nyt udsagn
modsigelsesfrit kan indordnes i et omfattende system af erkendte sandheder, er det
nye udsagn sandt. Teorien er ikke stærk, da den mangler at forklare, hvad sammenhæng er, og hvad der udgør de forrige sætningers sandhed. Den fører nemt til et ukritisk, dogmatisk sandhedsbegreb, der eviggør gamle sandheder. Evidensteorien for
sandhed bygger på den rationelle intuition og er dermed usikker. Den minder om en
anden slags oplevelse af sandheden, nemlig epifani-sandheden, som hører til på kunstens og religionens område. Det er sandhed som åbenbaring. Den har ingen videnskabelig status, men kan sagtens have eksistentiel betydning. Pragmatismen har sin
operative sandhedsopfattelse: det, der virker, er nyttigt, giver resultater. Nyttekriteriet kan være simpelt (for mig) eller avanceret (for videnskaben og erkendelsen). Det
avancerede nyttekriterium kombineres gerne med en konsensusteori om sandheden.
Konsensus betyder det, som forskerne kan blive enige om på betingelse af gentagne
eksperimenter, observationer, fortolkninger og diskussioner. Pragmatismen og konsensusopfattelsen er den herskende sandhedsteori i dag.
Skepticisme (græsk skeptesthai at skue eller eftertænke, senere tvivle): en retning, der benægter
muligheden af sikker og objektiv erkendelse. Den kendes i antikken før Sokrates og
hos sofisterne/retorikerne, som Sokrates/Platon bekæmpede med alle midler. Skepticismen vandt ironisk nok indpas på Platons Akademi ca 100 år efter Platons død.
Den fik en slagkraftig formulering af Pyrrhon: Hvordan er tingene i virkeligheden? Uerkendelige! Hvordan bør vores holdning til tingene være? Uengageret! Hvad får vi
ud af denne holdning? Sjælefred! Skeptikerne polemiserede voldsomt mod stoikerne
I moderne sammenhæng er skepticismen ikke så meget en privat lykkefilosofi, men
en erkendelsesteoretisk tvivl om en række instinktive antagelser, vi umiddelbart god-
tager: eksistensen af ydre genstande, fortiden, årsagssammenhænge og andre personers sjæleliv. Disse antagelse kan ikke bygge på iagttagelser, hævder skeptikere, men
bygger på vaner eller instinkter. Skepticismen er ikke en synsmåde, der er omgivet af
stor anerkendelse. Dens position regnes almindeligvis for at være selvgendrivende.
Men tvivlen som erkendelsens metode er af uvurderlig høj betydning.
Sprogfilosofi: sprogfilosofien er blevet det 20. århundredes filosofi under navnet ”the linquistic
turn” – den sproglige vending! Oprindeligt havde man en opfattelse af sproget som
et billede af virkeligheden; den logiske positivisme opstillede et meningskriterium,
der byggede på denne antagelse: basissætninger som erkendelsens fundament. Der
kunne dog ikke gives eksempler på sådanne basissætninger. Senere udviklede den
ældre Wittgenstein den pragmatiske sprogopfattelse, at det er i konteksten, at den
bestemte opfattelse af sproget finder sted. Han kaldte det sprogspil. Der var mange
sprogspil – videnskabelige og hverdagsagtige. Et sprogspil angiver bestemte regler
for, hvordan der kan tales meningsfuldt om bestemte fænomener. Det gælder sport,
kærlighed og videnskab. Begrebsanalysen blev sat i fokus for den analytiske filosofi i
angelsachisk sammenhæng. I kontinentaleuropæisk sammenhæng gik udviklingen fra
at hævde erfaringens fortrin i den klassiske fænomenologi til at hævde sprogets betydning i hermeneutikken. I den moderne hermeneutik er sproget erfaringens betingelse, sproget er min verdens grænse. Habermas vil grundlægge en universalpragmatik, der skal rumme alle slags sprog i deres konkrete anvendelse, og som skal begrunde muligheden for at indkalde alle sprog til en meta-sproglig konference om deres
regler og anvendelse. Sprogets egen refleksivitet, at det kan tale om sig selv, er den
ultimative betingelse for, at enhver sprogbruger kan gøre rede for sig selv over for en
anden sprogbruger, så der kan opstå en konsensus om den rette forståelse af sprogets betydning (ordenes mening) og deres reference (henvisning til tingene).
