Bo von Eyben, Peter Mortensen
Ivan Sørensen
Lærebog i ­
Obligationsret
II
Personskifte i skyldforhold
Fordringers ophør
Hæftelsesformer
4. udgave
Bo von Eyben, Peter Mortensen og Ivan Sørensen
Lærebog i ­Obligationsret II
4. udgave/1. oplag
© Karnov Group Denmark A/S, København 2014
ISBN 978-87-619Omslag: Axel Surland, Ljungbyhed
Sats og tryk: AKAPRINT a/s, Aarhus
Meksnisk, fotografisk eller anden gengivelse af
denne bog eller dele af den er ikke tilladt ifølge
gældende dansk lov om ophavsret.
Alle rettigheder forbeholdes.
Indholdsfortegnelse
Del 3: Personskifte i skyldforhold. Fordringers ophør.
Hæftelsesformer
KAPITEL 11. Debitorskifte
1.
Om personskifte – terminologi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Hovedreglen om debitorskifte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.
2.1. Debitorskifte kræver kreditors samtykke. . . . . . . . . 2.2. Særligt om gensidigt bebyrdende kontrakter. . . . . . Aftaler om debitorskifte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.
3.1. Aftaler i almindelighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.1.1. Aftaleindgåelse og fortolkning . . . . . . . . . . . 3.1.2. Debitorskifte aftalt mellem den oprindelige
­debitor og kreditor. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.1.3. Kort om tredjemandsløfter . . . . . . . . . . . . . . 3.1.4. Debitorskifte aftalt mellem den oprindelige
og den nye debitor . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.1.5. Debitorskifte aftalt mellem den nye debitor
og kreditor. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.2. Retsstillingen efter et gyldigt debitorskifte. . . . . . . . 3.3. Retsstillingen ved et debitorskifte uden samtykke
eller med ugyldigt samtykke. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.
Særlige tilfælde af debitorskifte. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
4.1. Gældsovertagelse ved pant i fast ejendom
– TL § 39. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.2. Automatisk debitorskifte. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.2.1. Arv og hensidden i uskiftet bo. . . . . . . . . . . . 4.2.2. Rettigheder, der påhviler fast ejendom
som sådan, og overgår fra ejer til ejer
(ejendomsbyrder). . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.2.3. Konkursbehandling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15
17
17
20
22
22
22
24
25
26
28
28
30
32
33
34
35
36
37
KAPITEL 12. Kreditorskifte
1.
Hovedreglen: Fri overførlighed og undtagelser herfra. . . . 39
1.1. Fri overførlighed. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39
1.2. Begrænsninger i overførligheden. . . . . . . . . . . . . . . 41
7
Indholdsfortegnelse
2.
3.
4.
5.
8
1.2.1. Begrænsninger af hensyn til kreditor . . . . . . 1.2.1.1. Løn og arbejdsvederlag. . . . . . . . . . . 1.2.1.2. Personskadeserstatning. . . . . . . . . . . 1.2.1.3. Sociale ydelser. . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.2.2. Begrænsninger af hensyn til debitor. . . . . . . 1.2.2.1. Kreditors personlige egenskaber
har afgørende betydning for
debitor. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.2.2.2. Retten efter en gensidigt
bebyrdende aftale . . . . . . . . . . . . . . . 1.2.3. Begrænsninger ved debitors dispositive
handlinger. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.2.3.1. Båndlæggelse. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.2.3.2. Begrænsninger ved aftale. . . . . . . . . Gældsbrevsloven – simple og negotiable fordringer. . . . . . 2.1. Terminologi: Simpel eller negotiabel fordring?. . . . 2.2. Hvornår er et gældsbrev negotiabelt?. . . . . . . . . . . . 2.3. Særligt om tinglyste digitale gældsbreve
(pantebreve). . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.4. Definition af et gældsbrev. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Debitors retsstilling over for den oprindelige kreditor. . . . Retsforholdet mellem kreditor/over­drager
og erhververen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Overdragelse af simple fordringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.1. Debitors indsigelser over for erhververen . . . . . . . . 5.1.1. Hvilke indsigelser kan debitor
gøre gældende? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.1.2. Undtagelser – indsigelser, der fortabes. . . . . 5.1.3. Debitors indsigelser over for kreditors
egne kreditorer og kreditors arvinger. . . . . . 5.2. Betalingslegitimation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.2.1. Betaling til kreditor/overdrager. . . . . . . . . . . 5.2.2. Betaling til erhververen. . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.3. Omsætningsbeskyttelse og prioritetsstilling . . . . . . 5.3.1. Indledning. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.3.2. Simple papirgældsbreve og -fordringer . . . . 5.3.2.1. Gyldighed, beskrivelseskrav m.v. . . . 5.3.2.2. Sikringsakten ved overdragelse
til eje eller sikkerhed. . . . . . . . . . . . . a. Denunciationens funktion. . . . . b. Denunciationens indhold. . . . . . 42
42
44
46
46
46
48
55
55
55
57
57
58
60
61
62
64
65
65
65
68
72
72
73
77
79
79
79
79
81
82
83
Indholdsfortegnelse
6.
c. Denunciationens afsender . . . . . 87
d. Denunciationens adressat. . . . . . 88
e. Tidspunktet for denunciationens
retsvirkninger. . . . . . . . . . . . . . . . 92
5.3.2.3. Sikringsakten ved kreditorers
udlæg og ved konkurs. . . . . . . . . . . . 94
5.3.2.4. Kort om factoring. . . . . . . . . . . . . . . 95
5.3.3. Tinglyste digitale simple gældsbreve. . . . . . . 98
5.3.4. Tinglyst underpant i ejerpantebreve. . . . . . . 98
Overdragelse af negotiable fordringer. . . . . . . . . . . . . . . . . 99
6.1. Almindelige regler om omsætningsgældsbreve. . . . 99
6.1.1. Debitors indsigelser over for erhververen. . . 99
6.1.1.1. Det almindelige udgangspunkt. . . . 99
6.1.1.2. Betingelserne for erhververens
ekstinktion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 102
a. Papirgældsbreve –
grundbetingelserne i gbl. § 15 . . 102
1° Overdragelse. . . . . . . . . . . . . . 103
2° Erhvervet ret . . . . . . . . . . . . . 104
3° Fået i hænde . . . . . . . . . . . . . 105
4° God tro . . . . . . . . . . . . . . . . . 106
b. Tinglyste digitale negotiable
­gældsbreve. . . . . . . . . . . . . . . . . . 107
6.1.1.3. Svage indsigelser, gbl. § 15 . . . . . . . . 108
6.1.1.4. Stærke indsigelser, gbl. §§ 16 og 17 . 112
6.1.2. Betalingslegitimation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 115
6.1.2.1. Negotiable papirgældsbreve . . . . . . 115
a. Ihændehaverens særlige
retsstilling. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 115
b. Debitors pligt til at betale til
­ihændehaveren . . . . . . . . . . . . . . 116
c. Debitors frigørelse ved betaling
til ihændehaveren . . . . . . . . . . . . 118
d. Debitors frigørelse ved betaling
til kreditor/overdrager . . . . . . . . 119
6.1.2.2. Tinglyste digitale negotiable
gældsbreve. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 120
6.1.3. Omsætningsbeskyttelse og
prioritetsstilling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 122
6.1.3.1. Negotiable papirgældsbreve . . . . . . 122
a. Gyldighed, beskrivelseskrav m.v.. 122
9
Indholdsfortegnelse
b. Sikringsakten ved overdragelse
til eje eller sikkerhed. . . . . . . . . . c. Sikringsakten ved kreditorers
udlæg og ved konkurs. . . . . . . . . 6.1.3.2. Tinglyste digitale negotiable
gældsbreve. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Andre negotiable dokumenter . . . . . . . . . . . . . . . . . 130
130
KAPITEL 13. Ophørsmåder
Indledning – oversigt over ophørsmåder. . . . . . . . . . . . . . . 1.
2.
Opfyldelse og surrogater herfor. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.1. Fuldstændig opfyldelse. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
2.2. Delvis opfyldelse. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.2.1. Afdrag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.2.2. Efterbetaling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.3. Tilbagesøgning. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.4. Opfyldelsessurrogater . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Eftergivelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.
4.
Modregning. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.1. Modregning som ophørsmåde. . . . . . . . . . . . . . . . . 4.2. Almindelige betingelser for modregning. . . . . . . . . 4.2.1. Udjævnelige (komputable) fordringer. . . . . 4.2.2. Afviklingsmodne fordringer . . . . . . . . . . . . . 4.2.3. Gensidige fordringer. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.2.4. Retskraftige modfordringer. . . . . . . . . . . . . . 4.2.5. Omtvistede fordringer. . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.2.6. Modregnerens erklæringsafgivelse . . . . . . . . 4.3. Begrænsninger i modregningsadgangen . . . . . . . . . 4.3.1. Effektiv betaling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.3.2. Beskyttede fordringer. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.4. Udvidelser af modregningsadgangen. . . . . . . . . . . . 5.
Ikke-udøvelse af retten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.1. Forholdet mellem forskellige passivitetsregler. . . . . 5.2. Præklusion og fristregler. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.3. Passivitet. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.4. Forældelse. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.4.1. Baggrunden for forældelsesloven . . . . . . . . . 5.4.2. Lovens anvendelsesområde . . . . . . . . . . . . . . 5.4.3. Den almindelige forældelsesfrist. . . . . . . . . . 5.4.3.1. Hovedreglen om 3-års forældelse . . 5.4.3.2 Begyndelsestidspunktet . . . . . . . . . . 133
136
136
139
139
141
149
162
164
166
166
168
168
169
170
174
174
175
175
175
176
177
180
180
183
185
192
192
195
198
198
201
6.2.
10
123
129
Indholdsfortegnelse
5.4.4.
5.4.5.
5.4.6.
5.4.7.
5.4.8.
a. Almindelige regler. . . . . . . . . . . . b. Særlige regler. . . . . . . . . . . . . . . . Suspension og absolutte frister . . . . . . . . . . . 5.4.4.1. Suspension. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.4.4.2. Andre hindringer . . . . . . . . . . . . . . . 5.4.4.3. Den absolutte frist. . . . . . . . . . . . . . . Længere forældelsesfrister. . . . . . . . . . . . . . . 5.4.5.1. Særligt retsgrundlag . . . . . . . . . . . . . 5.4.5.2. Pengelån. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.4.5.3. Andre særregler. . . . . . . . . . . . . . . . . Afbrydelse af forældelse. . . . . . . . . . . . . . . . . 5.4.6.1. Indledning. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.4.6.2. Skylderkendelse. . . . . . . . . . . . . . . . . 5.4.6.3. Retslige skridt . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.4.6.4. Foreløbig afbrydelse . . . . . . . . . . . . . Retsvirkninger af forældelse. . . . . . . . . . . . . . 5.4.7.1. Ophørsvirkning. . . . . . . . . . . . . . . . . 5.4.7.2. Accessoriske virkninger . . . . . . . . . . Specielle forældelsesregler. . . . . . . . . . . . . . . 5.4.8.1. Særregler i forbindelse med
­henvisninger til forældelsesloven. . . 5.4.8.2. Udfyldning med forældelseslovens
­regler. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . KAPITEL 14. Hæftelsesformerne og deres betydning
Hæftelsesformer. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.
1.1. Pro rata hæftelse. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.2. Solidarisk hæftelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.3. Hæftelsens art . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.4. Hvorledes hæfter debitorerne? . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.
Hæftelsen i forskellige skyldforhold. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.1. Kontraktmæssige forpligtelser. . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.2. Sikringsformer. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.2.1. Kaution og andre sikringsformer . . . . . . . . . 2.2.2. Kautionsformer. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.2.3. Kautionserklæringens tilblivelse og indhold.
2.2.4. Fortolkning af kautionsaftalen . . . . . . . . . . . 2.2.5. Tilsidesættelse eller modifikation af
­kautionsaftalen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 201
206
209
209
221
222
225
225
228
230
230
230
231
233
236
240
240
241
242
242
244
247
247
247
249
249
249
249
251
251
255
258
267
268
11
Indholdsfortegnelse
3.
2.2.6. Kautionsforpligtelsens omfang – hvor
meget hæfter kautionisten for? . . . . . . . . . . . 2.2.7. Kautionsforpligtelsens ophør eller
begrænsning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.2.7.1. Ved opfyldelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.2.7.2. Ved misligholdelse . . . . . . . . . . . . . . 2.2.7.3. Ved risikoforøgelse herunder
henstand . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.2.7.4. Ved modregning . . . . . . . . . . . . . . . . 2.2.7.5. Ved opsigelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.2.7.6. Ved forældelse. . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.3. Deliktsmæssige forpligtelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.4. Hæftelsen ved forskellige selskabsformer og
­organisationer. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.4.1. Aktieselskaber og anpartsselskaber. . . . . . . . 2.4.2. Andelsselskaber. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.4.3. Interessentskaber. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.4.4. Sameje . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.4.5. Stille selskaber. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.4.6. Kommanditselskaber . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.4.7. Partrederier. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.4.8. Foreninger og fonde. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.4.9. Iværksætterselskaber . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.5. Andre hæftelsesforhold. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Betydningen af solidarisk hæftelse. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.1. Ansvarsfordeling og regres . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.1.1. Ansvarsfordeling mellem debitorer. . . . . . . . 3.1.2. Kautionisters regreskrav. . . . . . . . . . . . . . . . . 3.1.3. Forskellige regresordninger. . . . . . . . . . . . . . 3.2. Indbyrdes afhængighed. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Litteraturfortegnelse
Domsregister
12
270
272
272
273
274
277
277
278
279
280
280
281
282
283
284
284
285
286
287
287
288
288
288
289
291
292
Bogens hovedsigte er fortsat at udgøre lærebogsgrundlaget i
obligationsret på jurastudiet sammen med Mads Bryde Andersen og
Joseph Lookofsky: Lærebog i Obligationsret I - Ydelsen, Beføjelser.
Bogen vil dog tillige kunne anvendes ved andre studier på
universiteter og højere læreanstalter. I forhold til 3. udgaven er de
kortfattede afsnit i kap. 12 om omsætningsbeskyttelse og
prioritetsstilling ved overdragelse af simple og negotiable fordringer
blevet udvidet, således at bogen tillige kan udgøre en del af
lærebogsgrundlaget i tingsret vedrørende sikkerhed i fordringer. For
at skabe plads til disse udvidelser er enkelte andre afsnit udgået herunder afsnittet om fondsaktiver.
Fremstillingen er ført ajour til omkring d. 1. november 2013 med ny
lovgivning, retspraksis og litteratur. Fremstillingens hovedvægt ligger
fortsat på de grundlæggende regler, hvorfor fremstillingen - herunder
henvisningerne til retspraksis - ikke tilsigter at være udtømmende.
Stud.jur. Mie Cederlund Pedersen og stud.jur. Anne Sophie Holm
Frandsen har bistået ved ajourføringen - sidstnævnte tillige ved
ajourføring af registrene. Danske Bank takkes for tilladelse til at
anvende de i kap. 14, afsnit 2.2.3. gengivne kautionsformularer.
København, november 2013
Bo von Eyben, Peter Mortensen, Ivan Sørensen
Side 13
Del 3 - Personskifte i skyldforhold (kap. 11 og 12) Fordringers ophør
(kap. 13) Hæftelsesformer (kap. 14)
Side 14
Side 15
KAPITEL 11 - Debitorskifte
1. - Om personskifte - terminologi
Et ensidigt skyldforhold er karakteriseret ved, at en person A - ved et
løfte, ved en aftale eller ved en skadegørende handling - har forpligtet
sig til at levere en real- eller pengeydelse til en anden person B. Eller
udtrykt omvendt, at B ifølge løftet/aftalen er berettiget til at kræve en
real- eller pengeydelse fra A.1 I juridisk sprogbrug betegnes A som
(real- eller penge)debitor (skyldner) og B som (real- eller
penge)kreditor (fordringshaver). Dette kan illustreres således:
Debitor (A) -> Kreditor (B)
Et personskifte i et sådant skyldforhold, hvorved rettigheder eller
pligter overgår fra én debitor eller kreditor til en anden, kan ske både
på pligt- og på rettighedssiden som henholdsvis debitorskifte og
kreditorskifte. Debitorskifte indtræder, når debitors (A's) forpligtelse
over for B overføres til en tredje person C, således at C i stedet for A
derefter skal være forpligtet over for B. Dette kan illustreres således:
I det følgende betegnes A "den oprindelige debitor", mens C betegnes
"den nye debitor".
Side 16
Kreditorskifte indtræder, når kreditor (B) overdrager sine rettigheder
(sin fordring) over for A til en tredje person D, således at D herefter
skal kunne gøre rettighederne gældende direkte over for debitor (A).
Dette kan illustreres således:
Debitor (A)->Kreditor/overdrager (B)->Erhverver (D)
Debitorskifte behandles i dette kapitel, mens kreditorskifte behandles
i kap. 12.
I princippet kan der i samme retsforhold mellem A og B ske både
debitor og kreditorskifte, således at det, der oprindeligt var et
retsforhold mellem A og B, bliver et retsforhold - med sammen
indhold som det oprindelige - mellem C og D.
Ved gensidigt bebyrdende kontraktforhold optræder begge
kontrahenter både som debitor og som kreditor, idet kontrahenternes
ydelser forholder sig til hinanden som vederlag.2 Eksempelvis er
udlejeren af en lejlighed (penge-)kreditor med hensyn til lejerens
betaling af leje, mens han er (real-)debitor for så vidt angår
forpligtelsen til at stille det lejede til rådighed for lejeren i
lejeperioden. Omvendt er lejeren (penge-)debitor med hensyn til
lejebetalingen og (real-)kreditor med hensyn til kravet på at få adgang
til brugen af det lejede.3 For en kontrahent i et gensidigt bebyrdende
kontraktforhold gælder således både reglerne om debitorskifte og om
kreditorskifte. Reglerne om debitorskifte gælder i forhold til
kontrahenternes forpligtelser som penge- eller realdebitor, mens
reglerne om kreditorskifte gælder i relation til kontrahenternes
rettigheder som penge- eller realkreditor. Hvis f.eks. en køber ønsker
at overføre sine rettigheder (til salgsgenstanden) og sine forpligtelser
(til at betale købesummen) til en tredjemand, kræver det således både
et kreditor- og et debitorskifte.
På latin betegnes overdragelse (transport) af en fordring - dvs.
kreditorskifte - cession. På linje hermed betegnes debitor (A) cessus,
kreditor/overdrager (B) cedenten og erhververen (D) cessionaren.4 I
denne fremstilling anvendes de anførte danske betegnelser.
Side 17
I ældre litteratur blev personskifte også kaldt for "subjektiv
forandring" af et skyldforhold, idet der kommer et nyt subjekt (en ny
person) på pligt- eller rettighedssiden. Om den endnu ældre litteratur,
der hævdede, at man ikke kan tale om personskifte i skyldforhold, idet
forandringen i subjekterne indebærer, at der stiftes et helt nyt
skyldforhold, se navnlig Carl Goos.5 Denne opfattelse må i dag med
rette anses for forladt,6 og den er heller ikke særlig velegnet til at
beskrive retsstillingen ved overdragelse af en fordring.
Et personskifte behøver ikke at omfatte en kontrahents fulde
rettigheder eller forpligtelser. En kreditors fordringsrettighed kan ligesom andre formuerettigheder - overdrages helt eller delvist
(kreditorskifte). Ved den fuldstændige overdragelse tales om
overdragelse til eje. Der kan imidlertid også ske en delvis overdragelse,
hvilket f.eks. sker ved pantsætning af en fordringsret - dvs.
overdragelse til sikkerhed.7
I det omfang debitorskifte overhovedet kan ske - jf. nedenfor afsnit 2 vil der enten kunne ske en hel eller en delvis overdragelse af debitors
forpligtelser. Hvis en debitor sætter en anden i sit sted i enhver
henseende, foreligger en fuldstændig overdragelse. Det kan imidlertid
også aftales, at en ny debitor kun overtager visse af den oprindelige
debitors forpligtelser. Et eksempel kan være et køb, hvor sælgeren
(realdebitor) aftaler med køber (realkreditor), at lade en
underleverandør præstere en del af leverancen.
Endvidere kan en ny debitor indtræde i et skyldforhold som
medskyldner sammen med den oprindelige debitor.8
2. - Hovedreglen om debitorskifte
2.1. - Debitorskifte kræver kreditors samtykke
Kreditor ifølge en fordring har en klar hovedinteresse i, at fordringen
fyldestgøres af debitor. Dette gælder navnlig ved gensidigt
bebyrdende kontrakter, hvis kreditor har præsteret sin ydelse, men
det må tillige anses som en helt almindelig beskyttelsesværdig
interesse, der bygger
Side 18
på det grundlæggende princip om, at gyldige aftaler skal holdes - dvs.
at debitor skal opfylde sin forpligtelse i henhold til fordringen.
Kreditors chancer for at opnå fyldestgørelse afhænger af en række
faktorer, hvoraf debitors vilje og evne til at præstere sin ydelse er
central. Når en aftale indgås, indebærer det sædvanligvis nogle
(økonomiske) risici, som hver kontrahent må afgøre, om han vil løbe.
Et væsentlig led i vurderingen af risiciene er vurderingen af, hvor stor
sandsynlighed der er for, at medkontrahenten kan og vil opfylde sine
forpligtelser. En kreditors accept af en aftale vil således ofte skyldes, at
han har tiltro til, at debitor kan og vil opfylde denne. Det er derfor
normalt ikke ligegyldigt for kreditor, hvem der er forpligtet som
debitor. Der gælder derfor i dansk ret en hovedregel, hvorefter debitor
ikke uden kreditors samtykke kan sætte en anden i sit sted. Med andre
ord er debitorskifte som hovedregel ikke tilladt uden kreditors samtykke.
Denne regel skal - sat på spidsen - forhindre, at den, der f.eks. udlåner
50.000 kr. til en person, der ejer bil og fast ejendom, og som har en
årsindkomst på 1 mio. kr., pludselig må acceptere, at hans fordring på
tilbagebetaling af lånet ikke kan gøres gældende mod denne
oprindelige debitor, men alene mod en anden person, der er
arbejdsløs, bor i lejebolig og alene oppebærer overførselsindkomst. Et
sådan debitorskifte forringer kreditors udsigt til fyldestgørelse
væsentligt, hvorfor han ikke bør tvinges til at acceptere dette mod sin
vilje.9
Heller ikke ved at tilbyde betryggende sikkerhedsstillelse for
fyldestgørelse af kreditors fordring kan debitor ensidigt sætte en
anden debitor i sit sted. Dels kan sikkerheden vise sig at være ringere
end lovet, når den skal realiseres, dels kan kreditors fyldestgørelse
blive vanskeliggjort og være omkostningskrævende ved, at han f.eks.
skal anlægge retssag mod en kautionist, der ikke vil betale.10
Reglen om, at debitorskifte kræver kreditors samtykke, er en
almindelig obligationsretlig regel, der ikke udtrykkeligt fremgår af
lovgivningen. For så vidt angår enkelte specielle kontraktforhold er
reglen imidlertid udtrykkeligt formuleret. Se f.eks. AB 92 § 5, stk. 3, om
entreprise, hvorefter hverken bygherren eller entreprenøren uden
den anden parts samtykke kan overføre deres forpligtelser til andre. I
øvrigt fremgår en række undtagelser til reglen udtrykkeligt af
lovgivningen,
Side 19
jf. nedenfor afsnit 4. Her ud over underbygges reglen af den juridiske
litteratur11 og af retspraksis.
Fra retspraksis kan nævnes UfR 1978.177 H, hvor en bygherre havde
indgået en entreprisekontrakt, hvorefter to murermestre
(entreprenørerne) skulle opføre et enfamilieshus på en grund, der var
ejet af bygherren. Da entreprenørerne havde gravet ud til husets
kælder, solgte bygherren grunden med rettigheder og pligter i
henhold til entreprisekontrakten til en køber. Da entreprenørerne
herefter stoppede byggeriet, lod køberen huset opføre af en anden og
krævede sit tab herved dækket af entreprenørerne. Entreprenørerne
blev imidlertid frifundet for kravet, da landsretten (hvis dom
Højesteret tiltrådte) under de foreliggende omstændigheder, hvor
entreprenørerne havde påtaget sig at udføre et byggeri for en privat
person, som de kendte, og hvor byggeriet - bortset fra udgravning til
kælder - endnu ikke var påbegyndt, fandt, at overdragelsen af
bygherrens rettigheder og forpligtelser til køberen af grunden havde
krævet entreprenørernes medvirken, for at overdragelsen kunne være
bindende for dem.
Det bemærkes, at der normalt ikke er noget til hinder for overdragelse
af rettighederne i henhold til en entreprisekontrakt, sammenlign AB
92 § 5, stk. 1,12 og se nærmere kap. 12, afsnit 1.1. At overdragelse af
rettighederne ikke blev accepteret af landsretten i UfR 1978.177 H
skyldtes muligvis, at landsretten fandt, at overdragelsen ville medføre
en væsentlig risiko for, at bygherren ville miste sin tilskyndelse til at
opfylde, jf. nedenfor kap. 12, afsnit 1.2.2.2. Højesteret tog antageligvis
kun stilling til debitorskiftet ved sin stadfæstelse af dommen "... i så
henseende ...", hvilket formentlig refererer til de i dommen angivne
udtalelser fra Håndværksrådet om debitorskifte.
Hovedreglen, om at debitorskifte kræver samtykke, fremgår endvidere
forudsætningsvis af UfR 1985.220 V og UfR 1994.243 H. UfR 1985.220
V vedrørte overdragelsen af hæftelsen ifølge et gældsbrev, der var
udstedt af ejeren af en fast ejendom (debitor) til en grundejerforening
(kreditor). Grundejeren solgte sin ejendom og fremsendte til
grundejerforeningen en gældsovertagelseserklæring, ifølge hvilken
køberen af ejendommen overtog hæftelsen i henhold til gældsbrevet.
Grundejerforeningen reagerede ikke herpå, men opkrævede
efterfølgende gældsbrevsydelserne hos køberen. Herefter fandtes
grundejerforeningen stiltiende at have accepteret, at køberen var
indtrådt i foreningen i sælgerens sted. Grundejerforeningen kunne
derfor ikke rette krav mod sælgeren. Med præmissen vedrørende den
stiltiende accept tilkendegav landsretten således indirekte, at
samtykke - herunder stiltiende - er en forudsætning for debitorskifte.
Se tilsvarende i UfR 1994.243 H, hvor det ikke var bevist, at A A/S i
forbindelse med indgåelsen af en aftale med B A/S om levering af
paneler til en lydmur tilstrækkeligt klart havde tilkendegivet, at
aftalen skulle indgås eller var indgået med et andet - af B A/S helt
uafhængigt - selskab (C A/S). At fakturaer efterfølgende blev udstedt
til C A/S var ikke tilstrækkeligt bevis for, at A A/S havde accepteret et
fra B A/S forskelligt selskab som debitor. Det var endelig ikke bevist,
at A A/S var blevet underrettet om eller havde accepteret, at debitor
skulle være C A/S. Også af disse præmisser fremgår en forudsætning
om, at debitorskifte kræver samtykke. Se også UfR 1938.242 SH
refereret nedenfor afsnit 3.3.
Side 20
2.2. - Særligt om gensidigt bebyrdende kontrakter
Ved en gensidigt bebyrdende kontrakt har begge kontrahenter dels en
ret til at kræve ydelsen, dels en pligt til at yde vederlag for ydelsen.
For begge parter gælder, at de ikke (uden medkontrahentens
samtykke) kan overdrage deres pligt til at yde vederlag til en anden.
De kan alene overdrage deres rettigheder i henhold til aftalen - se
hovedreglen om kreditorskifte, nedenfor kap. 12, afsnit 1.1.
Eksempelvis kan sælgeren af en maskine som udgangspunkt13
overdrage (transportere) sit krav mod køber på betaling af
købesummen til en anden, mens sælgeren ikke uden købers samtykke
kan overdrage sin forpligtelse til at levere maskinen til en anden
leverandør eller producent. På den anden side kan køberen som
udgangspunkt overdrage sin ret til at få maskinen leveret, men ikke
sin pligt til at betale købesummen.14
Side 21
Et andet eksempel på gensidigt bebyrdende kontrakter er lejeaftaler.
Hvis en lejer sætter en anden i sit sted, sker der både et debitorskifte
(med hensyn til lejerens pligt til at betale leje) og et kreditorskifte
(med hensyn til lejerens ret til at bruge det lejede). Et egentligt
lejerskifte kræver derfor, i overensstemmelse med det i afsnit 2.1.
nævnte, samtykke fra udlejeren. Med en lejeretlig terminologi
udtrykkes dette således, at lejeren kun har afståelsesret - dvs. ret til at
foretage personskifte på lejersiden - såfremt dette særligt er aftalt,
idet aftalen så indeholder udlejerens samtykke til debitorskiftet.15
Afståelsesretten (personskiftet) må ikke forveksles med fremleje, der
ikke indebærer noget personskifte. Når en lejer helt eller delvist
overlader brugsretten til det lejede til en tredjemand
(fremlejetageren) foreligger der fremleje. Men da der alene er tale om
overladelse af brugsretten, er der ikke tale om noget debitorskifte.
Retsforholdet mellem udlejeren og lejeren består således uændret.
Udlejeren kan således f.eks. fortsat kræve lejen betalt af lejeren - ikke
af fremlejetageren.16
Lejelovens kapitel XII indeholder forskellige regler om brugsrettens
overgang til andre. I nogle af bestemmelserne anvendes betegnelsen:
"ret til at fortsætte lejeforholdet", jf. f.eks. lejelovens § 75, stk. 1, om
ægtefællens ret til at fortsætte lejeforholdet, når lejeren dør. Ved
"fortsætte" forstås det samme som en afståelsesret - dvs. at der sker et
debitorskifte. I andre af bestemmelserne anvendes betegnelsen: "ret
til at overtage lejeforholdet", jf. f.eks. lejelovens § 73, stk. 1, om bytte af
lejlighed. Herved forstås, at den oprindelige lejeaftale bringes til ophør,
og en ny aftale om udlejning etableres med den nye lejer. Forskellen
på at fortsætte og at overtage lejeforholdet kan f.eks. ses, hvis en lejer
har fået indrømmet særlige rettigheder, som ikke følger af lejelovens
regler. En ny lejer, der fortsætter lejeforholdet, opnår også disse
særlige rettigheder, mens en ny lejer, der overtager lejeforholdet, kun
opnår disse særlige rettigheder, hvis der indgås aftale om dette i den
nye lejeaftale.17
Om personskifte på udlejersiden i lejeforhold, se afsnit 4.2.2.
Ved gensidigt bebyrdende kontrakter kan et samtykke dog bevirke, at
en kontrahent kan overdrage både sine rettigheder og pligter.
Eksempelvis
Side 22
kan en sælger overdrage både sin fordring på købesummen og pligten
til at levere salgsgenstanden til en anden leverandør, hvis køberen
samtykker i, at den nye leverandør skal levere salgsgenstanden.
I forbrugerkreditkøb kan det dog ikke aftales, at der ved overdragelse
af sælgers rettigheder sker en indskrænkning i erhververens
forpligtelser over for forbrugeren (køber), jf. kreditaftalelovens § 32.
Det følger endvidere af kreditaftalelovens § 33, stk. 1, at forbrugeren
bevarer sine mangelsindsigelser m.v. Dette svarer til det almindelige
udgangspunkt i gbl. § 27, der dog kan fraviges ved aftale, jf. herom bl.a.
kap. 12, afsnit 5.1. Kreditaftalelovens §§ 32 og 33 er
beskyttelsespræceptive og kan ikke fraviges til skade for forbrugeren,
jf. lovens § 7, stk. 1.
3. - Aftaler om debitorskifte
3.1. - Aftaler i almindelighed
3.1.1. - Aftaleindgåelse og fortolkning
Debitorskifte kan som nævnt ske med kreditors samtykke eller med
andre ord ved en aftale herom mellem debitor og kreditor.
(Debitorskifte kan efter omstændighederne også ske ved aftale
mellem andre end den oprindelige debitor og kreditor, jf. de følgende
afsnit.) Om aftalen gælder de almindelige regler om aftalers indgåelse
og fortolkning. Heraf følger bl.a., at et debitorskifte kan være gyldigt
som følge af kreditors stiltiende accept af debitorskiftet eller ved
kreditors passivitet.18
Se som eksempel på fortolkning af en aftale: UfR 1994.243 H
(refereret i afsnit 2.1.), hvor det ikke var bevist, at aftalen var indgået
med C A/S (og ikke med B A/S), selv om fakturaer efterfølgende var
udstedt til C A/S.
Et eksempel på stiltiende samtykke til et debitorskifte findes i UfR
1985.220 V (ligeledes refereret i afsnit 2.1.), hvor en
grundejerforening stiltiende havde accepteret debitorskifte i henhold
til et gældsbrev ved ikke at reagere over for en fremsendt
gældsovertagelseserklæring og ved at opkræve betaling hos den nye
debitor.
Se også UfR 1976.108 H. Sagen omhandlede en bager, der i et år havde
leveret morgenbrød til et hotel til brug for morgenserveringen. Efter
at hotellet i nogle måneder havde fået brød leveret et andet sted fra,
bortforpagtede hotellet morgenserveringen, hvorefter bageren
genoptog leveringen af brød til forpagteren. Da hotellet ikke havde
underrettet bageren om forpagtningsforholdet, som bageren ikke
vidste noget om, havde bageren haft føje til at gå ud fra, at hotellet
hæftede for betalingen af det til brug for hotellets gæster leverede
brød. Bageren havde således ikke ved at kontrahere med forpagteren
accepteret denne som debitor i stedet for hotellet, som han med føje
anså som debitor.
Side 23
Kreditors passivitet over for en meddelelse om debitorskifte vil dog
normalt ikke i sig selv bevirke, at debitorskifte er indtrådt, jf. UfR
1979.905 V. Det er normalt heller ikke tilstrækkeligt, at kreditor uden
at protestere modtager nogle betalinger fra den nye debitor.19 At
debitors stedfortræder betaler nogle ydelser for en anden, indebærer
ikke i sig selv, at stedfortræderen hæfter for betaling af resten af
gælden, idet kreditor ville være ringe stillet, hvis hans passivitet
frigjorde den oprindelige debitor.20 Der vil således normalt skulle
noget mere til, før kreditors passivitet bevirker debitorskifte. Det kan
f.eks. være, at kreditor af egen drift kræver betaling af den nye debitor
i stedet for af den oprindelige, jf. UfR 1985.220 V, eller indleder
kreditorforfølgning mod den nye debitor, jf. UfR 1951.643 Ø, hvor en
panthaver med pant i en fast ejendom ved at opnå dom over den nye
debitor (køber af ejendommen) havde accepteret gældsovertagelsen
og dermed afskåret sig fra at holde sig til den oprindelige debitor, som
TL § 39, stk. 1, ellers gav mulighed for.
Samtykke kan gives både ved (eller inden) skyldforholdets stiftelse
(forhåndssamtykke)21 og efter stiftelsen, og det kan omfatte debitors
samtlige forpligtelser eller blot nogle af disse. Eksempelvis er der ikke
noget til hinder for at aftale debitorskifte vedrørende en eller flere
enkeltydelser i et vedvarende kontraktforhold.
Debitorskifte sker sædvanligvis ved, (1) at den oprindelige debitor og
kreditor indgår aftale herom, hvorefter den nye debitor over for
kreditor underskriver en gældsovertagelseserklæring (nedenfor afsnit
3.1.2.). Det kan imidlertid forekomme, (2) at den oprindelige debitor
Side 24
aftaler debitorskiftet med den nye debitor (nedenfor afsnit 3.1.4.),
eller (3) at kreditor med en ny debitor aftaler, at sidstnævnte skal
indtræde i skyldforholdet (nedenfor afsnit 3.1.5.). I tilfælde (2) og (3)
opstår spørgsmålet om, i hvilket omfang sådanne aftaler berettiger
kreditor henholdsvis frigør den oprindelige debitor.
3.1.2. - Debitorskifte aftalt mellem den oprindelige debitor og kreditor
Kreditors forudgående eller efterfølgende samtykke indebærer, at
kreditor accepterer at modtage den nye skyldner. Der kan både være
tale om en konkret navngivet skyldner og et generelt (forhånds)samtykke, der giver debitor frit valg med hensyn til at sætte en anden
i sit sted - sammenlign f.eks. TL § 39, stk. 1. Kreditors samtykke er
imidlertid normalt ikke i sig selv tilstrækkeligt til at gennemføre
gældsovertagelsen. Kreditor må ved sit samtykke antages at have
forudsat, at den nye debitor hæfter for gælden på samme måde som
den oprindelige debitor. Det har klart formodningen imod sig, at en
kreditor frivilligt skulle opgive sin ret mod den oprindelige debitor,
uden at få en anden skyldner i stedet. Foruden kreditors samtykke, må
gennemførelsen af gældsovertagelsen og debitorskiftet derfor normalt
tillige forudsætte, at den nye debitor forpligter sig direkte over for
kreditor på samme måde, som den oprindelige debitor var forpligtet.
Først når en sådan gældsovertagelseserklæring foreligger - f.eks. ved
påtegning på det pågældende skylddokument - frigøres den
oprindelige debitor, jf. UfR 2008.2320 V, hvor den oprindelige debitor
ikke var frigjort for sin hæftelse, selv om kreditor vidste, at debitor
havde overdraget sin forretning til en ny debitor, og kreditor til den
oprindelige debitor havde fremsendt en debitorskifteerklæring til
underskrift. Der kunne ikke anses at foreligge et samtykke til
debitorskiftet, før debitorskifteerklæringen var modtaget retur,
hvilket ikke var sket.22 Den nye debitor skal være forpligtet på
samme måde, som den oprindelige debitor. Hæfter den oprindelige
debitor eksempelvis i henhold til et negotiabelt dokument, vil han
således ikke blive frigjort, hvis den nye debitor alene erklærer at hæfte
i henhold til et simpelt dokument, idet den nye debitors eventuelle
indsigelser da ikke vil kunne ekstingveres ved overdragelse
(kreditorskifte) af dokumentet. Dermed er dokumentet ikke så let
omsætteligt, hvilket stiller kreditor ringere end før debitorskiftet.
Side 25
Kravet om gældsovertagelseserklæring fra den nye debitor kan
begrundes i læren om tredjemandsløfter,23 hvorefter man normalt
ikke uden hjemmel kan forpligte (men kun berettige) tredjemand
(princippet om aftalers relativitet).24 Aftalen mellem den oprindelige
debitor og kreditor forpligter således ikke i sig selv den nye debitor
over for kreditor. Hertil kræves en selvstændig erklæring fra den nye
debitor.
Som det fremgår af afsnit 3.1.4. og 3.1.5., er en klar aftale direkte
mellem den oprindelige debitor og kreditor samt en
gældsovertagelseserklæring fra den nye debitor den bedste måde at
sikre, at debitorskiftet gennemføres med det tilsigtede resultat. Det
må derfor anbefales så vidt muligt at følge denne fremgangsmåde.
Kreditor har dog efter omstændighederne en loyal oplysningspligt25
over for den nye debitor. Se således UfR 1989.986 Ø, hvor
pengekreditor havde solgt en bil ved kreditkøb med
ejendomsforbehold til K1 (den oprindelige debitor). Der blev af en
anden af K1's kreditorer foretaget udlæg i bilen, hvilket pengekreditor
fik meddelelse om. Derefter solgte K1 bilen til K2 (den nye debitor), og
pengekreditor accepterede debitorskiftet, således at K2 skulle betale
afdrag m.v. på købesummen. K2 fik intet at vide om udlægget. Da K2
senere måtte betale udlægshaverens krav, krævede han erstatning af
pengekreditor. Heri fik K2 medhold, da kreditor havde handlet
ansvarspådragende ved ikke at gøre sin nye debitor bekendt med
udlægget.
3.1.3. - Kort om tredjemandsløfter
Af hensyn til forståelsen af fremstillingen i de følgende afsnit kan det
være hensigtsmæssigt at give en kort beskrivelse af begrebet
tredjemandsløfter.26 Ofte er det blot meningen, at en aftale (et løfte)
alene skal skabe ret for aftalens parter (løftemodtageren). Imidlertid
forekommer det, at en aftale formuleres, således at den skaber en ret
for en tredjemand, der ikke er part i aftalen. I så fald kaldes aftalen for
en tredjemandsaftale (eller et tredjemandsløfte). Parterne kan frit
vælge at lade aftalen skabe ret for tredjemand. Derimod kan de ikke
uden særlig hjemmel (f.eks. i lov) forpligte tredjemand, uden at
tredjemand selv samtykker. Eksempler på tredjemandsløfter kan være
en vinforhandlers
Side 26
løfte til en kunde om at sende tre flasker vin som en gave til en
tredjemands reception, eller et forsikringsselskabs løfte i en
skadesforsikringspolice (f.eks. en brandforsikring vedrørende fast
ejendom) om, at forsikringen tillige dækker panthavere i den
forsikrede genstand (ejendommen) i tilfælde af skade.
Tredjemandsløfter inddeles i egentlige og uegentlige løfter. Hvis
tredjemandsløftet i sig selv er tilstrækkeligt til, at tredjemanden ved
forfaldstid kan kræve ydelsen erlagt til sig - dvs. hvis løftet i sig selv
giver tredjemand en ret til at kræve erlæggelse - siges der at foreligge
et egentligt tredjemandsløfte.27 Det ovenfor nævnte eksempel med
skadesforsikringspolicen er et egentligt tredjemandsløfte, idet det
følger af FAL § 54, at en sådan forsikring anses for tegnet til fordel for
såvel ejere som panthavere, og da det tillige af FAL § 57 følger, at
retten til erstatning tilkommer den, hvis interesse forsikringen skal
dække - det vil bl.a. sige panthaverne.
Hvis det derimod er løftemodtageren - og kun ham - der ved
forfaldstid kan kræve ydelsen erlagt til tredjemand, foreligger der et
uegentligt tredjemandsløfte.28 Det ovennævnte eksempel med
vinhandleren er et uegentligt tredjemandsløfte, fordi det kun er
kunden, der kan kræve vinen leveret.
Desuden inddeles tredjemandsløfter i genkaldelige og uigenkaldelige
løfter. Et tredjemandsløfte er uigenkaldeligt, hvis hverken
løftemodtageren alene (eller løftemodtager og -giver i forening) kan
tilintetgøre tredjemands ret ifølge løftet. Uigenkaldelighed opstår ved,
at løftemodtageren lover tredjemand, at han ikke vil tilbagekalde den
aftale mellem løftegiver og løftemodtager, der berettiger tredjemand.
Såfremt løftegiveren herefter - berettiget eller uberettiget - undlader
at opfylde over for tredjemand, kan tredjemand gøre løftet gældende
over for løftemodtageren (og ved uberettiget misligholdelse, over for
løftegiveren).
3.1.4. - Debitorskifte aftalt mellem den oprindelige og den nye debitor
En ny debitors løfte til den oprindelige debitor om at ville overtage
sidstnævntes gældsforpligtelser antages i almindelighed ikke at
udgøre et egentligt tredjemandsløfte, der umiddelbart skaber en ret
for kreditor
Side 27
over for den nye debitor.29 Dette forekommer også nærliggende,
hvis der lægges vægt på parternes interesser. Den oprindelige debitor
har en klar interesse i at blive frigjort for sin hæftelse - det er hele
formålet med debitorskifteaftalen. Den oprindelige debitor har ingen
interesse i blot at skaffe kreditor en ekstra debitor at holde sig til.
Kreditors ret i henhold til aftalen mellem den oprindelige og den nye
debitor er ikke meget værd, idet den kan begrænses eller ophæves ved
ændring af aftalen mellem de to debitorer, uden at kreditor kan
forhindre det.30 Kreditor har derfor ingen interesse i at opgive sit
krav på den oprindelige debitor, medmindre han får et lige så godt
krav direkte mod den nye debitor. Udgangspunktet er derfor, at en
aftale om debitorskifte alene mellem den oprindelige og den nye debitor
ikke skaber nogen ret for kreditor, og aftalen frigør ikke den oprindelige
debitor for sin hæftelse.
Hertil gælder dog visse undtagelser. I et praktisk vigtigt tilfælde pantegæld i fast ejendom - er spørgsmålet således reguleret ved lov, jf.
TL § 39, stk. 1, og herom nedenfor afsnit 4.1. Desuden er det i
litteraturen anført, at udgangspunktet må fraviges i visse tilfælde af
overdragelse af virksomheder, således at virksomhedens kunder,
leverandører og andre kreditorer umiddelbart erhverver ret over for
den nye ejer af virksomheden alene på grundlag af aftalen mellem
køber og sælger af virksomheden31 - navnlig når virksomheden står i
vedvarende kontraktforhold til kunder m.v. Sådanne fravigelser må
forudsætte, at de hensyn, som hovedreglen hviler på, ikke eller kun i
mindre omfang er til stede - f.eks. således at den nye debitors
betalingsevne/-vilje er ubetvivlelig. Der er derimod ikke i
almindelighed grundlag for at fravige udgangspunktet, blot fordi
debitorskiftet sker i forhold til mange kreditorer samtidigt. Hensynet
til, at det er praktisk for virksomhedskøberen ikke at skulle indhente
hver enkelt kreditors samtykke, synes som oftest ikke at kunne opveje
kreditorernes interesse i selv at kunne vælge sin debitor, jf. ovenfor
afsnit 2.1. Køberen af en virksomhed kan jo også vise sig at mangle
vilje eller evne til at betale kreditorerne. Det synes derfor naturligt at
opretholde udgangspunktet også ved virksomhedsoverdragelser.32
For så vidt angår erhververens forpligtelser over for de ansatte i
virksomheden, er spørgsmålet reguleret ved lov, jf.
Side 28
virksomhedsoverdragelseslovens § 2, stk. 1. Det følger heraf, at
erhververen automatisk indtræder i (de fleste af) sælgerens
forpligtelser over for de ansatte.
Hvis kreditor samtykker i et debitorskifte, der er aftalt mellem den
oprindelige og den nye debitor, kan debitorskiftet naturligvis blive en
realitet. Der foreligger i så fald en situation svarende til den i afsnit
3.1.2. nævnte. Hvis kreditor samtykker, og den nye debitor forpligter
sig direkte over for kreditor, er det som udgangspunkt kreditor
uvedkommende, hvis den oprindelige debitor misligholder aftalen
over for den nye debitor. Se nærmere herom afsnit 3.2.
3.1.5. - Debitorskifte aftalt mellem den nye debitor og kreditor
Hvis kreditor - uden at inddrage den oprindelige debitor - indgår
aftale med en ny debitor om, at denne overtager den oprindelige
debitors forpligtelser, må det ved fortolkning af aftalen afgøres, om
denne indeholder et tredjemandsløfte til fordel for den oprindelige
debitor, således at denne frigøres.33 Hvis der foreligger et
tredjemandsløfte, er den oprindelige debitors retsstilling dog normalt
usikker, idet tredjemandsløfter som udgangspunkt kan tilintetgøres i
forhold til tredjemand (den oprindelige debitor) f.eks. ved en ny aftale
mellem løftegiver og løftemodtager (kreditor og den nye debitor), jf.
afsnit 3.1.3. Dermed kan den oprindelige debitor ikke være sikker på
sin frigørelse. I visse tilfælde må et tredjemandsløfte dog anses for
uigenkaldeligt - f.eks. hvis kreditor har lovet den oprindelige debitor,
ikke at tilbagekalde aftalens virkning.34 En i praksis langt mere
enkelt løsning vil i stedet være, at supplere aftalen mellem kreditor og
den nye debitor med en aftale mellem kreditor og den oprindelige
debitor, jf. afsnit 3.1.2.
3.2. - Retsstillingen efter et gyldigt debitorskifte
Såfremt et debitorskifte er gyldigt gennemført efter de ovennævnte
regler, således at kreditor har accepteret den nye debitor, der har
afgivet gældsovertagelseserklæring, er retsstillingen som følger:
I forholdet mellem den oprindelige debitor og kreditor indtræder de ved
debitorskiftet tilsigtede retsvirkninger, således at den oprindelige
debitor frigøres, hvilket betyder, at kreditor ikke længere kan gøre sin
fordring gældende over for den oprindelige debitor.35
Side 29
I forholdet mellem kreditor og den nye debitor er retsvirkningen
ligeledes den tilsigtede, at debitor på grund af
gældsovertagelseserklæringen hæfter for gælden, og at kreditor kan
gøre sin fordring gældende direkte over for den nye debitor.
Når den nye debitor ved en selvstændig gældsovertagelseserklæring
har forpligtet sig direkte over for kreditor, og når denne erklæring
forudsættes at være gyldig, må det endvidere som udgangspunkt
antages, at den nye debitor ikke efter debitorskiftet kan frigøre sig fra
kreditors krav som følge af eventuelle ugyldighedsindsigelser, som den
nye debitor måtte have i forhold til en aftale om debitorskifte med den
oprindelige debitor, f.eks. som følge af, at den oprindelige debitor ved
svig har formået den nye debitor til at forpligte sig over for
kreditor.36 Den nye debitor er bundet af sin selvstændige aftale med
kreditor og må i stedet gøre eventuelle krav gældende over for den
oprindelige debitor. Foruden ved svage ugyldighedsindsigelser må
dette også gælde, hvis ugyldighedsindsigelsen i forhold til den
oprindelige debitor er en stærk indsigelse, forudsat at indsigelsen f.eks. om voldelig tvang - ikke tillige rammer den nye debitors aftale
med kreditor. Hvis den nye debitor på trods af en stærk
ugyldighedsindsigelse alligevel frit vælger at indgå aftale om
gældsovertagelse med en kreditor, bør debitor være bundet af aftalen.
Efter omstændighederne må det dog antages, at den nye debitor kan
blive frigjort fra sin hæftelse, hvis det vil være urimeligt byrdefuldt at
gøre den gældende, jf. aftalelovens § 36, eller efter
forudsætningslæren.37
En tilsvarende retsstilling gælder formentlig for den nye debitor i
tilfælde, hvor den oprindelige debitor kan gøre ugyldighedsindsigelser
gældende vedrørende aftalen om skyldforholdet med kreditor.
Såfremt den oprindelige debitor på grund af ugyldighedsindsigelsen
slet ikke hæfter over for kreditor, må den nye debitor dog tillige kunne
frigøre sig fra sin hæftelse, da det normalt er en forudsætning for den
nye debitors forpligtelse over for kreditor, at der bestod et
skyldforhold mellem den oprindelige debitor og kreditor.
Side 30
TL § 39, stk. 1, fortolkes på den måde, at den nye debitor (pantsætter)
ikke hæfter, hvis pantegælden på grund af den oprindelige debitors
misligholdelse er forfalden inden tinglysning af den nye debitors
adkomst, jf. nedenfor afsnit 4.1.38 En tilsvarende retsstilling må
antages at gælde for pantebreve, der ikke er omfattet af TL § 39, stk. 1,
samt for andre fordringer, hvor den nye debitor forventer at overtage
en løbende forpligtelse, der på grund af den oprindelige debitors
misligholdelse er forfaldet til samlet betaling/præstation. Dette må
antages, selv om den nye debitor har forpligtet sig direkte over for
kreditor. Også denne retsstilling kan begrundes i forudsætningslæren,
idet det normalt må være en bestemmende forudsætning for den nye
debitor, at han overtager den løbende gældshæftelse og ikke en mere
byrdefuld hæftelse for den samlede forfaldne gæld på en gang. Dette
må endvidere normalt være kendeligt for den kreditor, der accepterer
debitorskiftet.
Formentlig gælder noget tilsvarende i andre tilfælde, hvor den
oprindelige debitor væsentligt har misligholdt sin forpligtelse over for
kreditor inden debitorskiftet. Hvis f.eks. sælgeren af en
løsøregenstand, overdrager sin forpligtelse til at levere genstanden til
en ny realdebitor, må det antages, at den nye debitor ikke bliver
forpligtet, hvis sælgeren allerede inden debitorskiftet væsentligt har
misligholdt købeaftalen, og dette gør forpligtelsen mere byrdefuld for
den nye debitor, end den ville have været uden misligholdelsen - f.eks.
som følge af, at køberen, foruden at fastholde kravet om sælgerens
levering, kan kræve erstatning for forsinkelse.
I forholdet mellem den oprindelige og den nye debitor gælder de
almindelige regler om aftalens fortolkning, udfyldning og gyldighed. Se
f.eks. UfR 1958.565 H, hvor det var aftalt, at den nye debitor overtog
en installationsgæld på ca. 800 kr. Det viste sig imidlertid, at den reelle
gæld var på 2.220 kr. Den nye debitor krævede differencen erstattet af
den oprindelige debitor, men fik ikke medhold, da det påhvilede den
nye debitor selv at skaffe sig oplysning om forpligtelsens omfang.
3.3. - Retsstillingen ved et debitorskifte uden samtykke eller med
ugyldigt samtykke
I dette afsnit undersøges retsstillingen i tilfælde, hvor den oprindelige
debitor aftaler debitorskifte med en ny debitor, men hvor
debitorskiftet ikke får den tilsigtede virkning, enten fordi der ikke
opnås kreditorsamtykke, eller fordi aftalefortolkning fører til, at
kreditor ikke kan anses for at have samtykket i debitorskiftet.
Endvidere kan det forekomme,
Side 31
at debitorskiftet er ugyldigt på grund af, at en af de almindelige
aftaleretlige ugyldighedsgrunde rammer kreditors samtykke og/eller
den nye debitors løfte om gældsovertagelse. Afsnittet er koncentreret
om de tilfælde, hvor aftalen mellem den nye debitor og kreditor om
gældsovertagelsen ikke er bindende. Situationen, hvor aftalen mellem
den oprindelige og den nye debitor er behæftet med
ugyldighedsgrunde, mens den nye debitor er direkte forpligtet over
for kreditor, er behandlet i forrige afsnit, før petitafsnittet.
Betegnelsen "den nye debitor" anvendes i det følgende, selv om denne
debitor ikke reelt bliver debitor, når debitorskiftet ikke får virkning.
I forholdet mellem den oprindelige debitor og kreditor bevirker det
mislykkede debitorskifte, at skyldforholdet består uændret, dvs. at
den oprindelige debitor ikke er frigjort, og at kreditor fortsat kan gøre
fordringen gældende mod den oprindelige debitor.
Endvidere bevirker det mislykkede debitorskifte i forholdet mellem
den nye debitor og kreditor, at kreditor ikke kan rette krav mod den
nye debitor, der på grund af, at gældsovertagelsesaftalen ikke er
bindende, ikke er forpligtet direkte over for kreditor.
Endvidere er kreditor i gensidigt bebyrdende kontraktforhold ikke
forpligtet til at levere sin ydelse til den nye debitor, når denne ikke er
direkte forpligtet som debitor over for kreditor. Der består således
ikke noget gensidighedsforhold mellem kreditors og den nye debitors
ydelser.
Se således UfR 1938.242 SH, hvor A solgte to ladninger koks til B. En af
ladningerne videresolgte B til C, hvilket A fik meddelelse om. A
accepterede at levere til C og at sende fakturaerne hertil. Da det meste
af ladningen til C var leveret og betalt, standsede B sine betalinger,
hvorefter A hævede aftalen og nægtede at levere resten af ladningen
til C. C krævede herefter erstatning af A, men fik ikke medhold, da C
ikke på grundlag af den foreliggende korrespondance havde haft føje
til at gå ud fra, at A ville løse B fra sine forpligtelser eller havde
accepteret C som køber (pengedebitor).
Det mislykkede debitorskifte kan også have konsekvenser for
forholdet mellem den nye og den oprindelige debitor. Sædvanligvis
ligger der (implicit) i aftalen mellem de to debitorer en forpligtelse for
den nye debitor til at overtage gælden i forhold til kreditor. Hvis den
nye debitor undlader dette (f.eks. over for kreditor nægter at
underskrive en gældsovertagelseserklæring), misligholder han aftalen
med den oprindelige debitor, som den nye debitor som udgangspunkt
er bundet
Side 32
af. Den oprindelige debitor kan i så fald gøre misligholdelsesbeføjelser
gældende, herunder kræve naturalopfyldelse, således at den
oprindelige debitor stilles, som om han var frigjort fra sin hæftelse
over for kreditor, eller (forudsat at der er et ansvarsgrundlag) gøre
erstatningskrav gældende for tab som følge af, at den oprindelige
debitor ikke frigøres.
Hvis det mislykkede debitorskifte skyldes den oprindelige debitors
misligholdelse - f.eks. ved misligholdelse af et pantebrev, således at
panterestgælden er forfaldet inden gældsovertagelsen, med den
virkning, at den nye debitor ikke hæfter, jf. med petit ovenfor afsnit
3.2. - kan den nye debitor efter omstændighederne have et krav mod
den oprindelige debitor. Det kan f.eks. tænkes, at den nye debitor har
accepteret at overtage gældshæftelsen mod at erhverve den pantsatte
genstand til en favorabel pris, måske uden yderligere vederlag. Uanset
at den nye debitor ikke forpligtes over for kreditor på grund af den
oprindelige debitors misligholdelse over for kreditor, må det antages,
at den nye debitor i forhold til den oprindelige debitor bevarer sin ret
til genstanden, hvis han alligevel betaler gælden, selv om han ikke er
forpligtet hertil over for kreditor. Betalingen kan ske til kreditor, der
som nævnt i note 19 normalt ikke kan afvise denne.
Hvis kreditor afviser at give samtykke til debitorskifte, vil aftalen
mellem den oprindelige og den nye debitor som udgangspunkt fortsat
være bindende. Dette betyder, at den nye debitor er forpligtet til at
friholde den oprindelige debitor for gælden, medmindre forpligtelsen
kan bringes til ophør i medfør af aftalelovens § 36 eller
forudsætningslæren. Hvis den nye debitor er bundet, kan kreditor
holde sig til den oprindelige debitor, som kan kræve betaling af den
nye debitor.
4. - Særlige tilfælde af debitorskifte
Den ovennævnte hovedregel om forbud mod debitorskifte uden
samtykke er ved lov fraveget i en række tilfælde, hvor det ville bevirke
en urimelig og/eller uhensigtsmæssig retsstilling for debitor, hvis han
ikke - f.eks. i forbindelse med overdragelse af en fast ejendom - kunne
frigøre sig fra sin hæftelse uden kreditors samtykke, se f.eks. afsnit 4.1.
om TL § 39. Nogle regler må desuden anses for begrundet i hensynet
til kreditor. Dette gælder navnlig de nedenfor i afsnit 4.2. omtalte
regler om automatisk debitorskifte, der ofte forbedrer kreditors
chancer for at opnå fyldestgørelse. I de følgende afsnit gennemgås
nogle af de
Side 33
praktisk mest betydningsfulde regler om debitorskifte uden samtykke,
uden at gennemgangen tilsigter at være udtømmende.
4.1. - Gældsovertagelse ved pant i fast ejendom - TL § 39
For så vidt angår hæftelsen for gæld sikret ved pant i fast ejendom
indeholder TL § 39, stk. 1, en særregel om debitorskifte, når
ejendommen skifter ejer. Hvis en ejer af en fast ejendom pantsætter
denne - f.eks. til en bank som sikkerhed for et lån - er
ejeren/pantsætteren (penge)debitor og panthaver er (penge)kreditor.
Hvis pantsætteren sælger ejendommen og i den forbindelse aftaler, at
erhververen skal overtage pantegælden i ejendommen, følger det af
udgangspunktet omtalt ovenfor i afsnit 3.1.4., at denne aftale ikke
giver nogen umiddelbar ret for kreditor (panthaver) til at kræve
betaling af erhververen, og at aftalen ikke frigør sælgeren fra
hæftelsen.
Imidlertid følger det af TL § 39, stk. 1, at sælgeren (pantsætter) - i
modsætning til det almindelige udgangspunkt - frigøres fra sin
forpligtelse over for panthaveren, når erhververens adkomst til den
faste ejendom er tinglyst som ubetinget. Samtidig indtræder
erhververen af ejendommen i forpligtelsen efter pantebrevet. Dermed
indtræder der debitorskifte, uden at panthaver giver samtykke hertil.
Dog kan panthaver kræve alle ydelser betalt af sælgeren
(pantsætteren), så længe panthaver ikke har modtaget meddelelse om
overdragelsen af ejendommen og om den nye ejers tinglysning med
bevis for tinglysningen.
Erhververens gældsovertagelse indtræder ved tinglysningen af
endeligt skøde, mens pantsætter/sælger først frigøres, når panthaver
har modtaget den nævnte meddelelse.39 Fra tinglysningstidspunktet
til meddelelsen kommer frem til kreditor hæfter således både sælgeren
og erhververen solidarisk, jf. UfR 1972.212 Ø.
Det er dog en betingelse for anvendelse af TL § 39, stk. 1, at
pantebrevet bestemmer, at gælden ikke kan forlanges udbetalt i tilfælde
af ejerskifte. En panthaver kan således beskytte sig mod et
debitorskifte, hvis han ønsker det, ved at sørge for, at pantebrevet
indeholder en klausul om, at gælden forfalder helt eller delvist
(ejerskifteafdrag) ved ejendommens salg.40 Hvis panthaver derimod
accepterer en bestemmelse om, at gælden kan forblive indestående,
har han dermed givet et for håndssamtykke
Side 34
til debitorskifte i forbindelse med ejerskifte af ejendommen. Det er det
almindelige udgangspunkt for private pantebreve, at kapitalen ikke
forfalder ved ejerskifte, og at der således kan ske debitorskifte efter TL
§ 39, stk. 1, jf. Justitsministeriets Almindelige Betingelser (A), pkt. 7.
Det er den overvejende opfattelse i litteraturen, og det følger af
ordlyden af TL § 39, stk. 1, at bestemmelsen om, at kapitalen indestår
ved ejerskifte, skal være anført i pantebrevet. En aftale herom uden for
pantebrevet bevirker, at TL § 39, stk. 2 - der svarer til det almindelige
udgangspunkt om kreditorsamtykke - i stedet gælder.41
TL § 39, stk. 1, om debitorskifte uden kreditorsamtykke giver efter sin
ordlyd mulighed for at fremtvinge et debitorskifte til skade for
kreditor, f.eks. hvor den oprindelige debitor har misligholdt
pantebrevet, eller ved at overdrage ejendommen til en ny debitor, der
med stor sikkerhed ikke kan betale. Det er derfor i retspraksis
fastslået, at den tidligere ejer ikke frigøres, hvis panterestgælden
allerede er forfaldet på grund af misligholdelse på tidspunktet for
meddelelse til panthaveren,42 samt at den nye debitor ikke hæfter,
hvis restgælden er forfaldet forud for endelig tinglysning af hans
adkomst, jf. UfR 1967.120 H. Endvidere er det i UfR 1992.858 H
fastslået, at den oprindelige debitor ikke var frigjort, da han måtte
have været klar over, at den nye debitor, der modtog bistandshjælp,
ikke havde mulighed for at betale ydelserne på de overtagne lån.43
4.2. - Automatisk debitorskifte
I dette afsnit gennemgås nogle udvalgte lovbestemmelser, hvorefter et
debitorskifte automatisk udløses som retsfølge (jus), når et bestemt
faktum foreligger, f.eks. et dødsfald, en tvangsauktion eller lignende.
Reglerne adskiller sig fra TL § 39, stk. 1, ved at være præceptive i den
forstand, at kreditor efter de i dette afsnit gennemgåede regler ikke
har mulighed for at aftale sig bort fra debitorskiftet. Forskellen skyldes
bl.a., at debitorskiftet i de her nævnte situationer ofte er til kreditors
egen fordel, idet de ofte øger kreditors chance for at opnå
fyldestgørelse.
Side 35
4.2.1. - Arv og hensidden i uskiftet bo
Dødsboskifteloven indeholder regler om arvingers hæftelse over for
arveladerens (afdødes) kreditorer. Af lovens § 27, stk. 1, fremgår det
således, at arvingerne efter udlevering af boet til privat skifte og efter
hel eller delvis deling af boets aktiver, hæfter personligt og solidarisk
for afdødes gæld, som ikke er indfriet.44 Begrundelsen for denne
regel er, at afdødes kreditorer efter dødsfaldet alene har mulighed for
at opnå fyldestgørelse i afdødes (boets) aktiver. Denne
fyldestgørelsesmulighed fjernes, hvis arvingerne kan få boets aktiver
udleveret, uden samtidigt at overtage hæftelsen for gælden.
Sker skiftet derimod ved bobestyrer, hæfter boet over for kreditorerne,
mens arvingerne kun hæfter, hvis de efter de almindelige regler om
debitorskifte, jf. ovenfor afsnit 2 og 3, har overtaget boets forpligtelser,
jf. dødsboskiftelovens § 57, stk. 1. Forskellen til det private skifte, jf.
ovenfor, er, at bobestyreren behandler boets aktiver og gæld under ét,
og dækker afdødes gæld med aktiverne i boet. Hvis der derefter er et
overskud, sker der udlodning til arvingerne.
For så vidt angår udlæg af boet til en efterlevende ægtefælle, skal
ægtefællen udtrykkeligt overtage gælden, jf. dødsboskiftelovens § 22,
stk. 1, nr. 2. Gældsovertagelsen er en betingelse for, at ægtefællen kan
få boet udlagt, hvorfor der i princippet er tale om et automatisk
debitorskifte.
I medfør af arvelovens § 17 er en ægtefælle - efter den anden
ægtefælles død - berettiget til at overtage ægtefællernes fælleseje uden
at skifte med ægtefællernes fælles livsarvinger (hensidden i uskiftet
bo). Arvelovens §§ 18 og 19 indeholder dog visse begrænsninger i
adgangen til at overtage uden skifte. Retsvirkningerne af, at en
efterlevende ægtefælle hensidder i uskiftet bo, følger af arvelovens §
25, stk. 1, hvorefter den efterlevende ægtefælle bliver personlig
ansvarlig for den afdødes forpligtelser. Herefter bevirker overtagelsen
af fællesejet, at den efterlevende indtræder som personlig skyldner for
den afdøde ægtefælles forpligtelser. Begrundelsen er den samme som
ved privat dødsboskifte, jf. ovenfor.45
Side 36
Skifteretsattest om udlevering til uskiftet bo er i princippet
tilstrækkelig dokumentation for debitorskiftet, der følger direkte af
arveloven, men mange kreditorer - herunder panthavere med pant i
fast ejendom - vil sædvanligvis kræve, at den efterlevende ægtefælle
underskriver en særskilt gældsovertagelseserklæring. Dette er
materielretligt overflødigt, da ægtefællens hæftelse følger af loven,
men en erklæring styrker selvfølgelig kreditors bevismæssige stilling.
4.2.2. - Rettigheder, der påhviler fast ejendom som sådan, og overgår
fra ejer til ejer (ejendomsbyrder)
Begrænsede rettigheder som servitutter, brugsrettigheder og andre
byrder, der hviler på en fast ejendom (ejendomsbyrder), overgår
normalt fra ejer til ejer, uden aftale om debitorskifte. Dette indebærer,
at en erhverver af en fast ejendom overtager forpligtelserne (og
rettighederne) i henhold til begrænsede rettigheder uden samtykke
fra de berettigede (lejere, servitutberettigede m.v.).46 Denne
retsvirkning følger først og fremmest af det almindelige princip om, at
erhververen af en ejendom skal respektere allerede tinglyste
(begrænsede) rettigheder over ejendommen, jf. TL § 1, og i et vist
omfang også utinglyste rettigheder, jf. bl.a. TL § 3, lejelovens § 7 og
erhvervslejelovens § 6 samt herom nedenfor.47 En erhverver af en
fast ejendom må således som udgangspunkt f.eks. respektere, at (en
del af) ejendommen er udlejet, og erhververen må opfylde sine
forpligtelser som udlejer (realdebitor).
Er den begrænsede rettighed ikke tinglyst, kan den dog ekstingveres af
en godtroende erhverver af ejendommen, jf. TL § 1, stk. 2. I så fald sker
der ikke automatisk debitorskifte. Endvidere fraviges princippet i
forhold til den, der erhverver ejendommen på en tvangsauktion, når
den begrænsede rettighed ikke dækkes af budsummen, jf. dog
nedenfor om rpl. § 573.
Udgangspunktet er således, at utinglyste rettigheder ekstingveres og
derfor bortfalder ved ejerskifte til en godtroende erhverver. Imidlertid
indeholder lovgivningen bestemmelser, der sikrer, at også visse
utinglyste begrænsede rettigheder overgår fra ejer til ejer. Som
eksempel skal nævnes lejelovens § 7, hvorefter lejerens rettigheder
efter lejeloven er gyldige mod enhver uden tinglysning,48 og TL § 3,
hvorefter brugsrettigheder på sædvanlige tidsvilkår har gyldighed
mod enhver
Side 37
uden tinglysning.49 Brugerens (realkreditors) rettigheder i henhold
til disse utinglyste brugsrettigheder overgår således fra ejer til ejer
(realdebitor) og kan gøres gældende mod den nye ejer uden aftale om
debitorskifte.
Reglerne om utinglyste rettigheder skal endvidere ses i sammenhæng
med rpl. § 573, stk. 1, hvorefter en fast ejendom, hvorpå der hviler
servitutter, brugsrettigheder, aftægts-, eller lignende forpligtelser,
som har prioritet forud for al pantegæld, i tilfælde af tvangsauktion
skal opråbes med forpligtelse til at overtage eller udrede de nævnte
byrder ud over auktionsbudet, medmindre den berettigede samtykker
i andet.50 I forhold til de forpligtelser, der i medfør af denne regel
overtages af auktionskøberen uden for budsummen, sker der et
automatisk debitorskifte fra rekvisitus til auktionskøberen. Reglen
omfatter både utinglyste og tinglyste rettigheder, der har prioritet
forud for al pantegæld, men den har størst praktisk betydning i
forhold til rettigheder, der - f.eks. i medfør af lejelovens § 7 og TL § 3 er tillagt fortrinsret uden tinglysning, idet rettigheder, der tinglyses,
ofte (men ikke altid) vil have prioritet efter pantegælden, der typisk
stiftes og tinglyses i forbindelse med ejendommens erhvervelse.
For rettigheder, der ikke har prioritet forud for al pantegæld, kan
fogedretten i medfør af rpl. § 573, stk. 2, bestemme, at de skal
overtages af køberen uden for budsummen. Der vil i så fald tillige blive
tale om debitorskifte uden samtykke for så vidt angår sådanne
rettigheder. Skiftet sker dog ikke automatisk, men forudsætter
fogedrettens bestemmelse.
4.2.3. - Konkursbehandling
Konkurslovens regler om konkursbehandling kan i et vist omfang
betragtes som regler om automatisk debitorskifte. Ved
konkursdekretets afsigelse mister skyldneren retten til at råde over
sine aktiver, jf. KL § 29. Konkursen omfatter derefter skyldnerens
formue ved konkursdekretets afsigelse, jf. KL § 32,51 og
konkursmassen anvendes til at fyldestgøre de kreditorer, der ved
dekretets afsigelse havde krav mod skyldneren, jf. KL § 38.
Side 38
Efter dekretets afsigelse kan kreditorernes krav således ikke længere
rettes mod skyldneren personligt, men mod boet/konkursmassen. For
kreditorerne har konkursen derfor virkning som et
automatisk/tvungent debitorskifte, om end det fortsat er skyldnerens
aktiver, som anvendes til at opfylde kreditorernes krav. Der kan dog
fortsat foretages individualforfølgning mod skyldnerens eventuelle
aktiver, som ikke indgår i konkursboet. For så vidt angår disse sker
der således ikke et debitorskifte. Endvidere hæfter skyldneren fortsat
for de krav, som hans kreditorer ikke får dækket under
konkursbehandlingen. Efter konkursbehandlingen hæfter skyldneren
således igen.
I modsætning til andre typer af automatisk debitorskifte bevirker
konkurslovens regler - bl.a. om omstødelse og om konkursordenen - at
kreditorerne ikke i fuldt omfang kan gøre deres krav gældende over
for boet eller få disse dækket fuldt ud af boet.52 Når kreditorerne
alligevel må tåle det tvungne debitorskifte, skyldes det, at konkursen
har til hensigt at stille kreditorerne lige. Debitorskiftet beskytter
således kreditorerne mod, at skyldneren begunstiger enkelte
kreditorer på de øvrige kreditorers bekostning.
Side 39
KAPITEL 12 - Kreditorskifte
1. - Hovedreglen: Fri overførlighed og undtagelser herfra
1.1. - Fri overførlighed
Som anført i kap. 11, afsnit 2.1. er udgangspunktet, at pligtsiden i et
skyldforhold ikke kan overdrages (debitorskifte). For så vidt angår
rettighedssiden er udgangspunktet derimod det modsatte: En
fordringshaver (kreditor) kan uden debitors accept overdrage sin
fordring til tredjemand (erhververen) til eje (transportere) eller til
sikkerhed (pantsætning). Kreditors fordring mod debitor på at
modtage f.eks. en realydelse eller et pengebeløb kan således - ligesom
andre formuerettigheder - overføres.1 Overførslen kan ske ved aftale
(også kaldet overdragelse eller transport), ved kreditorforfølgning
(f.eks. udlæg, jf. rpl. § 508, eller konkurs, jf. KL § 32) eller ensidigt ved
gave eller ved arv. Om terminologien se nærmere kap. 11, afsnit 1.
Se til illustration UfR 1985.694 Ø, hvor en kommune (debitor) efter
den dagældende lov om offentlig sygesikring skulle betale 876,64 kr. i
tilskud for en patients (kreditors) behandling hos en fysioterapeut
(erhververen). Kommunen ville ikke betale til fysioterapeuten, der
ikke var omfattet af en overenskomst, og betalte i stedet direkte til
patienten. Patienten afviste at modtage betalingen med henvisning til,
at han havde transporteret kravet på kommunen til fysioterapeuten,
hvilket han havde meddelt kommunen. Landsretten fandt, at betaling i
medfør af gbl. § 292 kun kunne ske til fysioterapeuten. Da transporten
hverken var udelukket ved aftale eller ved lov om offentlig sygesikring,
blev kommunen dømt til at betale til fysioterapeuten. Se også UfR
1971.337 V, hvor landsretten fastslog, at den nye ejer af et hotel kunne
gøre en kautionsforpligtelse gældende, selv om kautionisten havde
påtaget sig forpligtelsen over for den tidligere ejer som sikkerhed for
krav i tilfælde af en forpagters misligholdelse. Forpagteren misligholdt
over for den nye ejer. En dissentierende dommer mente dog, at
kautionserklæringen måtte fortolkes således, at den alene berettigede
den udtrykkeligt nævnte oprindelige ejer. Dette har sammenhæng
med spørgsmålet, om overførligheden af fordringer kan begrænses
ved aftale. Se herom nedenfor afsnit 1.2.3.2.3
Side 40
Forskellen på hovedreglerne for henholdsvis debitor- og
kreditorskifte skyldes, at kreditor løber en væsentlig risiko for ikke at
opnå fyldestgørelse, hvis der indsættes en ny debitor, mens det som
udgangspunkt ikke gør nogen forskel for debitor, om han skal opfylde
over for den ene eller den anden kreditor - opfylde skal han under alle
omstændigheder. Dog kan der i nogle tilfælde være behov for at
beskytte debitor ved at begrænse overførligheden af visse typer af
fordringer (se nedenfor afsnit 1.2.). Endvidere taler kreditors
interesse i at kunne udnytte sine fordringer økonomisk ligesom
kreditors øvrige aktiver ved salg eller pantsætning for, at fordringerne
frit skal kunne overdrages. Dette gælder navnlig ved negotiable
fordringer (se herom nedenfor afsnit 6), som er udstedt med henblik
på at være let omsættelige. Ved overdragelse eller pantsætning af
fordringen modtager kreditor således en købesum eller et lånebeløb
fra erhververen/panthaveren, hvorved kreditors likviditet forbedres i
perioden, indtil debitor indfrier fordringen. Adgangen til
kreditorskifte er endvidere normalt også i debitors interesse, idet
kreditors vilje til at yde lån og kredit normalt afhænger af hans
mulighed for at finansiere kreditten.4 Finansieringen kan bl.a. ske
gennem belåning af fordringen mod debitor.5
Hensynene til debitor henholdsvis kreditor vægtes forskelligt,
afhængig af om der er tale om simple eller negotiable fordringer. Mens
reglerne om simple fordringer først og fremmest har til formål at
beskytte debitor mod, at byrden ved hans forpligtelse forøges på
grund af overdragelsen, har reglerne om negotiable fordringer først og
fremmest
Side 41
til formål at lette kreditors omsætning af fordringerne, således at
skyldnerens svage indsigelser tilsidesættes til fordel for en
godtroende erhverver af fordringen.6
Reglerne om kreditorskifte er - som reglerne om debitorskifte - udtryk
for almindelige obligationsretlige grundsætninger, der følger af den
juridiske litteratur og retspraksis. Til forskel fra debitorskifte
reguleres kreditorskifte imidlertid i vidt omfang også af reglerne i
gældsbrevsloven og andre lovregler. Gældsbrevsloven gælder kun
direkte for gældsbreve, men bl.a. reglerne i lovens kap. 3 om simple
gældsbreve anvendes analogt på andre simple fordringer, herunder
fordringer på andet end penge.7
Kreditorskifte - dvs. tilfælde hvor en fordring overføres fra den
oprindelige kreditor til erhververen - må holdes adskilt fra den
situation, hvor der stiftes en ny fordring mellem debitor og en ny
kreditor, som træder i stedet for fordringen mellem debitor og den
oprindelige kreditor.
Kreditorskifte må endvidere adskilles fra subrogation (dvs.
tredjemands erhvervelse af en fordringsret mod debitor ved at
fyldestgøre den oprindelige fordringshaver).8 Om overførsel af en del
af en fordring eller overførsel af én fordring til flere erhververe, se
Ussing: Alm. del s. 235 f, Lassen: Håndbog s. 583 f og V. Hagstrøm:
Obligasjonsrett (2. udg. 2011) s. 888 f. Disse særegne situationer
behandles ikke her, idet fremstillingen er fokuseret mod
hovedprincipperne.
1.2. - Begrænsninger i overførligheden
Selv om det som udgangspunkt er uden betydning for debitor, om han
skal betale til den ene eller den anden kreditor, kan der forekomme
situationer, hvor et kreditorskifte vil kunne medføre væsentlig ulempe
for debitor. I de mest betydningsfulde af disse tilfælde er der derfor
vedtaget lovgivning, der udelukker eller begrænser adgangen til
kreditorskifte. Disse situationer behandles nedenfor i afsnit 1.2.2. I
enkelte tilfælde kan det desuden være i kreditors egen interesse, at
hans adgang til at overdrage bestemte fordringer, er begrænset. Også
her griber lovgivningen i et vist omfang ind. Disse situationer
behandles i afsnit 1.2.1. Endelig kan det forekomme, at adgangen til
kreditorskifte
Side 42
er søgt begrænset ved privatretlige dispositioner i form af aftale eller
testamente. Se nedenfor afsnit 1.2.3. om båndlæggelse og aftalte
begrænsninger.
1.2.1. - Begrænsninger af hensyn til kreditor
I visse tilfælde har kreditor en så stærk interesse i, at bestemte
fordringer, der skal opfylde særlige personlige eller sociale behov hos
kreditor, fyldestgøres direkte til ham personligt og ikke til hans egne
kreditorer. Som følge heraf indeholder lovgivningen forskellige regler,
der beskytter kreditor mod at foretage kreditorskifte, som han
muligvis ikke kan overskue de fulde konsekvenser af. Reglerne tager
først og fremmest sigte på at udelukke kreditorforfølgning i de
pågældende (penge)fordringer inden fyldestgørelsen, for derved at
sikre at kreditor får beløbet udbetalt til sig. Efter kreditors
fyldestgørelse hindrer lovgivningen normalt ikke, at kreditor
disponerer over ydelsen (pengebeløbet). Nogle udvalgte eksempler
behandles i de følgende tre afsnit.
1.2.1.1. - Løn og arbejdsvederlag
I medfør af rpl. § 511, stk. 1, kan udlæg ikke foretages i ikke udbetalt
løn eller andet vederlag9 for personligt arbejde, før der er forløbet
mere end 7 dage efter slutningen af den periode, hvor lønnen er
indtjent, eller efter at vederlaget er fortjent. Udlæg kan således først
foretages på 8.-dagen, eller når lønnen er udbetalt, jf. UfR
1973.1009/2 Ø. Når beløbet er udbetalt, beskyttes arbejdstageren af
rpl. § 509 (trangsbeneficiet).10
Rpl. § 511, stk. 1, skal beskytte arbejdstagerens interesse i at kunne
bevare en rimelig levefod. Endvidere sikres det, at arbejdstageren ikke
mister sit incitament til at udføre arbejdet, fordi han ikke selv
oppebærer lønnen. Heri ligger et hensyn til arbejdsgiveren (debitor). 7dagesreglen varetager omvendt de udlægssøgende kreditorers interesse
i, at arbejdstageren ikke i længere tid kan lade lønnen stå i kreditorly
hos arbejdsgiveren.11 Rpl. § 511, stk. 1, kan ses som en særlig variant
af den almindelige regel om gensidigt bebyrdende kontraktforhold i §
511, stk. 3. Se herom nedenfor afsnit 1.2.2.2.12
Side 43
Hverken rpl. § 511 eller andre lovbestemmelser regulerer en
arbejdstagers adgang til frivilligt at overdrage sin fordring på løn eller
andet vederlag for personligt arbejde. Det er imidlertid i den juridiske
teori og i ældre retspraksis antaget, at en transport i et lønkrav, som
endnu ikke er udbetalt, ikke er bindende for arbejdsgiveren, der derfor
med frigørende virkning kan betale til arbejdstageren, selv om han er
bekendt med transporten.13
Som eksempel kan nævnes UfR 1932.826 Ø,14 der vedrørte en
tjenestepige, som havde givet en købmand transport på 20 kr.
månedlig af sin månedsløn på 30 kr. til betaling af en gæld for leverede
varer. Købmanden havde underrettet arbejdsgiveren om transporten,
men arbejdsgiveren afviste at betale til købmanden. Dette var
arbejdsgiveren berettiget til, idet landsretten lagde vægt på
arbejdsgiverens anbringender, hvorefter "...det vilde være forbundet
med alvorlige Ulemper for Husbonden [dvs. arbejdsgiveren] og til
Skade for hans Interesser, saafremt han ved den blotte Modtagelse af
saadan Anmeldelse [om transporten] skulde være afskaaret fra, naar
Lønnen var fortjent, at erlægge den til Medhjælperen selv, idet denne,
naar han saaledes havde opbrugt sin Løn helt eller delvist gennem
Transporter, maatte antages ikke at have den samme Interesse som
tidligere i behørigt at opfylde Tjenesteforholdet fra sin Side overfor
Husbonden, ja endog vilde kunne være fristet til ganske at forsømme
Tjenesten eller forlade den i Utide." Disse hensyn fandt landsretten
tillige stemte overens med tjenestepigens interesse i, at den optjente
løn blev sikret hende selv.
