Uploaded by malthe.roikjaer

Rosa-Parks-Sydstatskongresmænd-1955-1956 (1)

advertisement
L
1
ilitik og
at føre sammenslutninge
programmer udç livet i Kongressen og i
e) Udvalget vedrørende internationale
enkeitstaternes oe lokale myndigheanliggender skal beskæftige sig med
ders lovgivende forn1inger;
den internationale udvikling vor nation
er stillet overfor og sammenslutningens
b) Borgerrettighedsualget skal overdrages pligten til og ksvaret for at forbindelser med den internationale
assistere hovedbestyrelsenqed, så snart fagbevægelse.
f) Uddannelsesudvalget skal fremme
som muligt, effektivt at indføçdet prinikkecip, som er fastslået i lovene
den størst mulige forståelse hos fagfor
diskriminering, i overensstenelse eningsmedlemmer for sammenslutnin
gens mål; skal understøtte tilsluttede
med disse love.
c) Udvalget til politisk opdragelse sk fagforeninger i at udvikle deres egne
overdrages pligten til og ansvaret for at \undervisningsprogrammer...
Det sociale sikkerhedsudvalg skal
støtte hovedbestyrelsen i at imødekomme behovet for sund politisk opdragel- hakansvaret for at give vejledning og
se og for at gennemføre den effektive oplysN.ig inden for social sikring og
iværksættelse al de formål, som er fast- velfærds’ktoren.
slået i disse love om at tilskynde arbej- h) Udvalge\for økonomisk politik har
til opgave aKanvise programmer og
dere til at lade sig registrere og stemme,
at gøre fuld brug af deres rettigheder og retningslinier f3j at fremme velstand,
pligter som borgere og at spille deres fuld beskæftigels og den fulde udnyt
retmæssige rolle i byens, enkeltstatens telse af vore ressourcer.
og det nationale politiske liv.
Iç
(5 1
\
Rosa Parksfårtagetfingeraftiyk
iforb. m. arrestationen 1. dec.
1955.
alle sæderne var optaget. Men der var ét
tomt sæde midt i, den del afbussen, vi
havde lov at bruge så længe, der ikke
var nogen hvide, der ville sidde ned.
Reglen var, at hvis den forreste del blev
fyldt op og en hvid kom for at sætte sig
midt i, måtte vi alle sammen rejse os op
og stå omme bag i. En mand sad ved
vinduet, så jeg satte mig ved siden af
ham. På den anden side af midtergan
gen var der to kvinder. Jeg tænkte så
mænd bare på at komme hjem og få
gjort mit arbejde.
Selvfølgelig, dajeg stod på bussen, lag
de jeg mærke til chaufføren og gen
kendte ham, som en der nogen år før,
jeg tror omkring 1943, havde smidt mig
ud af bussen, fordi jeg havde nægtet at
lægge min betaling foran og så gå om
bag i for at stå på. Det var en anden
regel, de havde, og nogle gange, når
man nåede om ved bagdøren, startede
—
5. Rosa Parks om busboykotten i Alabama
Den 1. december 1955 nægtede Rosa Parks en syerske fra Montgomery’s sorte bydel at over
lade sin plads i bussen til en hvid mand. Her beskriver hun selv episoden, som startede bus
boykotten i Mongomery.
—
ø
—
Kilde: Martin Luther King, Jr. Documentary. Montgomery to Memphis. Editor: Flip Schulke.
W.W. Norton. New York 1976.
Jeg havde arbejdet hele dagen i Mont
gomery’s varehus. Dajeg tog fra arbej
de den aften og kom ud al varehuset, fik
jeg øje på en Cieveland Avenue-bus,
som var helt overfyldt, og nårjeg skulle
med bussen, ville jeg godt have det så
rart som muligt, så jeg tog ikke den bus.
Jeg gik over gaden til apoteket og købte
et par ting, fordi jeg havde ondt i nak
18
ken og over skuldrene al at bruge pres
sen på arbejdet. Dajeg vendte tilbage
over gaden til busstoppestedet, lagde
jeg mærke til en anden bus, som nær
mede sig, og jeg så ikke nogen stå om
me bagi. Men dajeg endelig kom frem
til bussens dør, var der stået nogle på
før mig. Dajeg kom på, var afdelingen
for negre omme bag i godt fyldt op, og
chaufføren bare bussen og lod én blive
stående. Ved det 3. stoppested stod
nogle få hvide på bussen og tog alle de
pladser, der var beregnet til hvide,
og så var der denne her ene hvide mand,
der stod op. Chaufføren drejede sig
rundt og sagde, at han behøvede de her
forreste sæder, han mente dem vi sad
på, og at denne her mand skulle have
plads. Det var racediskrimination.
