Referat af kapitel 4 af bogen intet nyt fra vestfronten
Soldaterne forbereder sig på at gå ud til fronten.
De klatrer op i lastbilerne i skumringen.
Undervejs observerer de forskellige detaljer og interagerer med andre enheder.
De når artilleriets stillinger, hvor de kan høre skud og mærke rystelserne.
Soldaterne føler en elektrisk spænding og en ændring i deres kropsreaktioner, når de
nærmer sig fronten.
Hovedpersonen reflekterer over jordens betydning som en form for beskyttelse og partner i
krigens grusomheder.
Soldaterne finder trøst og sikkerhed i jorden under kampen.
De føler, at deres dyriske instinkter vågner til live i krigens kaos.
Soldaterne oplever en transformation fra mennesker til dyr, når de når kampzonen.
De passerer gullaschkanonerne og stiger af vognene.
Tågen og krudtrøgen skaber en dyster atmosfære, mens tropperne marcherer videre.
Soldaterne observerer kolonnen af skikkelser, der ligner en mørk kile i tågedammen.
Soldaterne observerer let skyts og ammunitionsvogne, der kører forbi i måneskinnet.
De bærer tunge byrder, såsom jernstænger og pigtråd, mens de bevæger sig over det forrevne
terræn.
Kolonnen standser pludselig, og soldaterne advares om farer som granathuller og grøfter.
Soldaterne når tættere på fronten og modtager en kommando om at slukke deres cigaretter og piber.
Ved fronten ser de et rødligt lys fra flammerne fra batteriernes kanonmundinger og eksplosioner fra
raketter.
Artilleriets torden og maskingeværers skud lyder omkring dem, mens mindre projektiler suser
gennem luften.
Projektører afsøger himlen efter fly, og en flyver bliver blændet og tumler rundt.
Soldaterne arbejder på at opsætte pigtråd med jernpæle med regelmæssige afstande.
Efter arbejdet hviler de fleste soldater sig, men det bliver for koldt til at sove.
Hovedpersonen falder i søvn og vågner forvirret op, føler sig midlertidigt fortabt.
Katczinsky beroliger hovedpersonen og forklarer, at et afsprængt tændrør forårsagede
lyden.
Pludselig begynder fjendtlige angreb, og soldaterne reagerer hastigt for at undgå
nedslagene.
En ung rekrut bliver skræmt og søger trøst hos hovedpersonen, hvilket minder ham om en
tidligere kammerat, Kemmerich.
Soldaten placerer en hjelm på en rekruts bagdel for at beskytte ham mod skud, hvilket
viser omsorg trods den hårde situation.
Der har været intense kampe nærheden, og skrigene mellem nedslagene vidner om
alvorlige skader.
Soldaterne forsøger at berolige den skræmte rekrut og hjælper ham med at overvinde
kanonfeber.
Skrigene fortsætter, og det viser sig at være sårede heste, hvilket vækker følelser hos
soldaterne, især Detering, som er bonde.
Soldaterne ser de sårede heste og deres lidelser, hvilket fylder dem med medfølelse og
afsky.
Detering forsøger at skyde de sårede heste for at afslutte deres lidelser, men Kat stopper
ham, da han mener det er unødvendigt.
Soldaterne lider under skrigene fra de sårede heste, men kan ikke gøre noget for at
afhjælpe situationen.
Granatnedslagene intensiveres, og soldaterne kæmper for overlevelse.
En granatsplint rammer fortælleren, men han overlever med mindre skader.
Soldaterne søger dækning under granathuller og andre improviserede
beskyttelsesmuligheder.
Soldaterne hjælper en såret rekrut, der ligger på jorden med alvorlige skader.
De diskuterer muligheden for at give den sårede rekrut en nådefuld død ved hjælp af en
revolver.
Soldaterne vender tilbage til deres position og evaluerer tabene, før de vender tilbage til
deres vogne.
De kører tilbage i vognene i regnvejr og søger ly under presenninger.
Soldaterne rejser i vognene gennem det ødelagte landskab og passerer telefontråde, mens de advarer
hinanden om fare. Pludselig lyder et brag, og de reagerer hurtigt, før de vender tilbage til deres
monotone rejse.
Afsnittene
•
•
Forberedelse til Fronten:
Soldaterne gør sig klar til at forlade deres base og bevæge sig mod fronten. De klatrer op i
lastbilerne i skumringen og observerer detaljer på vejen, hvilket antyder en vis nervøsitet og
spænding. Undervejs interagerer de med hinanden, måske med nervøs latter eller korte
samtaler, der viser deres bekymring.
•
Ankomst til Fronten:
•
Soldaterne når endelig artilleriets stillinger, hvor lyden af skud og vibrationerne fra
eksplosioner bliver mere og mere tydelige. Deres nervøsitet stiger, da de nærmer sig fronten,
og de begynder at indse de farer, der venter dem. De bemærker også det ændrede miljø
omkring dem, måske en slags elektrisk spænding i luften.
•
I Kampzonen:
•
Ved fronten bliver soldaterne mere opmærksomme på deres instinkter og føler sig mere som
dyr end mennesker i krigens kaos. De ser og hører de fjendtlige angreb, og deres kroppe
reagerer automatisk på farens nærhed. Atmosfæren beskrives som dystert, med tåge og
krudtrøg, der forstærker følelsen af usikkerhed og frygt.
Jegfortælleren hjælper en kamarat i at ikke at dø.
•
•
•
•
•
•
•
•
Opstilling af Forsvar:
Soldaterne begynder at arbejde på at opstille forsvarslinjer og pigtråd for at beskytte sig selv
og deres enhed mod fjendens angreb. Trods den farlige situation forsøger de stadig at finde
lidt trøst og hvile i hinandens selskab og i deres opgaver.
Kamp og Lidelse:
Kampen intensiveres, og soldaterne står over for alvorlige farer. De ser og hører lidelsen fra
sårede heste, hvilket påvirker dem dybt, og de føler medfølelse og afsky. Soldaterne er også
udsat for fjendens angreb og kæmper for at overleve i kaosset.
Tilbage til Position:
Efter kampen vender soldaterne tilbage til deres position og evaluerer tabene. Der er en
diskussion om at give en såret kammerat en nådefuld død, hvilket viser den menneskelige
side af soldaternes karakterer midt i krigens brutalitet.
Fortsat Rejse:
Soldaterne fortsætter deres rejse gennem det ødelagte landskab, og de forbliver
opmærksomme på fare undervejs. Selvom de forsøger at vende tilbage til en form for
normalitet, er de stadig på vagt og klar til at reagere på enhver trussel.
Fronten
Vi skal ud til fronten på skansearbejde. Da det er ved at blive mørkt, ruller lastbilerne
frem. Vi klatrer op. Det er en varm aften, og skumringen forekommer os som et klæde, vi
føler os godt tilpas i læ af. Skumringen slutter os nærmere sammen; selv den fedtede
Tjaden rækker mig en cigaret og giver ild.
Vi står ret op og ned ved siden af hinanden, tæt stuvede sammen. Ingen kan komme til at
sidde ned. Det er vi heller ikke forvænt med. Müller er for en gangs skyld endelig i godt
humør; han har sine nye støvler på.
Motorerne giver sig til at brumme, vognene klaprer og rasler. Vejene er opkørte og fulde af
huller. Der må ikke tændes lys, derfor rumler vi i, så at vi er ved at stå på hovedet ud af
vognen. Det foruroliger os ikke videre. Hvad kan der ske; en brækket arm er bedre end et
skud i maven, og der er mange, som ligefrem ønsker sig en sådan god lejlighed til at
komme hjem.
Ved siden af os kører ammunitionskolonnerne i en lang række. De har travlt, de kører
stadig forbi. Vi råber vittigheder over til dem, og de svarer.
En mur dukker frem. Den hører til et hus, som ligger noget borte fra vejen. Jeg spidser
pludselig ører. Tager jeg fejl? Atter hører jeg tydeligt hvæsen af gæs. Et blik hen til
Katczinsky – et blik fra ham; vi forstår hinanden.
,,Kat, jeg kan høre en, som aspirerer til kogekarret.“
Han nikker. „Den skal nok komme der, når vi først er tilbage. Jeg har lagt mærke til den."
Naturligvis har Kat lagt mærke til den. I tyve kilometers omkreds kender han sikkert hvert
eneste gåseben.
Vognene når artilleriets stillinger. Hvert batteri er kamufleret med buske mod flyverne, som
gjaldt det en art militær løvsalsfest. Disse løvhytter ville se lystige og fredelige ud, hvis der
ikke stod kanoner inde i dem.
Luften bliver diset af krudtrøg og tåge. Man smager krudtdampen bittert på tungen.