Retspraksis har så vidt ses ikke taget stilling til, om arbejdsgiveren er
forpligtet til at betale til arbejdstageren, uanset transporten, eller om
han kan vælge at respektere transporten. Hvis arbejdsgiveren er
forpligtet, er der tale om et egentligt forbud mod kreditorskifte. Det i
petit-afsnittet anførte hensyn til arbejdsgiveren kan ikke begrunde en
pligt til at undlade at betale til transporthaveren. Dette hensyn er
tilstrækkeligt varetaget ved, at arbejdsgiveren er berettiget hertil. Det
er således navnlig hensynet til kreditor (arbejdstageren), der skal
kunne begrunde forbuddet mod transporten. Formentlig kan hensynet
til arbejdstageren begrunde
Side 44
et forbud mod kreditorskifte.15 Et sådant forbud harmonerer med, at
både kreditorforfølgning og overdragelse er udelukket på andre
områder (f.eks. båndlæggelse og personskadeerstatning), hvor
overførligheden er begrænset af hensyn til kreditor. Formentlig bør
forbuddet dog indskrænkes til tilfælde, hvor arbejdstagerens løn ikke
overstiger et vist rimeligt niveau. Det bærende hensyn er jo
opretholdelsen af en rimelig levestandard for arbejdstageren. Ved
lønninger, der overstiger tidens rimelige levestandard, synes hensynet
til kreditor ikke at kunne udelukke transport i en (mindre) del af
lønkravet.16
Noget større praktisk problem er det dog næppe, idet arbejdsgiverens
ret til at betale direkte til arbejdstageren vil afholde de fleste
aftaleerhververe fra at få transport i lønfordringen, da transporten
som følge heraf ikke er meget værd.
1.2.1.2. - Personskadeserstatning
Erstatningskrav er som udgangspunkt frit overførlige.17 Dette gælder
fuldt ud krav på erstatning for tingsskade.18 Krav om erstatning for
personskade og erstatning for tab af forsørger kan derimod ikke
overdrages, så længe kravet og dets størrelse ikke er anerkendt eller
fastslået ved domstolene, jf. EAL § 18, stk. 1.19 Reglen omfatter såvel
overdragelse til eje som til sikkerhed og gælder for ethvert krav i
henhold til erstatningsansvarsloven, bortset fra erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste, der ikke er omfattet af stk. 1, jf. § 18, stk. 3. Krav på
tabt arbejdsfortjeneste kan således som udgangspunkt overdrages,
men på baggrund af forarbejderne20 til erstatningsansvarsloven må
det antages, at adgangen til overdragelse er begrænset på samme
måde som overdragelse af lønkrav (jf. ovenfor afsnit 1.2.1.1.), selv om
dette ikke fremgår af lovteksten. Der kan derfor formentlig ske
overdragelse af kravet på tabt arbejdsfortjeneste, når den periode,
hvori arbejdet skulle have været udført, er udløbet.21
Side 45
Overdragelse er kun udelukket, så længe erstatningens størrelse ikke
er anerkendt eller fastslået af domstolene. Når dette er sket, kan
skadelidte overdrage sit krav, selv om han endnu ikke har fået beløbet
udbetalt. Reglen er begrundet i hensynet til at beskytte kreditor mod
urimelige dispositioner på et tidspunkt, hvor kreditor ikke kender
størrelsen af erstatningen.
EAL § 18, stk. 1, hindrer overdragelse, men ikke kreditorforfølgning.
Imidlertid udelukker rpl. § 513, stk. 1, at der foretages udlæg i
erstatningen,22 medmindre skadelidte (kreditor) samtykker heri, jf. §
513, stk. 4. Samtykke kan først gives, når kravets størrelse er
anerkendt eller fastslået af domstolene. Udlægsfritagelsen gælder
endda efter, at beløbet er udbetalt til skadelidte, hvis beløbet ved
indsættelse på en særskilt konto eller på anden måde er holdt klart
adskilt fra skadelidtes øvrige formue.23 Udlægsfritagelsen går således
videre end forbuddet mod overdragelse. Men, hvis skadelidte
overdrager sit erstatningskrav - i det omfang, som EAL § 18, stk. 1,
muliggør det - bortfalder udlægsfritagelsen også.
Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er ligeledes omfattet af
udlægsfritagelsen, idet der ikke kan foretages udlæg i sådanne
erstatninger, medmindre der er forløbet 7 dage fra den dag, hvor
beløbet kunne fordres udbetalt, jf. rpl. § 513, stk. 3.24 Tabt
arbejdsfortjeneste behandles således på samme måde som lønkrav i
relation til kreditorforfølgning, sammenlign rpl. § 511, stk. 1.
Skadeserstatning efter erstatningsansvarsloven er bl.a. kompensation
for den arbejdsindtægt, som skadelidte kunne have oppebåret, hvis
han ikke var kommet til skade. Erstatningsbeløbene skal derfor tjene
til at sikre skadelidte (eller de efterlevende, som skadelidte
forsørgede) en rimelig levestandard. Beskyttelsen mod overdragelse
og kreditorforfølgning skal sikre, at dette ikke hindres ved
kreditorforfølgning samt dispositioner (kreditorskifte), som
skadelidte måske ikke kan overskue konsekvenserne af, på et
tidspunkt hvor han ikke kender erstatningens størrelse.
Skadelidtes (eller hans efterlevendes) krav mod et forsikringsselskab
som følge af private livs-, ulykkes- og sygeforsikringer er som
Side 46
udgangspunkt også beskyttet mod kreditorforfølgning, jf. FAL § 116,
stk. 1, og § 123.25
1.2.1.3. - Sociale ydelser
Forskellige sociale sikringsordninger, der har til formål at sikre
modtagerne et vist mindste eksistensminimum, er kædet sammen
med bestemmelser, hvorefter modtagerens krav mod det offentlige på
at modtage ydelsen ikke (eller ikke frit) kan overføres til andre. Først
når beløbet er udbetalt, kan det gøres til genstand for
kreditorforfølgning. Begrundelsen for disse regler er, at det offentlige
skal beskytte modtagerens eksistensminimum og ikke fyldestgøre
modtagerens kreditorer. Som eksempler kan nævnes:
1.
Rpl. § 512, stk. 2, hvorefter udlæg ikke kan foretages i krav på
underholdsbidrag og § 512, stk. 3, der hindrer udlæg i krav på
pension eller i krav på understøttelse eller anden hjælp,
medmindre der er forløbet tre måneder fra den dag, beløbet
kunne fordres udbetalt.26
2.
§ 47, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 1116 af 23. september 2013
om social pension, hvorefter krav på pension ikke kan gøres til
genstand for udlæg eller anden retsforfølgning, medmindre der
er forløbet tre måneder fra den dag, hvor beløbet kunne
kræves udbetalt. Endvidere følger det af bestemmelsen, at
aftaler - herunder om overdragelse - vedrørende sådanne krav
er ugyldige.
3.
§ 73, i lovbekendtgørelse nr. 871 af 28. juni 2013 om
sygedagpenge, hvorefter udlæg i ydelser efter loven ikke kan
foretages, medmindre der er forløbet mere end tre måneder fra
den dag, hvor ydelsen kunne kræves betalt. Aftaler om ydelser
efter loven er ugyldige.
1.2.2. - Begrænsninger af hensyn til debitor
1.2.2.1. - Kreditors personlige egenskaber har afgørende betydning for
debitor
Det antages almindeligvis i den juridiske litteratur,27 at fordringer er
uoverførlige, hvis det er almindeligt, at debitor i henhold til fordringer
af den pågældende art lægger afgørende vægt på kreditors person.
Dette kan også udtrykkes således, at debitors fyldestgørelse over for
en anden
Side 47
end den oprindelige kreditor, betyder en forandring af forpligtelsens
indhold, således at det ikke er ligegyldigt, hvem debitor skal opfylde
over for.28 Reglen har navnlig betydning ved fordringer på andet end
penge.
Et typisk eksempel er fordringer på en personlig arbejdsindsats. En
arbejdsgivers fordring på, at en arbejdstager yder en personlig
arbejdsindsats, kan som udgangspunkt ikke overdrages til en anden
arbejdsgiver,29 idet den personlige relation mellem arbejdsgiver og tager må antages at have haft væsentlig betydning for arbejdstagerens
beslutning om at indgå arbejdsaftalen. Udgangspunktet fraviges dog,
hvis den personlige relation ikke har en sådan væsentlig betydning.
Det kan f.eks. være tilfældet, hvor arbejdsgiveren er en juridisk person,
der overdrager virksomheden til et andet selskab, uden at dette
medfører ændringer i de ansattes ansættelsesforhold og
arbejdsvilkår.30
I forhold til kreditorforfølgning mod en kreditors fordring, (der også
indebærer et kreditorskifte), er det nævnte princip udtrykt i rpl. § 512,
stk. 1, hvorefter udlæg ikke kan foretages i retten til ydelser, der kun
kan kræves betalt til den berettigede (kreditor) personligt.31
Se som eksempel UfR 1961.1109 Ø, hvor sælgeren af en ejendom
havde opnået en livsvarig aftægtsret, der bl.a. gav hende ret til at bo i
et hus på ejendommen og til at modtage visse leverancer af varer.
Sælgeren/aftægtsnyderen var således realkreditor, mens
køber/ejeren var realdebitor. Landsretten fandt, at aftægtsretten var
af en sådan personlig karakter, at den ikke kunne gøres til genstand
for udlæg (hvilket ville indebære et kreditorskifte), ej heller på
begæring af den nye ejer af ejendommen (aftægtsyder). Et andet
eksempel er en fordring på en gave, jf. UfR 2001.1182 Ø (gevinst),
hvor giveren dog accepterede at betale gevinsten til udlægshaver,
hvorfor gevinsten alligevel ikke var udlægsfritaget efter rpl. § 512, stk.
1.
De nævnte begrænsninger i overførligheden fraviges undertiden i
tilfælde af kreditors død eller konkurs, idet debitor i så fald i en
periode må acceptere, at kreditors bo indtræder som medkontrahent.
Se således navnlig konkurslovens kapitel 7 om vedvarende
kontraktforhold.32
Side 48
1.2.2.2. - Retten efter en gensidigt bebyrdende aftale
Udgangspunktet om fri overførlighed gælder både ensidige fordringer
og fordringer i henhold til et gensidigt bebyrdende kontraktforhold. At
en fordring indgår i et gensidigt skyldforhold, bevirker normalt ikke i
sig selv, at debitor stilles ringere, hvis kreditor overdrager sin fordring.
Dette skyldes, at kreditor, som nævnt ovenfor i kap. 11, afsnit 2.1., kun
kan overdrage sine rettigheder i henhold til aftalen, mens kreditors
forpligtelser over for debitor ikke kan overdrages på grund af
hovedreglen om forbud mod debitorskifte uden samtykke. Selv om
sælgeren f.eks. overdrager sin fordring mod køberen på købesummen,
frigøres sælgeren ikke fra sin forpligtelse til at levere salgsgenstanden,
idet sælgeren (realdebitor) ikke uden køberens (realkreditors)
samtykke kan overdrage denne forpligtelse. Selv om fordringen på
købesummen overdrages, kan debitor således fortsat gøre sin fordring
på levering gældende mod kreditor.33
Det ændrer ikke herved, at sælger indgår aftale med sin erhverver (af
fordringen på købesummen), om at erhververen skal levere
salgsgenstanden direkte til køberen. Dette svarer til en aftale om
debitorskifte mellem den oprindelige og den nye debitor,34 som
normalt ikke er et tredjemandsløfte, der giver køberen nogle
rettigheder over for erhververen. Køberen kan derfor fortsat kun
holde sig til sælgeren, der ikke frigøres.35
Endvidere følger det af (princippet i) gbl. § 27, at debitor bevarer sine
indsigelser i henhold til en gensidigt bebyrdende kontrakt både over
for kreditor og over for erhververen af fordringen, medmindre der er
tale om en negotiabel fordring. Se nærmere nedenfor afsnit 5.1.1.36
I særlige tilfælde kan afhængigheden mellem de gensidige ydelser
imidlertid betyde, at overførligheden må begrænses af hensyn til
debitors retsstilling. Med andre ord kan det forekomme, at en fordring,
der ville være frit overførlig, hvis den havde været ensidig, ikke kan
overføres, når den modsvares af en anden fordring i et gensidigt
bebyrdende kontraktforhold, fordi overførslen ville betyde en (risiko
for) forringelse af debitors retsstilling. Rpl. § 511, stk. 2, kan anses som
udtryk for dette princip. Bestemmelsen fastslår, at særskilt udlæg ikke
kan foretages i udlejerens krav mod lejeren på betaling af leje af fast
ejendom, før kravet
Side 49
er forfaldet. Et sådant udlæg ville kunne fratage udlejerens interesse i
fortsat at opfylde sine forpligtelser over for lejeren (debitor).
For så vidt angår kreditorforfølgning mod en skyldners fordring over
for medkontrahenten i henhold til en gensidigt bebyrdende kontrakt
følger en sådan begrænsning (udelukkelse) af rpl. § 511, stk. 3, der
fastslår, at skyldnerens medkontrahent ifølge en gensidigt bebyrdende
kontrakt kan betale til skyldneren, selv om der er foretaget udlæg i
skyldnerens ret til vederlaget, og medkontrahenten er i ond tro herom,
hvis det er nødvendigt for at undgå nærliggende fare for tab eller
væsentlig ulempe for medkontrahenten. Medkontrahenten og
skyldneren kan ligeledes - uanset udlægget - aftale ændringer i
kontraktforholdet, hvis dette af samme årsager er nødvendigt, og
derved ændre indholdet af udlægshaverens ret.
Sprogbrugen i rpl. § 511, stk. 3, leder ikke direkte tanken hen på
kreditorskifte, hvorfor der kan være grund til at præcisere meningen
med bestemmelsen. Den skyldner, som bestemmelsen omtaler, er
debitor i forhold til udlægshaveren. I forhold til medkontrahenten i
det gensidigt bebyrdende kontraktforhold er vedkommende derimod
pengekreditor, idet han har krav på et pengebeløb fra
medkontrahenten. Medkontrahenten er således pengedebitor i det
gensidige aftaleforhold. Skematisk kan forholdet skitseres som i
nedenstående figur, idet der som eksempel tages udgangspunkt i en
aftale om køb. I figuren er de sædvanlige betegnelser ved
kreditorskifte, jf. kap. 11, afsnit 1., angivet med kursiv.
I eksemplet kan køberen således betale købesummen direkte til
sælgeren, uanset at udlægshaveren har foretaget udlæg i sælgerens
fordring mod køberen på købesummen, og uanset at køberen har eller
burde have kendskab til udlægget, hvis betalingen er nødvendig for at
undgå nærliggende fare for tab eller væsentlig ulempe for køberen,
f.eks. fordi sælgeren ikke kan færdiggøre genstanden, uden at han
modtager købesummen.
Side 50
Rpl. § 511, stk. 3, giver medkontrahenten både en frigørelsesret og en
ændringsret, som under ét betegnes som en negligeringsret - dvs. en
ret til at se bort fra (negligere) udlægget. Frigørelsesretten indebærer,
at medkontrahenten med frigørende virkning kan betale til sin
kreditor (skyldneren i forhold til udlægshaver) trods kendskab til
udlægget, hvis det er nødvendigt for at undgå nærliggende fare for tab
eller væsentlig ulempe. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis betaling
direkte til kreditor er nødvendig, for at kreditor kan købe materialer
til opfyldelse af sin forpligtelse over for medkontrahenten. F.eks. kan
køber ved tilvirkningskøb være berettiget til at betale til sælger, selv
om der er foretaget udlæg i sælgers fordring på købesummen, hvis
betaling direkte til sælger er nødvendig, for at sælger kan indkøbe
materialer til at fremstille det bestilte, eller hvis kun sælger har den
nødvendige fagkundskab til at færdiggøre genstanden.
Ændringsretten giver medkontrahenten ret til at indgå aftale med sin
kreditor om ændringer i kontraktforholdet, hvis ændringerne er
nødvendige for at undgå nærliggende fare for tab eller væsentlig
ulempe, selv om en sådan ændring indebærer en (risiko for)
forringelse af udlægshaverens mulighed for at opnå fyldestgørelse,
f.eks. hvis aftalen indebærer, at købesummen bliver mindre. Reglen
gælder generelt, men har størst praktisk betydning i forhold til
længerevarende kontraktforhold, hvor det er almindeligt løbende at
justere kontraktgrundlaget. Det klassiske eksempel er
entreprisekontrakter,37 hvor der ofte er behov for ændringer,
efterhånden som byggeriet skrider frem, og hvor nødvendige
begrænsninger i entreprisen kan betyde reduktion af
entreprisesummen til skade for udlægshaveren. I disse tilfælde kan
bygherren aftale (eller påbyde, jf. AB 92 § 14, stk. 1) nødvendige
ændringer af byggeriet, selv om dette indebærer en (risiko for)
forringelse
Side 51
af udlægshavers mulighed for fyldestgørelse. I entrepriseforhold vil
det ofte i praksis være aftalt i entreprisekontrakten, at bygherren har
ændringsret. En sådan aftale må udlægshaveren under alle
omstændigheder - og uanset rpl. § 511, stk. 3 - respektere, da
udlægshaveren ikke opnår bedre ret end sin skyldner (entreprenøren)
havde, jf. nedenfor afsnit 5.1.3.
Som eksempel uden for entrepriseretten kan nævnes UfR 1996.318/1
V, hvor der var foretaget udlæg i en ejendomsmæglers rettigheder i
henhold til en salgskommissionsaftale. Landsretten udtalte, at den
kunde (pengedebitor), som ejendomsmægleren (pengekreditor)
skulle sælge ejendommen for, kunne have modsat sig udlægget efter
rpl. § 511, stk. 3, hvilket imidlertid ikke var sket. Udlægsfritagelsen i
dette tilfælde kan - uden at det fremgik af dommen - begrundes med,
at der var en risiko for, at kunden ville lide tab, ved at
ejendomsmægleren ikke udførte sit arbejde med at sælge
ejendommen omhyggeligt, idet han ikke havde incitament hertil, når
salæret ikke ville tilfalde ejendomsmægleren, men udlægshaveren.
Rpl. § 511, stk. 3, har kun betydning i tilfælde, hvor udlægget foretages
på et tidspunkt, hvor kontrakten endnu ikke er opfyldt af rekvisitus
(medkontrahentens kreditor). Hvis rekvisitus har opfyldt, indebærer
udlægget ikke nogen risiko for medkontrahentens fyldestgørelse.38
Som det fremgår af bestemmelsen, er det en skønsmæssig vurdering,
om medkontrahenten i medfør af rpl. § 511, stk. 3, er berettiget til at
tilsidesætte udlægget. Såfremt det viser sig, at betingelserne i § 511,
stk. 3, ikke er opfyldt, risikerer medkontrahenten at ifalde
erstatningsansvar over for udlægshaveren. For at give
medkontrahenten mulighed for at få afklaret sin retsstilling,
indeholder § 511, stk. 3, in fine, en regel, hvorefter medkontrahenten
kan modsætte sig udlægget helt eller delvist. Denne regel indebærer,
at medkontrahenten allerede under fogedforretningen, hvor udlægget
foretages, kan indtræde som part, jf. rpl. § 499, og anfægte udlægget.
Medkontrahenten kan også efter udlæggets foretagelse begære
fogedforretningen genoptaget, jf. rpl. § 504, nr. 1, for at protestere
mod udlægget.39 Herved kan medkontrahenten få afklaret, om han
skal respektere udlægget.
Side 52
Rpl. § 511, stk. 3, regulerer alene retsstillingen ved kreditorforfølgning
mod en fordring i henhold til gensidigt bebyrdende kontrakter. Det
fremgår ikke af bestemmelsen, hvilke regler der gælder ved
overdragelse (transport) af en sådan fordring til en aftaleerhverver.
Dette skal undersøges i det følgende.
For så vidt angår overdragelsestilfælde, som falder uden for det
område, som § 511, stk. 3, omfatter,40 synes der som udgangspunkt
ikke at være grund til at give aftaleerhververe en anden retsstilling
end kreditorer. Der er ikke uden for rpl. § 511, stk. 3's område behov
for at beskytte debitor til skade for aftaleerhververens interesser.
Derfor må det antages, at udgangspunktet i disse tilfælde er fri
overførlighed i overensstemmelse med den almindelige hovedregel
som anført ovenfor, medmindre der foreligger særlige regler eller
aftale om det modsatte.
Mere tvivlsomt er det, hvad der gælder ved overdragelse i tilfælde,
som falder inden for det område, som § 511, stk. 3, omfatter. Hvorvidt
debitor kan tilsidesætte kreditors overdragelse af fordringen ved at
betale til kreditor (i stedet for erhververen) eller ved at aftale
ændringer i kontraktforholdet med kreditor (til skade for
erhververen) kan ikke besvares generelt, idet debitors (og
erhververens) interesser er forskellige fra kontraktforhold til
kontraktforhold. Udgangspunktet er det ovennævnte, hvorefter
debitors retsstilling normalt ikke forringes ved overdragelsen. Der er
dog ikke tvivl om, at der kan foreligge tilfælde, hvor også en
overdragelse kan udsætte debitor for nærliggende fare for tab eller
væsentlig ulempe, og at debitor i disse tilfælde har samme behov for
beskyttelse som ved udlæg omfattet af rpl. § 511, stk. 3. På baggrund
heraf kan der formentlig opstilles den almindelige regel, at debitor kan
tilsidesætte en transport i det omfang, det efter kontraktforholdets
natur er nødvendigt for at undgå, at transporten udsætter debitor for
væsentlig risiko eller ulempe.41 Det må herefter ud fra hvert enkelt
kontraktforholds natur - herunder navnlig parternes interesser vurderes, om debitor kan tilsidesætte overdragelsen.42 I de tilfælde,
hvor der er tale om
Side 53
transport af en simpel fordring - f.eks. af entreprenørens fordring på
entreprisesummen - kan bygherrens og entreprenørens adgang til at
aftale ændringer af entreprisen - herunder at reducere denne og
entreprisesummen - begrundes i princippet i gbl. § 27, hvorefter
transporthaver ikke opnår bedre ret end overdrageren, jf. nedenfor
afsnit 5.1.1.43
Fra entrepriserettens område kan nævnes UfR 1913.90 H. Sagen
omhandlede en entreprenør, der skulle udføre et arbejde vedrørende
en viadukt for Statsbanerne. Entreprenøren transporterede 2.000 kr.
af entreprisesummen til en leverandør. Transporten blev anmeldt
over for Statsbanerne, der gav påtegning om modtagelsen. Alligevel
betalte Statsbanerne 2.800 kr. af entreprisesummen til entreprenøren.
Ifølge Højesteret var dette berettiget, da Statsbanerne " ... have haft
Grund til at frygte for, at Entreprisen ikke vilde kunne gennemføres af
[entreprenøren], hvis han ikke fik det ... ommeldte Beløb udbetalt." I
øvrigt anførte Højesteret, at der på betalingstidspunktet endnu
resterede så meget af entreprisesummen, at det var tilstrækkeligt til at
dække transporthaverens krav, hvorfor Statsbanernes disposition så
meget mere var berettiget, samt at det ikke kunne tillægges betydning,
at Statsbanerne havde påtegnet transporten. Se endvidere UfR
1909.200 LHS samt UfR 1913.223 H, hvor Højesteret fandt, at
bygherren ikke efter byggeriets færdiggørelse havde grund til at frygte,
at betaling af det på dette tidspunkt resterende beløb til
transporthaverne ville medføre risiko eller ulempe for bygherren.
Transporthaverne havde derfor krav på betalingen. Resultatet svarer
til forståelsen af rpl. § 511, stk. 3, hvorefter medkontrahenten ikke kan
tilsidesætte udlægget, når rekvisitus har opfyldt sin del af den
gensidigt bebyrdende aftale, jf. ovenfor ved note 38.44
I entrepriseretten har beskyttelsen af debitor (bygherren) fundet et
særligt udtryk i princippet om forrang for "vedkommende"
transporter af entreprenørens uforfaldne krav. En transport er
vedkommende, når den står i forbindelse med byggearbejdets
udførelse, dvs. når transporthaverens ydelser til entreprenøren
kommer byggeriet til gode. Alle andre transporter er
"uvedkommende".45 Hvis en entreprenør giver flere leverandører
eller lignende transport i en simpel fordring mod bygherren, er
udgangspunktet ifølge gbl. § 31, stk. 2, at transporthaverne
fyldestgøres efter et prioritetsprincip, hvor prioriteten fastlægges
efter tidspunktet for transporthaverens denunciation (meddelelse) til
skyldneren (bygherren), jf. nedenfor afsnit 5.3.2.2.e. Den, der først har
denuncieret, får først fyldestgørelse. Hvis AB 92 gælder i
entrepriseforholdet, følger det imidlertid af AB 92 § 5, stk. 2, at
"transporter, der står i forbindelse med arbejdets udførelse, [går]
forud for andre transporter." Dette betyder, at hvis entreprenøren
først giver transport til en "uvedkommende" transporthaver, der
denuncierer over for bygherren, må transporthaveren alligevel vige
for en senere transporthaver, hvis denne har en "vedkommende"
transport. Hensigten med reglen er at beskytte de vedkommende
transporthavere. Reglen kommer tillige bygherren til gode, idet den
medvirker til, at der først bliver fyldestgørelse til transporthavere, der
leverer ydelser, som fremmer byggeriet.
Prioriteten mellem flere vedkommende transporter afgøres som
hovedregel efter det almindelige princip i gbl. § 31, stk. 2. Dog aftales i
nogle tilfælde, at flere vedkommende transporthavere skal være
sidestillede.
Side 54
Dommen i UfR 1913.223 H viser retsvirkningerne, hvis debitor
tilsidesætter en transport, som han er bekendt med, uden at det er
nødvendigt for at undgå væsentlig risiko eller ulempe: Debitor må
efterfølgende (eventuelt efter domfældelse) betale beløbet igen til
transporthaver. Debitor må i så fald søge beløbet tilbage fra sin
kreditor (overdrageren).
En debitor, som er i god tro om, at kreditor har videreoverdraget
fordringen, vil endvidere kunne aftale ændringer i skyldforholdet med
kreditor/overdrager - f.eks. henstand eller eftergivelse af dele af
gælden - i medfør af reglerne om betalingslegitimation i gbl. §§ 19, 20
og 29, der antages at finde analog anvendelse på andre dispositioner
end betaling.46 Erhververen kan ikke over for den godtroende
debitor kræve, at ændringerne ikke skal respekteres, f.eks. ved at
kræve betaling af et eftergivet beløb. Derimod må erhververen efter
omstændighederne kunne kræve sine tab som følge af ændringen
erstattet af kreditor/-overdrager, der har accepteret ændringerne,
selv om han har overdraget fordringen, og som indestår for, at
fordringen består (fuldt ud), jf. gbl. § 9.
Side 55
1.2.3. - Begrænsninger ved debitors dispositive handlinger
1.2.3.1. - Båndlæggelse
I forbindelse med overdragelsen af en gave eller ved oprettelse af
testamente kan debitor (gavegiveren eller testator) båndlægge
gaven/arven, således at denne ikke kan gøres til genstand for
kreditorforfølgning fra kreditors (gavemodtagers eller legatarens)
kreditorer, og således at kreditor ikke kan disponere over
gaven/arven til fordel for aftaleerhververe.47 Efter afgivelsen af
gaveløftet eller udfærdigelsen af testamentet, og så længe gaven
endnu ikke er overgivet, eller arven endnu ikke er faldet, har kreditor
en fordring på ydelsen. Båndlæggelsen indebærer imidlertid, at
kreditor ikke kan overdrage fordringen, samt at kreditors egne
kreditorer ikke kan foretage kreditorforfølgning i fordringen. Et
sådant kreditorskifte inden overgivelsen/erlæggelsen af den
båndlagte ydelse ville føre til en omgåelse af
båndlæggelsesbestemmelsen. Båndlæggelsen hindrer således
kreditorskifte.
Båndlæggelse kan ikke ske ved, at en ejer selv træffer bestemmelse
herom (selvbåndlæggelse), og kan heller ikke ske ved gensidigt
bebyrdende aftale, idet dette ville muliggøre unddragelse af aktiver fra
kreditorforfølgning. Hvorvidt det alligevel - ud over
båndlæggelsessituationen - kan aftales mellem debitor og kreditor, at
kreditor ikke må overdrage fordringen, behandles i næste afsnit.
1.2.3.2. - Begrænsninger ved aftale
Der er intet til hinder for, at debitor og kreditor i forbindelse med et
gensidigt skyldforholds stiftelse aftaler, at kreditor ikke må
videreoverdrage fordringen.48 Spørgsmålet er imidlertid, om denne
aftale skal respekteres af kreditors aftaleerhververe, der til trods for
aftalen får transport i fordringen, og af kreditors egne kreditorer, der
foretager kreditorforfølgning.
I forhold til kreditorforfølgning må udgangspunktet være, at
kreditorerne ikke skal respektere en aftale om udelukkelse af
kreditorskifte. Dette gælder klart, hvis aftalen alene har til hensigt at
hindre kreditorforfølgning, mens overdragelse ikke er omfattet, men
det må antages
Side 56
at gælde generelt, idet det ellers vil være muligt at bringe nogle af
kreditors aktiver i kreditorly.49 Der er i princippet tale om en
situation svarende til båndlæggelse ved gensidig aftale, jf. sidst i afsnit
1.2.3.1.
Som anført nedenfor i afsnit 5.1.3. er det almindelige udgangspunkt, at
overdragerens kreditorer ikke opnår bedre ret, end overdrageren selv
havde, svarende til princippet i gbl. § 27 om overdragelse. Heraf kunne
det være nærliggende at udlede, at fordringshaverens kreditor ikke
kan vinde ret til en fordring, der ved aftale mellem debitor og
fordringshaveren er undtaget fra kreditorforfølgning, idet
overdrageren (fordringshaveren) netop ikke havde ret til at overdrage
fordringen eller anvise den til fyldestgørelse af sine kreditorer.
Hensynet til at undgå kreditorly, som kreditorerne ikke ville have
nogen chance for at forhindre, må imidlertid føre til, at det almindelige
udgangspunkt fraviges i sådanne særlige tilfælde.
I særlige tilfælde vil det før petitafsnittet nævnte udgangspunkt
muligvis kunne fraviges, hvis aftalen om at udelukke kreditorskifte er
begrundet i, at debitors byrde vil blive væsentligt ændret med en ny
kreditor. Såfremt aftalen i sådanne tilfælde udelukker både
overdragelse og kreditorforfølgning vil hensynet til debitor muligvis
kunne bevirke, at aftalen opretholdes over for kreditorforfølgning.50
Resultatet ville jo i så fald normalt allerede følge af almindelige
principper, jf. ovenfor bl.a. afsnit 1.2.2.1.
I forhold til kreditors aftaleerhververe synes der ikke at være samme
behov for at tilsidesætte en aftale, der udelukker kreditorskifte. Der
synes ikke at være afgørende grunde til, at en aftaleerhverver, der får
transport i kreditors ret, skulle kunne tilsidesætte en sådan aftale.51
Ved negotiable fordringer vil debitors indsigelse om, at der er aftalt
Side 57
forbud mod kreditorskifte, dog kunne ekstingveres af en godtroende
erhverver, jf. gbl. § 15.52
Spørgsmålet synes ikke afklaret i retspraksis, bortset fra aftaler om
båndlæggelse. Af UfR 1985.694 Ø (refereret i afsnit 1.1.) fremgår alene
en forudsætning om, at aftaler om udelukkelse af kreditorskifte kan
indgås, men retsvirkningerne over for aftaleerhververe og kreditorer
behandles ikke, da retten konstaterede, at der ikke var indgået en
aftale.
Formentlig gælder de ovennævnte regler tilsvarende, hvis en
overdrager og en erhverver i forbindelse med en senere overdragelse
aftaler, at erhververen af fordringen ikke må videreoverdrage denne.
Indgås aftale om uoverførlighed derimod ikke ved fordringens stiftelse
eller i forbindelse med en senere overdragelse, men først
efterfølgende, skal aftalen næppe respekteres - hverken af
aftaleerhververe eller kreditorer.53
2. - Gældsbrevsloven - simple og negotiable fordringer
2.1. - Terminologi: Simpel eller negotiabel fordring?
Som nævnt findes de væsentligste regler om kreditorskifte i
gældsbrevsloven. Undersøges lovens bestemmelser, ses det tydeligt, at
reglerne om debitors indsigelser, om betalingslegitimation og om
sikringsakter er væsentligt forskellige afhængig af, om den fordring,
der overdrages, er simpel eller negotiabel.54 Forskellene skyldes, at
reglerne om simple henholdsvis negotiable gældsbreve skal opfylde to
forskellige formål.
At fri overførlighed er udgangspunktet, jf. afsnit 1.1., skyldes først og
fremmest den hovedregel, at debitors retstilling ikke påvirkes af
kreditorskiftet, medmindre debitor selv accepterer dette.
Gældsbrevslovens regler om simple fordringer har netop først og
fremmest til hensigt at sikre, at debitors retsstilling ikke påvirkes af
kreditorskiftet, dvs. at reglerne har til hensigt at beskytte debitor. Dette
følger bl.a. af gbl. §
Side 58
27, hvorefter debitor bevarer sine indsigelser mod den oprindelige
kreditor over for erhververen (se nærmere nedenfor afsnit 5.1.1.), og
af gbl. § 29, hvorefter debitor, hvis han er i god tro om overdragelsen,
fortsat kan betale med frigørende virkning til den oprindelige kreditor
(se nærmere nedenfor afsnit 5.2.1.).
Reglerne om negotiable gældsbreve har derimod til hensigt at lette
omsætteligheden af fordringerne ved, at erhververen ikke behøver at
foretage nærmere undersøgelser forud for erhvervelsen. Dette opnås
bl.a. ved regler, der betyder, at en godtroende erhverver kan
tilsidesætte (ekstingvere) debitors svage indsigelser, jf. gbl. § 15 og
nærmere nedenfor afsnit 6.1.1.2. og 6.1.1.3., selv om en sådan
ekstinktion betyder, at kreditorskiftet forringer debitors retsstilling,
idet debitor ikke kan gøre sine svage ugyldighedsindsigelser gældende
over for den godtroende erhverver, men må betale i henhold til
gældsbrevet. Debitor er i stedet henvist til at søge tilbagebetaling fra
den oprindelige kreditor.
Negotiabilitetsreglernes tilsidesættelse af debitors indsigelser
harmonerer ikke med den nævnte begrundelse for reglen om fri
overførlighed: At debitors retsstilling ikke påvirkes. At disse
fravigelser kan accepteres, uden at reglen om fri overførlighed også
fraviges, skyldes, at en fordring ikke kan gøres negotiabel, uden at
debitor har medvirket til det ved fordringens stiftelse (eller
efterfølgende). Se straks nedenfor om, hvilke fordringer der er
negotiable. Debitor kan således principielt vælge, om han vil udsætte
sig for en mulig forringelse af sin retsstilling. Desuden kan reglerne
om negotiabilitet også være til debitors fordel, idet omsætteligheden
betyder, at kreditor lettere kan finansiere den kredit, han yder debitor,
hvorfor det også alt andet lige vil være lettere og billigere for debitor
at opnå kreditten.
Endvidere er særligt udsatte kategorier af debitorer beskyttet mod
negotiabilitetsreglerne. Dette følger af kreditaftalelovens § 31,
hvorefter kreditgiveren ikke i forbrugerkreditaftaler må modtage
veksler eller andre særlige skylddokumenter - herunder negotiable
gældsbreve - der ved overdragelse kan medføre indskrænkning af
forbrugerens ret til at fremsætte indsigelser.
2.2. - Hvornår er et gældsbrev negotiabelt?
Hvorvidt et gældsbrev er negotiabelt afgøres på grundlag af gbl. § 11,
stk. 2, der udtømmende opregner, hvilke papirgældsbreve der er
negotiable. For tinglyste digitale gældsbreve (pantebreve i visse
aktiver) gælder
Side 59
i stedet TL § 27, stk. 2, (pantebreve i fast ejendom), TL § 42 g, stk. 3, 2.
pkt., (pantebreve i motorkøretøjer), TL § 42 m, stk. 2, 2. pkt.,
(pantebreve i andelsboliger) samt TL § 47, stk. 7, 2. pkt., (pantebreve i
almindeligt løsøre). Se om disse bestemmelser nedenfor i afsnit 2.3.
Kun hvis det følger af disse bestemmelser, er et gældsbrev negotiabelt.
Alle andre gældsbreve, som efter bestemmelserne ikke er negotiable,
skal behandles efter reglerne om simple gældsbreve. Bestemmelserne
er således udtømmende i den forstand, at bestemmelserne angiver,
hvilke gældsbreve der er negotiable. Andre dokumenter, (der ikke er
gældsbreve), kan være tillagt negotiabilitetsvirkning i medfør af andre
bestemmelser uden for gældsbrevsloven. Dette gælder f.eks. visse
fondsaktiver samt trukne veksler og checks.55 Negotiabilitet efter gbl.
§ 11, stk. 2, og de ovennævnte bestemmelser i tinglysningsloven
forudsætter, at der er tale om et gældsbrev. Se om definitionen af et
gældsbrev nedenfor i afsnit 2.4. Gbl. § 11, stk. 2, bygger som
udgangspunkt på den betragtning, at negotiabilitet kræver en særlig
klausul i gældsbrevet, som kan henlede debitors (og erhververens)
opmærksomhed på, at der knytter sig særlige retsvirkninger til
gældsbrevet.56
Følgende gældsbreve er efter gbl. § 11, stk. 2, negotiable (svarende til
gbl. § 11, stk. 2, nr. 1-4):
1.
1) Ihændehavergældsbreve. Dvs. gældsbreve, der enten ikke
angiver, hvem gælden skal betales til, eller som lyder på
betaling til "ihændehaveren", dvs. den, der har gældsbrevet i
sin besiddelse og præsenterer det for debitor til betaling.
2.
2) Ordregældsbreve. Dvs. gældsbreve, der lyder på betaling til
en bestemt person "eller ordre". Et gældsbrev, der lyder på
betaling til en bestemt person (N.N.), kaldes et navnegældsbrev
og er ikke negotiabelt, jf. gbl. § 11, stk. 2, nr. 4, modsætningsvis
samt gbl. § 26. Hvis et navnegældsbrev efter personnavnet
forsynes med den nævnte klausul (N.N. eller ordre), bliver det
derved negotiabelt. Ordene "eller ordre" skal benyttes. Om
andre klausuler med samme virkning, se nedenfor under 4).
3.
3) Pantebreve med pant i registreret skib eller registreret
luftfartøj. Disse pantebreve udgør en undtagelse til
udgangspunktet om, at negotiabiliteten følger af en bestemt
klausul. Det afgørende er, at der er tale om et pantebrev i et af
de nævnte aktiver. Undtagelsen skyldes, at det er sædvanligt, at
sådanne pantebreve omsættes. Negotiabilitet knyttes dog ikke
til pantebrevene, hvis de forsynes med en såkaldt rektaklausul,
f.eks. med ordlyden "ikke til ordre" eller lignende. Om tinglyste
digitale gældsbreve - dvs. pantebreve med pant i bl.a. fast
ejendom - se nedenfor afsnit 2.3.
4.
4) Navnegældsbreve, der udtrykkeligt angiver, at de er
omsætningsgældsbreve. Som nævnt under 2) er gældsbreve,
der lyder på betaling til en bestemt person, som udgangspunkt
ikke negotiable. Imidlertid følger det af gbl. § 11, stk. 2, nr. 4, at
navnegældsbreve kan gøres negotiable ved hjælp af en særlig
klausul. Ordlyden af klausulen er uden betydning, når blot det
utvetydigt fremgår, at der er tale om et omsætningsgældsbrev.
Kravet til tydelighed er strengt.57 Størst sikkerhed opnås ved
at anvende ordet "omsætningsgældsbrev", som udtrykkeligt
nævnt i gbl. § 11, stk. 2, nr. 4.
Side 60
2.3. - Særligt om tinglyste digitale gældsbreve (pantebreve)
Pantebreve med pant i fast ejendom var tidligere i medfør af gbl. § 11,
stk. 2, nr. 3, negotiable gældsbreve. Gældsbrevslovens kapitel 2 om
negotiable gældsbreve omhandler imidlertid papirdokumenter, og
knytter negotiabiliteten til et papirdokument og den fysiske
besiddelse heraf. Ved lov nr. 539 af 8. juni 2006 indførtes digital
(papirløs) tinglysning i Danmark. Dette betyder, at pantebreve i fast
ejendom alene udstedes som digitale dokumenter, hvorfor der ikke
kan knyttes retsvirkninger til den fysiske besiddelse af pantebrevene.
Pantebreve i fast ejendom er dog fortsat gældsbreve, jf. definitionen
heraf nedenfor, og de er tillige fortsat negotiable, jf. TL § 27, stk. 2,
hvorefter et tinglyst pantebrev, bortset fra et skadesløsbrev, der giver
pant i fast ejendom, er negotiabelt, medmindre der i pantebrevet er
indføjet en rektaklausul. Se herom ovenfor afsnit 2.2. under 3). En
rektaklausul er almindelig i pantebreve, hvor et realkreditinstitut er
panthaver, idet sådanne pantebreve normalt ikke omsættes.
Tidligere kunne der sluttes modsætningsvis fra gbl. § 11, stk. 2, nr. 3,
således at pantebreve, der gav pant i aktiver, som ikke var nævnt i
bestemmelsen - navnlig pantebreve med pant i almindeligt løsøre,
motorkøretøjer og andelsboliger - var simple gældsbreve. Disse
pantebreve - der nu er digitale gældsbreve - er fortsat simple,
medmindre det klart fremgår af pantebrevene, at de er negotiable, og
der er indsat udtrykkelig hjemmel herfor i TL § 42 g, stk. 3, 2. pkt.,
(motorkøretøjer), TL § 42 m, stk. 2, 2. pkt. (andelsboliger) henholdsvis
TL § 47, stk. 7, 2. pkt., (løsøre).
Side 61
Tinglyste digitale gældsbreve, der er simple, behandles efter reglerne i
gældsbrevslovens kapitel 3 - bortset fra reglen om sikringsakt i gbl. §
31 - jf. gbl. § 26, stk. 2. I stedet gælder reglerne om sikringsakter i
tinglysningsloven - dvs. tinglysning.
2.4. - Definition af et gældsbrev
Gældsbrevslovens bestemmelser omhandler gældsbreve, uden at det af
loven fremgår, hvad der forstås herved. Af lovens forarbejder58
fremgår, at "Som Gældsbrev bør man kun betegne en skriftlig
Erklæring, der hjemler en i Hovedsagen ubetinget, ensidig Fordring paa
et Pengebeløb."59 Loven gælder således kun direkte for fordringer,
der opfylder denne definition. Eksempelvis vil købers fordring på
salgsgenstanden og sælgerens fordring på købesummen ikke være
gældsbreve i lovens forstand, allerede fordi købet er en gensidigt
bebyrdende aftale, og fordi købers fordring på genstanden ikke er en
fordring på et pengebeløb.
Imidlertid fremgår det tillige flere steder af forarbejderne,60 at
gældsbrevsloven i vidt omfang er en lovfæstelse af almindelige
obligationsretlige grundsætninger. Som følge heraf er det den
almindelige opfattelse i den juridiske teori61 og til dels i
retspraksis,62 at i hvert fald de fælles bestemmelser i gældsbrevslovens
kapitel 1 og reglerne om simple gældsbreve i kapitel 3 finder (analog)
anvendelse på simple fordringer, selv om der ikke er udstedt et
egentligt gældsbrev. Dette betyder, at reglerne om simple gældsbreve
som udgangspunkt også finder anvendelse for andre simple fordringer,
uanset om disse er stiftet ved en skriftlig eller en mundtlig aftale, om
det er fordringer på penge eller noget andet og om fordringerne er
ensidige eller indgår i et gensidigt bebyrdende skyldforhold.63
Side 62
Reglerne i gældsbrevslovens kapitel 2 om negotiable gældsbreve
gælder derimod kun for dokumenter, som opfylder den ovennævnte
definition af et gældsbrev. Da reglerne om simple gældsbreve også
gælder for andre fordringer, har begrebet "gældsbrev" således kun
reel betydning for de negotiable gældsbreve.64 For disse er det til
gengæld af afgørende betydning, om der er tale om et gældsbrev.
3. - Debitors retsstilling over for den oprindelige kreditor
I de følgende afsnit tages udgangspunkt i følgende situation: En
kreditor har en fordring mod en debitor. Denne fordring overdrager
kreditor til en erhverver. Som følge af, at kreditor, både er kreditor i
forhold til fordringen mod debitor og overdrager af fordringen i
forhold til erhververen, anvendes i det følgende undertiden
betegnelsen kreditor/overdrager.
Debitor->kreditor/overdrager->Erhverver
Om stiftelse og gyldighed af kreditors fordring på debitor gælder de
almindelige regler om aftalers indgåelse og gyldighed - først og
fremmest aftalelovens regler.65 Debitors retsstilling over for kreditor
efter disse regler påvirkes som udgangspunkt ikke af, at kreditor
overdrager fordringen til en erhverver. Uanset overdragelsen kan
debitor gøre eventuelle indsigelser gældende over for kreditor, hvis
betingelserne herfor i de aftaleretlige regler er opfyldt. Det kan
derimod forekomme, at indsigelserne ikke kan gøres gældende over
for erhververen, navnlig på grund af gbl. § 15 om ekstinktion af
debitors svage indsigelser. Men i så fald kan debitor fortsat gøre
indsigelserne gældende mod kreditor/overdrager efter de almindelige
regler og efter omstændighederne søge det beløb, som debitor har
måttet betale til erhververen, tilbage fra kreditor.66
Indsigelserne kan gøres gældende over for kreditor, uanset om
debitor har udstedt et skylddokument (gældsbrev) eller ej. Et sådant
dokument letter bevisførelsen for, hvad der er aftalt, og for
eksistensen af visse indsigelser, men udstedelsen af et dokument
bevirker som udgangspunkt
Side 63
ikke, at debitor giver afkald på nogle indsigelser, medmindre det er
aftalt eller i øvrigt følger af særlige omstændigheder, jf. gbl. § 1.
Særlige omstændigheder kan f.eks. foreligge, hvis en debitor
underskriver et gældsbrev, selv om han tidligere har fremsat
indsigelser om kun at skylde et mindre beløb end gældsbrevet lyder
på. Dette må tages som udtryk for, at debitor har givet afkald på
indsigelsen, jf. UfR 1975.1076 H. Vedr. gbl. § 1 se også UfR 1985.680 Ø,
hvor køberen af en herrecykel i forbindelse med købet havde
underskrevet et gældsbrev til sælgeren. I brevet fandtes følgende
bestemmelse: "Dette gældsbrev indskrænker ikke debitors ret til at
fremsætte indsigelser vedrørende de købte varer." Denne
bestemmelse svarede blot til indholdet af gbl. § 1, og indebar ikke, at
der var tale om et gældsbrev (som antaget af fogedretten).
En gyldig overdragelse af fordringen bevirker som udgangspunkt, at
debitor skal betale til erhververen. Imidlertid kan debitor i god tro
fortsat betale til kreditor/overdrager, hvis denne er legitimeret til at
modtage betalingen. Se nærmere nedenfor afsnit 5.2.1. og 6.1.2.1.d.
Ved gensidigt bebyrdende aftaler, hvor der ikke er udstedt negotiabelt
dokument, kan debitor fortsat gøre sine gensidighedsbeføjelser
gældende over for kreditor, selv om kreditor har overdraget sine
rettigheder i henhold til aftalen til en erhverver. Eksempelvis kan en
sælger over for en køber, der har videresolgt en endnu ikke leveret
vare, udøve standsningsret efter kbl. § 39. Standsningsretten kan hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt - udøves, selv om varen er
videresolgt, og selv om erhververen (købers køber) har påtaget sig at
betale købesummen direkte til sælgeren og er i stand til det.67
Standsningsretten kan afværges ved sikkerhedsstillelse. Hvis
erhververen stiller denne sikkerhed eller tilbyder betaling, kan
sælgeren ikke længere berettiget udøve standsningsret.68
Tilsvarende vil køberen kunne gøre misligholdelsesbeføjelser
gældende over for sælgeren, hvis varen er mangelfuld, selv om
sælgeren har transporteret sine rettigheder i henhold til aftalen
(fordringen på købesummen) til en erhverver. Hvis køberen har krav
på forholdsmæssigt afslag på grund af mangler ved salgsgenstanden,
kan erhververen af fordringen på købesummen som udgangspunkt
kun kræve
Side 64
den reducerede købesum betalt til sig. Erhververen må i stedet holde
sig til sælgeren/overdrageren, der indestår for, at fordringen består, jf.
gbl. § 9 og nærmere nedenfor afsnit 4.
Har køberen imidlertid udstedt negotiabelt gældsbrev for fordringen
på købesummen, kan erhververen af gældsbrevet fortrænge køberens
svage indsigelser, jf. gbl. § 15, og kræve betaling af fuldt vederlag.
Køberen må i så fald holde sig til sælgeren for at opnå sit afslag.
Resultatet skyldes i begge de nævnte eksempler om køb, at en
kontraktspart i et gensidigt bebyrdende kontraktforhold kun kan
overdrage sine rettigheder i henhold til kontrakten, men ikke sine
pligter. Misligholder kontraktsparten sine forpligtelser, har
medkontrahenten derfor misligholdelsesbeføjelser efter de
almindelige regler herom, medmindre erhververen efter reglerne om
negotiable fordringer kan ekstingvere indsigelserne om misligholdelse.
4. - Retsforholdet mellem kreditor/overdrager og erhververen
Aftalen mellem kreditor/overdrager og erhververen om overdragelse
af kreditors fordring mod debitor er - ligesom aftalen, der stifter
fordringen - undergivet de almindelige regler om aftalers indgåelse og
gyldighed - herunder aftalelovens regler. Overdrageren kan således
gøre de almindelige ugyldighedsindsigelser gældende over for
erhververen. Dog bestemmer gbl. § 14, stk. 1, (og TL § 27 b for så vidt
angår tinglyste digitale pantebreve med pant i fast ejendom), at
overdragerens umyndighed eller manglende ret til at råde over et
negotiabelt gældsbrev ikke kan gøres gældende over for en erhverver,
der ikke vidste dette, eller som har udvist den agtpågivenhed, som
forholdene krævede.
Hvis aftalen mellem kreditor/overdrager og erhververen er ugyldig, er
det overdrageren alene, der er indehaver af fordringen mod debitor.
Efter omstændighederne kan den ugyldige overdragelse imidlertid
bevirke, at debitor med frigørende virkning kan betale til erhververen,
hvis denne er legitimeret til at modtage betalingen, jf. gbl. §§ 19 og 20
(nedenfor afsnit 6.1.2.1.c.) og gbl. § 29 (nedenfor afsnit 5.2.2.).
På tilsvarende måde kan debitor med frigørende virkning betale til
overdrageren, selv om fordringen er gyldigt overdraget til erhververen,
hvis debitor er i god tro om overdragelsen, og overdrageren er
legitimeret til at modtage betalingen.
Side 65
I medfør af gbl. § 9 indestår overdrageren af en fordring for, at
fordringen består. Overdrageren er således objektivt ansvarlig over for
erhververen, hvis det viser sig, at overdrageren ikke havde en gyldig
fordring mod debitor. Reglen svarer til almindelige regler om objektivt
ansvar for vanhjemmel.69 Reglen gælder dog ikke ved
gaveoverdragelser eller i tilfælde, hvor erhververen var i ond tro om,
at fordringen ikke bestod.
Derimod indestår overdrageren ikke for debitors vilje eller evne til at
opfylde fordringen (fordringens godhed), jf. gbl. § 10. Hvis det viser sig,
at fordringen intet er værd, fordi debitor er insolvent, kan
erhververen ikke gøre noget krav gældende mod overdrageren,
medmindre overdrageren har udstedt en garanti for opfyldelsen, f.eks.
ved at give "skadesløs transport".70
Gbl. §§ 9 og 10 regulerer alene overdragerens ansvar over for
erhververen for fordringens eksistens og for debitors betaling. Ved
siden af disse regler gælder de almindelige misligholdelsesbeføjelser,
herunder bl.a. erhververens hævebeføjelse og erstatningskrav efter de
almindelige erstatningsregler.71
5. - Overdragelse af simple fordringer
5.1. - Debitors indsigelser over for erhververen
5.1.1. - Hvilke indsigelser kan debitor gøre gældende?
Ved overdragelse af simple fordringer til eje eller sikkerhed gælder
den almindelige regel, at erhververen ikke opnår bedre ret end
overdrageren, jf. gbl. § 27. Dette betyder, at enhver indsigelse, som
debitor måtte have over for kreditor, tillige kan gøres gældende over
for erhververen. Dermed er gbl. § 27 et meget klart udtryk for det
grundprincip, som bærer hovedreglen om fordringers fri
overførlighed: Debitors retsstilling må ikke forringes ved
kreditorskiftet, jf. ovenfor afsnit 1.1.
Gbl. § 27 gælder også for tinglyste digitale simple gældsbreve, jf. gbl. §
26, stk. 2, dvs. for pantebreve i almindeligt løsøre, motorkøretøjer og
andelsboliger, når de ikke er gjort negotiable, samt digitale pantebreve
i fast ejendom, der indeholder en rektaklausul.
Side 66
Den eneste betingelse, for at debitor kan gøre en indsigelse gældende
over for erhververen, er, at debitor reelt har en indsigelse over for
kreditor, hvilket må afgøres efter de almindelige regler herom navnlig aftalelovens §§ 29-33. Der skal naturligvis være en indsigelse,
idet gbl. § 27 ikke bestemmer, at debitor skal have en bedre retsstilling
over for erhververen, end han havde over for kreditor. Det er derimod
ikke en betingelse, at erhververen er i ond tro om indsigelsen. Debitor
kan også gøre de indsigelser, som han havde over for kreditor, gældende
over for en godtroende erhverver. Dette gælder også svage indsigelser
efter aftaleloven, som kun kan gøres gældende over for en
løftemodtager (kreditor) i ond tro. Ugyldighedsreglerne i aftaleloven
regulerer inter-partes-forholdet; ikke forholdet til senere erhververe
(tredjemand).72 Hvis indsigelserne ikke kunne gøres gældende over
for erhververen, ville debitors retsstilling jo blive forringet ved
overdragelsen. Med andre ord kan erhververen ikke som følge af
overdragelsen af en simpel fordring ekstingvere debitors indsigelser,
sådan som det er tilfældet med bl.a. negotiable fordringer, jf. gbl. § 15
og nedenfor afsnit 6.1.1.2. og 6.1.1.3.
Debitors retsstilling kan illustreres med følgende eksempel: I medfør
af aftalelovens § 30 er en viljeserklæring ikke gyldig, hvis
løftemodtageren har fremkaldt den ved svig. Det samme gælder, hvis
svigen er udøvet af tredjemand, og løftemodtageren har været i ond
tro om svigen. Svig udøvet af tredjemand kan derimod ikke gøres
gældende over for en godtroende løftemodtager.73 Eksemplet tager
udgangspunkt i, at A i forbindelse med, at han låner 10.000 kr. af B,
udsteder et simpelt gældsbrev til B. Imidlertid er A's underskrivelse af
gældsbrevet fremkaldt ved en tredjemand, T's, udøvelse af svig.
Umiddelbart efter udstedelsen overdrager B gældsbrevet til
erhververen, E. Da A bliver opmærksom på den udøvede svig, gør han
indsigelsen herom gældende over for E og nægter at betale. Hvorvidt
A kan gøre indsigelsen gældende over for E, afhænger af, om B var i
god eller ond tro om den udøvede svig. Derimod er det uden
betydning, om E var i god eller ond tro om svigen.
Hvis B var i god tro om den af tredjemand udøvede svig, følger det af
aftalelovens § 30, at svigsindsigelsen ikke kan gøres gældende over for
B, jf. ovenfor. A har med andre ord ikke nogen indsigelse - heller ikke
over for E. A må derfor betale til E. Dette gælder dog ikke, hvis det er E
selv, som har udøvet svigen.74
Hvis B var i ond tro, kan A gøre svigsindsigelsen gældende over for B,
jf. aftalelovens § 30, og dermed også over for E, jf. gbl. § 27. Dette
gælder, selv om E er i god tro om den udøvede svig, idet udelukkelse af
svigsindsigelsen med henvisning til god tro hos E ville stille A
(debitor) ringere over for E end over for B (kreditor), som indsigelsen
jo kunne gøres gældende over for.
Side 67
Foruden de almindelige stærke75 og svage ugyldighedsgrunde kan
debitor også gøre andre indsigelser gældende over for erhververen,
f.eks. at han efter forudsætningslæren ikke er bundet over for
overdrageren, jf. UfR 1993.696 H, hvor en kommanditist ikke var
bundet af tegningsaftaler. Dette kunne tillige gøres gældende over for
kommanditselskabets bank, der havde fået transport i aftalerne.76
Debitor kan også gøre gældende, at fordringen aldrig er kommet til
eksistens, jf. UfR 1964.307 V om en kautionsforpligtelse, der kun angik
et bestemt lån, som aldrig kom til eksistens. Kautionisten var derfor
ikke forpligtet i forhold til et andet lån, der rent faktisk blev ydet, og
indsigelsen herom kunne gøres gældende over for erhververen af
fordringen på tilbagebetaling af det sidstnævnte lån.
Debitor bevarer tillige en indsigelse om, at fordringen er indfriet før
overdragelsen til erhververen samt indsigelse om, at
kreditor/overdrager har misligholdt en gensidigt bebyrdende kontrakt
med debitor, således at debitor kan gøre misligholdelsesbeføjelser
gældende. Således må erhververen acceptere debitors berettigede
ophævelse af aftalen, eller at fordringen reduceres med et
forholdsmæssigt afslag. Dette kan også udtrykkes således, at debitors
modregning med fordringer (f.eks. en fordring på et forholdsmæssigt
afslag), der udspringer af samme retsforhold som hovedfordringen
(konneks modregning), behandles efter reglerne om indsigelser i gbl.
§ 27. Se nærmere kap. 13, afsnit 4.4.
Gbl. § 27 angiver dels, hvilke rettigheder som tilkommer en erhverver
af en simpel fordring, dels om debitor over for erhververen kan nægte
betaling af fordringen under henvisning til indsigelser. Bestemmelsen
regulerer derimod ikke erhververens eventuelle forpligtelser
Side 68
over for debitor. Se således UfR 2011.3188 H, hvor fordringen på
købesummen i forbindelse med køb af edb-programmer var
transporteret til et finansieringsselskab. Debitor (køberen af
programmerne) betalte i overensstemmelse hermed købesummen til
finansieringsselskabet. Efter at have betalt, hævede debitor købet af
programmerne pga. sælgerens (kreditor/overdragerens)
misligholdelse. Da sælgeren var gået konkurs, krævede debitor med
henvisning til gbl. § 27, at finansieringsselskabet (erhververen) skulle
tilbagebetale købesummen. Heri fik debitor ikke medhold, da gbl. § 27
ikke angår spørgsmålet om erhververens mulige forpligtelser,
herunder pligt til tilbagebetaling i tilfælde, hvor fordringen er opfyldt
ved betaling. Endvidere ville en anvendelse af gbl. § 27 føre til, at
debitor blev stillet bedre som følge af overdragelsen, da debitor i så
fald ville kunne have rettet tilbagebetalingskravet både om
overdrageren og erhververen, hvilket ikke er hensigten med
bestemmelsen. Såfremt debitor skulle have et tilbagebetalingskrav
mod finansieringsselskabet, måtte dette derfor støttes på andre regler
- f.eks. reglerne om tilbagebetaling af beløb erlagt i urigtig formening
om skyld (condictio indebiti). Se herom nedenfor kap. 13, afsnit 2.3.
Hvis debitor endnu ikke havde betalt til finansieringsselskabet, på
tidspunktet hvor debitor hævede købeaftalen, kunne debitor derimod
have gjort sin indsigelse om, at der ikke var pligt til at betale på grund
af ophævelsen, gældende over for finansieringsselskabet, jf. gbl. § 27,
og have undladt at betale uden derved at misligholde.
5.1.2. - Undtagelser - indsigelser, der fortabes
Ifølge gbl. § 27 gælder bestemmelsen ikke, hvis andet følger af "særlige
retsregler". En sådan findes bl.a. i aftalelovens § 34 om proforma,
hvoraf det følger, at indsigelsen om, at en skriftlig skylderklæring
(fordring) er oprettet på skrømt (proforma), ikke kan gøres gældende
over for en senere erhverver af fordringen, der har fået fordringen
overdraget i god tro. Debitors proformaindsigelse ekstingveres således
af en godtroende erhverver.
Gbl. § 31, stk. 2, kan også siges at udgøre en særlig retsregel, selv om
bestemmelsen ikke omhandler ekstinktion af debitors indsigelser,
men dobbeltoverdragelse af simple fordringer. Reglen kan imidlertid
indebære, at en erhverver opnår bedre ret end overdrageren. Hvis
kreditor først transporterer sin fordring mod debitor til erhververen
E1 og dernæst igen til erhververen E2, har E1 som udgangspunkt ret
til fordringen, da han er først i tid. Såfremt E2 videreoverdrager
fordringen til E3 følger det som udgangspunkt af gbl. § 27, at E3 ikke
opnår bedre ret end sin overdrager E2, der altså ingen ret havde. Hvis
imidlertid E2 først og i god tro om E1's ret giver meddelelse
(denunciation) om transporten til debitor, bevirker gbl. § 31, stk. 2, at
E2 ekstingverer E1's ret til fordringen. Se afsnit 5.3.2.2.e. Som følge af
den almindelige regel om, at en engang ekstingveret ret ikke vågner
op igen, kan E1 heller ikke gøre sin ret gældende over for E3, uanset
om E3 er i ond tro. På denne måde bevirker gbl. § 31, stk. 2, at E3
opnår bedre ret, end E2 oprindeligt havde, uanset om E3 selv opfylder
ekstinktionsbetingelserne.77
Side 69
Erhververen kan også - uanset gbl. § 27 - fortrænge debitors
indsigelser, hvis debitor - f.eks. ved underskrivelse af et dokument,
som kreditor kan benytte som legitimation ved retshandler med
tredjemand - har udvist uforsigtighed ved at legitimere kreditor som
indehaver af en ret, som han reelt ikke har. Resultatet kan begrundes i
almindelige regler om legitimationsekstinktion78 eller eventuelt
reglerne om (stiltiende) fuldmagt.
Side 70
Gomard 3 s. 86 anfører, at "Det følger af almene retsgrundsætninger
om fuldmagt og culpaansvar, at cessionaren [dvs. erhververen] vinder
ret, hvor debitor har udvist uforsigtighed ved at medvirke til at skabe
en legitimation for overdrageren, som rækker videre end hans ret, jf.
UfR 1980.299 Ø med note 1." (fremhævelser her). Hertil bemærkes, at
reglerne om erstatning og culpaansvar for debitor ikke regulerer
spørgsmålet, om erhververen vinder ret til fordringen eller ej. Retten
til fordringen må afgøres efter de almindelige aftaleretlige regler
(herunder om fuldmagt) samt - som nævnt - efter reglerne om
ekstinktion.79
Der er dog den sammenhæng mellem reglerne om
legitimationsekstinktion og erstatning - ud over at begge regelsæt
fører til, at erhververen har et pengekrav mod debitor - at begge
regelsæts anvendelse må forudsætte debitors uagtsomhed. I relation
til erstatningsreglerne formuleres dette ofte som et krav om culpa,
mens det i relation til ekstinktionsreglerne undertiden formuleres
som et krav om uforsigtighed m.v. eller "noget mere".80 Det er
således i begge tilfælde af betydning, om skyldneren har handlet
uagtsomt.81 Forskellen viser sig imidlertid, hvis det f.eks. antages, at
erhververen var i ond tro om debitors indsigelse. Efter
ekstinktionsreglerne betyder det, at erhververen ikke kan ekstingvere
debitors indsigelse. Er der tale om en indsigelse om, at fordringen slet
ikke består, opnår erhververen i ond tro ingen ret til fordringen. Han
kan derfor ikke kræve betaling af debitor. Efter erstatningsreglerne
behøver erhververens onde tro imidlertid ikke at betyde bortfald af
erstatningskravet, men der kan efter omstændighederne blive tale om
nedsættelse af erstatningen på grund af erhververens egen skyld ved
at acceptere transporten af fordringen, selv om han var i ond tro om
indsigelsen.
Spørgsmålet, om erhververen vinder ret til fordringen, må derfor
afgøres efter ekstinktionsreglerne. Hvis erhververen herefter har ret
til fordringen, kan han gøre den gældende fuldt ud over for debitor.82
UfR 1980.299 Ø, som Gomard henviser til, begrunder ikke resultatet i
culpabetragtninger, men nærmest i, at der ikke forelå en særlig
legitimation/fuldmagt for den kreditor/overdrager, der havde
forfalsket en fordring. Culpabetragtninger anføres derimod af de 4
dissentierende dommere i UfR 1949.74 H, mens flertallet på 8
dommere henviser til, at debitor havde givet erhververen føje til at tro,
at debitor ikke havde indsigelser. Dette må forstås som legitimationseller fuldmagtssynspunkter.83 Dommen vedrørte en køber af nogle
møbler, der havde underskrevet en erklæring om, at han havde
modtaget møblerne, og at de var tilfredsstillende. Køber måtte derfor
betale købesummen til en bank, der havde fået transport i
købekontrakten, selv om levering af møblerne reelt ikke havde fundet
sted. Højesteret henviste til, at køberen måtte være klar over, at
sælgeren ville benytte erklæringen over for banken, samt at køberen
ved sin underskrift havde givet banken føje til at gå ud fra, at sælgers
leveringspligt var endeligt opfyldt.84 Dommen viser i øvrigt
forskellen på, om resultatet begrundes alene i ekstinktionsreglerne
eller i erstatningsreglerne. De dommere, som anvendte
ekstinktionsreglerne, gav erhververen medhold i hans påstand om, at
debitor skulle betale den fulde fordring.85 De dissentierende
dommere, der anvendte erstatningsreglerne, ville korrekt kun give
erhververen erstatning for hans tab svarende til
diskonteringsbeløbet86 - med fradrag af dividende fra
kreditors/overdragers konkursbo.87
Side 71
Gbl. § 27 er fravigelig ved aftale mellem debitor og kreditor.88
Derimod kan kreditor/overdrager og erhververen naturligvis ikke
uden om debitor aftale, at debitor ikke skal kunne gøre indsigelser
gældende over for erhververen. Endvidere må debitor ved en ensidig
erklæring kunne give afkald på at gøre indsigelser gældende. Dette kan
tillige ske stiltiende ved, at debitor - trods kendskab til, at han kan gøre
indsigelsen gældende - erkender at skylde beløbet, jf. UfR 1935.1046 H.
Det kan desuden ske ved et udtrykkeligt afkald på at gøre en bestemt
indsigelse gældende eller ved en såkaldt "cut-off-klausul", der
indeholder et afkald på at gøre en hvilken som helst indsigelse
gældende over for en senere erhverver.89 Debitor kan på et hvilket
som helst tidspunkt give afkald på at gøre en indsigelse gældende.90
Som eksempel kan nævnes UfR 1975.246 V, der vedrørte køb af nogle
trykkerimaskiner. I købekontrakten var det anført, at køberen ikke
over for den bank, som sælgerens rettigheder i henhold til
købekontrakten var transporteret til, kunne fremsætte modkrav med
fordringer (konneks modregning, sammenlign kap. 13, afsnit 4.4.),
som køberen måtte have på sælgeren fra det aktuelle eller andre
mellemværender. Denne klausul - der ikke fandtes at være i strid med
det dagældende forbud i afbetalingslovens § 8, stk. 391 - indebar, at
køberen ikke kunne gøre en indsigelse om mangler ved maskinerne
gældende over for transporthaver (banken).
Side 72
5.1.3. - Debitors indsigelser over for kreditors egne kreditorer og
kreditors arvinger
Gbl. § 27 omfatter kun overdragelse, hvorved (trods ordlyden, der ikke
omfatter arv) må forstås overførsel såvel ved aftale som ved arv og
gave.92 Derimod omhandler gbl. § 27 ikke kreditorforfølgning og
spørgsmålet om, hvordan debitor er stillet over for kreditorens egne
kreditorer. Det må imidlertid anses for en almindelige
retsgrundsætning, at en kreditor som udgangspunkt ikke ved
kreditorforfølgning kan opnå bedre ret end hans skyldner havde.93
Heraf følger, at hvis fordringshaveren (kreditor) ingen ret har i
henhold til fordringen på grund af en ugyldighedsindsigelse fra
fordringens debitor, har fordringshaverens kreditorer heller ingen ret
til fordringen. Med andre ord er retsstillingen ved kreditorforfølgning
i simple fordringer identisk med retsstillingen efter gbl. § 27, således
at debitor kan gøre sine indsigelser gældende over for sin kreditors
kreditorer.94
5.2. - Betalingslegitimation
Som udgangspunkt er debitor alene forpligtet og berettiget til at betale
til fordringshaveren. Dette betyder, at debitor skal betale til kreditor,
så længe kreditor ikke har overdraget fordringen. Efter en gyldig
overdragelse (kreditorskifte) skal debitor betale til den nye
fordringshaver, erhververen. Hvis debitor efter overdragelsen betaler
til kreditor, er han derfor som udgangspunkt forpligtet til at betale
igen til erhververen, selv om han var i god tro om overdragelsen. I så
fald må debitor kræve det betalte tilbage fra kreditor. Dette
udgangspunkt er dog i et vist omfang fraveget ved gbl. § 29 af hensyn
til den godtroende debitor. Denne regel behandles i de følgende afsnit.
At debitor kun kan betale med frigørende virkning til den rette
fordringshaver fremgår bl.a. af UfR 1992.789 V. I sagen havde
sælgeren af en fast ejendom inden salget betalt for meget i
kloakbidrag til kommunen. Kommunen (debitor) tilbagebetalte det
overskydende beløb til køberen af ejendommen. Da det var ubestridt,
at det var sælgeren, der havde ret til beløbet, kunne kommunen ikke
med frigørende virkning betale til køberen. Det ændrede ikke herved,
at kommunen havde panteret i ejendommen for beløbets betaling.
Kommunen blev derfor dømt til at betale beløbet igen til sælgeren.
Side 73
Gbl. § 29 gælder for alle simple gældsbreve - herunder tinglyste
digitale simple gældsbreve, jf. gbl. § 26, stk. 2 - og er analogt
anvendelig for andre simple fordringer.
5.2.1. - Betaling til kreditor/overdrager
Når kreditor gyldigt har overdraget sin fordring mod debitor til en
erhverver, er kreditor ikke længere rette fordringshaver. Det er i
stedet erhververen. Af ovennævnte udgangspunkt følger det derfor, at
debitor fra overdragelsestidspunktet ikke længere frigøres ved
betaling til kreditor. Herefter er som udgangspunkt kun betaling til
erhververen (eller den, som erhververen har videreoverdraget
fordringen til) frigørende.
Da debitor imidlertid ikke altid er klar over, hvornår en fordring
overdrages, fastslår gbl. § 29, at skyldneren med frigørende virkning
fortsat kan betale til kreditor/overdrageren, medmindre debitor
vidste, at kreditor ikke længere havde ret til at modtage betaling, eller
at debitor ikke har udvist den agtpågivenhed, som forholdene
krævede. Med andre ord er overdrageren legitimeret til at modtage
betaling, selv om han ikke er rette fordringshaver, indtil debitor
bringes i ond tro om overdragelsen.
Se UfR 1985.694 Ø (refereret ovenfor i afsnit 1.1.), hvor en kommunes
betaling af tilskud til fysioterapeutbehandling kun kunne ske til
fysioterapeuten, jf. gbl. § 29, idet patienten (der var kreditor i forhold
til kravet på tilskud) havde meddelt kommunen, at han havde
overdraget sin fordring på tilskud til fysioterapeuten.
At debitor kan betale til kreditor betyder, at skyldneren er berettiget
hertil, hvis han er i god tro. Heraf følger modsætningsvis, at debitor
ikke er forpligtet til at betale til andre end kreditor, medmindre
vedkommende godtgør, at han er rette fordringshaver. I øvrigt er
debitor forpligtet til at betale til kreditor, forstået på den måde, at en
debitor, der har betalt til en anden, kan blive dømt til at betale til
kreditor, medmindre debitor godtgør, at fordringen var overdraget til
den anden.
Side 74
Gbl. § 29 tager ikke stilling til, om debitor med frigørende virkning kan
betale til andre end kreditor/overdrager. Dette spørgsmål reguleres
derfor af almindelige regler om betaling, hvorefter debitor - ud over
kreditor i medfør af gbl. § 29 - kun kan betale til den rette
fordringshaver (erhververen), jf. ovenfor afsnit 5.2. Betaler debitor til
en anden - f.eks. en tredjemand, som debitor i god tro anser for at
være rette fordringshaver, men som ingen ret har eller har haft til
fordringen - må debitor betale på ny til erhververen. Se endvidere
nedenfor afsnit 5.2.2. om ugyldige aftaler mellem overdrageren og
erhververen.
Kravet i gbl. § 29 om god tro omfatter såvel simpel som grov
uagtsomhed.95 Hvis debitor vidste, at fordringen var overdraget til
erhververen, er debitor klart i ond tro, og kan alene betale til
erhververen. Som følge heraf kan erhververen sikre sig betaling ved at
underrette debitor om, at fordringen er overdraget.
Erhververen bør tillige sikre sig bevis for, at han har bragt debitor i
ond tro, idet han ellers risikerer, at debitor kan betale til
kreditor/overdrager med frigørende virkning. Bevis kan f.eks. sikres
ved at fremsende underretningen til debitor med Post Danmarks
afleveringsattest.96
Det er vigtigt at bemærke, at de krav, der i henhold til gbl. § 31 stilles,
for at en underretning (denunciation) til debitor kan få virkning som
behørig sikringsakt, ikke behøver at være opfyldt for at debitor bringes
i ond tro i henhold til gbl. § 29.97 En bemærkning i en faktura eller
oplysninger fra tredjemand om, at fordringen er overdraget, kan
således bringe debitor i ond tro,98 men vil ikke være tilstrækkelig
som sikringsakt.99 Hvis erhververen har givet en behørig
denunciation, jf. gbl. § 31, bringer dette debitor i ond tro efter gbl. §
29.100
Side 75
Ifølge gbl. § 29 skal debitor være i god tro om, at kreditor/overdrager
ikke længere havde ret til at modtage betaling. Det afgørende må
derfor være, om debitor vidste eller burde vide, at fordringen tilhørte en
anden fordringshaver. Det kan derimod ikke være nødvendigt for at
bringe debitor i ond tro efter gbl. § 29, at debitor udtrykkeligt gøres
bekendt med, at betaling med frigørende virkning kun kan ske til
erhververen.101
Mere vanskeligt kan det være at afgøre, hvornår debitor burde vide, at
overdrageren ikke længere var rette fordringshaver, dvs. at debitor
"ikke har udvist den agtpågivenhed, som forholdene krævede", jf. gbl.
§ 29. Der må stilles forskellige krav ved debitors betaling før
forfaldstid og til forfaldstid. Ved betaling før forfaldstid er debitor ikke
forpligtet til at betale, hvorfor han uden risiko kan foranstalte
nærmere undersøgelse af, hvem der er rette fordringshaver. Kravet til
god tro må derfor antages at være strengere ved betaling før forfaldstid
end ved betaling til forfaldstid, hvor debitors forsinkelse med
betalingen kan udgøre misligholdelse.102 Debitor vil derfor normalt
ikke uden at misligholde kunne udskyde betalingen, til det er klarlagt,
hvem der er rette fordringshaver. Endvidere er det i erhververens
egen interesse, at underrette debitor senest ved forfaldstid.
Erhververen kan således selv ved en underretning forebygge
konsekvenserne af et lempeligere godtroskrav ved betaling til
forfaldstid.
Ved betaling før forfaldstid må det antages, at enhver rimelig tvivl om
fordringens overdragelse bringer debitor i ond tro. Ved betaling til
forfaldstid kan debitor derimod se bort fra mere løse rygter om
overdragelse, der først fremkommer umiddelbart før
forfaldstidspunktet.
Side 76
Se f.eks. JD 1955.60 B, der omhandlede en jordbrugers køb af en
halmpresser, der skulle betales kontant ved levering. Sammen med
halmpresseren modtog jordbrugeren en faktura fra sælgers
leverandør, hvoraf fremgik, at betaling skulle ske til leverandøren.
Alligevel betalte jordbrugeren til sælgeren, hvilket byretten fandt, at
han var berettiget til, da bemærkningen på fakturaen ikke var
tilstrækkelig til at bringe jordbrugeren i ond tro. Byretten lagde
herved vægt på, at jordbrugeren var forpligtet til at betale kontant,
hvorfor han ikke havde mulighed for at foranstalte nærmere
undersøgelser af, hvem der var rette fordringshaver, da dette kunne
udsætte jordbrugeren for retstab over for sælgeren. En påtegning på
en faktura kan være tilstrækkelig til at bringe debitor i ond tro,103
men ved kontantkøb skal der mere til at bringe debitor i ond tro.
Se endvidere UfR 1960.1031 H. Sagen omhandlede nogle fiskere, der
havde indgået aftale med et selskab om salg af deres fangster gennem
en færøsk fiskeeksportør. Selskabet udstedte nogle forskudssedler til
fiskerne. På grundlag af sedlerne udbetalte Den færøske
Lønreguleringsfond forskud til fiskerne. Der var herved sket en
transport af fiskernes krav mod fiskeeksportøren til
Lønreguleringsfonden, der underrettede fiskeeksportøren herom.
Imidlertid betalte fiskeeksportøren beløbet til en bank, som tidligere
havde fået førsteprioritets panteret i fangsten. Da der havde foreligget
grundet tvivl om, hvem beløbet tilkom, havde fiskeeksportøren ikke
været berettiget til - uden nærmere undersøgelse eller underretning
til Lønreguleringsfonden - at betale til banken. Eksportøren blev
derfor dømt til at betale beløbet igen til Lønreguleringsfonden.
Hvis der er begrundet tvivl om, hvem der er rette fordringshaver - f.eks.
fordi debitor har fået oplysning om en transport, men kreditor f.eks.
har oplyst, at han anser transporten for ugyldig, er debitor berettiget
til at undlade at betale, uden at dette udløser
misligholdelsesvirkninger. Debitor kan endvidere frigøre sig ved at
deponere betalingen efter deponeringslovens regler.104
Gbl. § 29 gælder ikke kun ved overdragelse til én erhverver, men også
ved videreoverdragelse, forudsat at debitor er i god tro. Hvis kreditor
har overdraget fordringen til erhververen E1, der har
videreoverdraget den til erhververen E2, kan debitor fortsat betale til
kreditor, hvis han er i god tro både om overdragelsen til E1 og
overdragelsen til E2. Hvis debitor er i ond tro om overdragelsen til E1,
men i god tro om videreoverdragelsen til E2, kan debitor med
frigørende virkning betale til E1.105
Side 77
Gbl. § 29 omhandler ifølge ordlyden kun overdragelse til eje eller
pant.106 Derimod er kreditorforfølgning ikke omfattet. Af rpl. § 524
følger det imidlertid, at debitor ved et udlæg i fordringen, der
foretages af kreditors egen kreditor (rekvirenten) frigøres ved
betaling til rekvisitus (kreditor) efter samme betingelser som ved
betaling efter overdragelse af fordringen. I medfør heraf gælder
(princippet i) gbl. § 29 også kreditorforfølgning.107
Efter ordlyden omfatter gbl. § 29 kun betaling. Det antages imidlertid,
at gbl. § 29 tillige finder analog anvendelse på andre dispositioner,
f.eks. henstand eller eftergivelse af gælden. Hvis debitor i god tro om
overdragelsen har aftalt sådanne ændringer med kreditor, må de
respekteres af erhververen, der alene kan rette et eventuelt
erstatningskrav mod kreditor/overdrager.108
Gbl. § 29 kan fraviges, hvis det følger af gældsbrevets særlige
beskaffenhed. Dette er navnlig tilfældet, hvis et papirgældsbrev
indeholder en klausul om, at debitor kun er berettiget/forpligtet til at
betale mod udlevering af gældsbrevet (svarende til gbl. § 21 om
omsætningsgældsbreve). Hvis debitor i god tro om overdragelsen
betaler til kreditor uden at få gældsbrevet udleveret, frigøres han i så
fald ikke trods reglen i gbl. § 29.109
5.2.2. - Betaling til erhververen
Som anført ovenfor i afsnit 4 er aftalen om overdragelse mellem
kreditor/overdrager og erhververen reguleret af de almindelige
aftaleretlige regler. Heraf følger, at en aftale om overdragelse af en
fordring kan være ugyldig. Hvis dette er tilfældet, har gbl. § 29 ingen
betydning, idet kreditor da fortsat er rette fordringshaver, hvorfor
debitor alene
Side 78
kan betale med frigørende virkning til kreditor.110 Imidlertid kan
det meget vel tænkes, at debitor - der har fået underretning om
transporten - ikke er klar over, at overdragelsen er ugyldig. I så fald
opstår spørgsmålet, om debitor frigøres ved betaling i god tro til
erhververen, der på grund af ugyldigheden ikke er rette
fordringshaver.
Udgangspunktet er, at debitor ikke frigøres, jf. ovenfor afsnit 5.2. For at
beskytte debitor, der ofte har meget vanskeligt ved at vurdere, om en
overdragelse er ugyldig, bestemmer gbl. § 30 dog, at debitor frigøres
ved betaling til erhververen, selv om overdragelsen var ugyldig,
medmindre debitor vidste dette eller havde grund til mistanke om det,
eller hvis ugyldigheden skyldes de stærke ugyldighedsgrunde, som er
nævnt i gbl. § 17.