Strukturalisme (latin structura eller struere at bygge, opbygge og ordne): strukturalismen er kendt
fra sprogvidenskaben, hvor den ytrer sig i studiet af sproget som et ”system” af forskelle og afhængigheder lige fra det fonetiske (lydlige) niveau til det syntaktiske (sætningen) niveau. Ja endda videre til tekstens endnu højere niveau eller kulturens niveau (sportskulturen, kirken, litteraturen etc). Strukturalismen er altså en meget
bred forskningsretning, men dens oprindelse ligger i sprogvidenskaben. Sproget opfattes som et system af tegn, der får deres betydning af deres forskel til andre tegn
og deres position i sprogets system. Studiet af sproget handler om af afdække dets
strukturer, ikke om at betragte sproget i dets brug (pragmatismen) eller i dets historiske, genetiske udvikling (sproghistorien) eller i dets enkeltdele (atomismen). ”La
lanque” er selve sprogsystemet, mens ”le parole” er sproget i brug i en situation. Den
strukturelle beskrivelse af sprogets tegnsystem har bredt sig til andre felter så som
studiet af slægtskabssystemer i ”primitive” kulturer”, af myter, og kulturelle fænomener som Tour de France (cykelløbet), fængselsvæsenet og sindssygehospitalet og
det ubevidste. Den generelle strukturalisme mener, at den afdækker ubevidste
strukturer i kulturen, litteraturen og psyken. Kendte repræsentanter for denne type
strukturalisme er Michel Foucaults analyser af fængslet, sindssygehospitalet eller
seksualitetens historie og Roland Barthes, der analyserer massekulturelle fænomener
som strukturelle tegnsystemer, f. eks. reklamer, den parisiske mode eller cykelløbet
Tour de France opfattet som et epos. Strukturalismens svaghed er dens negligering af
subjektets betydning i produktionen af tegnsystemer. Subjektet reduceres til bærer
af objektive strukturer. Det er blevet kaldt strukturalismens anti-humanisme.
Subjektivisme ( latin subjectum, græsk hypokeimenon modsat objectum eller antikeimenon): subjekt betød oprindeligt det underliggende (sub-jacio/hypo-keimenon), dvs alle tings egentlige substans, der var bærer af alle de sansbare egenskaber: æblet er subjektet
for dets mange forskellige egenskaber (farve, smag, konsistens etc); sjælen er den
substans/det subjekt, der bærer en masse egenskaber som tanker, følelser, stemninger etc. Objectum var det forestillede, ikke-virkelige, kun tænkte – min forestilling
om en ting (et juletræ f. eks.). I moderne tid skifter disse begreber fuldstændig betydning, således at objekt bliver genstanden, det virkelige, det der står over for mig eller
imod mig (tysk Gegen-stand), mens subjektet bliver ”jeg’et” eller ”bevidstheden”, der
står overfor genstanden. Det subjektive bliver det personlige, som ikke har objektiv
status. Subjektivismen er derfor en retning, der betoner erkendelsens udgangspunkt
i subjektets egen bevidsthed og udtrykker den fundamentale vilkårlighed og partiskhed og fejlbarlighed, der ligger i subjektet. Begrebshistorien afslører en total omvending af begrebet subjekts betydning – fra den objektive substans i alle fænomener til
den vilkårlige, fejlbarlige, subjektive bevidsthed.
Syntese (græsk synthesis sammensætning): syntese er det modsatte af analyse. Analysen skiller
ad, mens syntesen forbinder og sætter sammen til en helhed. Modstridende synspunkter kan forenes i en syntese, hvis synspunkterne ikke er uforenelige, kontradiktoriske. Modsatte domme, der kan forenes, kaldes kontrære. Syntesen er den tredje
påstand, der kan ophæve modsætning mellem to forudgående domme. Et bekendt
tankeskema er triaden tese (sætning), antitese (modsætning), syntese (sammensætning). Det tilskrives fejlagtigt den tyske filosof Hegel, der aldrig har brugt disse begreber, men derimod følgende: position, negation, negation af negationen=ny position.
I erkendelsesteorien er det en udbredt opfattelse, at erkendelsen er syntetiserende,
dvs. forbinder sanseindtryk med begreber til en helhed.
Trial and error (eng forsøg og fejl): det er metoden, hvor man prøver sig frem, lærer af fejlene og
gør nye forsøg. Metoden er egentlig kernen i al videnskabelig metode.