Skuddene brager, så vores vogn dirrer, ekkoet kommer rullende som en torden bagefter,
alt ryster omkring os. Vores ansigter forandrer sig umærkeligt. Vi skal ikke ud i
skyttegravene, kun på skansearbejde; men i hvert ansigt står det nu at læse: Her er
fronten, vi er i kampzonen.
Endnu er det ikke angst. Den, der så tit som vi har været ude i forreste linje, bliver
tykhudet. Kun de unge rekrutter er ophidsede. Kat belærer dem: „Det var en 30.5. Det kan
I høre, når skuddet går af; - nu kommer nedslaget lige straks."
Men den dumpe lyd af nedslaget trænger ikke herover. Den drukner i frontens mumlen.
Kat lytter ud i mørket:,,I nat bliver der brok i den."
Vi lytter alle. Fronten er urolig. Kropp siger: „Tommyerne skyder allerede.“ Man hører
tydeligt skuddene. Det er de engelske batterier, til højre for vores afsnit. De begynder en
time for tidligt. Hos os begynder de altid først klokken ti præcis.
„Hvad går der af dem,“ råber Müller,,,deres ure går nok for hurtigt.“
,,Der bliver brok i den," siger jeg,,,jeg kan mærke det i mine knogler.“ Kat trækker
skuldrene i vejret.
Ved siden af os drøner tre skud. Flammen skyder skråt op i tågen, skytset brummer og
dundrer. Det løber os koldt ned ad ryggen, og vi er glade for, at vi i morgen tidlig atter er
tilbage i barakkerne.
Vores ansigter er ikke blegere og ikke rødere end ellers; de er heller ikke mere spændte
eller mere slappe, og dog er de forandrede. Vi føler det, som om der er sluttet en elektrisk
strøm i vores blod. Det er ikke talemåder, det er en kendsgerning. Det er fronten,
bevidstheden om fronten, som slutter den kontakt. I samme øjeblik, som de første granater
piber, som luften flænges af skuddene,
vågner der i vores årer, vores hænder, vores øjne en spænding, så vi kryber sammen, en
luren, en stærkere vagtsomhed, en underlig animalsk smidighed. Med ét er legemet
ligesom på spring.
Ofte synes jeg, at det er den sprængte, vibrerende luft, som lydløst springer over på os,
eller at det er fronten selv, hvorfra der udstrømmer en elektricitet, som mobiliserer ukendte
nerver.
Hver gang sker der det samme: Vi kører af sted og er gnavne eller muntre soldater - så
kommer de første artilleristillinger, og straks får hvert ord i vores samtale en forandret
klang.
Når Kat står foran barakkerne og siger: „Der bliver brok i den –“ så er det blot hans
mening, og dermed basta · men når han siger det her, så virker sætningen som en bajonet
en måneskinsnat, den skærer glat gennem tankerne, den er nærmere inde på livet af os
og taler til dette underbevidste, som er vågnet i os, med en dunkel betydningsfuldhed –
„der bliver brok i den“. – Måske er det vores inderste, vores hemmeligste vilje til livet, som
skælver og rejser sig til forsvar.
For mig er fronten en uhyggelig malstrøm. Allerede langt fra den, i rolige vande, føler man
dragningen, som suger en til sig, langsomt, uundgåeligt.
Men fra jorden, fra luften strømmer en kraft os i møde, så vi sætter os til modstand - mest
fra jorden. For ingen betyder jorden så meget som for soldaten. Når han trykker sig ned
imod den, længe, heftigt, når han med ansigt og alle lemmer borer sig dybt ned i den i
dødsangst for ilden, så er den hans eneste ven, hans broder, hans moder, han stønner sin
frygt og sine skrig ned i dens tavshed og dens indre ro, den optager skrigene i sig, og så
slipper den ham atter fri til nye ti sekunder på liv og død, griber ham så igen og det mange
gange for evigt.
Jord - jord - jord!
Jord, med dine furer og huller og fordybninger, hvor man kan kaste sig ned og krybe
sammen! Jord, i rædslens krampe, i den sprængende ødelæggelse, eksplosionernes
dødelige larm gav du os den vældige bølge af genvundet liv
tilbage! Den sprængte tilværelse med dens rådvilde oprevethed flød i en strøm tilbage fra
dig, op igennem vores hænder, så vi, de reddede, gravede os ned i dig og i stum og
angstfuld lykke efter de overståede minutters rædsel bed os ind i dig med vores læber!
Inde i vores inderste farer vi ved det første drøn af granater flere tusind år tilbage med et
ryk. Det er dyrets instinkt, som vågner i os, som leder os og beskytter os. Instinktet er ikke
bevidst, det er meget hurtigere, meget sikrere, meget mere ufejlbarligt end bevidstheden.
Man kan ikke forklare det. Man går og tænker på ingenting - pludselig ligger man i et
jordhul, og granatsplinterne fyger hen over én – men man kan ikke huske, at man har hørt
granaterne komme eller har haft den tanke, at man ville kaste sig ned. Skulle man have
stolet på bevidste tanker, så havde man allerede været sprængt i stumper og stykker. Det
har været det andet i os, den forudseende anelse, som har revet os ned og reddet os,
uden at man forstår hvordan. Hvis der ikke fandtes instinkt, så var der ikke et levende
menneske mere på strækningen fra Flandern til Vogeserne.
Vi kører af sted som gnavne eller muntre soldater - vi kommer frem til kampzonen, hvor
fronten begynder, og straks er vi menneskedyr.
En kummerlig skov giver os læ. Vi kommer forbi gullaschkanonerne. Bag skoven stiger vi
af. Vognene farer tilbage. De skal hente os i morgen, før det bliver lyst.
Tåge og krudtrøg står i brysthøjde over engene. Månen skinner ned over det. På
landevejen drager tropperne af sted. Stålhjelmene skinner med matte reflekser i
månelyset. Hovederne og geværerne rager op over den hvide tåge, nikkende hoveder,
rokkende geværløb.
Længere fremme hører tågen op. Hovederne bliver til skikkelser; - våbenfrakker, bukser
og støvler kommer frem af tågen som af en mælkeagtig dam. De formerer kolonne.
Kolonnen marcherer ligeud, skikkelserne flyder sammen til en kile, man
skelner ikke mere de enkelte, kun en mørk kile skyder sig underligt op af tågedammen
med de svømmende hoveder og geværer. En kolonne – ikke mennesker.
På en tværvej kører let skyts og ammunitionsvogne af sted. Hestene har skinnende rygge i
måneskinnet, deres bevægelser er smukke, de kaster med hovedet, man ser øjnene lyne.
Kanonerne og vognene glider forbi foran månelandskabets udsvømmende baggrund,
rytterne med stålhjelmene ser ud som riddere fra en forsvunden tid, det er så underligt
smukt og gribende.
Vi maser os over mod ingeniørparken. Nogle af os læsser krumme, spidse jernstænger på
skuldrene, andre stikker glatte jernstokke gennem ruller af pigtråd og drager af sted med
dem. Byrderne er ubekvemme og tunge.
Terrænet bliver mere forrevet. Fra dem forude kommer advarsler: „Pas på, dybt granathul
til venstre“ – „Forsigtig, en grøft.“
Vores øjne er anspændte, vores fødder og jernstokke føler sig frem, før legemets vægt
følger efter. Med ét standser kolonnen; man jager ansigtet ind i forgængerens pigtrådsrulle
og skælder ud.
Nogle sønderskudte vogne ligger i vejen. En ny kommando. „Sluk alle cigaretter og piber."
- Vi er tæt ved skyttegravene.
Det er imidlertid blevet helt mørkt. Vi går uden om en lund og har så frontafsnittet foran os.
En ubestemt, rødlig lysning strækker sig langs hele fronten. Den er i stadig uro,
gennemkrydset af flammer fra batteriernes kanonmundinger. Lyskugler stiger til vejrs,
sølvhvide og røde kugler, som brister og regner ned i hvide, grønne og røde stjerner.
Franske raketter går til vejrs, folder en silkeskærm ud i luften og svæver langsomt ned. De
kaster et klart dagslys over alt. Skæret når helt over til os. Vi ser vores skygger aftegne sig
skarpt mod jorden. De holder sig svævende i flere minutter, før de er brændt ud. Straks
går nye til vejrs, overalt, og imellem dem atter de grønne, røde og blå.
„En køn suppedas,“ siger Kat.
Artilleriets torden forstærkes til en eneste dump drønen og opløser sig så igen i
batteriskydning. Maskingeværernes tørre takketakken skærer igennem. Oven over vores
hoveder er luften fyldt med en usynlig jagen, hylen, piben og hvislen. Det er de mindre
projektiler – men imellem dem bruser også de store kulkasser, de helt svære granater
gennem natten og slår ned langt bag os. De har en tudende, hæs og fjern røst som hjorte i
brunsttiden og går deres bane højt over de mindre projektilers hylen og piben.