Reglen indebærer for det første, at debitor ikke efter gbl. § 30 kan
frigøres ved betaling til erhververen, hvis kreditor/overdrageren har
meddelt debitor, at overdragelsen er ugyldig. For det andet betyder
reglen, at en debitor, der har begrundet mistanke om, at
overdragelsen er ugyldig, kan undlade at betale - hvilket kan ske uden
misligholdelsesvirkning, hvis der er grund til tvivlen - og eventuelt
frigøre sig ved deponering. Dette skyldes, at debitor ikke kan betale
med frigørende virkning til erhververen, når han har mistanke om
ugyldigheden, jf. gbl. § 30. Debitor kan imidlertid heller ikke betale til
overdrageren, når der ikke er sikkerhed for, om overdragelsen er
ugyldig. Hvis det efterfølgende viser sig, at overdragelsen reelt er
gyldig, er erhververen rette fordringshaver, hvorfor debitors betaling
til overdrageren ikke vil være frigørende, jf. ovenfor afsnit 5.2.1.
Gbl. § 30 frigør kun debitor ved betaling til erhververen, når
ugyldigheden skyldes svage ugyldighedsgrunde. Debitor frigøres
derimod ikke ved betaling til erhververen, hvis overdragelsen er
ugyldig på grund af en af de stærke indsigelser, der er nævnt i gbl. § 17,
jf. nærmere nedenfor afsnit 6.1.1.4. Hvis debitor har begrundet
mistanke om ugyldigheden, vil han naturligvis kunne undlade at
betale og eventuelt deponere beløbet, men hvis debitor har betalt til
erhververen, uden at have kendskab til den stærke ugyldighedsgrund,
må debitor betale igen til overdrageren, der er rette fordringshaver.
Debitor må i dette tilfælde kræve det betalte tilbage fra erhververen.
Gbl. § 30 gælder også for tinglyste digitale simple gældsbreve, jf. gbl. §
26, stk. 2.
Side 79
5.3. - Omsætningsbeskyttelse og prioritetsstilling
5.3.1. - Indledning
I afsnit 5.1. ovenfor er debitors indsigelser over for erhververen ved
transport og anden overførelse af simple fordringer beskrevet. I en
tingsretlig terminologi omhandler afsnit 5.1. således
hjemmelskonflikten.111 I afsnit 5.3. behandles derimod
dobbeltsuccessionen, hvor der sker transport eller anden overførelse
af retten til den samme simple fordring til flere forskellige
erhververe.112 Udgangspunktet for løsningen af
dobbeltsuccessionskonflikter vedrørende simple fordringer er gbl. §
31. Efter indførelsen af digital tinglysning, er der imidlertid opstået
behov for at sondre mellem simple gældsbreve/fordringer på papir,
der fortsat reguleres af gbl. § 31, (se afsnit 5.3.2.) og tinglyste digitale
simple gældsbreve, der reguleres af tinglysningslovens regler (se
afsnit 5.3.3. og 5.3.4.).113
5.3.2. - Simple papirgældsbreve og -fordringer
5.3.2.1. - Gyldighed, beskrivelseskrav m.v.
Som det er tilfældet ved dobbeltsuccession af andre aktiver, er det en
forudsætning for, at en erhverver af en simpel fordring opnår
beskyttelse mod ekstinktion, at erhververens egen ret er gyldigt stiftet.
Det er ligeledes en forudsætning, at der reelt er en konflikt mellem de
rettigheder, der er omfattet af dobbeltsuccessionen. I forhold til
simple fordringer kan dette bl.a. blive afgørende i tilfælde, hvor
erhververen alene opnår ret til en del af en fordring. Hvis f.eks.
erhverver1 får transport i den første rate, som debitor skal betale af
en fordring, mens erhverver2 får transport i den anden rate, er der
ingen tingsretlig konflikt mellem de to erhververe. Transporterne der jo vedrører hver sin del af fordringen - kan bestå ved siden af
hinanden.114 Angives det, at en transport omfatter en del af en
bestemt fordring,
Side 80
uden at det angives hvilken del af fordringen, er der en formodning
om, at transporten omfatter den første del af fordringen, da en
erhverver må formodes at ønske den bedst mulige retsstilling, hvis
intet andet er anført.115
Endvidere er det en forudsætning for erhververens beskyttelse mod
ekstinktion, at den erhvervede fordring er individualiseret, således at
det kan sikres, at kreditor/overdrageren er berøvet rådigheden over
fordringen, samt en forudsætning at erhververen over for
overdragerens andre aftaleerhververe og kreditorer kan føre bevis for,
hvilken fordring - herunder eventuelt hvilken del af en fordring erhververen har ret til. Erhververen skal således kunne føre sit
identifikationsbevis. Kan erhververen ikke bevise, hvilken fordring han
har erhvervet, er erhververens ret ikke beskyttet mod ekstinktion,
selv om han har iagttaget sin sikringsakt i form af en behørig
denunciation til fordringens debitor.116
Identifikationsbeviset kan bl.a. føres ved at fremlægge den
transporterklæring, hvorved erhververens ret er stiftet, eller
skrivelsen med denunciation til skyldner og debitors bekræftelse
heraf. Vidneforklaringer m.v. kan også indgå. Se f.eks. UfR 1994.812 H,
hvor Højesteret bl.a. lagde vægt på de afgivne vidneforklaringer samt
på ordlyden af debitors noteringspåtegning på
denunciationsskrivelsen. Der gælder ikke noget særligt
beskrivelseskrav i denunciationsskrivelsen vedrørende den fordring,
som denunciationen angår. Se nedenfor afsnit 5.3.2.2.b. om krav til
denunciationens indhold. Men, det er hensigtsmæssigt, at erhververen
beskriver fordringen så præcist som muligt, og sikrer sig at debitors
(eventuelle) noteringspåtegning på skrivelsen er i overensstemmelse
med beskrivelsen.
Erhververen skal kunne føre identifikationsbevis for selve den
transporterede fordring. Det er derimod uden betydning for
erhververens beskyttelse mod ekstinktion over for
kreditor/overdragerens andre aftaleerhververe og kreditorer, om der
kan føres bevis for, hvilke genstande, beløb m.v. som debitor skal
opfylde fordringen med. Hvis fordringen består i, at debitor skal levere
genus løsøregenstande til kreditor/overdrager, er det således ikke
nødvendigt, at der er sket udskillelse (bindende individualisering) af
de løsøregenstande, der skal
Side 81
opfylde fordringen.117 Men, hvis debitor går konkurs, og den
manglende individualisering af løsøret bevirker, at
kreditor/overdragers ret til løsøret ikke er beskyttet over for
kreditorerne i konkursboet, må kreditor/overdrager anmelde et
simpelt krav i boet. Det er dette simple krav, som erhververen af
fordringen i kraft af transporten opnår ret til med beskyttelse over for
kreditor/overdragers aftaleerhververe og kreditorer, forudsat at
erhververen har iagttaget sin sikringsakt ved denunciation til
fordringens debitor.118
5.3.2.2. - Sikringsakten ved overdragelse til eje eller sikkerhed
Prioritetsstillingen for aftaleerhververe,119 der får overdraget
(transporteret) en simpel fordring til eje eller til sikkerhed, afgøres
som udgangspunkt efter det almindelige tingsretlige princip om, at
den, der er først i tid, får den bedste ret. Dette princip fraviges dog ved
gbl. § 31, der stiller krav om, at erhververen - for at bevare sin bedre
ret ifølge tidsprioriteten - skal iagttage en sikringsakt for at beskytte
erhververens ret til fordringen. Sikringsakten er denunciation
(meddelelse) til debitor, jf. straks nedenfor.
Gbl. § 31, stk. 1, vedrører erhververens beskyttelse over for
kreditor/overdragerens kreditorer, der foretager retsforfølgning mod
den overdragne fordring. Bestemmelsen fastslår, at den erhverver, der
har fået overdraget en simpel fordring til eje eller pant, er beskyttet
mod overdragerens kreditorer, når debitor fra overdrageren eller
erhververen har fået underretning (denunciation) om overdragelsen.
Når behørig denunciation er givet, kan aftaleerhververens ret til
fordringen således ikke fortrænges af retsforfølgende kreditorer.
Gbl. § 31, stk. 2, omhandler dobbeltoverdragelse og dermed
erhververens beskyttelse over for kreditor/overdragerens andre
konkurrerende erhververe af fordringen. Bestemmelsen fastslår, at en
senere erhverver vinder ret til fordringen, selv om han ikke var først i
tid, hvis debitor først får underretning (denunciation) om
overdragelsen til den senere erhverver, og den senere erhverver var i
god tro ved underretningen. Dette kan også udtrykkes således, at den
aftaleerhverver, der er først i tid, skal give meddelelse (denunciation)
til debitor for at beskytte sin ret til fordringen mod ekstinktion fra
senere erhververe,
Side 82
der i god tro opnår ret over den samme fordring og denuncierer over
for debitor.
Som anført ovenfor i afsnit 5.2. skal der ikke meget til for at bringe
debitor i ond tro om, hvem der er rette betalingsmodtager. Derimod er
det ikke enhver form for meddelelse til debitor, der opfylder kravene
til sikringsakten denunciation. Dette skyldes, at denunciationen har
nogle særlige funktioner. Disse funktioner og kravene til
denunciationen gennemgås nærmere nedenfor under a.-e.
Giver en erhverver af en simpel fordring ikke denunciation til debitor
kan hans ejendoms- eller sikkerhedsret til fordringen således ikke
opretholdes over for kreditor/overdragerens andre aftaleerhververe i
god tro og kreditorer, jf. f.eks. UfR 2009.289 V, hvor fordringerne
indgik i overdragerens konkursbo.
a. - Denunciationens funktion
En behørig denunciation varetager til en vis grad de tre
grundlæggende funktioner, som en sikringsakt har:
Prioritetskonstatering, offentliggørelse og rådighedsbegrænsning.120
Prioritetskonstateringen sker ved, at det er tidspunktet for
denunciationens fremkomst til debitor, der lægges vægt på. Det er
således en person, der er uafhængig af overdrageren (og erhververen),
som kan redegøre for, hvornår han har modtaget denunciationen. Der
kan endvidere sikres andre bevismidler - f.eks. fremsendelse af
denunciationsskrivelse med brev med afleveringsattest fra Post
Danmark. Derved undgås bl.a., at overdrageren laver antedaterede
overdragelser til skade for sine kreditorer.
Offentliggørelse af en overdragelse af en simpel fordring sker indirekte
ved, at en erhverver af fordringen har mulighed for at kontakte
debitor for at høre, om fordringen allerede er blevet overdraget til
andre erhververe, der har givet meddelelse til debitor.
Fysisk rådighedsberøvelse af en simpel fordring giver ingen mening. I
modsætning til de negotiable fordringer, jf. nedenfor afsnit 6.1.2.1.a.,
er et eventuelt dokument, hvoraf fordringen fremgår, ikke "bærer" af
fordringen. En fysisk rådighedsberøvelse af fordringsaftalen med den
simple fordring har således ingen funktion som sikringsakt.
I stedet må overdragerens adgang til at råde retligt afskæres, således
at overdrageren ikke kan oppebære betalinger på fordringen og ikke
kan stifte konkurrerende rettigheder over fordringen. Når debitor -
Side 83
som følge af en denunciation - ved, at kreditor har overdraget
fordringen, sikres det, at kreditor fratages sin betalingslegitimation, jf.
gbl. § 29, således at debitor - ved betaling til kreditor - kan blive
forpligtet til at betale igen til erhververen af fordringen.121
Denunciationen medvirker derfor til at fratage fordringshaveren
incitamentet til at forsøge at besvige sine kreditorer ved at henvise til,
at fordringen er overdraget (på skrømt).122 Denunciationen hindrer
ikke i sig selv, at kreditor foretager en dobbeltoverdragelse af
fordringen, men den senere erhverver har mulighed for at kontakte
debitor, inden erhververen betaler vederlag for fordringen. Hvis
debitor har modtaget denunciation, vil han kunne oplyse erhververen
om en eventuel tidligere overdragelse, og den senere erhverver kan
undlade at betale vederlaget, da der foreligger vanhjemmel. For at
opnå den retlige rådighedsbegrænsning må der stilles visse nærmere
krav til indholdet af en denunciation, jf. nedenfor under b.
Selv om udgangspunktet er, at overdrageren skal afskæres fra at
oppebære fordringen, er det ikke i enhver henseende udelukket, at
kreditor/overdrageren modtager betalinger. Det kan f.eks. ske, hvis
erhververen af fordringen giver kreditor/overdrageren en
inkassofuldmagt til at oppebære fordringen på erhververens vegne. I
så fald må erhververen sørge for, at overdrageren afregner, og føre
løbende kontrol med denne afregning, (hvis fordringen betales i
afdrag), hvis erhververens ret skal opretholdes over for
overdragerens andre aftaleerhververe og kreditorer.123 Endvidere
kan debitors negligeringsret føre til, at debitor - trods ond tro om
overdragelse af fordringen til erhververen - med frigørende virkning
kan betale til kreditor/overdrageren.124
b. - Denunciationens indhold
Som det fremgår af ovenstående, er sikringsakten for aftaleerhververe
denunciation. Som nævnt er det imidlertid ikke en hvilken som helst
meddelelse til debitor, der har virkning som sikringsakt. Der gælder
Side 84
ikke nogen formkrav125 til en denunciation, men for at en
denunciation skal være behørig, må det kræves, at den gør det helt
klart for debitor, at der er sket en overdragelse af fordringen. En
hensigtsmæssig denunciation bør derfor anvende formuleringer som
"overdraget/transporteret/pantsat til..." eller "købt af..." samt undgå
supplerende formuleringer, der kan bringe tvivl om betydningen af de
nævnte forholdsvis klare formuleringer. Se f.eks. UfR 1977.636 H, der
er omtalt nedenfor, samt videre nedenfor om kravet om klarhed samt
om angivelse af, hvem betaling kan/skal ske til.
Side 85
Der er en forholdsvis omfattende retspraksis om indholdet af
denunciationer. Af hensyn til fremstillingens omfang omtales praksis
kun kortfattet, idet der henvises til andre mere udførlige
fremstillinger.126 Af afgørelser, som nåede frem til, at der ikke var
afgivet en tilstrækkelig denunciation kan nævnes: UfR 1975.971 V: I
forbindelse med salg af møbler til en canadisk køber (debitor)
overdrog sælgeren fordringen på købesummen til en bank. Banken
påførte fakturaen følgende påtegning: "Payments in full and complete
satisfaction of this claim can only be made to..." banken (erhververen).
Dette var ikke en tilstrækkelig denunciation, da påtegningen ikke efter
sin ordlyd indeholdt noget om, at transport af det i fakturaen
omhandlede krav havde fundet sted. UfR 1977.636 H: En bilforhandler,
der solgte biler på afbetaling, transporterede fordringerne på
købesummerne til et finansieringsselskab. Selskabet (erhververen)
sendte en papfolder til køberne (debitor) med bl.a. følgende indhold:
"Det glæder os at meddele Dem, at vi har overtaget den kontrakt, som
De har afsluttet med Deres forhandler vedrørende et afbetalingskøb".
(Fremhævet her). Det var ikke herved til strækkeligt tydeligt angivet,
at finansieringsselskabet havde fået fordringerne i købekontrakterne
overdraget til eje eller pant. UfR 1979.573 H: En angivelse af, at et
løsørepantebrev var "i besiddelse af" erhververen, og en anmodning
til debitor om at bekræfte, at han fremover betalte til erhververen, var
ikke en tilstrækkelig denunciation. Det ændrede ikke herved, at
meddelelsen til debitor var bilagt en kopi af en engelsksproget
skrivelse fra erhververen, hvoraf transporten fremgik. UfR 1987.915
H: Sælgeren (kreditor/overdrager) af en fast ejendom pantsatte
fordringen på købesummen til en bank. Banken sendte følgende
besked til køberen (debitor): "Herved meddeles, at fordringer i
henhold til ovennævnte ... skøde er deponeret i banken. Renter og
ordinære afdrag kan indtil videre indbetales til sælger, hvorimod
ekstraordinære afdrag indtil videre bedes indbetalt til banken."
Højesteret fandt ikke, at skrivelsen indeholdt en tilstrækkelig klar og
tydelig meddelelse om, at fordringen var overdraget. Som det fremgår
af UfR 1981.520 S, der er refereret nedenfor, kan formuleringen
"deponeret hos" efter omstændighederne være tilstrækkelig.127 Når
Højesteret i UfR 1987.915 H underkendte denunciationen, skyldes det
derfor formentlig bl.a., at der ikke var foretaget en tilstrækkelig
rådighedsberøvelse, når debitor indtil videre kunne betale til
kreditor/overdrageren, og når det ikke var afklaret, hvem der kunne
ændre denne indtil videre gældende betalingsmåde.128 Se om
rådighedsberøvelse og betaling til kreditor ovenfor under a. UfR
1992.501 V: I et factoringarrangement blev fakturaerne påført et
stempel med "I henhold til gældsbrevlovens § 31 skal vi herved
meddele Dem, at betaling med frigørende virkning alene kan ske til..."
erhververen. Dette var ikke tilstrækkeligt, idet der tillige blev lagt
vægt på, at meddelelsen var givet af en bank over for en ufagkyndig
debitor.129
Af afgørelser, som nåede frem til, at der var afgivet en tilstrækkelig
denunciation, kan nævnes: UfR 1981.520 S: I forbindelse med, at et
sygehus lejede et edb-anlæg, sendte overdrageren af fordringen på
lejebetalingerne en skrivelse til sygehuset (debitor) med bl.a. følgende
påtegning fra erhververen af fordringen: "I henhold til ovenstående
glæder det os at kunne meddele Dem, at den nævnte kontrakt er
deponeret hos os. Vi beder Dem notere, at deponeringen omfatter
lejeafgifterne fra og med afgiften pr. 01.11.77 og at den månedlige
lejeafgift ... fremtidig med frigørende virkning kun kan indbetales til
vor konto...". (Fremhævet her). Sø- og Handelsretten fandt, at
påtegningen "... således som den samlet er affattet i forbindelse med
de i øvrigt oplyste omstændigheder..." var en tilstrækkelig
denunciation efter gbl. § 31. UfR 2008.1964 H: Angivelsen af "Please
note amount has been assigned to... [erhververen]" på kundefakturaer
var tilstrækkelig denunciation over for en debitor fra Dubai. Parterne
var for Højesteret enige om, at "assigned to" er synonymt med
"overdraget til".
Side 86
Endvidere skal denunciationen fremtræde klar og tydelig, så der ikke
opstår tvivl om indholdet eller om, hvilken fordring der er
overdraget.130 Se f.eks. UfR 1977.636 H, hvor en bilforhandler
(kreditor), der solgte biler på afbetaling, finansierede handlerne ved at
transportere købekontrakterne til et finansieringsselskab
(erhververen), der derefter sendte bilkøberen (debitor) en
papfolder/reklamebrochure,131 som primært angav, hvordan
betaling kunne ske. Højesteret fandt, at "... folderen med dennes
ordvalg og fremtræden ikke på en efter grundsætningen i
gældsbrevslovens § 31 tilstrækkelig klar og tydelig måde har
tilkendegivet afbetalingskøberne, at [erhververen] havde fået
rettighederne i henhold til købekontrakterne overdraget til eje eller
pant".
Det er derimod ikke nødvendigt, at det angives, om overdragelsen er
sket til eje eller til sikkerhed. Det afgørende er, at debitor bringes i
stand til at oplyse aftaleerhververe og kreditorer om, at der er sket en
eller anden transport, som de som følge af gbl. § 31, skal
respektere.132
Det er heller ikke nødvendigt, at denunciationen nævner, at betaling
på grund af overdragelsen kun med frigørende virkning kan ske til
erhververen, selv om dette er retsvirkningen af overdragelsen, jf.
ovenfor afsnit 5.2.1. Såfremt dette spørgsmål berøres, skal det
imidlertid fremgå, at betaling fremover skal ske til erhververen.
Anføres det alene, at betaling kan ske til erhververen, kan det skabe
tvivl, om der reelt foreligger en overdragelse, eller måske blot en
fuldmagt for "erhververen" til at oppebære fordringen for kreditor,
eller at "erhververen" har en rolle som "fordeler" af betalinger. I så
fald er denunciationen ikke klar og tydelig. Hvis det alene angives,
hvem betaling skal ske til, uden at det angives, at fordringen er
overdraget, er meddelelsen ikke tilstrækkelig som denunciation, jf.
UfR 1977.971 V.133
Baggrunden for de ovennævnte krav til indholdet er, at
kreditor/overdrageren skal fratages den retlige rådighed over
fordringen, jf. ovenfor under a. Hvis debitor er i tvivl, om der er sket en
overdragelse af en given fordring, kan det føre til, at debitor fortsat
kan betale med
Side 87
frigørende virkning til kreditor, og til at debitor ikke kan give
korrekte oplysninger til en senere erhverver eller kreditor om, at der
allerede er sket en overdragelse af den samme fordring.
Denunciationen skal med andre ord sætte debitor i stand til at besvare
spørgsmålet, om fordringen er overdraget.134
c. - Denunciationens afsender
Ifølge ordlyden af gbl. § 31, stk. 1, beskytter en denunciation
erhververen mod overdragerens kreditorer, hvis denunciationen er
givet af "overdrageren eller erhververen". Selv om ordlyden af gbl. §
31, stk. 2, om erhververens beskyttelse over for overdragerens andre
aftaleerhververe, er forskellig fra stk. 1, må det antages, at
denunciationen kan gives til debitor af såvel overdrageren som
erhververen i begge situationer. Af almindelige formueretlige regler om
fuldmagt følger det desuden, at denunciationen kan gives af en
tredjemand, som overdrageren eller erhververen har bemyndiget
hertil, f.eks. en advokat, en revisor el.lign.
Har debitor derimod fået meddelelse om overdragelsen fra andre end
de nævnte, udgør en sådan "tilfældig" meddelelse fra tredjemand ikke
en tilstrækkelig sikringsakt efter gbl. § 31, selv om meddelelsen i
øvrigt måtte opfylde de ovennævnte indholdsmæssige krav til en
behørig denunciation. Se således UfR 1972.639 H, hvor hverken
overdrageren eller erhververen havde sendt en denunciation til
debitor. At overdragerens advokat i en anden sammenhæng
kontaktede debitors advokat og i den forbindelse sendte debitors
advokat en kopi af en skrivelse, hvoraf overdragelsen fremgik, betød
ikke, at meddelelsen opfyldte kravene til en behørig denunciation. Se
endvidere UfR 2001.380 H, hvor et ejendomsfirma havde to
datterselskaber. Det ene - Selskab 57 - forestod opførelsen af en
bygning til et forsikringsselskab, mens det andet - Lyngby-PortSelskaberne - var bygherre. På et tidspunkt transporterede Selskab 57
(kreditor/overdrager) dets fordring mod Lyngby-Port-Selskaberne
(debitor) på entreprisesummen til en bank. Der blev ikke givet nogen
denunciation til debitor-selskabet. Transporten kunne derfor ikke
gøres gældende over for Selskab 57's kreditorer. Det ændrede ikke
herved, at samme person var direktør i Selskab 57 og i Lyngby-PortSelskaberne, således at debitor-selskabet på denne "tilfældige" måde
var bragt i ond tro om transporten.135
Side 88
Afsenderens subjektive forhold - f.eks. om vedkommende er
privatperson eller professionelt handler med fordringer - kan som
udgangspunkt ikke tillægges betydning, når det skal vurderes, om en
meddelelse er egnet til at sætte debitor i stand til at afgøre, om
fordringen er overdraget. Det er primært meddelelsens objektive
indhold, som har betydning, jf. ovenfor under b). I særlige tilfælde kan
subjektive forhold dog blive udslagsgivende. Se UfR 1992.501 V, hvor
erhververen (panthaver) var en bank, der til debitor, som var gårdejer,
havde sendt følgende meddelelse: "I henhold til gældsbrevlovens § 31
skal vi herved meddele Dem, at betaling med frigørende virkning
alene kan ske til [banken]". Som anført ovenfor under b) er det klart
utilstrækkeligt, blot at anføre, at betaling med frigørende virkning
alene kan ske til banken. Dette konstaterede Vestre Landsret også i
dommens præmisser og tilføjede herefter: "Den omstændighed, at ...
[meddelelsen] herudover henviste til gældsbrevslovens § 31 findes,
ihvertfald i et tilfælde som det foreliggende, hvor underretningen er
givet af en bank til en i denne sammenhæng ufagkyndig skyldner, ikke
at kunne bevirke, at underretningen anses fyldestgørende". For en
juridisk kyndig debitor, havde det formentlig været tilstrækkeligt klart,
at banken henviste til gbl. § 31. Derimod må en juridisk ukyndig
debitor (gårdejeren), kunne gå ud fra, at når meddelelsen kommer fra
en sagkyndig som f.eks. en bank, så er den sagkyndige i stand til
tydeligt at tilkendegive, hvad meddelelsen handler om (overdragelsen
af fordringen). Dermed skærpes kravet til meddelelsens indhold, når
den afgives af en sagkyndig, og dette er kendeligt for debitor.136
d. - Denunciationens adressat
Det følger udtrykkeligt af ordlyden af gbl. § 31, stk. 1 og 2, at
denunciationen skal gives til fordringens debitor. Rette adressat er
således den, der er forpligtet til at betale fordringen.
Hvis en fordring har flere debitorer, skal der gives denunciation til
hver af dem, uanset om de hæfter prorata eller solidarisk.137
Hvis der er sket debitorskifte, således at fordringen har fået ny debitor,
skal denunciationen sendes til den nye debitor, forudsat at
debitorskiftet er reelt. Dette kan f.eks. være relevant i relation til en
ejendomshandel, hvor køber deponerer købesummen eller en
udbetaling i f.eks. en bank. Køberen er som udgangspunkt frigjort ved
deponeringen,
Side 89
hvorfor han derfor ikke længere er debitor i henhold til sælgerens
fordring på købesummen. Hvis sælgeren overdrager fordringen, må
erhververen derfor give denunciation til banken.138
Såfremt en transport omfatter flere fordringer med hver sin debitor,
skal denunciation gives til debitor for hver enkelt fordring.
Det følger desuden af almindelige fuldmagtsregler, at denuntiation kan
gives til den, som debitor har bemyndiget til at administrere
fordringen eller til i øvrigt at optræde på debitors vegne.139
Også ved andre typer af repræsentationsforhold kan en denunciation
til en anden end debitor være tilstrækkelig. Dette har navnlig praktisk
betydning ved de såkaldte byggeritransporter i entrepriseforhold.
Forenklet140 er der tale om følgende situation: Når en person bygherren - ønsker at opføre et byggeri, indgår han aftale herom med
en hovedentreprenør, der mod at opføre byggeriet får en fordring mod
bygherren på betaling af entreprisesummen. Sædvanligvis forfalder
entreprisesummen først til betaling, når byggeriet er færdigt
(eventuelt i rater efter færdiggørelsen af dele af byggeriet). Det kan
give hovedentreprenøren et finansieringsbehov til indkøb af
materialer m.v. til byggeriet. Dette behov kan f.eks. dækkes ved at låne
pengene i en bank, der til gengæld af hovedentreprenøren får primær
transport i fordringen på entreprisesummen til sikkerhed for
hovedentreprenørens tilbagebetaling af lånet.141 Sikringsakten for
banken er selvfølgelig denunciation til bygherren (debitor). Ved større
entrepriser indgår hovedentreprenøren ofte aftaler med
underentreprenører om at udføre dele af byggeriet - f.eks. særskilte
aftaler om el-entreprisen eller vvs-entreprisen.
Underentreprenørerne opnår sædvanligvis også først betaling efter
arbejdets udførelse, hvorfor de af hovedentreprenøren får sekundær,
tertiær osv. transport i fordringen på entreprisesummen. Det følger
utvivlsomt af gbl. § 31, at sikringsakten for de sekundære og tertiære
transporthavere er denunciation til bygherren (debitor). Spørgsmålet
er imidlertid, om de sekundære og tertiære
Side 90
transporthavere er beskyttet mod ekstinktion, hvis de ikke har givet
denunciation til bygherren, men derimod til banken (den primære
transporthaver). Spørgsmålet har været behandlet i UfR 1974.55 H og
UfR 1979.357 H:
UfR 1974.55 H:142 Sagen omhandlede en situation, hvor en
entreprenør gav en vekselerer transport på den resterende
entreprisesum for et byggeri. Hensigten var at etablere en
fordelingsordning, hvor vekselereren skulle fordele indbetalinger fra
bygherren til underentreprenørerne, således at disse fik sikkerhed.
Der blev givet denunciation vedrørende transporten til bygherren.
Transporter til underentreprenørerne blev denuncieret til
vekselereren (og ikke til bygherren), og vekselereren betalte de beløb,
der indgik fra bygherren, til underentreprenørerne. Da entreprenøren
gik konkurs måtte konkurskreditorerne respektere
underentreprenørernes ret til fordringen på entreprisesummen, idet
entreprenørens rådighed over fordringen var berøvet i forhold til
bygherren som følge af denunciationen til bygherren om transporten
til vekselereren. Endvidere måtte entreprenøren i forhold til
vekselereren respektere underentreprenørernes sikkerhed i
entreprisesummen. Entreprenøren var således behørigt frataget
rådigheden over fordringen, og det var derfor efter
omstændighederne ikke nødvendigt at give denunciation til bygherren.
Herefter var der foretaget den fornøden sikringsakt efter gbl. § 31.
UfR 1979.357 H:143 I sagen transporterede en entreprenør hele
fordringen på entreprisesummen vedrørende et vejarbejde til en bank.
Der blev givet denunciation om transporten til bygherren (debitor).
Derefter gav entreprenøren sekundær transport i fordringen på en del
af entreprisesummen til en vareleverandør. Der blev givet
denunciation om den sekundære transport til banken, men ikke til
bygherren (debitor). Da entreprenøren - efter denunciationen til
bygherren om den primære transport til banken - var frataget
rådigheden, idet bygherren var uberettiget til at betale til andre end
banken, og da entreprenøren - efter denunciationen til banken om
undertransporten - var afskåret fra at råde over det af
undertransporten omfattede beløb i forhold til både bygherren og
banken, opfyldte vareleverandørens denunciation til banken kravene
til en denunciation efter gbl. § 31. Transporten til vareleverandøren
kunne derfor gøres gældende over for entreprenørens kreditorer.
Side 91
Af dommene fremgår det, at det afgørende kriterium for, om
denunciation kan gives til den primære transporthaver, er, at
hovedentreprenøren (kreditor/overdrager) effektivt er forhindret i at
råde over fordringen. Det er således uden betydning, om den primære
transporthaver skal fungere som fordeler (UfR 1974.55 H) eller har
fået transport til sikkerhed for et skyldforhold (UfR 1979.367 H).
Dommenes præmisser omkring rådighedsberøvelsen som det
afgørende er generelle og må derfor anses for også at gælde i andre
tilfælde end byggeritransporter.144
I UfR 1974.55 H og UfR 1979.367 H havde entreprenøren
transporteret hele (rest-)fordringen på entreprisesummen til den
primære transporthaver. Dermed sikrede transporthaverens
denunciation til bygherren, at entreprenøren var berøvet rådigheden i
forhold til bygherren. Denunciation til den primære transporthaver
kan dog være tilstrækkelig, selv om ikke hele fordringen på
entreprisesummen er transporteret til den primære transporthaver.
Men, hvis den primære transporthaver kun får transport i en del af
fordringen på entreprisesummen, vil entreprenørens rådighed kun
være effektivt berøvet - og de efterfølgende transporthaveres
denunciation til den primære transporthaver kun være tilstrækkelig hvis de efterfølgende transporthavere har transport i samme del af
fordringen på entreprisesummen.145 Hvis entreprenøren f.eks.
transporterer første rate af entreprisesummen til en bank, og banken
denuncierer over for bygherren, vil entreprenøren fortsat kunne råde
frit over anden og efterfølgende rater af entreprisesummen, idet
bygherren er forpligtet til at betale disse rater til entreprenøren. Hvis
entreprenøren giver transport i anden rate til en underentreprenør,
vil det derfor ikke være tilstrækkeligt, at underentreprenøren
denuncierer over for banken. Kun en denunciation direkte til
bygherren vil i dette tilfælde beskytte underentreprenørens ret.
Se til sammenligning UfR 1979.300 H, hvor 204.000 kr. af en
entreprisesummen blev transporteret til en sparekasse. Transporten
blev på baggrund af en denunciation noteret af debitor. Af beløbet blev
140.000 kr. sekundært transporteret til en leverandør. Denunciation
om denne transport blev givet til sparekassen, men ikke til debitor.
Kreditor/overdrageren blev herefter erklæret konkurs, og
leverandøren krævede separatiststilling i konkursboet. Heri fik
leverandøren medhold, da sparekassens denunciation vedrørende de
204.000 kr. til debitor havde frataget debitors ret til at udbetale
beløbet til andre end sparekassen, og da leverandørens denunciation
til sparekassen vedrørende de 140.000 kr. havde afskåret
overdrageren fra at råde over dette beløb i forhold til sparekassen og
debitor.
Side 92
I øvrigt bemærkes, at hvis f.eks. entreprenørens bank får transport i 1.
rate af entreprisesummen, mens en underentreprenør får transport i 2.
rate af entreprisesummen, foreligger der ingen tingsretlig konflikt
mellem de to transporter, der kan bestå ved siden af hinanden. Derfor
har denunciation ingen betydning for retsstillingen mellem banken og
underentreprenøren.
e. - Tidspunktet for denunciationens retsvirkninger
Af gbl. § 31, stk. 1 og 2, fremgår, at en erhverver af en fordring opnår
beskyttelse mod overdragerens kreditorer samt går forud for andre af
overdragerens aftaleerhververe, når debitor "har fået underretning
om overdragelsen" til erhververen. Heri ligger, at denunciationen får
retsvirkning som sikringsakt, fra det tidspunkt, hvor denunciationen
er kommet frem til debitor. Det er uden betydning, hvornår debitor får
kundskab om denunciationen. Dette skyldes, at erhververen ikke har
nogen indflydelse på, hvornår kundskabstidspunktet indtræder - det
er tilfældigt, hvornår debitor opnår kundskab. Kundskabstidspunktet
er derfor ikke egnet til prioritetskonstatering, som er af væsentlig
betydning for sikringsakten, jf. ovenfor under a.146
At kundskabstidspunktet er afgørende forklares undertiden med, at
denunciationen er et påbud til debitor, og derfor får retsvirkning fra
kundskabstidspunktet.147 Dette er ikke dækkende. Ved et påbud
binder erklæringsgiveren andre, men det er netop ikke et krav, at
denunciationen skal være bindende for debitor, f.eks. i den forstand at
debitor bliver erstatningsansvarlig, hvis han betaler til andre end
erhververen.148 I perioden fra denunciationens fremkomst, til
debitor får kundskab om indholdet, vil debitor således i god tro og
med frigørende virkning, jf. gbl. § 29, kunne betale til
kreditor/overdrageren.
Når retsvirkningerne indtræder fra fremkomsttidspunktet, kan der
heller ikke gælde noget krav om, at debitor skal notere eller bekræfte
modtagelsen af denunciationen. Selv, hvis debitor nægter at foretage
Side 93
noteringen, er det normalt uden betydning, jf. UfR 1974.219 V, hvor
en entreprenør havde transporteret sin fordring mod toldvæsenet på
overskydende moms til en underentreprenør. Underentreprenøren
anmeldte transporten til det lokale toldkammer, der meddelte, at
toldkammeret i henhold til tolddirektoratets instruktion ikke kunne
påtage sig notering af transporter på tilgodehavendet. Landsretten
fandt, at transporten var beskyttet over for kreditorerne i
entreprenørens konkursbo, men fordringen kunne omstødes efter
konkurslovens regler.149 Hvis debitor ligefrem afviser at modtage
denunciationen, må det dog formentlig kræves, at erhververen
fastholder denunciationen, for at der ikke skal opstå tvivl, om
sikringsakten er iagttaget.150
Uanset det netop anførte kan det være ganske hensigtsmæssigt at
bede debitor om at bekræfte denunciationen - f.eks. ved at returnere
en kopi af denne med debitors underskrift på bekræftelsen. Derved
sikrer erhververen sig bevis for fremkomsten, samt for at debitor er
blevet bragt i ond tro om transporten, således at han ikke længere kan
betale til kreditor/overdrageren med frigørende virkning.
I modsætning til, hvad der gælder efter almindelige aftaleretlige
principper, jf. aftalelovens § 40, er det afsenderen af denunciationen,
som bærer forsendelsesrisikoen. Hvis denunciationen af den ene eller
anden grund ikke kommer frem, er erhververens sikringsakt ikke
iagttaget. Dette skyldes, at afsenderen er den eneste, der har mulighed
for at sikre sig dokumentation for fremkomsten; det har
overdragerens andre aftaleerhverver og kreditorer ikke. Afsenderen
bør derfor sikre sig bevis for fremkomsten, f.eks. PostDanmarks
afleveringsattest eller et anbefalet brev med modtagelsesbevis. Hvis
det er aftalt, at overdrageren skal sende denunciationen, jf. ovenfor
under c, bør erhververen sikre sig, at overdrageren får fornødent
bevis for debitors modtagelse.
Herefter er udgangspunktet således, at prioritetsstillingen mellem
flere transporter i samme simple fordring afgøres efter tidspunktet for
fremkomsten af denunciationerne om transporterne til debitor. Hvis
en transporthaver ikke har givet denunciation til debitor, kan en
senere transporthaver, der er i god tro om den tidligere transport
ekstingvere, jf. gbl. § 31, stk. 2.
Side 94
Dette udgangspunkt kan imidlertid være fraveget ved aftale mellem
debitor og kreditor. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis en bygherre
(debitor) og en entreprenør (kreditor) har aftalt, at AB 92 skal være
gældende for byggeriet. I så fald følger det af AB 92 § 5, stk. 2, at
vedkommende transporter har forrang frem for uvedkommende. Hvis
transporten til en transporthaver i henhold til en byggeriet
uvedkommende transport er stiftet først i tid, og denunciationen til
debitor er givet først, kan transporthaverens ret således alligevel
ekstingveres af en senere transporthaver, der først har denuncieret
efterfølgende - også selv om den senere transporthaver er i ond tro
om den tidligere transport. En vedkommende transporthaver, der er
først i tid, kan også bevare sin allerede bedre ret ved at give
denunciation til debitor, selv om en senere uvedkommende
transporthaver, allerede i god tro har givet denunciation til
debitor.151 Se nærmere sidst i afsnit 1.2.2.2. med henvisninger.
Et andet eksempel er en aftale mellem debitor og kreditor om, at
debitor kun er forpligtet til at notere én transport. En sådan aftale må
respekteres af sekundære, tertiære m.v. transporthavere, der derfor
ikke kan opnå ret over fordringen.
Almindeligvis er regler om sikringsakter og ekstinktion præceptive,
således at de ikke ved aftaler inter partes kan fraviges til skade for
tredjemand, der afleder ret fra parterne.152 Når aftaler som de
ovennævnte mellem debitor og kreditor alligevel må accepteres,
skyldes det, at der er tale om simple fordringer, hvor det følger af gbl.
§ 27, at erhververen ikke opnår bedre ret end overdrageren, jf.
ovenfor afsnit 5.1.1. Tredjemand kan derfor ikke ekstingvere debitors
indsigelse om, at kreditors transport til tredjemand er sket i strid med
aftalen mellem debitor og kreditor. Se f.eks. UfR 1959.824 Ø, hvor en
aftale om, at hovedentreprenøren kun måtte give transport i
entreprisesummen til sikkerhed for fordringer, der vedrørte
udførelsen af hans arbejde, ikke kunne ekstingveres af en
transporthaver, der havde fået sikkerhed for en fordring vedrørende
et andet byggeri.
5.3.2.3. - Sikringsakten ved kreditorers udlæg og ved konkurs
Prioritetsstillingen for kreditorer,153 der foretager udlæg i simple
fordringer, er ikke reguleret i gældsbrevsloven. Gbl. § 31, stk. 1 og 2,
omhandler således alene retsstillingen for aftaleerhververe. Da der
ikke er
Side 95
særlig lovregulering, antages det, at udlæg i simple fordringer er
omfattet af de samme almindelige regler om prioritetsbeskyttelse,
som gælder for løsøre. Det følger heraf, at udlæg i en simpel fordring
er beskyttet over for konkurrerende aftaleerhververe fra udlæggets
stiftelse, uden iagttagelse af en sikringsakt.154 Et udlæg anses for
stiftet ved fogedens afsigelse af udlægsdekret (indførelsen i
fogedbogen).155
Prioritetsstillingen mellem flere udlæg i samme simple fordring afgøres
- som ved udlæg i løsøre - efter rpl. § 526, stk. 1, således at tidspunktet
for indgivelse af begæring til fogedretten om udlæg er afgørende for,
hvilket udlæg der har den bedste prioritet.156
Hvis kreditor/overdrageren erklæres konkurs, er han fra
konkursdekretets afsigelse uberettiget til at råde over fordringen, jf.
KL § 29. Indtil udløbet af det døgn, hvor dekretet kundgøres i
Statstidende, har urådigheden (og dermed konkursen) kun virkning
over for aftaleerhververe, som er i ond tro om konkursen, jf. KL § 30,
stk. 1. Derefter har urådigheden virkning over for enhver. I forhold til
andre kreditorer følger det af KL § 31, stk. 1, at der efter
konkursdekretets afsigelse ikke kan foretages udlæg i den af
konkursen omfattede fordring.157
5.3.2.4. - Kort om factoring
Undertiden har en kreditor mange fordringer, som ønskes
transporteret - f.eks. til sikkerhed for belåning. Det kan f.eks. være
tilfældet for en virksomhed, der sælger sine varer på kredit til sine
kunder. Derved opnår virksomheden simple fordringer mod kunderne.
Når varerne leveres på kredit, går der en periode, før virksomheden
opnår betaling. Virksomheden kan derfor i perioden have behov for at
skaffe kapital andre steder fra til indkøb af nye råvarer og fortsat
produktion. Denne kapital kan bl.a. skaffes ved at belåne fakturaerne dvs. transportere dem til en långiver til sikkerhed for det ydede lån. Af
de ovenfor i afsnit 5.3.2.2. under a.-e. omtalte regler følger det, at der
for hver kundefordring skal gives meddelelse til fordringens debitor
(kunden). For en virksomhed med mange kunder kan dette være et
omfattende arbejde. For at smidiggøre denne proces benyttes
undertiden en
Side 96
særlig fremgangsmåde, der kaldes factoring (fakturabelåning). I
praksis anvendes flere forskellige typer af factoring. I det følgende
beskrives alene kortfattet én af de mere gængse typer.158 Factoring
er dog i et vist omfang blevet fortrængt af adgangen til at foretage
fordringspant, jf. TL § 47 d, som muliggør en samlet pantsætning af en
virksomheds kundefordringer ved tinglysning af ét skadesløsbrev i
personbogen. Fordringspant omtales ikke yderligere her.159
Ved en typisk factoringaftale transporterer en virksomhed alle sine
udeståender kundefordringer til et factoringselskab. Når
virksomheden på kredit sælger en vare til en kunde, udsteder
virksomheden en faktura til kunden. På fakturaen fortrykkes eller
stemples, at fakturafordringen er overdraget til factoringselskabet, og
at betaling med frigørende virkning alene kan ske til
factoringselskabet. Derved sikres det, at sikringsakten er iagttaget, jf.
gbl. § 31, og betalingslegitimationen for virksomheden er fjernet, jf. gbl.
§ 29. Herefter sendes en kopi af fakturaen til factoringselskabet, der
udbetaler typisk 80 pct. af fakturabeløbet til virksomheden. Derved
opnår virksomheden, at 80 pct. af fordringen betales straks, selv om
kunden har købt på kredit. Factoringselskabet yder således
virksomheden lån for 80 pct. af kundefordringen. De resterende 20 pct.
af fakturabeløbet indsætter factoringselskabet på en såkaldt
sikringskonto, der tilhører virksomheden, og hvori factoringselskabet
har sikkerhed for kundefordringer, som ikke betales.160
Hvis kunden betaler til forfaldstid, sker betalingen til
factoringselskabet (ellers må kunden betale igen, da den på fakturaen
trykte denunciation som nævnt fratager virksomheden
betalingslegitimationen). Herefter betaler factoringselskabet de
resterende 20 pct. af kundefordringen til virksomheden; dog med
fradrag af renter for kreditten på de 80 pct. af beløbet og for
factoringselskabets eventuelle omkostninger. De 20 pct. trækkes fra
sikringskontoen.
Hvis kunden derimod ikke betaler til forfaldstid, kan denne
kundefordring ikke længere danne grundlag for kredit. Derfor trækker
factoringselskabet hele fakturabeløbet (100 pct. med tillæg af renter
og omkostninger) på sikringskontoen. Hvis indeståendet på
sikringskontoen
Side 97
er tilstrækkeligt hertil, fortsætter factoringforholdet uændret. Hvis
indeståendet på sikringskontoen derimod er utilstrækkeligt til at
dække den misligholdte fordring, eller hvis indeståendet kommer
under et aftalt minimum, må virksomheden bringe forholdet i orden.
Det kan enten ske ved, at virksomheden betaler det manglende beløb
til factoringselskabet, eller ved at factoringselskabet tilbageholder et
antal kommende fakturaer (således at disse ikke belånes med 80 pct.),
indtil gælden er nedbragt. Alternativt kan factoringselskabets
sikkerhed forøges, ved at der fremover fastsættes en lavere
belåningsprocent, således at beløbet på sikringskontoen derved øges.
Hvis den af virksomheden leverede vare lider af mangler, begrænser
factoringaftalen ikke kundens mulighed for at gøre mangelsindsigelser
(eller andre indsigelser) gældende - herunder f.eks. ved at kræve
forholdsmæssigt afslag og betale et mindre beløb end fakturabeløbet
til factoringselskabet. Dette følger af gbl. § 27, jf. ovenfor afsnit 5.1.1.
Men, hvis kunden allerede har betalt til factoringselskabet på det
tidspunkt, hvor mangelsindsigelsen gøres gældende, hjemler gbl. § 27
ikke et tilbagebetalingskrav mod factoringselskabet, jf. UfR 2011.3188
H omtalt ovenfor afsnit 5.1.1. Et tilbagebetalingskrav kan derimod
efter omstændighederne følge af reglerne om tilbagesøgning
(condictio indebitii). Se herom nedenfor kap. 13, afsnit 2.3.
De netop omtalte følger af gbl. § 27 skaber selvfølgelig en vis
usikkerhed for factoringselskabet, der risikerer at blive mødt med
kunders indsigelser. Derfor gøres der undertiden forsøg på at beskytte
factoringselskabet herimod. En mulighed er, at virksomheden over for
kunderne fraskriver sig ansvaret for eventuelle mangler, således at
kunden ikke kan gøre mangelsindsigelser gældende over for
virksomheden. Når kunden ikke har nogen krav over for
virksomheden (kreditor/overdrager), har kunden det naturligvis
heller ikke over for factoringselskabet (erhververen), da aftalen med
ansvarsfraskrivelsen som udgangspunkt er bindende for kunden.161
Det kan imidlertid være vanskeligt at få en kunde til at give
forhåndsafkald på mangelsindsigelser - i hvert fald uden
kompensation i varens pris. Derfor aftales undertiden en såkaldt cut
off-klausul, der er en aftale mellem virksomheden og kunden om, at
kunden ikke kan gøre indsigelser og modkrav gældende over for
factoringselskabet, men fortsat over for virksomheden. Cut offklausuler er ugyldige i
Side 98
forbrugerkøb, jf. den præceptive bestemmelse i kreditaftalelovens §
32, jf. § 33, stk. 1. Derimod kan de gyldigt aftales i erhvervsforhold,
hvis de kan anses for klart aftalt/vedtaget og ikke kan tilsidesættes
efter aftalelovens § 36. Se også ovenfor sidst i afsnit 5.1.2. med
henvisninger og omtale af UfR 1975.246 V.
5.3.3. - Tinglyste digitale simple gældsbreve
Som anført ovenfor i afsnit 2.3., gælder reglerne om simple
gældsbreve i gbl. kapitel 3 som udgangspunkt også for tinglyste
digitale simple gældsbreve, jf. gbl. § 26, stk. 2. Imidlertid er det i gbl. §
26, stk. 2, udtrykkeligt anført, at dette ikke er tilfældet for så vidt
angår reglen om sikringsakt i gbl. § 31. Sikringsakten ved overdragelse
af og kreditorforfølgning mod tinglyste digitale simple gældsbreve
følger således ikke de i afsnit 5.3.2.2. nævnte regler om denunciation
m.v.
Den særlige undtagelse i gbl. § 26, stk. 2, skyldes, at der i forbindelse
med indførelsen af digital tinglysning blev indført et generelt princip,
hvorefter sikringsakten ved transport og anden overførelse af tinglyste
pantebreve, er tinglysning af transporten/overførelsen.
For tinglyste simple pantebreve i fast ejendom - dvs. pantebreve med
en rektaklausul, jf. TL § 27, stk. 2 - findes hjemmelen for sikringsakten
i TL § 1, stk. 1.162
For pantebreve i motorkøretøjer, andelsboliger og almindeligt løsøre der alle er simple, medmindre de særskilt er gjort negotiable - findes
hjemmelen for sikringsakten i TL § 42 d, stk. 7, TL § 42 j, stk. 7,
henholdsvis TL § 47, stk. 6.
5.3.4. - Tinglyst underpant i ejerpantebreve
Ejerpantebreve i fast ejendom, motorkøretøjer, andelsboliger og
almindeligt løsøre kan underpantsættes til sikkerhed for
underliggende - typisk simple - fordringer. Sikringsakten for
underpantsætningen af ejerpantebrevet er tinglysning, jf. TL § 1 a, stk.
1, TL § 42 d, stk. 3, TL § 42 j, stk. 3, henholdsvis TL § 47, stk. 2.
En underpanteret i et ejerpantebrev kan sammen med den
underliggende fordring transporteres til en erhverver (til eje eller
sikkerhed) eller gøres til genstand for retsforfølgning (udlæg). Ved en
sådan transport eller overførsel er sikringsakten for så vidt angår
underpanteretten i ejerpantebrevet tinglysning, jf. TL § 1 a, stk. 4, TL §
42 d, stk. 7, TL § 42 j, stk. 7, henholdsvis TL § 47, stk. 6. For så vidt
angår den
Side 99
underliggende fordring, gælder sikringsakten for transport og anden
overførelse af fordringer af den pågældende art. Da de underliggende
fordringer som nævnt typisk er simple fordringer, er sikringsakten
således som oftest denunciation, jf. gbl. § 31, og ovenfor afsnit
5.3.2.2.163
6. - Overdragelse af negotiable fordringer
6.1. - Almindelige regler om omsætningsgældsbreve
Som anført ovenfor i afsnit 2.1.-2.3. er det gbl. § 11, stk. 2, der
regulerer, om et papirgældsbrev er negotiabelt eller simpelt. For så
vidt angår tinglyste digitale gældsbreve afgøres spørgsmålet om
negotiabilitet efter TL § 27, stk. 2, (fast ejendom), TL § 42 g, stk. 3, 2.
pkt., (motorkøretøjer), TL § 42 m, stk. 2, 2. pkt., (andelsboliger) eller
TL § 47, stk. 7, 2. pkt., (almindeligt løsøre). Kun hvis betingelserne i de
nævnte bestemmelser er opfyldt, er det pågældende gældsbrev
negotiabelt. Negotiabilitet i medfør af bestemmelserne forudsætter, at
der er tale om et gældsbrev,164 og negotiabilitetsvirkningerne - f.eks.
de særlige ekstinktionsregler, der omtales nedenfor i afsnit 6.1.1. knytter sig for så vidt angår papirgældsbreve til eksistensen af et
fysisk dokument. Reglerne om kreditorskifte i forhold til negotiable
gældsbreve (omsætningsgældsbreve) behandles her i afsnit 6.1.
Negotiabilitet er imidlertid også - i medfør af lovbestemmelser uden
for gældsbrevsloven og tinglysningsloven - knyttet til visse andre typer
af fordringer end gældsbreve. Se kort herom nedenfor i afsnit 6.2.
6.1.1. - Debitors indsigelser over for erhververen
6.1.1.1. - Det almindelige udgangspunkt
Ved overdragelse af negotiable gældsbreve til eje eller pant fraviges
den almindelige regel om, at erhververen ikke opnår bedre ret end
overdrageren. Formålet er at fremme disse gældsbreves
omsættelighed ved at betrygge erhververens retsstilling, således at
han i videre omfang end efter den almindelige regel kan gå ud fra, at
debitor er forpligtet i det omfang, det fremgår af gældsbrevet.
Erhververen undgår dermed at skulle foretage en række
undersøgelser af det retsforhold, som gav anledning til, at gældsbrevet
blev udstedt. For debitor betyder dette, at de indsigelser, som han
måtte have over for kreditor/overdrageren,
Side 100
ikke alle kan gøres gældende over for en godtroende erhverver, idet
nogle indsigelser ekstingveres. Debitors retsstilling er således ringere
ved omsætningsgældsbreve end ved simple gældsbreve, hvilket som
nævnt er acceptabelt, fordi debitor selv accepterer denne forringelse
ved at lade bestemte klausuler indgå i gældsbrevet, og fordi debitors
muligheder for at opnå billigere kredit alt andet lige forøges som følge
af omsætteligheden.165
Spørgsmålet om en godtroende erhververs ekstinktion af debitors
indsigelser er reguleret i gbl. §§ 15-17. Gbl. § 15 regulerer, hvilke
indsigelser som kan ekstingveres af en godtroende erhverver - dvs. de
svage (fortabelige) indsigelser, mens gbl. §§ 16 og 17 omhandler nogle
stærke (ufortabelige) indsigelser, som bevares over for selv
godtroende erhververe.166
Selv om gbl. kapitel 2, som indeholder gbl. §§ 15-17, ikke gælder
direkte for tinglyste digitale gældsbreve, jf. gbl. § 11, stk. 3, er gbl. §§
15-17 alligevel anvendelige for tinglyste digitale gældsbreve i kraft af
henvisninger i tinglysningsloven, jf. TL § 27 a samt henvisningerne
hertil i TL § 42 g, stk. 3, 1. pkt., TL § 42 m, stk. 2, 1. pkt., og TL § 47, stk.
7, 1. pkt.167
Gbl. §§ 15-17 angiver ikke udtømmende, hvilke indsigelser som er
svage henholdsvis stærke i relation til gældsbreve. Det kan derfor i
visse tilfælde volde tvivl, om en indsigelse, der ikke er nævnt i
bestemmelserne, er fortabelig eller ej. Ved afgørelsen heraf kan der
lægges vægt på, at de indsigelser, som ifølge gbl. § 15 kan ekstingveres
af en godtroende erhverver, er indsigelser, som debitor normalt kunne
forhindre eksistensen af enten ved en påtegning på gældsbrevet, jf.
nedenfor om gbl. § 15, stk. 3, eller ved at udvise tilstrækkelig
påpasselighed. Kunne debitor med rimelighed have undgået en
indsigelse, som ikke er nævnt i gældsbrevsloven, peger dette i retning
af, at indsigelsen er fortabelig.168
Se til illustration UfR 1943.749 H, hvor mindretallet af dommere fandt,
at en indsigelse om, at debitor havde aftalt en ret til at indfri et højt
forrentet pantebrev før de i pantebrevet fastlagte betalingsterminer,
ikke kunne gøres gældende over for en erhverver af pantebrevet, der
ikke kendte til indfrielsesaftalen, som var indgået mellem debitor og
kreditor uden for pantebrevet. Se også UfR 1999.390 H refereret
nedenfor afsnit 6.1.1.3. under c) og UfR 1962.185 V refereret nedenfor
i afsnit 6.1.1.2.a.4°.
Side 101
Såfremt betingelserne for, at erhververen kan ekstingvere debitors
indsigelser, jf. gbl. § 15, ikke er opfyldt, gælder det almindelige
udgangspunkt også for negotiable gældsbreve: Erhververen opnår uden særlige holdepunkter for andet - ikke bedre ret end
overdrageren. Dette svarer til hovedreglen for simple fordringer i gbl.
§ 27, jf. ovenfor afsnit 5.1.1.
Hensigten med reglerne om negotiabilitet er som nævnt at give
erhververen en særlig gunstig retsstilling sammenlignet med
erhververen af en simpel fordring. Som følge heraf må det tillige gælde,
at indsigelser, som ikke kan gøres gældende over for en erhverver af et
simpelt gældsbrev, heller ikke kan gøres gældende over for erhververe af
et negotiabelt gældsbrev.169 Der henvises herved til afsnit 5.1.2.
navnlig om proforma-indsigelsen, jf. aftalelovens § 34, og om tilfælde,
hvor debitor har udvist uforsigtighed ved at legitimere kreditor som
indehaver af en fordringsret, som han reelt ikke har.
Det er alene relevant at overveje erhververens mulighed for
ekstinktion, hvis debitor har en indsigelse over for
kreditor/overdrageren. Kan debitor ikke gøre indsigelsen gældende
over for kreditor - f.eks. en indsigelse om svig udøvet af tredjemand,
der ikke kan gøres gældende over for en kreditor i god tro, jf.
aftalelovens § 30 - er det unødvendigt at overveje, om en senere
erhverver kan ekstingvere, idet erhververen indtræder (succederer) i
kreditor/overdragerens ret, der netop ikke er behæftet med en
indsigelse. Ekstinktionsproblemet bliver således alene aktuelt, hvis
debitor har en indsigelse, og den kan gøres gældende over for
kreditor/overdrageren. I så fald er det afgørende, om indsigelsen er
fortabelig (svag), jf. nedenfor afsnit 6.1.1.3., samt om erhververen
opfylder ekstinktionsbetingelserne, jf. nedenfor afsnit 6.1.1.2.
Indsigelsen kan som udgangspunkt gøres gældende over for den
senere erhverver, jf. princippet i gbl. § 27, men hvis erhververen
opfylder ekstinktionsbetingelserne, kan han selvstændigt ekstingvere
svage indsigelser, selv om indsigelserne kunne gøres gældende over
for kreditor/overdrageren.
Side 102
Til sammenligning kan nævnes, at en debitor, der har en indsigelse
over for kreditor/overdrageren i relation til et simpelt gældsbrev, kan
gøre indsigelsen gældende over for erhververen, uanset om denne er i
god eller ond tro. Dette skyldes, at der ikke for simple gældsbreve
gælder ekstinktionsregler svarende til gbl. § 15. Se nærmere ovenfor
afsnit 5.1.1.
Det før petitafsnittet nævnte gælder også i forhold til senere
erhververe, der opfylder ekstinktionsbetingelserne. I relation til
senere erhververe er det dog ikke nødvendigt at vurdere
vedkommendes opfyldelse af ekstinktionsbetingelserne, hvis en
tidligere erhverver i omsætningskæden har ekstingveret indsigelsen,
idet en engang "død" indsigelse ikke "vågner op" igen.170
Af ekstinktionsreglerne i gbl. §§ 15-17 fremgår udtrykkeligt, at disse
kun gælder i forhold til erhververe af omsætningsgældsbreve - se
nærmere nedenfor afsnit 6.1.1.2.a.1°. Dette skyldes, at formålet med
reglerne om negotiable gældsbreve netop er at beskytte omsætningen
mellem aftaleerhververe. Når der ikke findes særlige regler om
kreditors egne kreditorers ekstinktion af debitors indsigelser, må dette
spørgsmål afgøres efter de almindelige regler, hvilket vil sige det
almindelige udgangspunkt, hvorefter en kreditor som udgangspunkt
ikke opnår bedre ret end hans skyldner havde. Se nærmere ovenfor
sidst i afsnit 5.1.1. Dette betyder, at hvis debitor kan gøre en indsigelse
gældende over for kreditor, kan indsigelsen som udgangspunkt også
gøres gældende over for kreditors egne kreditorer.171
6.1.1.2. - Betingelserne for erhververens ekstinktion - a.
Papirgældsbreve - grundbetingelserne i gbl. § 15
Af gbl. § 15, stk. 1, 1. led, følger, at en erhverver kan ekstingvere de i
stk. 1 nævnte indsigelser, hvis han 1° ved overdragelse 2° har
erhvervet ret over et omsætningsgældsbrev og 3° fået det i hænde. Af
§ 15, stk. 2, følger endvidere, at erhververen 4° skal være i god tro.
Disse grundlæggende ekstinktionsbetingelser omtales nærmere
nedenfor.
Ekstinktionsbetingelserne i gbl. § 15 svarer i princippet til de
almindelige - i retspraksis udviklede - betingelser for
rettighedsekstinktion
Side 103
vedrørende løsøre,172 idet hensynsafvejningen173 ved negotiable
gældsbreve er opfyldt ved, at en debitor, der ikke har sørget for at
forebygge indsigelsens eksistens, f.eks. ved en påtegning på
gældsbrevet i medfør af gbl. § 15, stk. 3, kan siges at have handlet
uforsigtigt.
1° - Overdragelse
Ekstinktion forudsætter for det første, at der på aftaleretligt grundlag
er sket en overdragelse af gældsbrevet til en erhverver. Heri ligger, at
der skal være sket en overdragelse til eje eller sikkerhed174 ved aftale i
levende live. Kreditorskifte ved arv eller kreditorforfølgning giver
således ikke adgang til ekstinktion i medfør af gbl. § 15.175 Arvinger og
kreditorer opnår alene samme ret som deres hjemmelsmand
(arvelader eller skyldner). Af kravet om overdragelse følger tillige, at
ekstinktionsreglen i gbl. § 15 ikke direkte finder anvendelse i interpartes-forholdet mellem debitor og kreditor.176 Dog er gbl. § 15
(analogt) anvendelig i tilfælde, hvor gældsbrevet - for at spare
omkostninger - udstedes direkte til erhververen, i modsætning til den
sædvanlige situation, hvor gældsbrevet først udstedes til kreditor og
derefter transporteres til erhververen. Dette blev fastslået i UfR
1999.2118 Ø, der vedrørte spørgsmålet, om køberne af andele i et
sommerhus kunne gøre indsigelser vedrørende retsforholdet med det
investeringsselskab, der opførte sommerhuset, gældende over for en
erhverver af et pantebrev i ejendommen. Pantebrevet var i henhold til
en fuldmagt udstedt direkte til erhververen. Da køberne ikke havde
bevist, at erhververen havde været i ond tro om, at aftalen med
investeringsselskabet muligvis var ugyldig som stridende mod
sommerhuslovens § 1, kunne de ikke gøre indsigelser gældende over
for erhververen. Landsretten henviste herved direkte til gbl. § 15, stk.
2. Højesteret stadfæstede kendelsen i UfR 2000.2037 H, men
begrundede resultatet med "princippet i gældsbrevslovens § 15" - dvs.
en analogislutning. Se tilsvarende UfR 1984.624 V, der anvendte gbl. §
18, stk. 2, jf. § 15, direkte.
Overgivelse af et underskrevet gældsbrev (uden angivelse af en
kreditor) til en fuldmægtig, der som formidler skal finde en långiver,
der til gengæld bliver kreditor i henhold til gældsbrevet, er ikke en
overdragelse,
Side 104
der giver långiveren mulighed for at påberåbe sig gbl. § 15. Långivers
forhold til debitor er som følge af almindelige fuldmagtsregler hvorefter fuldmagtsgiveren forpligtes direkte over for den, som
fuldmægtigen indgår aftale med, jf. aftalelovens § 10, stk. 1 - et
almindeligt inter-partes-forhold, der som nævnt ikke reguleres af gbl.
§ 15.177 Heller ikke overgivelse af et negotiabelt gældsbrev til en
"erhverver", for at denne skal inddrive fordringen på overdragerens
(kreditors) vegne, giver "erhververen" mulighed for at påberåbe sig
gbl. § 15.178
2° - Erhvervet ret
At erhververen for at kunne ekstingvere skal have "erhvervet ret over
et omsætningsgældsbrev" indebærer, at erhververens adkomst skal
være gyldig. Såfremt kreditor/overdrager kan gøre
ugyldighedsindsigelser gældende mod overdragelsen til erhververen,
er denne betingelse ikke opfyldt, og erhververen er dermed afskåret
fra at ekstingvere i medfør af gbl. § 15. Ekstinktionsbetingelserne er
heller ikke opfyldt, hvis erhververens ret til gældsbrevet er omstødelig
efter konkurslovens regler.179
Hensynet bag kravet om, at erhververens adkomst skal være gyldig, er,
at kreditor/overdrager ikke altid vil være interesseret i at gøre
ugyldigheden gældende over for erhververen. Hvis
kreditor/overdrageren gør ugyldigheden gældende, vil det nemlig blot
føre til, at kreditor/overdrageren må respektere debitors indsigelse og
dermed ikke vil vinde ret. Dette gælder dog ikke for så vidt angår
indsigelser, som debitor ikke kan gøre gældende i inter-partesforholdet over for kreditor, f.eks. indsigelsen om svig udøvet af
tredjemand, når kreditor er i god tro. Imidlertid er det ikke rimeligt,
hvis debitor skal miste sin ret, alene fordi kreditor/overdrager af
hensyn til sig selv undlader at gøre ugyldigheden af overdragelsen
gældende. Derfor følger det af gbl. § 15, at erhververens adkomst skal
være gyldig, før erhververen kan ekstingvere.180
Hvis debitors indsigelse allerede er ekstingveret af en erhverver, der
opfyldte betingelserne i gbl. § 15, vågner indsigelsen dog ikke op over
for en senere erhverver, selv om denne ikke har erhvervet gyldig ret,
Side 105
når overdrageren undlader at gøre ugyldigheden gældende. Dette
følger af den almindelige ekstinktionsretlige grundsætning, hvorefter
en "død" indsigelse ikke "vågner op" igen, jf. ovenfor afsnit 6.1.1.1.
I overensstemmelse med den almindelige grundsætning, hvorefter
man ikke kan ekstingvere, hvis man selv er udsat for ekstinktion, må
det tillige kræves, at erhververen har foretaget rådighedsberøvelse af
papiromsætningsgældsbrevet, jf. gbl. § 14.181 En erhverver, der ikke
har rådighedsberøvet, og som derfor ikke er sikret mod tredjemand,
opfylder derfor ikke betingelsen om at have "erhvervet ret". Nogen
selvstændig betydning har dette dog ikke, idet kravet om
rådighedsberøvelse i gbl. § 15 i så fald heller ikke er opfyldt, jf.
nedenfor under 3°.
3° - Fået i hænde
Kravet i gbl. § 15 om, at erhververen skal have fået gældsbrevet i
hænde for at kunne ekstingvere debitors indsigelser, svarer til kravet
om ihændehavelse i gbl. § 14 om ekstinktion af rettigheder. Se
nedenfor afnsit 6.1.3.1.b. Der er således tale om et krav om
rådighedsberøvelse af omsætningsgældsbrevet. Baggrunden for kravet
om rådighedsberøvelse er, at kreditor/overdrager (samt debitor)
derved afskæres fra at disponere over dokumentet til anden side.
Kravet har således sammenhæng med den almindelige
ekstinktionsretlige grundsætning, hvorefter erhververen kun kan
ekstingvere debitors indsigelser, hvis erhververens egen ret er
beskyttet mod ekstinktion.182
Kravet om rådighedsberøvelse kan opfyldes, dels ved at erhververen
selv får gældsbrevet i hænde, dels ved at tredjemand opbevarer
gældsbrevet. Det afgørende er således ikke, at erhververen får
gældsbrevet i hænde, men at kreditor/overdrager (samt debitor) ikke
længere har gældsbrevet i hænde.183
Som eksempel kan nævnes UfR 1984.872 Ø, hvor en vekselerer, som
erhvervede et pantebrev med pant i fast ejendom, ikke havde haft
pantebrevet i hænde og derfor ikke kunne ekstingvere debitors
indsigelse om ikke at have modtaget betaling.
Side 106
4° - God tro
Ifølge gbl. § 15, stk. 2, kan erhververen kun ekstingvere debitors
indsigelser, hvis erhververen ikke vidste noget om indsigelsen eller
ikke havde grund til mistanke herom. Af denne formulering følger, at
erhververen ikke har en egentlig undersøgelsespligt, men at ond tro
foreligger, hvis der foreligger omstændigheder, som viser, at der er
noget galt, eller som antyder, at dette er tilfældet, således at det er
uagtsomt ikke at undersøge forholdene nærmere.184 En uklar
bestemmelse i gældsbrevet kan således efter omstændighederne
bringe erhververen i ond tro - se nærmere petit-afsnittet nedenfor.
Det samme gælder tegn på, at der er ændret ved papirgældsbrevets
indhold, f.eks. ved fraklip eller fjernelse af påtegninger, der ikke er
omfattet af gbl. § 15, stk. 3.
Se f.eks. UfR 1962.185 V, hvor landsretten fandt, at en erhverver af et
pantebrev i fast ejendom var uden kendskab til pantsætters og
panthavers forhandlinger om, at pantebrevet ikke skulle forfalde ved
ejerskifte, og at det ved hans erhvervelse af pantebrevet blev
tilkendegivet, at det forfaldt ved ejerskifte. Herefter, og da
pantebrevets tekst ikke havde en sådan uklarhed, at erhververen
burde have fattet mistanke om, at pantebrevet muligvis ikke forfaldt
ved ejerskifte, ekstingverede erhververen pantsætters (debitors)
indsigelse herom i medfør af gbl. § 15. Se også - med modsat resultat UfR 1972.795 V, hvor erhververen måtte respektere en aftale om
nedskrivning af pantebrevet, idet pantebrevets formulering - navnlig
ordet "hovedstolene" - burde have givet erhververen grund til
mistanke. I UfR 1953.87 H bevarede debitor sin adgang til at
modregne et erstatningskrav vedrørende den ejendomshandel, der
gav anledning til gældsbrevets (pantebrevets) udstedelse, i
erhververens krav i henhold til gældsbrevet. Erhververen af
gældsbrevet var debitors advokat, der havde bistået med
ejendomshandlens berigtigelse. Erhververen måtte derfor være klar
over, at debitor eventuelt havde et erstatningskrav. På grund af ond
tro kunne erhververen derfor ikke ekstingvere indsigelsen om
modregning, jf. gbl. § 15, stk. 2, og § 18, stk. 2. Se tilsvarende UfR
1984.624 V.
Erhververen skal være i god tro frem til det tidspunkt, hvor han fik
gældsbrevet i hænde. God tro på tidspunktet for aftalen om
overdragelsen
Side 107
er således ikke tilstrækkelig, hvis erhververen bringes i ond tro, inden
han foretager rådighedsberøvelse.185
Af almindelige aftaleretlige grundsætninger følger, at den, der
erhverver gældsbrevet via en fuldmægtig, selv anses for at have været
i ond tro om debitors indsigelse, hvis fuldmægtigen var i ond tro.186
Fuldmægtigen identificeres således med fuldmagtsgiver.
b. - Tinglyste digitale negotiable gældsbreve
Som det fremgår af afsnit 6.1.1.2.a. ovenfor omhandler af gbl. § 15
papirgældsbreve, idet det bl.a. er en ekstinktionsbetingelse, at
erhververen har fået gældsbrevet i hænde. Som følge heraf kan
ekstinktionsbetingelserne i gbl. § 15 ikke anvendes på tinglyste
digitale gældsbreve, der i sagens natur ikke eksisterer fysisk, og derfor
ikke kan haves i hænde. I stedet følger det af TL § 27 a, stk. 1, at når et
tinglyst negotiabelt digitalt pantebrev er overdraget til eje eller pant af
den ifølge tingbogen berettigede og erhververen af pantebrevet i god
tro har fået tinglyst overdragelsen, kan erhververen ikke mødes med
nogle af de i gbl. § 15, stk. 1, nævnte indsigelser fra skyldneren.
Henvisningen i TL § 27 a, stk. 1, til gbl. § 15, stk. 1, indebærer således
at de i gbl. § 15, stk. 1, nævnte svage indsigelser kan ekstingveres af en
godtroende erhverver af et tinglyst digitalt pantebrev. Henvisningen
indebærer derimod ikke, at ekstinktionsbetingelserne i gbl. § 15 skal
anvendes. Ekstinktion efter TL § 27 a, sker efter samme betingelser
som gælder for ekstinktion efter TL § 27,187 og forudsætter som
nævnt, at erhververen i god tro har fået tinglyst sin ret, og at
gældsbrevet/pantebrevet er blevet overdraget af den, der har
tingbogslegitimation som berettiget til at råde over
gældsbrevet/pantebrevet.188
TL § 27 a omfatter kun overdragelser i levende live, mens arvinger og
kreditorer ikke kan ekstingverer skyldnerens indsigelser i medfør af
Side 108
bestemmelsen.189 Endvidere forudsætter erhververens ekstinktion,
at erhververens egen ret er gyldig.190
6.1.1.3. - Svage indsigelser, gbl. § 15
De indsigelser, som debitor fortaber over for en erhverver, der
opfylder de i afsnit 6.1.1.2.a. og b. nævnte ekstinktionsbetingelser, er
ifølge gbl. § 15, stk. 1, følgende:
1.
a) At gældsbrevet er ugyldigt efter aftalelovens §§ 29-33.
Denne henvisning bevirker blot, at de almindelige svage
aftaleretlige ugyldighedsgrunde tillige er fortabelige i relation
til omsætningsgældsbreve.191
2.
b) At gældsbrevet efter at være underskrevet af debitor er
udgivet uden hans vilje. Dette tager sigte på situationer, hvor
debitor har underskrevet gældsbrevet, men endnu ikke har
besluttet sig for at udgive dette - det vil normalt sige overgive
det til kreditor - men hvor udgivelse alligevel sker, f.eks. ved at
en sekretær fejlagtigt afsender gældsbrevet. Baggrunden for
denne ekstinktionsregel er, at det står i debitors magt at træffe
rimelige foranstaltninger, der hindrer udgivelse. Såfremt
debitor ikke træffer sådanne foranstaltninger, må det først og
fremmest komme ham selv til skade. Debitor mister ligeledes
en indsigelse om, at gældsbrevet - efter dets udgivelse - er
kommet i den forkerte kreditors hænder, f.eks. ved forsendelse
til den forkerte modtager.192Til illustration kan nævnes UfR
1995.114 Ø, hvor en krydset check (der er negotiabel) bortkom
under forsendelse og senere blev endosseret (overdraget) af en
ukendt person og indsat på en bankkonto, hvorpå beløbet blev
hævet. Landsretten fandt, at banken ikke vidste eller burde
vide, at checken var udgivet mod udstederens vilje, hvorfor
udstederens indsigelse herom var ekstingveret, jf. checklovens
§ 22 og gbl. § 15, stk. 1. Banken skulle derfor ikke holde
udstederen skadesløs.Det bemærkes, at en indsigelse om
manglende udgivelse/afgivelse, i den almindelige aftaleret
anses for en stærk (ufortabelig) indsigelse eller - mere korrekt
- udgivelse/afgivelse anses som en betingelse for, at retten
overhovedet kommer til eksistens.193 For så vidt angår
omsætningsgældsbreve, der har en særlig funktion, prioriteres
hensynet til den godtroende erhverver således højere end det
almindelige hensyn til en uforsigtig løftegiver
(debitor).Indsigelsen om udgivelse uden vilje hertil har
formentlig kun begrænset betydning i forhold til tinglyste
digitale gældsbreve. I hvert fald har det for disse ingen
betydning, at det digitale gældsbrev - f.eks. ved en email sendes til den forkerte modtager, da der ikke er knyttet nogen
retsvirkning til en fysisk besiddelse af et digitalt gældsbrev.
Derimod kan det formentlig forekomme, at en debitor med sin
3.
4.
digitale signatur underskriver et digitalt gældsbrev, hvorefter
en anden - f.eks. en sekretær - ved en fejl foranlediger dette
sendt til kreditor, der tinglyser og overdrager gældsbrevet.
c) At debitor ikke har modtaget det aftalte vederlag eller har
andre indsigelser fra det retsforhold, som gav anledning til
gældsbrevets udstedelse. Disse indsigelser kaldes til tider
"causaindsigelser", fordi de udspringer af den aftale/det løfte,
som har givet anledning til gældsbrevets udstedelse - causa =
den retsgrund/det mellemværende, der har foranlediget et
løfte (gældsbrevets udstedelse). Således ekstingveres bl.a.
debitors indsigelse om, at han ikke har modtaget (tilstrækkelig)
betaling eller anden modydelse fra kreditor. Det kan f.eks. være
tilfældet ved pengelån, hvis debitor ikke har fået hele lånet
udbetalt, eller ved en købsaftale, hvor køber har udstedt et
negotiabelt gældsbrev for betaling af købesummen, men hvor
køber ikke har fået salgsgenstanden leveret. Godtroende
erhververe ekstingverer også debitors indsigelser om, at
debitor kan gøre misligholdelsesbeføjelser gældende over for
kreditor/overdrager, f.eks. en indsigelse om, at debitor har
hævet en aftale om køb på grund af væsentlige mangler ved
salgsgenstanden. Det bemærkes, at en erhververs ekstinktion
af indsigelsen om misligholdelsesbeføjelser ikke bevirker, at
debitor mister muligheden for at gøre misligholdelsen
gældende over for kreditor. Debitor afskæres blot fra at
anfægte gyldigheden af gældsbrevet over for erhververen,
hvilket betyder, at debitor må betale til erhververen, selv om
kreditor ikke kan formås til at bringe misligholdelsen til ophør
- f.eks. ved at levere mangelfri ydelse. Debitor kan efter
omstændighederne kræve sit tab herved erstattet af den
misligholdende kreditor. Bestemmelsen skal ses i
sammenhæng med, at debitor kan beskytte sig mod de nævnte
indsigelser, f.eks. ved ikke at udstede gældsbrev, før
modydelsen præsteres, eller ved at sørge for, at et
papirgældsbrev forsynes med en påtegning om indsigelsen, jf.
nedenfor om gbl. § 15, stk. 3.Til illustration kan nævnes UfR
1999.390 H, hvor køberen af andele i et sommerhus ikke kunne
gøre indsigelser vedrørende retsforholdet med det
investeringsselskab, der opførte sommerhuset, gældende over
for en godtroende erhverver af et pantebrev i sommerhuset. Se
tilsvarende UfR 1998.180 Ø.
d) At betaling var sket før overdragelsen til erhververen. At
denne indsigelse er fortabelig hænger sammen med, at debitor
kan beskytte sig mod den ved at sørge for, at gældsbrevet
forsynes med en påtegning om, at betaling er sket, jf. nærmere
gbl. § 15, stk. 3, der omtales nedenfor, og gbl. § 21.For så vidt
angår tinglyste digitale gældsbreve kan debitor beskytte sig
ved ikke at betale uden at sikre sig, at gældsbrevet aflyses, jf. TL
5.
§ 29 a, hvorved kreditor/overdrager mister den
tingbogslegitimation, som er nødvendig for, at en erhverver
kan ekstingvere i medfør af TL § 27 a, stk. 1.194
e) At skyldforholdet i øvrigt var ophørt eller ændret ved aftale,
modregningserklæring,195 opsigelse eller dom. Også i disse
tilfælde har debitor mulighed for at hindre, at indsigelsen
opstår, ved at få påtegnet gældsbrevet eller eventuelt få det
udleveret fra ihændehaveren.Ved tinglyste digitale gældsbreve
vil debitor kunne fratage kreditor/overdrageren
tingbogslegitimationen ved at tinglyse skyldforholdets ændring
eller ophør ved modregning, dom eller opsigelse, jf. TL § 29 b,
stk. 2.Kreditaftalelovens § 31 fastslår, at kreditgiveren i
forbindelse med forbrugerkreditkøb ikke må modtage "... et
særligt skylddokument, der forpligter forbrugeren, og som ved
overdragelse kan medføre indskrænkning af forbrugerens ret
til at fremsætte indsigelser vedrørende aftalen".196 Dette er et
forbud mod udstedelse af negotiable dokumenter i
forbrugerkreditkøb. Såfremt kreditgiveren alligevel modtager
et negotiabelt gældsbrev i strid med kreditaftalelovens § 31,
antages det, at forbrugerens indsigelser ekstingveres i samme
omfang som efter gbl. § 15, selv om kreditaftalelovens § 33, stk.
1 og 4, kunne læses som en begrænsning i adgangen til at
ekstingvere kreditkøberens indsigelser.197 Hensynet til
omsætningen, der ligger bag reglerne om negotiabilitet, gives
således forrang for hensynet til beskyttelse af forbrugeren.
Derimod kan overtrædelse af kreditaftalelovens § 31 straffes
med bøde, jf. lovens § 56, stk. 1.
Side 109
Side 110
Side 111
Opregningen i gbl. § 15, stk. 1, er som nævnt ikke udtømmende.198
Foruden de i stk. 1 nævnte svage indsigelser ekstingveres tillige visse
andre indsigelser, herunder navnlig proformaindsigelsen, jf.
aftalelovens § 34, og indsigelser, der skyldes, at debitor har udvist
uforsigtighed ved at legitimere kreditor som indehaver af en
fordringsret, som kreditor reelt ikke har, jf. herom ovenfor afsnit 5.1.2.
Debitor kan i forhold til papirgældsbreve sikre sig mod, at hans svage
indsigelser fortabes, ved at sørge for at gældsbrevet forsynes med en
påtegning om indsigelsen, f.eks. om at betaling er sket, jf. gbl. § 15, stk.
3. I medfør heraf bevirker en påtegning, der ikke let kan fjernes, om
betaling eller andre forhold, som en indsigelse kan støttes på, at
indsigelsen bevares, selv om påtegningen er blevet fjernet inden
overdragelsen til en godtroende erhverver. Baggrunden for reglen er, at
påtegningen på gældsbrevet bringer erhververen i ond tro og dermed
hindrer ekstinktion, jf. gbl. § 15, stk. 2. At reglen gælder, selv om
påtegningen er fjernet, skyldes, at der er tale om forfalskning, som
debitor ikke kan beskytte sig mod. Når debitor har fået påført
gældsbrevet en påtegning, som ikke let kan fjernes, har han gjort, hvad
han med rimelighed havde mulighed for, hvorfor hans ret bevares også over for en godtroende aftaleerhverver. I dette tilfælde
tilsidesættes omsætningshensynet således til fordel for den
påpasselige debitor.
