Anja Otterstrøm: Sportsbutik
Jeg besluttede mig for, at Jeg ville tage en tur til Rødovre Centrum. Jeg havde ikke været der i
mange år. Faktisk havde Jeg slet ikke været i Rødovre siden skilsmissen, men nu havde jeg taget en
fridag midt i ugen, og under morgenkaffen var det faldet mig ind, at jeg ville se, om der stadig så ud
som dengang. Rødovre Centrum skulle ikke være så svært at finde, det ligger som en stor klods
midt i Rødovre, jeg plejede bare at gå henne fra højhusene og op langs Tårnvej, men nu sad jeg i
bilen med Krak-kortet og havde besvær med at få drejet af ved de rigtige kryds. Da jeg kom ind i
centeret, kunne jeg med det samme se, at springvandet på torvet var væk, og det forbløffede mig en
del. Det havde altid været det, jeg orienterede mig efter. Da jeg var barn, havde springvandet været
vores mødested, hvis vi var blevet væk fra hinanden. Min lillebror lærte at sige springvand, før han
kunne sige softice, netop af den årsag. Automatisk søgte jeg efter noget, jeg kendte, men meget af
det, jeg kunne huske fra dengang, fandtes ikke længere. Jeg havde nok forestillet mig, at jeg ville
føle mig lidt mere hjemme her. Men jeg følte mig bare fremmed. Jeg gik lidt rundt på må og få. Jeg
besluttede mig for at se, om chokoladebutikken i det mindste stadig var der. På vej derover faldt mit
blik på en lille pige, der sad inde mellem to kurvestativer med bolde og sokker. Jeg kunne se, at hun
sad og snøftede, det gav nogle ryk i hendes små skuldre. Jeg bukkede mig ned for at høre, om hun
var blevet væk fra sine forældre. Jeg tog om hendes små, buttede hænder. Jeg havde svært ved at
bedømme hendes alder, det er ikke så let med sådan nogle størrelser, men hun var vel omkring de
fem år. "Er du blevet væk?" spurgte jeg. "Nej," hikkede hun. "Men hvorfor sidder du så her og
græder?" "Fordi min mor og far er blevet væk." Hun kiggede op på mig og holdt op med at snøfte.
Jeg spurgte, om hendes forældre mon var inde i sportsbutikken. Hun trak på skuldrene. Jeg spurgte
også, om de plejede at mødes ved springvandet, hvis de var blevet væk fra hinanden. "Hvad for et
springvand?" spurgte hun. Vi gik ind i butikken og ledte, men hun kunne ikke se sine forældre. Vi
kiggede i prøverummene og mellem tøjstativerne. Jeg gik op til ekspedienten og bad hende om at
efterlyse pigens forældre i centeret. Så fandt jeg en pakke rosiner i min taske, sådan en har jeg altid
på mig, hvis jeg skulle gå sukkerkold. Hun satte sig på gulvet og gik i gang med rosinerne, mens
hun trillede med et par tennisbolde. Mens vi ventede, gik jeg rundt og så mig omkring. Jeg må
ærligt indrømme, at jeg ikke føler mig så meget hjemme i en sportsbutik. For jeg synes, at sådan
nogle butikker er for alle andre end mig. Men et eller andet skulle jeg jo fordrive tiden med, så jeg
fandt en kurv med nogle sko på tilbud og overvejede, om jeg måske kunne bruge sådan et par til
haven. Mens jeg stod og kiggede i kassen, kom en mand hen og begyndte også at rode. Han søgte
lidt mere målrettet end jeg. Jeg syntes, jeg havde set ham ude på torvet, der hvor springvandet ikke
længere var. Det forekom mig, at vi havde haft øjenkontakt, men jeg var ikke helt sikker på, om det
var ham. Han løftede flere par sko op og lagde dem så ned igen. "Det er sidste års modeller," sagde
han. "Ja, det ser sådan ud," sagde jeg. "Man må vist op og betale fuld pris, hvis det skal være med
den nye gel." "Tja, der er vist ikke andet for." Han rettede sig op, han var en høj og veltrænet mand,
kunne jeg se. Der var ikke meget ølvom over ham, i hvert fald. Han tog endnu en sko op og
studerede den fra siden, så bukkede han den og satte tommelfingeren ned i hælen på den. Han så
meget professionel ud med alle sine velovervejede bevægelser, der var et eller andet ved de
bevægelser, som jeg godt kunne lide. Jeg tog den sko, der lå øverst i kurven og satte
tommelfingeren ned i hælen, ligesom han gjorde, og rystede på hovedet. "De er til landevej, dem
her," sagde han. Han så mig i øjnene med et roligt blik. Instinktivt sugede jeg maven ind. Ovre i
hjørnet sad pigen stadig og spiste rosiner, mens hun af og til kiggede over på mig. Jeg havde en
fornemmelse af, at hun følte sig tryg ved, at jeg var der. Manden gik over til de andre løbesko. De
fyldte hele bagvæggen og var sat op i lange rækker, nærmest som en slags kunstudstilling. Igen tog
han en sko og underkastede den et grundigt eftersyn. Jeg gik over til ham. Når han bøjede
1
skosnuden ind mod hælen, fik hans overarme sådan nogle pæne kurver. "Nå, du skal måske over i
creme de la creme-modellerne?" spurgte jeg. "Det kan man måske godt sige," sagde han. Han
smilede. "Jeg skal i hvert fald finde et par, der kan holde til en god omgang syretræning på bane."