Projektørerne begynder at afsøge den sorte himmel. De glider hen over den som
kæmpelinealer, der bliver tyndere ud imod spidsen. En enkelt står stille og dirrer kun
ganske svagt. Straks er der en anden henne ved den, de krydses, et stort insekt svirrer
imellem dem og forsøger at slippe bort: Flyveren. Han bliver usikker, blændet og tumler
rundt.
Vi rammer jernpælene ned med regelmæssige afstande. To mand står hele tiden og
holder på en rulle, de andre haler pigtråden ud af den. Det er den modbydelige pigtråd
med de lange, tætsiddende pigge. Jeg er ikke mere vant til det arbejde og river mig i
hånden.
Efter nogle timers forløb er vi færdige. Men vi har endnu god tid, til lastbilerne kommer. De
fleste af os lægger sig hen og sover. Jeg forsøger også på det. Men det bliver for koldt.
Man kan mærke, at vi er nær ved havet, man vågner stadig af kulde.
En enkelt gang falder jeg dog fast i søvn. Da jeg pludselig farer i vejret med et ryk, aner
jeg ikke, hvor jeg er. Jeg ser stjernerne, jeg ser raketterne og har et øjeblik det indtryk, at
jeg er faldet i søvn i haven under en fest. Jeg aner ikke, om det er morgen eller aften, jeg
ligger i dæmringens blege vugge og venter på bløde ord, som må komme, bløde og
gådefulde, - græder jeg? Jeg gnider øjnene, det er så sært, er jeg barn? Blød hud; - kun et
sekund varer det, så genkender jeg Katczinskys silhuet. Han sidder roligt, den gamle
rotte, og ryger på en pibe, en pibe med låg selvfølgelig. Da han opdager, at jeg er vågen,
siger han:,,Der blev du nok bange. Men det var kun et afsprængt tændrør. Det røg ind i
buskadset dér.“
Jeg sætter mig over ende; jeg føler mig så underlig alene. Det er godt, at Kat er der. Han
ser tankefuldt ud mod fronten og siger:,,Det er et rigtig nydeligt fyrværkeri, bare det ikke
var så farligt."
Det slår ned bag ved os. Et par rekrutter farer forskrækket op. Et par minutter efter slår det
atter ned hos os, nærmere end før. Kat banker sin pibe ud. „Der bliver brand i den."
Det er allerede brudt løs. Vi kravler væk, så godt vi kan i hastværket. Det næste skud er
allerede slået ned mellem os.
Et par af folkene skriger. I horisonten stiger grønne raketter. Møget flyver i vejret,
granatsplinterne svirrer om ørerne på os. Man hører dem endnu smælde mod jorden, når
braget af nedslagene for længst er hørt op.
Ved siden af os ligger en forskræmt rekrut, en lyshåret dreng, ikke andet. Han har presset
ansigtet ned i hænderne. Hans hjelm er trillet et stykke bort. Jeg fisker den over til mig og
vil sætte den på hovedet af ham igen. Han ser i vejret, støder til hjelmen og kryber som et
barn, med hovedet under min arm, tæt ved mit bryst. De smalle skuldre skælver. Skuldre
ligesom Kemmerichs.
Jeg lader ham skøtte sig selv. Men for at hjelmen i det mindste kan gøre nogen nytte,
stiller jeg den på hans bagdel – ikke for at gøre grin, men med fuldt overlæg, for det er jo
det højeste punkt, og selv om der også sidder tykt kød der, så gør skuddene, som går
derind, dog så forbandet ondt, og desuden kommer man til at ligge månedsvis på maven i
lazarettet, og bagefter kommer man temmelig sikkert til at halte.
Der må have været nogle vældige fuldtræffere i nærheden. Man hører skrig mellem
nedslagene.
Endelig bliver det roligt. Ilden er fejet hen over os og ligger nu over de sidste
reserveskyttegrave. Vi vover at se op. Røde raketter farer hen over himlen. Der kommer
sagtens et angreb.
Hos os er det stadig roligt. Jeg sætter mig over ende og rusker rekrutten i skulderen.,,Nå,
dengse, nu er det forbi! Nu er det gået godt en gang til!"
Han ser sig forstyrret omkring. Jeg siger til ham: „Det vænner man sig til.“ Han opdager sin
hjelm og sætter den på. Langsomt kommer han til sig selv. Pludselig bliver han ildrød i
hovedet og sætter en forlegen mine op. Forsigtigt fører han hånden bagud og ser forpint
på mig. Jeg forstår det straks: kanonfeber. Så burde jeg vel egentlig ikke have anbragt
hjelmen dér, – men jeg trøster ham dog:,,Det er der ikke noget ondt i, det er passeret for
langt anderledes karle end dig, at de har fået bukserne fulde, når de fik ilddåben. Gå om
bag den busk der og smid dine underbukser væk. Så er du af med det."
Han lusker bort. Det bliver mere stille, men skriget hører ikke op. „Hvad er der mon i vejen,
Albert?“ spørger jeg.
,,Et par af kolonnerne har fået fuldtræffere."
Skriget bliver ved. Det er ikke mennesker; de kan ikke skrige så frygteligt. Kat
siger:,,Sårede heste."
Jeg har aldrig før hørt heste skrige og kan dårligt tro det. Det er alverdens pine, det er
selveste det martrede liv, en vild og grufuld smerte, som stønner derovre. Vi er helt blege.
Detering retter sig i vejret. „Skyd dem dog ned, I rakkerpukler.“
Han er bonde og fortrolig med heste. Det stikker ham i hjertet. Og som om det var med
vilje, tier bombardementet nu næsten. Desto tydeligere bliver hestenes skrig. Man aner
ikke mere, hvorfra det kommer, i det stille, sølvlyse landskab, det er usynligt,
spøgelsesagtigt, det lyder overalt, mellem himmel og jord, det vokser uhyggeligt. Detering bliver rasende og brøler: „Skyd dem dog ned, skyd dem dog ned for satan."
,,De må da først have tid til at hente folk," siger Kat.
Vi rejser os og leder efter, hvor stedet er. Hvis man kunne få øje på dyrene, ville det være
lettere at holde det ud. Meyer har en kikkert med. Vi ser en mørk gruppe sygepassere med
bårer og nogle større, sorte klumper, som bevæger sig. Det er de sårede heste. Men ikke
alle. Nogle galoperer længere borte, styrter sammen, rejser sig og render videre. På en af
dem er bugen flænset op, og tarmene hænger langt ud. Den snubler i dem og styrter,
alligevel kommer den på benene igen.
Detering river geværet af skulderen og sigter. Kat giver det et slag i vejret. „Er du
splittergal?"
Detering kommer til at ryste over hele kroppen og kaster geværet fra sig på jorden.
Vi sætter os hen og holder os for ørerne. Men denne forfærdelige klagen og stønnen og
jamren trænger igennem, den trænger igennem overalt.
Vi kan alle sammen tåle en del. Men her springer sveden frem. Man kunne have lyst til at
rejse sig og løbe bort, lige meget hvorhen, bare for ikke mere at høre skrigene. På den
anden side er det jo ikke mennesker – kun heste.
Bårerne løser sig atter ud af den mørke klynge. Så knalder nogle enkelte skud. Klumperne
farer sammen og bliver fladere. Endelig! Men det er ikke forbi endnu. Folkene kan ikke
komme hen i nærheden af de sårede dyr, som flygter i angst med mulerne på vid gab af
smerte. En af skyggerne knæler ned, et skud – en hest bryder sammen - endnu en. Den
sidste støtter sig på forbenene og drejer sig i kreds som en karrusel, siddende drejer den
sig i ring på de stramme forben, velsagtens med knust ryg. Soldaten løber hen og skyder
den ned. Langsomt, ydmygt segner den om.
—
Vi tager hænderne fra ørerne. Skriget er forstummet. Kun et langtrukkent, døende suk
hænger endnu i luften. Så er der igen kun raketterne, granathylet og stjernerne, og det er
næsten underligt.
Ikke et øjeblik for tidligt. Mørket bliver vanvittigt. Det ryster og brager. Noget, der er
mørkere end natten, raser med kæmpepukler løs imod os og hen over os. Ilden fra
eksplosionerne kaster glimtende skær over kirkegården.
Der er ikke nogen udvej noget sted. Når granaterne lyser op, forsøger jeg at få et blik over
engene. De ligner et oprørt hav, eksplosionernes stikflammer springer frem som fontæner.
Det er udelukket, at nogen slipper bort den vej.
