Analyserende artikel
En anden stjerne
20-05-25
Stjerner udgør et motiv, der hyppigt anvendes til at illustrere håb, barndom, drømme samt minder. I novellen
”En anden stjerne” (2016) af Ingvar Ambjørnsen benyttes dette motiv til at formidle dybere eksistentielle
temaer som Ensomhed, forandring og håb. Teksten kredser særligt om spørgsmålet om eksistentiel tomhed,
hvilket tydeliggøres gennem brugen af sprogligt virkemiddel. Novellen anvender en Jeg-fortæller, hvilket
hjælper med at identificere tekstens tema. Ingvar Ambjørnsens novelle undersøger de fiktive fremstillinger af
eksistentiel tomhed gennem en moderne og fragmenteret form.
Ingvar Ambjørnsens novelle karakteriseres af en rolig ydre form, mens indholdet fremstår flydende og
præget af sikkerhed. Novellen er en direkte fortælling, med en klassisk opdeling i tekst. Denne slags struktur
skaber en følelse af regelmæssighed, hvor den samtidig står i kontrast til det indre indhold. Et eksempel på
dette er ” Lester ringede ved titiden. Det var lille juleaften, og gaderne i byen var ved at gro til af sne. Der stod en stærk
vind ind fra fjorden, den piskede krystallerne ind i de mindste sprækker og formede et eventyrlandskab ude i
baggården.” (v. 1-3) Denne sætning breder sig over tre linjer og skaber en rytmisk ro, der understøtter det
lyriske jeg. Novellen finder sted en juleaften i Norge, hvor vores jeg-fortæller, sidder på sin stol ved vinduet,
det moment beskrives hvordan naturens elementer som sne, træer og vind harmonerer med hans indre ro, og
hvordan natten bringer fred. Her repræsentere naturen ikke noget, der skal frygtes men snarere som en smuk
og næsten salig hviletilstand. Vi får indtrykket at vores jeg-fortæller er fanget i nostalgi, og den følelse af at
føle sig som et barn igen, giver ham indre ro. ” Jeg havde siddet i stolen ved vinduet og drukket rødvin. Jeg var nok
gået lidt i barndom, for noget af en lille drengs glæde ved et kraftigt snefald blomstrede i mig. Det var smukt at se
naboens port gro langsomt til, blive fyldt af alt dette hvide. Jeg sad der alene og mærkede julefreden” (v. 3-6) Det kan
man tydeligt se der, tanken ved at være et barn igen, redder ham fra ensomheden. Vores opfattelse af vores
jeg-fortæller, er en ensom, ryddet og fortabt person. I modsætning til ham, møder vi Lester, som er vores jegfortællers gode ven, han anses lidt anderledes til vores jeg-fortæller, i stedet for at være alene på juleaften,
tager Lester initiativ, ringer og spørg om det ikke er på tide til at spise en julestjerne eller to. Når de mødes
hjemme hos Lester, får vi bekræftet at Lester er det komplet modsatte af ham. Lester bliver beskrevet som ”
en genstandenes mand.” og hans bolig blev beskrevet som ” Lester boede i en af de gamle hytter nede ved floden,
her var der ikke ryddet, jeg gik i sne til midt på læggen” (v-12-13) Vi får indtrykket af at Lester er en meget
eventyrlysten person. Det særlige samspil mellem vores jeg-fortæller og Lester gør teksten interessant i en
analyse af menneskets forhold til den fiktive fremstilling af eksistentiel ensomhed. Selvom der er de her
forskelle mellem karaktererne, har de noget det tilknytter dem. De begge starter med at tilbringe deres
juleaften alene, på hver deres boliger, det som bringer dem sammen og kaster deres ensomhed og tomhed
væk, er julestjernen. De bruger naturbegrebet, som et synonym for LSD, som er et stærkt
bevidsthedsudvidende stof, der hjælper med at undgå virkeligheden. Selvom de begge er anderledes på hver
deres måde, er de begge fanget i den her tomhed. ” Han mente, at det var på tide at spise en julestjerne eller to. Og
til min egen forundring sagde jeg ja. Jeg klædte mig straks på og gik ud.” (v-10-11) dette vers fremviser virkelig, at
det ikke er første gang, men snarer helt normalt for dem at misbruge LSD som en slags genvej, og for at
undgå virkeligheden, manglen af at holde igen, og afvise af vores jeg-fortæller bekræfter dette. Symbolikken
i LSD’en peger på et dybere lag i teksten, der handler om tomhed. Ingvar Ambjørnsen benytter formen af
novellen som et udtryk for indre ro og harmoni mellem menneskets naturlige følelser.