At påtegningen ikke let kan fjernes, indebærer dels et krav til de
midler, hvormed påtegningen er frembragt, dels et krav til, hvor på
dokumentet påtegningen anbringes. En påtegning med blyant vil
åbenbart være utilstrækkelig, da den blot kan viskes ud. Derimod vil
anvendelse af blæk, tusch eller maskinskrift være tilstrækkeligt. En
påtegning, der er anbragt et sted på papiret, hvor den kan fraklippes,
uden at dette væsentligt ændrer dokumentets udseende - f.eks. langs
øverste eller nederste kant af papiret - er ikke tilstrækkelig.
Side 112
Gbl. § 15, stk. 3, har sammenhæng med gbl. § 17 om forfalskning, idet
en fjernelse af en påtegning sædvanligvis indebærer en forfalskning.
Gbl. § 15, stk. 3, har imidlertid den selvstændige betydning, at en
indsigelse, om at gældsbrevet er forfalsket, ved at en påtegnet
indsigelse er blevet fjernet, alligevel ikke kan gøres gældende over for
erhververen, hvis påtegningen ikke opfylder kravene i § 15, stk. 3. På
denne måde fraviger bestemmelsen gbl. § 17.
Gbl. § 15, stk. 3, om påtegning af indsigelser adskiller sig desuden fra,
hvad der i medfør af gbl. § 14 gælder om påtegninger om rettigheder
over gældsbrevet. En påtegning om rettigheder skal - hvis den er
blevet fjernet - ikke respekteres af en godtroende erhverver, selv om
påtegningen ikke let kunne fjernes. Dette skyldes, at ejeren af et
gældsbrev mere effektivt kan beskytte sin ret over gældsbrevet ved at
rådighedsberøve og anbringe gældsbrevet et sikkert sted, mens det
ikke står i debitors magt uden at have gældsbrevet i sin besiddelse at
sikre sig på anden måde end ved at kræve påtegning.199
Om sammenhængen mellem gbl. § 15, stk. 3, og gbl. § 21, stk. 2, se
nedenfor afsnit 6.1.2.1.b.
For så vidt angår tinglyste digitale gældsbreve kan debitor beskytte sig
mod, at indsigelser fortabes, ved at få disse tinglyst - f.eks. i form af
nedlysning af pantebrevet med betalte afdrag, jf. TL § 29 b, stk. 1, eller
ved tinglysning af dom, stævning m.v. i en retssag vedrørende
indsigelsen.
6.1.1.4. - Stærke indsigelser, gbl. §§ 16 og 17
Den centrale regel om indsigelser, der kan gøres gældende selv over
for en godtroende erhverver af gældsbrevet, er gbl. § 17.
Bestemmelsen gælder både papirgældsbreve og tinglyste digitale
gældsbreve, jf. for så vidt angår de sidstnævnte TL § 27 a, stk. 2, 2. pkt.
Det følger af gbl. § 17, at debitor bevarer sine indsigelser om følgende
forhold:
Side 113
1.
a) At gældsbrevet er falsk eller forfalsket eller er ugyldigt på
grund af voldelig tvang, jf. aftalelovens § 28, eller på grund af
umyndighed (mindreårighed eller værgemål med fratagelse af
den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6), eller
manglende evne til at handle fornuftsmæssigt, jf.
værgemålslovens § 46. Dette svarer til de traditionelle stærke
indsigelser i aftaleretlig henseende.Selv om debitor som
udgangspunkt ikke kan beskytte sig mod, at andre forfalsker
debitors gældsbrev eller udsteder et falsk gældsbrev, kan det
forekomme, at debitor selv handler uforsigtigt og derved
muliggør eller letter forfalskningen. I hvert fald ved grovere
tilfælde af uforsigtighed, må det antages, at debitors
falskindsigelse, trods gbl. § 17, kan ekstingveres af en
godtroende erhverver, eller at debitor - forudsat at
uforsigtigheden er culpøs - ifalder erstatningsansvar over for
den godtroende erhverver, der på grund af indsigelsen ikke kan
gøre fordringen gældende.200Som et særligt markant
eksempel kan nævnes UfR 1996.568 V, hvor debitor skrev
under på to stykker blankt papir, som hun gav til sin søster, der
arbejdede i en bank. Søsteren udfyldte papirerne som (falske)
gældsbreve med banken som kreditor. Omkring et år senere
havde debitor endvidere uden at protestere underskrevet en
oversigt, hvoraf gældsbrevene fremgik. Debitor gjorde
gældende, at hun ikke hæftede for gælden ifølge de falske
gældsbreve, men landsretten fandt, at debitor havde udvist
betydelig uforsigtighed i forbindelse med gældsbrevenes
udstedelse, hvorfor falskindsigelsen ikke kunne gøres
gældende over for banken. Aftalelovens § 36 kunne heller ikke
anvendes. I sagen var gældsbrevene ikke videreoverdraget,
men resultatet var givetvis blevet det samme, hvis dette havde
været tilfældet, og erhververen havde været i god tro. Se også
UfR 1953.395 Ø, der vedrørte et pantebrev i fast ejendom, som
efter indfrielse var transporteret fra kreditor til debitor, men
aldrig aflyst af tingbogen. En ejendomsmægler formåede
debitor - der hverken læste eller skrev dansk - til at
underskrive pantebrevet. Derefter forsynede
ejendomsmægleren pantebrevet med en falsk
transportpåtegning til sig selv, der fremstod som underskrevet
af debitor. Herefter transporterede ejendomsmægleren
pantebrevet til en panthaver til sikkerhed for et lån. Debitor
krævede pantebrevet udleveret til sig uden at ville indfri lånet.
Heri fik debitor ikke medhold, da der forelå en transport, og da
panthaver var i god tro om den falske påtegning (dissens).
2.
b) At gældsbrevet er underskrevet på debitors vegne, uden at
underskriveren havde fuldmagt dertil. Denne del af gbl. § 17
omfatter, dels tilfælde hvor den, der underskriver, slet ikke har
3.
4.
nogen fuldmagt, dels tilfælde hvor der er fuldmagt, men hvor
fuldmægtigen handler uden for fuldmagtens grænser, dvs.
overskrider fuldmagtens legitimation. En indsigelse om, at
fuldmægtigen har overskredet den bemyndigelse, som debitor
har givet ham, men dog har handlet inden for legitimationen, er
derimod en svag indsigelse, som ekstingveres af godtroende
erhververe.201 Såfremt fuldmagtsgiver (debitor) har handlet
uforsigtigt - f.eks. ved at udfærdige en uklar skriftlig fuldmagt kan det dog ikke udelukkes, at fuldmagtsgiver kan blive
forpligtet, selv om fuldmægtigen har handlet uden for
legitimationen. Dette synes i hvert fald nærliggende, hvis
erhververen - som det ofte vil være tilfældet - ikke har fået
forevist fuldmagten i forbindelse med erhvervelsen.202
c) At gældsbrevet er erklæret dødt og magtesløst, dvs. er
mortificeret ved dom, jf. lovbekendtgørelse nr. 639 af 16.
september 1986 med senere ændringer om mortifikation af
værdipapirer.203
d) At fordringen er ophørt eller forandret efter reglerne om
deponering,204 forældelse,205 præklusion,206
tvangsakkord207 eller gældssanering.208
Side 114
Foruden de i gbl. § 17 nævnte stærke indsigelser fastslår gbl. § 16, at
debitors indsigelse om, at han har betalt renter, der forfaldt før
overdragelsen af gældsbrevet til erhververen (betalingsindsigelsen),
kan gøres gældende over for erhververen, selv om denne er i god tro.
Det samme gælder andre indsigelser mod erhververens krav på renter,
der efter gældsbrevet skulle være betalt før overdragelsen, samt krav
på afdrag, som efter gældsbrevet skal erlægges til bestemt angivne
tidspunkter - såkaldte ordinære afdrag.209 De i gbl. § 16 nævnte
stærke indsigelser kan også gøres gældende over for en godtroende
erhverver af et tinglyst digitalt gældsbrev, jf. TL § 27 a, stk. 2, 1. pkt.
Side 115
Gbl. §§ 16 og 17 om stærke indsigelser er lige så lidt udtømmende som
gbl. § 15 om svage indsigelser. Ved afgørelsen af, hvilke ikkenævnte
indsigelser der tillige er stærke, må der - som anført sidst i afsnit
6.1.1.3. - lægges vægt på, om debitor havde rimelige muligheder for at
forebygge indsigelsens eksistens. Havde debitor ikke sådanne
muligheder, peger det i retning af, at indsigelsen kan gøres gældende
over for godtroende erhververe.210
6.1.2. - Betalingslegitimation
6.1.2.1. - Negotiable papirgældsbreve - a. Ihændehaverens særlige
retsstilling
Den almindelige regel, hvorefter debitor alene er forpligtet og
berettiget til at betale til fordringshaveren, jf. ovenfor afsnit 5.2.,
gælder som udgangspunkt også for negotiable papirgældsbreve.
Imidlertid bevirker negotiabiliteten, at udgangspunktet fraviges på
flere punkter. Som tidligere nævnt er retten i henhold til et negotiabelt
papirgældsbrev knyttet til et dokument, således at ihændehaveren af
dokumentet opnår en særlig retsstilling - det siges til tider, at det er
dokumentet, der er bærer af fordringen. Dette bevirker, at den, der har
dokumentet (gældsbrevet) i hænde, har en særlig retsstilling. I medfør
af gbl. § 13, 1. pkt., formodes den, der har et ihændehavergældsbrev211
i hænde, også at have retten til at gøre fordringen gældende. Det
samme gælder for andre negotiable papirgældsbreve,212 forudsat at
gældsbrevet tillige enten er stilet til vedkommende (ihændehaveren
er anført som kreditor), eller at ihændehaveren har fået gældsbrevet
overdraget ved skriftlige overdragelser, der fremtræder som en
sammenhængende række, jf. gbl. § 13, 2. pkt. Det sidstnævnte
yderligere krav udtrykkes til tider således, at vedkommende skal have
en i formen lovlig adkomst til gældsbrevet. Hermed tilkendegives, at
vedkommende ikke behøver at være materielt berettiget, men blot
skal fremtræde (være legitimeret) som sådan.
Gbl. § 13 er en legitimationsregel, der legitimerer ihændehaveren som
fordringshaver - dvs. som berettiget til at gøre fordringen gældende selv om han ikke er materielt berettiget.213 Reglen har væsentlig
betydning for, hvem debitor kan betale til med frigørende virkning,
Side 116
hvilket analyseres nærmere nedenfor under b. og c. Gbl. § 13
suppleres desuden af reglerne om betalingslegitimation i gbl. §§ 19 og
20 samt af gbl. § 21 om fuld indfrielse af gældsbrevet mod udlevering
af dette og om betaling mod kvittering. Gbl. § 13 letter omsætningen,
da debitor og erhververe ikke behøver at foretage nærmere
undersøgelser af adkomsten, når betingelserne i § 13 er opfyldt.
Kravet om ihændehavelse i gbl. § 13 er ikke et krav om fysisk besiddelse.
Kravet kan således opfyldes ved, at tredjemand - f.eks. en bank opbevarer gældsbrevet på den pågældendes vegne.214
Kravet, om at skriftlige overdragelser af andre gældsbreve end
ihændehavergældsbreve skal fremtræde som en sammenhængende
række, indebærer, at den, som gældsbrevet er udstedt til
(kreditor/overdrager), skal have underskrevet den første
overdragelseserklæring (transportpåtegning), mens erhververen
ifølge den første transport skal have underskrevet den næste
overdragelseserklæring osv. Overdragelserne skal alene fremtræde
som sammenhængende. Kravet opfyldes således også af falske
transportpåtegninger, f.eks. påført af én som har stjålet gældsbrevet og
solgt det videre. Adkomstrækken kan fremgå af påtegninger på selve
gældsbrevet eller af selvstændige skriftlige erklæringer (allonger).215
b. - Debitors pligt til at betale til ihændehaveren
Af gbl. § 13 følger det, at debitor kan blive dømt til at betale til
ihændehaveren af gældsbrevet, medmindre debitor kan bevise, at
ihændehaveren ikke er materielt berettiget. Dette skyldes, at gbl. § 13
som nævnt legitimerer ihændehaveren som berettiget, selv om han
ikke materielt er det, samt at det er dokumentet, der "bærer
fordringen". Kun hvis debitor kan fratage ihændehaveren
legitimationen (afkræfte formodningen) ved at bevise, at en anden end
ihændehaveren er materielt berettiget, kan debitor undgå at blive
dømt til betaling. Såfremt debitor ikke betaler, men senere bliver dømt
til det, vil han tillige kunne blive erstatningsansvarlig for
misligholdelse.
Side 117
Som eksempel på bevisførelse for, at ihændehaveren ikke var
berettiget, kan nævnes UfR 1960.248 Ø om en negotiabel
kreditforeningsobligation, der var bortkommet fra en bank, hvor den
havde ligget i et chartek på disken. Senere hævede en advokat i en
anden by en udbyttekupon fra obligationen. Advokaten var tidligere
kommet regelmæssigt i banken, og han kunne ikke gøre nogenlunde
rede for de omstændigheder, hvorunder han havde erhvervet
obligationen, selv om han efter sine forhold havde måtte kunne give
sådanne nærmere oplysninger. Da banken tillige med stor
sandsynlighed havde påvist det uholdbare i advokatens forklaring om,
at han havde købt obligationen i en sparekasse, som han imidlertid
ikke havde haft forbindelse med i den angivne periode, gav
advokatens ihændehavelse af obligationen ikke tilstrækkelige
holdepunkter for, at bankens ret var ophørt.
Hvis debitor er i tvivl, om ihændehaveren er materielt berettiget, og er
tvivlen rimeligt begrundet, kan debitor frigøre sig ved at deponere
betalingen efter deponeringslovens regler.216
Gbl. § 13 medfører endvidere, at debitor kan nægte at betale, hvis den,
der kræver betaling, ikke kan legitimere sig som berettiget ved at
forevise gældsbrevet. Dette gælder, selv om det er den oprindelige
kreditor, som kræver betaling. Debitor kan jo ikke vide, om kreditor
har overdraget gældsbrevet, således at dette er årsagen til, at kreditor
ikke har gældsbrevet i hænde. Hvis debitor betaler til en person, som
ikke er legitimeret som berettiget, risikerer debitor, at en erhverver
senere legitimerer sig som berettiget og kræver betaling, hvilket
debitor som nævnt kan blive dømt til. Således betyder gbl. § 13, at
debitor ikke misligholder ved at nægte betaling til en fordringshaver,
der ikke kan legitimere sig som berettiget til at gøre fordringen
gældende. Der foreligger i stedet fordringshavermora.217
Debitor kan ligeledes nægte at betale til en person, som han ikke med
frigørende virkning kan betale til i medfør af gbl. §§ 19 og 20, idet
debitor ellers kan komme i en situation, hvor han i medfør af gbl. § 13
ikke kan nægte at betale, men hvor betalingen ikke er frigørende,
således at debitor kan blive forpligtet til at betale igen. Gbl. § 13 og §§
19 og 20 må derfor fortolkes samstemmende. Som eksempel kan
nævnes, at debitor er i ond tro om, at kreditor har overdraget
gældsbrevet til en erhverver ved en gyldig aftale. Såfremt kreditor
herefter foreviser gældsbrevet for debitor og kræver betaling af
forfaldne renter eller ordinære afdrag, må debitor kunne nægte at
betale disse, uanset gbl. § 13. Dette skyldes, at debitors onde tro om
overdragelsen bevirker, at betaling til kreditor/overdrager ikke vil
være frigørende i medfør af
Side 118
gbl. § 20. Hvis debitor betaler til overdrageren, vil erhververen derfor
kunne kræve beløbet genbetalt til sig. Se nærmere om gbl. §§ 19 og 20
nedenfor c. og d.
Selv om debitor i medfør af gbl. § 13 er forpligtet til at betale, giver gbl.
§ 21 debitor visse rettigheder, som forebygger, at han tvinges til at
betale igen. Af gbl. § 21, stk. 1, følger således, at debitor kun er
forpligtet til at indfri hele gælden eller restgælden mod udlevering af
gældsbrevet. At debitor får gældsbrevet i hænde, udelukker at andre
senere legitimerer sig som berettigede i medfør af gbl. § 13. Ved andre
omsætningsgældsbreve end ihændehavergældsbreve kan debitor foruden udlevering af gældsbrevet - også kræve en kvittering for
betalingen skrevet på gældsbrevet, jf. gbl. § 21, stk. 1, 2. pkt.
For så vidt angår betaling af ordinære afdrag efter forfaldstid kan
debitor alene forlange en særskilt kvittering for betalingen. For
ekstraordinære afdrag kan debitor derimod kræve en kvittering
påtegnet gældsbrevet, jf. gbl. § 21, stk. 2, in fine. Forskellen skyldes, at
indsigelsen om betaling af ordinære afdrag er en stærk indsigelse, der
kan gøres gældende over for erhververen, jf. gbl. § 16 og ovenfor sidst
i afsnit 6.1.1.4., mens indsigelsen om betaling af ekstraordinære afdrag
er en svag indsigelse, der dog kan gøres gældende over for en
godtroende erhverver, hvis gældsbrevet har fået påført en påtegning
om betalingen, jf. gbl. § 15, stk. 3.
c. - Debitors frigørelse ved betaling til ihændehaveren
Af gbl. § 13 følger allerede, at debitor med frigørende virkning kan
betale til ihændehaveren, selv om en anden er materielt berettiget, når
ihændehaveren legitimerer sig som berettiget, forudsat at debitor er i
god tro. Bestemmelsen suppleres af gbl. § 19, der fastslår, at debitor i
god tro med frigørende virkning kan betale renter og såvel ordinære
som ekstraordinære afdrag til den, der har gældsbrevet i hænde med
en i formen lovlig adkomst - dvs. enten sidder inde med et
ihændehavergældsbrev, jf. gbl. § 19, stk. 1, eller som har et andet
omsætningsgældsbrev i hænde, og det enten er stilet til ham eller
overdraget til ham ved en sammenhængende række af skriftlige
overdragelser, jf. gbl. § 19, stk. 2, jf. § 13 og ovenfor afsnit 6.1.2.1.a.218
Debitor behøver som udgangspunkt ikke at prøve
transportpåtegningernes ægthed, jf. gbl. § 19, stk. 2.
Side 119
Den, der materielt har ret til et omsætningsgældsbrev, kan beskytte
sig mod, at debitor betaler til en anden med frigørende virkning, ved
enten at rådighedsberøve gældsbrevet, idet betalingslegitimationen
knytter sig til ihændehavelsen af gældsbrevet, eller ved at give
meddelelse om overdragelsen til debitor, der derved bringes i ond tro.
Rådighedsberøvelsen vil tillige fungere som sikringsakt i forhold til
konkurrerende rettighedshavere i medfør af gbl. § 14, jf. nedenfor
afsnit 6.1.3.1.b.
Med hensyn til debitors gode tro, må der - som ved simple gældsbreve
- sondres mellem betaling før forfaldstid og ved forfaldstid, idet der
må stilles lempeligere krav til debitors agtsomhed ved betaling til
forfaldstid, hvor han er forpligtet til at betale for at undgå
misligholdelse.219
Det må antages, at gbl. § 19 finder analog anvendelse på andet end
betaling, således at en debitor i god tro om gældsbrevets overdragelse
kan aftale ændringer af skyldforholdet - f.eks. henstand eller
nedskrivning af fordringen - med den, der har gældsbrevet i hænde
med en i formen lovlig adkomst. Analogien betyder, at erhververen af
gældsbrevet må respektere de aftalte ændringer, selv om de forringer
hans retsstilling.220
d. - Debitors frigørelse ved betaling til kreditor/overdrager
Gbl. § 19 om betaling med frigørende virkning til ihændehaveren
omfatter også betaling til kreditor/overdrager, hvis denne sidder inde
med gældsbrevet med en i formen lovlig adkomst. Herudover
indeholder gbl. § 20, stk. 1, yderligere en regel om debitors betaling til
overdrageren. Gbl. § 20, stk. 1, svarer til gbl. § 29 om simple
gældsbreve, idet den fastslår, at debitor kan betale med frigørende
virkning til overdrageren, medmindre debitor var i ond tro om, at
overdrageren ikke længere havde ret til at modtage betalingen. Gbl. §
20, stk. 1, gælder imidlertid - i modsætning til gbl. § 29 - kun betaling
af forfaldne renter og ordinære afdrag.
Gbl. § 20, stk. 1, har først og fremmest til hensigt at lette debitors
dagligdags betalinger af renter og ordinære afdrag. Som følge af reglen
kan debitor uden videre betale til sin kreditor (overdrageren), når han
er i god tro om overdragelsen. Reglen bevirker, at debitor ved de
ordinære betalinger ikke behøver at interessere sig for, om kreditor
har en
Side 120
i formen lovlig adkomst til gældsbrevet. Reglen er ikke væsentligt
belastende for erhververen, idet denne ved en simpel meddelelse kan
bringe debitor i ond tro og dermed fratage kreditor/overdrager
betalingslegitimationen.
Gbl. § 20, stk. 1, skal ses i sammenhæng med gbl. § 16, hvorefter
indsigelser, om at forfaldne renter og ordinære afdrag er betalt, er
stærke indsigelser, og i sammenhæng med gbl. § 21, stk. 2, 1. pkt.,
hvorefter debitor kun kan kræve løs kvittering for sådanne betalinger.
Disse regler er omtalt ovenfor b. og afsnit 6.1.1.4.
Som et illustrerende eksempel, hvor gbl. § 20 dog ikke blev nævnt, kan
anføres UfR 1976.968 V, hvor et sælgerpantebrev i fast ejendom af
kreditor var blevet overdraget til en bank. Banken sendte uden
følgeskrivelse et girokort med opkrævning af en terminsydelse til
debitor, der betalte. De næste to giroopkrævninger fra banken modtog
debitor ikke, hvorfor debitor betalte til kreditor/overdrager. Da
kreditor ikke ville betale de to terminsydelser til banken, krævede
banken, at debitor betalte igen. Debitor blev frifundet, da han ikke ved
modtagelsen af den første giroopkrævning burde have fået mistanke
om, at pantebrevet var overdraget til banken, idet debitor med føje
kunne opfatte opkrævningen som kreditors inkassation af
terminsydelsen gennem banken.
Som ved gbl. § 19 antages det i litteraturen, at gbl. § 20 finder analog
anvendelse på andet end betaling, således at en debitor kan aftale
ændringer af skyldforholdet med overdrageren, hvis debitor er i god
tro om gældsbrevets overdragelse.221
6.1.2.2. - Tinglyste digitale negotiable gældsbreve
Den i afsnit 6.1.2.1.a omtalte bestemmelse i gbl. § 13, kan ikke
anvendes på tinglyste digitale negotiable gældsbreve. Et digitalt
gældsbrev kan ikke haves i hænde, og der kan derfor ikke gives
ihændehaveren den i gbl. § 13 nævnte særlige retsstilling. I stedet
følger det af TL § 29, stk. 1, at renter og afdrag på tinglyste negotiable
pantebreve i god tro med frigørende virkning kan betales til den, der
ifølge tingbogen er beføjet til at modtage de nævnte ydelser - dvs. den
der er tinglyst som panthaver eller erhverver af pantebrevet. I stedet
for ihændehavelsen af et papirpantebrev udgør tingbogens udvisende
således kreditors/overdragers legitimation til at modtage betaling
ifølge et tinglyst digitalt pantebrev. Skyldneren kan herefter altid i god
tro med frigørende
Side 121
virkning betale renter og afdrag, uanset om disse er forfaldne eller
uforfaldne, ordinære eller ekstraordinære, til den person, der efter
tingbogen er beføjet til at modtage betaling. Herudover kan
skyldneren altid betale til den materielt berettigede, uanset om denne
er en anden, end den der har tingbogslegitimation.
Selv om et tinglyst negotiabelt pantebrev er overdraget til eje eller
pant, kan skyldneren alligevel betale forfaldne renter og ordinære
afdrag til overdrageren, hvis debitor er i god tro om overdragelsen, jf.
TL § 29, stk. 2, der svarer til gbl. § 20, stk. 1, jf. ovenfor afsnit 6.1.2.1.d.,
bortset fra, at det i forhold til TL § 29, stk. 2, er det særlige
godtrosbegreb i TL § 5, der gælder, i modsætning til det almindelige
godtrosbegreb, som gælder i forhold til gbl. § 20, stk. 1.222
Hvis debitor indfrier pantegælden, bør han have mulighed for at fjerne
kreditors eller erhververens tingbogslegitimation, idet en ny
erhverver af pantebrevet ellers kan ekstingvere indsigelsen om, at
gælden allerede er betalt. For papirgældsbreve kan debitor kræve
gældsbrevet udleveret, jf. gbl. § 21, stk. 1. En tilsvarende regel er for
tinglyste digitale pantebreve indsat i TL § 29 a, hvorefter skyldneren
ifølge et tinglyst digitalt pantebrev eller ifølge en tinglyst
underpanteret i et ejerpantebrev kun er forpligtet til at betale gælden
mod aflysning af pantebrevet efter TL § 11, stk. 2. Efter TL § 29 a kan
den debitor, der indfrier restgælden ifølge et tinglyst digitalt
pantebrev, således beskytte sig mod ekstinktion af indfrielsen fra en
godtroende erhverver af pantebrevet ved at kræve pantebrevet aflyst.
Hvis debitor kun betaler dele af pantegælden (afdrag) kan han
naturligvis ikke kræve hele pantebrevet aflyst, da dette forsat skal
sikre restgælden. I stedet kan debitor kræve pantebrevets hovedstol
nedlyst med afdrag, der betales før forfaldstid - herunder
ekstraordinære afdrag, jf. TL § 29 b, stk. 1, 1. pkt.223 Nedlysningen
indebærer, at senere erhververe ikke kan ekstingverer indsigelsen om,
at det nedlyste afdrag er betalt. Ved betaling af ordinære afdrag, som
efter pantebrevet skal erlægges til bestemt angivne tidspunkter, kan
debitor dog alene
Side 122
forlange en særskilt kvittering. Det skyldes, at debitors indsigelse om,
at der er betalt tidsfæstede afdrag, i medfør af TL § 27 a, stk. 2, 1. pkt.,
jf. gbl. § 16, bevares selv over for en godtroende erhverver af
pantebrevet. Sammenlign ovenfor afsnit 6.1.2.1.d. om den tilsvarende
regel i gbl. § 21, stk. 2, 1. pkt., vedrørende papirgældsbreve.224
6.1.3. - Omsætningsbeskyttelse og prioritetsstilling
I afsnit 6.1.1. ovenfor er debitors indsigelser over for erhververen ved
transport og anden overførelse af negotiable gældsbreve beskrevet. I
en tingsretlig terminologi omhandler afsnit 6.1.1. således
hjemmelskonflikten.225 I afsnit 6.1.3. behandles derimod
dobbeltsuccessionen, hvor der sker transport eller anden overførelse
af det samme negotiable gældsbrev til flere forskellige erhververe.226
Udgangspunktet for løsningen af dobbeltsuccessionskonflikter
vedrørende negotiable gældsbreve er gbl. §§ 14 og 22. Efter
indførelsen af digital tinglysning, er der imidlertid opstået behov for at
sondre mellem negotiable papirgældsbreve, der fortsat reguleres af
gældsbrevslovens regler, (se afsnit 6.1.3.1.) og tinglyste digitale
negotiable gældsbreve, der reguleres af tinglysningslovens regler (se
afsnit 6.1.3.2.).227
6.1.3.1. - Negotiable papirgældsbreve - a. Gyldighed, beskrivelseskrav
m.v.
Som vedrørende simple fordringer, jf. afsnit 5.3.2.1., er det også ved
negotiable gældsbreve en forudsætning for, at en erhverver af et
sådant gældsbrev opnår beskyttelse mod ekstinktion, at erhververens
egen ret er gyldigt stiftet. Og det er en forudsætning for at overveje
Side 123
sikringsakter og ekstinktion, at der er konflikt mellem rettigheder til
samme negotiable gældsbrev(e).
Endvidere er det en forudsætning for erhververens beskyttelse mod
ekstinktion, at de(t) erhvervede negotiable gældsbrev(e) er
individualiseret, således at det kan sikres, at kreditor/overdrageren er
berøvet rådigheden over fordringen, samt en forudsætning at
erhververen over for overdragerens andre aftaleerhververe og
kreditorer kan føre identifikationsbevis for, hvilke(t) gældsbrev(e), der
er erhvervet, i tilfælde af tvangsrealisation. Kan erhververen ikke
bevise, hvilke(t) gældsbrev(e) som han har erhvervet, er erhververens
ret ikke beskyttet mod ekstinktion, selv om kreditor/overdrageren er
berøvet rådigheden.228
I mange tilfælde vil der ikke være nogle vanskeligheder med
individualisering og identifikationsbevis, da iagttagelse af
sikringsakten rådighedsberøvelse i sig selv vil bevirke, at der er
klarhed over, hvilke gældsbreve som er omfattet af transporten;
nemlig de faktisk rådighedsberøvede gældsbreve. Imidlertid kan
rådighedsberøvelsen også ske ved, at gældsbrevene opbevares hos
tredjemand - eventuelt sammen med andre gældsbreve, men hvor der
udfærdiges en håndpantsætningserklæring, der beskriver det
pantsatte. I så fald kan det være vanskeligere at afgøre om
individualiserings- og identifikationskrav er opfyldt. Se til
sammenligning UfR 1988.368 H vedrørende håndpant i en del af et
vinlager. Ved tvivl vil det afgørende være, om erhververen efter en
konkret vurdering har ført sit identifikationsbevis.
b. - Sikringsakten ved overdragelse til eje eller sikkerhed
Som det allerede er fremgået af afsnit 6.1.2.1.a., er der ved negotiable
gældsbreve en særlig sammenhæng mellem papirdokumentet og
fordringen mod debitor, idet dokumentet siges at være bærer af
fordringen. Den, der kan fremvise dokumentet, kan derfor som
udgangspunkt også kræve fordringen betalt til sig. Heraf følger også,
at den rådighedsberøvelse, som er en central egenskab ved en
sikringsakt, jf. bl.a. ovenfor afsnit 5.3.2.2.a. med henvisninger, kan og
skal foretages som en fysisk besiddelsestagen af det dokument, som
indeholder gældsbrevet. Hvis erhverver A har dokumentet i hænde,
kan erhverver B ikke samtidig præsentere gældsbrevet for debitor til
betaling. I overensstemmelse hermed, fastsætter gbl. § 14, at en
aftaleerhverver, der
Side 124
får overdraget et negotiabelt papirgældsbrev til eje eller til sikkerhed,
opnår omsætningsbeskyttelse over for kreditor/overdragers andre
aftaleerhververe, når han har fået gældsbrevet i hænde, uanset at
overdrageren var umyndig eller manglede ret til at råde over
gældsbrevet, (f.eks. fordi det allerede var overdraget til en anden
aftaleerhverver og ihændehaveren var i god tro herom). Sikringsakten
er således rådighedsberøvelse af gældsbrevet. Hvis der er tale om et
ihændehavergældsbrev, skal erhververen have fået gældsbrevet
overdraget fra den, der sad inde med det, jf. gbl. § 14, stk. 1. Ved andre
negotiable gældsbreve skal overdragelsen være foretaget af den, der
har gældsbrevet i hænde, når det enten er stilet til ham eller er
overdraget til ham ved skriftlige overdragelser, der fremtræder som
en sammenhængende række, jf. gbl. § 14, stk. 2, jf. § 13. Se også
ovenfor afsnit 6.1.2.1.a.
Hvornår aftaleerhververe er beskyttet over for kreditor/overdragers
kreditorer afhænger af, om aftaleerhververen har fået gældsbrevet
overdraget til eje eller til sikkerhed. Er gældsbrevet overdraget til eje,
er spørgsmålet ikke reguleret i gældsbrevsloven. Det antages i stedet,
at aftaleerhververens retsstilling svarer til retstillingen for køberen af
løsøre, således at aftaleerhververen opnår beskyttelse over for
overdragerens kreditorer allerede fra tidspunktet for indgåelse af
aftalen om overdragelse til eje uden iagttagelse af en sikringsakt.229 Er
gældsbrevet overdraget til sikkerhed, gælder gbl. § 22, der fastslår, at
aftaleerhververen (panthaver) opnår beskyttelse over for
overdragerens kreditorer, når han har fået gældsbrevet i hænde. Også
i dette tilfælde er sikringsakten således rådighedsberøvelse.230
Når der gælder forskellige regler om sikringsakter for overdragelse af
et negotiabelt gældsbrev til eje og til sikkerhed, er der principielt
risiko for, at der opstår et "møbellånsproblem", hvor pantsætter og
panthaver forsøger at camouflere en pantsætning som en
overdragelse til eje, idet "erhververen", da er beskyttet over for
overdragerens kreditorer uden iagttagelse af en sikringsakt.231
Rådighedsberøvelsen skal etableres i forbindelse med stiftelsen af
erhververens ret, og skal desuden opretholdes i hele den periode, hvor
Side 125
erhververen har ret over gældsbrevet. I forhold til overdragelse til eje,
giver dette normalt ikke anledning til problemer, da erhververen ikke
vil have nogen interesse i (frivilligt) at tilbagegive dokumentet til
overdrageren. Derimod kan opretholdelse af rådighedsberøvelsen let
give anledning til tvivl ved overdragelse til sikkerhed. Hvis panthaver
på et tidspunkt tilbagegiver gældsbrevet til pantsætteren, vil der
kunne indtræde ekstinktion, hvis f.eks. pantsætteren transporterer
gældsbrevet til en anden erhverver, der rådighedsberøver i god tro
om den første transport, eller hvis pantsætteren går konkurs. Dog vil
panteretten kunne opretholdes, hvis tilbagegivelsen sker til et
begrænset formål, og panthaveren sikrer sig, at udleveringen sker til
dette formål, og at gældsbrevet returneres, når det begrænsede formål
er opfyldt, jf. f.eks. UfR 1981.169 Ø (vedrørende et papirejerpantebrev).232
Af såvel gbl. § 14 som § 22 fremgår det, at rådighedsberøvelsen
indebærer, at erhververen (eller panthaveren) har "fået gældsbrevet i
hænde". Kravet er selvfølgelig opfyldt, hvis erhververen selv fysisk får
rådighed over gældsbrevet. Dette er imidlertid ikke nødvendigt. Det
afgørende er, at kreditor/overdrageren er berøvet rådigheden, jf.
ovenfor afsnit 5.3.2.2.a. vedrørende sikringsaktens
rådighedsberøvende funktion.
Der er således f.eks. ikke noget til hinder for, at pantsætteren og
panthaveren233 har fælles råden over gældsbrevet, f.eks. ved
etablering af et nøglepant, hvor gældsbrevet befinder sig i en boks
med to forskellige nøgler, hvoraf pantsætteren og panthaveren har
hver sin, sammenlign UfR 1984.1071 H, hvor panthaveren imidlertid
havde forsømt at føre kontrol med, hvordan pantsætteren rådede over
værdipapirerne i boksen i forbindelse med den fælles adgang hertil.
Rådighedsberøvelsen kan tillige etableres tilstrækkeligt effektivt ved
at placere (deponere) gældsbrevet hos tredjemand, f.eks. en bank,
advokat eller revisor, der besidder gældsbrevet på erhververens
vegne - forudsat at kreditor/overdrageren ikke har
instruktionsbeføjelser over for tredjemanden eller anden indflydelse,
der gør det muligt for kreditor/overdrageren at få gældsbrevet
udleveret.234
Side 126
Se fra retspraksis bl.a.: UfR 1942.554 V, hvor nogle aktier blev
håndpantsat og overgivet til panthaverens sagfører, der lagde dem i en
konvolut med panthaverens navn. Rådighedsberøvelsen blev anset for
opretholdt over for pantsætterens konkursbo, selv om sagføreren også
var juridisk rådgiver for pantsætteren. Anderledes derimod UfR
1982.1167 V, hvor en advokat var hovedaktionær i et aktieselskab og
var legitimeret til at handle på dettes vegne. Advokaten havde
desuden af en udlandsdansker fået generalfuldmagt til at bestyre
vedkommendes formue i Danmark. Advokaten gav udlandsdanskeren
håndpant i nogle ejerpantebreve i en fast ejendom tilhørende
aktieselskabet til sikkerhed for et lån af udlandsdanskerens midler.
Under disse omstændigheder havde selskabet (pantsætteren) ikke på
noget tidspunkt effektivt været berøvet rådigheden over
ejerpantebrevene, hvorfor der ikke efter gbl. § 22 var stiftet nogen
gyldig håndpanteret for udlandsdanskeren over for pantsætterens
kreditorer.
UfR 1982.1167 V illustrerer i øvrigt, at det ikke er tilstrækkeligt, at en
"tilfældig" tredjemand besidder gældsbrevet, når det ikke sker på
erhververens vegne.235 I dommen befandt ejerpantebrevene sig
således ikke hos pantsætteren, men hos amtet til stempelberigtigelse,
hvilket ikke i sig selv gjorde rådighedsberøvelsen effektiv.
Hvis gældsbrevet allerede befinder sig hos tredjemand, kan effektiv
rådighedsberøvelse etableres blot ved, at erhververen giver
meddelelse til tredjemanden om sin ret (teknisk
rådighedsberøvelse).236 Meddelelsen skal i givet fald være bindende
i den forstand, at den skal pålægge tredjemand fremover at besidde
gældsbrevet også på erhververens vegne, således at tredjemand vil
kunne ifalde erstatningsansvar ved at udlevere gældsbrevet til f.eks.
kreditor/overdrageren. Dette har særlig betydning ved sekundær
håndpantsætning af et negotiabelt gældsbrev. Hvis den primære
håndpanthaver har gældsbrevet i hænde, er han ikke forpligtet til at
udlevere dette til den sekundære håndpanthaver. Den sekundære
håndpanthaver kan derfor ikke foretage fysisk rådighedsberøvelse,
men må i stedet foretage teknisk rådighedsberøvelse i form af en
meddelelse til den primære håndpanthaver, der derefter besidder
gældsbrevet på begges vegne. Når den primære håndpanthavers
panteret ophører på grund af pantsætterens indfrielse af gælden,
bevirker meddelelsen, at den primære håndpanthaver skal udlevere
gældsbrevet til den sekundære håndpanthaver. Hvis den primære
Side 127
håndpanthaver i stedet udleverer det til pantsætteren, kan
håndpanthaveren ifalde erstatningsansvar over for den sekundære
håndpanthaver, hvis denne lider tab.
En særlig situation opstår ved sekundær håndpantsætning, hvis
gældsbrevet ikke befinder sig hos den primære håndpanthaver, men
hos en tredjemand, der opbevarer gældsbrevet på den primære
håndpanthavers vegne. Hvem skal en sekundær håndpanthaver i så
fald give meddelelse til for at foretage rådighedsberøvelse? Der er
ingen tvivl om, at meddelelsen kan gives til den tredjemand, der har
besiddelsen på den primære håndpanthavers vegne. Derved kommer
tredjemand også til at besidde gældsbrevet på den sekundære
håndpanthavers vegne. Hvis tredjemand udleverer gældsbrevet til den
primære håndpanthaver, må han derfor gøre opmærksom på den
sekundære ret, så den primære håndpanthaver herefter besidder
gældsbrevet også på den sekundære håndpanthavers vegne. Det reelle
spørgsmål er herefter, om den sekundære håndpanthavers meddelelse til
den primære håndpanthaver alene er tilstrækkelig sikringsakt?237 I
retspraksis har spørgsmålet været berørt i følgende domme:
I UfR 1958.744 H om håndpantsætning af et papir-ejerpantebrev, var
der ikke givet en behørig meddelelse til den bank, der havde
ejerpantebrevet i hænde (buddet med meddelelsen var blevet afvist).
Derimod var der givet en meddelelse til en sagfører, der ikke havde
ejerpantebrevet i hænde, men som havde fuldmagt til at disponere
over det byggelån, som ejerpantebrevet sikrede. Højesterets flertal
konstaterede, at dette ikke kunne sidestilles med ihændehavelse af
gældsbrevet. Herefter må Højesterets flertal anses for at have lagt til
grund, at meddelelsen alene kan gives til den, der har gældsbrevet i
hænde. Imidlertid har UfR 1984.598 S indirekte skabt tvivl om denne
retsstilling. I sagen var et ejerpantebrev primært håndpantsat til et
aktieselskab. Ejerpantebrevet befandt sig i en bank med notering om,
at det kun måtte udleveres til den primære håndpanthaver.
Ejerpantebrevet blev sekundært håndpantsat, uden at der blev givet
meddelelse herom - hverken til banken eller til den primære
håndpanthaver. At pantsætteren samtidig var aktionær i
aktieselskabet fandt Sø- og Handelsretten "... i hvert fald i det
foreliggende tilfælde ikke at kunne begrunde en afvigelse fra det
sædvanlig[e] ... krav om denunciation ... over for den primære
håndpanthaver. " (Fremhævet her). Herved synes retten at have
forudsat, at en meddelelse til den primære håndpanthaver kunne have
været tilstrækkelig, selv om ejerpantebrevet befandt sig hos banken.
Side 128
Spørgsmålet kan herefter ikke anses for afklaret i retspraksis. Som
anført i Panteret s. 573 f238 må hensynet til at skabe klarhed omkring
rette sikringsakt tale klart for, at et system med alternative
sikringsakter undgås. På den baggrund er det nærliggende at
konkludere, at meddelelsen skal gives til den, der har gældsbrevet i
hænde, jf. UfR 1958.744 H.
Den sekundære håndpanthaver bør dog ikke nøjes med at give
meddelelse til besidderen, men bør tillige give meddelelse til den
primære håndpanthaver for at sikre, at denne ikke udvider det
primære gældsforhold i god tro og derved forringer den sekundæres
prioritetsstilling.239
Meddelelsen har som nævnt funktion af en teknisk
rådighedsberøvelse. Dermed svarer meddelelsen i princippet til
denunciationen efter gbl. § 31 ved simple fordringer, og meddelelsen
får retsvirkning fra tidspunktet, hvor den kommer frem til besidderen.
Se derfor nærmere herom - herunder om tilfælde, hvor adressaten
nægter at modtage meddelelsen eller notere denne m.v. - ovenfor
afsnit 5.3.3.2.e. Som anført ovenfor i afsnit 5.3.3.2.a. er det ved
transport af simple fordringer afgørende for opretholdelse af
rådighedsberøvelsen, at kreditor/overdrageren som hovedregel
afskæres fra at oppebære betalinger af afdrag, renter m.v. i henhold til
fordringen. I forhold til negotiable gældsbreve har dette ingen
betydning. Rådighedsberøvelsen er her knyttet til det fysiske
dokument, der bærer fordringen.240
Rådighedsberøvelsen er et led i iagttagelsen af en sikringsakt, hvorfor
kravet herom nødvendigvis må være objektivt. Det er derfor
afgørende, om rådighedsberøvelsen er effektiv, og det er ikke
tilstrækkeligt, at erhververen måtte have føje til at tro, at de
foranstaltninger, som han har foretaget, er effektive. Se således UfR
1993.96 V, hvor det var aftalt, at et håndpantsat varelager befandt sig
hos en speditør, som havde forpligtet sig til ikke at udlevere varerne
uden håndpanthaverens samtykke. Håndpanthaveren havde føje til at
tro, at denne meddelelse til speditøren
Side 129
(tredjemand) var tilstrækkelig til at opnå rådighedsberøvelse.
Imidlertid befandt varerne sig i lokaler, som pantsætteren havde fri
rådighed over. Den tilstrækkelige sikringsakt var derfor ikke iagttaget.
Hvis panthaveren derimod har foretaget foranstaltninger, som er klart
egnede til at sikre rådighedsberøvelsen, og der ikke er noget at
bebrejde panthaveren, må sikringsakten anses for iagttaget, selv om
pantsætteren - f.eks. svigagtigt - har skaffet sig adgang til gældsbrevet.
Sammenlign f.eks. UfR 1957.264 H, hvor det var aftalt med
håndpanthaveren, at pantsatte varer var anbragt i et lagerrum hos en
speditør, der - foruden toldvæsenet - havde det eneste sæt nøgler til
rummet. At pantsætter svigagtigt skaffede sig et ekstra sæt nøgler,
ændrede ikke ved, at rådighedsberøvelsen var effektiv.
c. - Sikringsakten ved kreditorers udlæg og ved konkurs
Prioritetsstillingen for kreditorer, der foretager udlæg i negotiable
gældsbreve, afgøres efter forskellige regler, afhængig af om udlægget
skal beskyttes mod debitors241 aftaleerhververe eller kreditorer. For
at hindre, at debitor efter udlæggets foretagelse overdrager
gældsbrevet til en aftaleerhverver, der i god tro kan ekstingvere, er det
nødvendigt, at udlægshaveren foretager rådighedsberøvelse, jf. gbl. §
14.242 Gbl. § 14 regulerer ikke kreditors sikringsakt. Imidlertid følger
det af bestemmelsen, at en godtroende erhverver af et negotiabelt
gældsbrev, vinder ret til dette, hvis han får det i hænde, selv om
overdrageren manglede ret til at råde over gældsbrevet.
Overdragerens manglende ret kan f.eks. skyldes et udlæg i
gældsbrevet, jf. rpl. § 519, stk. 1.243 Da udlægget således kan
ekstingveres i medfør af gbl. § 14, må udlægshaveren beskytte sin ret
ved at forhindre aftaleerhververen i at opfylde
ekstinktionsbetingelserne i gbl. § 14. Det gør udlægshaveren mest
effektivt ved at få gældsbrevet i hænde. Udlægshaveren kan med
fogedrettens hjælp foretage rådighedsberøvelse med hjemmel i rpl. §
523, stk. 2-4.
Prioritetsstillingen mellem flere udlæg i samme negotiable gældsbrev
afgøres - som ved udlæg i løsøre - efter rpl. § 526, stk. 1, således at
tidspunktet for indgivelse til fogedretten af begæring om udlæg er
afgørende
Side 130
for, hvilket udlæg der opnår den bedste prioritet.244 I denne
situation er der således ikke krav om iagttagelse af en sikringsakt.
6.1.3.2. - Tinglyste digitale negotiable gældsbreve
Før indførelsen af digital tinglysning gjaldt der de samme
sikringsakter ved transport og anden overførsel af negotiable
pantebreve i fast ejendom m.v. som anført ovenfor i afsnit 6.1.3.1. Det
skyldtes, at TL § 2 tidligere indeholdt en bestemmelse, hvorefter
overdragelse eller anden overførelse af et tinglyst pantebrev ikke
behøvede nogen tinglysning. Denne bestemmelse blev fortolket
således, at sikringsakten ved transport og anden overdragelse ikke var
tinglysning, men fulgte gældsbrevslovens regler om sikringsakter, som
beskrevet i afsnit 6.1.3.1.
Da gældsbrevslovens sikringsakter som nævnt bygger på en
rådighedsberøvelse af papirgældsbrevet, kan disse regler ikke
anvendes på digitale - dvs. papirløse - pantebreve. Derfor er TL § 2
ophævet, således at alene hovedreglen i TL § 1 finder anvendelse.
Af TL § 1, stk. 1, følger det, at sikringsakten ved overdragelse af
pantebreve i fast ejendom er tinglysning i alle relationer - dvs. både for
aftaleerhververe og kreditorer, og uanset om beskyttelsen søges over
for andre aftaleerhververe eller andre kreditorer. Det samme gælder
ved overdragelse af negotiable pantebreve i andre aktiver, jf. TL § 42 d,
stk. 7, 1. pkt., (motorkøretøjer), TL § 42 j, stk. 7, 1. pkt., (andelsboliger)
og TL § 47, stk. 6, (almindeligt løsøre).245
Det nævnte gælder også for overdragelse af underpanterettigheder i
ejerpantebreve, jf. TL § 1 a, stk. 4, om fast ejendom og henvisninger
hertil i TL § 42 d, stk. 7, 1. pkt., (motorkøretøjer), TL § 42 j, stk. 7, 1.
pkt., (andelsboliger) og TL § 47, stk. 6, (almindeligt løsøre). Se også
ovenfor afsnit 5.3.3.246
6.2. - Andre negotiable dokumenter
Foruden de ovenfor i afsnit 6.1. omtalte gældsbreve er forskellige
andre dokumenter (hvoraf ikke alle er gældsbreve) tillagt
negotiabilitet
Side 131
ved forskellige lovbestemmelser. Blandt de mere almindeligt kendte
kan nævnes veksler, checks, livsforsikringspolicer og konnossementer.
Imidlertid har nogle af disse dokumenter i vidt omfang mistet deres
praktiske betydning, fordi de er afløst af andre mere tidssvarende
løsninger. F.eks. har checks næsten helt mistet deres betydning som
følge af mulighederne for at overføre pengebeløb med elektroniske
betalingsmidler. Som følge af den begrænsede praktiske betydning og
som følge af, at andre af disse dokumenter har mere specielle
anvendelsesområder, omtales de ikke yderligere her.
I stedet henvises til:
Vedrørende veksler
Se bl.a. lovbekendtgørelse nr. 559 af 25. august 1986 med senere
ændring af vekselloven, denne bogs 2. udg. 2005 s. 108 ff, Preben
Lyngsø: Vekselloven (1985), Hans Viggo Godsk Pedersen og Anders
Ørgaard: Checkloven med kommentarer med et vekselretligt
perspektiv (1999), N. J. Clausen i Dansk Privatret s. 422 ff, L. H.
Kristensen i Bent Iversen m.fl.: Finansjura (2004) s. 287 ff, samme i P.
B. Madsen (red.): Formueretlige emner (7. udg. 2013) s. 60 ff.
Vedrørende checks
Se bl.a. lovbekendtgørelse nr. 558 af 25. august 1986 af checkloven,
denne bogs 2. udg. 2005 s. 115 ff, Hans Viggo Godsk Pedersen og
Anders Ørgaard: Checkloven med kommentarer med et vekselretligt
perspektiv (1999), N. J. Clausen i Dansk Privatret s. 422 ff, L. H.
Kristensen i Bent Iversen m.fl.: Finansjura (2004) s. 282 ff, samme i P.
B. Madsen (red.): Formueretlige emner (7. udg. 2013) s. 54 ff.
Vedrørende livsforsikringspolicer
Se bl.a. FAL §§ 113-14, denne bogs 2. udg. 2005 s. 121 ff, P. Lyngsø:
Dansk Forsikringsret (7. udg. 1994) s. 794 ff, samme:
Forsikringsaftaleloven med kommentarer (4. udg. 1992) s. 377 ff, I.
Sørensen: Forsikringsaftaleloven med kommentarer (2000) s. 286 ff
og I. Sørensen: Forsikringsret (5. udg. 2010) s. 724 ff.
Vedrørende konnossementer
Se bl.a. lovbekendtgørelse nr. 856 af 1. juli 2010 med senere
ændringer af søloven §§ 292 ff, denne bogs 2. udg. 2005 s. 123 ff samt
Jørgen Bredholt m.fl.: Søloven med kommentarer (4. udg. 2012)
vedrørende §§ 292 ff.
Side 132
Endelig kan det nævnes, at fondsaktiver (aktier, obligationer m.v.) er
tillagt omsættelighed. Omsættelighed er i denne sammenhæng ikke det
samme som negotiabilitet, idet der i omsætteligheden alene ligger, at
værdipapiret kan overdrages, uden at der ændres ved retsforholdet
mellem udstederen af værdipapiret og erhververen sammenlignet
med retsforholdet mellem udstederen og overdrageren. Negotiabilitet
kan - bl.a. ved ekstinktion af svage indsigelser - derimod netop bevirke
sådanne ændringer.247 Fondsaktiver falder uden for rammerne af
denne fremstilling.
I stedet henvises bl.a. til L. H. Kristensen: Studier i
erhvervsfinansieringsret (2003) s. 341 ff, Panteret kap. 15 og
Sikkerhed i fordringer s. 154 ff.
Side 133
KAPITEL 13 - Ophørsmåder
1. - Indledning - oversigt over ophørsmåder
En fordringsrets indhold er, at debitor skal præstere en vis ydelse. En
hovedopgave for retsordenen er på ethvert område at fastlægge, hvad
der gælder, hvis forholdet ikke udvikler sig "normalt". I
obligationsretten finder dette navnlig udtryk i misligholdelseslæren,
som fastlægger kreditors retsstilling i tilfælde, hvor debitor ikke
præsterer sin ydelse i overensstemmelse med parternes aftale og de
udfyldende regler. Juraens fokusering på de "unormale" tilfælde giver
imidlertid et fortegnet billede af virkeligheden. Det mest almindelige
er naturligvis, at debitor opfylder sin forpligtelse - ved at præstere den
rette ydelse på det rette sted og til det rette tidspunkt. Herved bliver
kreditor fyldestgjort for sit krav, og dermed er fordringen ophørt.
Fordringens ophør ved opfyldelse er således blot en betegnelse for
modsætningen til, at forpligtelsen er blevet misligholdt af debitor.
Funktionelt kommer denne modsætning dog kun til udtryk, hvis
misligholdelsen giver kreditor ret til at udøve en eller flere
misligholdelsesbeføjelser. Retten hertil kan være gået tabt, hvis f.eks.
kreditor ikke reklamerer rettidigt over misligholdelsen. Når kreditor
således afskæres fra at påberåbe sig misligholdelsen, er parterne reelt
stillet, som om den ikke havde foreligget.
Når der alligevel er grund til at behandle fordringers ophør særskilt,
skyldes det, at de kan ophøre på mange andre måder end ved opfyldelse,
jf. oversigten i fig. 1. For det første kan kreditor blive fyldestgjort (helt
eller delvis) på andre måder end ved opfyldelse, og for det andet kan
fordringer ophøre (helt eller delvis) på andre måder end ved
fyldestgørelse.
Hvad det første angår, kan kreditor blive fyldestgjort på måder, som
fungerer som surrogater for opfyldelse. Kreditor kan således indvillige
i at modtage en anden ydelse end den, fordringen hjemlede, som
fyldestgørelse af fordringen (datio in solutum), eller i, at fordringen
afløses af en anden fordring (novation). I begge disse tilfælde giver
kreditor således afkald på sin oprindelige ret mod til gengæld at få en
anden ydelse eller en anden fordring. I visse tilfælde af
fordringshavermora kan debitor dernæst opnå frigørelse for sin skyld
ved at foretage deponering af ydelsen til fordel for kreditor.
Side 134
Side 135
Disse tre tilfælde af opfyldelsessurrogater behandles - kortfattet - i
afsnit 2.4. Vigtigere end disse er reglerne om modregning, der
behandles mere udførligt i afsnit 4. En debitor, som - ud over at skylde
kreditor noget - har et krav på kreditor, kan under visse betingelser
ved en derpå rettet erklæring afregne sit krav i sin skyld. Dermed
ophører begge fordringer, hvis de er lige store, og hvis de ikke er,
ophører den mindste fordring fuldstændigt og den største fordring
delvis. Også modregning kan betegnes som et opfyldelsessurrogat,
idet kreditor vel bliver fyldestgjort (helt eller delvis), men uden at få
erlagt den ydelse (in natura), som han havde krav på.
Hvad det andet angår, kan man udskille tilfælde, hvor kreditor giver
afkald på fyldestgørelse (helt eller delvis) - uden (som i de ovenfor
nævnte tilfælde) at få "vederlag" for opgivelsen i form af en anden
ydelse eller en anden fordring. Et sådant afkald betegnes også som en
eftergivelse af fordringen, jf. herom afsnit 3. Eftergivelse kan ske
individuelt eller kollektivt, hvor alle skyldnerens kreditorer - eller en
del af dem - nedskriver deres tilgodehavender mod skyldneren f.eks.
til en vis procentdel som led i en samlet ordning af skyldnerens gæld
(en såkaldt akkord). I alle disse tilfælde er opgivelsen - ligesom i de
tilfælde, hvor kreditor får "vederlag" for den - udtryk for en frivillig
disposition fra kreditors side. I nogle tilfælde kan en akkordordning
dog gennemføres tvangsmæssigt, nemlig efter konkurslovens regler
om tvangsakkord eller gældssanering, som enten medfører, at
fordringen helt bortfalder, eller (hyppigst) at den nedskrives til en vis
procentdel af den oprindelige fordring.
En anden gruppe af ophørsgrunde, der ikke er forbundet med nogen
fyldestgørelse, er regler, der knytter fordringens ophør til det forhold,
at kreditor gennem en vis tid ikke har gjort fordringen gældende, jf.
afsnit 5. Vigtigst blandt disse er reglerne om forældelse, som
indebærer, at fordringen ophører, når en bestemt, i lovgivningen
fastsat tidsfrist er udløbet, uden at kreditor forinden har foretaget de
foranstaltninger, som kræves til afbrydelse af forældelsen. Også
reglerne om præklusion knytter rettens ophør til, at kreditor ikke
reagerer inden for en bestemt tidsfrist, men det særlige ved
præklusion er, at grundlaget herfor er en offentlig indkaldelse, hvor
skyldnerens kreditorer opfordres til at anmelde deres krav. I
modsætning hertil hviler reglerne om passivitet ikke på lovgivning og
opererer ikke med bestemte frister, men giver mulighed for at lade
krav bortfalde, selv om lovbestemte frister ikke er udløbet, i tilfælde,
hvor kreditor havde særlig anledning til at gøre sit krav gældende.
Side 136
Disse eksempler på ophørsmåder er ikke udtømmende. Uden for
fremstillingen falder de tilfælde, hvor fordringens ophør er hjemlet i
selve aftalen, f.eks. i tilfælde, hvor aftalen er tidsbegrænset (jf. f.eks.
lejelovens § 80 om tidsbestemte lejemål), eller bortfalder, når en
bestemt betingelse indtræder eller ophører. Hertil kommer som et
almindeligt princip, at kontraktsforhold, der strækker sig over et vist
tidsrum, uden at dette er bestemt eller kan bestemmes, af hver
kontraktspart kan bringes til ophør ved opsigelse med et varsel, der
fastsættes efter lovgivningen (se f.eks. funktionærlovens § 2), efter
sædvane eller efter rimelighed. Som eksempel på andre ophørsmåder
kan nævnes konfusion, dvs. personsammenfald mellem kreditor og
debitor (f.eks. fordi den ene tager arv efter den anden). Endvidere kan
én debitors fyldestgørelse af fordringen medføre frigørelse for en eller
flere andre debitorer, der hæfter for den samme fordring, jf. kap. 14,
afsnit 1.2., om solidarisk hæftelse.
2. - Opfyldelse og surrogater herfor
2.1. - Fuldstændig opfyldelse
En fordring opfyldes som nævnt ved, at debitor præsterer den ydelse,
som fordringen går ud på. Ydelsen skal således opfylde de krav, som
omtales i Lærebog i Obligationsret I kap. 2 og 3. Her skal derfor kun
omtales nogle forhold, som knytter sig til selve opfyldelsen, idet
hovedproblemet i øvrigt er, hvad der gælder i tilfælde, hvor
opfyldelsen ikke er fuldstændig, og i tilfælde, hvor der omvendt
præsteres mere, end der skyldes, jf. herom i afsnit 2.2. og 2.3.
En del af præstationspligten er naturligvis, at ydelsen præsteres til
den person, som har krav på den, eller som i kraft af fuldmagt eller
særlig tilladelse fra kreditor er beføjet til at modtage ydelsen (jf.
herved UfR 1984.479 H om betaling af købesummen for en båd til den
skibsmægler, som havde forestået handlen, men som ikke havde
adgang til at modtage betaling). Særlige legitimationsregler kan
imidlertid føre til, at debitor frigøres ved at erlægge ydelsen til en
person, som ikke er berettiget til den. Hvis f.eks. fordringen er blevet
overdraget, uden at debitor har fået meddelelse herom, og uden at
debitor på anden måde kendte eller burde kende overdragelsen, kan
debitor med frigørende virkning erlægge til den oprindelige kreditor
(overdrageren), jf. princippet i gbl. § 29 og herom ovenfor kap. 12,
afsnit 5.2.1.
Opstår der tvist om, hvorvidt en fordring er blevet opfyldt, vil
bevisbyrden herfor normalt påhvile debitor. Hvis kreditor senere
skulle gøre gældende, at fordringen ikke er blevet opfyldt, er det
derfor vigtigt
Side 137
for debitor at kunne fremlægge bevis for, at opfyldelse har fundet sted.
Selv om et sådant bevis kan føres på enhver måde (se f.eks. UfR
1962.369 V), gøres det nemmest ved, at debitor fremlægger en
kvittering, som er kreditors bekræftelse på at have modtaget ydelsen
til opfyldelse af fordringen. En kvittering er således debitors praktisk
vigtigste middel til at bevise, at fordringen er opfyldt, og debitor har
derfor krav på at få en kvittering, dvs. at debitor kan nægte at erlægge,
hvis der ikke kvitteres herfor. En kvittering har derimod ikke i sig selv
noget dispositivt indhold. Den er således ikke udtryk for kreditors
godkendelse af ydelsen med den virkning, at kreditor derved skulle
være afskåret fra at gøre gældende, at ydelsen ikke opfyldte
fordringen, f.eks. på grund af kvalitets- eller kvantitetsmangler.1
Der skal således foreligge særlige omstændigheder for, at en kvittering
kan tillægges virkning som en disposition, hvorved kreditor giver
afkald på at påberåbe sig, at fordringen ikke er blevet opfyldt, jf.
nedenfor afsnit 3 om opgivelse.
Efter aftalelovens § 35 har besidderen af en kvittering en særlig
legitimation til at modtage betaling, idet debitor frigøres ved betaling
af pengeskyld efter forfaldstid mod udlevering af kvitteringen, selv om
den ikke er udgivet af kreditor, forudsat at debitor er i god tro herom.
Det er imidlertid netop kun kreditors indsigelse om, at kvitteringen
ikke er afgivet af ham, som fortabes efter denne regel. Den omfatter
ikke andre indsigelser, f.eks. om at kvitteringen er falsk, jf. herved UfR
1984.205 Ø.
Ved erlæggelse af realydelser opstår der normalt ikke tvivl om,
hvilken fordring ydelsen skal opfylde. Ved betalinger kan tvivl
derimod opstå, hvis kreditor har flere pengefordringer mod debitor, og
beløbet ikke kan opfylde dem alle. Spørgsmålet er da, hvem af parterne
der kan bestemme, hvilken af fordringerne betalingen skal tjene til
opfyldelse af. Udgangspunktet er, at valgretten tilkommer debitor naturligvis forudsat, at debitor overhovedet havde ret til at frigøre sig
for den valgte fordring. Har debitor ikke udnyttet denne valgret,
tilkommer den - subsidiært - kreditor, og hvis heller ikke kreditor har
udnyttet den, må betalingen afskrives forholdsmæssigt på
fordringerne.2
Side 138
Princippet om debitors principale valgret har fundet udtryk i
kreditaftalelovens § 28, stk. 1, og f.eks. i UfR 1987.552 V, hvor gælden
dels omfattede nogle købekontrakter med ejendomsforbehold, dels
andre - usikrede - tilgodehavender for sælgeren. I et forlig mellem
parterne var det alene bestemt, at indbetalinger herefter først skulle
afskrives på renter og omkostninger (hvilket selvsagt var bindende for
parterne), men ikke, hvordan de derefter skulle fordeles på den
sikrede og den usikrede gæld. I mangel af modstående aftale eller
tilkendegivelse fra skyldneren havde kreditor været berettiget til at
afskrive betalingerne på den usikrede gæld.
Flere af de i note 2 nævnte forfattere har gjort gældende, at debitors
valgret ikke er fri, men må udøves under rimeligt hensyntagen til
kreditors interesser. Der er dog næppe belæg for denne opfattelse,
som i virkeligheden synes møntet på tilfælde, hvor skyldneren betaler
en del af én fordring, hvor situationen er en anden, jf. nedenfor afsnit
2.2.1.3 Der er heller ikke belæg for at antage, at valgretten skal
udøves under hensyn til tredjemands interesser,4 f.eks. en kautionist,
som vil have interesse i, at en betaling afskrives på en fordring, som
han indestår for, frem for på andre fordringer, som han ikke indestår
for, jf. UfR 1983.404 H, hvor kreditor - ved udøvelsen af sin subsidiære
valgret - fandtes berettiget til at afskrive en betaling på en anden skyld
end den, en kautionist hæftede for, og UfR 1959.545/1 V om et
stormagasins afskrivning på den del af gælden, som kundens
ægtefælle ikke hæftede for efter retsvirkningslovens § 11.
Tilsvarende gælder formentlig, at udøvelsen af valgretten ikke
begrænses af debitors senere konkurs,5 selv om den har
konsekvenser for kreditors stilling i konkursboet (og dermed
betydning for skyldnerens øvrige kreditorer), jf. f.eks. UfR 1959.639/1
H (ændring af UfR 1958.1037 Ø), hvor kreditor (en lønmodtager)
under udøvelsen af sin (subsidiære) valgret var berettiget til at
afskrive debitors betaling på den ældste del af løntilgodehavenderne,
som ikke ville være foranstillet (privilegeret) i konkursboet, og som
derfor ville have haft ringere udsigt til at opnå dækning i konkursboet.
UfR 1962.620/2 B går næppe imod dette, selv om afskrivningen her
blev foretaget forholdsmæssigt på to fordringer, hvoraf den ene var
privilegeret og den anden ikke, idet kreditor i dette tilfælde ikke
forinden havde udøvet sin valgret.
Side 139
Derimod er det fast antaget, at kreditor skal udøve sin subsidiære
valgret på en måde, som tager hensyn til debitors interesser, navnlig
således, at gæld, hvis ikke-opfyldelse ville være særligt byrdefuld for
debitor, må dækkes først. Begrundelsen herfor er, at debitor må
antages at ville have valgt denne fordring, og at hans retsstilling ikke
bør være ringere, blot fordi han ikke har udøvet sin valgret. Kreditor
må således især tage hensyn til, om gælden er forfalden, og om
misligholdelse vil medføre særligt indgribende følger for debitor, jf.
herved UfR 1965.538 Ø.6
Disse principper gælder kun ved frivillige betalinger fra debitor. Ved
betalinger, der opnås som led i en retsforfølgning, viger hensynet til
debitors dispositionsfrihed. Derfor gælder hverken princippet om
debitors principale valgret eller om kreditors hensyntagen til debitors
interesser. Kreditor har således den frie valgret, jf. UfR 1979.942 Ø om
udpantning for forskellige skattekrav, hvor debitor følgelig ikke fik
medhold i, at beløbet skulle være afskrevet på den del af gælden, som
var mest byrdefuld for ham, og UfR 1987.181/1 V om en panthavers
ret til at fordele provenuet fra en tvangsauktion på de pantesikrede
fordringer.
2.2. - Delvis opfyldelse
2.2.1. - Afdrag
Selv om den ydelse, som skal præsteres, er delelig (som f.eks. ved
pengeforpligtelser), er udgangspunktet, at debitor ikke har ret til at
foretage opdeling af ydelsen, hvis der ikke er hjemmel hertil i aftalen
(som f.eks. ved afdragsvis tilbagebetaling af et lån). Kreditor er således
som hovedregel berettiget til at afvise en ydelse, som kun delvis ville
opfylde fordringen. Enkelte undtagelser fra denne regel følger af
lovgivningen, navnlig vedrørende tvangsfuldbyrdelse, jf. rpl. § 496, stk.
2. Har debitor ret til at foretage modregning, må kreditor ligeledes
finde sig i en delvis fyldestgørelse, når den fordring, der modregnes
med, er
Side 140
mindre end den, der modregnes i. Modregningens berettigelse er
således ikke betinget af, at debitor effektivt opfylder den resterende
del af skylden.
Det kan dog diskuteres, om hovedreglen er tilstrækkeligt begrundet.7
På nogle områder er det givet, at en modsat regel ville medføre store
ulemper for kreditor - især i tilfælde, hvor en kreditor modtager
indbetalinger fra et stort antal debitorer i løbende kontraktsforhold.
På andre områder er reglen navnlig blevet begrundet med kreditors
interesse i at holde en hæveadgang åben.8 Kreditor kan imidlertid
tage forbehold i så henseende, således at selve modtagelsen af en
delydelse ikke afskærer hæveadgangen. Hertil kommer, at den
manglende del kan være så ubetydelig, at der ikke foreligger en
væsentlig misligholdelse af den samlede forpligtelse, jf. f.eks. om
lejeforhold UfR 1972.812 V. Debitors delopfyldelse vil ofte skyldes, at
der er uenighed eller tvist om kravets størrelse, og kreditor bør da
næppe kunne afvise debitors erlæggelse af den uomtvistede del af
fordringen. Skyldes det debitors manglende evne til at opfylde
fuldstændigt, vil kreditor normalt stå sig ved at modtage delvis
opfyldelse, jf. ovenfor om retsstillingen ved tvangsfuldbyrdelse.
Modstykket til, at debitor i almindelighed ikke kan opdele fordringen,
er, at kreditor heller ikke kan. Det er imidlertid fast antaget, at
undtagelse må gøres i tilfælde, hvor kreditor har en særlig interesse i
en opdeling, og den ikke er til særlig ulempe for debitor.9 Debitor må
imidlertid da have en tilsvarende ret til delvis opfyldelse, og selv om
den interesse, der bærer undtagelsen, ikke uden videre kan overføres
på debitors forhold, er spørgsmålet som nævnt, om ikke debitor bør
have en ret til opdeling, hvor denne ikke er til særlig ulempe for
kreditor.
Kreditors interesse i opdeling har særlig betydning ved
erstatningskrav, hvor skadelidte derfor ikke behøver at afvente, at
hele erstatningskravet kan gøres op. Skadelidte kan således f.eks.
kræve erstatning for midlertidige skadefølger, selv om erstatning for
eventuelle varige skadefølger først kan gøres op på et senere
tidspunkt. For krav på forsikringsydelser er adgangen til at kræve
acontobeløb hjemlet i FAL § 24, stk. 1, 2. pkt., og en tilsvarende regel
gælder for krav om erstatning for personskade, jf. EAL § 16, stk. 1, 2.
pkt.10 Skadelidte kan herefter kræve aconto erstatning, når det er
muligt at bedømme en del af erstatningens størrelse. Der er kun pligt
til at betale aconto erstatning, hvis skadelidte fremsætter krav herom,
men et forsikringsselskab har efter FAL § 25 en vis pligt til at give
vejledning om muligheden.
Side 141
I det omfang debitor ikke har ret til at foretage opdeling, kan debitor
heller ikke - hvis kreditor alligevel accepterer delbetalingen bestemme, på hvilken del af fordringen beløbet skal afskrives. Ved
tvangsfuldbyrdelse, hvor delbetaling som nævnt er lovhjemlet, gælder
- ligesom ved valg mellem flere fordringer - tilsvarende, at valgretten
tilkommer kreditor, jf. f.eks. UfR 1983.771 V. Kreditor har således i
almindelighed ret til at afskrive beløbet på den del af fordringen, som
bedst tjener hans interesser - f.eks. således, at det af hensyn til
reglerne om forældelse primært afskrives på den ældste del af kravet
eller på forfaldne renter frem for på hovedstolen. Kreditor kan
desuden afskrive beløbet på en usikret del af sit tilgodehavende og i
forhold til et konkursbo på den del af fordringen, som ville være
efterstillet i konkurs, jf. UfR 1982.81 H om afdrag hidrørende fra en
sikkerhed, hvor der dog forelå aftale om primær dækning af renter,
sml. UfR 1975.611 SH, og UfR 2001.1625 Ø, hvor en kreditor kunne
have valgt at afskrive en betaling hidrørende fra en sikkerhedsstillelse
på en senere stiftet gæld, hvilket ville have udelukket omstødelse af
den i forhold til konkursboet, men kreditor havde ikke udnyttet denne
valgret, men tværtimod accepteret skyldnerens angivelse af, at
betalingen skulle afskrives på tidligere stiftet gæld - og den blev
herefter omstødt.
Det forhold, at kreditor accepterer en delvis betaling, er naturligvis
ikke ensbetydende med, at den accepteres som en fuldstændig
opfyldelse. Hertil kræves, at omstændighederne i forbindelse med
modtagelsen bevirker, at kreditor herved antages at have givet afkald
på resten af fordringen, jf. herom afsnit 3.
2.2.2. - Efterbetaling
I de ovenfor omtalte tilfælde fremtræder den delvise opfyldelse af
fordringen som en sådan. Det kan imidlertid også forekomme, at den
fremtræder som en fuldstændig opfyldelse, idet debitor tror, at han
Side 142
ikke skylder mere. Hvis debitor således befinder sig i en vildfarelse
om gældens størrelse, bliver spørgsmålet, om kreditor af den grund
afskæres fra senere at kræve det resterende, dvs. om kreditor har krav
på efterbetaling.
Det kunne synes at være ganske indlysende, at kreditor må have krav
på efterbetaling. Når kreditor ikke ligefrem har givet afkald på en del
af fordringen, skal debitor opfylde den fuldt ud. Fritages debitor for et
krav om efterbetaling, opnår han en vis berigelse, f.eks. ved ikke at
skulle betale fuldt (aftalt) vederlag for modydelsen. Heroverfor står
imidlertid et hensyn til debitor, hvis denne med rimelighed har
indrettet sig på, at betalingen var endelig. Disse modstående hensyn er
principielt de samme som i tilfælde, hvor debitor har betalt mere, end
der skyldtes (eller noget, som slet ikke skyldtes), hvor spørgsmålet er,
om debitor kan kræve beløbet tilbagebetalt, jf. nedenfor afsnit 2.3. I
teorien er disse to problemstillinger da også gerne blevet behandlet
sammen ud fra det hovedsynspunkt, at afgørelsen af, om den skete
betaling skal betragtes som endelig, eller om der kan ske
efterregulering (i form af krav om efterbetaling eller krav om
tilbagesøgning), træffes efter ensartede principper, og at det ikke er
muligt at opstille nogen bestemt hovedregel om løsningen, men alene
at pege på forskellige momenter, som indgår i den konkrete
vurdering.11 Det må imidlertid antages, at der skal "mere" til for at
afskære efterbetalingskrav end for at afskære tilbagesøgningskrav.
Forskellen beror på, at det i almindelighed er mere byrdefuldt at
skulle (tilbage)betale beløb, som man har oppebåret - og typisk
forbrugt - end at skulle efterbetale et manglende beløb. Selv om en
debitor naturligvis også kan have forbrugt det beløb, der blev "sparet"
ved betaling af et mindre beløb end det, der skyldtes, vil forventningen
om at kunne råde herover ikke være knyttet til et bestemt beløb på
samme måde, som når der er modtaget mere, end der skyldtes.
Indrettelseshensynet taler derfor typisk med større vægt imod
tilbagesøgningskrav end imod efterbetalingskrav. Desuden fører nogle
af de relevante momenter i afvejningen typisk til modsatte resultater i
de to situationer: Når der således skal tages hensyn til, om ydelsen er
bestemt til modtagerens underhold (krav på løn m.v.), taler dette på
én gang for, at der kan kræves efterbetaling, når der er betalt for lidt,
og for, at der ikke kan kræves tilbagebetaling, når der er betalt for
meget.
Side 143
Opfattelsen hos Ravnkilde: Betalingskorrektioner står i modsætning
til den øvrige teori. Afgørende ifølge hans opfattelse er, at opfyldelsen
af en aftale udgør en stiltiende viljeserklæring om ikke at ville søge
opfyldelsen korrigeret, selv om der blev betalt for lidt eller for meget i
forhold til den faktiske skyld. Udgangspunktet er derfor, at der ikke
kan kræves efterbetaling/tilbagesøgning, fordi der foreligger et
bindende løfte herom. Løftet kan kun blive uforbindende efter
almindelige aftaleretlige regler. Undtagelse må derfor gøres i tilfælde,
hvor der foreligger ond tro om det fejlagtige i betalingen. Denne
opfattelse fører således til, at tilbagesøgningskrav kun indrømmes,
hvis betalingsmodtageren vidste eller burde vide, at der var betalt
beløb, som ikke skyldtes, og tilsvarende, at krav om efterbetaling kun
indrømmes, hvis betaleren vidste eller burde vide, at der var betalt
mindre, end der skyldtes. Omvendt indrømmes der ikke
tilbagesøgning/efterbetaling, hvis betalingsmodtageren/betaleren var
i god tro.12
Denne opfattelse er ikke holdbar, og den stemmer ikke med
retspraksis. Som udgangspunkt er en betaling alene en faktisk
handling,13 og det er derfor en fiktiv konstruktion heri at lægge et
særligt løfte om ikke at ville anfægte betalingen. End mindre rummer
modtagelsen af en betaling en viljeserklæring, jf. ovenfor afsnit 2.1. om
kvitteringer. Naturligvis kan der i det konkrete tilfælde være
anledning til at opfatte en betaling som en sådant afkald, f.eks. hvis der
er betalt et beløb, selv om skyldneren vidste, at det ikke skyldtes - men
i så fald er betalingen jo ikke udslag af en vildfarelse. Men generelt kan
en betalingshandling ikke tillægges denne virkning, jf. herved UfR
2004.2512 V, der tager udtrykkeligt afstand fra opfattelsen. Hertil
kommer, at der ved fejlbehæftede betalinger ikke er samme behov for
at beskytte en part i god tro, som der er ved retshandler.14 Det er
klart, at der ikke er særligt behov for at beskytte en part, der er i ond
tro; som det vil fremgå af det følgende, er udgangspunktet da også, at
der i så fald indrømmes "betalingskorrektion"
(efterbetaling/tilbagesøgning). Derimod kan der ikke opstilles et
almindeligt princip om, at det modsatte gælder i tilfælde af god tro.
Som det vil fremgå, er parterne i en række tilfælde - specielt ved
retsvildfarelse - i lige god tro om det fejlagtige i betalingen. Ifølge
Ravnkildes opfattelse skulle reglen da være, at der ikke kunne kræves
efterbetaling/tilbagesøgning. Dette er imidlertid ikke gældende ret, jf.
f.eks. den nævnte UfR 2004.2512 V. Opfattelsen fører dernæst til, at
der ikke skal tages hensyn til de subjektive forhold hos den anden part,
dvs. den, der kræver efterbetaling/tilbagesøgning.15 Dette stemmer
heller ikke med retspraksis, jf. f.eks. den nedenfor nævnte UfR
1994.1004 V (betaleren burde have indset, at der betaltes for lidt, og
alene af den grund skulle der ifølge opfattelsen kunne kræves
efterbetaling, men dette blev afvist ved dommen under henvisning til
den af betalingsmodtageren begåede fejl). Endelig fører opfattelsen til,
at der ikke skulle gælde den ovenfor nævnte forskel mellem
efterbetaling og tilbagesøgning ved betalinger af løn og lign.; ifølge
Ravnkildes opfattelse skulle efterbetaling være udelukket, hvis
arbejdsgiveren var i god tro om, at der var betalt for lidt. Men dette
stemmer heller ikke med retspraksis, jf. nedenfor. Opfattelsen fører
endvidere til, at det slet ikke skulle have nogen betydning, at det
drejer sig om krav på løn og lign.16 Også dette modsiges af den
kendsgerning, at flere domme i præmisserne henviser til, at kravet
havde denne karakter. Det betyder ikke, at krav om efterbetaling altid
imødekommes og krav om tilbagesøgning altid afskæres i disse
tilfælde, men blot, at dette moment indgår i den samlede vurdering.
Noget andet er, at det væsentligste, enkelte moment i denne vurdering
er, om den, der har betalt for lidt eller modtaget for meget, var i god
tro herom.
Side 144
Efter retspraksis synes det mest træffende at tage udgangspunkt i en
hovedregel om, at kreditor kan kræve efterbetaling. Herved klargøres
det i hvert fald, at der skal foreligge særlige omstændigheder for, at
krav om efterbetaling kan nægtes. Efter retspraksis kan disse
omstændigheder navnlig bestå i følgende, der normalt skal foreligge
kumulativt:17
For det første skal debitor være i god tro, dvs. at debitor hverken
vidste eller burde vide, at betalingen ikke var fuldstændig. Dette ligger
til dels allerede i kravet om, at delbetalingen skal være udslag af en
vildfarelse hos debitor, men vildfarelsen skal således desuden være
undskyldelig.
Side 145
Fra praksis kan nævnes nogle tilfælde, hvor myndigheder havde
opkrævet for lidt i afgift; krav om efterbetaling blev imødekommet i
UfR 1984.476 H (én afgift var blevet opkrævet, men en anden
manglede, hvilket direkte fremgik af afgørelsen, således at der ikke var
skabt nogen berettiget forventning om, at der tillige var taget stilling
til den anden afgift), i UfR 1984.142 V (pligten til at betale afgift
fremgik klart af lovgivningen, hvorfor debitor ikke var i den fornødne
gode tro) og i UfR 2013.223 H (et kraftvarmeværk havde betalt for lidt
i afgift, men det var i klar modstrid med reglerne herom, og
myndigheden havde ikke skabt en forventning om, at dette blev
accepteret, heller ikke ved, at også andre værker havde betalt for lidt),
men ikke i UfR 1980.994 H (indviklede afgiftsregler, som ikke havde
kunnet give debitor mistanke om, at der var foretaget en forkert
beregning).18 Hvis debitor er i ond tro, afskæres efterbetalingskrav
kun, hvis der foreligger en uagtsomhed, som i forhold til en af kreditor
begået fejl er relativt ringe, jf. UfR 1994.1004 V (en advokat
inkasserede et større antal krav mod debitor, der indbetalte et
månedligt beløb, som advokaten fordelte på gældsposterne; på et
tidspunkt opgjorde advokaten den samlede restgæld på fordringerne,
som debitor herefter indbetalte, men heri var en af fordringerne
opgjort til 10.000 kr. for lidt på grund af en skrivefejl fra advokatens
side. Debitor kunne have opdaget fejlen ved at sammenholde beløbet
med dommen for det pågældende krav, men denne uagtsomhed
fandtes ikke afgørende set i forhold til den af advokaten begåede fejl).
For det andet er det en betingelse, at debitors vildfarelse overvejende
må tilskrives kreditors forhold, idet den enten er fremkaldt ved en af
kreditor begået fejl, eller dog skyldes omstændigheder, som kreditor
er nærmest til at bære risikoen for, navnlig fordi kreditor havde den
nærmeste adgang og anledning til at få afklaret kravets rigtige
størrelse. I jo højere grad kreditor har bibragt debitor den opfattelse,
at der ikke skyldtes mere, desto mere taler det imod at indrømme
kreditor et krav på efterbetaling.
Side 146
Som eksempler kan nævnes nogle afgørelser om opkrævning af leje, jf.