Skoven forsvinder, den bliver knækket, flænset, knust. Vi må blive her på kirkegården.
Foran os brister jorden. Det regner med jordklumper. Jeg mærker et ryk. Mit ærme er
flænset af en granatsplint. Jeg knytter næven. Ingen smerter. Men det beroliger mig ikke,
sår smerter næsten altid først senere. Jeg føler hen over armen. Den er skrabet, men hel.
Da slår det mod min hjerneskal, så min bevidsthed svømmer hen. Jeg har tanker hurtige
som lyn: Besvim nu ikke, synk bare hen i alt det sorte rod og kom til klarhed så hurtigt som
muligt. En granatsplint er knaldet mod min hjelm, den kom så langt borte fra, at den ikke
slog igennem. Jeg tørrer snavset ud af øjnene. Foran mig er der pløjet et hul, jeg ser det
kun utydeligt. Granater har ikke let ved at træffe det samme hul igen, så det vil jeg ned i.
Med et sæt kryber jeg frem, lang og flad som en fisk, hen over jorden, – da piber det igen,
hurtigt kryber jeg sammen, griber efter dækning, mærker noget til venstre, presser mig hen
ved siden af det, det giver efter, jeg stønner, jorden revner, lufttrykket tordner i mine ører,
jeg kryber under det, som giver efter, dækker det over mig, det er træ, tøj, dækning,
dækning, en ynkværdig dækning mod granatsplinter, som ryger
om os.
mine fingre klamrer sig fast i et ærme, en arm. En såret? Jeg
Jeg åbner øjnene; skriger til ham - intet svar
—
en død. Min hånd rager videre, i træsplinter - så husker
jeg, at vi ligger på kirkegården.
Men ilden er stærkere end alt andet. Den døver fornuften, jeg kryber bare dybere ned
under kisten, den skal dække mig, og det om så selve døden ligger i den.
bedre at krybe ud og ligge oppe foroven end her, hvor gassen samler sig mest. Men det
kommer vi dog ikke til; den næste ildregn tager fat. Det er, som om det ikke mere er
projektilerne, der brøler; det er, som om det er jorden selv, der tordner. Med et brag suser
noget sort ned til os. Det slår ned lige ved siden af os: en kiste, som slynges gennem
luften.
Jeg ser Kat bevæge sig, og jeg kryber også selv over. Kisten har ramt den fjerde i vores
granathul på hans udstrakte arm. Manden forsøger med den anden hånd at rive
gasmasken af. Kropp griber rettidigt ind, bøjer hans hånd hårdt om på ryggen og holder
den fast.
Kat og jeg giver os i lag med at frigøre den sårede arm. Kistelåget er løst og revnet, vi kan
med største lethed rive det af, den døde kaster vi ud, han falder ned i hullet som en sæk,
så prøver vi på at få bunden løs.
Til alt held besvimer manden, og Albert kan hjælpe os. Nu behøver vi ikke mere at være
så forsigtige, og vi arbejder så godt vi kan, til kisten med et dybt suk giver efter for vores
spader.
Det er blevet lysere. Kat tager et stykke af låget, lægger det under den knuste arm, og vi
binder alle vores forbindspakker om. Mere kan vi ikke gøre i øjeblikket. Mit hoved suser og
drøner i gasmasken, det er lige ved at revne. Lungerne er overanstrengte, de indånder
kun den samme hede og forbrugte luft igen og igen, årerne i tindingerne svulmer, man tror
man skal kvæles.
Gråt lys siver ned til os. Blæst fejer ind over kirkegården. Jeg skubber mig op over
granathullets rand. I den smudsige dæmring ligger der et afrevet ben foran mig, støvlen er
fuldkommen hel, jeg ser det alt sammen ganske tydeligt i øjeblikket. Men nu rejser der sig
en mand nogle meter længere fremme, jeg pudser øjenglassene; de dugges nemlig straks
igen, så ophidset er jeg; jeg stirrer over mod ham - manden derovre bærer ikke gasmaske
mere.
—
Endnu venter jeg nogle sekunder – han styrter ikke sammen, han ser sig
undersøgende omkring og gør nogle skridt – blæsten har fordrevet gassen, luften er fri så river også jeg rallende masken af og synker sammen. Som koldt vand strømmer luften
ind i mig, øjnene er, som om de skulle briste, bølgen overskyller mig og opsluger mig, så
jeg glemmer alt.
Nedslagene er hørt op. Jeg vender mig om mod granathullet og vinker ad de andre. De
klatrer frem og river maskerne af. Vi tager fat i den sårede, en tager om hans arm, der jo
er lagt i skinne. Så stavrer vi hastigt bort.
Kirkegården er hærget. Kister og lig ligger dryssede rundt om. De er blevet dræbt én gang
til, men hver eneste en af dem, som er blevet lemlæstet, har reddet en
af os.
Gærdet er ødelagt, skinnerne på feltbanen derovre revet op, de bøjer lige i vejret. Foran
os ligger der nogen. Vi standser, kun Kropp går videre med den sårede.
Det er en rekrut, han, som ligger der på jorden. Hans hofte er oversmurt med blod; han er
så udmattet, at jeg griber efter min feltflaske, hvor jeg har rom med te i. Kat holder min
hånd tilbage og bøjer sig ned over ham: „Hvor er du blevet ramt, kammerat?"
Han bevæger øjnene; han er for svag til at svare.
Vi skærer forsigtigt bukserne op. Han stønner.,,Rolig, rolig, du skal se, det går nok."
Hvis han har fået et skud i maven, må han ikke få noget at drikke. Han har ikke kastet
noget op, det er gunstigt. Vi blotter hoften. Den er en eneste grød af kød og bensplinter.
Leddet er ramt. Han kommer aldrig mere til at gå, den dreng.
Jeg stryger ham med en fugtig finger over tindingen og giver ham en slurk. Der kommer
bevægelse i hans øjne. Først nu opdager vi, at også højre arm bløder.
Kat river to forbindspakker i så brede strimler som muligt, så de kan dække såret. Jeg
søger efter noget stof for at svøbe det løst omkring ham. Vi har ikke mere noget selv,
derfor sprætter jeg den såredes bukseben endnu længere op for at kunne tage et stykke af
hans underbukser. Men han har ingen. Jeg ser nøjere på ham; det er den lyshårede dreng
fra før.
Kat har imidlertid i lommerne hos en af de døde fundet endnu en forbindspakke, og den
lægger vi forsigtigt over såret. Jeg siger til knægten, som ufravendt ser på os:,,Nu henter
vi en båre."
Da åbner han munden og hvisker: „Åh, bliv her.“
Kat siger:,,Vi kommer jo lige straks igen. Vi skal hen og hente en båre til dig." Man kan
ikke vide, om han har forstået det; han klynker bag ved os som et barn: „Åh, I må ikke gå
fra mig.“
Kat ser sig om og hvisker:,,Mon man ikke simpelthen skulle tage en revolver og få en ende
på det?"
Rekrutten vil næppe overleve transporten, og allerhøjst kan han endnu holde nogle dage.
Men alt, hvad han hidtil har lidt, bliver for intet at regne med det, der kommer, inden han
dør. Endnu er han bedøvet og føler ingenting. For hver time vil han imidlertid mere og
mere blive et skrigende bundt af utålelige smerter. De dage, han endnu kan leve i,
kommer til at betyde én eneste lang, rasende smerte. Og hvem gavner det, om han skal
lide eller ikke?
Jeg nikker.,,Jo, Kat, man skulle tage en revolver.“
,,Kom med den," siger han og bliver stående. Han er fast besluttet på det, jeg kan se det.
Vi ser os om, men vi er ikke alene mere. Foran os samler der sig en hel
skare, hoveder dukker op af granathuller og skyttegrave.
Vi henter en båre.
Kat ryster på hovedet.,,Sådanne unge fyre." - Han gentager det: „Lutter jomfruer.“
Vores tab er ringere, end man skulle tro – fem døde og otte sårede. Det var kun et kort
ildoverfald. To af vores døde ligger i en af de oppløjede grave; vi behøver blot at kaste
dem til.
Vi går tilbage. Tavse går vi i gåsegang bagefter hinanden. De sårede bliver bragt til
forbindsstationen. Morgenen er overskyet, sygepasserne løber med sedler og numre. De
lemlæstede klynker. Det begynder at regne.
Efter en times forløb har vi nået vores vogne og klatrer op. Nu er der bedre plads end før.
Regnen bliver stærkere. Vi breder presenninger ud og lægger dem over vores hoveder.
Vandet trommer ned på dem. På siderne strømmer et gitter af regn. Vognene plasker
gennem hullerne, og vi vugger i halvsøvne frem og tilbage.