” Da vi tog de første skridt ind i dette mærkelige huldrehjem5 , mærkede jeg LSD’en, der kom snigende som en varm,
elektrisk sitren. Der var ingen sti her. Vi skar ind imellem granstammerne, og det hvide dække nåede os til lårene. Men
der var koldere heroppe i højden. Sneen var tør og let at komme igennem. Kontrasten mellem den sorte skov og den
hvide sne var overvældende. Vi bevægede os ind i en sort-hvid film. Farverne var døde, og det gav os en stor ro. ” (v.
58-63) Her kan vi se at Lester og vores jeg-fortæller er kommet videre på deres eventyr, og at julestjernen
begynder stille og roligt at påvirke dem. Julestjernens kombination med, hvordan naturens elementer som
den hvide sne, stilheden, den mørke skov harmonerer med julestjernens rytme, bringer dem indre ro, og det
blev et tegn på den fiktive tomhed. Julestjernens påvirkning førte til en direkte vej af tomhed, deres eventyr
blev stille, selvom de begge var sammen fysisk var de samtidig to helt forskellige steder. Selvom de havde
undskyldningen, at vinden ville feje ordene væk, havde de slet ikke noget imod det. Vores Jeg-fortæller
havde svært ved at tro, at kun for nogle få timer siden sad han på hans lænestol og drak vin alene. Han
mente, at han hørte til naturen: ”Det var her, jeg hørte til. Jeg var et kæmpestort landskab, et urvæsen; det trak
vejret, jeg trak vejret i det, det trak vejret i mig.” (v. 67-68). Klokken nærmede sig fem om morgenen, de befandt
sig villavej som bliver beskrevet som ” de mest lukrative6 byggegrunde helt øverst i åsen.” (v. 82). Julestjernen
som de havde indtaget for flere timer siden, havde stadig en effekt på dem. De kunne fysisk ikke fortsætte
deres eventyr mere, så de valgte at tage en til julestjerne, tænde for deres stearinlys og slå sig ned. Den næste
morgen, blev drengene råbt af en voksemand fra en ad villaerne ved siden ad, der prøvede at afhøre
drengene. Ved siden af, var der en venlig kvinde, der meget trygt talte med dem.” Det er juleaften, sagde
kvinden. Så tog hun sig selv i det og kastede sig ud på dybt kristent vand. — I skal ikke gå herfra på tom mave.
Kalkunen er i ovnen. Manden så forlegen ud, men protesterede ikke.” (v. 164-166). Drengene fik hygget sig hos
kvinden, selvom der stadig var en effekt fra LSD’en begyndte tomheden stille og roligt at opløse sig.
Ingvar Ambjørnsens novelle ”En anden stjerne” (2016) minder meget om Andreas Munch’s digt
”Solnedgang” (1863). Begge tekster, er karakteriseret ved sin ro, ligesom i Ambjørnsens novelle møder jeget
solnedgangen med accept og håb. Begge tekster lægger meget vægt på naturens elementer og hvor meget
fred det bringer. Både Ambjørnsen og Munch gør brug af karakteristiske billede sprog, hvor naturen afspejler
menneskets indre tilstand. I begge tekster er valget af synsvinkel afgørende for, hvordan vi som læsere
forstår tekstens budskab.
Novellen ”En anden stjerne” anvender fiktive fremstillinger af eksistentiel tomhed som et centralt tema.
Tekstens brug af det sproglige virkemiddel virker effektivt, da det understøtter den overodende tematik
omkring fiktiv tomhed. Ingvar Ambjørnsens novelle understreger ensomheden og roen ved tomhed. Teksten
fremviser et billede af ensomhed og livsglæde. Det giver således et indblik i to tilgange til menneskets
eksistens. En harmonisk og tillidsfuld, og en splittet og tvivlende.