UfR 1984.341 H (på dette punkt en stadfæstelse af UfR 1982.1181 V)
og UfR 1984.342/1 H, hvor lejekontrakten hjemlede en
pristalsregulering af lejen, som udlejeren imidlertid gennem en
flerårig periode ikke havde foretaget; udlejerens krav om efterbetaling
på grund af den manglende pristalsregulering blev ikke imødekommet,
navnlig under henvisning til, at udlejeren måtte være den nærmeste til
at kontrollere, at lejeberegningen var korrekt. Andre eksempler er UfR
1977.182 V (regning for et entreprisearbejde fremtrådte som en
endelig opgørelse, og entreprenøren kunne ikke herefter fremsætte
yderligere krav vedrørende betaling for "stillads, kørsel og
administration", som han havde "glemt" i opgørelsen) og UfR
1970.906 V (et elforsyningsselskab, som leverede el til et
fjernvarmeværk, havde i nogle år opkrævet for lidt betaling herfor,
fordi selskabets folk havde aflæst målerne forkert, uden at
fjernvarmeværket havde haft noget grundlag for at blive opmærksom
på fejlen; kravet om efterbetaling blev ikke imødekommet, også under
henvisning til, at fjernvarmeværket ikke ville have haft nogen
mulighed for at kræve efterbetaling af dets kunder, dersom det nu
havde skullet betale yderligere til elforsyningsselskabet). Se også de
ovenfor nævnte UfR 1980.994 H (forkert beregning af vægtafgift på
grund af en fejl fra bilinspektionen) og UfR 1994.1004 V samt UfR
2001.1368 V (om et krav på vederlag for opbevaring af arkivmateriale,
hvor det selskab, som havde varetaget opbevaringen, havde optalt
mængden af arkivmaterialet forkert og modtaget betaling på grundlag
heraf; et krav om efterbetaling blev afvist, da skyldneren herefter
måtte kunne forvente, at selskabet var blevet endeligt fyldestgjort for
krav på vederlag for opbevaringen).
Afskæring af krav om efterbetaling er ikke ensbetydende med et
afkald fra kreditors side. Når fejlen opdages, må debitor i et løbende
kontraktsforhold herefter betale det rigtige beløb, jf. de nævnte
domme om leje og UfR 1970.906 V.
En afskæring af efterbetalingskrav bygger som nævnt navnlig på det
hensyn, at debitor har indrettet sig i tillid til betalingens endelighed.
Det har derfor betydning, hvad der er blevet tilkendegivet herom af
parterne i forbindelse med betalingen. Et almindeligt holdt forbehold
fra kreditors side har ingen betydning, men har der f.eks. været tvivl
om gældens størrelse, vil et forbehold, der specifikt relaterer sig til
denne tvivl, føre til, at efterbetalingskrav i den anledning bevares,
mens det omvendte vil være tilfældet, hvis debitor tilkendegiver, at
han opfatter betalingen som endelig, uden at kreditor reagerer
herimod eller ligefrem støtter tilkendegivelsen, f.eks. ved at give
"saldokvittering" el. lign.
Det har i teorien været gjort gældende, at efterbetalingskrav - ligesom
det er hævdet ved tilbagesøgningskrav - i almindelighed må nægtes,
hvis vildfarelsen skyldes en urigtig opfattelse af retsregler, der
regulerer kravet, og hvis forståelse er tvivlsom - i praksis navnlig
møntet på tilfælde, hvor en hidtidig opfattelse af retsreglen
underkendes ved en senere (højesterets)dom.19 Nyere retspraksis
bekræfter imidler
Side 147
tid ikke denne opfattelse. Det er klart, at spørgsmålet om retsreglens
klarhed kan have betydning for vurderingen af, om debitor er i god tro,
jf. ovenfor om afgiftssagerne. Men når en dom "ændrer" den hidtidige
forståelse af retsreglen, er (rets)vildfarelsen typisk ens for parterne,
og spørgsmålet er derfor kun, om denne form for vildfarelse i særlig
grad skal komme kreditor til skade.
Afgørelserne i UfR 1997.1144 H og UfR 1997.1714 H taler imod dette.
Højesteret havde ved en tidligere afgørelse (UfR 1994.907 H) fastslået,
at en arbejdsgivers bidrag til en lønmodtagers pensionsordning var en
del af lønnen og dermed skulle indgå i beregning af
fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a. I teori og
praksis havde man indtil dommen haft den modsatte opfattelse.
Højesteret fastslog i de to domme, at det forhold, at det først herved
blev fastslået, at bestemmelsen skulle fortolkes på den anførte måde,
ikke kunne afskære (yderligere) krav på fratrædelsesgodtgørelse, selv
om retten til denne var opstået før dommen; lønmodtageren havde
derfor som udgangspunkt krav på efterbetaling.
Dommene tyder således på, at vildfarelser, der relaterer sig til
tvivlsomme retsspørgsmål, skal behandles på samme måde som andre
tilfælde af vildfarelse. Et par tidligere landsretsdomme om
efterbetaling af ambi-afgift i erhvervslejeforhold - efter at Højesteret i
UfR 1993.379 H havde fastslået, at denne afgift kunne lægges på leje
på samme måde, som hvis det havde været en moms - kan forstås i
overensstemmelse hermed, jf. navnlig UfR 1996.606 Ø, der nægtede
efterbetaling under henvisning til, at spørgsmålet havde været
omdiskuteret, hvorfor udlejeren (kreditor) havde haft en
tilbagevendende opfordring til at tage stilling til det og ikke havde
taget noget forbehold i så henseende, og UfR 1994.213 Ø, der - mere
vagt - henviste til, at udlejeren havde affundet sig med den dengang
herskende opfattelse af retstilstanden. Forskellen i forhold til sagerne
om fratrædelsesgodtgørelse kan søges i, at en udlejer har en nærmere
opfordring og anledning til at søge de retlige tvivlsspørgsmål afklaret
end en lønmodtager. Hertil kommer yderligere den omstændighed, at
lejerne gennem længere tid havde indrettet sig efter den opkrævede
leje, og at der netop ved lønkrav og lign. er særligt behov for at
indrømme ret til efterbetaling, jf. nedenfor.
For det tredje er det en betingelse, at fejlen ikke hurtigt opdages og
berigtiges ved fremsættelse af krav om efterbetaling. Sker det, taber
indrettelseshensynet selvsagt (meget) i vægt, jf. princippet i
aftalelovens § 39, 2. pkt. Omvendt taler det for at afskære
efterbetalingskrav, at debitor
Side 148
(i et løbende kontraktsforhold) gennem længere tid er blevet
afkrævet for lidt, eller at kreditor ikke (i øvrigt) reklamerer hurtigt
efter det tidspunkt, hvor fejlen blev eller burde være blevet opdaget. I
jo højere grad kreditor er skyld i fejlen og i at have bibragt debitor den
opfattelse, at betalingen var endelig, desto mere skærpes kravene til
kreditors efterfølgende undersøgelses- og reklamationspligt.
Jf. herved den ovenfor nævnte UfR 1994.1004 V om advokatens
fejlagtige opkrævning, der fremtrådte som en endelig opgørelse; en
bevaring af efterbetalingskravet måtte derfor forudsætte, at det blev
rejst "meget hurtigt" herefter (hvilket 1½ måned ikke var).20 I nogle
af de ovenfor nævnte sager er det særligt blevet betonet, at debitor
gennem en årrække var blevet opkrævet for lidt, jf. således UfR
1980.994 H (vægtafgift) og UfR 1984.341 H (leje).
Når de tre nævnte betingelser er opfyldt, er udgangspunktet, at krav
om efterbetaling afskæres. Principielt skal alle tre betingelser være
opfyldt, men som det er fremgået, kan de ikke isoleres fra hinanden:
Indholdet af den enkelte betingelse kan bero på, på hvilken måde de
andre er opfyldt. Men hertil kommer, at også kravets karakter
tillægges betydning, navnlig således, at hensynet til kreditor taler for,
at efterbetalingskravet bevares, hvis ydelsen er bestemt til underhold
el. lign. Betingelserne for at afskære kravet skærpes derfor i disse
tilfælde, jf. således de ovenfor nævnte UfR 1997.1144 H og UfR
1997.1714 H, der betonede, at ydelserne havde samme karakter som
løn (hvorfor det ikke blev tillagt betydning, at lønmodtageren og hans
faglige organisation ikke tidligere havde rejst kravet). Synspunktet har
endvidere særlig betydning ved krav om erstatning for personskade,
idet skadelidte (kreditor) ikke afskæres fra at kræve erstatning for
uforudsigelige, senere indtrufne følger af skaden eller forværringer af
den, selv om han tidligere er indgået på en opgørelse af
erstatningskravet, som eksplicit var til "fuld og endelig" afgørelse af
alle krav i anledning af skaden.
Side 149
Fra tiden før EAL foreligger en omfattende retspraksis, der fastslår
dette som et generelt princip - navnlig vedrørende skader, hvor
invaliditeten viser sig at blive væsentligt større end først antaget, se
f.eks. UfR 1961.620 V sammenholdt med UfR 1961.288 Ø. Efter EAL er
spørgsmålet reguleret i lovens § 11, hvorefter den skadelidte kan
begære sagen genoptaget (med henblik på krav om yderligere
erstatning), hvis de faktiske forhold har ændret sig væsentligt i
forhold til dem, der blev lagt til grund ved sagens afslutning.21 Reglen
gælder både, hvis sagen er blevet afsluttet ved dom og ved forlig
(aftale). Formelt er lovens præceptivitet kun til hinder for
modstridende aftaler, der indgås inden skadens indtræden, jf. EAL §
27, stk. 1, men skadelidte kan heller ikke gyldigt give afkald på
adgangen til genoptagelse i forbindelse med et forlig om erstatningen.
Hvis betingelserne for genoptagelse i § 11 er opfyldt, kan skadelidte
således kræve erstatning, selv om forliget var til "fuld og endelig
afgørelse" af sagen, eller skadelidte har givet "saldokvittering" el. lign.
Reglen giver omvendt ikke skyldneren (skadevolderen) ret til at
kræve genoptagelse og eventuelt tilbagebetaling, hvis forholdene
ændrer sig til det bedre, således at erstatningen i den anledning ville
være blevet mindre.
Har skadelidte foretaget en gyldig opdeling af kravet, jf. ovenfor afsnit
2.2.1., forudsætter fremsættelsen af yderligere krav selvsagt ikke, at
genoptagelsesbetingelserne er opfyldt, jf. herved, at betingelserne for
genoptagelse i EAL § 11 kun gælder i relation til en afsluttet sag - hvad
den netop ikke er, hvis der tidligere kun er betalt aconto erstatning.
2.3. - Tilbagesøgning
Parallelt til det ovenfor drøftede spørgsmål om efterbetaling kan en
vildfarelse medføre, at der præsteres en ydelse, der slet ikke skyldes,
eller som er større end den, der skyldes. Problemet opstår typisk kun
ved pengeydelser, og spørgsmålet er da, om en betaling, der er udslag
af en sådan vildfarelse, berettiger betaleren til at kræve beløbet tilbage.
Hvis der indrømmes betaleren et sådant tilbagesøgningskrav, betegnes
det som condictio indebiti.
Reglerne herom vedrører kun tilfælde, hvor betalingen skyldes en
vildfarelse om skyldens eksistens22 eller dens størrelse. Adgangen til
at kræve en erlagt ydelse tilbage kan bero på andre forhold, f.eks. at
den
Side 150
aftale, der tilsigtedes opfyldt, viser sig at være ugyldig, eller den hæves
på grund af misligholdelse fra medkontrahentens side. Grundlaget for
en tilbagesøgningsret kan også være en aftale herom el. lign., f.eks.
hvis der betales med forbehold for det tilfælde, at det måtte vise sig, at
beløbet ikke skyldtes, eller - omvendt - at betalingen er udtryk for, at
vedkommende har ønsket at erlægge, også selv om det måtte vise sig,
at beløbet ikke skyldtes. Et typeeksempel på det sidstnævnte er
tilfælde, hvor der ofte siges at foreligge en "moralsk forpligtelse"
(obligatio naturalis) - modsat en retlig forpligtelse - til at erlægge, f.eks.
ved betaling af forældet gæld eller anden "æresgæld", jf. herom
nedenfor afsnit 5.4.7.1. om forældelse. Som omtalt ovenfor afsnit 2.2.2.
er der ikke grundlag for den opfattelse, at en betaling skulle være
udtryk for et (stiltiende) afkald på at kræve tilbagesøgning, således at
betaleren på aftaleretligt grundlag bindes heraf, medmindre
betalingsmodtageren var i ond tro om vildfarelsen. Dette udelukker
dog naturligvis ikke, at de konkrete omstændigheder kan indebære, at
der må anses at være givet afkald på tilbagesøgning, jf. f.eks. UfR
2005.1405 V (om et særligt løntillæg til en kommunalt ansat, som ikke
var gyldigt vedtaget; der var mellem parterne indgået en
forhandlingsløsning i den anledning, som måtte indebære, at
kommunen ikke kunne rejse andre krav end dem, man havde
forhandlet sig frem til; kommunen kunne derfor ikke rejse - yderligere
- krav om tilbagebetaling af løntillægget). Selv om en
betalingshandling ikke som sådan har dispositiv karakter, kan
principperne i aftalelovens ugyldighedsregler finde anvendelse, hvis
en ugyldighedsgrund rammer selve betalingen, jf. f.eks. UfR 2001.1560
V (hvor der på grund af en indtastningsfejl blev betalt $ 100.000 i
stedet for $ 10.000; princippet i aftalelovens § 32 førte til, at det for
meget betalte kunne kræves tilbage).
En særlig situation forelå i UfR 2007.3052 H, hvor en betaling ansås
for uforbindende ud fra principperne om condictio indebiti, fordi
betaleren var ubekendt med en foreliggende adgang til at foretage
modregning: Skat havde udbetalt negativ moms til et konkursbo, selv
om Skat havde et krav mod boet, som kunne være anvendt til
modregning. Dette skete imidlertid ikke, fordi Skat var ubekendt med
konkursen (konkursdekretet var ikke blevet bekendtgjort på
betalingstidspunktet), hvilket boets kurator måtte forstå. Skat måtte
herefter stilles, som om betalingen ikke havde fundet sted, men der i
stedet var foretaget modregning.
Side 151
Som nævnt i afsnit 2.2.2. har teorien været tilbøjelig til at behandle
spørgsmålet om efterbetaling og om tilbagesøgning ud fra samme
synspunkter. Heri ligger i hvert fald det rigtige, at begge
problemstillinger opstår som følge af vildfarelser vedrørende skylden,
og at de grundlæggende hensyn er de samme. Der er heller ingen tvivl
om, at de momenter, som har betydning for, om efterbetalingskrav
tillades, også er relevante ved en stillingtagen til, om
tilbagesøgningskrav skal indrømmes. Forskellen er, at vurderingen af
tilbagesøgningskrav er så meget mere nuanceret, at det næppe er
meningsfuldt at opstille en bestemt hovedregel herom.23 Adskillige
domme udtaler ganske vist - efter at have fastslået, at det betalte beløb
ikke skyldtes (fuldt ud) - at betaleren da som "udgangspunkt" havde
ret til at kræve beløbet tilbagebetalt, men dels synes udgangspunktet i
hvert fald i nogle (type)tilfælde at være det modsatte, dels suppleres
"udgangspunktet" normalt med en opregning af en række momenter,
der enten taler for ét resultat, eller som afvejes over for hinanden i en
konkret helhedsvurdering - oftest uden at det er muligt at udlede,
hvilket moment der er (mest) afgørende for resultatet. Konsekvensen
heraf er, at tilbagesøgningskrav afskæres i videre omfang end
efterbetalingskrav.
Betegnelserne "kreditor" og "debitor" er ikke hensigtsmæssige i
forbindelse med tilbagesøgningskrav. Hvis den, der har betalt, slet
ikke skyldte noget, kan vedkommende dårligt betegnes som debitor,
og hvis den, der har betalt med urette, indrømmes et
tilbagesøgningskrav, bliver vedkommende jo kreditor for så vidt angår
dette krav, og modtageren af betalingen bliver debitor. For så vidt er
condictio indebiti eksempel på, at en fordring kan opstå, selv om den
hverken grundes på aftale (løfte, kontrakt) eller på reglerne om
erstatning uden for kontraktsforhold - men på, at
betalingsmodtageren ellers ville opnå en berigelse. For at undgå
terminologisk forvirring anvendes i det følgende betegnelserne
"betaleren" for den, der erlægger en pengeydelse ud fra en urigtig
skyldformening, og "modtageren" for den, der betales til. Spørgsmålet
er således, om betaleren har et tilbagesøgningskrav mod modtageren.
Som nævnt er de grundlæggende hensyn dog de samme ved
spørgsmålet om efterbetaling og ved tilbagesøgning. På den ene side
står
Side 152
hensynet til at opnå det materielt rigtige resultat, dvs. at der (kun)
skal betales, hvad der faktisk skyldes. Dette hensyn taler således for at
indrømme betaleren et tilbagesøgningskrav, idet modtageren ellers
ville opnå en berigelse. Retsordenen accepterer imidlertid i et vist
omfang berigelser - ofte udtrykt på den måde, at det kun er den
"ugrundede" berigelse, der skal afgives. Hensynet til at undgå
berigelse kan således ikke stå alene, idet der på den anden side må
tages hensyn til modtagerens forventning om - og heraf følgende
indrettelse efter - at betalingen var endelig, dvs. at det betalte beløb
faktisk tilkom modtageren. Spørgsmålet er imidlertid, om denne
forventning er "berettiget". Det er klart, at dette normalt ikke vil være
tilfældet, hvis modtageren indså eller burde indse, at der var betalt
mere, end der skyldtes. Udgangspunktet vil derfor være, at betaleren
har krav på tilbagesøgning, når modtageren er i ond tro. Heraf følger
imidlertid ikke, at tilbagesøgning afskæres i alle tilfælde af god tro hos
modtageren; dette vil bero på afvejning af en række supplerende
momenter, der omtales i det følgende. Med andre ord: God tro hos
modtageren er oftest (men ikke altid) en nødvendig betingelse for at
afskære tilbagesøgning, men det er normalt ikke en tilstrækkelig
betingelse.
Et første, væsentligt moment i afvejningen vil altid være, om en af
parterne er skyld i den fejlagtige betaling, dvs. om vildfarelsen hos
betaleren skyldes en (subjektiv) fejl fra vedkommende selv eller fra
modtageren, eller om en af parterne dog var nærmere end den anden
til at kende eller skaffe sig oplysning om gældens størrelse. Uanset om
vildfarelsen væsentligst må tilskrives betalerens forhold, vil det
forhold, at modtageren indså eller burde have indset, at betalingen
skyldtes en vildfarelse, som nævnt altid være et moment, der med
betydelig styrke taler for at indrømme tilbagesøgning.24
Side 153
Kombinationen af en fejl fra betaleren og god tro hos modtageren vil
ofte føre til, at tilbagesøgning nægtes, jf. f.eks. UfR 2006.352 V
(udbetaling af for stor erstatning fra arbejdsskadesikringen;
skadelidte var ubestridt i god tro om fejlen, men dommen henviste
tillige til, at skadelidte havde føje til at gå ud fra, at en skrivelse fra en
professionel part, der uden forbehold oplyste om erstatningens
størrelse, var korrekt), UfR 2008.2485 V (også om
arbejdsskadeerstatning; forsikringsselskabet havde fortsat udbetaling
af erstatning, selvom der var truffet afgørelse om, at der ikke tilkom
skadelidte yderligere erstatning, hvad denne var i god tro om) og UfR
1975.648 V (fejlagtig betaling af et ejerskifteafdrag) - modsat
kombinationen af ingen fejl hos betaleren og ond tro hos modtageren,
jf. f.eks. UfR 1974.613/2 Ø (forsikringsydelse ved tyveri betalt med
langt større beløb end det stjålnes værdi), UfR 2003.2312/3 H
(modtageren af en afgiftsgodtgørelse måtte have forstået, at
betingelserne herfor ikke var opfyldt; beløbet skulle derfor betales
tilbage, også selv om det måtte kunne bebrejdes vedkommende
myndighed, at den ikke havde præciseret betingelserne eller ført
bedre kontrol med, at de blev overholdt), UfR 2009.823 V (en
modtager af en ekspropriationserstatning måtte være bekendt med, at
han ikke var berettiget hertil, da han havde overdraget den ejendom,
som erstatningen vedrørte) og FED 2007.282 V (modtager af en
arbejdsskadeerstatning måtte være bekendt med, at skaden ikke var
omfattet af arbejdsskadesikringen).
Hvis grunden til, at der blev betalt for meget, er, at modtageren har
opkrævet vederlag for en ydelse i strid med regler, der regulerer
størrelsen heraf, er det klart, at det for meget betalte normalt kan
kræves tilbage, jf. f.eks. UfR 2005.2842 H, hvor et teleselskab ikke
tilstrækkeligt hurtigt havde nedsat sine takster for visse ydelser efter
regler i en lov om forsyningspligt m.v. inden for telesektoren og derfor
blev pålagt at tilbagebetale den betalte overpris. Se også UfR 2004.317
H om en aftale om leje af et videoapparat, der var i strid med de
præceptive bestemmelser i kreditaftaleloven; den regulering af prisen,
som herefter skulle foretages efter bestemmelserne i denne lov, kunne
ikke modificeres gennem reglerne om condicto indebiti.
Selv om der ikke foreligger en fejl fra betalerens side, kan det være
tilstrækkeligt til at afskære tilbagesøgningskrav, at betaleren har
bibragt modtageren en forventning om, at denne havde ret til beløbet,
jf. f.eks. UfR 1989.1088 H (om et kommunalt tilskud til
fritidsundervisning) og UfR 1995.245 V (om a conto dividende fra et
konkursbo, som viste sig at være større end den endelige dividende;
det heri liggende forbehold om senere regulering fandtes ikke at
omfatte dette forhold, og det fremhævedes, at betaleren, der selv
havde taget initiativet hertil, måtte være nærmest til at bære risikoen).
I nogle afgørelser om betaling af husleje, hvor lejen var blevet forhøjet
i strid med lejelovgivningens bestemmelser om varsling m.v., blev det
bl.a. tillagt betydning, at selv om udlejeren (modtageren) herved
havde begået fejl, var denne dog i nogen grad undskyldelig, jf. UfR
1993.952 V, UfR 1991.57 V (der fremhæver, at udlejeren var lige så
"uprofessionel" som lejerne) og UfR 1988.586 V. Denne
omstændighed var dog ikke i sig selv tilstrækkelig til at afskære
lejerne fra at kræve tilbagebetaling; dommene fremhævede da også
lejernes passivitet (jf. herom nedenfor), og den omstændighed, at
udlejeren i særlig grad havde indrettet sig efter betalingen (i den
forstand, at han nu ville være afskåret fra at gennemføre
lejeforhøjelsen retrospektivt ved korrekt varsling).
Selv om betaling af et beløb, der ikke skyldtes, skyldes en fejl fra
betalerens side, kan beløbet som udgangspunkt kræves tilbagebetalt,
hvis modtageren var i ond tro herom, jf. om lejeforhold, UfR 2011.306
V (lejeren skulle have betalt for varme m.v., men ved en fejl var det
blevet betalt af udlejeren; lejeren fandtes ikke at være i en sådan god
tro, som måtte kræves for at nægte tilbagesøgning) og UfR 2011.730 Ø
(udlejeren havde ved et lejemåls ophør fejlagtigt udbetalt et
depositum til lejeren, som måtte tilbagebetale beløbet, da det måtte
være klart for lejeren, at betalingen skyldtes en fejl). Den sidstnævnte
dom viser dog, at resultatet kunne være blevet et andet, hvis
betalerens fejl var udtryk for en grovere uagtsomhed.
Side 154
Som ved spørgsmålet om efterbetaling har kravets karakter
selvstændig betydning, således at der er særlig trang til at nægte
tilbagesøgning ved ydelser, der er beregnet til almindeligt underhold
m.v. Er der udbetalt for meget i løn, vil det oftest skyldes en fejl fra
arbejdsgiverens side, men uanset dette nægtes tilbagesøgning, hvis
lønmodtageren er i god tro, og der stilles i så henseende ikke store
krav, således at kun en ret betydelig uagtsomhed fra lønmodtagerens
side fører til tilbagesøgning.
Afgørende er derfor først og fremmest, om differencen mellem den
udbetalte løn og den rigtige løn er så stor, at lønmodtageren uden
vanskelighed kunne have indset fejlen, jf. herved som eksempler på
nægtelse af tilbagesøgning, UfR 2006.2904 V, UfR 1989.935 V og UfR
1984.896 Ø, og omvendt UfR 1988.157 H og UfR 1982.580 H, der
begge fremhævede lønmodtagerens betydelige uagtsomhed
(sidstnævnte dog med en dissens, der henviste til arbejdsgiverens
"alvorlige fejl"). Se tilsvarende om tjenestemandspension, UfR
2009.1663 V (staten havde ved en fejl betalt pension, idet den skulle
betales - og var betalt - af den kommunale arbejdsgiver; ud fra
størrelsen af beløbet og den omstændighed, at de samlede, udbetalte
pensionsbeløb oversteg den tidligere løn, havde modtageren udvist en
så betydelig uagtsomhed, at beløbet skulle betales tilbage til staten).
Side 155
Spørgsmålet om tilbagebetaling af ydelser til underhold og lign. opstår
oftest i relation til sociale ydelser. Selv om det drejer sig om ydelser,
der hviler på et offentligretligt grundlag, og selv om spørgsmålet til
dels er reguleret i de forskellige sociale love, er de formueretlige
regler om tilbagesøgning ikke uden betydning. Sociallovgivningen
hjemler som hovedregel kun tilbagebetalingspligt i tilfælde, hvor
modtageren har tilsidesat sin oplysningspligt eller i øvrigt mod bedre
vidende har oppebåret ydelsen med urette.25
Eksempler på sådanne bestemmelser findes i lov om aktiv
socialpolitik § 91, lov om social pension § 42, sygedagpengelovens §
71 og lov om arbejdsløshedsforsikring § 86, stk. 1. Ved vurderingen af,
om modtageren har opfyldt sin oplysningspligt, har det betydning, om
den i tilstrækkelig grad er blevet indskærpet, således at modtageren
måtte forstå betydningen heraf, jf. herved om arbejdsløshedsdagpenge,
UfR 1997.1661 H, UfR 1987.707 V, UfR 1984.841 V og UfR 1977.366 V
og om social pension, UfR 2003.1436 Ø. Bestemmelserne tager ikke
stilling til betydningen af, at også myndigheden måtte have begået fejl,
men når modtageren har udvist svig, stemmer det med almindelige
regler, at en sådan fejl ikke i sig selv afskærer tilbagebetalingskrav, jf.
herved UfR 1992.615 H. Betydningen heraf er i stedet, at A-kassen da
mister retten til refusion fra statskassen og derfor i givet fald må
tilbagebetale en sådan, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4,
og UfR 1992.619 H og UfR 1992.725 H. Om oplysningspligten ved
andre ydelser, se på den ene side UfR 1992.504 V (utilstrækkelig
vejledning fra myndigheden) og på den anden side UfR 1998.638 V
(klar tilsidesættelse heraf).
Retten til tilbagesøgning er ikke begrænset til de af bestemmelserne
anførte svigstilfælde, men er i øvrigt i hvert fald underlagt de samme
begrænsninger som ved lønkrav, jf. herved den ovenfor nævnte UfR
2006.352 V, der tillige - som begrundelse for at afskære tilbagesøgning
- henviste til "ydelsens karakter" (som var erstatning for
erhvervsevnetab, dvs. kompensation for forringelse af evnen til at
skaffe sig indtægt ved arbejde).26 Det er imidlertid næppe tilfældigt,
at der ikke findes noget eksempel i nyere praksis på, at modtageren
havde udvist
Side 156
en så betydelig uagtsomhed, at det kunne begrunde tilbagesøgning, jf.
herved UfR 1991.723 V (fejl fra kommunen, som modtageren ikke
kunne antages at være klar over), UfR 1981.1067 Ø (modtager i god
tro om at have modtaget for meget i pension og indrettet sig herpå i en
længere periode), UfR 1970.711 Ø (modtager mente sig berettiget til
dagpenge og kunne ikke bebrejdes, at han ikke havde sat sig ind i Akassens "ret omfangsrige vedtægt") og UfR 2012.2392 H (en skade var
blevet anerkendt som en arbejdsskade, og et forsikringsselskab havde
på grundlag heraf betalt ca. 1¼ mio. kr. i erstatning; ved et senere
søgsmål mod arbejdsgiveren om yderligere erstatning blev det
fastslået, at der ikke forelå en arbejdsskade, hvorefter
Arbejdsskadestyrelsen genoptog sagen og traf ny afgørelse i
overensstemmelse hermed. Forsikringsselskabet krævede herefter
erstatningen tilbagebetalt, men fik ikke medhold, da den skadelidte
ikke havde givet bevidst urigtige oplysninger og ved modtagelsen af
erstatningen var i god tro om retten hertil; der blev desuden henvist
til, at det ville være særdeles byrdefuldt for den skadelidte at skulle
tilbagebetale et så stort beløb).27 Disse afgørelser adskiller sig ikke
fra vurderingen af privatretlige krav på ydelser til underhold, jf. f.eks.
UfR 1998.1210 V om en privat forsikring.
Muligvis gælder der en videregående adgang til tilbagesøgning i
tilfælde, hvor modtageren ellers ville opnå dobbeltdækning; kun
socialaktivlovens § 94 og arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 2,
indeholder særregler om tilbagebetaling i disse tilfælde. Som
eksempler på tilbagebetaling i ulovregulerede tilfælde, se UfR
1992.695 H28 (hvor en lønmodtager fik efterbetalt løn for en periode,
i hvilken han havde fået udbetalt dagpenge; i afgørelsen fremhæves
imidlertid tillige, at kravet blev gjort gældende så hurtigt, at
modtageren ikke havde kunnet indrette sig på at kunne beholde både
løn og dagpenge) og UfR 2003.1075 V (tilbagebetaling af social
pension i et tilfælde, hvor modtageren tillige - i samme anledning havde fået udbetalt en privat pension). I UfR 1998.1754 Ø havde en
person fået udbetalt en arbejdsskadeerstatning på ca. 840.000 kr. to
gange med kort mellemrum; her kunne modtageren selvsagt
vanskeligt være i god tro (jf. også den ovenfor nævnte UfR 2009.1663
V), sml. den ovenfor nævnte UfR 2006.352 V, hvor fejlen var mindre
(udbetalt ca. 260.000 kr. i erstatning, hvilket var 84.000 kr. for meget),
og skadelidte - ubestridt - var i god tro om fejlen.
Side 157
Som nævnt i afsnit 2.2.2. antages det, at også vildfarelsens karakter har
betydning, således at tilbagesøgning i almindelighed må nægtes, hvis
den vedrører et tvivlsomt retsspørgsmål.29 I hvert fald ældre
retspraksis støttede denne antagelse, fra og med UfR 1899.311 H, der
nægtede tilbagesøgning af en gennem mange år opkrævet afgift til det
offentlige under henvisning til, at den var sket i henhold til en
almindelig opfattelse af retsreglernes indhold, som havde en vis støtte
i deres formulering (men som nu var blevet underkendt ved en dom),
og at der ikke var noget at bebrejde myndighederne. Til støtte for
dette resultat er der blevet henvist til, at et modsat resultat kunne
afføde et uoverskueligt antal tilbagesøgningskrav, fordi en
retsvildfarelse - modsat en vildfarelse om faktiske forhold - kan have
dannet grundlag for et stort antal urigtige betalinger, at retsvildfarelse
typisk opdages senere end faktisk vildfarelse, således at
tilbagesøgningen ville omfatte flere ældre krav, og at en dom, der
ændrer en hidtidig opfattelse af en retsregel, ellers ville få tillagt
tilbagevirkende kraft.
Det kan diskuteres, hvor overbevisende disse begrundelser er. De
særlige vanskeligheder ved "retrospektive" vurderinger - især ved
afgiftsopkrævninger - beror snarere på spørgsmålet, om det i
virkeligheden er betalerne, der har lidt noget tab herved, jf. nedenfor.
Beskyttelsen mod at skulle beskæftige sig med meget gamle betalinger
kan søges i reglerne om passivitet og forældelse.30 Har parterne eller dog betaleren - været opmærksom på, at retsstillingen var
tvivlsom, kan et resultat støttes enten på, at betalingen må anses for
sket med forbehold - eller omvendt, at der netop ikke blev taget et
ellers nærliggende forbehold. Har der derimod ikke været nogen
anledning til at anfægte retsgrundlaget for kravet, er det afgørende
spørgsmål, om betaleren i højere grad bør bære risikoen for en
retsvildfarelse end for andre former for vildfarelse. Som anført i afsnit
2.2.2. forekommer dette ikke indlysende, især ikke i tilfælde, hvor
beløb er blevet afkrævet af en offentlig myndighed, jf. herved UfR
2004.1172/2 V om dette moments - generelle - betydning. Efter en
nutidig opfattelse af forholdet mellem borgere
Side 158
og offentlige myndigheder kan det næppe være borgerens opgave at
sætte spørgsmålstegn ved den retsopfattelse, som et krav fra
myndigheden bygger på. Retten til tilbagesøgning bliver derfor for
snæver, hvis der ensidigt lægges vægt på, om den fejlagtige
retsopfattelse kan lægges myndigheden til last - hvad den netop ofte
ikke kan, hvis først en senere (højesterets)dom lægger afstand til den
hidtidige retsopfattelse.
Jf. UfR 2001.1564 V om en kommunes opkrævning af
tilslutningsbidrag i anledning af etablering af et nyt kloakanlæg i 1993.
Ved en senere dom (UfR 1998.705 H) blev det fastslået, at anlægget
måtte opfattes som et offentligt spildevandsanlæg, hvilket indebar, at
der ikke kunne opkræves tilslutningsbidrag. Dommen gav nogle
grundejere medhold i et krav om tilbagebetaling heraf under
henvisning til, at de ikke skulle "bære risikoen for, at afgiften er
opkrævet på et ukorrekt retligt grundlag"; selv om kommunen efter
udformningen af en bekendtgørelse om spildevand havde en vis føje
til sin retsopfattelse, var den "som offentlig myndighed" nærmere end
grundejerne til at bære risikoen for, at denne opfattelse blev
underkendt.
Også UfR 1981.349 Ø synes at tillægge borgerens indrettelse efter
myndighedens retsopfattelse særlig vægt. Sagen drejede sig om en
virksomhed, der havde rettet sig efter skattemyndighedernes
anvisning om, at der skulle trækkes A-skat af nogle kunstnerhonorarer,
som virksomheden betalte (og som den netop havde måttet bære selv,
da honorarerne var fastsat efter betaling af skat).
Skattemyndighedernes fortolkning af kildeskatteloven blev imidlertid
underkendt af Højesteret, jf. UfR 1973.151 H og UfR 1975.511 H,
hvorefter virksomheden krævede de betalte skatter tilbage.
Skattemyndighedernes argumentation herimod fulgte den
traditionelle opfattelse, suppleret med en henvisning til, at det
tvivlsomme i retsspørgsmålet ikke havde været ukendt, heller ikke for
virksomheden, som derfor burde have taget forbehold. Virksomheden
fik imidlertid medhold under henvisning til, at skatteindbetalingerne
var foretaget efter "skattevæsenets egne tilkendegivelser om
fortolkningen af kildeskatteloven". Det væsentlige i denne forbindelse
er, at dommen ikke er begrundet med, at skattemyndighedernes
fortolkning måtte betegnes som en fejl, eller at den i øvrigt savnede
rimelig støtte.31 Selv om et beløb, der er betalt ud fra en forståelse af
retsreglerne, der senere underkendes, ikke er opkrævet af en offentlig
myndighed, indgår det i risikoafvejningen, om modtageren er
undergivet en nærmere offentlig regulering, jf. UfR 2004.2512 V om
betalinger fra vindmølleejere til et elselskab ved vindmøllernes
tilslutning til elnettet; begge parter var gået ud fra, at der skulle
betales en sådan tilslutningsafgift, men dette blev underkendt.
Vindmølleejerne fik medhold i kravet om tilbagebetaling, dels under
henvisning til et forvaltningsretligt princip (baseret på den
offentligretlige regulering af elselskabets virksomhed), dels under
henvisning til, at vindmølleejerne havde pligt til at afhænde
elektricitet til elselskabet, som også havde pligt til at modtage den;
herefter var elselskabet nærmere til at bære risikoen for parternes
(fælles) (rets)vildfarelse.
I privatretlige forhold er hensynet til modtageren vægtigere, jf. herved
UfR 1992.763 Ø (om en betaling efter et ejerpantebrev i henhold til en
- tvivlsom - retsopfattelse, der blev underkendt ved UfR 1990.21 H),
der lagde vægt på, at kravet var blevet opgjort på grundlag af en
fortolkning af pantsætningsaftalen, som var i overensstemmelse med
daværende retspraksis, hvorefter tilbagesøgning ikke kunne støttes på,
at Højesteret senere havde knæsat en anden fortolkning af tilsvarende
vilkår. I UfR 1993.871 V var både en arbejdsgiver og en lønmodtager
gået ud fra en fejlagtig opfattelse af lønmodtagerens retlige status af
betydning for retten til feriegodtgørelse; arbejdsgiveren (betaleren)
blev pålagt risikoen herfor, da han fandtes at være nærmest til at
kende det retlige grundlag for ansættelsen.32 Endvidere kan nævnes
UfR 2006.2535 H om betydningen af EU-domstolens underkendelse af
den danske regel om mellemhandlerens hæftelse for producentens
produktansvar; en mellemhandler og dennes
ansvarsforsikringsselskab havde anerkendt en erstatningspligt for en
skade på grundlag af denne regel og gjorde - efter underkendelsen af
den - gældende, at denne anerkendelse ikke var bindende, men fik
ikke medhold heri, særligt under henvisning til, at anerkendelsen var
uden forbehold. Der var ikke udbetalt nogen erstatning og dermed
ikke spørgsmål om tilbagesøgning, men det må følge af dommen, at et
krav herom ville blive afvist.
Side 159
Problemstillingen har senere fået en EU-retlig dimension, som
begrænser det mulige område for den traditionelle opfattelse. Hvis
staten opkræver afgifter m.v. på en måde, som er i strid med EU-regler,
Side 160
sætter EU-retten - som fortolket af EU-domstolen - grænser for den
nationale udformning af reglerne om tilbagesøgning.33 Hvis man
nemlig accepterede nationale regler, som i vidt omfang ville afskære
tilbagesøgningskrav, ville statens incitament til at overholde EU-retten
være tilsvarende begrænset. EU-domstolen har derfor bl.a. krævet, at
de nationale regler ikke må være udformet sådan, at de i praksis
umuliggør tilbagesøgning eller gør den uforholdsmæssigt vanskelig.
Domstolen har på dette grundlag fastslået, at en afskæring af
tilbagesøgningskrav i overensstemmelse med princippet i UfR
1899.311 H - dvs. en undskyldelig retsvildfarelse hos myndigheden,
som har ført til en langvarig afgiftsopkrævning - ikke er forenelig med
EU-retten. Staten kan heller ikke henvise til de vidtrækkende
konsekvenser, indrømmelse af tilbagesøgningskrav ville få - disse
konsekvenser er jo netop proportionale med betydningen af
overtrædelsen af EU-reglerne. Derimod har EU-domstolen accepteret,
at tilbagesøgning kan nægtes, hvis den, der har betalt afgiften, har
væltet denne over på næste omsætningsled, således at tilbagesøgning
ville give betaleren en berigelse.
Side 161
For dansk rets vedkommende fik dette princip bl.a. betydning i den
såkaldte ambisag, som vedrørte en i 1987 indført afgift, som EUdomstolen fandt reelt var en omsætningsafgift, der var i strid med et
EU-direktiv herom. Ambi-loven blev derfor ophævet med virkning fra
1992. I de mellemliggende år havde op mod 200.000 virksomheder
betalt omkring 40-50 mia. kr. i afgift. Staten henviste - som nævnt
forgæves - til de betydelige finansielle konsekvenser af en vidtgående
tilbagebetalingspligt. Konsekvensen af EU-domstolens afgørelse blev,
at tilbagebetalingspligten alene var begrænset af virksomhedernes
overvæltning af afgiften og altså ikke af de øvrige momenter, der ellers
kunne tænkes anført, især myndighedernes eventuelle gode tro om
EU-stridigheden og virksomhedernes manglende forbehold ved
indbetalingerne.34 Overvæltningsproblemet blev derfor temaet for
talrige retssager,35 jf. navnlig højesteretsdommene i UfR 1994.430 H,
UfR 1994.450 H, UfR 1997.1171 H, UfR 2001.994 H og UfR 2004.2308
H. Andre eksempler på afgiftsopkrævning i strid med EU-regler er UfR
2005.2171 H (om en havneafgift, som DSB havde opkrævet af et
færgeselskab, som derfor kunne kræve afgiften tilbagebetalt, da den
ikke var blevet overvæltet på selskabets kunder) og UfR 2006.2551 H
(om en importafgift, som var blevet opkrævet i henhold til en EUforordning, som EU-domstolene senere erklærede ugyldig; sagen
vedrørte dog kun spørgsmålet om forældelse af kravet efter reglerne i
en EU-toldkodeks).
Selve princippet om afskæring af tilbagesøgning ved overvæltning af
en ulovligt opkrævet afgift er derimod ikke nyt, jf. f.eks. UfR 1965.492
H sammenholdt med UfR 1970.437/2 H. Det bevirker en typisk forskel
fra problemstillingen ved efterbetaling, jf. dog ovenfor afsnit 2.2.2. om
UfR 1970.906 V vedrørende virksomhedens manglende mulighed for
at overvælte det efterkrævede beløb på sine kunder. Man kunne så
spørge, om de aftagere af virksomhedernes produkter, som ambien
var blevet væltet over på, i stedet måtte kunne rette kravet mod staten.
Konsekvensen af overvæltningsprincippet blev nemlig, at staten
faktisk kun kom til at tilbagebetale en meget begrænset del af den
opkrævede afgift. Hertil kunne dog siges, at afgiften antagelig skulle
have være betalt på anden måde, hvis man ikke havde opfundet
ambien.
Som et sidste moment af generel betydning skal nævnes betydningen
af reklamation og passivitet. Som ved efterbetaling kan
indrettelseshensynet ikke anføres mod tilbagesøgning, hvis fejlen
opdages hurtigt, og dette meddeles modtageren, jf. f.eks. UfR 1986.683
V (ikke hensyn til, at betaleren havde begået fejl, da den blev berigtiget
efter få dage), FED 1999.89 Ø (fejlen blev opdaget efter 5 uger, og krav
om tilbagebetaling blev herefter fremsat straks), UfR 2004.18 V
(modtageren blev omgående bekendt med fejlen og havde ikke
disponeret i tillid til betalingens rigtighed), UfR 2009.823 V (krav om
tilbagebetaling blev rejst "inden for kortere tid" - ca. 2½ måned) og
UfR 2009.1663 V (fejlen blev opdaget, og krav om tilbagebetaling blev
rejst ca. 1 måned efter udbetalingen) og på den anden side UfR
2006.352 V
Side 162
(fejlen blev rettet efter ca. 6 uger, men modtageren havde faktisk
disponeret over det modtagne beløb i form af et bilkøb i tillid til, at
beløbet var modtaget med rette), UfR 1975.648 V (der gik 2 måneder,
før fejlen blev opdaget), UfR 1969.976 V (hvor der gik 8 måneder, selv
om fejlen kunne være opdaget straks) og den ovenfor nævnte UfR
2005.1405 V (kravet blev først fremsat ca. 4 år efter lønmodtagerens
fratræden).
Som det fremgik af flere af de ovenfor omtalte domme, vil selve det
forhold, at en (løbende) ydelse er blevet modtaget gennem en længere
periode, tale imod tilbagesøgning, jf. f.eks. de nævnte domme om
lejeforhold. Den heraf følgende indrettelse accentueres, når det drejer
sig om ydelser til underhold og lign., jf. f.eks. UfR 1998.1210 V og UfR
1981.1067 Ø samt flere af de ovenfor omtalte sager om for meget
udbetalt løn eller erstatning, jf. UfR 2008.2485 V og UfR 2012.2392 H
(hvor den manglende ret til erstatning først blev fastslået adskillige år
efter betalingen, således at betaleren ikke kunne have rejst kravet
tidligere; alligevel afvistes tilbagesøgning med henvisning til bl.a.
byrden for modtageren ved at skulle tilbagebetale et stort beløb, som
efter det oplyste var forbrugt). Har lønmodtageren udvist den til
tilbagesøgning fornødne grad af uagtsomhed, vil selve varigheden af
de fejlagtige betalinger dog ikke i sig selv føre til afskæring af
tilbagesøgning, jf. UfR 1982.580 H. Også i UfR 2011.730 Ø om et
lejeforhold førte lejerens kendskab til udlejerens fejlagtige opfattelse
til en afvisning af at statuere passivitet, selv om kravet først blev
fremsat knap 1½ år efter betalingen.
2.4. - Opfyldelsessurrogater
Som nævnt i afsnit 1 kan en fordring blive fyldestgjort på anden måde
end ved opfyldelse, dvs. på anden måde end ved erlæggelse af den
rette ydelse til kreditor. Det vigtigste eksempel på, at fordringer kan
ophøre ved hjælp af et sådant opfyldelsessurrogat, er reglerne om
modregning, der behandles nedenfor afsnit 4. Andre eksempler
behandles kortfattet i det følgende; som det vil fremgå, har nogle af
dem tæt tilknytning til reglerne om eftergivelse, der derfor behandles i
tilslutning hertil (afsnit 3).
Hvis debitor har ret til og er parat til at præstere opfyldelse, men dette
hindres af kreditors forhold, foreligger fordringshavermora.36 Dette
er ikke i sig selv en ophørsgrund, medmindre ydelsen er tidsbundet
Side 163
(dvs. at den kun skulle - og kunne - præsteres på det tidspunkt, hvor
kreditors forhold hindrer det), men medfører som hovedregel kun en
suspension af debitors ydelsespligt. Hvis imidlertid ydelsen består af
penge eller værdipapirer, har debitor ret til at foretage deponering
efter reglerne i deponeringsloven.37 Hvis ikke debitor tager
forbehold om at kunne kræve ydelsen tilbage, er retsvirkningen af
deponeringen, at debitor anses for at have opfyldt sin forpligtelse.
Debitor er således endeligt frigjort og fordringen dermed ophørt. En
tilsvarende adgang til at opnå frigørelse ved deponering af realydelser
findes ikke;38 en løsøresælger må eksempelvis gå frem efter reglerne
i købelovens §§ 33-35.
Hvis debitor erlægger en anden ydelse end den, fordringen gik ud på,
foreligger der misligholdelse. Kreditor kan derfor afvise at modtage en
sådan ydelse (uden at komme i fordringshavermora). Det kan
imidlertid tænkes, at kreditor af den ene eller anden grund alligevel
vælger at acceptere ydelsen som fyldestgørelse af fordringen (datio in
solutum). Det kan ske udtrykkeligt, men også stiltiende ved, at kreditor
- trods kendskab til, at ydelsen ikke er rigtig - modtager den uden
indsigelse eller forbehold.39 Ved således at anerkende den "forkerte"
ydelse som fyldestgørelse giver kreditor afkald på at kræve den
"rigtige" ydelse, således at fordringen herpå er ophørt.
Opfyldelse i form af datio in solutum er som regel ikke en normal
forretningsmæssig disposition, idet kreditors accept heraf ofte skyldes
erkendelsen af, at debitor på grund af økonomiske vanskeligheder
ikke er i stand til at præstere den rigtige ydelse. Hvis f.eks. en
kreditsælger, der ikke har taget (gyldigt) ejendomsforbehold og derfor
er afskåret fra at hæve aftalen, jf. købelovens § 28, stk. 2, må se i
øjnene, at køberen ikke kan betale, kan det være nærliggende for
sælgeren at acceptere i stedet at få det købte tilbage. I dette tilfælde
bliver tilbageleveringen af salgsgenstanden således et surrogat for
opfyldelsen af sælgerens oprindelige pengekrav. Betalingsmidlet må i
sådanne tilfælde betegnes som usædvanligt, hvilket betyder, at
betalingen under visse betingelser kan omstødes, hvis betaleren
senere går konkurs, jf. konkurslovens § 67.40 Ved omstødelse
tilsidesættes dispositionen, men kun i forhold til skyldnerens (øvrige)
kreditorer.
Side 164
Endelig kan fordringen ophøre ved kreditors accept af, at et nyt
skyldforhold træder i dens sted (novation).41 Sprogligt peger dette
udtryk i retning af, at der sker en "fornyelse" af den oprindelige
fordring, men det er ikke det, det sigter til. En fornyelse foreligger, når
der tilvejebringes et nyt grundlag for den eksisterende fordring, f.eks.
ved at der udstedes et gældsbrev for den. Dette ændrer imidlertid
principielt ikke retsstillingen mellem parterne, jf. gbl. § 1,42 men
tjener blot som sikring af bevis for fordringen eller mod forældelse43
m.v. Ved novation sigtes derimod til det forhold, at der stiftes et helt
nyt skyldforhold (mellem de oprindelige parter eller med en ny
debitor), og at dette tjener som fyldestgørelse af den oprindelige
fordring, som derved ophører. Et praktisk vigtigt eksempel herpå er et
fuldt gennemført debitorskifte, hvor den tidligere debitor er frigjort fra
gælden og den nye debitor forpligtet.44
3. - Eftergivelse
Kreditor kan give afkald på sin fordring helt eller delvis (uden at få en
anden ydelse eller en anden skyldner i stedet), ligesom kreditor - som
det mindre - kan give debitor udsættelse med opfyldelse (henstand).
Der anvendes forskellige betegnelser for et sådant afkald - enten
opgivelse (når det anskues ud fra kreditors synsvinkel) eller
eftergivelse (når det anskues ud fra debitors synsvinkel). Uanset
betegnelsen forudsætter det et løfte fra kreditor - altså en derpå rettet
viljeserklæring - på samme måde som ved stiftelsen af en fordring.45
Side 165
Jf. f.eks. FED 1999.2467 Ø om en meddelelse til debitor om, at kreditor
havde besluttet at "opgive sagen", hvilket - i et erhvervsmæssigt
forhold - måtte betragtes som et afkald på et eventuelt krav. Et løfte
om afkald kan naturligvis - ligesom andre løfter - foreligge stiltiende, f.
eks. i tilfælde, hvor parterne indgår et forlig om et vist
mellemværende, som må forstås således, at der herefter ikke kan
rejses krav i anledning af dette mellemværende ud over, hvad der er
fastsat i forliget, jf. f.eks. UfR 2001.1474 H (hvor forståelsen af forliget
også påvirkedes af, at det var indgået mellem to erhvervsdrivende).
Den i afsnit 2.3. omtalte UfR 2005.1405 V er et tilsvarende eksempel
på et stiltiende afkald på et eventuelt tilbagesøgningskrav i
forbindelse med en forligsmæssig løsning på mellemværendet. Et
andet eksempel på et afkald på tilbagesøgning er UfR 2001.246 Ø om
en tvist om salær til en ejendomsmægler, som havde betalt det tilbage
til kunden; dommen fastslog, at ejendomsmægleren havde ret til salær,
men at han havde skabt en sådan forventning hos kunden om, at han
ikke ville søge beløbet tilbagebetalt, at retten hertil var fortabt (bl.a.
henset til manglende forbehold herom og en vis passivitet).
Om kreditors adfærd kan tages som udtryk for en vilje til eftergivelse,
er et problem, der typisk opstår i tilfælde, hvor kreditor modtager en
ydelse, der kun delvis opfylder fordringen, således at spørgsmålet er,
om der heri ligger et afkald på den resterende del af ydelsen. Som
nævnt i afsnit 2.1. er selve modtagelsen af en ydelse og udstedelsen af
bevis herfor (kvittering) ikke ensbetydende med et stiltiende afkald på,
hvad der måtte mangle til fuldstændig opfyldelse. Et afkald vil
derimod foreligge, hvis kreditors adfærd giver debitor føje til at antage,
at ydelsen anerkendes som en opfyldelse af fordringen.
En sådan anerkendelse kan støttes på formuleringen af kreditors
kvittering, hvis den betegner sig som saldokvittering eller på anden
måde giver udtryk for, at ydelsen er modtaget til "fuld og endelig"
afgørelse af parternes mellemværende.46 Men anerkendelsen kan
også fremgå af omstændighederne i øvrigt, f.eks. hvis det er åbenbart,
at ydelsen ikke er tilstrækkelig til at opfylde fordringen, men kreditor
alligevel kvitterer for den uden at tage noget forbehold, jf. ovenfor
afsnit 2.2.2. om afskæring af krav om efterbetaling - hvilket selvsagt
har samme effekt som et (egentligt) afkald på restfordringen. Samme
sted fremgik det imidlertid også, at udstedelse af saldokvittering el.
lign. ikke altid afskærer kreditor fra at rejse (yderligere) krav, som
ikke kunne være taget i betragtning på det tidspunkt, hvor
kvitteringen blev udstedt.
En kreditors afkald på en del af fordringen skyldes ofte erkendelse af,
at debitor ikke er - og heller ikke kan forventes at blive - i stand til at
opfylde hele fordringen. Udsigten til at få i hvert fald en delvis
opfyldelse øges da måske, hvis fordringen nedskrives til et beløb, som
debitor
Side 166
realistisk vil være i stand til at klare, eventuelt kombineret med en
henstands- og afdragsordning. Hvis imidlertid debitors manglende
betalingsevne skyldes, at han har flere kreditorer, vil det ofte være en
fordel både for debitor og for kreditorerne at søge en generel
gældsordning gennemført, idet den enkelte kreditor naturligvis
normalt ikke vil kunne acceptere, at hans fordring nedskrives, mens
andre (usikrede) kreditorer bliver fyldestgjort fuldt ud. En samlet
gældsordning, hvor kreditorerne kollektivt nedskriver deres
tilgodehavender, således at skyldneren derved frigøres for den øvrige
gæld, betegnes som en akkord. Oftest gennemføres en akkord som en
frivillig gældsordning, der kommer i stand ved, at kreditorerne
accepterer skyldnerens forslag til en afviklingsordning.47 En sådan
accept - der (ligeledes) kan foreligger udtrykkeligt eller stiltiende - er
et eksempel på et opgivelsesløfte fra kreditor, idet kreditor herved
giver afkald på en del af fordringen. Afkaldet er dog knyttet til den
indgåede gældsordning, således at det kan falde bort, hvis debitor
misligholder denne.
Hvis debitor ikke kan få den fornødne accept fra kreditorerne til en
frivillig gældsordning, kan debitor i stedet søge den gennemført efter
konkurslovens regler om tvangsakkord. Efter disse regler kan et flertal
af skyldneres kreditorer gennemtvinge en akkord, således at den også
får virkning for kreditorer, der modsætter sig den, eller som slet ikke
deltager i den.48 Derudover kan en skyldner, som er håbløst
forgældet, opnå gældssanering efter konkurslovens regler herom.49
Beslutning om gældssanering træffes af skifteretten (ikke af
kreditorerne) og vil typisk også indeholde en akkord, men ligesom en
tvangsakkord kan den dog også gå ud på, at gælden helt skal bortfalde.
En konkursbehandling er derimod ikke forbundet med nogen akkord.
Debitor hæfter fortsat personligt for den del af gælden, som ikke
dækkes gennem udlodninger (dividende) fra konkursboet, jf.
konkurslovens § 156. Dividenden er således kun en acontobetaling.
4. - Modregning
4.1. - Modregning som ophørsmåde
Debitor ifølge en fordring har nogle gange mulighed for at vælge
fyldestgørelsesmetode. Således kan skyldneren i et skyldforhold
ensidigt
Side 167
bringe kreditors fordring til ophør ved modregning. Modregning er
dog kun tilladt, hvis den, der modregner, opfylder nogle nærmere
betingelser. Disse gennemgås nedenfor. Modregning er derfor (også)
en ophørsgrund, som enhver af parterne kan gøre brug af. Ved
modregning ophører parternes mellemværende helt eller delvis, idet
parterne frigøres for deres gæld (helt eller delvis) henholdsvis bliver
fyldestgjort (helt eller delvis) for deres tilgodehavende.
Den, der vil modregne, kaldes modregneren, og den, han modregner
over for, kaldes hovedmanden. Modregnerens tilgodehavende kaldes
modfordringen, og hovedmandens tilgodehavende kaldes
hovedfordringen.
Dette kan illustreres således:
Modregning er anvendelig ikke alene på pengefordringer, men også på
andre fordringer. Den udbredte praktiske betydning har modregning
ved fordring på penge. I mange tilfælde ville det virke ejendommeligt,
hvis ikke parterne foretog modregning. Hvis A skylder B 10.000 kr. for
nogle varer, B har leveret til ham, og B på et andet tidspunkt låner
5.000 kr. af A, vil det være naturligt, at A eller B foretager modregning,
således at A kun skal betale 5.000 kr. til B. A eller B kan ensidigt
modregne - dette kaldes tvungen modregning. Modregning kan også
være aftalt mellem parterne, hvilket f.eks. er tilfældet, når en
underslæbs- og kriminalitetsforsikring - der er tegnet af en
arbejdsgiver til dækning af tab som følge af de ansattes kriminelle
handlinger - indeholder et vilkår om at selskabet er berettiget til at
foretage modregning i forsikringsudbetalingen til arbejdsgiveren med
beløb, som arbejdstageren måtte skylde arbejdsgiveren, jf. Kier, s.
131.50 Endvidere kan modregning følge af branchekutyme (i
erhvervsforhold) eller kan være reguleret ved lov (eksempelvis gbl. §§
18 og 28). Gennemgangen i dette afsnit omfatter hovedsagelig tvungen
modregning. Forinden A eller B kan foretage tvungen modregning,
skal nogle betingelser som anført være opfyldt. Disse behandles i
afsnit 4.2. Modregning og konkurs behandles flere steder i
Kreditorforfølgning. Modregning i kautionsforhold er behandlet
nedenfor i kap. 14, afsnit 2.2.7.4.
Side 168
4.2. - Almindelige betingelser for modregning
4.2.1. - Udjævnelige (komputable) fordringer
Fordringerne skal være udjævnelige. For det første betyder dette, at
hovedfordringen og modfordringen efter deres art skal kunne udligne
eller opfylde hinanden. I praksis vil fordringerne oftest være
udjævnelige efter deres art, når der er tale om pengekrav, jf. dog om
øremærkede beløb nedenfor. Har køber en fordring på 100 kg
kartofler over for sælger, og har køber i forvejen en gæld til sælger på
300 kr., kan sælger ikke afgive modregningserklæring og modregne
med kartoflerne i hans fordring over for køber på de 300 kr. Bortset
fra sådanne tilfælde vil samtidighedsgrundsætningen ved købsaftaler
ofte gøre modregning uinteressant, jf. Lærebog i Obligationsret I s. 143
ff. For det andet skal hovedfordringens art isoleret set være egnet til
modregning. Dette krav vil som udgangspunkt ikke være tilfældet ved
de såkaldte "øremærkede" hovedfordringer.
Mht. pengefordringer kan der modregnes, selv om fordringerne er i
forskellig valuta, når blot der er tale om gangbar mønt. Er der ikke tale
om gangbar mønt på det sted, betalingen skal finde sted, kan
princippet i gbl. § 7, stk. 1, finde anvendelse. Hvis der herefter skal
anvendes en anden valuta end modregnerens sædvanlige, er det
kursværdien på betalingsdagen, der lægges til grund.
Modregning kan foretages, selv om fordringerne ikke er lige store.
Hvis fordringerne ikke er lige store, må det kræves, at ydelserne er
delelige. Der er ikke noget til hinder for at modregne privatretlige krav
i offentlige krav og vice versa, jf. UfR 1982.315 H, hvor modregning
ikke var udelukket som følge af kravenes beskaffenhed (skattekrav og
kautionsforpligtelse).
Mht. modregning med andet end fordringer på penge er kravet til
fordringernes udjævnelighed ikke altid absolut. Det accepteres således,
at der konkret kan modregnes med en underart af den ydelse, som
hovedkravet vedrører. Eksempel: Fåreavler A og B skal levere får til
hinanden, og parterne har ikke betinget sig en bestemt race eller får
med gode stamtavler. I dette tilfælde vil en af fåreavlerne kunne
modregne over for den anden med hvilken som helst race får uden
stamtavler osv., dvs. at modregneren stort set har valgfrihed inden for
arten.
Som anført ovenfor kan modregning være udelukket pga.
hovedfordringens art. Ved "øremærkede" beløb forstås sådanne
ydelser, der er tiltænkt et specielt formål ifølge aftale, almindelig
opfattelse eller lov. Eksempler på disse er børneopsparing,
pensionsopsparing, og
Side 169
som det var tilfældet i UfR 1985.230 V pristalsreguleret
alderdomsopsparing.
Et særligt problem udgør (derfor) spørgsmålet om pengeinstitutters
modregning i kundernes indlånskonti, jf. herom Lennart Lynge
Andersen: Pengeinstitutters modregning i særlige indlån (1988). Se
hertil Lego Andersen i UfR 1982 B s. 24, 330 og 422 samt Bo von
Eyben i UfR 1982 B s. 219 og 421 bl.a. om "øremærkede"
hovedfordringer. Se også Lennart Lynge Andersen og P. MøgelvangHansen, Bankretlige emner, kap. 3. Grænsen mellem "øremærkede"
fordringer og andre fordringer er vanskelig at trække. Indestående på
en kassekredit der bruges som en driftskonto i en virksomhed er
således ikke fundet undtaget fra en banks sædvanlige modregningsret,
jf. UfR 1991.965 H. På samme måde vil et pengeinstitut have
modregningsret i "rene" indlånskonti, jf. til eks. om checkkonti, UfR
1972.672 Ø, om modregning i et deponeret beløb ved hushandel, se
UfR 1975.613 SH. Se også Erik Werlauff i UfR 1991 B s. 252. Se også
Lynge Andersen og Tanja Jørgensen, kap. 4, 2008 og Pia Moltke Jensen,
Konneksitet. I UfR 2006.1873 V kunne en bank modregne i en
deponeringskonto.
Se hertil om modregning i beskyttede fordringer nedenfor afsnit 4.3.2.
4.2.2. - Afviklingsmodne fordringer
Modregneren kan ikke gennemtvinge modregning over for
hovedmanden (kreditor), før fordringens frigørelsestid er indtrådt, og
kreditor kan ikke gennemtvinge modregning, før hans fordring er
forfaldet til betaling, jf. til eks. UfR 1980.827 Ø.51 Gælder der
løbedage eller anden frist efter forfaldsdagen for debitors betaling,
skal denne frist være udløbet, før kreditor kan modregne, jf. UfR
1963.126 H. I denne sag kunne en kommune ikke skaffe sig
fyldestgørelse ved modregning, idet betalingsfristen for et skattebeløb
ikke var udløbet.
En af modregningsbetingelserne er således, at frigørelsestiden for
hovedfordringen og forfaldstiden52 for modfordringen er indtrådt.
Dette kaldes også, at fordringerne er afviklingsmodne.53 Hvis
"modregneren" har udbetalt sin ydelse er modregning i sagens natur
udelukket. Dette gælder dog ikke, hvis "modregneren" har udbetalt i
Side 170
urigtig formening om skylden, jf. reglerne eller principperne om
condictio indebiti, jf. UfR 2007.3052 H.
4.2.3. - Gensidige fordringer
Hovedreglen er, at der kun kan modregnes, hvis der foreligger
gensidighed, dvs. at den ene part er debitor efter den ene fordring og
kreditor efter den anden fordring. Eksempel: A har købt en bil af B for
100.000 kr. A er debitor, for så vidt angår købesummen på 100.000 kr.,
og (real-)kreditor for så vidt angår bilen (kravet på at få bilen). I UfR
1983.1058 H havde F et krav på ca. 12.000 kr. mod K. F blev pålagt at
betale sagsomkostninger med et beløb på 14.500 kr. til S (statskassen)
og ville modregne de 12.000 kr. i dette beløb. Modregning blev ikke
tilladt, idet kravet ikke bestod mellem samme parter. Statskassen var
kreditor for omkostningskravet, og F var debitor, mens F var kreditor
for hovedkravet, og K var debitor. Hvis man forestiller sig, at det var
statskassen, der var blevet pålagt at betale de 12.000 kr., havde F
været kreditor for dette beløb og debitor for de 14.500 kr., og
gensidighed ville da have foreligget. Gensidighed foreligger heller ikke,
når et forsikringsselskab vil foretage modregning over for
forsikringstageren ved en forsikring, der må anses for tegnet til fordel
for tredjemand (den sikrede), jf. UfR 1984.68 H om en
garantiforsikring. Se også Pia Moltke Jensen, kap. 3 bl.a. med en
inddeling i tre modregningssituationer.
UfR 2005.1775 H: S solgte en ejendom til K for 22,5 mio. kr. P udstedte
en garanti, hvorefter P indestod for et beløb på indtil 1,2 mio. kr. over
for K eller ordre. Garantien skulle realiseres, hvis K fik tab ved salg af
ejendommen. Da K ved salg fik tab, rettede K krav mod S, som gjorde
modregning gældende for tilgodehavende vedrørende
sælgerpantebreve. K fandtes ikke at kunne rette krav mod S
vedrørende tab, som garantien dækkede. Allerede som følge heraf
kunne P's betalingsforpligtelse i henhold til garantien ikke bringes til
ophør ved S's modregning. Senere indtrådte E i K's retsstilling. E
fandtes ikke afskåret fra at gøre garantien - der måtte fortolkes som en
selvstændig skyldnererklæring - gældende over for P.
Når det gælder modregning over for koncernselskaber er
udgangspunktet, at der ikke kan foretages modregning i et krav fra et
selskab med et krav på et andet selskab inden for koncernen, jf. UfR
1983.267 SH. Ifølge udtalelsen i dommen kan dette udgangspunkt kun
fraviges under ganske særlige omstændigheder. I dommen fandtes
sådanne
Side 171
særlige omstændigheder at foreligge, da der var tale om en fordring,
der kun formelt var datterselskabets og reelt tilkom koncernen. Et
krav mod koncernen kunne derfor bringes i modregning over for
datterselskabets krav. Dommen er også behandlet i norsk teori af
Sæbø: Motregning, side 63 f.54 Se også UfR 2007.1321 H. I tilfælde,
hvor der ikke er direkte gensidighed, kan der være mulighed for at
skabe en sådan gensidighed, jf. til illustration UfR 2008.1145 H, hvor
SKAT foretog udlæg i en virksomhed A's tilgodehavende hos en anden
virksomhed B. Efterfølgende foretog SKAT modregning i B's
momstilgodehavende.
Med hensyn til interessentskaber anses selskabet som ejer af
interessenternes fælles aktivmasse. Den enkelte interessent har kun
krav på en andel af interessentskabets nettoformue. En interessents
særkreditor kan derfor ikke foretage modregning i selskabets fordring
på ham. En interessent kan heller ikke foretage modregning i
tredjemands fordring på ham med selskabets krav på denne
tredjemand, jf. UfR 1967.48 H citeret lige nedenfor i det småtrykte.
UfR 1967.48 H: A, der drev en entreprenørvirksomhed, var samtidig
deltager i et I/S. A skyldte et A/S ca. 8.000 kr., mens dette A/S skyldte
ca. 26.000 kr. til I/S. I A/S's krav mod A kunne A ikke modregne med
interessentskabets fordring på A/S. Dommen er kommenteret i UfR
1967 B s. 89. I UfR 1989.1103 H fandtes toldvæsenet berettiget til at
modregne over for to virksomheder, der var registreret under et, med
den ene virksomheds skyld til Eksportkreditrådet.
Spørgsmålet om gensidighed har også været diskuteret, når det
gælder statens modregning over for en borger. Foreligger der
gensidighed, når kravet mod borgeren rejses af en anden myndighed
end den, han har krav mod? Med andre ord skal staten opfattes som
een retsenhed? Den tidligere ledende dom var Højesterets dom i UfR
1955.13. I dommen fastslås det, at staten i relation til modregning må
anses som een enhed. I UfR 1982.24 H modificeres dette standpunkt.
Højesterets 11 dommere udtaler i denne sag, at det under hensyn til
den samfundsmæssige udvikling forekommer tvivlsomt, om dette
standpunkt bør fastholdes. Højesteret udtaler også, at det frembyder
betydelige problemer at afgrænse statens modregningsret. I den
foreliggende sag
Side 172
fandt Højesteret ikke grundlag for at foretage en sådan afgrænsning. I
den konkrete sag ville staten derfor have fået ret til at modregne
skattevæsenets krav på indeholdt A-skat i en entreprenørs
tilgodehavende hos DSB, hvis ikke modregning fandtes afskåret pga.
DSB's optræden under forhandlingerne. Dommen er kommenteret af
Mogens Munch i UfR 1982 B s. 313.55
Foranlediget af Højsterets udtalelse i den lige citerede dom udstedte
Justitsministeriet et cirkulære af 22. november 1983, hvor det bl.a.
hedder, at de berørte myndigheder fremover skal undlade at
modregne krav uden for formuerettens område (dvs. skatterestancer,
momskrav og bødekrav m.v.) i krav på vederlag for leverancer,
entrepriser (hvilket var tilfældet i UfR 1982.24 H) og arbejds- og
tjenesteydelser samt andre formueretlige krav mod staten. Cirkulæret
har bl.a. været genstand for fortolkning i UfR 2002.2396 Ø, som er
citeret lige nedenfor i det småtrykte.
I UfR 2002.2396 Ø fandtes et krav på torterstatning efter
retsplejelovens § 1018a ikke at være et formueretligt krav i sædvanlig
forstand. Efter en formålsfortolkning kunne cirkulæret heller ikke i
øvrigt antages at afskære modregning. Der kunne derfor foretages
modregning for skyldig skat i kravet på torterstatningen. Se hertil UfR
1988.1057 H - ligeledes om modregning i erstatning for
varetægtsfængsling - citeret nedenfor i afsnit 4.3.2. Se også UfR
1959.627 H og UfR 1982.315 H og om statens modregningsret i
konkurs, Gerda Rump Christensen i UfR 1984 B s. 105 ff. I UfR
2001.149 H fandtes Kongeriget Danmarks Hypotekbank og
skattevæsenet berettiget til at foretage modregning i en landmands
krav på hektarstøtte fra EF-direktoratet. Se eventuelt også UfR
2001.215 V, hvor der fandtes at foreligge gensidighed mellem en
kommunes fordring på frigørelsesafgift vedrørende køb af en fast
ejendom og sælgerens fordring på salgssummen for denne.
Selv om staten som udgangspunkt betragtes som een enhed, når det
gælder statens modregning over for borgerne, kan det ikke antages, at
det samme gælder borgernes modregning over for staten. For
borgernes modregningsret gælder nærmest det modsatte. Som
udgangspunkt antages modregningsretten over for staten således at
være begrænset
Side 173
til modkrav, der rejses over for samme forvaltningsenhed, som har
hovedfordringen.
Efter gbl. § 28, 1. pkt. kan skyldneren benytte en fordring på
overdrageren til modregning, medmindre han har erhvervet
fordringen efter det tidspunkt, da han fik kundskab eller formodning
om overdragelsen,56 jf. til eks. UfR 1999.2122 Ø.57 Ved simple
fordringer opretholdes således skyldnerens ret til modregning, selv
om fordringen er overdraget, jf. UfR 1983.48 H, hvor det fandtes
berettiget at foretage modregning i restkøbesummen i en ejendom,
selv om købesummen var tiltransporteret tredjemand. Forholdet kan
skitseres således:
Skyldner -> overdrager -> erhverver
Skyldner -> modregning -> erhverver
Skyldneren kan således modregne over for erhververen af fordringen,
jf. UfR 1998.1270 H om toldvæsenets modregning af moms og skat i et
overdraget ambi-krav. Kravet om afviklingsmodenhed skal dog stadig
være opfyldt, jf. gbl. § 28, 2. pkt. og til eksempel UfR 1988.821 Ø, hvor
fordringen fandtes forfalden på det tidspunkt, da kontohaveren
foretog overtræk på sin bankkonto. Anderledes mht. konnekse krav, se
nedenfor afsnit 4.4.
Ved overdragelse af omsætningsgældsbreve taler hensynet til
omsætningssikkerheden for, at skyldneren ikke kan modregne over
for en erhverver. Efter gbl. § 18, stk. 1, kan skyldneren derfor ikke
modregne over for erhververen af et omsætningsgældsbrev. For at
undgå misbrug bestemmer § 18, stk. 1 dog også, at skyldneren kan
modregne, hvis erhververen vidste, at skyldneren havde en fordring,
der kunne benyttes til modregning, og at skyldneren ville lide tab ved
overdragelsen, dersom den afskar modregning, jf. UfR 1997.954 V,
hvor det fandtes bevist, at erhververen vidste, at modregneren havde
rejst erstatningskrav vedrørende mangler ved den faste ejendom.
Side 174
Ved konnekse krav fastholdes kravet om gensidighed ikke fuldt ud, jf.
nedenfor afsnit 4.4. om modregning over for erhververen af en
fordring, jf. gbl. §§ 18, stk. 2 og 28.58
4.2.4. - Retskraftige modfordringer
Modregnerens fordring skal være retskraftig, dvs. at hovedmanden
skal være retligt forpligtet til at opfylde fordringen. Foreligger der kun
en moralsk forpligtelse, eller er aftalen i strid med lov og ærbarhed, jf.
DL 5-1-2, eller er modregnerens krav forældet eller prækluderet, er
hovedmanden ikke (retligt) forpligtet, og der kan ikke foretages
modregning.
Tidspunktet for, hvornår fordringen skal være retskraftig, afgøres for
ikke-konnekse krav ex nunc, (fra nu af), dvs. at fordringen skal være
retskraftig, når modregningserklæringen kommer frem til
hovedmanden. Noget andet gælder for konnekse krav. Se herom
nedenfor afsnit 4.4.
4.2.5. - Omtvistede fordringer
Adgangen til modregning efter dansk ret er ikke betinget af, at
rigtigheden af modkravet er åbenbar eller ikke bestrides af
hovedmanden. Det må imidlertid kræves, at modkravet har en
tilstrækkelig klarhed, jf. UfR 2005.668 H, UfR 1992.498 V, UfR
1993.404 V og UfR 1993.804 Ø, eller at der foreligger nogenlunde
sikkerhed for, at modregneren har et krav, der kan gennemføres over
for hovedmanden, jf. UfR 1970.599 H,59 hvor modregnerens
tilbagebetalingskrav vedrørende husleje fandtes at være forbundet
med en sådan usikkerhed, at der ikke var fornødent grundlag for at
ophæve en fogedretskendelse om udsætning af lejligheden (dissens 43).60
Bestrider hovedmanden modregnerens fordring, må det i hvert fald
kræves, at sidstnævnte sandsynliggør eller godtgør eksistensen af et
gennemførligt modkrav.61 Dette gælder også, selv om kravene ville
være konnekse, jf. UfR 1944.543 H. Se hertil også UfR 1963.775 H,
hvor modregnerens "omtvistede" krav på understøttelse ikke kunne
bringes til modregning i en arbejdsløshedsforenings krav på
kontingentrestance.
Side 175
4.2.6. - Modregnerens erklæringsafgivelse
En betingelse for, at tvungen modregning kan foretages, er, at
modregneren afgiver en (modregnings)erklæring over for
hovedmanden, jf. hertil UfR 1993.794 V, hvor en banks
modregningsret ikke ansås for tabt, selv om modregningserklæring
ikke blev afgivet straks ved det foretagne udlæg, og UfR 1997.1467 Ø,
hvor en skatteyder ikke fandtes at have fremsat rettidig begæring om
modregning med overskydende skat. Ligesom ved (en lovlig) opsigelse
af en aftale kan hovedmanden ikke afvise erklæringen, og erklæringen
kræver ikke accept. Efter den aftaleretlige terminologi har denne
erklæring derfor karakter af et påbud, som får virkning, når den
kommer frem til hovedmanden. Dette gælder for ikke-konnekse
fordringer. Ved konnekse fordringer stilles principielt også krav om
modregningserklæring, men når modregningserklæring er afgivet (evt.
først efter anlæg af retssag), har modregning tilbagevirkende kraft (ex
tunc), jf. nedenfor afsnit 4.4.
4.3. - Begrænsninger i modregningsadgangen
4.3.1. - Effektiv betaling
I tilfælde, hvor der ellers efter de almindelige modregningsregler vil
kunne modregnes, kan adgangen til modregning være udelukket eller
stærkt begrænset. Modregning kan f.eks. være udelukket som følge af
aftale herom mellem parterne eller (i erhvervsforhold) som følge af en
branchekutyme, jf. UfR 1989.335 SH forudsætningsvis. Et afkald på
modregning er som udgangspunkt bindende og kan også påberåbes af
hovedmandens konkursbo, jf. UfR 1981.958 H (kommenteret i UfR
1981 B s. 9).
Er det i en købsaftale udtrykkeligt bestemt, at betaling skal ske
kontant mod konnossement,62 eller modregneren har åbnet
remburs,63 jf. UfR 1997.1470 Ø, antages det, at fordringen ikke kan
opfyldes ved modregning. En remburs anses iht. international kutyme
for at indeholde
Side 176
et løfte om effektiv betaling og hermed et afkald på modregning fra
den aftalepart, der har åbnet rembursen, jf. UfR 1997.1470 Ø.64
Dette udgangspunkt fraviges efter omstændighederne ved lejeaftaler
og forbrugeraftaler, hvor det antages, at klausuler med forbud om
modregning ikke er til hinder for, at lejeren/forbrugeren kan
modregne,65 jf. f.eks. om en leasingkontrakt UfR 1986.496 H og UfR
1982.80 H forudsætningsvis.
UfR 1986.496 H: Et A/S havde ved 10 leasingkontrakter leaset 10 biler.
Kontrakterne var standardkontrakter udarbejdet af den senere
erhverver E af kontrakterne. Kontrakterne indeholdt bl.a. følgende
klausul: "Udlejer er berettiget til at overdrage sine rettigheder efter
nærværende kontrakt samt retten til samtlige betalinger ... Når lejer
modtager underretning om sådan overdragelse, er han forpligtet til at
betale til den berettigede uden fradrag eller modkrav hidrørende fra
nærværende kontrakt ...". Lessee (lejer) havde betalt et depositum på
ca. 77.000 kr. svarende til 3 måneders leje. Lessor overdrog
kontrakterne til E, over for hvilken lessee gjorde modkrav gældende i
lejen for det indbetalte depositum. Bestemmelsen i leasingkontrakten
fandtes ikke at udelukke, at lessee kunne modregne.
4.3.2. - Beskyttede fordringer
Modregning kan være begrænset eller helt udelukket pga.
hovedfordringens art. Dette må i et vist omfang være tilfældet med de
fordringer, der er beskyttet mod retsforfølgning efter rpl. § 511, § 512
og § 513. Således må det antages, at der som udgangspunkt ikke kan
modregnes i sociale ydelser, jf. UfR 1942.393 V, underholdsbidrag,
feriepenge, jf. UfR 1983.388 H (grundsætningen i rpl. §§ 511 og
512),66 pension og måske ikke-konneks modregning i efterløn, jf. UfR
1983.291 SH. Dette udgangspunkt fraviges ved fordringer på løn, jf.
UfR 1956.134 H og UfR 1998.1620 Ø med henvisning til rpl. § 511, stk.
1. Se hertil UfR 1971.879 Ø om tilladt modregning i løn med
arbejdsbod, hvorved lagdes vægt på, at begge krav havde deres
oprindelse i arbejdsforholdet. Er kreditorforfølgning tilladt i disse
beskyttede fordringer, må det antages, at modregnerens adgang til
modregning
Side 177
ikke begrænses, jf. UfR 1988.1057 H, og UfR 2002.2396 Ø om
modregning af sagsomkostninger i en erstatning for
varetægtsfængsling, jf. rpl. § 1018 a og § 513, stk. 2.67
Efter ferielovens § 39 er modregning i en arbejdstagers feriepenge
stærkt begrænset. Der vil således kun kunne ske modregning for et
konnekst krav, der er opstået på grund af arbejdstagerens retsstridige
handlinger i arbejdsforholdet, og det er yderligere en betingelse at
arbejdstager har erkendt det retsstridige forhold. Se om fortolkningen
af § 39, stk. 1 UfR 2007.270S H, hvor modregning ikke blev tilladt, idet
arbejdstageren ikke udtrykkeligt havde erkendt det pågældende
forhold.
Se om modregning i "øremærkede" fordringer ovenfor afsnit 4.2.1.
4.4. - Udvidelser af modregningsadgangen
Såfremt modfordringen og hovedfordringen er konnekse,68 dvs.
udspringer af samme retsforhold,69 er adgangen til modregning
betydeligt udvidet. Erklæringen om modregning har tilbagevirkende
kraft, således at spørgsmålet, om der kan foretages modregning,
afgøres på det tidspunkt, hvor fordringerne var udjævnelige og
forfaldne, jf. UfR 1945.1064 H. Der stilles således fortsat et krav om
udjævnelighed, selv om der foreligger konneksitet. Er de konnekse
fordringer ikke udjævnelige, må det følge af
samtidighedsgrundsætningen, at den, der ellers ville være berettiget
til at modregne, i stedet har en detentionsret (standsningsret). Se
herom Lærebog i Obligationsret I s. 224 ff.
Konnekse og udjævnelige modkrav kræver principielt også erklæring
fra modregneren, men når modregningserklæring er afgivet (evt. først
efter anlæg af retssag), har modregningen tilbagevirkende kraft
(virkning ex tunc). Kravene ophører herefter i det omfang, de dækker
hinanden, og der indtræder ikke misligholdelsesvirkninger for
modregneren ved ikke at opfylde en sådan fordring, jf. UfR 1974.6 H,
hvor
Side 178
købers tilgodehavende efter refusionsopgørelsen fandtes at måtte
dække nogle pantebrevsydelser, der ikke var blevet betalt rettidigt (af
køberen).