Utilitarisme (latin utilitas nytte): en handlingsteori, der siger, at den handling er mest værdifuld,
der frembringer mest nytte, lykke, rigdom, helbred og sundhed for flest mulige. Den
klassiske utilitarisme er hedonistisk (græsk hedoné lyst) og siger, at det er mængden
af lyst (pleasure) uanset, af hvad art lysten er, der er den gode handlings mål. Denne
simple utilitarisme, der ligger til grund for liberalismens lykkeetik (happiness), bliver
differentieret. ”Hellere en utilfreds Sokrates end en glad gris” sigter på, at åndelige
kvalifikationer skal tælle mere i lystkalkylen end de rent materielle. Utilitarismens
problem er, at den ikke kan opstille et sammenligningskriterium for forskellige slags
lyst og derfor ikke beregne lystværdien særligt præcist: hvad har størst lystværdi: en
Mozart-symfoni eller en hotdog med det hele? Beregningsmetoden for lystværdier er
højst usikker: 1.5 mil ser X-factor overfor 150.000 ser Dead-line! Tendensen er, at
mængde betyder mere end kvalitet. Der skelnes mellem handlingsutilitarisme og regelutilitarisme. I den første bedømmes en handling direkte på dens konsekvenser i
forhold til mængden af lykke, den frembringer; i den anden bedømmes handlingen
ud fra handleregler, der er optimale for de mest nyttige konsekvenser af handlingen.
Forskellen er næppe signifikant. Vurderingsgrundlaget er nytte eller lykken, og disse
værdier opfattes naturalistisk. Naturen lærer os det gode, fordi vi sætter pris på det.
Teorien gentager praksis: vi sætter pris på det, vi sætter pris på! Værdierne udledes
af vores faktiske adfærd: jeg handler i Føtex, ergo er det bedst at handle i Føtex. Det
giver størst lykke for mig! Utilitarismen er dermed spundet ind i en ond cirkel og kan
ikke begrunde sine begreber teoretisk. Den kan i sin konsekvens acceptere den rene
kynisme og har intet bud på en fordeling af goderne – retfærdigheden.
Verden (græsk kosmos, latin mundus, universum): verden var for antikkens grækere et kosmos,
en afrundet ordnet skøn og endelig verden, dannet efter geometriens idealfigur cirklen. Uden for cirklens periferi var intet, hvilket måtte afføde det paradoks, at hvis
man stak hånden uden for verden, ville den forsvinde; trak man den tilbage, ville den
blive til igen. Kristendommen overtog det antikke verdensbillede, men satte en Gud
til at skabe verden, opretholde den og føre den frem til dens undergang og det ny Jerusalems opståen med Kristi genkomst. I moderne naturvidenskab er verden universet med alle de stjerne- og planetsystemer, det består af – herunder vores solsystem
i Mælkevejen. I moderne filosofi er verden summen af alle ting. Kant gjorde verden
til et grænsebegreb, fordi det ikke var muligt at erfare verden i en endelig serie af erfaringer. Ofte sektoriseres verden i forskellige verdener: den fysiske verden, den biologiske verden, den psykologiske verden, den sociale verden etc, hvor hver verden
har sine egne videnskaber. Fænomenologien taler om livsverdenen som vores primære erfaringsverden; den er før-videnskabelig, endnu ikke gjort til objekt, al forståelses grundlag. Hermeneutikken overtager dette begreb om livsverdenen og betoner
dens sproglige, historiske, traditionsbærende karakter. Ofte skelnes mellem den indre verden (bevidstheden) og den ydre verden (alle legemer), et levn fra dualismen
mellem Descartes’ skel mellem det tænkende jeg (subjektet) og den udstrakte ting
(objektet=verden). I eksistensfilosofien i Tyskland vil Heidegger overvinde skellet ved
At fortolke mennesket som en ”væren-i-verden”, men Sartre i Frankrig fortsætter
den cartesianske tradition ved at skelne mellem bevidstheden (être-pour-soi) og verden (être-en-soi) – bevidstheden som et intet og verden som en genstandsmæssig
massivitet.
Verifikation (latin verus facere at gøre sand): at efterprøve en teoris eller sætnings sandhed. Meto-
den er enten direkte verifikation ved observation/dokumentation eller indirekte
verifikation ved henvisning til eksempler på direkte observation, der støtter den
generelle/universelle sætning. ”Alle ravne er sorte” kan næppe verificeres endegyldigt, mens ”denne ravn er sort” – en singulær sætning – er mulig at verificere endegyldigt. Sætninger kan være principielt verificerbare, for så vidt man kan beskrive de
betingelser præcist, under hvilke de kan verificeres. En sætnings praktiske verificerbarhed handler om den bestemte, gennemførlige fremgangsmåde, der må anvendes
for at verificere en sætning. Langt de vigtigste sætninger, videnskaberne formulerer,
skal være empirisk verificerbare. De strengt teoretiske videnskaber: logik, matematik
og lignende arbejder med en tankemæssig verifikation, der bygger på aksiomer, deduktioner, slutninger og konklusioner. Teorier er både tankemæssige konstruktioner,
der skal overholde regler for en indre konsistens, og påstande om den empiriske virkelighed, der skal af- eller bekræftes. En teori kan længe være en tankemæssig hypotese, der til sidst enten bliver bekræftet eller afkræftet, når de praktiske verifikatiionsbetingelser er til stede.