To mand foran i vognen har lange, gaffelformede kæppe med. De passer på
telefontrådene, som hænger tværs over vejene, så dybt at de kan rive hovederne af os.
Begge mændene fanger dem rettidigt med de gaffelformede kæppe og løfter dem hen
over os. Vi hører deres råb:,,Pas på – telefontråd,“ og i halvsøvne går vi ned i knæbøjning
og retter os atter op.
Monotont vakler vognene, monotont kommer råbene, monotont siler regnen. Den siler ned
over hovederne på os, ned over hovederne på de døde foran, ned over hovedet på den
lille rekrut med såret, der er alt for stort til hans hofte, den siler ned over Kemmerichs grav,
den siler over vores hjerter.
Et brag lyder i nærheden. Vi farer op, øjnene er spændt, hænderne igen parat til at svinge
kroppene ud over vognens sider ned i landevejsgrøften.
Der kommer ikke mere. Kun de monotone råb: „,Pas på – telefontråde,“ – vi går i knæ - vi
døser atter i halvsøvne.
Referat af kapitel 5 af bogen intet nyt fra vestfronten
Underoverskrift: Lus
Kapitel 6 - Rotter
Soldaterne hører rygter om, at der snart vil være en stor angreb.
De bliver sendt til fronten tidligere end forventet.
På vejen ser de en ødelagt skole med mange nye kister udenfor.
Soldaterne indser, at kisterne er til dem selv, hvilket gør dem nervøse.
Der er travlhed og forberedelser på begge sider af fronten.
Der er problemer med deres eget skyts, som nogle gange rammer dem selv.
Soldaterne lever i konstant frygt og usikkerhed.
De oplever, at tilfældighederne ved krigen er ubehagelige og farlige.
Rotter plager dem i skyttegravene, hvilket gør situationen endnu mere uhyggelig.
Soldater forsøger at bekæmpe rotter i skyttegravene.
En soldat hænger en tynd tråd op i loftet med en brødpakke bundet til det.
Opdager en fed rotte ridende på brødet om natten.
Soldaterne skærer det gnavede brød af og lægger det på gulvet.
Soldaterne angriber rotterne med spader og lommelygter.
Angrebene gentages flere gange, men stopper pludselig.
Rotterne æder resterne af brødet.
I et tilstødende afsnit angriber rotterne to katte og en hund.
Soldaterne får ejdammerost og rom som rationer.
De er mistænksomme over for disse gaver.
Resten af dagen bruges på at skyde efter rotter eller slappe af.
Forråd af ammunition og håndgranater opbygges.
Bajonetter kontrolleres for ekstra farlighed
Nogle soldater finder deres kammerater, som er blevet dræbt på grusom vis med særlige bajonetter, der har skåret deres næser af og stukket øjnene ud.
Disse farlige bajonetter bliver fjernet, og soldaterne får andre i stedet.
Bajonetten er ikke længere så vigtig i kamp, fordi soldaterne foretrækker at bruge håndgranater og spader, som er lettere og mere effektive våben.
Der er gasangreb om natten, men intet sker, og soldaterne venter nervøst med deres gasmasker på.
Soldaterne er trætte og bekymrede, og en af dem, Kat, er ikke længere så morsom som før.
Kun en soldat, Tjaden, er optimistisk og tror, at alt vil være som normalt.
Dagene går uden større hændelser, og soldaterne begynder at undre sig over, hvad der egentlig sker.
Soldaterne er trætte om natten og kæmper for at holde sig vågne, mens de venter på deres afløsning.
Der er ingen fjendtlig aktivitet, kun lyden af fjendens køretøjer i det fjerne.
Himlen er fyldt med balloner, der bruges til observation.
Der tales om, at fjenden vil bruge tanks og fly, men soldaterne er mere bekymrede over fjendens nye flammekastere.
Om natten vågner soldaterne op til lyden af eksplosioner og intens bombardement.
Soldaterne søger dækning i skyttegravene og sikrer deres ejendele.
Nogle af de nye soldater bliver syge af frygt og kaster op.
Ved daggry aftager eksplosionerne, og morgenen begynder.
Der er kaos og ødelæggelse, og nogle steder bliver til massegrave.
Afløsningerne kommer, og de nye soldater er bange og dækket af snavs.
Nogle soldater prøver at spise noget, mens andre, især de nye, græder af chok.
Rekrutterne ser på deres leder, der begynder at mimre med læberne, og de bekymrer sig for, at det kan sprede sig.
Der er stadig intens ild rundt omkring, og det ser ud til, at angrebet snart vil begynde.
Eksplosionerne fortsætter, og soldaterne bliver langsomt døve af larmen.
Deres skyttegrav er delvist ødelagt af granater, og de må grave sig ud af jorden.
Kompagnichefen rapporterer, at to løbegrave er forsvundet, hvilket beroliger rekrutterne, da de ser ham.
Der tales om at hente mad til soldaterne senere på aftenen, hvilket giver dem lidt håb.
Forsøg på at hente maden fejler, og selvom flere forsøger, lykkes det ikke at komme igennem ilden.
Soldaterne spænder livremmen ind og forsøger at tygge deres mad grundigt, men det er stadig ikke nok, og deres maver skriger af sult.
En soldat gemmer en skorpe til senere og tygger på den langsomt for at dæmpe sin sult.
Soldaterne har en søvnløs nat, hvor de stirrer ud i luften, føler mangel på vand og fortryder at have spildt brød, som rotter havde gnavet af.
En massiv rotteopstand skaber kaos i skyttegraven tidligt om morgenen, hvor rotter flygter ind i graven, hvilket fører til skrig, banden og kamp i flere timer.
Trods udmattelse og kaos vender soldaterne tilbage til ventepositionen.
En underofficer bringer brød til soldaterne, hvilket blev hentet trods fjendens ild.
En rekrut lider af en psykisk nedbrydning og forsøger at forlade skyttegraven ved middagstid, hvilket vækker bekymring hos de andre soldater.
Soldaterne forsøger at berolige en rekrut, der lider af et anfald af skyttegravsangst og ønsker desperat at komme ud i det fri.
Da han bliver voldsom, må de andre soldater gribe ind og holde ham fast for at forhindre ham i at løbe væk.
Rekrutten er ude af stand til at lytte og kæmper voldsomt, men soldaterne er nødt til at gribe ind for hans egen sikkerhed.
Situationen skræmmer de andre soldater, der er bange for at blive levende begravet under bombardementet.
Pludselig bliver der ramt af en fuldtræffer i skyttegraven, hvilket skaber kaos og panik. Heldigvis er det en mindre eksplosion, men det giver stadig stor frygt.
Effekten af bomben forværrer den allerede dårlige stemning, og flere soldater bliver urolige og oplever symptomer på angst.
En anden rekrut begynder også at larme, og en tredje forsøger at flygte, hvilket skaber endnu mere uro blandt soldaterne.
En af de erfarne soldater overvejer at skyde den flygtende rekrut for at stoppe ham.
En granat eksploderer i nærheden, og soldaten smider sig ned for at undgå de glødende granatsplinter og kødstumper.
En af rekrutterne viser tegn på forvirring og vildfarelse og løber hovedet imod væggen som en buk. Soldaterne binder ham midlertidigt for at forhindre ham i at skade sig selv.
Soldaterne forsøger at distrahere sig selv med et spil sjavs, men spændingen fra bombardementet gør det umuligt at fokusere på spillet.
De føler en dødelig spænding og frygt, der skærer som en kniv langs rygraden, og de er bange for det uberegnelige.
Pludselig stopper nedslagene i nærheden, og skyttegraven er midlertidigt fri for ild. Soldaterne griber deres håndgranater og springer ud af skyttegraven.
De opdager, at angrebet er i gang, og selvom området ser øde ud, opdager de fjendtlige stålhjelme og maskingeværer i nærheden.
Soldaterne ser fjenden storme mod dem, og deres artilleri og maskingeværer går i aktion for at forsvare positionen.
Haie og Kropp begynder at kaste håndgranater mod fjenden, og de har trænet deres kasteteknik for at være mest effektive.
De opdager, at fjenden er franskmænd, og de lider allerede tab, når de når frem til pigtrådsforhugningen.
En fransk soldat bliver fanget i pigtråden og mister sine hænder, mens han prøver at bede.
Mens de trækker sig tilbage, ser soldaten en fjendtlig soldat med mørkt skæg og uhyggelige øjne. Han er nødt til at kaste en håndgranat mod ham.
Soldaterne trækker sig tilbage, mens de kaster håndgranater for at sikre deres flugt. Maskingeværerne fra den næste stilling overtager forsvaret.
Soldaterne føler sig som farlige dyr, der kæmper for deres overlevelse, og de kaster ikke granater mod mennesker, men mod døden, der jager dem.