Da modregning sker med tilbagevirkende kraft (ex tunc), kan
betingelsen om, at modfordringen skal være retskraftig, ikke
fastholdes fuldt ud. Et krav, der er forældet, vil derfor kunne benyttes
til modregning, jf. UfR 1954.977 H, hvor køberen af et parti mursten
kunne gøre sit forældede erstatningskrav for mangler ved stenene
gældende i en fordring ifølge et gældsbrev udstedt af køberen til
sælgeren. Denne sag giver anledning til at bemærke, at sondringen
mellem konneks modregning og mangelsindsigelse ofte vil være
vanskelig. Udgangspunktet er at et erstatningskrav for mangler kan
modregnes, jf. forudsætningsvis UfR 1982.80 H, mens et krav på et
forholdsmæssigt afslag i købesummen nedsætter kreditors/sælgers
vederlagskrav. Endvidere kan krav, der er udsat for præklusion,
anvendes til modregning, jf. UfR 1976.598 V, hvor modregneren
fandtes at kunne modregne i de krav, boet havde inden og ved det
præklusive proklamas udløb. Selv om forfaldstiden for hovedkravet er
indtrådt før modkravet er opgjort, kan modregneren konkret være
berettiget til at få den fornødne tid til at få fastslået sit (mod-)krav for
mangler ved løsøre, der var lejet, jf. UfR 1982.80 H, hvor en sag om
hovedkravet blev udsat for at afvente en voldgiftssag, forudsat at
denne fremmedes med den fornødne hurtighed.
Heller ikke kravet om gensidighed fastholdes fuldt ud ved modregning
med konnekse fordringer, jf. f. eks. et forsikringsselskabs ret til at
foretage modregning for forsikringstagerens præmieskyld over for
skadelidtes krav mod selskabet, jf. UfR 1977.663 H. Skadelidte rejste
krav mod det forsikringsselskab, der havde tegnet ansvarsforsikring
for den forsikringstager, der havde forvoldt skaden. Selskabet påstod
sig tillagt modregningsret i skadelidtes erstatningskrav for præmie,
dets forsikringstager skyldte for en ulykkesforsikring og en
ansvarsforsikring, men fik kun medhold i modregning for præmien på
ansvarsforsikringen.70 Dette skyldes netop, at der kun forelå
konneksitet mht. præmien på ansvarsforsikringen og skadelidtes krav
mod denne forsikring.
Mht. simple fordringer kan modregning ske over for erhververen efter
samme betingelser, som modregneren kan gøre modregning gældende
over for overdrageren, jf. gbl. § 27 og princippet i denne bestemmelse,
jf. UfR 1997.910 H. Dette gælder også, selv om betingelserne
Side 179
i gbl. § 28 ikke er opfyldt, dvs. selv om modfordringen er opstået, efter
at modregneren har fået meddelelse eller formodning om
overdragelsen, jf. UfR 1997.910 H, hvor Højesteret bemærkede, at en
forpagter af et hotel efter princippet i gbl. § 27 over for erhververen af
bortforpagterens rettigheder kunne modregne konnekse krav uden de
begrænsninger, som følger af princippet i gbl. § 28.71
Når det gælder omsætningsgældsbreve, fremgår det udtrykkeligt af gbl.
§ 18, stk. 1, at adgangen til modregning over for en negotiabel
hovedfordring som udgangspunkt er udelukket, medmindre
erhververen senest på tidspunktet for erhvervelsen vidste, at debitor
havde en modfordring, og at debitor vil lide tab, såfremt
overdragelsen vil afskære en sådan modregning. Dette udgangspunkt
fraviges, når der er tale om konnekse fordringer. For disse fordringer
bestemmer gbl. § 18, stk. 2, at adgangen til modregning bevares trods
overdragelsen, medmindre andet følger af reglerne om indsigelser fra
det retsforhold, som fordringerne udspringer af, jf. herved reglen i gbl.
§ 15 om muligheden for at gøre indsigelser gældende over for kreditor
efter et negotiabelt gældsbrev. Med andre ord kan adgangen til
modregning med en konneks fordring fortabes, hvis erhververen ved
overdragelse har erhvervet ret til den negotiable hovedfordring, fået
den i hænde, jf. gbl. § 15, stk. 1, og i øvrigt har erhvervet den
negotiable hovedfordring på et tidspunkt, hvor han hverken vidste
eller burde vide, at der forelå omstændigheder, hvorpå
modregningsadgangen kunne støttes, gbl. § 15, stk. 2. Såfremt
erhververen derimod blot "havde grund til mistanke", jf. ordlyden i §
15, stk. 2, om en konneks modregningsadgang, bevares
modregningsadgangen. Hermed er der med gbl. § 18, stk. 2 skabt en
tydelig forskel til de mere restriktive betingelser for modregning, som
gælder for ikke-konnekse fordringer, jf. gbl. § 18, stk. 1, hvorefter
modregning kun tillades, såfremt erhververen har sikker viden om
modregningsadgangen, jf. ordet "vidste", og om at overdragelsen ville
føre til et tab for debitor. Et godt eksempel på den udvidede
modregningsret findes i dommene i UfR 1953.87 H samt UfR 1984.624
V.
Side 180
UfR 1953.87 H: Landsretssagfører L havde bistået S ved salg af en
ejendom med forretning til K. K udstedte et pantebrev til dækning af
en del af købesummen. Ca. 5 måneder efter dette salg købte og belånte
L pantebrevet i en bank. L fandtes på dette tidspunkt at måtte være
klar over, at K havde et erstatningskrav for mangler (vedrørende
omsætningens størrelse), der kunne gøres gældende som modregning
i pantebrevet. K fandtes at have bevaret modregningsretten i medfør
af gbl. § 18, stk. 2, jf. § 15, stk. 2. Se også UfR 1984.624 V, hvor
direktøren i det selskab, der havde erhvervet et negotiabelt pantebrev
- som køberen af den senere konstaterede mangelfulde ejendom
havde udstedt - under henseende til manglernes omfang og
beskaffenhed fandtes at have haft viden om disse eller i hvert fald haft
grund til mistanke herom, idet direktøren tillige var direktør i det
selskab, som havde opført ejendommen. Køberen fandtes derfor at
have bevaret sin modregningsret over for erhververen af pantebrevet,
jf. gbl. § 18, stk. 2 og § 15, stk. 2.
For så vidt angår de i afsnit 4.3.2. omtalte fordringer, der efter deres
art begrænser modregningsretten, fraviges de uskrevne regler også
ved konnekse fordringer, jf. om underholdsbidrag UfR 1992.498 V
forudsætningsvis. Udviklingen synes at gå i retning af at tillade
modregning i f.eks. løn (som anført i afsnit 4.3.2.) og sociale ydelser
efter en konkret afvejning af parternes interesse i henholdsvis at
foretage og ikke foretage modregning.
5. - 5. Ikke-udøvelse af retten
5.1. - Forholdet mellem forskellige passivitetsregler
Ingen fordring er bestemt til at have evigt liv. Hvis debitor ikke
opfylder fordringen eller på anden måde fyldestgør kreditor, må
kreditor på et eller andet tidspunkt tage stilling til, hvad han agter at
gøre i den anledning. En pligt til at reagere over for debitor inden for
et vist tidsrum kan ses som udslag af den almindelige loyalitetspligt,
som retsordenen pålægger begge parter i et skyldforhold.72 Regler,
der knytter retsvirkninger til det forhold, at kreditor gennem en vis tid
ikke gør et krav gældende, kan under ét betegnes som passivitetsregler.
De har det præventive sigte at stimulere kreditorer til at søge deres
krav gennemført inden for rimelig tid. Men hovedsigtet er at værne
debitorer, dels ved at sikre dem klarhed over kreditors stilling, dels
ved - når denne ikke etableres - at beskytte deres indrettelse efter, at
kravet ikke vil blive gjort gældende.
En hovedgruppe af sådanne passivitetsregler er regler om
reklamation.73 Disse regler er særlig møntet på en bevaring af
kreditors adgang
Side 181
til at påberåbe sig, at debitor har misligholdt forpligtelsen. Formålet
med reklamationsreglerne er, at det hermed gøres klart for debitor, at
kreditor overhovedet vil påberåbe sig, at der foreligger misligholdelse,
samt hvilke misligholdelsesbeføjelser kreditor vil benytte sig af i den
anledning. Manglende (rettidig) reklamation betyder således ikke, at
kreditor mister kravet på selve ydelsen, men kun, at kreditor afskæres
fra at kunne gøre gældende, at præstationspligten ikke er opfyldt, eller
at kreditor begrænses i det valg af misligholdelsesbeføjelser, som
ellers forelå. Reklamationsreglerne er kun delvis lovregulerede74 og
er i øvrigt karakteriseret ved, at de som hovedregel ikke opstiller
bestemte tidsfrister, men frister som f.eks. "inden rimelig tid" eller
"uden ugrundet ophold" varierende efter kontraktsforholdets og
misligholdelsens karakter, og ved, at pligten altid kan opfyldes ved en
meddelelse til skyldneren.
I modsætning hertil er reglerne om forældelse lovbestemte regler om
kravets bortfald, når en bestemt, i lovgivningen fastsat tidsfrist er
udløbet, uden at kreditor forinden har foretaget foranstaltninger til
afbrydelse af forældelsen med den virkning, at der herefter løber en ny,
bestemt - og oftest tilsvarende - frist.75 Forældelsesreglerne sætter så
at sige en yderste grænse for kreditors passivitet. De er subsidiære i
forhold til reklamationsreglerne i den forstand, at der ikke er nogen
grund til at diskutere forældelse, hvis kravet allerede er fortabt på
grund af manglende reklamation. Men overholdelse af
reklamationspligten garderer ikke mod forældelse. Reklamationen
sikrer kun, at kreditor holder liv i muligheden for at påberåbe sig det
forhold, der er reklameret over. Forældelsesreglerne indebærer, at
der senere må iværksættes yderligere foranstaltninger - nemlig dem,
som er nødvendige for at afbryde forældelsesfristen.
Et eksempel kan illustrere sammenhængen: Efter købelovens § 54
eller § 83 skal en køber påberåbe sig en mangel inden 2 år efter
salgsgenstandens overgivelse til ham. Pligten opfyldes ved en
meddelelse herom. Konsekvensen heraf er kun den "negative", at
køberen da ikke er afskåret fra at påberåbe sig manglen. Hvad der
positivt gælder, når meddelelse er givet rettidigt, må derimod søges i
forældelsesreglerne - i eksemplet disses almindelige 3-års frist. Om
man så vil karakterisere 2-årsfristen som en (særlig) forældelsesregel
eller som en reklamationsregel, er hovedsagelig et
definitionsspørgsmål. Modsat de typiske reklamationsregler opererer
den jo med en (lov)bestemt, absolut frist. Efter det ovenfor anførte bør
den imidlertid ikke henføres til forældelsesreglerne, fordi "afbrydelse"
af den ikke udløser en ny, bestemt frist.76 Som det vil fremgå
nedenfor af afsnit 5.4.6., kan forældelse - efter de gældende regler ikke afbrydes alene ved en meddelelse fra kreditor, men at dette ikke
er en begrebsmæssig nødvendighed illustreres af, at den tidligere,
men nu ophævede forældelsesregel i DL 5-14-4 tillod afbrydelse ved
en påmindelse fra kreditor, dvs. en meddelelse om, at kravet
fastholdes. En sådan regel er fortsat gældende i visse lande, f.eks.
Sverige.
Side 182
Forældelse indebærer principielt et retstab for kreditor - og omvendt
en "berigelse" af debitor. Som ved diskussionen om efterbetaling og
tilbagesøgning står heroverfor hensynet til debitors indrettelse efter, at
fordringen ikke vil blive gjort gældende. Debitor sikres mod
ubehagelige overraskelser ved at blive mødt med krav, som han
(måske) har glemt alt om, eller dog indrettet sig på ikke ville blive
gjort gældende. Derved slipper debitor for at skulle opbevare beviser
på fordringens eventuelle ophør (f.eks. kvitteringer) i længere tid, og
domstolene slipper for at skulle foretage vanskelige og usikre
bevisbedømmelser om gamle krav. I forhold hertil kan langvarig
passivitet fra kreditors side tages som udtryk for, at han ikke tillægger
kravet nogen (større) værdi, således at tabet for ham ved definitivt at
måtte afskrive kravet er mindre end byrden for debitor ved at skulle
"ændre" sin indrettelse. Betragtningen forudsætter dog, at kreditor
har rimelige muligheder for at undgå forældelse ved i tide at
iværksætte de foranstaltninger, som kræves til afbrydelse af fristen.
Dette afhænger selvsagt i første række af fristens længde, men også af,
i hvilket omfang der tages hensyn til kreditors mulige ukendskab til
fordringen. Derimod kunne forældelsesreglerne ikke (fuldt ud)
opfylde deres formål, hvis de ikke kunne påberåbes af en debitor, der
har kendskab til fordringen.
Forældelsesfristen er som nævnt den yderste grænse for, hvor længe
kreditor kan forholde sig passivt. Det udelukker imidlertid ikke, at
kravet kan bortfalde forinden, selv om kreditor har overholdt en
eventuel reklamationsfrist. Reklamations- og forældelsesreglerne
suppleres med almindelige grundsætninger om passivitet. Disse må
dog nødvendigvis
Side 183
have undtagelsens karakter: Hvis selve den omstændighed, at kreditor
forholder sig passivt i en vis længere tid, der dog er kortere end
forældelsesfristen, i almindelighed kunne medføre kravets bortfald,
ville forældelsesreglerne stort set miste deres betydning. Også
kreditorer må naturligvis kunne indrette sig efter forældelsesfristerne.
En supplerende adgang til at lade krav bortfalde forinden som følge af
passivitet må derfor forudsætte, at der foreligger særlige
omstændigheder, som måtte give kreditor konkret anledning til at gøre
kravet gældende. Hvad disse omstændigheder kan bestå i, behandles i
afsnit 5.3., hvorefter forældelsesreglerne behandles i afsnit 5.4. Uden
for sammenhæng med disse regler findes der andre typer frister, som
kreditor (tillige) må overholde; nogle eksempler herpå omtales
kortfattet i afsnit 5.2.
5.2. - Præklusion og fristregler
Et kravs bortfald ved præklusion minder om forældelse derved, at
virkningen indtræder ved udløbet af en bestemt, i lovgivningen fastsat
frist, såfremt kreditor ikke forinden gør sit krav gældende på nærmere
angivet måde. Det særlige ved præklusion er, at grundlaget herfor er
en offentlig indkaldelse, hvor en skyldners kreditorer opfordres til at
anmelde deres krav inden for denne frist (et såkaldt proklama).77
Udstedelse af proklama med præklusiv virkning forudsætter
lovhjemmel, hvor det praktisk vigtigste eksempel er reglerne i
dødsboskiftelovens §§ 81-83.78
Formålet med udstedelse af proklama i dødsboer er i første række at
opnå overblik over, om dødsboet er solvent eller insolvent.
Proklamaet indrykkes i Statstidende med opfordring til anmeldelse af
alle krav mod afdøde inden for en frist af 8 uger. Som hovedregel
bortfalder alle krav mod afdøde, som ikke anmeldes rettidigt, jf. § 83,
stk. 1 - uden hensyn til, om kreditor måtte være ubekendt med kravet
(eller med proklamaet), og uden hensyn til, om kravet måtte være
kendt af dødsboet.
Også i konkursboer udstedes proklama, jf. konkurslovens § 128, men
dette er ikke præklusivt.79 For at en kreditor kan deltage i udlodning
fra konkursboet, er det dog praktisk nødvendigt, at kravet anmeldes,
inden boet sluttes, jf. konkurslovens § 134, stk. 2. Selv om kreditor
ikke når at deltage i udlodningen, er kravet ikke dermed bortfaldet, jf.
ovenfor afsnit 3 om debitors (fortsatte) personlige hæftelse. Det
proklama, der udstedes i forbindelse med en sag om gældssanering, er
derimod præklusivt, jf. konkurslovens § 208 b.
Uden for disse tilfælde kan debitor opnå en særlig "bevilling" til
udstedelse af (præklusivt) proklama. Hjemlen hertil findes i
grundlovens § 25.
Side 184
Rundt omkring i lovgivningen findes et utal regler, der fastslår, at en
person for at kunne gøre et krav eller en ret gældende skal foretage
bestemte skridt inden for en bestemt frist. Som nævnt i afsnit 5.1. er
det et definitionsspørgsmål, om man vil betegne sådanne "fristregler"
som (særlige) forældelsesregler. Ligesom reklamationsreglerne
adskiller de sig fra de "typiske" forældelsesregler ved, at "afbrydelse"
af den pågældende frist ikke udløser en ny, bestemt frist, men blot er
forudsætningen for, at kravet eller retten overhovedet holdes i live.
Overholdes fristen ikke, bortfalder kravet (medmindre fristreglen
hjemler andre konsekvenser), uanset at det ikke er bortfaldet efter
forældelsesreglerne, og overholdes fristen, bortfalder det først efter
disse.
En række regler af denne type vedrører de tidsmæssige betingelser
for myndigheders behandling af sager, der kan afføde krav for eller
imod borgeren. Som et praktisk vigtigt eksempel herpå kan nævnes
reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 31, der opstiller
tidsmæssige grænser for både skattemyndighedernes og borgernes
adgang til at foretage eller genoptage en skatteansættelse eller en
fastsættelse af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift. Disse regler
vedrører kun selve skatteansættelsen eller afgiftsfastsættelsen og ikke
spørgsmålet om forældelse af det krav på betaling af yderligere skat
eller afgift eller på tilbagebetaling heraf, der måtte opstå ved
skatteansættelsen eller afgiftsfastsættelsen eller ændringen heraf.
Fristen for ordinær skatteansættelse er d. 1. maj i det 4. år efter
indkomstårets udløb, jf. § 26, stk. 1 og 2. Denne frist udløber dermed
tidligere end det tidspunkt, hvor det krav, der måtte opstå i den
anledning, rammes af forældelse (3 år fra kravets forfaldstid).
Forældelsesreglerne får derfor ikke betydning i tilfælde, hvor fristen
for ansættelsen eller ændring af den er overskredet. Det kan de
derimod få i tilfælde, hvor betingelserne i skatteforvaltningslovens §§
27 og 32 om ekstraordinær skatteansættelse eller afgiftsfastsættelse
er opfyldt, dvs. tilfælde, hvor de ordinære frister ikke gælder. Selv om
udgangspunktet (også) efter skatteforvaltningsloven er, at de krav, der
er afledt af en skatteansættelse eller en fastsættelse af afgiftstilsvar
eller godtgørelse af afgift, forældes efter forældelseslovens
almindelige regler, jf. skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 1, er der i
stk. 4 gjort undtagelse for alle krav - være sig myndighedens eller
borgerens - der er afledt af en ekstraordinær ansættelse eller
fastsættelse. For disse krav gælder nemlig alene en 10-årig
forældelsesfrist (regnet fra kravets forfaldstid). Begrundelsen herfor
er dels, at forældelseslovens 3-års frist i de fleste af disse tilfælde ville
være suspenderet, således at dens absolutte 10-års frist alligevel ville
være afgørende (jf. nedenfor afsnit 5.4.4.), dels at en modsat regel i
andre tilfælde ville gøre adgangen til ekstraordinær ansættelse eller
fastsættelse illusorisk. Det giver selvsagt ingen mening at foretage en
ansættelse på et tidspunkt, hvor det krav, den måtte afføde, ville være
ramt af forældelse. Det er således på dette område primært
fristreglerne, der sætter de tidsmæssige grænser, herunder særligt
betingelserne for ekstraordinær ansættelse eller fastsættelse i §§ 27
og 32.
Side 185
5.3. - Passivitet
Forældelsesreglerne beskytter som nævnt lige fuldt den debitor, som
har glemt alt om kravet eller regner med, at det er opfyldt, eller at
kreditor har opgivet det, og den debitor, som udmærket er klar over
sin skyld og blot afventer, at forældelsesfristen udløber, uden at
kreditor tager skridt til at afbryde den. Grunden til, at der er behov for
at supplere forældelsesreglerne med en passivitetsgrundsætning, er
navnlig et hensyn til den førstnævnte debitor i tilfælde, hvor hans
vildfarelse om kravets (fortsatte) eksistens eller om kreditors opgivelse
af det er kendelig for kreditor, således at denne herved havde særlig
anledning til at gøre debitor opmærksom på hans vildfarelse. At
pålægge kreditor en handlepligt i denne situation, kan også ses som
udslag af loyalitetspligten: Det centrale i passivitetsvurderingen er
kombinationen af debitors gode tro og kreditors onde tro, dvs. at debitor
enten er i god tro om kravets eksistens (manglende viden og burdeviden om, at kravet er bragt til eksistens, eller begrundet formodning
om, at det er ophørt) eller har en forventning om, at kravet ikke vil
blive gjort gældende, som er begrundet i kreditors passivitet, samtidig
med, at kreditor er i ond tro om kravets eksistens og om debitors
vildfarelse, dvs. at kreditor ved eller bør vide, at debitor regner med,
at kravet ikke eksisterer eller ikke vil blive gjort gældende.80
Side 186
De tilfælde, hvor krav om efterbetaling eller om tilbagesøgning
afskæres, jf. ovenfor afsnit 2.2.2. og 2.3., kan ses som specialtilfælde af
anvendelsen af en almindelig passivitetsgrundsætning. Som det
fremgik, var et centralt led i vurderingen i disse tilfælde netop
kendeligheden af den vildfarelse, som fremkaldte den utilstrækkelige
eller fejlagtige betaling, og mulighederne for efterfølgende at opdage
fejlen. Det kommer naturligvis ud på ét, om man vil sige, at der f.eks.
ikke er ret til tilbagesøgning (bl.a.) på grund af betalerens passivitet,
eller om man vil sige, at kravet på tilbagebetaling (efterfølgende) er
bortfaldet på grund af denne passivitet, jf. f.eks. UfR 1993.952 V
(nævnt i afsnit 2.3.), der henviste til en "almindelig
passivitetsgrundsætning" som én af grundene til, at tilbagesøgning
blev nægtet, UfR 2012.3104 V (hvor en lejer principielt havde krav på
tilbagebetaling af beløb, der var betalt for meget for varmeforbrug,
men alligevel var afskåret herfra på grund af passivitet) og om krav
om efterbetaling, UfR 2011.507 H (parternes mellemværende havde
været genstand for forhandlinger, der afsluttedes med en tillægsaftale
om opgørelsen uden noget forbehold om eventuelle yderligere krav;
begge parter måtte derfor kunne tage dette som udtryk for, at ingen af
dem ville forfølge eventuelle yderligere krav, og både krav og modkrav
var derfor bortfaldet ved passivitet ved sagsanlæg 3 år senere).
Det afgørende er, om kreditor har udvist en adfærd, som kunne give
debitor den opfattelse, at kravet var opgivet eller dog ikke ville blive
gjort gældende. Der kræves altså andet og mere end selve det, at
kreditor gennem en (længere) periode rent faktisk ikke har gjort
kravet gældende. Varigheden af kreditors passivitet er selvsagt et
væsentligt moment, men tidsfaktoren er kun ét moment blandt flere,
der indgår i den samlede vurdering. Varigheden skal ikke vurderes ud
fra det tidspunkt, hvor kreditor tidligst kunne have gjort kravet
gældende (modsat fristen efter forældelsesloven, jf. nedenfor afsnit
5.4.3.2.a.), men fra det tidspunkt, hvor de omstændigheder forelå, som
i særlig grad kunne og burde have givet anledning til at gøre det
gældende. Jo mere udtalt denne anledning har været, desto mindre
krav stilles der til varigheden af kreditors passivitet herefter.81
En særlig anledning kan navnlig være, at debitor over for kreditor giver
udtryk for, at kravet efter hans opfattelse ikke (længere) eksisterer.
Side 187
Hvis debitor direkte afviser kravet (f.eks. under henvisning til, at det
efter hans opfattelse er opfyldt) eller fremfører andre indsigelse imod
det, kan kreditors manglende reaktion herpå tages som udtryk for, at
kreditor har accepteret - eller i hvert fald affundet sig med afvisningen eller indsigelsen, jf. f.eks. UfR 2009.865 V (hvor debitor
modtog en regning for et gulvlægningsarbejde, men mente, at der var
mangler ved det, hvorfor han fremsendte en check på kun halvdelen af
regningsbeløbet; gulvlæggeren reagerede ikke herpå, men fremsendte
regningen på ny ca. 2 år senere) og UfR 2002.2364 Ø, hvor debitor
skulle afdrage på en gæld med sidste afdragsbetaling i 1991; kreditor
rettede henvendelse til debitor om gælden i 1992 og 1994, men
debitor gjorde gældende, at gælden var betalt; først 8 år herefter
rettede kreditor igen henvendelse til debitor, som imidlertid havde
haft grund til at antage, at hans indsigelse var taget til efterretning. En
tilsvarende afgørelse er UfR 2006.346 V om et krav om efterbetaling af
løn, som blev fremsat i 1999, men afvist, hvorefter kreditor i 2000
forgæves forsøgte at opnå fri proces og derefter igen fremførte kravet,
som atter blev afvist; retssag om kravet blev anlagt i 2004, hvilket ikke
var inden for "rimelig" tid, hvorfor debitor havde en berettiget
forventning om, at det var opgivet. Som andre eksempler fra nyere
retspraksis kan nævnes UfR 1997.924 H, UfR 1998.576 H, FED
1998.135 V, FED 1999.1566 V, UfR 2004.911 H (hvor kreditor efter et
mellem parterne indgået forlig havde haft særlig anledning til at
undersøge kravet, men alligevel tilkendegav kreditor efterfølgende, at
yderligere krav ville blive fremsat, hvilket debitor afviste; passivitet
statueret, da kravet først blev fremsat 2 år senere, og retssag først blev
anlagt yderligere 1 år senere) og UfR 2006.1956 Ø (reklamation over
mangel ved en ejerlejlighed blev afvist, hvorefter kreditor intet foretog
sig før sagsanlæg næsten 4 år senere). Til sammenligning kan nævnes
FED 2003.2068 Ø, hvor den, mod hvem et erstatningskrav var rejst,
ikke havde afvist det, men anmodet om at få en begrundelse for kravet
og en angivelse af dets størrelse; da den, der havde fremsat kravet,
næppe havde haft mulighed herfor på daværende tidspunkt, kunne
denne manglende reaktion på anmodningen ikke skabe en berettiget
forventning om, at kravet ikke ville blive gjort gældende.
Som et andet illustrerende eksempel kan nævnes UfR 1999.522 Ø om
debitors hæftelse for restgælden på et pantebrev, der kun opnåede
delvis dækning på en tvangsauktion i 1982, hvor kravet først blev
gjort gældende 15 år efter. Forældelsesfristen var på daværende
tidspunkt i et sådant tilfælde 20 år, hvorfor kravet ikke var forældet.
Debitors påstand om, at det var bortfaldet som følge af passivitet, blev
ikke taget til følge, idet det afgørende herfor måtte være, om debitor
ved tvangsauktionen var kommet i en sådan berettiget tvivl om
kravets fortsatte eksistens, at der måtte påhvile kreditor en særlig
pligt til at gøre debitor opmærksom på, at der var et restkrav, som
ville blive gjort gældende82 - og dette fandtes ikke at være tilfældet.
Debitor havde herefter ikke nogen "berettiget forventning" om, at
kravet ikke ville blive gjort gældende, jf. tilsvarende UfR 1999.2102 Ø,
UfR 2000.697 V, UfR 2000.733 Ø og UfR 2001.2192 Ø. Heri ligger dels,
at debitor oprindeligt måtte regne med, at der efter tvangsauktionen
fortsat bestod et krav, dels at kreditor ikke efterfølgende havde udvist
en adfærd, som kunne give debitor det indtryk, at kravet ikke ville
blive gjort gældende. Kreditor havde netop kun forholdt sig passivt,
men en passivitetsvirkning kræver således mere end dette. Det kunne
derfor gøre en forskel, hvis kreditor f.eks. havde sendt debitor en
kontoopgørelse, hvoraf fremgik, at (rest)kravet var afskrevet, sml. UfR
2000.953 V, hvor dette kun fremgik af en intern kontoopgørelse hos
kreditor, der følgelig ikke havde kunnet fremkalde særlige
forventninger hos debitor.83
Side 188
Et kravs bortfald ved passivitet er principielt noget andet end dets
bortfald ved kreditors opgivelse af det, jf. herom ovenfor afsnit 3.
Opgivelse forudsætter et løfte herom fra kreditors side, men
overgangen bliver flydende, fordi et sådant løfte kan foreligge
stiltiende, f.eks. derved, at kreditors adfærd kan skabe en sådan
forventning hos debitor om opgivelse af kravet, at den må tillægges
dispositiv virkning.84 I vurderingen af, om dette er tilfældet, indgår
principielt de samme momenter, som indgår i en passivitetsvurdering.
For debitor kan det være ligegyldigt, om den skabte forventning går
ud på, at kravet er opgivet, eller blot på, at det ikke vil blive gjort
gældende.
Side 189
Se som eksempler på vurderingen af, om der forelå stiltiende afkald
(opgivelse), UfR 2001.2192 Ø (ikke afkald) og UfR 2002.2269 H
(afkald).
J. Ravnkilde: Passivitet (2. udg., 2013) vil helt fjerne sondringen, idet
han mener, at der overhovedet ikke eksisterer en almindelig
passivitetsgrundsætning (uanset adskillige dommes henvisning hertil),
men alene et rent aftaleretligt grundlag for bortfaldsvirkningen,
således at den kun kan indtræde, hvis kreditor har afgivet et
(stiltiende) løfte om ikke-brug af retten (jf. s. 49 ff). Spørgsmålet er
imidlertid da, hvornår kreditors passivitet kan tillægges en sådan
løftevirkning, og svaret herpå er, at det forudsætter, at der foreligger
særlige "reaktionskrævende" omstændigheder (jf. s. 98 ff). Hermed er
man imidlertid tilbage i princippet om, at passivitet kun tillægges
betydning, når der var særlig anledning for kreditor til at være "aktiv".
Det er således principielt kun en anden måde at formulere problemet
på. Hertil kommer, at løftekonstruktionen synes at indebære, at
tidsfaktoren (varigheden af kreditors passivitet) ikke kan tillægges
særlig betydning (jf. herved den ovenfor nævnte UfR 2011.507 H, hvor
et eventuelt stiltiende løfte måtte foreligge ved parternes indgåelse af
tillægsaftalen, således at den efterfølgende passivitet ikke ville have
betydning), at der ikke kan tages hensyn til, om det kan bebrejdes
kreditor, at kravet ikke blev gjort gældende tidligere (jf. s. 88 f), og at
krav ikke kan bortfalde i tilfælde, hvor der ikke har været nogen
kontakt mellem parterne. Disse begrænsninger i muligheden for kravs
bortfald stemmer imidlertid ikke med retspraksis, jf. f.eks. FED
2001.463 Ø og UfR 2008.1263 Ø (om et advokathonorar, hvor det blev
lagt til grund, at kreditor ikke havde fremsendt nogen faktura, men
også, at debitor ikke - som af ham hævdet - havde fremsendt en
skrivelse om afvikling af mellemværendet; der havde således ikke
været nogen kontakt mellem parterne om kravet, som først blev
fremsat ca. 2 ½ år efter, at advokathvervet ophørte; kravet bortfaldt
på grund af passivitet, bl.a. henset til, at begge parter var
erhvervsdrivende, hvor der er særligt behov for afklaring af et
mellemværende).85
Hertil har Ravnkilde anført,86 at der er tale om en anden form for
passivitet i disse tilfælde (kaldet "simpel" passivitet i modsætning til
"kvalificeret" passivitet), der er karakteriseret ved, at der skal
reklameres over "retsbrud" inden for rimelig tid, når den forpligtede
enten ikke ved, at den anden mener at have et krav, eller ikke ved, om
det vil blive gjort gældende, således at selve den manglende
reklamation medfører kravets bortfald. Men denne forklaring er heller
ikke holdbar. Den ville f.eks. indebære, at erstatningskrav uden videre
ville bortfalde, hvis den skadelidte ikke gør kravet gældende inden for
rimelig tid (efter selv at have fået kendskab om det) over for en
skadevolder, der er ubekendt med kravet. Hvis det var tilfældet, ville
der være tale om et væsentligt indhug i forældelsesreglerne - i øvrigt i
modstrid med Ravnkildes henvisning til, at løftekonstruktionen (ved
"kvalificeret" passivitet) er nødvendig, fordi der ellers ville foreligge
ulovhjemlet forældelse. At forældelse kræver lovhjemmel, er ikke
ensbetydende med, at krav ikke kan bortfalde efter andre ulovbestemte - regler, men indebærer som nævnt blot, at et sådant
bortfald kræver andet og mere end kreditors ikke-udøvelse af retten
gennem en vis tid. Netop derfor er debitors ukendskab til kravet eller
til, om kreditor vil gøre det gældende, ikke tilstrækkelig til at statuere
passivitet. Som følge heraf kan der ikke anlægges en sondring mellem
tilfælde, hvor debitor ikke ved, om kravet vil blive gjort gældende, og
tilfælde, hvor debitor er blevet bibragt den opfattelse, at det ikke vil
blive gjort gældende, jf. f.eks. den ovenfor nævnte UfR 2009.865 V,
hvor kunden jo ikke ved fremsættelsen af sin mangelsindsigelse kunne
vide, hvordan gulvlæggeren ville forholde sig hertil, men hvor
gulvlæggeren (kreditor) herved fik et sådant kendskab til debitors
opfattelse af, at der ikke skyldtes mere, at passiviteten herefter kunne
give debitor føje til at antage, at indsigelsen var accepteret eller dog, at
det eventuelle restkrav ikke ville blive forfulgt.
Side 190
Behovet for en passivitetsgrundsætning som supplement til
forældelsesreglerne afhænger naturligvis i første række af, hvor lang
forældelsesfristen er. Som det vil fremgå af afsnit 5.4.1. opererede
dansk ret indtil forældelsesloven fra 2007 med to forskellige,
almindelige forældelsesfrister på henholdsvis 5 og 20 år. Det er klart,
at behovet for en tidligere bortfaldsvirkning begrundet i passivitet var
større ved krav, der omfattedes af 20-års fristen, end ved krav, der
omfattedes af 5-års fristen. Det betød imidlertid ikke, at
passivitetsgrundsætningen var uden betydning ved krav, der
omfattedes af 5-års fristen, idet adskillige domme - som det er
fremgået - har statueret passivitet ved mindre end 5 års passivitet.
Blandt de ovenfor nævnte eksempler var f.eks. erstatningskrav,
lønkrav og krav på betaling for tjenesteydelser omfattet af den 5-årige
forældelse; se også UfR 1999.2105 Ø om et lejeforhold. Passiviteten i
den nævnte UfR 2006.346 V (lønkrav) var ca. af samme varighed som i
den nævnte UfR 2006.1956 Ø (mangelskrav ved køb af ejerlejlighed);
det havde derfor ingen særlig betydning, at det sidstnævnte krav ikke
var omfattet af den 5-årige forældelse, men (kun) af den 20-årige, men
det er klart, at der havde været endnu større anledning til at statuere
passivitet, hvis kravet f.eks. først var blevet forfulgt 8 år senere. Meget
langvarig passivitet kunne således kun få (selvstændig) betydning ved
krav, der omfattedes af den 20-årige forældelse, men det må erindres,
at selve den omstændighed, at kreditor har forholdt sig passiv i
længere tid, ikke er tilstrækkelig til at statuere passivitet, jf. de ovenfor
nævnte domme om debitors personlige hæftelse for pantegæld, hvor
perioden havde været mellem ca. 13 og 18 år, uden at der blev
statueret passivitet. Se tilsvarende UfR 2003.2372 H om et
erstatningskrav (i anledning af en forbrydelse, der derfor omfattedes
af den 20-årige forældelse), hvor ca. 13 års passivitet ikke medførte
kravets bortfald, og UfR 1993.749 H sammenholdt med UfR 1994.934
Ø (begge om krav mod strafafsonere for deres hæftelse for
omkostninger m.v., der ligeledes var omfattet af den 20-årige
forældelse, hvor passiviteten var omtrent lige langvarig (6-7 år), og
hvor kravet bortfaldt i den førstnævnte dom, fordi debitor havde haft
rimelig anledning til at gå ud fra, at kravet ikke ville blive søgt
inddrevet, men ikke i den sidstnævnte, hvor debitor som advokat ikke
var i tilsvarende god tro.
Side 191
Efter forældelsesloven af 2007 er forældelsesfristerne blevet
væsentligt forkortet, navnlig således, at der herefter gælder en
hovedregel om en 3-årig forældelse, jf. nedenfor afsnit 5.4.1. Det
betyder ikke, at passivitetsgrundsætningen er bortfaldet, men det
betyder, at den får mindre betydning end før.87 Selv om passivitet
oftest er blevet statueret i tilfælde, hvor den har varet mere end 3 år,
er der eksempler på kravets bortfald ved kortere tids passivitet (f.eks.
den ovenfor nævnte UfR 2009.865 V), idet kravet til varigheden som
nævnt afhænger af, hvor kraftig anledning kreditor havde til at gøre
kravet gældende. På den anden side må det tages i betragtning, at
"passivitetsfristen" ofte først begynder at løbe på et senere tidspunkt
end forældelsesfristen, jf. ovenfor. Det forhold, at 3-års fristen er
forældelsesreglernes hovedregel, indebærer dernæst, at en række
krav, hvor passivitetsspørgsmålet opstod, fordi kravet omfattedes af
den tidligere 20-årige forældelse, bliver omfattet af den 3-årige
forældelse - f.eks. kravet i UfR 2006.1956 Ø (krav i anledning af
mangler ved en ejerlejlighed), således at der ikke nu vil kunne opstå
spørgsmål om betydningen af ca. 4 års passivitet; tilsvarende gælder
de nævnte afgørelser om strafafsoneres hæftelse for omkostninger
m.v.
For så vidt angår de krav, der også efter forældelsesloven omfattes af
en længere forældelsesfrist, forkortedes den som hovedregel til 10 år,
jf. nedenfor afsnit 5.4.5. Det betyder, at de ovenfor nævnte sager om
den personlige hæftelse for pantegæld ikke ville kunne opstå, fordi
kravene ville være forældet tidligere end 13-18 år - men man kan
formentlig
Side 192
gå ud fra, at de heller ikke vil opstå, fordi kreditorerne nu er
tilskyndet til at gøre kravene gældende inden for 10 år. Det udelukker
imidlertid fortsat ikke en passivitetsvirkning, hvis kreditor havde
særlig anledning til at gøre kravet gældende tidligere.
Hertil kommer, at en passivitetsvirkning kan omfatte noget mindre
end kravets bortfald. Den kan således omfatte en bevismæssig
skadevirkning (jf. som eksempler herpå i erstatningssager, FED
2000.1757 V, FED 2004.609 Ø og FED 2004.962 V) eller ligefrem en
omlægning af bevisbyrden, jf. som eksempel herpå UfR 2007.1430 Ø
(hvor debitor hævdede at have betalt et krav, som kreditor havde dom
for, men uden at kunne fremlægge kvittering herfor; efter flere
rykkere gik der 13 år, inden kreditor begærede udlæg, men dette
afvistes, da passiviteten tillagdes den virkning, at kreditor måtte
bevise, at debitor ikke havde betalt (jf. ovenfor afsnit 2.1. om den
almindelige bevisbyrde) - og et sådant bevis var ikke ført). Heller ikke
denne situation ville dog kunne foreligge efter forældelsesloven, fordi
forældelsesfristen efter den ville være 10 år.
5.4. - Forældelse
5.4.1. - Baggrunden for forældelsesloven
Ved lov nr. 522 af 6. juni 2007 blev der gennemført en samlet reform
af de almindelige regler om forældelse af fordringer. Loven afløste de
tidligere regler herom, dels DL 5-14-4, dels forældelsesloven af 1908
("1908-loven"). Grundtrækkene i disse regler (der fortsat havde
betydning i en overgangsperiode, jf. nedenfor afsnit 5.4.2.) var
følgende:
Den teoretiske hovedregel var, at alle fordringer forældedes efter DL
5-14-4. Forældelsesfristen efter denne regel var 20 år, der regnedes
fra fordringens stiftelsestidspunkt; forældelsen kunne afbrydes enten
ved, at debitor erkendte sin forpligtelse, eller ved, at kreditor gav ham
en "påmindelse" om den. 1908-loven indebar imidlertid så
vidtrækkende undtagelser fra denne hovedregel, at forældelse efter
denne lov var den praktiske hovedregel. Loven omfattede navnlig krav,
der støttedes på en lang række kontraktsforhold (bl.a. om
overdragelse af løsøre, om transport, om udførelse af arbejde og om
lejeforhold), krav om erstatning uden for kontraktsforhold, krav på
skatter og afgifter og visse tilbagesøgningskrav. Forældelsesfristen
efter 1908-loven var 5 år, der regnedes fra forfaldstidspunktet for
fordringen. Forældelsen kunne afbrydes ved en skylderkendelse eller
ved foretagelse af retslige skridt mod debitor (f.eks. sagsanlæg),
hvorimod en påmindelse - som efter DL 5-14-4 - ikke var tilstrækkelig.
5-års fristen var undergivet
Side 193
suspension, idet den ikke løb, så længe kreditor befandt sig i
"utilregnelig uvidenhed" om sit krav. Suspensionen var imidlertid
begrænset af, at DL 5-14-4 også gjaldt som den yderste
forældelsesfrist for krav, der omfattedes af 1908-loven, dvs. at
forældelse - uanset suspension - senest indtrådte 20 år efter
fordringens stiftelse. Fordringer, der ikke omfattedes af 1908-loven
(eller af specialregler), forældedes alene efter DL 5-14-4. Dette gjaldt
navnlig for krav, der støttedes på andre kontraktsforhold end dem, der
omfattedes af 1908-loven - i praksis især krav, der støttedes på aftaler
om pengelån og på aftaler om overdragelse af fast ejendom. For disse
krav indtrådte forældelse således (kun) 20 år efter
stiftelsestidspunktet.
Det forhold, at DL 5-14-4 således delvist "overlevede" reformen i 1908,
var ikke tilsigtet, idet det oprindelige lovforslag (fra 1894) indeholdt
en almindelig 10-års forældelsesfrist, kombineret med en 3-års frist
for en lang række krav (stort set svarende til dem, der blev omfattet af
1908-loven). Et senere forslag i samme retning i bet. 174/1957 førte
ikke til lovgivning. Trods reglernes alder var interessen for en reform
således ikke stor, men senere fremkom kritik først og fremmest af DL
5-14-4 og dens anvendelse på pengelån,88 jf. herved de i afsnit 5.3.
omtalte - forgæves - forsøg fra debitorerne på i stedet at påberåbe sig
passivitet som grundlag for kravenes bortfald. Hovedindvendingen
var, at en 20-års frist under nutidens forhold var alt for lang, og at det
var for "let" for kreditor at afbryde forældelsen (tilsendelse af et
kontoudtog var f.eks. tilstrækkeligt til at udgøre en påmindelse).
Reglen var derfor ikke egnet til at opfylde forældelsesreglernes
vigtigste formål: At beskytte debitorer mod at blive mødt med meget
gamle krav og at tilskynde kreditorer til at få afklaret eller afviklet
skyldforhold inden for rimelig tid.89 En isoleret ændring af DL 5-14-4
ville dog ikke være tilstrækkelig. Der var navnlig også behov for at
overveje forholdet mellem anvendelsesområdet for henholdsvis den
"korte" og den "lange" forældelsesfrist og forskellen mellem deres
begyndelsestidspunkt (henholdsvis forfaldstidspunktet og
stiftelsestidspunktet) og mellem kravene til afbrydelse (henholdsvis
retslige skridt og en påmindelse).
I 2001 blev der derfor nedsat et udvalg, der skulle overveje en samlet
reform af de almindelige forældelsesregler. Udvalget afgav i
Side 194
2005 bet. 1460,90 hvis forslag i det væsentlige blev fulgt i loven.91
Reformen indebærer først og fremmest en forkortelse af
forældelsesfristerne og en ombytning af hovedregel og undtagelser
med hensyn til valget mellem en kort og en lang frist:92 Hovedreglen
er herefter, at fordringer forældes efter 3 år, således at en længere
frist kun gælder i specifikke undtagelsestilfælde. Denne længere frist
er som hovedregel på 10 år, der bl.a. gælder ved krav ifølge pengelån.
Begge frister løber fra kravets forfaldstid, og der gælder ligeledes
ensartede regler om afbrydelse af forældelsen, der kan ske enten ved
en skylderkendelse eller ved foretagelse af retslige skridt; adgangen
efter DL 5-14-4 til at afbryde forældelse ved en påmindelse blev
således afskaffet.
Disse hovedprincipper adskiller sig ikke væsentligt fra dem, der var
indeholdt i lovforslaget fra 1894 og i betænkningen fra 1957.
Reformen afspejler således i vidt omfang intentioner, som allerede
blev formuleret for mere end 100 år siden! Både nationalt og
internationalt har udviklingen siden da bekræftet behovet for kortere
forældelsesfrister. Nationalt har dette vist sig i en tilvækst af specielle
forældelsesregler med kortere frister (hvoraf flere derfor blev
overflødige efter reformen), og internationalt kan der spores en klar
tendens til en kombination af frister på 3 år/10 år.93 Ligeledes i
overensstemmelse med de tidligere forslag indebærer reformen
desuden en mere udførlig regulering, der præciserer retstilstanden og
afklarer tvivlsspørgsmål, som de tidligere regler efterlod, fordi de kun
fastlagde nogle hovedprincipper. På andre punkter er der tale om en
kodifikation af retstilstanden (f.eks. vedrørende suspension), som gør,
at retspraksis efter de tidligere regler fortsat har betydning.
Side 195
5.4.2. - Lovens anvendelsesområde
Forældelsesloven trådte i kraft d. 1. januar 2008, men den har virkning
også for fordringer, der er stiftet inden dette tidspunkt, jf. § 30, stk. 1, 1.
pkt. Dette er praktisk nødvendigt, idet man ellers i en meget lang
periode fremover måtte operere med to sæt forældelsesregler
afhængigt af, om kravet var stiftet før eller efter d. 1. januar 2008. Kun
hvis forældelse bedømt efter de tidligere regler var indtrådt inden d. 1.
januar 2008, gælder loven ikke.
Det var imidlertid tillige nødvendigt at lave en overgangsordning, fordi
kreditorer ellers kunne blive ramt urimeligt af forkortelsen af
fristerne. Hvis f.eks. et krav omfattet af 1908-loven forfaldt d. 1.
februar 2005, havde kreditor kunnet indrette sig på, at forældelse
først ville indtræde d. 1. februar 2010. Efter den nye lov ville
forældelse derimod indtræde allerede d. 1. februar 2008. For at undgå
denne konsekvens gjaldt efter § 30, stk. 1, 2. pkt., en 3-årig
overgangsperiode, dvs. frem til 1. januar 2011, hvor forældelse kun
indtrådte, hvis dette fulgte både af de tidligere og af de nye regler, og
det er da det seneste af de to tidspunkter, der gælder. I eksemplet
indtrådte forældelse således først d. 1. februar 2010.
Reglen gælder kun ved bedømmelsen af forældelse inden for
overgangsperioden. Hvis de nye regler fører til forældelse efter d. 1.
januar 2011, er det kun disse, der gælder. Hvis omvendt de nye regler
fører til forældelse inden d. 1. januar 2011, samtidig med at de
tidligere regler ville føre til forældelse efter dette tidspunkt,
indebærer overgangsreglen, at forældelse indtrådte d. 1. januar 2011.
Dette vil f.eks. gælde, hvis forfaldstidspunktet i det nævnte eksempel
ændres til d. 1. februar 2007: Forældelse efter de nye regler ville
indtræde d. 1. februar 2010 og efter de gamle regler d. 1. februar
2012; i dette tilfælde indtrådte forældelse således d. 1. januar 2011.
Ved vurderingen af, hvad forældelsestidspunktet er efter de nye regler,
skal disse anvendes i deres helhed, dvs. også selv om de faktiske
forhold, som er relevante efter reglerne, forelå inden
ikrafttrædelsestidspunktet d. 1/1 2008, jf. herved UfR 2011.720 Ø
(anvendelse af lovens § 21, stk. 2, på en administrativ klage i 2006) og
UfR 2011.3261 V (anvendelse af lovens § 19, stk. 7, på en
fogedforretning i 2003).
Som nævnt har en påmindelse, der kunne afbryde forældelsen efter
DL 5-14-4, ikke afbrydelsesvirkning efter de nye regler. Dette
modificeres dog af reglen i § 30, stk. 3, hvorefter en påmindelse fra før
1/1 2008 har afbrydelsesvirkning efter lovens regler (hvilket
indebærer, at afbrydelsen udløser en frist på 10 år og ikke 20 år, jf.
f.eks. UfR 2012.2463 V).
Side 196
Loven omfatter efter § 1 alle typer af fordringer, dvs. alle tilfælde, hvor
en person har ret til at kræve en ydelse erlagt.94 Det er uden
betydning, hvordan fordringen er stiftet, hvad dens genstand er, og om
den er ensidig eller indgår i et gensidigt bebyrdende kontraktsforhold.
Det er også uden betydning, om fordringen er formueretlig eller af
anden karakter; også offentligretlige krav (f.eks. skattekrav eller krav
på sociale ydelser) og familieretlige krav (f.eks. krav på
underholdsbidrag) er omfattet. Det er imidlertid kun de enkelte krav
på at få en ydelse (f. eks. betaling af en skat, en social ydelse, et
underholdsbidrag, etc.), der er genstand for forældelse - ikke
skattepligten som sådan eller selve retten til at modtage sociale
ydelser, underholdsbidrag, etc.95
Det er ligeledes uden betydning, om fordringen nyder tinglig
beskyttelse. En købers ret til at få leveret en individuelt bestemt
løsøregenstand nyder som udgangspunkt beskyttelse over for
sælgerens kreditorer, men er alligevel en fordring, der er genstand for
forældelse, jf. UfR 1958.1231 V. Tilsvarende gælder for en forkøbsret
vedrørende en fast ejendom, selv om den er tinglyst, jf. UfR 1927.484
V. Mens retten til at blive ejer således kan forældes, er retten til at være
ejer ikke en "fordring", når rådigheden er etableret. En etableret
ejendomsret kan således ikke bortfalde ved forældelse, men kun efter
reglerne om hævdserhvervelse. En (med)ejendomsret til en
selskabsformue (f.eks. en aktionærs ret) er tilsvarende ikke genstand
for forældelse. Det samme gælder for andre rådighedsrettigheder
(brugsrettigheder, servitutter, grundbyrder): Selve retten forældes
ikke, hvorimod de enkelte krav, der støttes på retten (f.eks. krav på
lejebetaling eller på de enkelte grundbyrdeydelser, jf. herom lovens §
25, stk. 5), er fordringer, som kan forældes. Sikkerhedsrettigheder som
f.eks. pant og udlæg er heller ikke genstand for selvstændig forældelse,
medmindre der er særlig lovhjemmel for det (som tilfældet er i f.eks.
retsplejelovens § 526, stk. 4, om udlæg). Derimod kan sådanne
rettigheder bortfalde ved forældelse af den fordring, som sikkerheden
omfatter, jf. om denne "accessoriske" forældelse efter § 25 i afsnit
5.4.7.2.
Loven viger selvsagt for særregler om forældelse i lovgivningen, se
eksempler herpå i afsnit 5.4.8. Nogle særregler indeholder
henvisninger til forældelsesloven, hvilket egentlig er overflødigt, da
loven netop gælder for alle fordringer, hvor ikke andet er bestemt,
men det skyldes,
Side 197
at de pågældende regler på enkelte punkter fraviger
forældelseslovens regler, således at henvisningen hertil kun er udtryk
for en hovedregel (jf. i øvrigt afsnit 5.4.8.2. om forholdet mellem de
almindelige og de specielle forældelsesregler).
Loven viger endvidere i et vist omfang for aftale mellem parterne. Den
kan imidlertid ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for debitor,
jf. § 26, stk. 1 - ellers ville den beskyttelse, som forældelsesreglerne
tilsigter at give debitorer, let kunne blive illusorisk. Inden
forældelsesfristen er begyndt at løbe, kan der således ikke gyldigt
indgås aftaler f.eks. om, at fordringen er uforældelig eller undergivet
en længere forældelsesfrist end efter loven. Denne regel svarer til,
hvad der hele tiden har været antaget, hvorimod det er nyt, at
præceptiviteten efter § 26, stk. 2, er udstrakt til også at gælde i forhold
til kreditor, når denne er forbruger, og debitor er erhvervsdrivende.
I disse tilfælde kan der således ikke indgås (forudgående) aftale om en
kortere forældelsesfrist end lovens eller andre aftaler, der ville stille
kreditor ringere end efter loven, f.eks. aftaler om, at forældelsen ikke
suspenderes ved kreditors ukendskab til fordringen. Et eksempel på
en sådan aftale er den absolutte reklamationsfrist på 5 år i AB 92 §
36.96 Den afskærer bygherren fra at påberåbe sig mangler efter 5 år,
selv om bygherren hverken kendte eller burde kende dem. Aftalen er
derfor i strid med suspensionsreglen i § 3, stk. 2 (jf. herom nedenfor
afsnit 5.4.4.1), der kun begrænses af en absolut frist på 10 år efter § 3,
stk. 3, nr. 3 (jf. herom nedenfor afsnit 5.4.4.3.), og den kan således ikke
påberåbes i tilfælde, hvor kreditor (bygherren) er forbruger, og
debitor (entreprenøren) er erhvervsdrivende. Sammenhængende
hermed ophævedes ved lov nr. 523 af 6. juni 2007 købelovens regler
om absolutte reklamationsfrister ved køb af byggematerialer, således
at fristen herefter bestemmes af forældelsesreglerne; i forbrugerkøb
gælder dette præceptivt.
Efterfølgende aftaler om fravigelse af loven er derimod gyldige i
forhold til begge parter, men kan naturligvis blive ramt af almindelige
ugyldighedsregler, herunder aftalelovens § 36. Debitor kan således efter at forældelsen er begyndt at løbe - gyldigt gå med til at forlænge
forældelsesfristen og - efter at den er udløbet - give afkald på at
påberåbe sig, at forældelse er indtrådt.
Side 198
Ligesom andre aftaler kan sådanne aftaler foreligge udtrykkeligt eller
stiltiende, ligesom rækkevidden kan være begrænset af betingelser
eller forudsætninger. Et stiltiende afkald kan f.eks. ligge i, at debitor
indlader sig på forhandlinger om kravet med kreditor, efter at
forældelsen er indtrådt, men debitor kan tage forbehold i så
henseende (jf. f.eks. FED 1999.1711 Ø), eller et sådant kan indlægges
som en forudsætning (jf. f.eks. UfR 2006.2535 H). Af betydning for
vurderingen af debitors adfærd har det især, om der forelå
omstændigheder, der gav debitor særlig anledning til at tage stilling til,
om forældelse skulle påberåbes, jf. f.eks. UfR 1986.594 V (hvor dette
ikke var tilfældet, fordi debitor ikke kunne vide, om forældelse var
indtrådt), sml. UfR 1981.349 Ø (hvor debitor omvendt havde opfyldt
krav, som efter debitors egen opfattelse ville være forældet).97
Indledning af forhandlinger om kravet inden forældelsesfristens udløb
er reguleret af lovens § 21, stk. 5, der giver kreditor en "tillægsfrist" på
1 år efter forhandlingernes afslutning til at iværksætte afbrydelse af
forældelse, jf. herom i afsnit 5.4.6.4. Men også denne regel kan fraviges
ved aftale under den løbende forældelse, f.eks. således at forældelsen
"suspenderes" indtil et bestemt tidspunkt eller indtil videre (uanset
om der forhandles), jf. fra (tidligere) praksis UfR 2006.3126 H, UfR
2002.573 H og UfR 2008.945 H. I så fald gælder aftalens frist og ikke
fristen efter § 21, stk. 5, medmindre der forhandles (videre) efter
udløbet af den aftalte frist og uden, at der aftales en ny. En
suspensionsaftale kan således anvendes til at ændre den frist, der
ellers ville gælde efter § 21, stk. 5, men også til at undgå eventuel tvivl
om, hvorvidt der foregår "forhandlinger" - samt i tilfælde, hvor
parterne uden i øvrigt at forhandle bliver enige om at afvente udfaldet
af en anden sag om det tvistige spørgsmål. Endelig kan formålet være
at afskære tvivl om, hvornår forældelse ellers ville indtræde (f.eks.
fordi det er uafklaret, i hvilket omfang forældelsen var
suspenderet).98
5.4.3. - Den almindelige forældelsesfrist
5.4.3.1. - Hovedreglen om 3-års forældelse
Lovens grundlæggende regel er § 3, stk. 1, der fastslår en hovedregel
om en forældelsesfrist på 3 år. Længere forældelsesfrister - rækkende
fra 5 til 20 år - er fastsat i §§ 4-8, jf. herom i afsnit 5.4.5.; de vigtigste af
disse regler fastsætter en 10-års forældelsesfrist, jf. § 5 om fordringer
Side 199
med "særligt retsgrundlag" og § 6 om fordringer i henhold til aftaler
om pengelån.
I forhold til DL 5-14-4/1908-loven er der således byttet om på
hovedregel og undtagelser: Hovedreglen er nu den "korte"
forældelsesfrist ud fra den principielle betragtning, at der kun bør
gælde en længere frist, hvis særlige grunde taler for det.99 Valget af
en kort frist som hovedreglen - og tilmed en frist, der er 2 år kortere
end 1908-lovens - skal imidlertid ses i sammenhæng med
suspensionsreglen i § 3, stk. 2, jf. herom i afsnit 5.4.4.1. En kort frist
ville selvsagt kunne ramme kreditorerne hårdt, hvis der ikke blev taget
hensyn til deres muligheder for at erkende kravets eksistens. Men når 3års fristen først løber fra det tidspunkt, hvor kreditor fik eller burde
have fået kendskab til fordringen, er den normalt tilstrækkeligt lang til
at give kreditor rimelig tid til at få opfyldt fordringen (eller få en
ordning med debitor) - og ellers til at indlede tvangsgennemførelse af
fordringen eller at opgive den. Af hensyn til debitor må der dog være
en grænse for, hvor længe suspensionen kan udskyde
forældelsestidspunktet. Denne grænse sættes af de "absolutte" frister i
§ 3, stk. 3, hvor hovedreglen (i nr. 3) er en 10-års forældelsesfrist, jf.
herom i afsnit 5.4.4.3. Loven har således principielt bibeholdt det
system, der gjaldt for fordringer, der var omfattet af 1908-loven. Ud
over forkortelsen af fristen fra 5 år til 3 år (dog ikke ved lønkrav og
lign., jf. om § 4 i afsnit 5.4.5.3.) består forskellen i, at den absolutte frist
som hovedregel er forkortet fra 20 år til 10 år, og at denne som
hovedregel løber fra forfaldstidspunktet (og ikke fra
stiftelsestidspunktet).
For fordringer, der tidligere kun forældedes efter DL 5-14-4, er
ændringerne større.100 Mens krav ifølge aftaler om pengelån som
nævnt fortsat er undergivet en længere forældelsesfrist, indeholder
loven ingen særregler om krav, der støttes på aftaler om overdragelse
af fast ejendom. Disse krav omfattes derfor også af 3-års fristen (med
tilhørende suspension, kombineret med den absolutte 10-års frist).
Dette gælder også for krav om erstatning m.v. i anledning af mangler
ved en ejendom.
Side 200
En forkortelse af forældelsesfristen fra 20 år til 3 år for sådanne krav
kan umiddelbart forekomme drastisk, men 20-års fristen var urimeligt
lang for ejendomssælgere. Dette var da også en del af baggrunden for
indførelsen af ordningen med tilstandsrapport og ejerskifteforsikring,
der som udgangspunkt fritager sælgeren for mangelsansvaret.101
Denne ordning har således begrænset problemet, men ikke løst det
helt, da den ikke gælder - eller ikke anvendes - i alle tilfælde. Det må
endvidere tages i betragtning, at en køber under alle omstændigheder
skal reklamere over en mangel inden rimelig tid efter, at den blev eller
burde være blevet opdaget, og at et mangelskrav desuden kunne
bortfalde ved passivitet efter en reklamation, jf. ovenfor afsnit 5.3. om
UfR 2006.1956 Ø. Da den forældelsesmæssige suspension ophører på
det tidspunkt, hvor manglen blev eller burde være blevet opdaget,
indebærer anvendelsen af forældelseslovens almindelige system på
mangelskrav således blot, at reklamationen skal følges op af
afbrydelsesskridt inden for 3 år (retslige skridt mod sælgeren eller
dennes erkendelse af mangelskravet) - og dette kan næppe betegnes
som urimeligt over for køberen. Kombinationen med en absolut frist
på 10 år indebærer på den anden side, at køberen afskæres fra at gøre
krav gældende, selv om manglen først viser sig senere end 10 år efter
overtagelsen. Sådanne tilfælde er imidlertid sjældne - og det er blevet
anset for at være en acceptabel "pris" for en forældelsesfrist, der
generelt bygger på et mere afbalanceret hensyn til både sælgers og
købers interesser.102
Som eksempler på andre typer af fordringer, der tidligere kun
forældedes efter DL 5-14-4, men nu omfattes af lovens almindelige 3års frist, kan nævnes krav,103 der udspringer af selskabsretlige
forhold, berigelseskrav, erstatningskrav, der ikke støttes på almindelige
erstatningsregler (f.eks. krav på eksproprationserstatning eller
erstatning fra arbejdsskadesikringen104), og regreskrav, der støttes
på aftaler om kaution (en kautionists regreskrav mod hovedmanden
eller mod medkautionister, jf. i øvrigt herom nedenfor afsnit 5.4.3.2.b).
Blandt de selskabsretlige forhold gav ændringen navnlig anledning til
diskussion om forældelse af selskabets ret til at kræve det resterende
kapitalindskud betalt, foranlediget af, at selskabslovens § 33 åbnede
mulighed for, at der ved stiftelsen af selskabet kun indbetaltes en del
af kapitalindskuddet, mens resthæftelsen skal betales, når selskabet
måtte fremsætte krav om det.105 Der kan ikke være tvivl om, at dette
krav er en fordring, der derfor omfattes af den almindelige 3-års frist.
Problemet er imidlertid, at de almindelige regler om
begyndelsestidspunktet for denne frist fører til, at fristen løber
allerede fra stiftelsen af kravet og ikke først fra det tidspunkt, hvor
selskabet gør det gældende, jf. nedenfor om § 2, stk. 1. Der er
almindelig enighed om, at denne følge af reglerne var både utilsigtet
og uhensigtsmæssig, og der blev derfor i oktober 2013 fremsat
lovforslag om ændring af reglerne, således at 3-års fristen i disse
tilfælde først løber fra det tidspunkt, hvor selskabet beslutter at
indkræve indskuddet, dog kombineret med en 10-års frist, der løber
fra samme tidspunkt, som 3-års fristen gør nu, dvs. det tidspunkt, hvor
selskabet tidligst kunne have krævet indskuddet betalt.
Side 201
5.4.3.2. - Begyndelsestidspunktet - a. Almindelige regler
Forældelseslovens § 2, stk. 1, fastslår som et generelt princip, at
forældelsesfristen løber fra fordringens forfaldstidspunkt. Dette
gælder således ikke kun for den 3-årige forældelse (hvilket svarer til
1908-lovens regel), men som hovedregel også for de længere frister
efter loven (herunder den absolutte 10-års frist i § 3, stk. 3, nr. 3, og
10-års fristerne i § 5 og § 6, stk. 1) - hvilket adskiller sig fra DL 5-14-5
(hvorefter fristen løb fra tidspunktet for fordringens stiftelse). Reglen
har sin naturlige begrundelse i, at kreditor normalt ikke har anledning
til at forfølge et krav, før det er forfaldent. Ved beregning af
forældelsesfristen regnes kun med hele dage, og begyndelsesdagen
medregnes ikke.
Hvis en fordring, der er omfattet af den 3-årige forældelse, forfaldt d. 1.
februar 2011, betyder det således, at kravet forældes ved udløbet af d.
1. februar 2014. For at undgå forældelse skal kreditor således
iværksætte afbrydelse af forældelsen senest denne dag, f.eks. ved at
opnå debitors erkendelse af kravet eller ved at anlægge retssag mod
debitor denne dag. Hvis d. 1. februar 2014 ligger i en weekend (eller
fristen udløber på en helligdag), udstrækkes fristen til den
førstkommende hverdag, jf. § 27, stk. 2 (kreditor kan således f.eks. så
vente med at indlevere stævning til om mandagen). Reglen står i
modsætning til tidligere praksis, jf. UfR 1978.1701 SH.
Side 202
Forfaldstidspunktet er bestemt som det tidligste tidspunkt, til hvilket
kreditor kunne kræve opfyldelse. Det afgørende er således ikke,
hvornår kreditor faktisk kræver opfyldelse, idet kreditor ellers ensidigt - kunne opnå en udskydelse af forældelsen ved at undlade at
gøre kravet gældende.
Begyndelsestidspunktet udskydes således ikke ved, at kreditor giver
debitor henstand, men hvis det sker efter aftale (f.eks. efter
anmodning fra debitor), er forfaldstidspunktet - og dermed fristens
begyndelsestidspunkt - udskudt, jf. f.eks. UfR 1989.1046 H.
Tilsvarende gælder efter § 2, stk. 2, at begyndelsestidspunktet
udskydes, hvis debitor efter lovgivningen eller efter aftale har krav på
løbedage eller en tilsvarende betalingsfrist, således at forældelsen da
først løber fra fristens udløb. Frister, der alene har betydning for, fra
hvilket tidspunkt kreditor kan kræve rente af fordringen (f.eks.
rentelovens § 3, stk. 2), udskyder derimod ikke
begyndelsestidspunktet.106
Princippet om, at der ikke tages hensyn til kreditors manglende
udnyttelse af en mulighed for at gøre kravet gældende, modificeres i §
2, stk. 5, der bl.a. omfatter tilfælde, hvor kreditor kunne have krævet
indfrielse af en kapital før forfaldstid på grund af debitors
misligholdelse med betaling af et afdrag, men hvor kreditor vælger
ikke at udnytte denne mulighed. Fristen løber i så fald fra den aftalte
forfaldsdag og ikke fra det tidligere tidspunkt, til hvilket kreditor
kunne have krævet opfyldelse.
Hvad forfaldstidspunktet nærmere er, beror på aftalen og udfyldende
obligationsretlige regler.107 Fører aftalen eller udfyldende regler til,
at ydelsen skal præsteres på et bestemt tidspunkt (f.eks. betaling for
en tjenesteydelse, når denne er præsteret), løber forældelsesfristen
således fra dette tidspunkt. Skal ydelsen erlægges i rater, løber fristen
særskilt fra de tidspunkter, hvor de enkelte rater kunne kræves, jf.
f.eks. UfR 1941.177 Ø om afdragsvis betaling af en købesum. Er
forpligtelsen betinget, løber fristen fra det tidspunkt, hvor betingelsen
er opfyldt; ved krav mod f.eks. en selvskyldnerkautionist løber fristen
således fra det tidspunkt, hvor hovedmanden har misligholdt sin
forpligtelse (jf. kap. 14, afsnit 2.2.2.). Fører aftalen eller udfyldende
regler til, at opfyldelse skal ske efter påkrav eller opsigelse fra kreditor,
Side 203
løber fristen fra det tidligste tidspunkt, til hvilket kreditor kunne
kræve opfyldelse ved påkrav eller opsigelse (dog med den ovenfor
nævnte modifikation i § 2, stk. 5). Hvis tidspunktet for skyldnerens
opfyldelse ikke kan udledes af aftalen eller af udfyldende regler, følger
det af de almindelige obligationsretlige regler, at opfyldelse skal ske
efter påkrav, som principielt kan fremsættes straks, jf.
gældsbrevslovens § 5, stk. 1, og købelovens § 12. Kravet er således da
forfaldent allerede ved stiftelsen, og forældelsesfristen løber herfra og
ikke først fra det tidspunkt, hvor påkrav faktisk fremsættes.
Ved krav i anledning af misligholdelse af en kontrakt løber forældelsen
fra misligholdelsestidspunktet, jf. § 2, stk. 3 - hvilket blot er en
præcisering af hovedprincippet i stk. 1.
Hvad dette tidspunkt nærmere er, afhænger af misligholdelsens og
misligholdelsesbeføjelsens karakter.108 Leveres ydelsen ikke
(rettidigt), og kræves der naturalopfyldelse, løber fristen fra det
tidspunkt, hvor ydelsen skulle være erlagt. Kræves der i stedet
ophævelse, løber fristen fra det tidspunkt, hvor betingelserne herfor
er opfyldt, dvs. normalt det tidspunkt, hvor misligholdelsen var
væsentlig. Ved krav i anledning af mangler er det afgørende normalt
leveringstidspunktet, men ofte kan en mangel først konstateres senere,
således at forældelsen suspenderes efter § 3, stk. 2, indtil kreditor
konstaterede eller burde have konstateret manglen, jf. herved UfR
1954.343 V (hvor manglen blev konstateret straks efter leveringen),
smh. med UfR 1959.876 H, UfR 1979.402 V, UfR 1998.1246 Ø og FED
2002.2427 V (hvor manglerne først kunne konstateres senere).
Tilsvarende gælder ved rådgivningsansvar, at
misligholdelsestidspunktet principielt er det tidspunkt, hvor den
fejlagtige rådgivning fandt sted, men at kreditor ofte først kan erkende
fejlen, når dens følger viser sig, jf. f.eks. UfR 2007.115 H og UfR
2000.1841 V (om ansvar for skatterådgivning, hvor fristen løb fra det
tidspunkt, hvor den blev underkendt af skattemyndighederne) og UfR
2012.3130 V (om en fejl fra en advokat). For så vidt er det
underordnet, om resultatet begrundes med, at kravet først forfalder,
når den skadelige følge viser sig, eller med, at forældelsesfristen
suspenderes indtil dette tidspunkt. I relation til den absolutte 10-års
frist i § 3, stk. 3, nr. 3, der bl.a. omfatter rådgivningsansvar i
kontraktsforhold, gør det derimod en forskel, fordi denne frist også
løber fra forfaldstidspunktet, men uden suspensionsmulighed, jf.
nedenfor afsnit 5.4.4.3. I UfR 2008.945 H (også om
skattemyndighedernes underkendelse af et skattemæssigt relevant
investeringsarrangement) blev det gjort klart, at forfaldstidspunktet
(efter 1908-loven) var tidspunktet for denne underkendelse. Hvis
dette princip blev overført til forældelsesloven, ville det således
indebære, at også 10-års fristen løb fra dette tidspunkt, og dette har
klart ikke været tilsigtet.109 Det må derfor fastholdes, at
forfaldstidspunktet nu - både i relation til 3-års og 10-års fristen - er
det tidspunkt, hvor fejlen blev begået (dvs. hvor den
ansvarspådragende rådgivning fandt sted).
Side 204
Krav om erstatning uden for kontraktsforhold forfalder i det øjeblik,
skaden er indtruffet, og forældelsesfristen løber derfor fra dette
tidspunkt, jf. § 2, stk. 4 - der således også blot er en præcisering af
princippet i stk. 1. Det betyder imidlertid ikke nødvendigvis, at fristen
løber fra skadestidspunktet for så vidt angår alle de følger, som skaden
måtte få. Indtræder der senere følger, som ligger ud over, hvad der
kunne forventes på skadestidspunktet, løber fristen for krav i den
anledning først fra det tidspunkt, hvor disse følger viser sig. Dette
følger i hvert fald af suspensionsreglen i § 3, stk. 2, men i nogle tilfælde
er resultatet blevet begrundet med, at kravene da først forfaldt på det
senere tidspunkt; denne forskel i begrundelsen er dog uden betydning
for resultatet. I modsætning til de ovenfor nævnte tilfælde af ansvar i
kontraktsforhold får forskellen ingen betydning for den absolutte frist,
fordi den i alle tilfælde af erstatning uden for kontraktsforhold ikke
regnes fra forfaldstidspunktet (tidspunktet for skadens indtræden),
men fra det tidspunkt, hvor skaden blev forårsaget (tidspunktet for
den skadevoldende handling), jf. nedenfor afsnit 5.4.4.3.
Uanset hvilken begrundelse man vælger, er det ikke en betingelse for
at få fristen til at begynde at løbe, at erstatningskravet i anledning af
den pågældende følge har kunnet gøres op til et bestemt beløb. Drejer
det sig f.eks. om en personskade, hvor det umiddelbart efter
tilskadekomsten står klart, at den vil medføre en vis sygeperiode,
løber fristen derfor fra tilskadekomstdagen for så vidt angår krav i den
anledning (helbredelsesudgifter, tabt arbejdsfortjeneste og svie og
smerte), selv om kravene først kan gøres op senere, jf. f.eks. UfR
2012.2844 Ø, FED 2011.28 V, FED 2009.68 V, UfR 2006.3257 V, UfR
2006.2535 H, UfR 2005.1594 H, FED 2004.926 V, UfR 2002.573 H og
UfR 1998.111 V. I UfR 2013.1823 H er denne retstilstand blevet yderligere - cementeret, idet dommen tog afstand fra den
opfattelse,110 at forældelsen ikke løber fra skadedagen, men
indtræder successivt (med den følge, at den skadelidte altid ville
kunne kræve erstatning for uarbejdsdygtigperioder, der lå inden for
perioden 3 år forud for afbrydelsestidspunktet).111
Hvis det tillige stod klart, at skaden var så alvorlig, at den måtte
forventes at få varige følger, løber fristen for krav i den anledning
(varigt mén, erhvervsevnetab) ligeledes fra tilskadekomsttidspunktet,
jf. f.eks. UfR 2012.3181 H, FED 2011.102 Ø, UfR 2008.11 V, FED
2008.158 V, FED 2006.169 Ø, FED 2005.306 Ø, FED 2005.281 Ø, FED
2005.127 Ø, FED 2003.3065 Ø, UfR 1998.111 V og UfR 1974.437 Ø.112
Side 205
Ved krav, der er stiftet på anden måde end ved aftale eller en
skadegørende handling, er det ligeledes afgørende, hvornår kreditor
(tidligst) kunne kræve opfyldelse. Ved tilbagesøgningskrav er det
således principielt det tidspunkt, hvor den fejlagtige betaling fandt
sted, da betaleren straks kunne kræve beløbet tilbagebetalt, men da
betaleren - pr. definition - befandt sig i en vildfarelse (jf. ovenfor afsnit
2.3.), vil forældelsen være suspenderet indtil det tidspunkt, hvor
betaleren indså eller burde have indset vildfarelsen.
Forfaldstidspunktet for krav på betaling af skatter og afgifter er fastsat
i lovgivningen herom, og fristen løber derfor fra det tidspunkt, hvor
den pågældende skat eller afgift efter disse regler kunne kræves betalt.
Har skatte- eller afgiftsmyndigheden været afskåret fra at foretage
beregning og opkrævning, f.eks. fordi den skatte- eller afgiftspligtige
har givet urigtige eller ufuldstændige oplysninger, udskydes
begyndelsestidspunktet på grund af suspension.
Restskat for fysiske personer forfalder efter kildeskattelovens § 61,
stk. 4, i tre rater d. 1. september, d. 1. oktober og d. 1. november i året
efter indkomståret, og sidste rettidige betalingsdag er den 20. i
måneden, jf. § 58. Forældelse af krav på restskat for indkomståret
2013 løber således særskilt for hver rate fra henholdsvis d. 20.
september 2014, d. 20. oktober 2014 og d. 20. november 2014 medmindre der er grundlag for suspension. Skatte- og
afgiftsmyndighedernes mulighed for at foretage eller ændre en
skatteansættelse eller en afgiftsfastsættelse - og dermed for at kunne
fremsætte (yderligere) krav - begrænses imidlertid af de almindelige
frister herfor i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 31, jf. ovenfor afsnit
5.2. Disse frister kan dog gennembrydes i en række tilfælde, bl.a. ved
skattesvig, jf. skatteforvaltningslovens §§ 27 og 32, og i disse tilfælde
er de krav, der måtte opstå herved, undtaget fra den 3-årige
forældelse (med tilhørende suspension), idet der alene gælder en 10års frist (uden suspension), der løber fra det ovenfor nævnte
forfaldstidspunkt, jf. skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4.
Tilsvarende gælder for borgerens krav på tilbagebetaling af skat eller
afgift, hvis der sker ændringer af skatteansættelsen eller
afgiftsfastsættelsen til fordel for denne.
Side 206
b. - Særlige regler
I en række tilfælde ville princippet om forfaldsdagen som
begyndelsestidspunkt for fristen ikke tage tilstrækkeligt hensyn til
kreditors interesser, og der er derfor i disse tilfælde fastsat et senere
begyndelsestidspunkt eller givet kreditor en særlig tillægsfrist.
Reglerne i §§ 9 og 10 omhandler således tilfælde, hvor en person har
en særlig forpligtelse til at varetage en andens interesser, og hvor der
derfor kan opstå en vis interessekonflikt, når der i forbindelse med
dette hverv opstår krav mod den pågældende.
Efter § 9 gælder det således ved krav, der opstår mod en værge som
følge af dennes tilsidesættelse af sine forpligtelser som værge.
Hensynet til den, der er under værgemål, fører her til, at
forældelsesfristen først løber fra værgemålets ophør. § 10 omhandler
fuldmagts- og selskabsforhold, hvor fuldmagtsgiveren/selskabet får
krav mod fuldmægtigen/bestyrelsesmedlemmet, direktøren m.v. i
anledning af deres tilsidesættelse af pligterne ved hvervets udførelse.
Reglen giver fuldmagtsgiveren/selskabet en "tillægsfrist" på 3 år fra
hvervets ophør til at gøre kravet gældende, medmindre
suspensionsreglen ville føre til et tidligere forældelsestidspunkt.
Reglen har derfor (kun) betydning, hvis den absolutte 10-års
forældelse ville udløbe inden 3 år efter hvervets ophør.
Særlige hensyn til kreditor gør sig endvidere gældende, når kravet er
et regreskrav. Uanset regreskravets karakter og grundlag er
udgangspunktet, at den, der opfylder et krav fra "hovedkreditor"
("debitor 1") og dermed erhverver et regreskrav mod en anden
debitor ("debitor 2"), indtræder i hovedkreditors retsstilling over for
debitor 2 og dermed får samme retsstilling over for denne, som
hovedkreditor havde. Dette gælder derfor også i henseende til
forældelse; regreskravet er således undergivet præcis samme
forældelse, som gjaldt for hovedkreditors
Side 207
krav mod den regresforpligtede (debitor 2). Dette almindelige princip
er - for så vidt angår regreskrav i solidariske skyldforhold, jf. nedenfor
om afgrænsningen heraf - udtrykt i § 12, stk. 1.
Dette "indtrædelsesprincip" indebærer således, at debitor 1 hverken
får bedre eller dårligere ret over for debitor 2, end kreditor havde
over for denne. Hvis kreditors krav mod debitor 2 var undergivet den
3-årige forældelse, og debitor 1 opfylder kravet på et tidspunkt, hvor
der resterer 2 år af fristen, har debitor 1 således 2 år til at gøre
regreskravet gældende. Var forældelsen af kreditors krav mod debitor
2 suspenderet, kan debitor 1 også påberåbe sig denne suspension,
hvorimod debitor 1 ikke kan påberåbe sig en "selvstændig"
suspension i forhold til debitor 2.
Indtrædelsesprincippet giver imidlertid problemer for debitor 1, hvis
hovedkreditor først gør kravet gældende mod denne på et tidspunkt,
der ligger tæt på udløbet af forældelsesfristen mod debitor 2. Hvis
f.eks. de to debitorer er solidarisk hæftende skadevoldere, og
erstatningskravet alene gøres gældende mod debitor 1 få dage før
udløbet af forældelsesfristen, ville debitor 1 kun have tilsvarende få
dage til at gøre regreskrav gældende mod debitor 2. Af hensyn til
debitor 1 fastslog tidligere retspraksis, at forældelsesfristen for et
sådant regreskrav først begyndte at løbe, når kreditor (den
skadelidte) gjorde kravet gældende mod debitor 1, jf. bl.a. UfR 1999.83
H, UfR 1999.505 Ø, FED 1999.2269 Ø og FED 2004.224 V (hvor kravet
mod debitor 1 først blev gjort gældende på selve den dag, hvor
forældelsesfristen udløb). Denne hensyntagen til debitor 1's interesser
skete imidlertid på bekostning af hensynet til debitor 2, idet
princippet indebar, at forældelsesfristen i forhold til denne kunne
blive (næsten) fordoblet i forhold til den, der gjaldt i forhold til
hovedkreditor.113
Reglen i § 12, stk. 2, tilsigter en mere afbalanceret hensyntagen til
både debitor 1's og debitor 2's interesser. Reglen giver debitor 1 en
tillægsfrist på 1 år til at gøre regreskravet gældende, dvs. at debitor 1
har mindst denne frist, selv om indtrædelsesprincippet ville føre til et
tidligere forældelsestidspunkt for regreskravet.
Side 208
Tillægsfristen løber fra det tidspunkt, hvor kreditor iværksætter
afbrydelse af forældelsen over for debitor 1 (f.eks. ved sagsanlæg mod
denne), eller fra det tidspunkt, hvor debitor 1 opfylder fordringen,
eller fra det tidspunkt, hvor der indgås suspensionsaftale mellem
kreditor og debitor 1. Reglen gælder, selv om kreditors krav mod
debitor 2 var forældet på det pågældende tidspunkt (hvilket f.eks. kan
være aktuelt ved erstatningskrav mod to skadevoldere, hvor
forældelsen af kreditors krav var suspenderet i forhold til debitor 1,
men ikke i forhold til debitor 2).114
Reglen gælder kun ved regreskrav i solidariske skyldforhold - men da
uafhængigt af skyldforholdets karakter. Den gælder således f.eks. for
den solidariske hæftelse for flere erstatningsansvarlige (jf. f.eks. FED
2011.70 Ø), for flere skyldnere i henhold til et gældsbrev, for
skyldnere, der hæfter solidarisk for en købesum, og i kautionsforhold
(både hvad angår forholdet mellem kreditor og hovedskyldner og
forholdet mellem flere kautionister). Den gælder derimod ikke ved
andre regreskrav, hvor der derfor kun gælder et til § 12, stk. 1,
svarende indtrædelsesprincip.