Videnskabsteori: en ret moderne disciplin, der overvejer videnskabernes arbejdsmåder. Den er i
slægt med videnskabshistorie, videnskabsetik, videnskabssociologi etc. – altså en
meta-videnskab om videnskaberne. Mange temaer er relevante for videnskabsteorien: 1) forholdet mellem videnskabelig teori og praksis og teori og empiri/virkelighed
2) videnskabelig argumentation vs. pseudo-videnskabelig argumentation, videnskabelig metode vs andre metoder (kunstneriske/mystiske) 3) forholdet mellem de forskellige videnskaber (hum, nat, samf) 4) videnskabelig objektivitet vs fantasteri/propaganda 5)videnskaberne i politisk/økonomisk sammenhæng og deres betydning for
samfundet/erhvervslivet/åndslivet etc. Videnskabsteorien er ikke en homogen teori,
men omstridt og til diskussion og derfor præget af de store retninger indenfor tænkningen: positivismen, hermeneutikken, marxismen, strukturalismen.
Virkelighed (græsk energeia, latin actualitas, realitas, eng reality, ty Wirklichkeit): det virkelige er
det, der faktisk er, i modsætning til det mulige. Det mulige kan gennem virkeliggørelse blive virkeligt. Endelig kan det virkelige være nødvendigt virkeligt, således at det
er til i kraft af en nødvendighed, forklarligt og forudsigeligt, ikke tilfældigt. I det græske begreb energeia ophæves den skarpe modsætning mellem muligt og virkeligt,
fordi energeia angiver en virksomhed, således at virkelighed også rummer den dynamiske betydning virksomhed – det der virker. Virkelighed er det, der virker! Ikke kun
en sum af kendsgerninger, men en proces, der forvandler det mulige til det virkelige
gennem den energetiske virksomhed. I den ene betydning er virkelighed de givne
kendsgerninger; i den anden betydning er virkelighed en proces, der virker og skaber
virkelighed. Ofte sættes virkelighed i modsætning til skin/overflade, således at virkeligheden er dybere end det overfladiske skin. Denne dobbelthed skyldes et metafysisk virkelighedsbegreb, der opererer med en sandhed bag det tilsyneladende – den
sande virkelighed. Tankefiguren stammer fra Platon, men er bestemt særdeles popu-
lær i megen kritisk videnskab, der vil afsløre illusioner og almindelig formørkelse
af bevidstheden.
Værdifrihed: begrebet udtrykker et ideal for en videnskab, der er rent beskrivende og forklarende
og ikke fremsætter vurderinger. Det er et positivistisk ideal i sin reneste form, selv
om alle forskere bør være opmærksom på deres egne vurderinger. Moderne kritisk
videnskabsteori (marxistisk og hermeneutisk) har afvist, at videnskaberne kan være
absolut værdifri. Habermas har gjort opmærksom på, at al erkendelse er interesseledet; Karl Popper har anført, at al erkendelse er styret af dispositioner, der udelukker en ren iagttagelse eller teori. Erkendelse bygger på forventninger – selektive forhåndsantagelser, der står i tæt forbindelse med vores liv i verden. Det er helt evident
at videnskaberne er betydningsfulde for samfundet, erhvervslivet og politikerne og
således styres af værdier og selv skaber værdi til samfundet. I den samfundsmæssige
kontekst er videnskaberne ikke værdifri. Diskussionen går på, om videnskaberne i sig
selv – internt – er værdifri. Man kan vist sige, at den videnskabelige tænkemåde i den
grad har været værdisættende, fordi den jo har udkonkurreret andre tænkemåder
eller sat dem til debat og under pres: religion, kunst og ”den almindelige fornuft” er
blevet udfordret af videnskaberne.
Æstetik (græsk aisthesis sansning, fornemmelse, følelse): æstetikken er i første omgang en lære
om sansningen, dernæst om det skønne, til sidst om kunsten. Æstetikken er derfor
en mere almen tænkning end poetikken, der snævert handler om kunsten, dens
grundlag, midler og formål. Sansningen har i al metafysisk tænkning en lavtstående
status; også rationalismen devaluerer sansningen som kilde til erkendelse. Ikke des
mindre har det æstetiske altid haft en stor fascination. Platon gør skønheden til et
universelt mål for den menneskelige stræben, eros, og forbinder det skønne med det
sande og gode i en metafysisk treklang. Kristendommen måtte tage afstand til det
æstetiske, fordi sanseligheden/sansningen har en fremtrædende plads i det skønne.
