Du HAR JO VÆRET ude på landet? Du har set, hvor fiollede folk bliver, når de ser en stokrose og et stråtag. Hænderne slår de sammen, blikket bliver blankere, stemmen lysere. Det er lykken, siger de til hinanden og knækker sig en kæp at slå med, når de går hen ad grusvejen. Her skulle man altid bo, siger de. Her er fred og ingen fare, sikke meget tid der er på landet, børnene er gladere, dagene er længere, solen skinner ligesom mere, hyldebusken hælder over gærdet, så man kan brygge sig både blomsterdrik og suppe. Jo, her, siger de og standser eftertænksomt og ser ud over fi ordens blå vand i det fierne, her skulle man jo virkelig bo. Sådan sagde min far — og så så han på min mor, og før jeg nåede at tænke, om jeg syntes om ideen, var vi flyttet fra byen og ud på landet. Her boede vi så i et gammelt bondehus under et knudret piletræ. Der var meget lavt til loftet, så min far slog hovedet temmelig tit, og huset var virkelig utæt, men det, sagde min far, var den sundeste slags hus 143 PIA JUUL i verden. De topisolerede huse havde fanden skabt, sagde han. Desuden var det godt med lidt udluftning, for brændeovnen osede. Ja, ja, du ved vel hvad du gør, sagde min mor, da vi flyttede. Da han solgte bilen ved samme lejlighed, sagde hun det samme. Hun smilele lidt, men jeg mærkede nok, at hun ikke kun syntes, det var sjovt. Sælge bilen, når man havde allermest brug for den'? Men det gik da en tid, lige til det blev vinter. Vi havde cykler. På landet var meget anderledes. Her opdagede jeg for eksempel ordet straf. Ikke fordi folk gik rundt i træsko og 4gde „straf', men jeg havde aldrig før tænkt, at stt•af var noget, man kunne støde på, andet end i fængsler eller i historier fra gamle dage. I sangtimen legede vi en sangleg, hvor man kunne dumme sig. Så var man død og måtte gå ud af legen. Da Freddy døde, råbte han øv. Han lo imens; øv var jo sådan noget, man sagde. Men så tog fru Rasmussen ham så hårdt i armen, at han straks begyndte at Ihalke højt, og kylede ham hen i et hjørne af sanglokalet, hvor han pænt kun.ne skamme sig i resten af timen og hulke færdig. Jeg var straks klar over, at her var tale om straf. På grund af et øv. Sådan havde det ikke været i byen. byen havde jeg også kørt med bus, men aldrig med skolebus, og det fik jeg nu lov til hver dag i lang, lang tid. Her blev larmende drenge konsekvent 144 Ude på landet fN smidt af bussen. „Så kan du gå hjem. og lære at holde mund!" råbte chaufføren. Hvad hvis de ikke var gået frivilligt ud af bussen, havde chaufføren så smidt dem korporligt ud? Jeg fik det aldrig at vide. De var uvorne, men når de skulle straffes, lystrede de uden at kny. Jeg lagde mig på knæ på bagsædet og stirrede efter den formastelige, der blev mindre og mindre i vejkanten, mens vi kørte videre. Helt interessant kunne det være at larme lidt en dag og prøve at blive sat af. Men jeg turde nu ikke. På landet kan man alverdens ting. Min far ville have køkkenhave og gravede et kæmpe stykke jord, men så glemte han det en tid, og spaden stod i al slags vejr ude midt i bedet. I byen havde vi bOet anderledes. Mere ordentligt. Der havde vi ikke haft så meget plads, og ingen have, og min mor ryddede op. Men nu havde hun et arbejde der tog meget tid, og der blev underlig rodet alle vegne. Min far så det ikke, men min mor så det. Hun begyndte at råbe; det var også nyt. Endnu et nyt ord, jeg lærte på landet, var skyld. „Det er også din skyld!" råbte hun til min far, når hun troede, jeg sov. Min far råbte knap så højt, men han råbte også lidt. Han kunne jo ikke rydde op, når han ikke syntes, der var rodet. Det var meget svært for dem at blive enige. På landet lærte jeg også at skamme mig. Det 145 PIA JUUL Ude på landet krævede ingen øvelse, det gav sig selv. Jeg havde en vane med at vandre rundt i købmandens butik og kigge alle hylderne grundigt efter for sjove ting. Det kan være svært at forstå i dag, hvordan det tog tid, men det gjorde det. Købmanden lod mig være, og jeg knugede en eller anden mønt i lommen, som jeg bare ville købe noget for. Ikke fordi jeg havde brug for det, det var ren og skær købetrang; én gang tog jeg for eksempel en smuk lille flaske med skruelåg og finl etiket og stillede på disken. „Hvad er det egentlig for noget?" spurgte jeg. „Det er sådan noget brillantine, som mænd putter i håret!" svarede købmanden venligt. „Tak, den tager jeg," sagde jeg uden at blinke. Jeg havde jo råd, og måske ville min far begynde at bruge