Dette gælder således ved afledede krav mod en erstatningsansvarlig
skadevolder, jf. herved erstatningsansvarslovens § 17, stk. 1, 3. pkt., og
stk. 2, samt § 22, stk. 1, se eksempler herpå (især vedrørende regres
for sygedagpenge efter den førstnævnte regel) i FED 2011.28 V, FED
2009.68 V, UfR 2006.3257 V, UfR 2005.2296 V, FED 2004.2203 Ø, FED
2004.926 V og UfR 2002.573 H.115 Indtrædelsesprincippet gælder
tilsvarende i tilfælde, hvor et krav mod et tidligere led i
omsætningskæden bygger på subrogation, som jo netop er udtryk for
en indtræden i den umiddelbare medkontrahents krav mod det
tidligere led. Hvis derimod det "direkte" krav mod det tidligere
omsætningsled bygger på et af denne begået "retsbrud", er det ikke
undergivet de begrænsninger, som gælder i forhold mellem
medkontrahenten og det tidligere omsætningsled, hvilket navnlig har
den konsekvens, at der gælder en selvstændig suspension til fordel for
det senere leds krav.116
Side 209
Endelig er der et særligt hensyn til kreditor ved erstatningskrav, der
udspringer af strafbare forhold. Det udmøntede sig tidligere i regler
om en længere forældelsesfrist og et senere begyndelsestidspunkt,
men reguleringen i § 13 er en anden: Hvis skadevolderen findes
skyldig i en straffesag, kan erstatningskrav, der udspringer af det
strafbare forhold, gøres gældende under straffesagen, selv om
forældelsesfristen er udløbet - eller, alternativt, ved et civilt søgsmål
senest 1 år efter straffesagens afslutning. Begrundelsen for reglen er,
at det ville være stødende, om erstatningskrav blev afskåret på grund
af forældelse, når skaden er forvoldt ved et så groft forhold, at
skadevolderen er strafskyldig.117
5.4.4. - Suspension og absolutte frister
5.4.4.1. - Suspension
Suspension er en betegnelse for det forhold, at forældelsesfristen ikke
løber, så længe kreditor ikke havde og heller ikke burde have
kendskab til fordringen eller skyldneren, jf. § 3, stk. 2. 3-års fristen
begynder således da først at løbe på det tidspunkt, hvor kreditor fik
eller burde have fået kendskab hertil. Reglen gælder tilsvarende for 5års fristen for krav i ansættelsesforhold, jf. § 4, stk. 2, men ikke for de
længere frister efter §§ 5-8. Suspensionsreglen er som nævnt i afsnit
5.4.3.1. modstykket til den (forholdsvis) korte forældelsesfrist. Så
længe kreditor ikke er klar over, at han har et krav, eller hvem debitor
er, er kreditor afskåret fra at iværksætte afbrydelse af forældelse. Men
der må naturligvis stilles det krav til kreditor, at han skal udfolde
rimelige bestræbelser på at undersøge de omstændigheder, som
kunne afsløre kravets eksistens og debitors identitet.
Ukendskab til et krav kan foreligge i mange situationer. Typiske
tilfældegrupper er: Skjulte mangler ved en fast ejendom eller ved et
entreprisearbejde; rådgivning, som senere viser sig at have været
fejlagtig; personskade, som får følger, der går ud over, hvad der kunne
påregnes ved tilskadekomsten; forurenende virksomhed, som først
afsløres, når en miljøskade forårsaget heraf viser sig; en fejl ved en
operation afsløres ikke over for patienten, som derfor tror, at det
drejer sig om en komplikation ved sygdommen; en skat eller en afgift
er ikke blevet opkrævet, fordi den skatte/afgiftspligtige ikke har
oplyst en indkomst eller anmeldt en afgiftspligtig disposition; en
betaling er sket ud fra en urigtig formening om skyld, hvorefter
tilbagesøgningskrav fremsættes, når betaleren opdager sin vildfarelse.
Side 210
Undertiden kan der gå meget lang tid, inden det viser sig, at kreditor
har et krav. En miljøskade som f.eks. forurening af grundvandet viser
sig måske først mange år efter, at en jordforurening ved nedgravning
af affald har fundet sted; en personskade kan på lang sigt få senfølger
med yderligere helbredsforringelse til følge, eller det kan være, at det
først efter mange år erkendes, at en sygdom skyldes udsættelse for
stoffer i arbejdsmiljøet; en advokats rådgivning om arveforholdene
ved oprettelse af et testamente viser sig at føre til utilsigtede
resultater, da det ved et dødsfald mange år senere bliver aktuelt at
bruge det. Hvis suspensionsreglen stod alene, ville forældelsesfristen
principielt være uendelig. Af hensyn til debitor begrænses den mulige
suspension derfor af en absolut frist (dvs. en frist, der netop ikke er
undergivet suspension), jf. om § 3, stk. 3, nedenfor afsnit 5.4.4.3.
Denne frist er som hovedregel på 10 år og løber fra samme tidspunkt
som 3-års fristen (bortset fra suspensionen af denne). Suspensionen
kan derfor som hovedregel højst vare i 7 år. Selv om det ved
suspension ikke får nogen betydning for 3-års fristen, hvad
forfaldstidspunktet efter § 2 ville være, får det således betydning for
beregningen af den absolutte 10-års frist, når denne - efter
hovedreglen i § 3, stk. 3, nr. 3 - løber fra forfaldstidspunktet.
Det er en selvfølge, at suspensionen må ophøre i det øjeblik, kreditor
faktisk får kendskab til de omstændigheder, der begrunder kravet, jf.
f.eks. FED 2001.463 Ø, FED 2001.1307 Ø, FED 2001.2478 Ø og UfR
2012.3130 V, hvor et krav mod et forsikringsselskab blev ramt af
forældelse, fordi den skadelidtes advokat ikke rettidigt indbragte
sagen for et ankenævn; skadelidte rejste herefter erstatningskrav mod
advokaten, men dette krav blev ramt af forældelse, fordi suspensionen
ophørte i det øjeblik, forsikringsselskabet gjorde
forældelsesindsigelsen gældende.
Hovedproblemet er at fastlægge, hvornår kreditor burde have skaffet
sig et sådant kendskab. Dette beror på en samlet vurdering af, hvilke
krav der med rimelighed kan stilles til kreditor. Der er i så henseende
ikke tilsigtet nogen forskel i forhold til suspensionsreglen i 1908-loven,
og den omfattende retspraksis herom har derfor fortsat betydning.118
Ved vurderingen af, hvilken viden om kravet kreditor burde have
skaffet sig, må der selvsagt tages hensyn til kreditors muligheder for at
erkende eksistensen og betydningen af de omstændigheder, der
begrunder
Side 211
kravet. Forudsætter dette en fagkundskab på det pågældende område,
som kreditor ikke er i besiddelse af, kan det derfor ikke kræves, at
kreditor skulle have iværksat nærmere undersøgelser, selv om en
fagkyndig ville have opdaget eller indset de relevante
omstændigheder.
Denne situation foreligger ofte i tilfælde, hvor grundlaget for kravet er
reglerne om professionsansvar, jf. f.eks. UfR 2007.2491 V (ansvar for
en advokat, der som bobestyrer havde forvekslet to foreninger og
derfor udbetalt arv til den forkerte; det kunne ikke bebrejdes den
berettigede forening, at den ikke rettede henvendelse til advokaten,
før den fik oplysning fra den anden forening om udbetalingen), FED
1997.1958 Ø om rådgivningsansvar for en revisor (ikke muligt for
kunden at indse fejlen og ikke anledning for ham til at iværksætte
nærmere undersøgelser), FED 2002.2707 Ø (ansvar for en advokat for
en selskabsomdannelse, som medførte et unødvendigt skattetilsvar;
suspension indtil konstruktionen blev underkendt af
Landsskatteretten), UfR 2007.115 H (en tilsvarende afgørelse om en
advokat, der havde afgivet en erklæring til nogle investorer om et
rettighedsspørgsmål, som blev underkendt af skattemyndighederne),
UfR 2008.945 H (tilsvarende om et investeringsarrangement, som blev
underkendt af skattemyndighederne; som nævnt ovenfor afsnit
5.4.3.2.a. ansås dette tidspunkt for at være forfaldstidspunktet, men
efter forældelsesloven må resultatet i stedet begrundes med
suspension frem til dette tidspunkt - hvilket det f.eks. blev i UfR
2010.277 H, der tilsvarende omhandlede et krav mod en advokat m.fl.
i anledning af skattemyndighedens underkendelse af et
investeringsprojekt) og FED 1997.1819 Ø (en ejendomsmæglers
ansvar over for en huskøber for ikke at have oplyst denne om, at et
optaget ejerskiftelån var inkonvertibelt), smh. med FED 1998.1146 V
(tilsvarende parter, men her begrundet i, at ejendomsmægleren ikke
havde oplyst, at en bygning ikke var godkendt til beboelse; dette
havde køberen imidlertid ret let kunnet udlede af en udleveret
meddelelse fra bygningsregistret). I FED 2001.1141 Ø (også om
ansvar for manglende oplysning om, at et lån var inkonvertibelt) blev
der ikke statueret suspension, fordi køberne ansås for at have et vist
sagkundskab (i kraft af deres arbejde i en bank og et
realkreditinstitut). Selv om kreditor måtte have haft sagkyndig bistand,
som burde have været opmærksom på forholdet, er det i UfR
1998.1012 Ø antaget, at der ikke sker identifikation (vedrørende et
tilfælde som det i FED 1997.1819 Ø, men hvor huskøberen havde
advokatbistand). Et krav vil dog naturligvis eventuelt i stedet kunne
rettes mod rådgiveren, jf. f.eks. UfR 2008.1079 V (byrettens dom),
hvor en advokat var ansvarlig for ikke at have rådgivet en
ejendomskøber om betydningen af at tegne ejerskifteforsikring;
forældelsen af dette krav var suspenderet, indtil køberen opdagede
manglerne ved ejendommen - og dermed betydningen af, at forsikring
ikke var blevet tegnet.
Side 212
Ved mangler i køb, entreprise m.v. suspenderes forældelsen, hvis
manglen var "skjult" på tidspunktet for leveringen, aflevering af
byggeriet m.v. Suspensionen ophører på det tidspunkt, hvor køberen,
bygherren m.v. opdagede eller burde have opdaget manglen. På
samme tidspunkt indtræder pligten til at reklamere over manglen,
således at eventuelle krav bortfalder, hvis der ikke reklameres inden
for rimelig tid herefter, jf. f.eks. købelovens § 52 og AB 92 § 36, stk. 2
(sml. dog købelovens § 81, hvorefter en forbrugerkøber først skal
reklamere, når manglen faktisk er opdaget). Den undersøgelsespligt,
som disse regler - bortset fra § 81 - forudsætter, svarer principielt til
de krav, som suspensionsreglen stiller. Det får derfor betydning, om
erkendelse af manglen krævede en særlig fagkundskab, som køberen
ikke var i besiddelse af - eller om der dog var sådanne tegn på
eventuelle mangler, at en nærmere undersøgelse skulle være iværksat.
Ved køb af løsøre begrænses betydningen af suspensionsreglen dog af
den absolutte reklamationsfrist på 2 år i købelovens §§ 54 og 83, jf.
ovenfor afsnit 5.4.2. I praksis får den derfor især betydning i tilfælde,
hvor disse regler ikke gælder, jf. f.eks. UfR 2010.332 Ø (levering og
montering af et sikringssystem, hvilket ansås for at udgøre en
tjenesteydelse, således at § 54 ikke fandt anvendelse; forældelsen var
suspenderet indtil ca. 5 år efter leveringen, hvor det ved et indbrud
viste sig, at nogle vinduesgitre ikke var monteret tilstrækkeligt godt),
UfR 2010.633 Ø (mangel ved en andelslejlighed, som i denne relation
fandtes at måtte behandles som fast ejendom og ikke som løsøre) og
UfR 1998.1246 Ø (om køb af et pantebrev, hvor sælgeren måtte
indestå for, at pantebrevsskyldneren ikke var registreret som dårlig
betaler, således at § 54 dermed var fraveget).
Også ved entreprise begrænses suspensionsreglen af en absolut
reklamationsfrist, jf. AB 92 § 36, stk. 1, dersom vedtagelse heraf ikke
er i strid med forældelseslovens § 26, stk. 2, jf. ovenfor afsnit 5.4.2.
Denne frist er imidlertid længere end forældelsesfristen (5 år mod 3
år), således at forældelse - trods en vis suspension - kan indtræde
inden udløb af den absolutte frist, f.eks. hvis manglen ved byggeriet
blev konstateret i forbindelse med det normale 1-års eftersyn af
byggeriet, jf. som eksempler herpå voldgiftskendelserne i T:BB
2008.199 og T:BB 2010.106, sml. KFE 2006.232 (hvor manglen ikke
burde være opdaget ved 1-års eftersynet, men først ved undersøgelser
i forbindelse med indkaldelse til 5-års eftersynet). Problemet er
imidlertid ofte, at der vel er blevet reklameret over forhold ved
byggeriet, men uden at det står klart, hvad problemerne skyldes, eller
hvor omfattende de er, hvorefter skaderne (f.eks. revner i byggeriet,
fugtindtrængning) gradvist forværres, og først senere undersøgelser
afslører manglens karakter, årsag og omfang; se som eksempler på,
hvornår suspensionen ophørte i en sådan proces, UfR 2011.2059 H
(ikke forældelse) og UfR 2005.1234 H (forældelse).119
Side 213
Kreditors ukendskab til kravet kan bero på, at det afhang af
oplysninger, som kun debitor sad inde med. Forældelsen af det
offentliges krav på betaling af skatter og afgifter kan således være
suspenderet, fordi borgeren ikke har givet (korrekte) oplysninger om
f.eks. en skattepligtig indkomst eller en afgiftspligtig disposition. Også
på dette område begrænses suspensionsreglens betydning imidlertid
af andre regler, jf. ovenfor afsnit 5.2. om fristerne i
skatteforvaltningsloven for foretagelse eller genoptagelse af
skatteansættelse eller afgiftsfastsættelse. Som det fremgik, indebærer
de ordinære frister herfor, at de krav mod borgeren, der måtte opstå
ved skatteansættelsen eller afgiftsfastsættelsen, ligger inden for
forældelseslovens almindelige 3-års frist, og krav, der måtte opstå ved
ekstraordinær skatteansættelse eller afgiftsfastsættelse, er ikke
undergivet 3-års forældelsesfristen (med tilhørende suspension), men
kun en absolut 10-års frist.
Ekstraordinær skatteansættelse eller afgiftsfastsættelse kan bl.a. ske i
tilfælde, hvor den skatte- eller afgiftspligtige har givet urigtige eller
ufuldstændige oplysninger, og dette kan tilregnes den pågældende
som et forsætligt eller groft uagtsomt forhold. Reglen gælder således
ikke, hvis den skatte- eller afgiftspligtige var i god tro eller handlede
simpelt uagtsomt. Efter suspensionsreglen ville denne sondring være
irrelevant, fordi suspensionen alene beror på kreditors (her
myndighedens) ukendskab til kravet, men når ekstraordinær
ansættelse/fastsættelse ikke kan finde sted, kan der ikke opstå noget
krav, og den suspension, som myndigheden ellers ville kunne
påberåbe sig, får ikke betydning. Hvis der omvendt forelå et forsætligt
eller groft uagtsomt forhold, får det ikke betydning, om myndigheden
måske burde have opdaget dette tidligere, fordi der da kun gælder en
absolut 10-års frist. Imidlertid skal myndigheden give borgeren varsel
om iværksættelse af ekstraordinær ansættelse/fastsættelse, og dette
skal gives senest 6 måneder efter, at myndigheden fik kendskab til
forholdet, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, og § 32, stk. 2.
Herved får suspensionsreglen alligevel - indirekte - betydning, idet
reglen efter praksis også omfatter burdeviden.120 Er varslingsfristen
ikke overholdt, kan ekstraordinær ansættelse/fastsættelse ikke finde
sted, og der opstår følgelig ikke noget krav.
Bortset herfra får suspensionsreglen kun betydning på områder, der
ikke reguleres af skatteforvaltningslovens fristregler. Udenfor falder
gaveafgift, kommunal ejendomsskat og i det hele krav, der ikke er
afledt af en skatteansættelse eller afgiftsfastsættelse. Tidligere praksis
om suspensionsreglen viser, at der ikke gælder en vidtgående kontrol
og undersøgelsespligt for myndighederne, idet suspension ikke
afskæres, blot fordi myndigheden kunne have opdaget kravet ved
nærmere undersøgelser af den skatte- eller afgiftspligtiges forhold,
når der ikke foreligger omstændigheder, som burde have givet
anledning til at iværksætte sådanne undersøgelser, jf. f.eks. UfR
1994.168 H og UfR 2006.1492 H.121
Uden for skatteområdet kan nævnes et tilsvarende eksempel i UfR
2006.361 V om krav om tilbagebetaling af arbejdsløshedsdagpenge,
der var oppebåret med urette, da vedkommende havde udøvet
selvstændig virksomhed; dette blev fastslået ved en skatteafgørelse
om momspligt heraf, og forældelsen af arbejdsløshedskassens krav
var suspenderet indtil da (denne havde ingen pligt til selv at
undersøge dette, idet det tværtimod påhvilede den, der oppebar
dagpenge, at give oplysning herom). Det forhold, at debitor er den
nærmeste til at kende skyldforholdet, kan således ikke blot indgå i den
samlede vurdering af, om tilbagesøgnings- og efterbetalingskrav
overhovedet kan fremsættes, jf. afsnit 2.2.2., men også i vurderingen af,
om forældelse af kravet er suspenderet, jf. f.eks. UfR 1989.45 H og UfR
1998.1095 Ø om lønmodtageres krav om efterbetaling af løn. Også
erstatningskrav i anledning af finansielle dispositioner og lign. er ofte
afhængig af kendskab til regnskabsmæssige oplysninger, som kun
debitor lå inde med, således at suspension kan indtræde, indtil disse
oplysninger bliver tilgængelige i form af regnskabsaflæggelse,
revisorrapporter m.v., jf. f.eks. UfR 2006.3050 H, UfR 2001.2272 H og
UfR 1988.937 H.
Side 214
Side 215
Ved erstatningskrav, især vedrørende personskader, stiller praksis
gennemgående ikke store krav til kreditor (skadelidte). Der er
sjældent grundlag for at kræve, at skadelidte burde have skaffet sig en
større viden end den, han faktisk havde. Uvidenheden kan vedrøre
skadens indtræden, dens årsag og dens omfang.
Som eksempler fra nyere retspraksis, sml. f.eks. UfR 1998.111 V
(vedrørende produktansvarslovens § 14, stk. 1, der henviser til bl.a.
suspensionsreglen; skadelidte blev her straks gjort bekendt med, at
det drejede sig om en salmonellaforgiftning og dennes mulige
konsekvenser - ikke suspension; se tilsvarende UfR 1982.788 H om
skadelidtes kendskab til p-piller som mulig skadesårsag og FED
2006.310 V om skadelidtes mistanke om, at helbredsgener skyldtes et
træbeskyttelsesmiddel, men på den anden side UfR 2006.2535 H om
suspension indtil det tidspunkt, hvor undersøgelser viste, at fortsatte
symptomer var en følge af en forgiftning) og UfR 1991.1 H (om en
lægefejl vedrørende manglende diagnosticering af en hofteskade suspension indtil det tidspunkt, hvor skadelidte blev gjort bekendt
hermed og med de mulige konsekvenser heraf); om mulige
diagnosticeringsfejl, se også UfR 1993.236 H og FED 1996.1553 Ø, og
om kendskab til sammenhængen mellem behandlingen og en
komplikation (i relation til dækning fra patientforsikringen), FED
2001.1004 V (suspension) og FED 2006.99 Ø (ikke suspension). Om
uvidenhed om årsagsforbindelse, se f.eks. FED 1998.683 V
(trafikuheld), FED 1996.184 Ø, UfR 2000.466 V, FED 2003.1894 V
samt FED 2003.1965 Ø (erhvervssygdomme), UfR 2000.2509 V og UfR
2000.2520 Ø (begge om whiplashskader; suspension statueret i den
førstnævnte, fordi skadelidte først 11 år efter uheldet fik kendskab til
sammenhængen mellem dette og de forskellige symptomer, men ikke i
den sidstnævnte, fordi skadelidte her ikke havde kunnet være i tvivl
om, at betydelige gener efter ulykken skyldtes denne, jf. tilsvarende
FED 2008.286 V).122 I UfR 2012.2094 H om erstatningskrav i
anledning af en trafikulykke, som tillige muligvis kunne være en
arbejdsskade, var forældelsen af kravet mod
bilansvarsforsikringsselskabet suspenderet, indtil
Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse om, at skaden ikke var dækket af
arbejdsskadesikringen - men heller ikke længere, da skadelidte på
dette tidspunkt måtte være klar over, at han kunne have et krav mod
bilansvarsforsikringen.
Side 216
Oftest vedrører suspensionen dog kun spørgsmålet om skadens
omfang. Problemet opstår navnlig i tilfælde, hvor det viser sig, at en
tilskadekomst får mere omfattende følger, end man oprindeligt
regnede med. Som nævnt ovenfor afsnit 5.4.3.2.a. er det uden praktisk
betydning, om man da kan sige, at forfaldstidspunktet er udskudt til
den pågældende følges indtræden, eller om man vil fastholde
skadestidspunktet som forfaldstidspunkt, således at udskydelsen
beror på suspension; nyere praksis tenderer mod den sidstnævnte
begrundelse, jf. UfR 2010.1068 H og UfR 2013.1823 H, jf. også UfR
2012.574 H om en miljøskade. Det skyldes, at suspensionsbetingelsen
under alle omstændigheder vil være opfyldt i relation til skadesfølger,
der ligger uden for, hvad der kunne påregnes som mulige eller
sandsynlige følger af skaden. Så længe disse følger ikke har
manifesteret sig, er der normalt ikke grundlag for at hævde, at
skadelidte burde have skaffet sig kendskab til dem. Det betyder ikke,
at suspensionen vedvarer helt frem til det tidspunkt, hvor de
pågældende følger har "udfoldet" sig helt, således at deres præcise
omfang kendes, og størrelsen af erstatningen i den anledning kan
gøres op. Det er tilstrækkeligt, at følgerne har vist sig på en sådan
måde, at skadelidte havde rimelig anledning til at gøre et - eventuelt
foreløbigt - erstatningskrav gældende for disse følger.123
Problemet opstår typisk i to tilfældegrupper:124
Den ene er tilfælde, hvor skaden ikke oprindeligt antoges at ville få
varige skadefølger, jf. f.eks. FED 1998.402 Ø og UfR 1998.753 V (om en
alvorlig hovedkvæstelse, der ramte en 6-årig, men hvor man
forventede helbredelse; omkring 15 år senere viste det sig imidlertid,
at den skadelidte på grund af senfølger fra skaden havde
vanskeligheder ved at klare arbejde, og forældelsen fandtes at være
suspenderet), sml. UfR 1974.437 Ø om et omtrent tilsvarende tilfælde,
men her forelå der ifølge dommen psykiske følgevirkninger, som ofte
opstår ved den slags skader, og der forelå ingen (lægelige) udtalelse
om en forventet helbredelse; forældelsen var derfor ikke suspenderet.
Blandt andre eksempler fra nyere retspraksis kan nævnes FED
2003.242 Ø (suspension, da der ikke var tegn på brud efter skaden,
som man derfor regnede med kun ville få beskedne følger), sml. FED
2002.1028 V (ikke suspension, da skadelidte straks ved
tilskadekomsten blev bekendt med skadens omfang og alvor), FED
2003.1735 V (suspension i forbindelse med trafikulykke, der ikke
umiddelbart medførte alvorlige følger, men året efter udviklede der
sig gener som følge af en diskusprolaps), FED 2003.3065 Ø (ikke
suspension ved whiplashskade, da der straks opstod betydelige gener,
som ikke senere ændrede sig væsentligt), FED 2004.234 V og FED
2004.723 V (begge statuerede suspension ved arbejdsskader, som
ikke havde kunnet forventes at få varige følger), UfR 2005.1594 H
(suspension i et tilfælde, hvor følgerne af den pågældende type skade
normalt fortager sig efter nogen tid, men hvor der her indtraf en
gradvis forværring i årene efter tilskadekomsten) og UfR 2006.2535 H
(suspension indtil undersøgelse viste, at en forgiftning havde medført
eller ville medføre en varig lidelse). Det følger af denne praksis, at
suspensionen ophører i det øjeblik, det måtte stå klart for den
skadelidte, at skaden fik eller ville få varige følger - og altså ikke først i
det øjeblik, et bestemt erhvervsevnetab eller varigt mén kan
konstateres.
Den anden gruppe omfatter tilfælde, hvor skadens varige følger viser
sig at blive mere omfattende end oprindeligt antaget. Også her kan det
diskuteres, om forfaldstidspunktet skal anses for at være udskudt
indtil forværringens indtræden, eller om begrundelsen for
udskydelsen af forældelsesfristen er suspension. Bortset fra UfR
1959.13 H, der henviste til suspensionsreglen, gøres dette ikke klart i
praksis, jf. f.eks. UfR 1961.620 V og UfR 1966.840 H.125 Er
betingelserne for genoptagelse i EAL § 11 opfyldt, vil betingelserne for
suspension også være det, jf. f.eks. FED 2009.52 Ø og FED 2003.890 V,
men forældelsesreglen indebærer da, at kravet skal gøres gældende
senest 3 år efter, at genoptagelse kunne være krævet, jf. herved UfR
2005.1872 V (en erstatningssag var blevet afsluttet med udbetaling af
bl.a. godtgørelse for varigt mén, men året efter viste det sig, at ulykken
tillige havde medført epilepsi; to år herefter måtte det konstateres, at
denne lidelse krævede konstant medicinsk behandling, og
suspensionen ophørte derfor senest på dette tidspunkt, hvorfor kravet
var forældet) og FED 2008.177 V (hvor suspensionen efter en
trafikulykke i 1980 ophørte ved konstateringen i 1995 af, at den havde
medført en rygfraktur; krav i den anledning var derfor forældet ved
sagsanlæg i 2001, selv om invaliditetsgraden blev forhøjet efter en
operation i 1997, der ikke hjalp på generne).
Side 217
Suspension forudsætter ukendskab til de faktiske forhold, der
begrunder kravet. Heri ligger omvendt, at der - i hvert fald som
altovervejende hovedregel - ikke indtræder suspension ved
retsvildfarelse, dvs. tilfælde, hvor kreditor var ubekendt med de
retsregler eller med den
Side 218
rette fortolkning af de retsregler, som udgjorde det retlige grundlag for
kravet. I disse tilfælde kan der således ikke anlægges en konkret
vurdering af, om kreditors uvidenhed var mere eller mindre
undskyldelig, dvs. om det kan bebrejdes kreditor, at han ikke havde
skaffet sig kendskab til retsreglen eller den rette forståelse af den. Der
kan derfor ikke tages hensyn til, om f.eks. forståelsen af reglen var
tvivlsom, eller at en hidtil, udbredt forståelse af reglen underkendes
ved en senere dom.126
Princippet kom til udtryk i UfR 1927.585 H (om et krav om
tilbagebetaling af skat, efter at en anden dom havde afklaret et retligt
tvivlsspørgsmål) og er blevet fastholdt i flere nyere afgørelser, der
også hovedsagelig vedrører krav om tilbagebetaling af skatter eller
afgifter, som er blevet opkrævet på grundlag af en retsopfattelse, der
senere underkendes, jf. UfR 2000.1953 H (om gebyrer for anmeldelse
af selskaber, som var i strid med EU-regler, fordi de oversteg det
offentliges omkostninger ved registreringen), UfR 2000.2444 H
(afvisning af genoptagelsen af en skatteansættelse, fordi det
tilbagesøgningskrav, der kunne opstå herved, ville være forældet, idet
forældelsen ikke var suspenderet på grund af retsvildfarelse) og UfR
2003.2005 H (om tilbagebetaling af realrenteafgift). Princippet gælder
imidlertid generelt, jf. UfR 1997.1633 H (om krav om efterbetaling af
tjenestemandspension, efter at det ved en dom var blevet fastslået, at
reglerne herom var blevet fortolket og administreret forkert), UfR
2003.390 H (en tilsvarende situation vedrørende feriepenge), UfR
2006.275 H (krav om forhøjelse af førtidspension i anledning af en
højesteretsdom, der tilsidesatte administrativ praksis på området) og
FED 2007.82 Ø (krav om erstatning fra en forsikring, efter at en
højesteretsdom havde tilsidesat tidligere praksis om betydningen af,
at en skadelidt fik fleksjob).
For skatter og afgifter (der opkræves løbende som f.eks. moms)
gælder imidlertid nu, at spørgsmålet primært reguleres af
skatteforvaltningslovens regler om ekstraordinær genoptagelse af
skatteansættelsen/afgiftsfastsættelsen, jf. ovenfor afsnit 5.4.3.2.a.
Disse regler omfatter også tilfælde af retsvildfarelse, jf. lovens § 27, stk.
1, nr. 7, og § 32, stk. 1, nr. 1, om tilfælde, hvor hidtidig administrativ
praksis underkendes ved en dom m.v. I disse tilfælde kan
genoptagelse til gunst for den skatte- eller afgiftspligtige ske fra og
med det indkomstår eller den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den
første sag, der resulterede i underkendelse af praksis. Dette kan meget
vel være mere end 3 år forud for betaling af den pågældende skat eller
afgift. Alligevel rammes kravet ikke af forældelse (begrundet i
manglende suspension som følge af retsvildfarelse), da kravet ikke er
undergivet den 3-årige forældelse, men alene en (absolut)
forældelsesfrist på 10 år, der regnes fra forfaldstidspunktet, jf.
skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4. En principielt tilsvarende regel
er indført i arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 5, 2. pkt., om krav på
erstatning efter loven i tilfælde, hvor sagen genoptages, fordi hidtidig
praksis underkendes ved en dom; i disse tilfælde er kravet kun
undergivet den absolutte frist, som gælder for krav om erstatning for
personskade (dvs. 30 år fra det tidspunkt, hvor skaden blev forårsaget,
jf. nedenfor afsnit 5.4.4.3.).
Side 219
Begrundelsen for, at retsvildfarelse ikke kan medføre suspension, er
navnlig, at kreditor ikke på samme måde som ved faktisk vildfarelse er
hindret i at iværksætte afbrydelse af forældelsen; som det fremgår af
retspraksis, opstår problemet typisk i tilfælde, hvor en vis forståelse af
en retsregel underkendes ved en dom, men principielt står det jo
enhver frit at fremkalde en sådan. Kreditor kunne således selv have
anlagt retssag herom (eller have forsøgt at opnå en aftale om
udskydelse af forældelsen med debitor, mens man afventede udfaldet
af en af en anden anlagt "prøvesag"). Navnlig i tilfælde, hvor afgifter er
opkrævet i strid med EU-regler, kan det naturligvis indvendes, at
borgerne og virksomhederne bør kunne indrette sig på, at staten
overholder EU-retten, og at man derfor ikke kan forlange, at de skal
anfægte den forståelse heraf, som en afgiftsopkrævning bygger på.
Reglen gælder imidlertid også i disse tilfælde, jf. den ovenfor nævnte
UfR 2000.1953 H og UfR 2012.3564 H (om krav om tilbagebetaling af
ambi, efter at EU-domstolen havde underkendt danske domstoles
praksis, hvorefter disse krav blev reduceret med besparelser som
følge af ophævelsen af andre afgifter ved indførelsen af ambi;
suspension blev afvist, selv om kreditor i dette tilfælde havde været
afskåret fra at få en afgørelse fra EU-domstolen, da Højesteret tidligere
havde afvist en begæring om præjudiciel forelæggelse af spørgsmålet).
Dette hænger utvivlsomt også sammen med, at en modsat regel ville
kunne få uoverskuelige konsekvenser (i form af tilbagebetalinger for
op mod 10 år i stedet for 3 år).127 Statens behov for at kunne afskære
krav på grund af forældelse betonedes i den nævnte UfR 2012.3564 H
- selv om det erkendtes,
Side 220
at det talte i modsat retning, at staten er nærmest til at bære risikoen
for EU-rettens forståelse og udvikling.
Som nævnt i afsnit 2.2.2. og 2.3. var der tidligere en tilbøjelighed til
helt at afskære efterbetalings- og tilbagesøgningskrav i tilfælde af
retsvildfarelse. Dette princip gælder ikke længere, men fastholdelsen
af, at forældelsen af sådanne krav ikke er undergivet suspension, kan
derfor ses som en "mellemløsning". Denne løsning er ikke i strid med
EU-retten, idet den ikke stiller bestemte krav til udformningen af de
nationale forældelsesregler - ud over et krav om, at disse ikke må
diskriminere krav, der udspringer af EU-retten (dvs.
forældelsesreglerne må ikke være ugunstigere for kreditor ved disse
krav end ved andre krav - men det er de som nævnt heller ikke).
Retspraksis har ikke udelukket, at retsvildfarelse i særlige tilfælde kan
medføre suspension. Dette gælder i hvert fald i tilfælde, hvor kravet
støttes på, at der er ydet fejlagtig rådgivning om forståelsen af en
retsregel, dvs. at retsvildfarelsen er fremkaldt af selve det
ansvarspådragende forhold, jf. UfR 2006.960 Ø og UfR 2004.955 Ø
(begge om kommuners ansvar for forkert eller manglende vejledning
om ret til sociale ydelser - den førstnævnte dom i anledning af den
samme højesteretsdom, som foranledigede den ovenfor nævnte
afgørelse i UfR 2006.275 H). Se tilsvarende om suspension ved
advokatrådgivning, UfR 2000.424 V og UfR 2008.2323 V, samt UfR
2013.2216 Ø om en fejl fra en skifteret, der havde bibragt en efterladt
ægtefælle den fejlagtige opfattelse, at hun ikke kunne sidde i uskiftet
bo. Muligvis kan der også gøres undtagelse i tilfælde, hvor én
myndighed (f.eks. en kommune) har anlagt en forkert fortolkning i
modstrid med, hvad andre myndigheder har gjort, jf. UfR 1993.604 Ø selv om anledningen til at anfægte denne myndigheds retsopfattelse
da er større, end hvis alle myndigheder har fejlfortolket reglen. I FED
2002.2550 V anvendtes princippet om retsvildfarelse med urette i et
tilfælde, hvor kravet først opstod i forbindelse med en senere
lovændring.
Kreditor kan selvsagt aldrig påberåbe sig ukendskab til
forældelsesreglerne eller eksistensen af de retsregler, der begrunder
kravet, jf. f.eks. UfR 1999.541 Ø.
Derimod foreligger der ikke retsvildfarelse, når den vedrører et retligt
forhold, der kun har præjudiciel betydning for kravet, jf. f.eks. UfR
1995.366 H (om ukendskab til en ejendoms zonemæssige status, som
udløste et krav om betaling af et tillæg til købesummen for
ejendommen), UfR 1981.738 Ø (et beskatningsspørgsmål beroede på,
om skatteyderen havde haft et retskrav på den pågældende indtægt)
og UfR 2011.245 H (ukendskab til, at en persons ophold på psykiatrisk
sygehus beroede på en forvaringsdom, hvilket havde betydning for,
hvilken myndighed der skulle betale for opholdet) og heller ikke i
tilfælde, hvor vildfarelsen ikke vedrører fortolkningen af reglen, men
dens anvendelse på de konkrete, faktiske forhold, jf. f.eks. UfR 1989.45
H (om en forkert indplacering af en lønmodtager under en
overenskomst), UfR 2007.2090 H (manglende anvendelse af regler om
løntillæg) og UfR 2011.921 Ø (manglende indbetaling på
pensionsordning). I alle disse tilfælde kan kreditor således påberåbe
sig suspensionsreglen.
Side 221
5.4.4.2. - Andre hindringer
Suspensionsreglen i 1908-loven omfattede også tilfælde, hvor kreditor
var afskåret fra at forfølge sit krav, fordi han ikke kendte eller burde
kende debitors opholdssted. I forældelsesloven er dette problem skilt
ud fra suspensionsreglen, idet der i stedet i § 14 gives kreditor en
tillægsfrist på 1 år, således at forældelse tidligst indtræder på dette
tidspunkt.
Suspensionsreglen indebærer, at den periode, der omfattes af
suspensionen, ikke medregnes i forældelsesfristen; når suspensionen
ophører, har kreditor således 3 år (ved lønkrav 5 år) til at forfølge
kravet. Tillægsfristen efter § 14 får derimod kun betydning, hvis der
på det tidspunkt, hindringen ophører, er mindre end 1 år tilbage af
den almindelige forældelsesfrist. Hvis kreditor således får - eller burde
have fået - kendskab til debitors opholdssted 1 1/2 år efter
forfaldstidspunktet, får tillægsfristen ingen betydning, fordi der da er
1 1/2 år tilbage af den almindelige frist. Hvis der derimod kun var 1/2
år tilbage af den almindelige frist, giver tillægsfristen kreditor et
ekstra 1/2 år til at forfølge kravet.
Kreditor skal - ligesom efter 1908-lovens regel - have udfoldet
rimelige bestræbelser på at efterspore debitors opholdssted, f.eks. ved at
rette henvendelse til folkeregistret eller ved udnyttelse af andre
kendte oplysningskilder.128
Se som eksempler på, at kreditor havde opfyldt denne betingelse, TfS
2010.148 Ø, TfS 2003.718 Ø og TfS 1994.622 V (hvor folkeregistret vel
kunne oplyse, at debitor var rejst til udlandet, men ikke nogen
adresse), og modsat UfR 2002.435 V (hvor debitor var flyttet tilbage til
Danmark og var tilmeldt folkeregistret) og TfS 2003.650 Ø (hvor en
skattemyndighed var bekendt med, at der var verserede en sag mod
debitor hos en anden skattemyndighed, som kendte debitors adresse).
Side 222
Reglen i § 14 gælder tilsvarende ved andre hindringer for at forfølge
kravet end ukendskab til debitors opholdssted. Dette kan f.eks. være,
at kravet ikke kan forfølges ved domstolene i det land, hvor debitor
befinder sig.
Som andre eksempler fra tidligere praksis kan nævnes UfR 2004.382
H (landsrettens dom), UfR 1997.1259 V (debitor var et selskab, der
blev tvangsopløst efter en konkursbehandling, således at der herefter
ikke var nogen, kravet kunne rettes mod, indtil boet blev genoptaget,
da der fremkom yderligere aktiver) og UfR 1959.252 Ø.
5.4.4.3. - Den absolutte frist
Som nævnt i afsnit 5.4.4.1. fører hensynet til debitor til, at der må
sættes en grænse for, hvor længe forældelsen kan være suspenderet.
Suspensionen af 3-års fristen (og af 5-års fristen ved lønkrav) er
derfor i § 3, stk. 3, undergivet en absolut frist, der - efter nr. 3 - som
hovedregel er 10 år fra forfaldstidspunktet (dvs. samme tidspunkt, som
3-års fristen ville blive regnet fra, hvis den ikke var suspenderet).
Fristen er således forkortet væsentligt i forhold til tidligere, hvor den
efter DL 5-14-4 var 20 år fra stiftelsestidspunktet. I langt de fleste
tilfælde vil krav have vist sig inden for en 10-års frist, men især ved
erstatningskrav for person- og miljøskade kan der som nævnt ovenfor
ikke sjældent gå længere tid, og fristen er derfor i disse tilfælde
forlænget til 30 år, jf. nedenfor. De absolutte frister gælder også ved
hindringer omfattet af § 14, jf. § 14, stk. 2.
Hovedreglen i § 3, stk. 3, nr. 3, indebærer f.eks., at krav i anledning af
mangler ved en fast ejendom senest forældes 10 år efter
overtagelsesdagen (mod tidligere 20 år fra aftalen om overdragelse af
ejendommen). Ved mangler ved entreprise (hvor 5-års
reklamationsfristen i AB 92 § 36 ikke gælder, jf. ovenfor afsnit 5.4.2.)
gælder tilsvarende, at kravet senest forældes 10 år efter byggeriets
aflevering. Ved rådgivningsansvar forældes kravet senest 10 år efter,
at den ansvarspådragende rådgivning fandt sted, jf. f.eks. situationen i
UfR 2005.2678 H om en fejl fra en advokat ved oprettelse af en
ægtepagt, der ved en skilsmisse 25 år senere viste sig at være ugyldig,
således at krav i den anledning - også - var forældet efter DL 5-14-4.
Som eksemplet viser, forekommer der tilfælde, hvor den absolutte
frist afskærer (ellers) berettigede krav, og disse tilfælde vil naturligvis
være flere ved en 10-års frist end ved en 20-års frist (jf. f.eks.
situationen i UfR 2008.1324 V, hvor retssag mod en advokat, der
havde begået en fejl ved oprettelse af et testamente, blev anlagt 10 år
og 2 måneder senere), men det generelle hensyn til debitor har vejet
tungere.129
Side 223
Ved visse erstatningskrav ville en 10-års frist indebære en for
hårdhændet afskæring af krav. Både ved personskader og ved
miljøskader sker det ikke sjældent, at de skadelige følger først viser sig
efter meget lang tid, eller at erkendelsen af en vis påvirknings
betydning for udvikling af skaden først opstår ved en senere tids
kendskab til dens skadelige egenskaber.
Markante eksempler herpå fra tidligere praksis er UfR 1989.1108 H
(alvorlige sygdomme som følge af mange års udsættelse for asbest på
arbejdspladsen) og UfR 1992.575 H (deponering af kemikalieaffald på
en grund, der mere end 20 år senere viste sig at medføre forurening af
grundvandet). Hensynet til kreditor (de skadelidte) blev i den
førstnævnte dom varetaget på den måde, at - også - forældelsen efter
DL 5-14-4 ansås for at være suspenderet - hvilket reelt indebar, at der
ikke gjaldt nogen absolut frist overhovedet. Denne løsning blev afvist i
den sidstnævnte dom, hvor hensynet til den skadelidte dog blev
varetaget på den måde, at 20-års fristen først blev regnet fra ophøret
af den forurenende virksomhed (affaldsdeponeringerne).
I § 3, stk. 3, nr. 1, er hensynet til kreditor (den skadelidte) varetaget
derved, at forældelsesfristen er sat til 30 år. Til gengæld er denne frist
altid absolut - modsat den ovenfor nævnte UfR 1989.1108 H.
Imidlertid blev der i 2011 gennemført den undtagelse, at den
absolutte frist ikke gælder ved krav om erstatning for
erhvervssygdomme, der omfattes af arbejdsskadesikringen, jf. § 3, stk.
4. Reglen omfatter både krav mod arbejdsskadesikringen og mod
andre (herunder arbejdsgiveren), der efter almindelige
erstatningsretlige regler er ansvarlig for erhvervssygdommen. Der
gælder således i disse tilfælde ingen grænse for, hvor længe
forældelsesfristen kan være suspenderet. For så vidt er retstilstanden
efter UfR 1989.1108 H dermed blevet videreført.
Hensynet til debitor (skadevolderen) fører på den anden side til, at
fristen løber fra det tidspunkt, hvor skaden er forårsaget - og hvis den
skadevoldende aktivitet er foregået over en vis periode, er tidspunktet
Side 224
for dens ophør afgørende, svarende til den ovenfor nævnte UfR
1992.575 H. Men dette er ensbetydende med, at 30-års fristen ikke
løber fra samme tidspunkt som 3-års fristen (tidspunktet for skadens
indtræden, jf. om § 2, stk. 4, ovenfor afsnit 5.4.3.2.a.). Hvis også 30-års
fristen først løb fra tidspunktet for skadens indtræden, ville fristen set i forhold til den skadevoldende handling - ikke alene kunne blive
meget lang, men den ville navnlig være uberegnelig for skadevolderen
(i UfR 1992.575 H viste miljøskaden sig f.eks. først 26 år efter ophøret
af affaldsdeponeringerne). En sådan regel ville derfor ikke harmonere
med hensynet til, at debitor skal kunne indrette sig på, hvornår
forældelse (senest) indtræder.130
Reglens miljøskadebegreb svarer til det, der er anvendt i
miljøerstatningslovens § 1, og også denne lov anvender en 30-års
absolut frist, jf. § 6, stk. 2. Som udgangspunkt er forældelsesreglerne
således identiske, uanset om kravet støttes på det objektive ansvar
efter loven eller på almindelige erstatningsregler. Ved personskader
er der dog forskel, idet miljøerstatningslovens § 6, stk. 2, ifølge
motiverne skal forstås således, at fristen først løber fra det tidspunkt,
hvor personen udsættes for den skadelige påvirkning;131 på dette ene - område er det ovenfor nævnte hensyn til skadevolderen således
blevet fraveget. Reglerne gælder ikke for myndighedernes adgang til
at meddele påbud over for en indtrådt eller truende miljøskade, da
dette ikke er en fordring og derfor i det hele falder uden for
forældelsesloven. I miljølovgivningen findes imidlertid frister herfor,
der stort set svarer til 30-års fristen i § 3, stk. 3, nr. 1, jf.
jordforureningslovens § 41, stk. 4, og miljøskadelovens § 3. Der gælder
derimod ikke tillige en "kort" frist (med tilhørende suspension),
således at adgangen til at meddele påbud kun kan bortfalde inden 30års fristens udløb efter almindelige regler om passivitet (hvilket vil
forudsætte, at myndigheden havde kendskab til forureningen og
behovet for et indgreb imod den).132
Reglen i § 3, stk. 3, nr. 1, gælder for alle krav om erstatning for personeller miljøskade, dvs. ikke kun for krav, der støttes på regler om
erstatning uden for kontrakt. Den gælder således også for krav, der
støttes på en forsikringsaftale (jf. henvisningen til forældelsesloven i
forsikringsaftalelovens § 29, stk. 1), og for krav om erstatning for
personskade i henhold til arbejdsskadesikringsloven (jf. henvisningen
i dennes § 36, stk. 2).
Side 225
Ved krav om erstatning uden for kontraktsforhold for andet end personeller miljøskade er den absolutte frist 10 år, der regnes fra samme
tidspunkt som 30-års fristen, jf. § 3, stk. 3, nr. 2. Denne regel har
således betydning for krav om erstatning for tingsskade eller for
almindelig formueskade (der ikke er en følge af en miljøskade). Reglen
kan navnlig få betydning for offentlige myndigheders ansvar og for
privates rådgivningsansvar, når dette ikke støttes på et
kontraktsforhold. Ved rådgivningsansvar fører reglen således til, at
10-års fristen løber fra det tidspunkt, hvor den ansvarspådragende
rådgivning fandt sted - hvilket svarer til, hvad der gælder ved ansvar i
kontraktsforhold, jf. ovenfor. Det har derfor ikke betydning, om der er
tale om rådgivning i eller uden for kontraktsforhold.
5.4.5. - Længere forældelsesfrister
5.4.5.1. - Særligt retsgrundlag
Begrundelsen for en kort forældelsesfrist gør sig ikke gældende, når
fordringen hviler på et sikkert grundlag, der normalt heller ikke
bevismæssigt efterlader tvivl om fordringens eksistens eller størrelse.
Reglerne i § 5 viderefører 1908-lovens regel om "særligt retsgrundlag"
for fordringen, men mens konsekvensen heraf var, at fordringen
forældedes efter DL 5-14-4, dvs. 20 år fra stiftelsestidspunktet, er
fristen efter § 5 10 år, der løber fra forfaldstidspunktet (idet § 5 ikke
fraviger de almindelige regler om begyndelsestidspunktet i § 2).
Reglen omfatter for det første tilfælde, hvor der er udstedt gældsbrev
for fordringen.133 Det er ikke afgørende, om erklæringen er
udformet som et egentligt gældsbrev, men den skal opfylde et
gældsbrevs karakteristika, dvs. være en skriftlig,134 ensidig, ubetinget
erklæring om
Side 226
at skylde et bestemt pengebeløb.135 Erklæringen kan være udstedt i
forbindelse med fordringens stiftelse, men den kan også være udstedt
efterfølgende, således at en fordring, der oprindeligt omfattedes af den
almindelige 3-årige forældelse, gives et nyt selvstændigt grundlag ved
en sådan forpligtende (dispositiv) skylderklæring.
De nævnte betingelser indebærer navnlig, at det ikke er tilstrækkeligt,
at kravet udspringer af en skriftlig, gensidigt bebyrdende kontrakt, og
heller ikke, at der på et senere tidspunkt foretages en skriftlig
opgørelse af den ene parts skyld ifølge kontraktsforholdet, hvis
debitor ikke i forbindelse hermed udtrykkeligt forpligter sig til at
betale denne skyld.
Se f.eks. om købekontrakter, UfR 1977.1010 V og UfR 1958.1231 V. I
UfR 1983.170 V havde køberen i forbindelse med misligholdelse med
betaling af restkøbesummen i en afbetalingshandel indgået et
"frivilligt forlig" og betalt nogle afdrag i overensstemmelse hermed og
havde desuden i et brev til sælgeren erkendt, at han skyldte "mange
penge"; ingen af delene fastslog imidlertid gældens størrelse og
køberens pligt til at betale denne. Det er således heller ikke
tilstrækkeligt, at debitor beder om henstand eller eftergivelse eller
tilbyder en vis afdragsordning, jf. f.eks. UfR 2013.1061 H, UfR
1983.170 V, UfR 1955.353 Ø og UfR 1931.492 H. Det er heller ikke
tilstrækkeligt, at f.eks. en erstatningspligt anerkendes, og der
eventuelt tillige betales en vis erstatning, jf. UfR 2013.2608 H, UfR
2006.3257 V og FED 1995.282 Ø; derimod er en taksatorrapport i
nogle tilfælde blevet anset for at give kravet mod et forsikringsselskab
særligt retsgrundlag, jf. FED 2007.137 Ø og FED 2000.2250 Ø, sml. UfR
1998.785 Ø. Indgår debitor på et frivilligt forlig, eller etableres der en
frivillig akkord (jf. herom afsnit 3), vil der derimod normalt heri ligge
en tilstrækkelig fiksering af forpligtelsen.
Hvis der udstedes pantebrev for gælden, udgør dette naturligvis et
særligt retsgrundlag, hvis pantebrevet er et gældsbrev. Dette er
imidlertid ikke tilfældet, hvis pantebrevet kun opstiller et vist
maksimum for sikkerheden, som tilfældet er ved skadesløsbreve. Et
ejerpantebrev, der gives til sikkerhed for en gæld, fikserer heller ikke i
sig selv denne gæld, jf. den ovenfor nævnte UfR 1983.170 V og UfR
1978.692 B; derimod kan der foreligge en anerkendelse i den
erklæring, hvorved pantsætningen sker, hvis denne nærmere
specificerer den gæld, der gives sikkerhed for, jf. UfR 1932.354 V.
Udstedelse af veksel eller check giver ikke den fordring, som
udstedelsen vedrører, særligt retsgrundlag.
Side 227
For det andet kan særligt retsgrundlag være en myndighedsafgørelse,
der bindende fastslår kravets eksistens og dets størrelse. Der sigtes
herved i første række til domstolsafgørelser, og hvad der må sidestilles
hermed.
Sidestillet med domstolsafgørelser er voldgiftsafgørelser og retsforlig
- og dermed også en af skifteretten stadfæstet tvangsakkord og en
kendelse om gældssanering, idet begge har virkning som retsforlig, jf.
konkurslovens §§ 14 og 226. Det forhold, at et konkursbo
"anerkender" en fordring, giver den ikke særligt retsgrundlag i forhold
til debitor personligt, jf. UfR 1935.253 H og UfR 2007.2943 Ø.
En fogedretsafgørelse, f.eks. om foretagelse af udlæg for en fordring,
giver den heller ikke særligt retsgrundlag, jf. UfR 2013.1061 H, UfR
2001.1275 H og UfR 2000.2194 V,136 men grundlaget for udlægget er
oftest i sig selv et særligt retsgrundlag for fordringen (f.eks. en dom, et
forlig eller et gældsbrev).137 Fogedens opgørelse af en
ejendomsforbeholdssælgers eventuelle resttilgodehavende efter en
tilbagetagelse af det solgte udgør heller ikke et særligt retsgrundlag, jf.
UfR 1971.220 Ø, UfR 2003.927 Ø og UfR 2011.2153 V. Indgås der forlig
i fogedretten, har det dog virkning som andre (rets)forlig.
Også afgørelser fra andre myndigheder giver fordringen særligt
retsgrundlag, hvis afgørelsen fastslår kravets eksistens og dets
størrelse, og afgørelsen er bindende. Den sidstnævnte betingelse er
opfyldt, hvis afgørelsen ikke - eller ikke længere, fordi en tidsfrist er
udløbet - kan indbringes for andre myndigheder eller for domstolene.
Side 228
Afgørelser inden for skatteområdet opfylder oftest ikke den
førstnævnte betingelse, fordi de kun tager stilling til et eller flere
elementer i skatteansættelsen, f.eks. berettigelsen af et fradrag, og
derfor ikke fastslår skattekravet. Men hvis f.eks. en afgørelse fra
Landsskatteretten gør dette, udgør den et særligt retsgrundlag, hvis
den bliver bindende, fordi fristen for at indbringe den for domstolene,
jf. skatteforvaltningslovens §§ 48 og 49, er udløbet. Ved afgørelser fra
Forbrugerklagenævnet og andre godkendte klagenævn skal den
erhvervsdrivende part, der ikke ønsker at være bundet af afgørelsen,
give meddelelse herom inden en vis frist, jf. forbrugerklagelovens § 4 a.
Gives en sådan meddelelse ikke, er afgørelsen således bindende og
udgør dermed et særligt retsgrundlag, hvis den fastslår både
eksistensen og størrelsen af forbrugerens krav mod den
erhvervsdrivende. For andre klagenævn findes der vedtægtsmæssige
bestemmelser om, at den erhvervsdrivende part uden videre er
bundet af nævnets afgørelser.
Et særligt retsgrundlag omfatter også de renter af kravet, som er
påløbet frem til det tidspunkt, hvor det tilvejebringes (f.eks.
domstidspunktet). Senere forfaldne renter forældes derimod efter
almindelige regler, dvs. efter den 3-årige forældelse, jf. § 5, stk. 2.
5.4.5.2. - Pengelån
Selv om der ikke er udstedt gældsbrev for et pengelån, således at
kravet på tilbagebetaling omfattes af § 5, opstår der normalt ikke tvivl
om kravets eksistens og størrelse. Forældelsesfristen for sådanne krav
er derfor efter § 6 den samme som efter § 5, dvs. at kravet forældes 10
år efter forfaldstidspunktet. Hermed imødekommes således kritikken
af den tidligere 20-årige forældelse for pengelånskrav efter DL 5-14-4,
jf. ovenfor afsnit 5.4.1. Reglen har selvsagt især betydning for lån, der
ydes af pengeinstitutter,138 men den gælder generelt (herunder også
i "private" låneforhold,139 hvor kravet vel kan hvile på et mindre
sikkert grundlag, men hvor det til gengæld kunne være overraskende
for kreditor, om kravet skulle gøres gældende inden for en 3-års
frist140).
Reglen omfatter både tilfælde, hvor der lånes et bestemt beløb, og
tilfælde, hvor lånebeløbet er variabelt (f.eks. en kassekredit, hvor
debitor kan trække på kreditten op til et vist maksimum).141 Hvis
debitor overtrækker en konto i et pengeinstitut, er dets krav på
betaling ligeledes omfattet af bestemmelsen. Renter og gebyrer er som
hovedregel ikke omfattet af bestemmelsen, således at krav herpå
forældes efter den almindelige 3-års frist. Undtagelse herfra er gjort i §
6, stk. 3, vedrørende renter, der tilskrives inden for maksimum på en
kredit. Disse krav behandles således på samme måde som kravet på
betaling af hovedstolen, dvs. at kravet forældes 10 år efter
forfaldstidspunktet for rentekravet.
Side 229
Ved aftaler om lån af bestemte beløb vil det normalt være aftalt,
hvornår lånet skal betales tilbage. Dette tidspunkt er da
forfaldstidspunkt, og 10-års fristen løber herfra. Skal tilbagebetalingen
ske i afdrag, løber fristen fra forfaldstidspunktet for de enkelte afdrag.
Dette følger af de almindelige regler i § 2, stk. 1, jf. ovenfor afsnit
5.4.3.2.a., men denne regel er ikke egnet i tilfælde, hvor lånebeløbet er
variabelt, og der ikke er fastsat et bestemt indfrielsestidspunkt. Her ville
reglen nemlig føre til, at fristen ville løbe fra det tidspunkt, hvor lånet
blev ydet (dvs. fra hvert enkelt træk på kreditten), da kreditor
principielt kunne kræve betaling straks. Dette ville ikke være
foreneligt med formålet med en kassekredit, der normalt er bestemt
til at løbe over en længere periode. Det er derfor i § 6, stk. 2, bestemt,
at fristen ikke begynder at løbe, så længe kassekreditten fungerer som
sådan.
Det gør den, så længe debitor anvender kassekreditten til hævninger
eller indsættelser, eller en tredjemand indsætter beløb f.eks. som
betaling for ydelser leveret af debitor. 10-års fristen løber derfor først
fra den senest foretagne postering på kontoen. Derimod tages der ikke
hensyn til kreditors posteringer (f.eks. et pengeinstituts
rentetilskrivning på kontoen). Hvis imidlertid kreditor har opsagt
kreditten, løber fristen fra det tidspunkt, hvor den herefter skal
betales uden hensyn til eventuelle senere posteringer fra debitor eller
tredjemand.
Efter § 11 er forældelsesfristen i forhold til en kautionist den samme
som den, der gælder i forhold til hovedskyldneren. Kaution omfatter i
langt de fleste tilfælde pengelån. Det betyder, at forældelsesfristen i
disse tilfælde er 10 år fra det tidspunkt, hvor kautionsforpligtelsen
forfalder (dvs. ved selvskyldnerkaution tidspunktet for
hovedskyldnerens misligholdelse, jf. ovenfor afsnit 5.4.3.2.a.).
Hvis der er stillet kaution for en fordring, der er undergivet den 3årige forældelse (f.eks. en bygherres forpligtelser over for
entreprenøren), følger det af § 11, at også kautionsforpligtelsen er
undergivet den 3-årige forældelse. Forældelse af kautionistens
regreskrav mod hovedskyldneren eller mod andre kautionister
reguleres i alle tilfælde af § 12, jf. herom ovenfor afsnit 5.4.3.2.b.
Side 230
5.4.5.3. - Andre særregler
Krav, der udspringer af ansættelsesforhold, er efter § 4 undergivet en
5-års forældelsesfrist,142 men i øvrigt gælder de almindelige regler
om den 3-årige forældelse.
Krav i henhold til indlån i pengeinstitutter er efter § 7 undergivet en
20-års forældelsesfrist. Reglen kan især få betydning, hvis indlånet
ikke længere figurerer i bankens bøger, og forældelsen ikke er afbrudt
ved bankens erkendelse af gælden (f.eks. ved tilsendelse af
kontoudskrifter). Fristen løber fra seneste postering på kontoen,
uanset hvem der har foretaget den.
Endelig indeholder § 8 en særregel om forældelse af fordringer på
løbende underholdsydelser, f.eks. pension eller livrente. Reglen
indebærer en undtagelse fra det almindelige princip om, at forældelse
kun omfatter krav på de enkelte ydelser, som kreditor kan kræve, men
ikke "grundfordringen" som sådan, jf. ovenfor afsnit 5.4.2.
Efter reglen forældes selve retten til at kræve de pågældende ydelser
efter 10 år, der regnes fra det tidspunkt, hvor der senest blev betalt en
ydelse, eller - hvis intet er betalt - fra det tidspunkt, hvor den første
ydelse kunne være krævet betalt. Hermed forældes således også
retten til (efterfølgende) ydelser, selv om de ikke er forfaldne. Reglen
omfatter rettigheder, der støttes på aftale eller afgørelse (f.eks. om
bidragspligt), men ikke rettigheder i henhold til lovgivningen (f.eks.
retten til social pension). Reglen omfatter ikke ydelser, der udgør
afdrag på en kapital, f.eks. opsparingsordninger i pengeinstitutter. I
disse tilfælde kan selve retten til ydelserne ikke blive forældet, men
kun kravet på de enkelte ydelser. Dette gælder imidlertid også for de
ydelser, der er omfattet af § 8, jf. dens 2. pkt.
5.4.6. - Afbrydelse af forældelse
5.4.6.1. - Indledning
Ved "afbrydelse" forstås de foranstaltninger, som kreditor skal
iværksætte inden udløbet af forældelsesfristen for at undgå, at
forældelse indtræder. Det kan enten være en skylderkendelse fra
debitor efter § 15 (jf. herom i afsnit 5.4.6.2.) eller iværksættelse af de
retslige skridt, som er omhandlet i §§ 16-18 (jf. herom i afsnit 5.4.6.3.).
Heri ligger omvendt, at en udenretlig påmindelse (som efter DL 5-144) ikke er tilstrækkelig. Kravene til afbrydelse er ens, uanset om
fordringen er omfattet
Side 231
af den 3-årige forældelse eller af længere frister. Retsvirkningen af
afbrydelse er, at der løber en ny forældelsesfrist fra tidspunktet for
skylderkendelsen eller fra afslutningen af det foretagne, retslige skridt,
jf. § 19, stk. 2-6. Den nye frist er af samme længde som den, der blev
afbrudt, jf. § 19, stk. 1. Hvis fordringen var undergivet den 3-årige
forældelse, løber der således efter afbrydelse en ny 3-års frist; var
fordringen undergivet en 10-årig forældelse, løber der en ny 10-års
frist, etc. Dog må det erindres, at der under alle omstændigheder vil
løbe en 10-års frist, hvis afbrydelseshandlingen resulterer i
tilvejebringelse af et særligt retsgrundlag efter § 5, jf. ovenfor afsnit
5.4.5.1. Hvis f.eks. afbrydelsen sker ved et sagsanlæg, og dette
resulterer i en dom, der fastslår kravets eksistens og størrelse, udløser
dommen en 10-års frist efter § 5, uanset at fordringen forinden var
undergivet den 3-årige forældelse. Tilsvarende gælder, hvis debitor
ikke blot erkender sin skyld, men udsteder gældsbrev for den eller
afgiver en tilsvarende, skriftlig anerkendelse af den, som opfylder
betingelserne i § 5.
Til reglerne om afbrydelse ved retslige skridt slutter sig reglerne i §§
20-22 om foreløbig afbrydelse, jf. herom afsnit 5.4.6.4. Disse regler
omfatter navnlig tilfælde, hvor et retsligt skridt, der er indledt i
overensstemmelse med §§ 16-18, ikke fører til det tilsigtede resultat og
dermed ikke til "egentlig" afbrydelse. Hovedprincippet er da, at
kreditor gives en tillægsfrist på 1 år til at iværksætte en sådan.
5.4.6.2. - Skylderkendelse
Til en erkendelse af skylden kræves ikke andet og mere end debitors
indrømmelse af dens eksistens. I modsætning til en anerkendelse af
skylden i henhold til § 5 behøver en erkendelse efter § 15 hverken at
være dispositiv eller skriftlig. Kravene til en "erkendelse" må ses på
baggrund af, at den er et alternativ til sagsanlæg (eller andre retslige
skridt) som afbrydelsesforanstaltning. Det afgørende er derfor, om
debitor har givet kreditor føje til at antage, at der ikke er nogen tvist om
kravet, idet der i så fald ikke ville være nogen rimelig anledning for
kreditor til at anlægge sag. Det er derfor ikke nok, at debitor blot
forholder sig passivt over for et fremsat krav, eller at debitor erkender
at skylde "noget". Erkendelsen må præcisere skylden - ikke
nødvendigvis således, at dens størrelse udtrykkeligt skal fremgå af
erkendelsen, men således, at den skal omfatte en bestemt skyld, hvis
størrelse i det mindste kan udledes af omstændighederne i forbindelse
med erkendelsen.143
Side 232
Det er således ikke tilstrækkeligt, at en erstatningsansvarlig
anerkender erstatningspligten, hvis ikke erstatningskravets størrelse
samtidig er klart og uomtvistet, jf. herved UfR 1969.710 H, UfR
1975.691 Ø, FED 2004.2203 Ø, UfR 2012.3130 V og UfR 2013.2608 H.
Se endvidere UfR 1994.593 Ø (den mulige erstatningsansvarlige gav
udtryk for, at der vel forelå et ansvarsgrundlag, men at det ikke var
muligt at tage stilling til erstatningskravet), UfR 2002.573 H
(frafaldelse af indsigelser vedrørende spørgsmålet om
ansvarsgrundlag) og FED 2002.1028 V (anerkendelse af
erstatningspligt og betaling af - yderligere - erstatning i forbindelse
med en genoptagelse af sagen); i ingen af disse tilfælde forelå der en
skylderkendelse. Det gjorde der derimod i UfR 2011.245 H, hvor
skyldneren havde udstedt en kreditnota på det beløb, som i henhold til
en myndighedsudtalelse skulle tilbagebetales til en anden myndighed,
således at denne derved var bibragt det indtryk, at skyldneren ikke
havde indsigelser mod kravet.
Erkendelsen behøver ikke at omfatte hele det krav, som kreditor
mener at have. Debitor kan godt erkende en del af kravet, således at
afbrydelse er sket for denne dels vedkommende, jf. f.eks. UfR
1981.958 H og UfR 2006.272 H.
Ved formuleringen af § 15 blev det præciseret, at en skylderkendelse
kan foreligge stiltiende ("ved sin handlemåde"). Det kunne den også
efter de tidligere regler, og der er ikke tilsigtet nogen ændring i
forhold til praksis i henhold til disse. Det praktiske hovedproblem er,
om betaling af en del af kravet indebærer en stiltiende erkendelse af hele
kravet. Dette er kun tilfældet, hvis betalingen fremtræder som en
afdragsvis betaling af en større gæld, der i forbindelse hermed
præciseres.
Den ledende dom herom er UfR 1967.325 H,144 hvor debitor havde
betalt flere afdrag på grundlag af kreditors opgørelser af gælden,
således at kreditor ikke havde haft anledning til at tro, at der var
nogen tvist om (rest)fordringen. Se også UfR 1977.1010 V, UfR
1964.410 V, UfR 1960.1095 Ø og UfR 1959.951 Ø.
Betaling af rente vil derimod normalt udgøre en erkendelse af skylden,
fordi rentebeløbet er en funktion af rentesatsen, renteperioden og den
hovedstol, den vedrører.145 Omvendt indebærer en erkendelse af
gældens hovedstol ikke i sig selv en erkendelse af skyldige renter, jf.
UfR 1949.743 SH.
Side 233
På tilsvarende måde kan debitors tilbud om delvis opfyldelse udgøre en
erkendelse af hele gælden, hvis det i forbindelse hermed gøres klart,
hvad hele gælden uomtvistet er.
Problemet forekommer navnlig i forbindelse med debitors forslag til
en akkordordning (jf. herom afsnit 3), som ikke gennemføres. Hvis
debitor tilbyder f.eks. et vist beløb i akkorddividende som en bestemt
procentdel af gælden, kan der heri ligge en erkendelse af den, jf.
herved UfR 1998.1709 V, UfR 1975.898 SH og UfR 1968.641 V, sml.
UfR 1965.334 V. Tilsvarende gælder ved en anmodning om
eftergivelse af gælden, hvis denne i forbindelse hermed præciseres
tilstrækkeligt, jf. f.eks. TfS 2000.234 Ø.
5.4.6.3. - Retslige skridt
Afbrydelse ved retslige skridt omfatter tre tilfældegrupper:
Indbringelse af sagen for en myndighed, der kan træffe bindende
afgørelse om kravet, jf. § 16 (f.eks. sagsanlæg ved domstolene),
universalforfølgningsskridt, jf. § 17 (f.eks. anmeldelse af kravet i et
konkursbo) og individualforfølgningsskridt, jf. § 18 (f.eks. anmodning
til fogedretten om foretagelse af udlæg). Hovedprincipperne i disse
regler er, at det pågældende retsskridt skal være indledt inden
forældelsesfristens udløb - altså f.eks., at retssag skal være anlagt ved
indlevering af stævning senest den dag, hvor fristen udløber (eller
førstkommende hverdag, jf. § 27, stk. 2). Afbrydelsesvirkningen
indtræder herefter, når det retslige skridt fører til det af kreditor
tilsigtede resultat, f.eks. ved at kreditor opnår en bindende afgørelse
(f.eks. en dom) for sit krav, eller at kravet bliver anerkendt af
konkursboet, eller at fogedretten foretager udlægsforretning, etc. Den
nye forældelsesfrist, som afbrydelsen udløser, regnes herefter fra det
tidspunkt, hvor det pågældende retsskridt er afsluttet. Hvis omvendt
det retslige skridt ikke fører til det tilsigtede resultat (sagsanlægget
fører f.eks. ikke til en realitetsafgørelse, eller fordringen bliver ikke
anerkendt af konkursboet, eller udlægsforretning bliver ikke foretaget,
etc.), er afbrydelsesvirkningen kun "foreløbig", således at kreditor
herefter har en tillægsfrist på 1 år til at iværksætte (endelig)
afbrydelse, jf. § 20 og herom nedenfor afsnit 5.4.6.4.
Den første gruppe af (retslige) afbrydelsesskridt omfatter indbringelse
af sagen for domstolene eller for et andet organ eller myndighed med
henblik på at opnå en bindende afgørelse, der fastslår kravets eksistens
Side 234
og størrelse, jf. § 16, stk. 1. Andre organer/myndigheder omfatter
voldgift, klagenævn og administrative myndigheder. Mens domstols- og
voldgiftsafgørelser uden videre er "bindende", gælder dette for
klagenævns- og myndighedsafgørelser kun, hvis afgørelsen ikke kan
indbringes for nogen anden myndighed eller for domstolene (f.eks. fordi
en tidsfrist herfor er udløbet). Udtrykket skal således forstås på
samme måde som i § 5, jf. herom ovenfor afsnit 5.4.5.1. Som nævnt i
afsnit 5.4.6.1. indebærer dette, at en afgørelse, der opfylder
betingelserne i § 16, tillige opfylder betingelserne for særligt
retsgrundlag efter § 5, således at der herefter gælder en 10-års frist,
selv om selve afbrydelsesvirkningen kun ville være en ny 3-års frist
(f.eks. en dom for et krav, der omfattedes af denne frist).
For at undgå forældelse skal kreditor inden forældelsesfristens udløb
indbringe sagen for domstolene (dvs. indlevere stævning til retten, jf.
rpl. § 348, stk. 1) eller for voldgiftsinstansen, klagenævnet, etc. Opnår
kreditor en (bindende) afgørelse, der tager stilling til kravets eksistens
og størrelse, løber den nye forældelsesfrist fra afgørelsestidspunktet, jf.
§ 19, stk. 3 (ved anke af en dom er dette tidspunktet for
ankeinstansens afgørelse). Opnår kreditor ikke en sådan afgørelse, er
der ikke sket "endelig" afbrydelse af forældelsen, men (højst) en
"foreløbig" afbrydelse, således at kreditor herefter har (mindst) 1 år til
at iværksætte endelig afbrydelse, jf. § 20, stk. 1, og § 21, stk. 1-3 (jf.
nedenfor afsnit 5.4.6.4.).
Kreditors påstand under sagen skal sigte til en afgørelse, der ikke kun
tager stilling til kravets eksistens, men også til dets størrelse. Det
betyder, at et anerkendelsessøgsmål, som alene omfatter grundlaget
for et krav (f.eks. anerkendelse af en erstatningspligt), ikke kan
medføre afbrydelse efter § 16, men kun foreløbig afbrydelse efter § 21,
stk. 1.
I visse tilfælde sker afbrydelse først i det øjeblik, kreditor nedlægger
påstand om sit krav under sagen, jf. § 16, stk. 2, nr. 2 og 3. Det har bl.a.
betydning i tilfælde, hvor erstatningskrav fremsættes under en
straffesag mod skadevolderen, i tilfælde, hvor den sagsøgte gør
modkrav gældende, og i tilfælde, hvor kreditor under retssagen
forhøjer sin påstand.146
Side 235
Den anden gruppe af retslige afbrydelsesskridt omfatter tilfælde, hvor
kravet anmeldes i et konkursbo eller i et andet bo, jf. § 17, stk. 1.
Afbrydelsesvirkningen forudsætter, at kravet bliver anerkendt af boet,
hvorefter en ny forældelsesfrist løber fra boets slutning, jf. § 19, stk. 4.
Hvis kravet ikke bliver anerkendt, har anmeldelsen kun virkning som
foreløbig afbrydelse, jf. § 20, stk. 4, således at kreditor herefter har
(mindst) 1 år til at iværksætte (endelig) afbrydelse.
Ud over anmeldelse af kravet i et konkursbo omfatter reglen
indgivelse af konkursbegæring (støttet på fordringen), anmeldelse i
forbindelse med rekonstruktionsbehandling eller indledning af
gældssaneringssag (jf. herom i afsnit 3) samt i dødsboer eller andre
boer, hvor der er udstedt proklama (jf. herom i afsnit 5.2.). Det er
tilstrækkeligt, at kravet anmeldes inden proklamafristens udløb, selv
om forældelsesfristen måtte udløbe forinden, jf. § 17, stk. 3.
Den tredje gruppe af fristafbrydende retsforfølgningsskridt er
individualforfølgning, jf. § 18. Vigtigst blandt disse er indgivelse til
fogedretten om anmodning om foretagelse af udlæg, jf. § 18, stk. 1,
men også andre fogedforretninger er omfattet efter § 18, stk. 3,
herunder anmodning om foretagelse af arrest og om tilbagetagelse af
ting solgt med ejendomsforbehold. Inddrivelse af især offentligretlige
krav (f. eks. skatter) sker oftest uden for fogedretten enten ved udlæg
foretaget af pantefogeder eller ved afgørelse om lønindeholdelse; også
disse inddrivelsesforanstaltninger afbryder forældelsen, jf. § 18, stk. 2
og 4.
Reglen om afbrydelse ved lønindeholdelse var en nydannelse, men
måtte ændres allerede i 2008, da lønindeholdelse fra 1/6 2008 ikke
sker ved pålæg til arbejdsgiveren, men ved indregning af en
lønindeholdelsesprocent i indeholdelsesprocenten efter
kildeskatteloven, således at der foretages en samlet indeholdelse af Askat og lønindeholdte beløb. Afbrydelsen sker herefter ved
meddelelsen til skyldneren om SKAT's afgørelse om lønindeholdelse,
dog kun for så vidt angår de fordringer, der er angivet i meddelelsen,
men til gengæld uafhængigt af, om der faktisk afdrages herpå ved
lønindeholdelse.
Hvis fogedforretning ikke gennemføres, er afbrydelsesvirkningen også
her kun foreløbig, jf. § 20, stk. 3.
Side 236
Det er imidlertid ikke en betingelse for "endelig" afbrydelsesvirkning,
at der faktisk foretages udlæg. Det kan f.eks. være udelukket, fordi
debitor ikke ejer noget, hvori udlæg kan foretages, jf. f.eks. UfR
1997.1466 Ø. Normalt vil en anmodning om foretagelse af udlæg
imidlertid blive afvist, hvis debitor inden for de sidste 6 måneder har
afgivet insolvenserklæring, jf. rpl. § 490, stk. 1, men kreditors
interesse i at afbryde forældelsen er tilstrækkelig til at gennembryde
denne "fredningsperiode", jf. § 490, stk. 2. I så fald gennemføres en
summarisk fogedretsbehandling, hvor kreditor ikke behøver at give
møde, jf. § 490, stk. 3. Reglen er indføjet for at gøre det lettere for
kreditor at undgå forældelse af krav på renter, idet kreditor - for at
bevare alle rentekrav - skal iværksætte afbrydelse hvert 3. år (mod
tidligere hvert 5. år). Proceduren efter § 490, stk. 2 og 3, kan
påberåbes, også selv om forældelsesfristen først ville udløbe efter
fredningsperiodens udløb, jf. UfR 2009.1301 V og UfR 2009.1671 Ø.
Hvis anmodningen om foretagelse af udlæg bliver afvist, fordi kreditor
ikke anmoder om anvendelse af proceduren efter § 490, stk. 2 og 3,
har anmodningen om udlæg kun foreløbig afbrydelsesvirkning efter §
20, stk. 3. I nogle afgørelser (Fm 2011.100 V og Fm 2011.170 Ø) er det
antaget, at der slet ikke var nogen afbrydelsesvirkning i disse tilfælde,
men disse afgørelser kan således ikke anses for at være rigtige.147
Fælles for §§ 16 og 18 er, at kreditor skal forfølge/fremme det retslige
skridt "inden for rimelig tid". Dette krav vedrører imidlertid ikke
spørgsmålet om, hvor hurtigt kreditor skal reagere, hvis det retslige
skridt ikke fører til en realitetsafgørelse, idet dette reguleres af
reglerne om foreløbig afbrydelse, jf. nedenfor. Reglen vedrører kun
sagens fremme frem til afgørelsen og har derfor begrænset betydning,
fordi det er rettens opgave at sørge for sagens fremme, således at
kreditor i almindelighed blot skal følge rettens anvisninger, jf. f.eks.
UfR 2009.2551 Ø. Princippet i reglen må antages også at gælde i
forhold til den foreløbige afbrydelsesvirkning efter § 20, dvs. at også
denne vil gå tabt, hvis sagen - inden den sluttede med en afvisning ikke blev fremmet behørigt, jf. FED 2011.25 Ø.148
5.4.6.4. - Foreløbig afbrydelse
Selv om et retsligt skridt, der er blevet indledt i overensstemmelse
med reglerne i §§ 16-18, ikke fører til det tilsigtede resultat (en
realitetsafgørelse, anerkendelse i et konkursbo, udlægsforretning,
etc.), mister det ikke herved definitivt sin afbrydelsesvirkning. Efter
reglerne om
Side 237
foreløbig afbrydelse i § 20 gives kreditor i disse tilfælde en tillægsfrist,
således at kreditor herefter altid har mindst 1 år til at iværksætte et nyt
afbrydelsesforsøg. Denne frist regnes som udgangspunkt fra det
tidspunkt, hvor kreditor fik meddelelse om afslutningen af det første
afbrydelsesforsøg. Reglerne er udformet således, at forældelse
"tidligst" indtræder 1 år herefter. De har derfor ingen betydning, hvis
der på det pågældende tidspunkt var mere end 1 år tilbage af den
almindelige forældelsesfrist for det pågældende krav, men hvis der
var mindre end 1 år tilbage, forlænges fristen, således at kreditor får
en frist på 1 år. Kreditor kan således fastholde afbrydelsesvirkningen
af det første retslige skridt, hvis der foretages et nyt inden for 1-års
fristen.
Selv om reglerne i § 20 kun henviser til de retsskridt, som efter §§ 1618 kunne have resulteret i endelig afbrydelse, gælder de også
(analogt) i tilfælde, der omfattes af § 21, stk. 1-3 (søgsmål vedrørende
grundlaget for fordringen eller indbringelse af en sag for en
myndighed eller et klagenævn, hvor betingelserne for endelig
afbrydelse i § 16 ikke er opfyldt, jf. nedenfor).149 Hvis der i disse
tilfælde ikke bliver truffet realitetsafgørelse i sagen, er der således
foreløbig afbrydelsesvirkning efter § 20, hvilket indebærer, at også
undtagelsen herfra i § 20, stk. 2, finder anvendelse, jf. nedenfor.
Det er som udgangspunkt uden betydning, hvad årsagen er til, at
kreditor ikke opnåede det tilsigtede resultat. Den foreløbige
afbrydelsesvirkning indtræder derfor også, selv om det skyldes et
forhold, der kan tilregnes kreditor, f.eks. at en retssag afvises på grund
af mangler ved stævningen, eller fordi kreditors advokat udebliver fra
et retsmøde. Undtagelse gøres dog efter § 20, stk. 2, i tilfælde, hvor det
foretagne retsskridt åbenbart ikke kunne føre til en realitetsafgørelse.
Kreditor levnes således en ret bred margen for fejltagelser i så
henseende. Undtagelsesreglen kan f.eks. anvendes, hvis kreditor har
anlagt retssag i et land, hvor der utvivlsomt ikke var værneting, eller
har anlagt retssag om en tvist, der klart var omfattet af en aftale om
voldgift. Den kan også anvendes, hvis kreditor har indgivet
konkursbegæring, selv om betingelserne for at få erklæret debitor
konkurs klart ikke var opfyldt.
Foreløbig afbrydelse udelukkes endvidere, hvis kreditor frivilligt
hæver sagen (dvs. en realitetsafgørelse kunne være opnået, men
kreditor ønsker det af den ene eller anden grund ikke). Denne regel vil
f.eks. også omfatte tilfælde, hvor en konkursbegæring tilbagekaldes,
selv om den kunne have ført til afsigelse af konkursdekret.
Side 238
Indbringelse af en sag for en administrativ myndighed eller for et
privat klagenævn og lign. afbryder som nævnt ovenfor definitivt
forældelsen efter § 16, hvis det leder frem til en bindende afgørelse,
der fastslår kravets eksistens og størrelse. Er blot én af disse
betingelser ikke opfyldt, er afbrydelsesvirkningen kun foreløbig, jf. §
21, stk. 2 og 3. Den førstnævnte betingelse vil f.eks. ikke være opfyldt i
tilfælde, hvor der er truffet afgørelse om arbejdsskadeerstatning af
Arbejdsskadestyrelsen eller Ankestyrelsen, fordi denne kan
indbringes for domstolene uden nogen tidsfrist; afgørelsen er derfor
ikke "bindende". Den sidstnævnte betingelse vil typisk ikke være
opfyldt ved en administrativ afgørelse på skatteområdet, fordi den
normalt kun tager stilling til et eller flere elementer i
skatteansættelsen (f.eks. skattepligten af en bestemt indkomst eller
berettigelsen af et fradrag, jf. ovenfor afsnit 5.4.5.1.). Men hvis
afgørelsen dog har afgørende betydning for (skatte)kravets eksistens
eller størrelse, udløser den tillægsfrist efter § 21, stk. 2.
Dette gælder i så fald ikke kun for det krav, som borgeren måtte få
som følge af afgørelsen (f.eks. et krav om tilbagebetaling af skat, hvis
borgeren får medhold), men også for det krav, som myndigheden
måtte få (f.eks. et krav om yderligere skattebetaling, hvis borgeren
ikke får medhold, jf. f.eks. UfR 2011.720 Ø).
Indbringes sagen for en højere administrativ myndighed, regnes 1-års
fristen fra dennes afgørelse. Er en sådan eventuel rekursadgang blevet
udnyttet, kan sagen endvidere indbringes for Ombudsmanden, og 1års fristen regnes da fra dennes udtalelse. Tidligere havde en sådan
indbringelse ingen afbrydelsesvirkning, jf. UfR 2007.1708 Ø, der
samtidig illustrerer, hvornår reglen kan få betydning (sagen drejede
sig om ugyldighed af en afskedigelse af en offentligt ansat, således at
udtalelsen havde afgørende betydning for det krav, som den
pågældende kunne få i den anledning).