Renæssancen genopdager den klassiske skønhed og gør kunsten til et privilegeret
medie for erkendelse. Platons aversion over for det sanselige og kunsten (efterligning af fænomenerne/kopi af kopi) erstattes af en opfattelse af, at det kunstneriske
geni er en gud, der skaber nye verdener, der er parallelle til den skabte verden. I oplysningstiden defineres æstetikken som en lære om sansningen, f. eks af Kant, der
først behandler kunsten i sin lære om smagen og dømmekraften. Men kunsten får en
uhørt høj position hos Kant som bærer af det moralsk gode. Hos Kant er æstetikken
stadig en almen erkendelære om sansningen, men hos romantikerne bliver den til en
kunstfilosofi. Kunsten er det skønne, og den forudgriber en utopisk fremtid og danner/opdrager mennesket æstetisk til at opfylde den utopiske fremtid. Hos Søren
Kierkegaard devalueres det æstetiske til et stade i hans eksistenslære, der er præget
af drøm, virkelighedsflugt og fortvivlelse. Med naturalismen/realismen afkobles
skønheden som kunstens mål; sandheden træder i skønhedens sted, hvilket i almindelighed fører til en hæslig kunst. I det 20. århundrede sprænges kunsten i mange
retninger, ligesom refleksionen over kunsten og skønheden må gå mange nye veje,
inspireret af psykoanalysen, marxismen, ekspressionismen, surrealismen og modernismen. Det æstetiske er blevet forbundet med varer i form af en vareæstetik, med
mode, design og livsform i så høj grad, at den moderne livsform kan siges at være
blevet æstetiseret på en måde, som ældre tider ikke ville kunne forstå. Den æstetiske oplevelse ligger på spring overalt i det moderne samfund. Af den grund må kunsten renoncere på at være æstetisk og i stedet kritisk og u-æstetisk.
Årsag/virkning (latin causa/effectus): i antikkens tænkning opererede man med mange årsagen til
et fænomen: den stoflige årsag, den formelle årsag, den virkende årsag og den formålsmæssige årsag (hvad, hvordan, hvorfor, hvortil). Stof, form, betingelse og formål
var faste beskrivelsesmåder af et fænomen. I moderne tænkning er der strid om årsagsrelationen gyldighed. Empirister vil hævde, at en hændelse 1 er årsag til en anden hændelse 2, hvis den tætte sammenhæng i tid og rum bekræfter sig ved et givet
antal iagttagelser. Sammenhængen kan aldrig blive nødvendig og forudsigelig ifølge
empiristerne, fordi vi simpelthen ikke kender naturens indre love, men blot har vores
formodninger, der ikke kan begrundes ud over det statistisk sandsynlige. Årsag/virkning er blot intellektuelle vaner, vi har anlagt os i et langt liv for at kunne leve og forstå så enkelt som muligt. Empirismen lægger en bombe under vores naturerkendelses troværdighed ved denne skeptiske forståelse af vores fundamentale begreber.
Den modsatte opfattelse er, at årsag/virkning er nødvendige kategorier i vores forståelse af verden, uden hvilke der overhovedet ikke ville foreligge nogen erkendelse.
Den kritiske rationalisme vil hævde, at årsagsætningen: enhver hændelse har en årsag gælder ubetinget for vores erfaringsverden, da den dannes af begreber og iagttagelser, der syntetiseres til regelmæssigheder med krav på en naturlovs gyldighed.
Empiristerne troede, at de kunne afvise årsagsbegrebet, fordi en årsag aldrig kan
iagttages, kun hændelsen. De kritiske rationalister gør opmærksom på, at en årsag er
et begreb, der anvendes af erkendelse til at strukturere erfaringen, hvorfor det naturligvis ikke kan iagttages. I den klassiske fysik vil årsagen altid komme før virkningen, fordi tiden er en lineær strøm. Det samme vil være tilfældet i den almindelige
hverdagserfaring. I den moderne fysik kompliceres forholdet mellem årsag og virkning betydeligt, og man må regne med variationer i det temporære forhold mellem
det vi kalder årsag og virkning. Årsagsbegrebet kan differentieres i den nødvendige
årsag, den tilstrækkelige årsag, den medvirkende årsag, den fuldstændige årsag, den
afgørende årsag eller den væsentlige årsag – grader af årsagens betydning for en givet kæde af hændelser.
Peter Michael Lauritzen (i samarbejde med Politikens Filosofi Leksikon)