Soldaterne føler sig befriet fra afmagten og kan nu forsvare sig imod døden med vanvittigt raseri og livsbegær.
De kaster håndgranater mod fjenden og føler sig som landevejsrøvere, drevet af angst, raseri og livsvilje.
Fjendens forreste skyttegrave opgives, da de er skudt i stykker af modstandens granater.
Soldaterne oplever en hed eftermiddag, hvor sveden og blodet flyder, mens de fortsætter kampen.
De angriber fjenden igen, støttet af deres artilleri, og oplever voldsomme tab på begge sider.
En soldat ser en underkorporal få hovedet revet af, men han fortsætter alligevel nogle skridt, før han falder.
Trods ønsket om at vende om og søge sikkerhed, må soldaterne fortsætte kampen og vende tilbage til rædslerne i frontlinjen.
Soldaterne hører rygter om et forestående stort angreb og bliver sendt til fronten tidligere end forventet.
På vejen ser de en ødelagt skole med mange nye kister udenfor, som de indser er til dem selv, hvilket gør dem nervøse.
Der er travlhed og forberedelser på begge sider af fronten, men der er problemer med eget skyts, der nogle gange rammer dem selv.
Soldaterne lever i konstant frygt og usikkerhed, og oplever tilfældighederne ved krigen som ubehagelige og farlige.
Rotter plager dem i skyttegravene, og soldaterne forsøger at bekæmpe dem.
Der sker gasangreb om natten, men intet sker, og soldaterne venter nervøst med deres gasmasker på.
Soldaterne oplever intens bombardement og eksplosioner om natten, og søger dækning i skyttegravene.
Nogle af de nye soldater bliver syge af frygt og kaster op.
Ved daggry aftager eksplosionerne, men der er kaos og ødelæggelse, og nogle steder bliver til massegrave.
Afløsningerne kommer, og de nye soldater er bange og dækket af snavs.
Der er ingen fjendtlig aktivitet om natten, kun lyden af fjendens køretøjer i det fjerne.
Soldaterne når frem til de fjendtlige stillinger under forfølgelse og lider få tab, selvom de er tæt på fjenderne.
Et maskingevær bryder ud, men bliver stoppet af en håndgranat, og soldaterne når næsten samtidig frem til de flygtende fjender.
Under angreb, udfører soldaterne effektive kamphandlinger, herunder slående en fjende med kolben i ansigtet og nedstikkende andre, inden de får chancen for at kaste håndgranater.
Soldaterne tager hurtigt konserves fra fjendens stillinger og hviler sig derefter.
Corned-beef er berømt langs fronten og ses som en luksus, da soldaterne normalt sulter.
Haie har også fået fat i et franskbrød, som han gemmer til senere, til trods for at det er blodigt i den ene ende.
Forplejningen hos fjenden er betydeligt bedre end for soldaterne på deres side, og det at være mæt er lige så værdifuldt som at være i god dækning.
Tjaden har skaffet to feltflasker med cognac, som soldaterne deler.
Soldaten oplever erindringer og følelser af svaghed og forvirring efter angrebet, herunder en stærk erindring om en sommeraften ved en domkirke, der forstyrrer hans sind, indtil det bliver overskygget af lyset fra en lyskugle.
Soldaten reflekterer over minderne om en poppelallé, som de elskede som børn. Den stærke tiltrækning til naturen og stilheden omkring dem påvirker stadig hans sind.
Erindringerne er altid stille og taler til ham uden ord, hvilket forstærker deres kraft og indflydelse på ham.
Soldaten finder det ubegribeligt, at erindringerne er så stille, da der ved fronten aldrig er stilhed, og selv lydene fra krigen forfølger dem selv i de bageste depoter.
Stilheden vækker mere sorg end længsel, da den minder dem om en verden, der er forbi, og en tid, hvor de var forbundet med deres jeg og hinanden.
I kasernegården vækkede minderne en følelse af oprørsk begær, da de var forbundet med deres identitet som soldater og minder om fællesskabet med deres kammerater.
Soldaten reflekterer over tabet af ungdommens følelse af forbindelse med landskabet og verden omkring dem. Selv hvis de fik deres ungdoms landskab tilbage, ville de ikke længere føle sig knyttet til det på samme måde.
Den følelse af broderskab mellem tingene og ens eget jeg, som de oplevede i ungdommen, er nu forsvundet. De føler sig mere som turister i deres eget landskab, uden den samme dybe forbindelse.
Soldaten beskriver en følelse af ensomhed og tab, både som børn og som erfarne voksne. De føler sig rå, melankolske og overfladiske, og de føler sig fortabte.
Soldaten beskriver den uhyggelige tåge, der omgiver de døde, og det nøgne billede af fortvivlelse, som det sender ham.
Trods sin længsel efter varm mad må soldaten tvinge sig til at vente, indtil han bliver afløst.
Soldaten beskriver rutinen ved fronten, hvor angreb og modangreb veksler, og antallet af døde stiger. De sårede, der ikke er for langt væk, kan de for det meste hente ned til sig, men mange må blive liggende, og de hører dem dø.
-Soldaterne søger efter en kammerat, som tilsyneladende ligger skjult og skriger om hjælp. De spekulerer i, hvilken type sår han kan have, og hvorfor de ikke kan finde ham.
Trods gentagne forsøg på at finde ham, flytter hans stemme sig hele tiden, hvilket gør det svært at lokalisere ham.
Der bliver tilbudt belønning til den, der finder ham, men søgningen er forgæves, og en soldat mister endda sin øreflip i processen.
Soldaterne hører ham skrige om hjælp og senere tale med sin kone og børn. Senere begynder han at græde, og til sidst bliver han stille, men stadig stønner han hele natten.
Døde soldater ligger ubegravede i varmen, og deres legemer hæver sig op på grund af gassen indeni. Soldaterne lider af ildebefindende og opkastninger på grund af den ubehagelige lugt.
Om natten begynder soldaterne at lede efter kobberringe omkring granaterne og silkeskærme fra franske lyskugler, som de finder værdifulde. Haie vil sende ringene til sin forlovede i stedet for strømpebånd, hvilket får de andre til at le og gøre grin med situationen.
Soldaterne fortsætter med at diskutere Haies plan om at sende granatringene til sin forlovede i stedet for strømpebånd. Tjaden udtrykker en humoristisk kommentar om at "lege røvklap" med ringene, hvilket får Haie til at føle sig stolt over sin forlovedes popularitet.
Silkeskærmene fra de franske lyskugler bliver brugt til forskellige formål. Nogle soldater sender dem hjem til deres kvinder som gaver, mens andre bruger dem som lommetørklæder.
Der bemærkes, at selvom silkeskærmene virker uskyldige, er det farligt at hente dem på slagmarken på grund af livsfare. Soldaterne reflekterer over, hvordan kvinderne derhjemme ville reagere, hvis de vidste, hvilken risiko der blev taget for at skaffe disse små stykker stof.
Kat overrasker Tjaden, der forsøger at fjerne ringene fra en blindgænger. Heldet er med Tjaden, da blindgængeren ikke eksploderer.
Soldaterne observerer to citronsommerfugle, der leger foran skyttegraven, hvilket virker paradoksalt midt i krigen. Sommerfuglene sætter sig endda på et kraniums tænder for at hvile ud.
Rotter i skyttegraven bliver nedlagt af soldaterne, der glæder sig over at være fri for dem. Rotterne bliver en kilde til underholdning.
Kampflyvninger tolereres, men observationsflyvninger resulterer i artilleriild, der dræber flere soldater, herunder sygepassere. Nogle af de døde bliver sprængt i stykker på en måde, der gør genkendelse vanskelig.
De døde bliver midlertidigt lagt i et granathul, hvor der nu er tre lag af lig.
Pludselig genoptages ilden, og soldaterne er igen fanget i en anspændt og uvirksom forventning.
Angreb, modangreb, fremstød, modstød - disse er blot ord, men de indbefatter så meget mere. Mange soldater går tabt, især rekrutter.
På afsnittet bliver afdelingerne fyldt op med nye rekrutter fra de seneste udskrivninger. Disse rekrutter er unge og uerfarne, med kun en teoretisk uddannelse inden de sendes i felten.
De nye rekrutter mangler praktisk erfaring og forståelse af terrænet. De har svært ved at søge dækning og genkende farer.
Manglende erfaring resulterer i unødvendige tab, da de ikke kan skelne mellem farlige og ufarlige projektiler.
Rekrutterne bliver revet op af krigen og har svært ved at reagere på fare. De søger sammen i stedet for at flygte, og selv de sårede bliver angrebet af flyvemaskiner som på en harejagt.