De 4 måtte altså stå op, for at denne her
ene hvide mand kunne sidde ned. Da
han sagde det første gang, var der ingen
al os, der bevægede sig; men da han
talte anden gang lød det nærmest tru
ende: »I må nok hellere gøre det lidt
lettere for jer selv og lade mig få de
sæder.c
På det tidspunkt rejste manden ved
siden af mig ved vinduet sig op, og de to
kvinder rejste sig op og gik ud i midter
gangen. Jeg flyttede bare benene lidt
19
ii
for at lade ham passere og satte mig
over på vinduespiadsen. Chaufføren
kiggede på mig og spurgte, om jeg hav
de tænkt at rejse mig op; jeg sagde til
ham, at det havde jeg ikke. Han sagde,
))Hvis du ikke rejser dig op, skal jeg
sørge for, at du bliver arresteret.» Jeg
sagde til ham, at han kunne bare få mig
arresteret, så sagde han ikke mere til
mig. Han stod af bussen, og da han
kom tilbage, stod han i fordørens åb
ning og sagde ikke noget, så jeg gik om
bagi. På det tidspunkt var der ret mange
mennesker, der var stået af, jeg tror,
nogle af dem ikke ville have vrøvl og
nok stod af for at tage en anden bus,
men der var stadig ret mange menne
sker i bussen. Der var helt roligt, og der
var ingen diskussion eller nogen form
for konfrontation. Da politifolkene stod i
bussen, pegede chaufføren på mig og
sagde, at han havde brug for de sidde
pladser. Han sagde, ))De andre stod
op». Så kom politibetjentene hen til
mig og spurgte mig, om chaufføren
ikke havde bedt mig om at rejse mig op.
»Jo», sagdejeg. Han spurgte så, »Hvor
for rejste du dig ikke op?» Jeg sagde, at
jeg ikke mente, atjeg behøvede det. Jeg
spurgte ham: »Hvorfor herser I sådan
rundt med os?» »Detved jeg ikke, men
lov er lov, og du er arresteret». Og i det
øjeblik han sagde, jeg var arresteret,
rejste jeg mig op. En tog min håndtas
ke, en anden tog min indkobstaske, og
så stod vi af bussen. De fulgte mig hen
til bilen, og jeg satte mig ind. De blev
nødt dl at vente, til chaufføren havde
fortalt dem, om han ville indgive an
meldelse eller om han bare ønskede, at
jeg stod af bussen. Han ville indgive
anmeldelse. Så tog de mig hen til Råd
huset, hvor det hele blev ført dl proto
kols og derefter til fængslet.
Da vi stod ind i bilen, husker jeg, at jeg
spurgte dem, om de ville give mig min
håndtaske og mine ting tilbage, og så
gav de dem til mig, og jeg satte mig ind
på bagsædet sammen med dem. Selv
følgelig blev mine ting taget, dajeg kom
ned til fængslet, og de beholdt dem, og
jeg måtte gå ind i en celle. Jeg var ikke
spor glad.Jeg kan ikke huske, at jeg var
særlig bange, men jeg følte mig meget
ærgerlig og bragt i forlegenhed, fordi
jeg havde håbet, at jeg kunne komme
hjem og få middagsmad, og gøre hvad
jeg ellers havde at foretage mig om
aftenen. Men nu sad jeg her i fængslet
og kunne ikke komme hjem.
6. Sydstatskongresmændenes deklaration om
integrationen, 12. marts 1956
I 1954 udtalte en enig Højesteret i den berømte sag »Brown mod skolekommissionen i Topeka,
Kansas(c, at adskillelse af racer i offentlige skoler var forfatningsstridigt. Modstanden mod Høje
steretskendelsen voksede hurtigt; hvide borgerkomiteer blev dannet for at arbejde imod
race
integrationen. Den 12. marts 1956 udsendte 96 kongresmedlemmer fra Sydstaterne denne er
klæring.
Kilde: Her efter New York Times, d. 12. marts, 1956.
20
En 15-årig negerpigefra North Carotina bliverjaget bort fra en »hvid» skole af sine hvide »kammerater».
Vi betragter Højesterets afgørelse i sko
lesagerne som en klar misbrug af lov
givningsmagten. Den er højdepunktet i
en udvikling af den føderale lovgiv
ningsmagts forsøg på at lovgive i mod
strid med Kongressens beføjelser og at
indskrænke staternes og folkets klare
ret.
Den oprindelige forfatning nævner ikke
uddannelse, det gør den 14. artikel»
eller nogen anden artikel heller ikke. Al
den debat, som gik forud for vedtagel
sen af den 14. artikel, viser klart, at der
ikke lå nogen hensigt om, at den skulle
berøre undervisningssektoren, som den
blev opretholdt af enkeltstaterne.
Den selvsamme Kongres, som foreslog
denne artikel, sørgede senere for ad
skilte skoler i District of Columbia.