"Jah, der skal jo noget til mod sådan en omgang syre." "Det er bare noget, der siger bang i benene,"
sagde han. "For tiden har jeg det mest i maven." "I maven?" "Hvis jeg har spist for meget lakrids
eller syltede agurker. Også kaffe. Dårlige vaner." Jeg tog en sko ned, som havde en flot gul
neonstribe på siden. "Det er vist en ret bred model den der" sagde han. "Jeg har ret brede fødder,"
sagde jeg. Jeg bed mig i tungen. Satte hurtigt skoen på plads igen. Så rakte jeg ud efter en magen til
den, han stod med. "Løber du så alene eller hvad?" spurgte jeg. "For det meste. Og så et par gange
om ugen i Rødovre Atletikklub." Han havde sat sig med det ene knæ på gulvet og var ved at snøre
løbeskoen. Da han havde fået den på, løb han et par gange frem og tilbage. Jeg tog mine briller op i
panden. Han løb tæt forbi mig, jeg rettede mig helt op. Jeg tænkte på, om jeg havde taget parfume
på i morges. "Løber du så rundt her i Rødovre?" spurgte jeg. "Damhussøen." "Jamen, det er sørme
da også en pæn tur." Pigen havde åbenbart fået spist de sidste rosiner. Jeg kunne se, at hun smed
rosinpakken på gulvet. Hun kom over til mig og spurgte, om jeg havde flere rosiner. Jeg fandt et
stykke tyggegummi til hende. Så klatrede hun op på en kondicykel og forsøgte at få pedalerne i
gang. "Kan du huske, hvilken butik, der lå her før i tiden?" spurgte jeg. "Har der ligget andet end en
sportsbutik?" "Ja. Måske var det den der dyrehandler. Med et stort akvarium, lige når man kom ind,
du ved, med guldfiskene." "Måske. Det ved jeg ikke noget om," sagde han. Jeg tog skoen på. Det
føltes mærkeligt at have sådan en sag på fødderne. "Du kunne vel ikke lige tage et kig på denne
her," spurgte jeg. "Sidder den godt?" Han kiggede på sit ur. Så bukkede han sig ned og satte
tommelfingeren yderst i spidsen af skoen. "Der skal være glidetillæg." "Glidetillæg?" "Ja, i hvert
fald en halvanden centimeter." "Ok." Mens han sad der og holdt om min fod, kunne jeg se hans
solbrændte nakke. Han havde nogle helt små, fine hår på huden. Jeg lagde min hånd på hans nakke.
Han kiggede op på mig. "Du må nok have fat i en ekspedient," sagde han. Han rejste sig og gik over
mod kassen med skotøjsæsken. Jeg rev et par solbriller ned fra hylden og gik over til disken og
fandt min pung frem. Mens han betalte, tog jeg min egen sko på igen. "Nå, det blev så ikke til
løbesko i dag?" spurgte han. "Nej, jeg tror godt, de gamle kan holde lidt endnu." Han smilede først
til mig og så til den unge ekspedient. Jeg kunne ikke helt lide den måde, han smilede til hende på.
Mens han betalte, spurgte jeg, om han så snart skulle ud og løbe rundt om Damhussøen igen. "Jeg
skal da ud og løbe dem her til," sagde han og klappede på skotøjsæsken. "Ja, det er altid skønt med
et par nye sko," sagde jeg. Jeg tænkte på, hvordan jeg om lidt ville få øje på cafeen ovre på den
anden side og sige, at vi måske kunne bruge en kop kaffe oven på alt den prøven sko. Måske kunne
man ligefrem tillade sig at bestille et glas hvidvin, selvom det var midt på dagen? Han strøg hånden
gennem håret. "Hun er sød, dit barnebarn," sagde han så og nikkede over mod pigen, idet han gik
hen mod udgangen. "Mit hvad?" "Barnebarn." "Barnebarn?" "Ja, pigen derhenne." "Hvad?" Han
kastede igen et blik over på ekspedienten, som fulgte dialogen fra sin plads bag disken. Den lille
pige fulgte os med øjnene. "Hun er bare en, der er blevet væk," sagde jeg. "Nå." "Ja." Så gik jeg ud
af butikken med hurtige skridt. Idiot. Jeg så mig ikke tilbage, selvom Jeg kunne høre pigen begynde
at græde og råbe efter mig. Først i bilen opdagede Jeg, at Jeg havde glemt at betale for solbrillerne.
Anja Otterstrøm: Sportsbutik. I: Anja Otterstrøm: Enebørn. Rosenkilde Bahnhof, 2010.
2