Disse unge soldater, med deres blege ansigter og ynkelige tapperhed, kæmper videre på trods af deres skræk. Deres døde ansigter ligner dem af døde børn med deres udtryksløshed.
Synet af de unge og uerfarne rekrutter, der løber frem og falder, vækker både ønsket om at straffe dem for deres dumhed og ønsket om at beskytte dem og bære dem væk fra krigen.
Mange rekrutter falder, nogle gange op til fem til ti for hver erfaren soldat.
Et uventet gasangreb dræber mange rekrutter, der ikke har forstået farens omfang og derfor fjerner deres gasmasker for tidligt.
Forfatteren støder på Himmelstoss i en skyttegrav og opdager, at han simulerer et såret for at undgå at deltage i fremstødet.
Forfatteren bliver rasende over Himmelstoss' handlinger og tvinger ham til at deltage. Himmelstoss reagerer med frygt og trækker sig tilbage som en skræmt hund.
Forfatteren griber Himmelstoss og tvinger ham til at deltage i fremstødet ved at bruge vold og trusler.
Selvom Himmelstoss modstod først, reagerer han hurtigt på en løjtnants kommando og deltager i angrebet.
Trods de forfærdelige forhold og udmattelsen holder soldaterne oppe af tanken om, at der er nogen endnu svagere og mere hjælpeløse end dem selv.
I de korte pauser mellem kamphandlingerne underviser de mere erfarne soldater de nye rekrutter i at undgå farer som miner og granater for at øge deres overlevelseschancer.
Soldaterne trænes i at genkende lyden af farlige fjendtlige våben og undervises i forskellige taktikker for at overleve i kampen.
Trods deres lydhørhed og vilje til at lære begår de nye soldater ofte fejl under kampens stress og spænding.
Haie Westhus lider af alvorlige sår, der får ham til at stønne af smerte, mens han bider tænderne sammen.
Soldaterne oplever gruopvækkende syn af krigens konsekvenser, herunder alvorlige kvæstelser og lemlæstelser.
Selvom livet synes at gå videre med solop- og nedgange, er det fuld af død og ødelæggelse.
Selvom de forsvarer jorden, de ligger på, mod overmagten, ligger der en død soldat på hver meter.
Afløsningerne bringer ingen lettelse, da soldaterne forbliver på vagt og reagerer på faretrusler som telefontråde.
Soldaterne ankommer til en afskedsceremoni, hvor træerne allerede viser tegn på efterårets komme.
Folkene i halvskumringen råber op numrene på regimenterne og kompagnierne, og en lille skare af soldater træder frem.
Kompagnichefen, med sin arm i bind, overlever og råber efter deres kompagni, men hans stemme når ikke ud til dem, der er ude i granathullerne eller på lazaretterne.
En optælling af de tilstedeværende soldater afslører en markant reduktion i antallet fra de 150, der marcherede ud, til blot 32 tilbage i andet kompagni.
Stemningen er dyster og præget af kold morgenluft og de mange tabte kammerater.
Forberedelse til Kamp
Soldaterne hører rygter om, at der snart vil være en stor angreb. De bliver sendt til fronten tidligere end
forventet. På vejen ser de en ødelagt skole med mange nye kister udenfor. Soldaterne indser, at kisterne er til
dem selv, hvilket gør dem nervøse.
Forberedelser på Fronten
Der er travlhed og forberedelser på begge sider af fronten. Der er problemer med deres eget skyts, som nogle
gange rammer dem selv. Soldaterne lever i konstant frygt og usikkerhed. De oplever, at tilfældighederne ved
krigen er ubehagelige og farlige.
Rotteplagen
Rotter plager dem i skyttegravene, hvilket gør situationen endnu mere uhyggelig. Soldater forsøger at
bekæmpe rotterne i skyttegravene. En soldat hænger en tynd tråd op i loftet med en brødpakke bundet til det.
Opdager en fed rotte ridende på brødet om natten. Soldaterne skærer det gnavede brød af og lægger det på
gulvet. Soldaterne angriber rotterne med spader og lommelygter. Angrebene gentages flere gange, men
stopper pludselig. Rotterne æder resterne af brødet.
Livet i Skyttegraven
I et tilstødende afsnit angriber rotterne to katte og en hund. Soldaterne får ejdammerost og rom som rationer.
De er mistænksomme over for disse gaver. Resten af dagen bruges på at skyde efter rotter eller slappe af.
Forråd af ammunition og håndgranater opbygges. Bajonetter kontrolleres for ekstra farlighed. Nogle soldater
finder deres kammerater, som er blevet dræbt på grusom vis med særlige bajonetter, der har skåret deres
næser af og stukket øjnene ud. Disse farlige bajonetter bliver fjernet, og soldaterne får andre i stedet.
Bajonetten er ikke længere så vigtig i kamp, fordi soldaterne foretrækker at bruge håndgranater og spader,
som er lettere og mere effektive våben.
Nattlige Trusler og Mørke Tanker
Der er gasangreb om natten, men intet sker, og soldaterne venter nervøst med deres gasmasker på. Soldaterne
er trætte og bekymrede, og en af dem, Kat, er ikke længere så morsom som før. Kun en soldat, Tjaden, er
optimistisk og tror, at alt vil være som normalt. Dagene går uden større hændelser, og soldaterne begynder at
undre sig over, hvad der egentlig sker.
Forventningens Angst
Soldaterne er trætte om natten og kæmper for at holde sig vågne, mens de venter på deres afløsning. Der er
ingen fjendtlig aktivitet, kun lyden af fjendens køretøjer i det fjerne. Himlen er fyldt med balloner, der
bruges til observation. Der tales om, at fjenden vil bruge tanks og fly, men soldaterne er mere bekymrede
over fjendens nye flammekastere.
Kaos og Uvished
Om natten vågner soldaterne op til lyden af eksplosioner og intens bombardement. Soldaterne søger dækning
i skyttegravene og sikrer deres ejendele. Nogle af de nye soldater bliver syge af frygt og kaster op. Ved
daggry aftager eksplosionerne, og morgenen begynder. Der er kaos og ødelæggelse, og nogle steder bliver til
massegrave.
Forsøg på Normalitet
Afløsningerne kommer, og de nye soldater er bange og dækket af snavs. Nogle soldater prøver at spise
noget, mens andre, især de nye, græder af chok. Rekrutterne ser på deres leder, der begynder at mimre med
læberne, og de bekymrer sig for, at det kan sprede sig. Der er stadig intens ild rundt omkring, og det ser ud
til, at angrebet snart vil begynde.
Sult og Kaos
Eksplosionerne fortsætter, og soldaterne bliver langsomt døve af larmen. Deres skyttegrav er delvist ødelagt
af granater, og de må grave sig ud af jorden. Kompagnichefen rapporterer, at to løbegrave er forsvundet,
hvilket beroliger rekrutterne, da de ser ham. Der tales om at hente mad til soldaterne senere på aftenen, hvilket giver dem lidt håb.
Frygtens Greb
Forsøg på at hente maden fejler, og selvom flere forsøger, lykkes det ikke at komme igennem ilden. Soldaterne spænder
livremmen ind og forsøger at tygge deres mad grundigt, men det er stadig ikke nok, og deres maver skriger af sult. En
soldat gemmer en skorpe til senere og tygger på den langsomt for at dæmpe sin sult.
Udmattelse og Rotteoprør
Soldaterne har en søvnløs nat, hvor de stirrer ud i luften, føler mangel på vand og fortryder at have spildt brød, som
rotter havde gnavet af. En massiv rotteopstand skaber kaos i skyttegraven tidligt om morgenen, hvor
rotter flygter ind i graven, hvilket fører til skrig, banden og kamp i flere timer.
Tilbage til Ventepositionen
Trods udmattelse og kaos vender soldaterne tilbage til ventepositionen. En underofficer bringer
brød til soldaterne, hvilket blev hentet trods fjendens ild. En rekrut lider af en psykisk nedbrydning
og forsøger at forlade skyttegraven ved middagstid, hvilket vækker bekymring hos de andre
soldater.
Kampens Intensitet Stiger
Soldaterne griber håndgranaterne og springer ud af skyttegraven, da angrebet begynder.
De opdager fjendtlige stålhjelme og maskingeværer i nærheden og ser fjenden storme
mod dem. Trods frygten reagerer de med voldsomt forsvar og kaster håndgranater mod
fjenden.
Soldaternes Udkæmpelse af Kampen
Soldaterne føler sig som farlige dyr, der kæmper for deres overlevelse, og de kaster ikke
granater mod mennesker, men mod døden, der jager dem. De føler sig befriet fra
afmagten og kan nu forsvare sig imod døden med vanvittigt raseri og livsbegær.