»Den 14. amendment (tilføjelse til forfatnin
gen) af 1866 søgte at ophæve racediskrimi
nation, men Højesteret udhulede senere
selv denne amendment ved i 1896 at godtage
princippet »adskilt, men lige».
21
—
.
.
.
Denne udlægning
blev en del af
folkets liv i mange afstaterne, og under
stregede deres sædvaner, skikke, tradi
tioner og livsstil. Den er baseret på
elementær medmenneskelighed og sund
fornuft, for forældre bør ikke af rege
ringen fratages deres ret til at styre
deres egne børns liv og uddannelse.
Skønt der ikke har været nogen artikel i
forfatningen eller lov vedtaget al Kon
gressen, som har ændret dette etable
rede lovlige princip gennem næsten et
århund
rede,
påtog
De forenede Staters
Højesteret sig
uden noget lovligt
grundlag for en sådan handling- at ud
øve deres nøgne, juridiske magt og
erstattede landets etablerede lov med
deres personlige politiske og sociale
ideer.
Denne uhørte magtudøvelse af domstolen trodser forfatningen og skaber
kaos og bestyrtelse i de mest berørte
stater. Den ødelægger venskabelige for
hold mellem hvide og negre, som er
blevet skabt gennem 90 års tålmodige
anstrengelser al gode mennesker al
begge racer. Den har indpodet had og
mistænksomhed, hvor der før var ven
skab og forståelse.
Uden hensyntagen til menigmand tru
er udefra kommende agitatorer med
pludselige og revolutionerende ændrin
ger i vores offentlige skolesystem. Hvis
det sker, vil det helt sikkert ødelægge
det offentlige skolesystem i nogle al
staterne.
Vi roser motiverne hos de stater, som
har erklæret det som deres hensigt at
modsætte sig tvungen integration med
alle lovlige midler.
7.
enhowers radio- og tv-tale om situationen i
Litt Rock d. 24. sep. 1957
.
*
For en oversigt over USA’s domstole se side
108.
jeg i går en roklamation, som opfor
drede bandern i at opløses.
I morges samledes øbelen igen foran
Central High School i tde Rock, øjen
synlig med det formål ige t forhindre
ts nr. 198, 1957.
Enkeitstatern
e,
især
i
Sy
modsa
tte
sig
raceint
egratio
nen.
I
1956
vo
e modstanden imod
integrationen i skolerne og 1
kulmin
erede
denne
modsta
nd
i
ansas, hvor guvenør Faubus
indsatte nation
algarde
for
n
at
hin
negerb
ørn
at
i
udøve
res ret til at gå i skole. Efter at den
føderale domstol4 havde beordret tro erne
trukke
age fortsatte uroen. Den 24. sep. 1957
sendte
præsid
Eisenhower
ent
derfor
føde
e
tr
per til Little Rock, Arkansas for at genoprette
ordenen. Samme dag holdt han en radio- o
e til nationen.
.
Kilde: Public Papers of the Presid
..
Medborgere. Je
å tale til Dem om
den alvorlige s ation som er opstået i
Little Rock
Under anførsel afdemagogiske stremister har oprørske bander i denne y bevidst forhindret udførelsen al behørige ordrer fra en føderal
domstol. Lokale myndigheder har ikke
fjernet denne voldsomme modstand,
og i henhold til loven offentliggjorde
22
i
-, ‘‘
—
—
raceadskillelse i skolen forfamingsstri
dige...
I løbet af de sidste mange år har mange
samfund i re sydlige stater vedtaget
skoleplaner, for at der kunne
offen
e gradvise fremskridt i indmeldelse og
idere skolegang for børn af alle racer,
mc
et formål at bringe sig i overens
stemmelse med landets love.
De demonstrerede således over for ver
den, at vi er en nation i hvilke love, ikke
mennesker hersker.
Jeg beklager at måtte sige, at denne
sandhed hjørnestenen i vore friheds
begreber ikke er blevet fulgt i dette
tilfælde...
En tilfætdig sort tilskuerfår en ubtid’medfart afden hrndepobet i Little Rock, Arkansas, 1958.
.
udførelsen al do stolens afgørelse
til denne skovedr. negerbørns adg
le...
tropJeg har i dag beordret bruge
til
pestyrker under føderal myndig
at være behjælpelig med opretholde
al føderal lov i Little Rock, Ark
opforDette blev nødvendigt, da
dring igår ikke blev fujgt g hindringer
stadig stilles i vejwor retfærdigheden.
Det er Iigte baggrunden for min
handlirgÀSflver forstået af alle borgere.
SorKet vides, har De Forenede Staters
Hjesteret besluttet at raceadskilte, offentlige skoler ifølge deres natur er ulige, og af den grund er love om tvungen
23
Download