brillantine? Det ville han ikke, o senere smed jeg flasken ud. Det var ikke dengang,' jeg skammede mig, det var først ved en senere l.jlighed. Når jeg sådan gik og svedte mellem hylderne, hændte det, at jeg stod i en usynlig lomme. Ingen ved disken tænkte over, at . jeg stod der, tit vidste kun købmanden det, og på den måde hørte jeg Dåde et og andet om landsbyens beboere, som jei åske ikke skulle have hørt; de havde jo glemt, je 'rar der, eller vidste det ikke. Jeg kendte godt Hans Christian fra Kohavegården, der lå lige uden for byen. Han havde fire døtre i skolen, og de var alle sammen kønne og lyshå- rede og gik i røde kjoler. Jeg drømte hemmeligt om at være som dem, og deres far var også interessant. Han var landmand, en høj og bred og vejrbidt mand, solbrændt og rynket om øjnene, buldrende og leende, aktiv i stort set alle landsbyens foreninger, selv menighedsrådet. Nu havde min far det med at gå i kirke af og til. Ikke noget han belemrede min mor og mig med; somme tider var han bare væk, når vi stod op om søndagen, og så var han altså gået i kirke. Nogle gange havde han rundstykker med, når han kom hjem; det var det bedste ved den ting. Jeg tror ikke, jeg kan forklare, hvor rodet r vi havde det i vores bondehus, for jeg så det egentlig lige så lidt som min far gjorde. Men sådan en formiddag efter kirketid, hvor vi sad og spiste rundstykkerne, bankede det pludselig på stuedøren. Det var noget, vi alle tre havde det lidt svært med; på landet var der ingen dørklokker, og ingen bankede på hoveddøren. Man gik ind ad køkkendøren eller bagdøren uden at banke, stillede skoene og bankede på den næste dør. Og her sad min mor og jeg i nattøj i et rod, min far og jeg ikke kunne se, og lige pludselig stod den store Hans Christian i stuen. Undskyld, jeg forstyrrer, sagde han, men da var det sandelig for sent. Han havde gået sig en rask tur efter kirke, og nu var der noget, han ville drøfte med min far. Min mor og jeg flygtede ud af stuen. 146 147 PIA JUUL Senere fortalte min far, at Hans Christian ville have ham ind i menighedsrådet, men han fik ikke fortalt særlig meget om det, for samtidig måtte han modtage en syndflod af eder og forbandelser fra min mor på grund af rodet, der var hans skyld, og som Hans Christian nu oven i købet havde set, og nu var det da sket med den smule anseelse, vi muligvis havde på stedet. Og så stod jeg altså en dag mellem købmandens hylder og svedte og overvejede at købe nogle sorthvide postkort med motiver fra landsbyen, taget på en grå regnvejrsdag, et af mejeriet, et af kirken og et af hovedgaden med vandpytter. De lå i en brun papæske, man selv måtte åbne. Mens jeg overvejede dem, opdagede jeg, at det var Hans Christians buldrende stemme der lød omme fra disken. Han og købmanden talte om menighedsrådet, hvor købmandens kone også sad. Så faldt min fars navn. I samme sekund tænkte jeg, at jeg måtte træde frem og give mig til kende for at forhindre dem i at snakke videre, men allerede efter det, sekund var det for sent. Hans Christian havde bemærket, hvor rodet vi havde det, min mor havde haft ret. Men den sjove historie havde jeg ikke været vidne til. Hans Christian kunne næsten ikke få den fortalt, sådan grinede han. Købmanden der næsten aldrig vovede at lufte sin egen mening om noget som 148 Ude på landet helst, lo faktisk lidt med, så det måtte være en særlig sjov historie. Da Hans Christian havde talt med min far den søndag, havde de rejst sig fra spisebordet, og min far var kommet til at rage et rundstykke på gulvet. Ligesom i tanker, og til Hans Christians store forbløffelse, havde min far ikke samlet det op, men havde sparket til det, for at få det af vejen. Som de grinede, købmanden og Hans Christian. Købmanden måtte have glemt mig. Jeg stod og brændte bag hylderne og vidste hverken ud eller ind, om jeg skulle vente eller bare styrte ud af butikken. Men det var ikke slut. For nogle dage efter var Hans Christian åbenbart kommet igen for at tale videre med min far. Da han gik ind i stuen, var han ved at falde over noget, der lå på gulvet. Og så var det ... Rundstykket? foreslog købmanden halvkvalt af latter. Og det var det. Nu var min skam så stor, at det hele kunne være lige meget. Jeg stak et par af postkortene i jakkelommen og gik frem fra hylderne, hørte latteren forstumme, men så ikke på dem, nåede frem til døren og slap ud. Solen brændte, der var ingen skyer oppe; vejen støvede. Der var så dejligt ude på landet.