Beslutsomme Handlinger i Kampens Hede
Haie og Kropp begynder at kaste håndgranater mod fjenden, og de har trænet deres
kasteteknik for at være mest effektive. De opdager, at fjenden lider allerede tab, når de når
frem til pigtrådsforhugningen. En fransk soldat bliver fanget i pigtråden og mister sine
hænder, mens han prøver at bede.
Tilbagetrækning og Efterdønninger af Kampen
Soldaterne trækker sig tilbage, mens de kaster håndgranater for at sikre deres flugt.
Maskingeværerne fra den næste stilling overtager forsvaret. De føler sig som
landevejsrøvere, drevet af angst, raseri og livsvilje.
Refleksioner over Kampens Eftervirkninger
Soldaterne oplever en hed eftermiddag, hvor sveden og blodet flyder, mens de fortsætter
kampen. De ser deres kammerater falde og lider selv under krigens gru. Trods ønsket om
at vende om og søge sikkerhed, må soldaterne fortsætte kampen og vende tilbage til
rædslerne i frontlinjen.
Rygter om et Stort Angreb og Forberedelse til Kamp
Soldaterne hører rygter om et forestående stort angreb og bliver sendt til fronten tidligere
end forventet. På vejen ser de en ødelagt skole med mange nye kister udenfor, som de
indser er til dem selv, hvilket gør dem nervøse.
Forberedelser til Den Næste Kamp
Der er travlhed og forberedelser på begge sider af fronten, men der er problemer med
eget skyts, der nogle gange rammer dem selv. Soldaterne lever i konstant frygt og
usikkerhed, og oplever tilfældighederne ved krigen som ubehagelige og farlige.
Krigens Rædsler: Et Interview med Paul Baumer
Af journalistgruppen ved fronten
Journalister: Vi står her ved frontlinjen, hvor vi netop har haft muligheden for at interviewe Paul
Baumer, en ung tysk soldat, om hans oplevelser og tanker i krigens helvede.
Journalister: Paul, kan du fortælle os lidt om, hvordan det er at være i krig?
Paul Baumer: Det er svært at beskrive, hvor forfærdeligt det er. Man kan ikke forberede sig på den
voldsomhed og kaos, der er ved fronten. Man er konstant i frygt, aldrig sikker på, om man vil
overleve dagen.
Journalister: Hvad har du konkret oplevet her ved fronten?
Paul Baumer: Jeg har set mine kammerater blive dræbt for mine øjne. Jeg har selv været tæt på
døden flere gange. Granater der eksploderer tæt på, gasangreb om natten - det er en konstant kamp
for at overleve.
Journalister: Hvordan påvirker det dig at være så tæt på døden hele tiden?
Paul Baumer: Det er som om, man mister en del af sig selv hver gang man ser en kammerat falde.
Man bliver nødt til at undertrykke sine følelser for at kunne klare det. Det er ikke nemt at leve med.
Journalister: Hvad tænker du på, når du ikke er i kamp?
Paul Baumer: Jeg tænker på mit hjem, min familie. På alt det, jeg har mistet ved at være her. Jeg
drømmer om en fremtid uden krig, uden død og ødelæggelse.
Journalister: Hvordan holder du ud i denne håbløse situation?
Paul Baumer: Jeg ved det ærligt talt ikke. Måske er det håbet om, at en dag vil krigen ende, og at
jeg kan vende tilbage til et normalt liv. Men lige nu er det kun overlevelse der tæller.
Journalister: Det var en hjerteskærende samtale med Paul Baumer, der som så mange andre
soldater kæmper en ulige kamp ved fronten. Vi håber, at verden vil lære af krigens gru og søge fred
og forsoning frem for konflikt og ødelæggelse.
Gruppe: Esther, Alfred og Anna
Reportage fra Vestfronten
Krigens Rædsler: Et Interview med Paul Baumer
Af journalistgruppen ved Vestfronten
Journalister: Vi står her ved frontlinjen, hvor vi netop har haft muligheden for at interviewe Paul
Baumer, en ung tysk soldat, om hans oplevelser og tanker i krigens helvede.
Journalister: Paul, kan du fortælle os lidt om, hvordan det er at være i krig?
Paul Baumer: Det er svært at beskrive, hvor forfærdeligt det er. Man kan ikke forberede sig på den
voldsomhed og kaos, der er ved fronten. Man er konstant i frygt, aldrig sikker på, om man vil
overleve dagen.
Vi ankom til vestfronten. Det første der overvældede os, var den kraftige lugt af krudtslam. Når vi
kigger rundt på omgivelserne, er det hele ødelagt. Vi befinder os nu i en skyttegrav sammen med en
masse sårede soldater, som alle sammen bare sidder og venter på at dø. Der er en meget trykket
stemning hernede, alle er overvældede, men vi prøver at holde hovedet koldt, samtidig med at vi
kan høre de mange skrig fra de sårede soldater. Vi kan mærke at der er en konstant frygt, men
alligevel er der ikke tid til at tænke på noget for det hele går så hurtigt. Man skal være klar og på
vagt, hvis man mister koncentrationen bare et lille øjeblik, så kan der være tale om liv eller død. Det
her handler om overlevelse.
For enden af skyttegraven sidder hvad der ligner en dreng, han er presset helt op ad gravens
sidevæg. Vi kan se at han ryster og er bange. Ned ad hans ansigt løber en sammenblanding af sved
og blod. Hans hår er klamt, det skinner og ser klæbrigt ud. Vi nærmer os drengen, jo nærmere vi
kommer jo mere såret er han. Om hans ben er en grøn trøje, som snart er helt mørkegrøn, bundet
stramt. Dette er formegentlig et mislykket forsøg på at holde blodet inde i benet. Vi ser ham i
øjnene, men han ser lige igennem, og der lyder en underlig kvælende lyd, hvorefter der løber en
hvidlig væske ud af munden på ham. Der var intet vi kunne gøre. Han døde lige for øjnene af os. Vi
måtte væk for vi kunne ikke tåle at være til stede mere, så vi besluttede os for at søge beskyttelse i
et opholdsrum.
Midt i alt virvaret, på vej væk fra skyttegravene møder vi en soldat ved navn Poul Baumer, han
fortæller os
Journalister: Så Paul Baumer. Hvad har du konkret oplevet her ved vestfronten?
Paul Baumer: Angreb, modangreb, fremstød, modstød - disse er blot ord, men de indbefatter så
meget mere. Mange soldater går tabt, især rekrutter. Jeg har så set mine kammerater blive dræbt for
i mine øjne. Flere har prøvet at flygte, da de blev urolige og oplevede symptomer af angst. Der var
kaos og sult og mest af alt frygt og usikkerhed. Jeg har selv været tæt på døden flere gange.
Granater der eksploderer tæt på, gasangreb om natten - det er en konstant kamp for at overleve.
Journalister: Hvordan påvirkede det dig at være så tæt på døden hele tiden?
Paul Baumer: Det er som om man mister en del af sig selv hver gang man ser en kammerat falde.
Man bliver nødt til at udtrykke sine følelser for at kunne klare det. Det er ikke nemt at leve med....
Efter nået tid er man blevet helt følelsesløs. Det er kun instinkterne der arbejder for en. Hvis vi ikke
var blevet sådan der havde vi gået under af alle smerterne. Det er der allerede nogen der har gjort.
Journalister: Hvad tænker du på, når du ikke er i kamp?
Paul Baumer: Jeg tænker på mit hjem, min familie. På alt det, jeg har mistet ved at være her. Jeg
drømmer om en fremtid uden krig, uden død og ødelæggelse.
Journalister: Hvordan holder du ud i denne håbløse situation?
Paul Baumer: Jeg ved det ærligt talt ikke. Måske er det håbet om, at en dag vil krigen ende, da vi
lige har været i krig og også oplevet en artilleriangreb. Jeg håber jeg kan vende tilbage til et normalt
liv. Men lige nu er det kun overlevelse der tæller.
Journalister: Hvordan overlever man et artilleriangreb?
Paul Baumer: Under et artilleriangreb skal man først høre efter hvor angrebet slår ned. Om det er en
trussel eller ej. Hvis det er en trussel, skal man skynde sig til det bombesikre rum. Hvis man ikke
kan nå det, skal man falde til jorden så hurtigt som muligt i en bestemt stilling så man minimerer
rystelserne. Men de farligste granater er shrapnel granater. De eksploderer med nådesløse
jernsplinter i alle retninger og er meget grusomme. Jeg har set mange dø af granatsplinter.
Det hele virker så surrealistisk. Vi kan ikke finde hoved eller hale på noget, alt er så ødelagt. Man
skal være meget opmærksom med hvor man træder, for man ved aldrig hvor der er nedgravet
granater eller om man glider i de mange, kødstumper der ligger spredt overalt, som sten på en
sandstrand.