Det er en betingelse, at den pågældende myndighed havde
kompetence til at træffe realitetsafgørelse i sagen. Dette er f.eks. ikke
tilfældet ved indhentelse af vejledende udtalelser fra
Arbejdsskadestyrelsen efter erstatningsansvarslovens § 10, jf. UfR
2013.1553 V. Hvis dette sker som led i forhandlinger mellem parterne,
kan dette derimod medføre foreløbig afbrydelse, jf. nedenfor og som
eksempel, UfR 2012.2517 Ø; se herved også UfR 2011.245 H om
indhentelse af en udtalelse fra et ministerium om et retligt
tvivlsspørgsmål.
Side 239
Endelig er der knyttet foreløbig afbrydelsesvirkning til en række
foranstaltninger, som ikke i sig selv ville kunne føre til endelig
afbrydelse efter § 16, fordi de ikke kunne resultere i en (bindende)
afgørelse om kravets eksistens og størrelse. Det drejer sig om
anerkendelsessøgsmål (kun) vedrørende grundlaget for kravet, jf. § 21,
stk. 1, iværksættelse af (udenretsligt) syn og skøn, jf. § 21, stk. 4 (se
som eksempel, UfR 2013.1255 V), indledning af forhandlinger om
kravet, jf. § 21, stk. 5, og procesunderretning, jf. § 22 (især i tilfælde,
hvor en af flere solidarisk hæftende skyldnere er blevet sagsøgt, og
denne giver meddelelse herom til de øvrige skyldnere).
Disse regler indebærer kun delvist ændringer af retstilstanden. Det
har således også tidligere været anerkendt, at indledning af
forhandlinger om kravet kunne medføre en vis udskydelse af
forældelsen, men omfanget heraf er nu præciseret ved hjælp af den
almindelige, 1-års tillægsfrist.
Loven tager derimod (fortsat) ikke stilling til, hvornår der kan siges at
foreligge "forhandlinger". Dette skal således afgøres i
overensstemmelse med hidtidig praksis.150 Det afgørende er,
hvordan debitor reagerer på et fremsat krav. Det ene yderpunkt er, at
debitor erkender skylden, således at forældelsen dermed afbrydes
efter § 15. Det andet yderpunkt er, at debitor afviser kravet (eller ikke
forholder sig til det eller forholder sig helt passivt); i så fald foreligger
der selvsagt ikke en forhandling. Reglen omfatter således
mellemtilfælde, hvor debitor udviser en sådan grad af
imødekommelse over for kravet, at kreditor havde føje til at antage, at
der var rimelig udsigt til en forligsmæssig løsning (og dermed grund
til at undlade at foretage retslige skridt), jf. som eksempler herpå fra
nyere praksis, UfR 2013.2608 H, UfR 2012.2844 Ø, UfR 2006.3257 V,
UfR 2006.2535 H, UfR 2004.382 H (landsrettens dom), FED 2002.948
V og UfR 1994.593 Ø. Som disse eksempler viser, kan "forhandlinger"
navnlig foreligge i tilfælde, hvor skyldneren har anerkendt grundlaget
for en fordring (f.eks. en erstatningspligt), hvorefter parterne
udveksler synspunkter om fordringens (f.eks. erstatningens) størrelse.
Det er uden betydning, om forhandlingerne foregår ved hjælp af en
"uafhængig tredjemand" (f.eks. en mægler); retsmægling er derimod
ikke omfattet, fordi dette sker efter sagsanlæg og derfor omfattes af §
16 (eller § 20).
Side 240
Hvis der herefter har været forhandlet mellem parterne, udgør
tillægsfristen 1 år fra forhandlingernes afslutning.151 Som nævnt i
afsnit 5.4.2. viger bestemmelsen - ligesom loven i øvrigt - for
(efterfølgende) aftaler, og det kan således f.eks. aftales, at
forhandlinger skal have en anden virkning, end de ville have haft efter
§ 21, stk. 5. En suspensionsaftale kan dog omfatte andre tilfælde end
forhandlinger, f.eks. at parterne bliver enige om at afvente udfaldet af
en "prøvesag" om det tvistige spørgsmål, jf. f.eks. UfR 2006.3126 H
(hvor kravet afhang af en afgørelse fra Landsskatteretten, og hvor det
måtte anses for aftalt, at forældelsen var suspenderet, indtil denne
forelå). Betydningen af en suspensionsaftale vil altid bero på konkret
fortolkning, men udgangspunktet er, at den alene har den betydning,
at forældelse ikke indtræder i aftaleperioden, jf. UfR 2008.945 H. Er
der aftalt suspension frem til et bestemt tidspunkt, er det denne frist,
der gælder, uanset om der er forhandlet i perioden, og altså ikke
fristen efter § 21, stk. 5 (der derimod får betydning, hvis der
forhandles (videre) efter det tidspunkt, hvor den aftalte suspension
ophørte).
5.4.7. - Retsvirkninger af forældelse
5.4.7.1. - Ophørsvirkning
Forældelse er i dansk ret en materiel ophørsgrund, jf. § 23, stk. 1 - og
ikke, som i flere andre lande, processuelle regler, der alene afskærer
kreditor fra at inddrive fordringen ved hjælp af retsmaskineriet.152
Forskellen mellem disse to principper formindskes dog ved, at
gensidighedsforholdet i et kontraktsmellemværende begrænser
bortfaldsvirkningen. Selv om den ene parts krav er forældet, kan den
pågældende alligevel undlade at præstere sin ydelse, hvis modparten
ikke præsterer sin. Kravet kan endvidere anvendes til modregning
over for krav, der udspringer af kontraktsforholdet eller i øvrigt er
konnekse, jf. § 24 og UfR 1954.977 H omtalt i afsnit 4.4., samt i tilfælde,
hvor modregning er aftalt.153
Som nævnt i afsnit 5.4.2. kan debitor give afkald på at påberåbe sig, at
forældelse er indtrådt. Selv om der ikke foreligger et sådant udtrykkeligt
Side 241
eller stiltiende - afkald, har tidligere teori tillagt selve opfyldelsen af en
forældet fordring retsvirkninger ud fra det synspunkt, at opfyldelsen
må anses som udslag af en "moralsk" forpligtelse, hvilket dels skulle
udelukke, at der kan foreligge en gave, dels skulle afskære
tilbagesøgningskrav. Denne opfattelse er dog ikke holdbar.154 Der er
ikke grundlag for opstilling af særregler om disse spørgsmål, som
derfor må afgøres efter almindelige regler om gaver og om
tilbagesøgning. Heraf følger, at en opfyldelse af en forældet fordring
normalt savner det gavemotiv, som er et afgørende led i gavebegrebet,
men at opfyldelsen omvendt kan være udtryk for, at debitor har
ønsket at erlægge uden hensyn til, om fordringen måtte være forældet,
hvilket vil udelukke tilbagesøgning, jf. afsnit 2.3. Derudover må
spørgsmålet bero på en sædvanlig afvejning af de momenter, der
indgår i reglerne om condictio indebiti (herunder om debitor burde
have indset, at fordringen var forældet, og om kreditor burde have
indset, at debitor befandt sig i en vildfarelse herom).
5.4.7.2. - Accessoriske virkninger
Forældelse medfører ikke kun bortfald af den pågældende fordring,
men kan også medfører bortfald af andre krav eller rettigheder, der
knytter sig til den.
Det gælder for det første for krav på renter af fordringen, jf. § 23, stk. 2.
Når kravet på hovedstolen forældes, bortfalder således alle krav på
renter (og gebyrer) af fordringen, selv om kravet herpå ikke isoleret
ville være forældet (dvs. selv om rentekravet ikke er forfaldent, eller
der er gået mindre end 3 år fra forfaldstid).
Dernæst bortfalder som hovedregel krav mod en kautionist, når den
kautionssikrede fordring rammes af forældelse, jf. kap. 14, afsnit
2.2.7.6. Det samme gælder ved tredjemandspant.155 Disse spørgsmål
er fortsat ulovreguleret.
Derimod er der i § 25 taget stilling til forældelsens betydning for den
sikkerhed, som kreditor måtte have i debitors aktiver i kraft af en
panteret, et udlæg, en tilbageholdsret eller et ejendomsforbehold. Som
nævnt i afsnit 5.4.2. er hovedreglen, at der indtræder "accessorisk"
forældelse af sikkerhedsrettigheden, således at kreditor ikke alene er
afskåret fra at søge sig fyldestgjort i debitors almindelige formue som
følge af forældelse af fordringen, men tillige er afskåret fra at søge sig
fyldestgjort i kraft af panteretten, udlægget m.v. i det eller de aktiver,
der
Side 242
er stillet som pant, eller hvori der er foretaget udlæg m.v. Dette
gælder som hovedregel ved underpant og i alle tilfælde af udlæg og
ejendomsforbehold, mens der gøres undtagelse ved håndpant og
tilbageholdsret, jf. § 25, stk. 2 og 4.
Ved underpant gøres dog også undtagelse fra hovedreglen ved pant
for hovedstolen ifølge tinglyst pantebrev i fast ejendom for en bestemt
angiven sum (svarende til den regel, der tidligere fandtes i
tinglysningslovens § 42). Heraf følger modsætningsvis bl.a., at
undtagelsen ikke gælder ved skadesløsbreve, fordi de ikke giver pant
for en bestemt sum, men kun inden for et vist maksimum. I dette
tilfælde gælder således hovedreglen i § 25, stk. 1, således at der ikke
kan søges fyldestgørelse via skadesløsbrevet for en forældet fordring.
Det samme gælder ved ejerpantebreve, som efter de gældende regler
kun kan underpantsættes og derfor umiddelbart omfattes af
hovedreglen i stk. 1; reglen i stk. 2, nr. 2, om håndpant i
ejerpantebreve har derfor mistet sin betydning.
Undtagelsen vedrørende håndpant omfatter også pant i fordringer
(men ikke fordringspant, som sker ved underpantsætning). Det
indebærer således, at panthaveren kan søge sig fyldestgjort i
(hånd)pantet, selv om adgangen til at søge fyldestgørelse i debitors
almindelige formue er bortfaldet ved forældelse af den pantsikrede
fordring.156
5.4.8. - Specielle forældelsesregler
5.4.8.1. - Særregler i forbindelse med henvisninger til
forældelsesloven
Forældelsesloven gælder for alle fordringer, jf. ovenfor afsnit 5.4.2.,
men viger naturligvis for særlige bestemmelser om forældelse i
lovgivningen, jf. forældelseslovens § 1. Hvis der for en given type
fordringer ikke er fastsat afvigende regler, reguleres forældelsen
således af forældelsesloven. Ved "følgeloven" (lov nr. 523 af 6. juni
2007) blev en række særregler om forældelse ophævet eller tilpasset
forældelsesloven, således at reguleringen af forældelse i højere grad
end tidligere enten følger lovens regler fuldt ud eller dog tager
udgangspunkt heri, således at særreglerne alene indeholder enkelte
afvigelser fra, hvad lovens regler ville føre til. På nogle områder er
denne tilpasning til forældelsesloven tillige udslag af, at særreglerne
tidligere indeholdt kortere forældelsesfrister, end hvad der fulgte af
almindelige forældelsesregler,
Side 243
således at der ikke var behov for at opretholde særreglerne, fordi
forældelsesloven forkortede disse frister.
Dette gælder således ved produktansvar, hvor produktansvarslovens
§ 14, stk. 1, nu henviser til forældelsesloven. Særregler på dette
område var dog fortsat nødvendige, fordi EF-direktivet om
produktansvar ikke tillader en længere, absolut forældelsesfrist end
10 år, jf. produktansvarslovens § 14, stk. 2 og 3. Forældelseslovens 30års frist for krav om erstatning for personskade gælder derfor kun for
andet produktansvar end det direktiv-baserede producentansvar.
Et andet eksempel er krav i anledning af forsikringsaftaler, hvor der
på tilsvarende måde nu henvises til forældelsesloven i FAL § 29, stk. 1,
suppleret med enkelte særregler (bl.a. om, at anmeldelse af en skade
til forsikringsselskabet har virkning på samme måde som en foreløbig
afbrydelse efter forældelsesloven, jf. FAL § 29, stk. 5).
Andre eksempler på henvisninger til forældelsesloven i kombination
med enkelte særregler findes i miljøerstatningslovens § 6,
atomerstatningslovens § 25, stk. 1, og EAL § 16, stk. 3. Også ved
patientforsikring er der sket en tilpasning til forældelseslovens 3-års
frist, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet § 59, stk. 1; derimod er denne ordnings absolutte
10-års frist blevet fastholdt, jf. § 59, stk. 2, således at den skadelidte
kun kan påberåbe sig forældelseslovens 30-års frist, hvis kravet
støttes på almindelige erstatningsregler.
På to områder er henvisninger til forældelsesloven blevet kombineret
med mere omfattende undtagelser fra dennes regler. Det gælder ved
krav om erstatning ved arbejdsskader og ved krav om skatter og
afgifter (eller tilbagebetaling heraf). På begge områder er der bl.a.
gennemført længere forældelsesfrister end dem, der ville følge af
forældelsesloven.
Ved krav om erstatning efter arbejdsskadesikringsloven er
forældelsesfristen således 5 år, hvilket også gælder for krav om
erstatning mod arbejdsgiveren efter almindelige erstatningsregler, jf.
arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 3, 1. pkt., smh. med stk. 2. For så
vidt angår skatter og afgifter består fravigelsen navnlig i, at krav, der
opstår i forbindelse med en såkaldt ekstraordinær skatteansættelse
eller fastsættelse af afgiftstilsvar (dvs. uden for de ordinære frister
herfor i skatteforvaltningsloven), som nævnt i afsnit 5.4.3.2.a. alene er
undergivet en (absolut) forældelsesfrist på 10 år. Som nævnt i afsnit
5.4.4.1. indebærer begge disse regelsæt, at det almindelige princip om,
at retsvildfarelse ikke medfører suspension, ikke slår igennem på
disse områder, fordi kravene kun er undergivet den absolutte
forældelsesfrist (henholdsvis 30 år og 10 år).
Side 244
5.4.8.2. - Udfyldning med forældelseslovens regler
Lovgivningen indeholder også en række praktisk vigtige, specielle
forældelsesregler, der ikke er blevet "tilpasset" til forældelsesloven,
især fordi de opererer med forældelsesfrister, der er kortere end
dennes. Det gælder navnlig på transportområdet, hvor
forældelsesfristerne gennemgående er 1 eller 2 år (jf. navnlig CMRlovens § 41, sølovens § 501 og luftfartslovens § 118), på boligområdet,
hvor de er 1/2 eller 1 år (jf. navnlig lejelovens §§ 7 og 49 og
andelsboligforeningslovens § 16) samt ved veksler og checks, hvor
fristerne går fra 1/2 til 3 år (jf. veksellovens § 70 og checklovens § 52).
Fælles for alle disse regler er, at de tager stilling til, hvilke krav der er
omfattet af den særlige frist, og hvornår den begynder at løbe, men
ikke altid til spørgsmål om suspension og om afbrydelse.
Reguleringen heraf er meget forskellig fra lov til lov. I nogle tilfælde
henvises til almindelige forældelsesregler (og dermed altså nu til
forældelsesloven), jf. f.eks. CMR-lovens § 41, stk. 4, og sølovens § 501,
stk. 6, mens andre ikke indeholder en sådan henvisning - enten uden
at sætte en særregel om spørgsmålet i stedet eller ved at fastsætte en
særregel, der i hvert fald tilsyneladende indebærer en fravigelse af de
almindelige regler (f.eks. ved at kræve "sagsanlæg" til afbrydelse af
forældelsen, jf. f.eks. luftfartslovens § 118 og
andelsboligforeningslovens § 16, stk. 3).
I tilfælde, hvor særreglerne ikke henviser til almindelige
forældelsesregler, beror det på en fortolkning af særreglen, om den
kan suppleres (udfyldes) med reglerne i forældelsesloven.
Udgangspunktet for denne fortolkning er imidlertid, at en sådan
udfyldning finder anvendelse, jf. forældelseslovens § 28, hvorefter
lovens regler også gælder for særregler om forældelse, medmindre
andet følger af særreglen eller af "forholdets særlige beskaffenhed".
Der skal således foreligge særlige holdepunkter for at antage, at det
ikke har været meningen, at særreglen skal udfyldes med de
almindelige regler. Et sådant særligt holdepunkt kan navnlig findes i
de internationale konventioner, som ligger til grund for en række af
særreglerne, navnlig på transportområdet og ved veksler og checks.
Side 245
Udfyldning er således ikke kun udelukket, når det af specialreglen
udtrykkeligt fremgår, at den er udtømmende (jf. f.eks. sølovens § 55,
stk. 3), men også, når dette kan udledes af reglens formål og
tilblivelseshistorie; sølovens § 502 og luftfartslovens § 118 er således
eksempler på regler, hvor den konventionsmæssige baggrund fører til,
at reglernes krav om afbrydelse ved sagsanlæg ikke kan suppleres
med forældelseslovens regler om andre afbrydelsesskridt (og
tilsvarende kan suspensionsreglen ikke indfortolkes). Tilsvarende
gælder ved reglerne i checklovens § 53 og veksellovens § 71,
hvorimod andelsboligforeningslovens § 16, stk. 3, ikke har en sådan
baggrund og derfor må udfyldes med forældelseslovens øvrige regler
om afbrydelsesskridt.
På tilsvarende måde må forældelseslovens suspensionsregel
indfortolkes i specialregler, hvis den ellers ville være gældende for
den pågældende type fordringer, og der ikke er særligt holdepunkt for
at antage, at specialreglens frist er en absolut frist, eller at en
snævrere suspensionsregel må anses for udtømmende (som f.eks.
checklovens § 53, stk. 6, jf. § 48, og veksellovens § 71, stk. 5, jf. § 54);
andelsboligforeningslovens § 16, stk. 3, indeholder en
suspensionslignende regel, men UfR 2013.2083 H gjorde det klart, at
den skal forstås på samme måde som forældelseslovens
suspensionsregel (og stillede derfor mindre krav til køberens
agtpågivenhed, end tidligere praksis overvejende havde gjort). Hvis
omvendt særreglens suspensionsregel er videregående end
forældelseslovens, fører udfyldningsreglen som udgangspunkt til, at
forældelse ikke indtræder senere, end den ville gøre efter
forældelsesloven, jf. herved UfR 1989.720 H om CMR-lovens § 41, stk.
3.
Udfyldningsreglen fører dernæst til, at retsvirkningen af en afbrydelse
af forældelsen efter en særregel er, at den nye forældelsesfrist, der
herefter løber, som udgangspunkt bestemmes af forældelseslovens
regler og ikke af særreglens.
Afbrydelse af 1-års forældelsesfristen efter CMR-lovens § 41, stk. 3,
udløser således en 3-års forældelsesfrist og ikke en ny 1-års frist, jf.
tilsvarende fra tidligere praksis, UfR 1981.958 H. En særlig undtagelse
fra dette princip følger af sølovens § 501, stk. 5, hvorefter den nye frist
bestemmes af sølovens regler og altså ikke af forældelseslovens.
Opnår kreditor særligt retsgrundlag for sit krav i overensstemmelse
med forældelseslovens § 5, er udgangspunktet ligeledes, at dette
udløser en 10-års forældelsesfrist efter denne regel. Undtagelse fra
dette princip må muligvis gøres i relation til den absolutte, EFdirektivbaserede forældelsesfrist ved produktansvar, jf. ovenfor afsnit
5.4.8.1.
Side 246
Udfyldningsreglen tager derimod ikke stilling til, hvad der gælder i
tilfælde af "konkurrence" mellem de almindelige forældelsesregler og
en særregel. Problemet er navnlig, om kreditor kan undgå at blive
ramt af en særregels kortere forældelsesfrist ved i stedet at støtte sit
krav på andre regler (f.eks. på almindelige erstatningsregler i stedet
for de særlige ansvarsregler, som særreglen knytter sig til). Løsningen
beror på en fortolkning af den enkelte særregel, og der gælder således
ingen almindelig formodningsregel herfor.157
I UfR 1974.263 Ø blev det antaget, at skadelidte kunne vælge at støtte
sit krav på reglerne i færdselsloven (som ikke indeholder særlige
forældelsesregler) frem for på særreglerne i CMR-loven, således at de
almindelige forældelsesregler fandt anvendelse i stedet for særreglens
1-års forældelsesfrist; dette er dog senere blevet udelukket efter
færdselslovens § 116. Modsat blev i UfR 1981.503 SH og UfR
2003.1859 SH en konkurrence mellem sølovens og færdselslovens
regler spørgsmålet løst til fordel for sølovens regler. Enkelte særregler
gør det klart, at en særlig, kort forældelsesfrist ikke afskærer
skadelidte fra at rejse krav efter almindelige erstatningsregler og
dermed almindelige forældelsesregler, jf. ovenfor afsnit 5.4.8.1. om
produktansvar og patientforsikring.
Side 247
KAPITEL 14 - Hæftelsesformerne og deres betydning
1. - Hæftelsesformer
En kreditor har en velbegrundet interesse i at sikre tilbagebetaling af
sine udestående fordringer på bedste måde. Kreditor kan betinge
kredit af, at debitor stiller med flere personer, der hæfter for gælden,
som det kan være tilfældet ved kaution. Dette kaldes personlig
sikkerhed. Det kan også være aftalt, at tredjemand skal stille sikkerhed
i form af pant i en bestemt genstand. Dette kaldes reel sikkerhed.
Kreditor har især interesse i at få fastslået omfanget af debitors
hæftelse, hæftelsens art, dvs. om debitor hæfter med en genstand eller
med penge, samt hvorledes debitor hæfter. De forskellige
hæftelsesformer gennemgås nedenfor i afsnit 1.1.-1.4.
1.1. - Pro rata hæftelse
Ved hæftelse efter proratareglen hæfter den enkelte debitor for en
bestemt andel af den samlede gæld også kaldet forholdsmæssig
hæftelse. Netop fordi debitorerne hæfter med en bestemt andel af
gælden, og summen af deres hæftelser ikke overstiger den samlede
gæld, får det normalt ingen betydning for de andre debitorers hæftelse,
at en debitor indfrier sin andel af gælden. Da der er tale om en
selvstændig hæftelse for netop den debitor, får det normalt heller
ingen betydning for de andre debitorer, hvis denne debitors aftale
med kreditor er ugyldig, ophørt pga. forældelse, eller ophørt pga.
debitors modregning over for kreditor.
1.2. - Solidarisk hæftelse
Hvis debitorerne hæfter for hele gælden eller den samme del af
gælden, foreligger der solidarisk hæftelse. Hvis ikke andet følger af
aftale eller lov, antages det, at debitorerne hæfter solidarisk.
Princippet om solidarisk hæftelse er kommet til udtryk i gbl. § 2, stk. 1,
hvorefter
Side 248
flere debitorer ifølge et gældsbrev hæfter "een for alle og alle for een".
Sætningen i citatet "oversættes" netop til solidarisk hæftelse. Gbl. § 2
omfatter også simple gældsbreve, og lovens afsnit III om simple
gældsbreve er også anvendelig på andre fordringer end
gældsbrevsfordringer. Derfor kan det siges, at lovens bestemmelse om
solidarisk hæftelse er udtryk for en almindelig retsgrundsætning,
således at den på denne måde har almindelig gyldighed for andre
fordringer, medmindre andet er aftalt eller følger af lov.
Sædvanligvis sondres der mellem fuldstændig og delvis solidarisk
hæftelse. Ved fuldstændig solidarisk hæftelse forstås, at kreditor kan
holde sig til en af debitorerne og kræve hele gælden betalt af enhver af
disse, samt at betaling fra en debitor medfører, at de andre debitorers
hæftelse nedsættes tilsvarende. Ved delvis solidarisk hæftelse forstås,
at flere debitorer hæfter for en del af gælden, og at summen af disse
hæftelser overstiger den pågældende del af gælden, (ellers ville der jo
ikke være tale om solidarisk hæftelse), jf. til illustration UfR
2004.2253 H.
UfR 2004.2253 H: Selskabet A's konkursbo anlagde sag mod
selskabets bestyrelsesmedlemmer L, K og R samt selskabets revisor J
og H, der havde været selskabets advokat, med påstand om betaling af
erstatning på 8 mio. kr. H blev dømt til in solidum med J at betale 8
mio. kr. til konkursboet, heraf skulle L og K hæfte solidarisk for 2 mio.
kr. sammen med H og J.
Forskellen mellem pro rata hæftelse og solidarisk hæftelse er således
navnlig, at ved førstnævnte hæftelsesform bortfalder de andre
debitorers hæftelse ikke ved en debitors indfrielse af sin andel, mens
dette (helt eller delvis) vil være tilfældet ved den solidariske hæftelse.
Principperne om solidarisk hæftelse er optaget flere steder i
lovgivningen, jf. til eks. FAL § 41, hvorefter forsikringstageren ved
dobbeltforsikring frit kan vælge, hvilket af de selskaber - der har
tegnet forsikringen - han vil rette sit krav mod, idet hvert selskab
hæfter som eneforsikrer. Ved forsikringsaftaler kan der også blive tale
om delvis solidarisk hæftelse i det tilfælde, hvor forsikringstagerens
erstatning nedsættes pga. misligholdelse af aftalen. EAL § 25 regulerer,
hvilke forhold der skal lægges vægt på ved den indbyrdes fordeling af
erstatningsbyrden mellem flere solidarisk erstatningsansvarlige, jf.
UfR 1999.83H og UfR 2009.3044H. Disse domme tager stilling til den
indbyrdes fordeling mellem flere solidarisk ansvarlige skadevoldere,
hvis ansvar hviler på henholdsvis et culpaansvar og et objektivt ansvar,
som er dækket af en ansvarsforsikring.
Side 249
1.3. - Hæftelsens art
Som hovedregel hæfter debitorer for betaling af gælden med gangbar
mønt (penge), jf. herved gbl. § 7, stk. 1. Gælden kan da betales med det
aftalte betalingsmiddel. Er der ikke aftalt noget herom, kan de
almindelige anerkendte betalingsmidler anvendes, jf. Lærebog i
Obligationsret I kap. 3, afsnit 3.4. En debitor kan også stille sikkerhed i
form af en ting, der har økonomisk værdi, således at kreditor får
panteret i tingen (løsøret), eller debitor kan give panteret i en fast
ejendom eller en fordring.
1.4. - Hvorledes hæfter debitorerne?
Debitors hæftelse kan være begrænset på den måde, at debitor kun
hæfter med et bestemt beløb eller en bestemt brøkdel eller procent af
gælden. Hæftelsen kan også være begrænset ved, at debitor kun
hæfter med en ting som lige ovenfor nævnt. I dette tilfælde hæfter
debitor ikke personligt med hele sin formue. Hans hæftelse er
begrænset til pantet (tingen) eller pantets realisable værdi.
Debitors hæftelse kan også være ubegrænset, dvs. at han hæfter med
et beløb, der svarer til gælden.
Debitor kan hæfte umiddelbart eller subsidiært for gælden. Ved den
umiddelbare hæftelse kan kreditor kræve debitor direkte for beløbet,
så snart forpligtelsen er indtrådt, det vil typisk være på forfaldsdagen.
Dette kaldes også direkte hæftelse. Ved den subsidiære hæftelse kan
kreditor først kræve beløbet af debitor, når hoveddebitor ikke betaler
fordringen rettidigt, eller hvis hoveddebitor ikke har midler til at
betale fordringen. Ved simpel kaution hæfter kautionisten først, når
det er påvist, at hovedskyldneren (debitor) ikke kan betale gælden,
mens kautionisten ved selvskyldnerkaution hæfter allerede ved
hovedskyldnerens misligholdelse af betalingsforpligtelsen, dvs., når
skyldneren ikke erlægger betaling til den aftalte tid, dvs. forfaldsdagen
eller sidste rettidige betalingsdag. Se hertil om kaution nedenfor afsnit
2.2.1.
2. - Hæftelsen i forskellige skyldforhold
2.1. - Kontraktmæssige forpligtelser
I de tilfælde, hvor flere personer har påtaget sig at hæfte for gælden
over for kreditor, er den almindelige regel, at kontrahenterne
(parterne) i en kontrakt hæfter solidarisk, jf. hertil ovenfor afsnit 1.2,
hvis ikke andet fremgår af aftalen, jf. til eks. UfR 1980.388 H, hvor
nogle
Side 250
aktionærer fandtes at hæfte solidarisk for tilbagebetaling af det beløb,
køberen af aktiemajoriteten i en natrestaurant havde erlagt, da
køberen retmæssigt havde hævet handlen. Der lagdes vægt på, at der
var tale om en samlet handel med aktionærerne. Se endvidere UfR
1990.77 V, hvor en lejer og en medlejer af en beboelseslejlighed
fandtes at hæfte solidarisk over for udlejer for bl.a. huslejerestance og
vedligeholdelsesomkostninger. I UfR 1989.110 H fandtes en
ejendomsmægler og en advokat solidarisk ansvarlige over for en
køber af fast ejendom.
Hvis flere personer udsteder et gældsbrev, hæfter de solidarisk for
gælden ifølge gældsbrevet, jf. gbl. § 2, stk. 1, medmindre andet er aftalt.
Eks.: A sælger en bil til B og C, som ikke kan betale hele købesummen
på een gang. Da de heller ikke kan låne beløbet, aftaler de med A, at de
udsteder et gældsbrev, hvorved de forpligter sig til at betale 50.000 kr.
til A. Hvis ikke andet er aftalt, hæfter B og C solidarisk for beløbet over
for A. En sådan hæftelse er for kautionsaftaler kommet til udtryk i gbl.
§ 61, hvorefter samkautionister hæfter solidarisk. Se hertil om kaution
nedenfor afsnit 2.2.1.
Som tidligere berørt indeholder forsikringsaftaleloven en regel om
solidarisk hæftelse, når den samme interesse er forsikret i flere
selskaber, jf. FAL § 41 også kaldet dobbeltforsikring. Bestemmelsen
gælder kun skadesforsikring, dvs. tingsforsikring, der dækker det
faktisk lidte tab. Eks.: A har tegnet en familieforsikring i B, der bl.a.
omfatter brandforsikring af indbo. A har også en familieforsikring i C,
der omfatter samme dækning. Da A's indbo brænder, hæfter begge
selskaber som eneforsikrer over for A. I det indbyrdes forhold hæfter
selskaberne normalt efter pro rata reglen, jf. FAL § 42 og § 43.
Det er meget almindeligt, at forsikringsselskaberne tager forbehold i
aftalen om kun at ville hæfte subsidiært i det tilfælde, hvor der
foreligger dobbeltforsikring. Et sådant forbehold har den virkning, at
forsikringstageren kun får erstatning i det omfang, den anden
forsikring ikke dækker hans tab. Har flere selskaber samme klausul
om subsidiær hæftelse, bestemmer den delvist præceptive regel i FAL
§ 43, at hvert selskab hæfter i forhold til det beløb, det ville have
hæftet som eneforsikrer.
Når flere entreprenører giver tilbud om udførelse af samme entreprise,
hæfter de solidarisk, jf. AB 92 § 3, stk. 1. Denne "grundsætning" må
antages også at gælde ved entrepriser, hvor AB 92 ikke er vedtaget,
medmindre andet fremgår af entreprisekontrakten.
Såfremt der er flere skyldnere ifølge en check, hæfter disse fuldt ud
solidarisk over for checkindehaveren, jf. checklovens § 44, stk. 1 og 2.
Checkskyldnernes hæftelse er dog betinget af, at indehaveren af
Side 251
checken har protesteret rettidigt, når gælden ikke betales eller
betaling nægtes, jf. lovens § 40. Dette betyder ikke, at
checkskyldnernes hæftelse er subsidiær i egentlig forstand.
Checkindehaveren skal blot godtgøre, at betaling ikke er sket rettidigt.
Det samme gælder for veksler, dvs. at også vekselskyldnerne hæfter
solidarisk over for indehaveren af en veksel, jf. veksellovens §§ 43-46.
EAL § 25 regulerer byrdefordelingen mellem solidarisk ansvarlige
(også) i kontraktsforhold. I modsætning til "private" skadevoldere, jf.
nedenfor afsnit 3.1.1., kan skadevoldende offentlig eller
erhvervsmæssig virksomhed eller virksomhed, der kan sidestilles
hermed, før skadens indtræden indgå aftale om den indbyrdes
hæftelse ved solidarisk ansvar. Se hertil
Erstatningsansvarslovskommentar, s. 542.
2.2. - Sikringsformer
2.2.1. - Kaution og andre sikringsformer
En kreditor løber en (større eller mindre) økonomisk risiko, når han
giver debitor kredit eller udlåner penge. Når der er tale om et større
antal kreditter eller udlån, eller der enkeltstående er tale om større
beløb, vil kreditor være interesseret i at sikre sig mod tab som følge af
debitors manglende betalingsevne på fordringens forfaldstidspunkt.
Der er flere måder, kreditor kan sikre sig økonomisk. En af dem er at
betinge udlånet eller kreditgivningen af, at tredjemand erklærer sig
villig til (personligt) at hæfte for gælden over for kreditor. Denne form
for sikring kaldes kaution. Der er tale om personlig hæftelse, idet
kautionisten hæfter personligt med hele sin formue (personlig
sikkerhed) over for kreditor i modsætning til tilfælde, hvor
sikkerheden alene består i en ting eller en fordring (reel sikkerhed).
Den person, der stiller kaution, kaldes kautionisten. Den person,
kautionserklæringen er henvendt til, kaldes kreditor, og den person,
der skylder kreditor f.eks. en sum penge, er debitor, og i
kautionsforhold kaldes han ofte hovedmanden eller hoveddebitor.
Dette kan illustreres således:
Side 252
Andre former for sikring er garantier. I de tilfælde, hvor en garanti er
brugt synonymt med kaution, må det antages, at de kautionsretlige
regler kan finde anvendelse - det er indholdet og ikke betegnelsen, der
afgør dette. En garanti kan indeholde et vilkår om, at garanten hæfter
på lige fod med debitor, dvs. at kreditor kan kræve fordringen betalt af
garanten, selv om debitor ikke har misligholdt aftalen, når blot
forfaldsdagen er indtrådt. En sådan aftale indeholder ikke en
kautionsforpligtelse. En kautionsforpligtelse bliver først aktuel, når
debitor misligholder aftalen.
Kreditor kan også foretrække at tegne forsikring for sine udestående
fordringer. En kreditforsikring dækker typisk kreditors tab som følge
af, at debitorer ikke betaler for leverede varer eller tjenesteydelser
ved kredittidens udløb pga. debitors insolvens eller vedvarende
udeblivelse med betaling af gælden. En garantiforsikring kan f.eks.
omfatte tab på pantebreve i fast ejendom, tab som følge af økonomisk
kriminalitet m.v.158 Hvis husejeren misligholder et pantebrev,
betaler forsikringen pantebrevsfordringen til pantebrevskreditor. En
garantiforsikring kan også dække en arbejdsgivers tab som følge af
(f.eks.) en kasserers underslæb.
Det er ikke alene for pengegæld, der kan stilles sikkerhed. Der kan
også stilles sikkerhed for, at en bestemt tilstand opfyldes, eller
bestemte ting leveres. Sådanne erklæringer vil oftest have karakter af
garantierklæringer. Et eksempel: En kommune giver en husejer
ibrugtagningstilladelse på betingelse af, at han stiller med en
kaution/garanti for, at noget ombygningsarbejde bliver afsluttet inden
en nærmere angivet frist. Sker dette ikke, hæfter
garanten/kautionisten med det aftalte beløb, der skal dække
færdiggørelsen.
I lovgivningen findes der kun spredte bestemmelser om kaution, jf. gbl.
§ 61 og § 2, om samkautionisters solidariske hæftelse og deres
indbyrdes regresret samt lov om finansiel virksomhed § 47 (i
erhvervsforhold) og § 48 (uden for erhvervsforhold)159, om
pengeinstitutters pligt til at underrette kautionisten, om debitors
misligholdelse af låneaftalen. I bekendtgørelse om god skik i
finansielle virksomheder160 bestemmes i § 22 bl.a., at et penge- eller
realkreditinstitut ikke må medvirke til ydelse af lån mod kaution, hvis
kautionsforpligtelsen
Side 253
står i misforhold til kautionistens økonomi. Herudover gælder
forældelseslovens § 11, hvorefter forældelsesfristen i forhold til en
kautionist er den samme som den, der gælder i forhold til
hovedskyldneren. Se nærmere herom nedenfor i afsnit 2.2.7.6. Ud over
disse specielle regler om kaution finder de almindelige aftaleretlige
regler anvendelse på stiftelsen og gyldigheden af kautionistens
erklæring, jf. f.eks. aftalelovens §§ 36 og 38 c. Sidstnævnte
bestemmelse gælder alene forbrugeraftaler. Se i det småtrykte lige
nedenfor.
Kautionsretten, dvs. de retlige regler, der gælder om kaution, skal
derfor hovedsageligt udledes af retspraksis.
UfR 1993.949 V: En 73-årig kvindelig folkepensionist, der ifølge
lægeerklæring var "skrøbelig psykisk og let påvirkelig", havde påtaget
sig selvskyldnerkaution over for en bank for sin plejesøns ældre og
fremtidige gæld. Ved kautionsløftets afgivelse var plejesønnens
engagement med banken nødlidende. Landsretten tilsidesatte
kautionsaftalen i sin helhed efter aftalelovens § 36 bl.a. pga.
kautionistens psykiske habitus. (Bemærk at dommen omhandler en
aftale, der er indgået før vedtagelsen af reglerne i aftalelovens § 38 a38 d).
I hvert fald den professionelle udlåner har en vis vejledningspligt over
for den ikke kyndige kautionist. Har kreditor ikke opfyldt denne, kan
aftalen tilsidesættes efter aftalelovens § 36 (og § 38 c), jf. f.eks. UfR
1994.126 V om et tilfælde, hvor det fandtes urimeligt at gøre
kautionsforpligtelsen gældende, idet kreditor ikke havde bevist, at
kautionisten var blevet vejledt om, at hans risiko var blevet væsentligt
forøget ved sammenlægning af hovedmandens lån.
Støtteerklæringer161 kan have flere lighedspunkter med
kautionserklæringer. Der kan ikke opstilles en entydig definition af
begrebet støtteerklæring. En støtteerklæring ("comfort letter" eller
"letter of awareness") er vel typisk en erklæring, hvori
udstederen/underskriveren erklærer at ville støtte debitors
forpligtelser over for kreditor. Støtteerklæringer anvendes ofte i
stedet for kautionserklæringer eller ligefrem som et surrogat for en
kautionserklæring.162 En støtteerklæring kan være afgivet af et
moderselskab over for en kreditgiver, f.eks. et pengeinstitut, som en
slags sikkerhed for et datterselskabs forpligtelser over for
pengeinstituttet. Støtteerklæringer er ofte affattet på en måde, der gør
det vanskeligt at finde ud af, om de er juridisk bindende eller ikke.
Side 254
I litteraturen inddeles de forskellige typer af støtteerklæringer efter,
hvor svage eller stærke de er. De svage støtteerklæringer indeholder
faktiske oplysninger ("vi står bag vores datterselskabers
forretningspolitik").163 De stærke erklæringer er dem, der
indeholder et løfte til modtageren ("vi forpligter os til at stille
tilstrækkelige økonomiske midler til ...").
En stærk erklæring vil antagelig være juridisk bindende for
udstederen, som herefter kan ifalde erstatningsansvar over for
kreditor, jf. UfR 1994.470 H, hvor moderselskabet bl.a. havde erklæret,
"at vi om fornødent vil tilføre selskabet tilstrækkelige likvide midler,
at det til enhver tid er i stand til at opfylde sine forpligtelser over for
banken". Dette blev fortolket som et klart og ubetinget løfte til banken,
og moderselskabet fandtes erstatningsansvarlig. Se hertil den
inspirerende kommentar til dommen i UfR 1994 B s. 436 (Peter
Blok).164 I UfR 1998.1289 H indeholdt støtteerklæringen, der var
benævnt "letter of comfort", følgende ordlyd: "... økonomisk at ville
støtte ... A/S ... med henblik på, at selskabet vil være i stand til at
opfylde sine forpligtelser over for ... banken". Denne erklæring fandtes
ikke - som erklæringen i 1994-sagen - at indeholde en udtrykkelig
forpligtelse for moderselskabet til at tilføre datterselskabet likvide
midler. Moderselskabet fandtes derfor ikke erstatningsansvarlig
(dissens 41). Som det kan ses, kræves der et klart og ubetinget løfte
fra erklæringsgiveren, før denne kan blive erstatningspligtig. I den
første sag fandtes disse betingelser opfyldt ved ordene: "tilføre
selskabet tilstrækkelige likvide midler ..." I den anden sag fandtes
betingelserne ikke opfyldt ved ordene: "økonomisk at ville støtte ...".
Støtteerklæringer kan være udformet på en sådan måde, at det kan
være vanskeligt at se forskel på disse og kautionserklæringer, jf. f.eks.
støtteerklæringen i den lige citerede dom, hvor der i hvert fald formelt
var tale om tabskaution.165 Når sådanne erklæringer ikke behandles
som kautionserklæringer, skyldes det, at erklæringsudstederen ikke
påtager sig en betalingsforpligtelse, men en forpligtelse til at sikre, at
debitor overholder sine forpligtelser. Misligholder
erklæringsudstederen sin forpligtelse, kan denne blive
erstatningspligtig, som det ses i dommen. Der vil normalt ikke være
større forskel i resultatet, om der anvendes en kautionserklæring eller
en stærk støtteerklæring.166
Side 255
2.2.2. - Kautionsformer
Kautionserklæringer kan inddeles i forskellige former. Hvilken form,
der konkret er tale om, afgøres ved fortolkning. Hvis kautionistens
hæftelse bliver aktuel, allerede når hovedmanden (debitor)
misligholder sine forpligtelser ifølge aftalen med kreditor, tales der
om selvskyldnerkaution. Eks.: Hovedmanden har optaget et lån i sin
bank mod selvskyldnerkaution ydet af hans far. Lånet forfalder til
betaling den 1/9 1999. Hvis hovedmanden ikke indfrier lånet denne
dato, må hans far betale lånet efter påkrav fra banken. Banken
behøver således ikke at påvise, at misligholdelsen skyldes
hovedmandens insolvens. Bevisbyrden for, at der foreligger aftale om
selvskyldnerkaution, ligger som udgangspunkt hos kreditor, jf. UfR
2002.1464 H.
Ved simpel kaution skal banken - om nødvendigt - påvise eller
dokumentere, at hovedmanden ikke kan betale gælden. Først når
kreditor har dokumenteret debitors manglende betalingsevne, er den
simple kautionist forpligtet til at indfri gælden ifølge
kautionserklæringen.167 Da simpel kaution er den mindst byrdefulde
for kautionisten, antages det - ved kaution for pengeskyld - at der er
tale om simpel kaution, medmindre andet er aftalt. Hvis en stillet
sikkerhed omfatter såvel kaution som tredjemandspant, finder de
kautionsretlige regler anvendelse på den personlige sikkerhed, dvs.
kautionsdelen, mens reglerne om tredjemandspant finder anvendelse
på pantet. Eks.: Kautionisten stiller sikkerhed med et beløb på 50.000
kr., og da kreditor kræver større sikkerhed for at yde et lån til
kautionistens ven, stiller kautionisten sin (gældfrie) bil som pant.
Reglerne for hæftelsen med tredjemandspantet følger i et vist omfang
de kautionsretlige regler168, medmindre andet er aftalt.
Professionelle pengeudlånere, som f.eks. en bank, vil som regel
betinge sig selvskyldnerkaution. Fremgår dette ikke klart af aftalen,
kan det drøftes, om der bør opstilles en formodning for, at dette
alligevel har været meningen. Mod at opstille en sådan
formodningsregel taler imidlertid den omstændighed, at udlåner
netop er professionel, og det bør komme kreditor til skade, at han ikke
har affattet aftalen klart nok.
Ved fortolkning af en kautionserklæring kan der opstå tvivl om,
hvorvidt kautionisten har påtaget sig selvskyldnerkaution eller simpel
kaution. Begreber som "jeg garanterer for, at gælden betales", "jeg
indestår for, at beløbet betales" og "der stilles garanti for ..." antages at
Side 256
kunne fortolkes som simpel kaution og ikke som selvskyldnerkaution,
jf. UfR 1974.198 V, hvor en kautionist havde påtaget sig følgende: "Jeg
indestår for betaling af terminsydelserne". Der var tale om et
pantebrev i fast ejendom. I UfR 1989.322 SH kunne en af et
pengeinstitut stillet garanti ikke sidestilles med en
selvskyldnerkaution.
Beslægtet med simpel kaution er den form, der kaldes tabskaution.169
Tabskaution er karakteriseret ved, at kautionisten indestår for
kreditors tab, og at kautionisten først hæfter, når kreditor har
dokumenteret, at hovedmanden ikke kan betale gælden. Desuden
hæfter en tabskautionist først efter eventuelle andre kautionister,
medmindre disse også er tabskautionister. Det samme gælder, hvis
der er stillet sikkerhed i form af pant. Tabskautionisten hæfter da først
for eventuelt tab, efter at pantet er realiseret.
Kautionen kan være delvis også kaldet delkaution. Ved delkaution
hæfter kautionisten kun for en bestemt del af kreditors
tilgodehavende, uanset om hovedmandens skyld udgør et større beløb.
Delkaution kan f.eks. gå ud på, at kautionisten hæfter for 10.000 kr. af
debitors kassekredit, som har et kreditloft på 25.000 kr. Se til
illustration Højesteretsdom citeret nedenfor i det småtrykte i afsnit
2.2.5. Det beror på en fortolkning af kautionserklæringen, om
eventuelle af debitor betalte afdrag på gælden skal afskrives på den
kautionssikrede del eller den usikrede del. Kreditor kan have en
velbegrundet interesse i, at afdragene først afdrages på den usikrede
del af gælden, og dette vil da også være udgangspunktet, medmindre
andet kan udledes af aftalen.
Kautionen kan også være beløbsbegrænset.170 Kautionistens hæftelse
angives da enten som et beløb eller som en bestemt brøkdel af
fordringen. Ved beløbsbegrænset kaution hæfter kautionisten alene
med det aftalte beløb, men til gengæld inden for hele fordringen.
Hæfter kautionisten med 25.000 kr., debitors gæld er 50.000 kr., og
debitor har betalt 10.000 kr. af gælden, hæfter kautionisten stadig
med de 25.000 kr. Har debitor betalt 40.000 kr., hæfter kautionisten
naturligvis kun med 10.000 kr. Såfremt kautionistens hæftelse er
begrænset til en brøkdel af gælden, må det antages, at kautionisten
hæfter med denne brøkdel af den til enhver tid værende gæld,
medmindre andet følger af kautionserklæringen. Hvis kautionisten
hæfter for 1/3, og gælden andrager 30.000 kr., udgør kautionen
således 10.000 kr. Betaler debitor afdrag med 900 kr. pr. gang,
afskrives 1/3 heraf eller 300 kr. pr. gang på den kautionssikrede
fordring.
Side 257
Når to eller flere personer indestår for en fordrings betaling, tales der
om samkaution eller samkautionister. Da der netop er flere
kautionister, vil den enkelte have tillid til, at også de andre (den
anden) hæfter. Ved samkaution har hver enkelt føje til at regne med, at
også de andre (den anden) indestår for forpligtelsen, jf. UfR 2008.1664
H, hvor en kautionist kun hæftede for halvdelen pga. af dennes
bristende forudsætninger til en samkautionist, der alligevel ikke
havde påtaget sig at hæfte.171
I UfR 1971.337 V indeholdt kautionserklæringen selvskyldnerkaution
stillet af de ved navn angivne personer. Den ene person A underskrev
erklæringen, mens den anden person B nægtede at underskrive. A
blev ikke underrettet herom. Da kautionen senere blev aktuel,
opdagede A, at B ikke havde underskrevet og nægtede derfor at betale
fordringen, idet han gjorde gældende, at kautionsløftet var ugyldigt
pga. bristede forudsætninger. Dette fik han ikke medhold i. Han
fandtes bundet af det af ham afgivne kautionsløfte, men kun for så vidt
angik halvdelen af fordringen.
Gbl. § 61 omfatter samkautionister, og bestemmelsens henvisning til
lovens § 2 betyder, at sådanne kautionisters hæftelse er solidarisk, jf. §
2, stk. 1. Endvidere tager bestemmelsens stk. 2 stilling til den
indbyrdes regres mellem kautionisterne.
En noget anden form for kaution foreligger, når en kautionist
forpligter sig over for en anden kautionist, kaldet hovedkautionisten.
Dette kaldes kontrakaution. Kontrakautionisten hæfter efter de
almindelige kautionsretlige regler. Medmindre andet er aftalt, hæfter
kontrakautionisten som simpel kautionist. Har hovedkautionisten i et
sådant tilfælde ydet tilsagn om selvskyldnerkaution over for kreditor,
må han desuagtet dokumentere, at hovedmanden ikke er i stand til at
betale fordringen, før kontrakautionistens hæftelse bliver aktuel, (da
denne jo hæfter som simpel kautionist).
Eksempler på kontrakaution findes i UfR 1984.995 V og UfR 1989.38
H. I førstnævnte dom var forholdet følgende: Et
kautionsforsikringsselskab (hovedkautionisten) indgik aftale med et
byggeselskab (debitor) om, at forsikringsselskabet indestod for
ethvert tab, som autoforhandler N.N (kreditor) måtte lide i forbindelse
med misligholdelse af en kontrakt om udførelse af en entreprise ved
opførelse af et nyt autoværksted for N.N. Direktøren og
hovedaktionæren i byggeselskabet indestod som
selvskyldnerkautionist over for forsikringsselskabet (og hermed som
kontrakautionist), i øvrigt med en alskyldserklæring. (Se eksemplerne
på alskyldserklæringer nedenfor i det småtrykte i afsnit 2.2.3.).
Side 258
Som ved de almindelige kautionsforhold skal der (mindst) foreligge
faktisk misligholdelse fra hovedmandens side, jf. UfR 1997.1333 H,
hvor realdebitor (hovedmanden) ikke fandtes at have misligholdt
aftalen. Pengeinstituttet skulle derfor ikke have indfriet
kontragarantien.
Beslægtet med kontrakaution er efterkaution. Ved denne type kaution
indestår (efter-) kautionisten over for kreditor for, at
hovedkautionisten opfylder sit kautionsløfte.
Et systematisk udbud af kautionserklæringer ligger i de
kautionsforsikringer, der tegnes af visse forsikringsselskaber. Det er
forsikring, der yder dækning f.eks. i tilfælde af en virksomheds tab på
kunder, dvs. at forsikringsselskabet betaler udestående regninger, der
ikke betales af virksomhedens kunder, når nogle nærmere betingelser
er opfyldt, f.eks. insolvens hos kunden. I praksis benævnes denne
forsikring kreditforsikring. En anden forsikring findes for revisorer og
ejendomsmæglere. Forsikringen stiller sikkerhed for revisorens og
ejendomsmæglerens forpligtelser ifølge loven. Denne forsikring
benævnes garantiforsikring. Kautionsforsikring kan derfor betragtes
som et overbegreb til kreditforsikring og garantiforsikring.172
2.2.3. - Kautionserklæringens tilblivelse og indhold
En aftale om kaution kan indgås på flere måder. Den mest almindelige
måde er, at kautionisten indgår aftale med kreditor om, at han vil
indestå for betaling af dennes fordring mod debitor. Dette kaldes en
kautionsforpligtelse eller et kautionsløfte. Aftalen kan dog også være
indgået mellem kautionisten og debitor alene, hvorefter hovedmanden
(debitor) overdrager løftet til kreditor. Dette betragtes som
overdragelse af en simpel fordring, og kautionisten bevarer da alle de
indsigelser, han kunne gøre gældende over for hovedmanden og kan
gøre disse gældende også over for kreditor, jf. princippet i gbl. § 27, se
ovenfor kapitel 12, afsnit 5.1. Endvidere kan aftalen komme i stand
ved, at kautionisten afgiver løftet over for hovedmanden, men ved en
erklæring der er egnet til eller bestemt til forevisning for kreditor.
Endelig kan der også komme en aftale i stand ved kautionistens
passivitet (stiltiende aftale). Dette vil antagelig efter
omstændighederne være
Side 259
tilfældet, hvis kautionisten under et møde med hovedmanden og
kreditor om hans indeståelse for et lån forholder sig passiv og ikke
benægter kautionstilsagn.
De aftaleretlige regler finder anvendelse på forholdet. Kautionisten
afgiver et løfte, der er bindende for ham, når det kommer til
modtagerens kundskab. Der stilles ingen formkrav til kautionsløftet.
Det vil sige, at dette kan være såvel mundtligt som skriftligt, men den
almindelige anbefaling af aftalers skriftlighed gælder også her.
Det må antages, at kreditor har en informationspligt eller en loyal
oplysningspligt i forhold til kautionisten. Kreditor må således antages
at have pligt til at underrette kautionisten om relevante forhold f.eks.
hans viden om debitors økonomi eller oplysninger om debitors
tidligere underslæb. Betydningen af denne pligt vil antagelig blive
begrænset, hvis kautionisten vidste eller burde vide, at der forelå
sådanne relevante forhold. Afgørelsen må som i mange andre tilfælde
bero på en ganske konkret vurdering af omstændighederne ved
tilblivelsen af kautionsforpligtelsen.
Kautionistens rådgiver skal naturligvis vejlede og varetage
kautionistens interesser på bedste måde, men kun i det omfang det
falder inden for rådgiverens fagområde. Kautionisten kan derfor i det
konkrete tilfælde have en selvstændig pligt til i et vist omfang at
undersøge kautionsforholdet, jf. hertil UfR 1995.477 H, hvor
kautionistens advokat havde tilrådet denne at påtage sig kaution for et
beløb på 325.000 USD. Advokaten havde underskrevet
kautionserklæringen iht. generalfuldmagt fra kautionisten. Advokaten
fandtes ikke ansvarlig, da kautionsforpligtelsen blev aktuel, idet de
forhold, der blev bebrejdet advokaten, faldt uden for de opgaver, der
naturligt påhviler en advokat.
Professionelle långivere som f.eks. banker har standardformularer til
brug for kaution. Der henvises til eksemplerne lige nedenfor i det
småtrykte. Det påhviler antagelig professionelle långivere som
pengeinstitutter i et vist omfang at informere navnlig ikkeprofessionelle kautionister om hovedmandens økonomi, herunder om
låneprovenuet skal anvendes til indfrielse af gamle lån osv., jf. dog UfR
1955.782 H, hvor en kautionist fandtes selv at måtte fremskaffe
sådanne oplysninger. I denne sag fandtes banken heller ikke at have
givet sådanne urigtige oplysninger, at kautionen var bortfaldet. Det er
ikke sikkert, at afgørelsen på førstnævnte punkt vil blive opretholdt
når henses til nyere tids ændrede holdning til kautionsinstituttet. Se
hertil Lynge Andersen og Møgelvang-Hansen, kap 6.
Side 260
Eks. 1. - SELVSKYLDNERKAUTION (forbruger)
Kreditor
Bank A/S
Kautionist
Hvis der er flere kautionister, gælder
kautionserklæringens vilkår for hver enkelt
kautionist. Derfor er kautionserklæringen
formuleret i jeg-form.
Kundenr.
kautionerer hermed som selvskyldnerkautionist
for opfyldelse af enhver forpligtelse, som
Debitor
Kundenr.
måtte få over for Bank A/S ifølge de faciliteter,
der er nævnt herunder.
Faciliteter sikret ved DKK
kaution
Vilkår for kautionen
Selvskyldnerkaution Min kaution er en selvskyldnerkaution. Det
betyder, at banken kan kræve, at
kautionsforpligtelsen bliver opfyldt, så snart
debitor misligholder en eller flere af de
faciliteter, kautionen dækker.
Krav dækket af
kautionen
Jeg hæfter for ethvert beløb, banken kan kræve
af debitor ifølge de kautionssikrede faciliteter.
Det omfatter
5.
debitors forpligtelser til at betale det
skyldige beløb, renter og øvrige
omkostninger, herunder overtræksrente,
restancerente, gebyrer m.v.
6.
omkostninger til sikring af et eventuelt
pant, der dækker de kautionssikrede
faciliteter
7.
faktiske udgifter, hvis gælden skal
inddrives hos debitor, herunder
retsafgifter, juridisk bistand m.v.
8.
modværdien af lån der er optaget i
udenlandsk valuta, ved en evt.
omlægning til danske kroner og
forrentning af beløbet med en variabel
rente, der er fastsat af banken
9.
overkurs, hvis et fastrentelån indfries før
tiden - det gælder også, hvis lånet
misligholdes.
For udlån hæfter jeg maksimalt med et beløb op
til lånets hovedstol. For kreditter hæfter jeg
maksimalt med et beløb op til kredittens
maksimum.
Hvis jeg misligholder min kautionsforpligtelse,
hæfter jeg for de omkostninger og udgifter,
banken får som følge af misligholdelsen. Det
gælder også bankens gebyrer for rykkerbreve.
Indbetaler debitor et beløb uden at oplyse,
hvilken facilitet indbetalingen gælder, kan
banken vælge, hvilken facilitet beløbet skal
afskrives på. Banken kan også vælge faciliteter,
der ikke er sikret ved kautionen.
Side 261
Kautionens varighed Er kautionsforpligtelsen afgivet for lån, gælder
den maksimalt 10 år. For kreditter og for lån
uden et fastsat tilbagebetalingstidspunkt er
kautionsforpligtelsen dog begrænset til fem år.
De nævnte perioder forhindrer ikke, at jeg kan
aftale en forlængelse af kautionen med banken.
Kautionsforpligtelsen gælder, indtil de
kautionssikrede faciliteter er indfriet eller
bortfaldet, medmindre andet er aftalt.
Kautionistens
frigørelse for sin
kautionsforpligtelse
Indfrier debitor gælden til banken, frigøres jeg
for min kautionsforpligtelse med det forbehold,
at
10.
debitors indbetaling til banken ikke
senere bliver omstødt af debitors
eventuelle bo
11.
• sikkerheder, der er stillet over for
banken eller provenu af sådanne
sikkerheder ikke senere bliver omstødt af
debitors eventuelle bo Omfatter kautionen lån
og kreditter, er jeg frigjort for mine
kautionsforpligtelser for disse, hvis jeg ikke er
blevet mødt med krav fra banken, inden
kautionen udløber.
Henstand til debitor
Banken kan give debitor henstand med
betalinger i op til to måneder uden mit
samtykke.
Andre sikkerheder og Er der flere, der har stillet sikkerhed - enten
regres
som kautionister eller tredjemandspantsættere
(pant stillet af en anden end debitor) - hæfter
alle solidarisk over for banken, medmindre jeg
skriftligt aftaler noget andet med banken.
Som kautionist accepterer jeg, at banken kan
bruge de sikkerheder eller provenu af
sikkerheder, som debitor og/eller tredjemand
har stillet, indtil banken har modtaget sit
samlede tilgodehavende fra debitor. Det
gælder, selvom sikkerheden er stillet for det
kautionssikrede mellemværende eller for andre
af debitors mellemværender. Jeg står derfor
tilbage for banken med mit eventuelle krav på
at træde ind i sikkerheder i forbindelse med, at
kautionsforpligtelsen indfries (kautionistens
indtrædelsesret).
Er der stillet pant for en kautionssikret facilitet,
kan banken stille et afkast af det pantsatte til
pantsætters rådighed - også uden mit og/eller
medpantsætteres samtykke.
Den eventuelle indbyrdes fordeling (regres)
mellem kautionister og/eller pantsættere er
banken uvedkommende.
Yderligere
lån/kreditgivning til
debitor
Banken kan yde nye lån, kreditter m.v. og
forhøje kautionssikrede faciliteter uden mit
samtykke. Jeg hæfter selvfølgelig kun for en
gældsforøgelse, hvis jeg accepterer det.
Side 262
Elektroniske
meddelelser
Banken kan give mig alle oplysninger i elektronisk
form, selvom der i bankens dokumenter, regelsæt
m.v. bruges ord som "skriftlig", "brev",
"kontoudskrift" m.v. Det kan selvfølgelig kun ske i den
udstrækning, det er muligt efter gældende ret, eller
banken har indgået en aftale med mig.
Registrering af Jeg giver mit samtykke til, at banken kan registrere
kautionistens mine forpligtelser som kautionist under mit CPR-nr.
Cpr-nr.
Særlige
bestemmelser
Dokumenter til Jeg kvitterer hermed for at have modtaget
kautionisten
12.
en kopi af kautionsdokumentet
13.
en kopi af gældsbrevet/kreditkontrakten eller
andet dokument, som kautionen er stillet til
sikkerhed for
Hvis kautionen omfatter lån og/eller kreditter,
kvitterer jeg samtidig for at have modtaget
14.
en pjece udarbejdet af Forbrugerrådet og
Finansrådet om kautionen, som banken har
gennemgået med mig
15.
økonomiske oplysninger om debitor, jf. separat
erklæring af ...
Som
selvskyldner
kautionist
Til vitterlighed
Dato
Forpligtende underskrift:
Dato
Forpligtende underskrift:
Side 263
Eks. 2. - BELØBSBEGRÆNSET SELVSKYLDNERKAUTION FOR ALT
MELLEMVÆRENDE - ERHVERVSFORHOLD
Kreditor
Bank A/S
Kautionist
Kundenr.
kautionerer hermed som selvskyldnerkautionist
for opfyldelse af enhver forpligtelse, som
Debitor
Kundenr.
Kaution - alt
mellemværende
måtte få over for Bank A/S i henhold til ethvert
nuværende og fremtidigt mellemværende
Beløbsbegrænsning Kautionistens forpligtelse til at betale i henhold
til denne kautionserklæring kan ikke overstige
kr. ...
Vilkår for kautionen
Selvskyldnerkaution Denne kaution er en selvskyldnerkaution. Det
betyder, at banken kan kræve, at
kautionsforpligtelsen bliver opfyldt, så snart
debitor misligholder en eller flere af de
faciliteter, kautionen dækker.
Krav dækket af
kautionen
Kautionisten hæfter for ethvert beløb, banken
kan kræve af debitor ifølge de kautionssikrede
faciliteter (alt mellemværende). Det omfatter
16.
debitors forpligtelser til at betale det
skyldige beløb, renter og øvrige
omkostninger, herunder overtræksrente,
restancerente, gebyrer m.v.
17.
omkostninger til sikring af et eventuelt
pant, der dækker det kautionssikrede
engagement
18.
faktiske udgifter, hvis gælden skal
inddrives hos debitor, herunder
retsafgifter, juridisk bistand m.v.
19.
modværdien af lån der er optaget i
udenlandsk valuta, ved en evt.
omlægning til danske kroner og
forrentning af beløbet med en variabel
rente, der er fastsat af banken
20.
overkurs, hvis et fastrentelån indfries før
tiden - det gælder også, hvis lånet
misligholdes.
Hvis kautionsforpligtelsen misligholdes, hæfter
kautionisten for de omkostninger og udgifter,
banken får som følge af misligholdelsen. Det
gælder også bankens gebyrer for rykkerbreve.
Indbetaler debitor et beløb uden at oplyse,
hvilken facilitet indbetalingen gælder, kan
banken vælge, hvilken facilitet beløbet skal
afskrives på. Banken kan også vælge faciliteter,
der ikke er sikret ved kautionen.
Side 264
Kautionens varighed Kautionsforpligtelsen gælder, indtil de
kautionssikrede faciliteter er indfriet eller
bortfaldet, medmindre andet er aftalt.
Kautionistens
frigørelse for sin
kautionsforpligtelse
Indfrier debitor gælden til banken, frigøres
kautionisten for kautionsforpligtelsen med det
forbehold, at
21.
debitors indbetaling til banken ikke
senere bliver omstødt af debitors
eventuelle bo
22.
sikkerheder, der er stillet over for
banken eller provenu af sådanne
sikkerheder ikke senere bliver omstødt
af debitors eventuelle bo
Henstand til debitor
Banken kan give debitor henstand med
betalinger uden kautionistens samtykke
Andre sikkerheder og Er der flere, der har stillet sikkerhed - enten
regres
som kautionister eller tredjemandspantsættere
(pant stillet af en anden end debitor) - hæfter
alle solidarisk over for banken, medmindre
andet er aftalt skriftligt med banken.
Kautionisten accepterer, at banken kan bruge
de sikkerheder eller provenu af sikkerheder,
som debitor og/eller tredjemand har stillet,
indtil banken har modtaget sit samlede
tilgodehavende fra debitor. Det gælder, selvom
sikkerheden er stillet for det kautionssikrede
mellemværende eller for andre af debitors
mellemværender. Kautionisten står derfor
tilbage for banken med sit eventuelle krav på at
træde ind i sikkerheder i forbindelse med, at
kautionsforpligtelsen indfries (kautionistens
indtrædelsesret).
Er der stillet pant for en kautionssikret facilitet,
kan banken stille et afkast af det pantsatte til
pantsætters rådighed - også uden kautionistens
og/eller medpantsætteres samtykke.
Den eventuelle indbyrdes fordeling (regres)
mellem kautionister og/eller pantsættere er
banken uvedkommende.
Yderligere
lån/kreditgivning til
debitor
Banken kan yde nye lån, kreditter m.v. og
forhøje kautionssikrede faciliteter uden
kautionistens samtykke.
Elektroniske
meddelelser
Banken kan give kautionisten alle oplysninger i
elektronisk form, selvom der i bankens
dokumenter, regelsæt m.v. bruges ord som
"skriftlig", "brev", "kontoudskrift" m.v. Det kan
selvfølgelig kun ske i den udstrækning, det er
muligt efter gældende ret, eller banken har
indgået en aftale med kautionisten.
Registrering af
kautionistens CVRnr./Cpr-nr.
Kautionisten giver sit samtykke til, at banken
kan registrere kautionistens forpligtelser under
dennes CVR-nr./CPR-nr.
Særlige bestemmelser
Side 265
Meddelelser til
kautionisten
Banken kan sende meddelelser på alle
kautionisternes vegne ifølge lov om Finansiel
Virksomhed § 47 Til ...
Dokumenter til Kautionisten kvitterer hermed for at have modtaget
kautionisten
23.
en kopi af kautionsdokumentet
24.
en kopi af gældsbrevet/kreditkontrakten eller
andet dokument, som kautionen er stillet til
sikkerhed for
Som
selvskyldner
kautionist
Til vitterlighed
Dato
Forpligtende underskrift:
Dato
Forpligtende underskrift:
Eks. 3 - KAUTION FOR ALT MELLEMVÆRENDE UDEN
BELØBSBEGRÆNSNING - ERHVERVSFORHOLD
(Denne aftale har stort set samme indhold som den i eks. 2 citerede
aftale, hvortil der henvises).
Se nedenfor afsnit 2.2.4. om fortolkning af sådanne standardaftaler.
Side 266
Når kautionisten har indgået en aftale om at hæfte for ethvert krav
uanset skyldgrund, tales der om alskyldserklæring. De to eksempler
ovenfor med standardiserede kautionsaftaler er begge
alskyldserklæringer. Sådanne alskyldserklæringer er egnede til at give
problemer, idet de pålægger kautionisterne endog meget store byrder.
Erklæringerne er gyldige i hvert fald i erhvervs- og
forretningsmæssige forhold, jf. UfR 1991.330 H citeret nedenfor i
afsnit 2.2.6. Mht. forbrugeraftaler henvises til det nedenfor i det
småtrykte anførte.
Da reglerne om kaution er deklaratoriske, står det parterne frit at
aftale vilkårene i aftalen, naturligvis med respekt af de almindelige
aftaleretlige regler, f.eks. den generelle regel i DL 5-1-2 om, at aftaler
ikke må stride mod lov og ærbarhed. Kautionsaftaler kan være indgået
mellem professionelle og mellem professionelle og forbrugere,
ligesom der kan foreligge forskellige aftalegrundlag i form af
standardaftaler og individuelle aftaler.
Kautionisten kan have stillet sikkerhed for et lån, hovedmanden har
optaget til brug for bestemte formål. Dette kan være udtrykkeligt
aftalt eller kan være underforstået i aftaleforholdet. I disse tilfælde må
det antages, at kreditor har en vis kontrolpligt med hensyn til, at lånet
bruges til formålet, jf. f.eks. UfR 1984.947 H, hvor en bank - forinden
betaling af nogle håndværkerregninger - havde sikret sig såvel
bygherrens som den tilsynsførende arkitekts godkendelse af disse.
Banken fandtes hermed at have foretaget de fornødne
kontrolforanstaltninger.
I andre tilfælde kan der være opstillet nogle særlige betingelser, før
fordringen kan kræves udbetalt fra kreditor. I disse tilfælde hæfter
kautionisten ikke, hvis kreditor ikke har respekteret betingelserne, jf.
f.eks. UfR 1988.305 H, hvor det var kreditor selv, der havde opstillet
nogle betingelser. Køberen af en flyvemaskine skulle bl.a. "attestere
faktura til udbetaling". Da det ikke fandtes godtgjort, at køberen havde
givet kreditor lov til at udbetale købesummen, hæftede de to
kautionister ikke for lånet (kreditor havde udbetalt købesummen til
sælgeren, men køber hævede købet pga. mangler).
Uden særlig vedtagelse er kautionisten kun forpligtet, hvis den
kautionssikrede fordring er betalt pligtmæssigt, dvs. betalt til
opfyldelse af kreditors fordring. Efter omstændighederne må
kautionisten have en selvstændig ret til at gøre indsigelse mod
retsforholdet (hovedforholdet) mellem debitor og kreditor. Ved
gensidigt bebyrdende aftaler kan kautionisten således i den konkrete
situation antagelig gøre selvstændig indsigelse mod hovedforholdet,
f.eks. bestride en mangelsindsigelse fra køberen, jf. UfR 1984.995 V,
med en ganske konkret afgørelse.
Side 267
UfR 1984.995 V: Såvel debitors bo som hovedkautionisten var bekendt
med, at kontrakautionisten bestred købers mangelsindsigelse samt
udfaldet af en voldgiftssag herom. Han havde ikke været indkaldt til
voldgiftssagen. Da hovedkautionisten ikke fandtes at have været
forpligtet til at betale beløbet, og da denne var klar over, at
kontrakautionisten bestred afgørelsen, fandtes hovedkautionisten
ikke at kunne gøre regres over for kontrakautionisten. (Dommen er
også citeret ovenfor i afsnit 2.2.2).
UfR 2008.1415 H: Højesteret udtalte, at kautionistens hæftelse afhang
af om ophævelse af en befordringsaftale pga. mangler var berettiget.
Da det fandtes berettiget, at aftalen var ophævet pga. væsentlige
mangler, var kautionisten ikke forpligtet til at betale iht. garantien.
2.2.4. - Fortolkning af kautionsaftalen
Som ovenfor nævnt findes der kun ganske få lovbestemmelser, der
regulerer kautionsaftaler. Det juridiske indhold af aftalen må derfor ligesom ved andre aftaler på formuerettens område - fastlægges ved
fortolkning af parternes aftale. De almindelige fortolkningsprincipper
kan anvendes. For at finde frem til de fortolkningsprincipper, der
konkret er anvendelige, kan det være nødvendigt at sondre mellem
individuelle aftaler mellem kreditor og kautionisten og standardaftaler,
der ensidigt er udarbejdet af den ene part. Når det gælder
standardaftaler - som f.eks. de der benyttes af pengeinstitutter, jf. de
ovenfor i det småtrykte citerede - kan den såkaldte koncipistregel
finde anvendelse, navnlig i de tilfælde hvor kautionisten er forbruger.
Dette betyder, at uklare aftalevilkår fortolkes mod koncipisten og til
kautionistens fordel. Se UfR 1987.488 H om anvendelsen af
koncipistreglen på nogle standardbetingelser for en garanti.
Mht. individuelle kautionsaftaler vil hovedsageligt formålsfortolkning
blive anvendt, dvs. at der ved fortolkningen skal tages hensyn til
kautionsaftalens formål, som er at sikre en kreditor (f.eks. en udlåner)
ved, at en kautionist påtager sig en nærmere bestemt risiko, jf. herved
UfR 1989.316 SH, hvor ordet "garanterer" i en aftale var blevet ændret
til "påregner". Det måtte antages, at ændringen havde til formål at
undgå, at kautionisten indestod med en garanti, og retten fandt, at det
var åbenbart, at der ikke var tale om en tilsikring. I UfR 2001.1543 H
indeholdt en kautionsaftale (bl.a.) følgende ordlyd: "... trækningsret på
et beløb af d.kr. 1.350.000,00 ... bortfalder den 30. juni 1997 ...
Ovennævnte har til følge, at garantiforpligtelsen bortfalder samme
dato." Dette fandtes at være en præcisering af, at kautionsforpligtelsen
ikke omfattede gæld stiftet efter den 30. juni 1997, dvs. en
afgrænsning
Side 268
af kautionens genstand og ikke en afgrænsning af selve kautionen i tid.
Kautionisten fik derfor ikke medhold i, at forpligtelsen var ophørt den
anførte dato. Afgørelsen følger den tidligere afgørelse i UfR 1991.95
H.173 På linje hermed UfR 2005.2837 H. I UfR 1977.188 Ø fandtes
kautionserklæringens udtryk "... skadesløs i enhver henseende" at
omfatte nødvendige omkostninger til inddrivelse af hovedfordringen
samt sikring af renter.174 En afgrænsning af en garanti i tid nåede
Højesteret frem til i UfR 2006.2082/2 tilsyneladende efter en direkte
fortolkning af garantiens tekst.
2.2.5. - Tilsidesættelse eller modifikation af kautionsaftalen
En kautionsaftale kan ligesom andre aftaler på formuerettens område
tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid
med redelig handlemåde at gøre den gældende, jf. aftalelovens § 36,
UfR 1993.949 V citeret ovenfor i afsnit 2.2.1. og UfR 1979.168 H, hvor
henstand med afvikling af hovedfordringen ikke fandtes at kunne
medføre, at kautionsforpligtelsen skulle tilsidesættes. I UfR 1998.566
H kunne kautionsforpligtelsen ikke tilsidesættes, hverken efter
aftalelovens §§ 33 eller 36, mens der i UfR 2000.2449 H ikke fandtes
grundlag for bortfald eller nedsættelse af kautionsforpligtelsen i
medfør af aftalelovens § 36. Dommen er citeret nedenfor i det
småtrykte. Læren om bristende forudsætninger finder også
anvendelse, jf. UfR 1996.1653 H, hvor kautionisten havde påberåbt sig
svigtende forudsætninger ved aftalens indgåelse. Han fik dog ikke
medhold i, at han påtog sig kautionsforpligtelsen under urigtige
forudsætninger.175 I UfR 2008.1664 H fandtes der at foreligge
bristende forudsætninger, således at kautionisten alene hæftede for
halvdelen. Kautionisten var ikke blevet underrettet om at en forventet
samkautionist alligevel ikke påtog sig nogen hæftelse.
Side 269
UfR 1994.126 V: Kautionist K havde hæftet for ca. 73.000 kr. af en
gæld, hans datter D og svigersøn S havde til en sparekasse. Efter
omlægning af nogle af D og S's bestående lån påtog K sig at kautionere
for 300.000 kr. K blev ikke vejledt om, at et billån og en kassekredit, D
og S også havde, ikke var omfattet af omlægningen. Sparekassen
fandtes at burde have vejledt K om risikoen for, at
kautionsforpligtelsen ville blive væsentligt forøget, dersom billånet og
kassekreditten ikke blev fuldt indfriet ved salg af et varelager og bilen.
Sparekassen fandtes ikke at have givet K en fyldestgørende og loyal
vejledning herom, og det fandtes herefter urimeligt at gøre
kautionsforpligtelsen gældende. Aftalen blev derfor tilsidesat efter
aftalelovens § 36.
UfR 2000.2449 H: Indehaveren A af A/S B påtog sig i 1994 over for et
pengeinstitut C kaution for B's gæld ud over 2,5 mill. kr. I 1995 blev
B's aktiviteter solgt til A/S D. A blev ansat i D. Mellem A og D blev
indgået aftale om, at A's kautionsforpligtelse den 31/3 1998 ville blive
nedskrevet til 125.000 kr. Dette ville dog ikke ske, hvis A opsagde sin
stilling til fratræden før den nævnte dato, uden at D's forhold havde
givet rimelig anledning hertil. Da A opsagde sin stilling den 1/5 1996,
gjorde C kautionsforpligtelsen gældende mod A med ca. 1,2 mill. kr.
Ved Højesterets dom fandtes det ikke godtgjort, at A's opsigelse var
rimelig begrundet i D's forhold. Der fandtes heller ikke grundlag for
efter aftl. § 36 at lade kautionsforpligtelsen bortfalde eller nedsætte.
I UfR 2010.1628H havde A's forældre påtaget sig en
kautionsforpligtelse over for en sparekasse S på 750.000 kr. for A's
gæld til S. Til sikkerhed for denne forpligtelse fik S et ejerpantebrev på
600.000 kr. i A's parcelhus. I april 2003 opsagde S kreditten til A, og
dennes gård blev solgt på tvangsauktion. S krævede, at A's forældre
skulle indfri deres kautionsforpligtelse på 750.000 kr. med renter.
Højesteret bemærkede bl.a., at der forelå privat kaution over for et
pengeinstitut for et familiemedlems erhvervsmæssige gæld, at A's
kassekredit løbende var blevet udvidet med deraf følgende øget risiko
for, at værdien af hans gård ikke ville kunne dække hans gæld til S, og
at der var et misforhold mellem kautionsforpligtelsens omfang og
forældrenes beskedne økonomi. Under de foreliggende
omstændigheder fandt Højesteret, at det ville være urimeligt fuldt ud
at gøre kautionsforpligtelsen gældende, jf. aftalelovens § 36, og efter
en samlet bedømmelse nedsatte Højesteret herefter
kautionsforpligtelsen til 350.000 kr.
UfR 2006.1894 V: Landsretten udtalte i denne sag, at
kautionsforpligtelsen havde haft en karakter, der adskilte den fra en
almindelig familiekaution, og fandt det godtgjort, at kautionisten, i
hvert fald ved en transaktion af den pågældende karakter, på grund af
hæmmet psykisk udvikling havde savnet evnen til at handle
fornuftsmæssigt. Kautionsforpligtelserne blev anset for uforbindende,
jf. værgemålslovens § 46, stk. 1, og der var ikke grundlag for at
tilkende B erstatning efter samme lovbestemmelses stk. 3.
Side 270
I forbrugeraftaler, hvor der er benyttet standardaftale, kan
forbrugeren endvidere påberåbe sig aftalelovens § 38 b. Hvis
kautionisten f.eks. er forbruger, og kreditor er en bank, skal
aftalevilkår, hvorom der hersker tvivl om forståelsen, fortolkes på den
for forbrugeren mest gunstige måde. Tilsvarende finder reglerne i
aftalelovens § 38 c anvendelse på kautionsaftaler, der indeholder
urimelige vilkår.
Såfremt aftalen mellem hovedmanden og långiver ikke anses for
gyldig efter de almindelige aftaleretlige regler, antages det som
udgangspunkt, at kautionisten heller ikke er bundet af
kautionsforpligtelsen, jf. herved til illustration UfR 1968.352 V om et
tilfælde, hvor kautionisten dog ikke kunne kræve tilbagebetaling, idet
han havde indfriet gælden, selv om han på det tidspunkt var bekendt
med, at den ene hovedmand var umyndig. I det tilfælde at der er flere
hovedmænd - der hæfter solidarisk - hvoraf blot en er gyldigt
forpligtet over for kreditor, antages det at kautionisten(erne)
forpligtes uanset ugyldighed ved de andre hovedmænds aftale, jf.
Nørgaard i UfR 1968 B s. 369 f med kommentarer til den lige cit. dom.
2.2.6. - Kautionsforpligtelsens omfang - hvor meget hæfter
kautionisten for?
Omfanget af kautionistens hæftelse udledes efter en fortolkning af
aftalen. Er der tale om tredjemandspant - der er f.eks. stillet en bil til
sikkerhed for hovedmandens lån - er hæftelsen begrænset til at
omfatte bilen. Hvis kautionisten har erklæret sig indforstået med at
hæfte med et bestemt beløb, volder det normalt (heller) ikke
problemer at bestemme hæftelsens omfang.
Imidlertid kan der opstå ændringer i kautionsforholdet efter
kautionsløftets afgivelse og i hæftelsesperioden, hvilket kan give
anledning til tvivl om omfanget af kautionistens hæftelse. Hvis
sådanne efterfølgende forhold var en forudsætning for kautionistens
påtagelse af forpligtelsen, og kreditor vidste eller burde vide dette, kan
forholdet få betydning for omfanget af kautionistens forpligtelse. På
den anden side, hvis der efterfølgende opstår forhold, som
kautionisten ikke havde kunnet regne med på tidspunktet for
kautionens stiftelse - f.eks. at tredjemand stillede en garanti for en del
af samme fordring, som han har kautioneret for, kan kautionisten ikke
forlange, at hans kautionsforpligtelse begrænses som følge heraf.
Omvendt, hvis en før kautionsløftets afgivelse foreliggende garanti
stillet af tredjemand til sikkerhed for hovedfordringen, kautionisten
ubekendt er stillet til sikkerhed for anden gæld. I dette tilfælde
nedsættes kautionistens hæftelse og da som udgangspunkt med den
andel, der dækker den anden
Side 271
gæld, jf. UfR 1992.488 V. Dommen fastslår også, at bevisbyrden for, at
kautionisten før afgivelse af løftet kendte til den "tvedelte" sikkerhed,
påhviler kreditor.
I UfR 1994.876 H havde en trælasthandel K påtaget sig at kautionere
for en entreprisesum på ca. 2 mill. kr. over for en underentreprenør U.
Efter at K havde påtaget sig forpligtelsen, stillede en bank en garanti
på 244.000 kr. til sikkerhed for færdiggørelsen over for U.
Størstedelen af kautionsforpligtelsen blev betalt således, at der alene
resterede et beløb på 282.000 kr. Da K ikke havde kunnet regne med
garantien ved påtagelsen af kautionen, og da U ikke i forbindelse med
udstedelsen af garantien havde givet afkald på nogen del af
kautionsdækningen, fandtes garantien i sig selv uden betydning for
kautionens omfang.
Fortolkningen af et kautionsløfte er antagelig restriktiv, når løftet er
givet som privat/vennetjeneste og lidt mindre restriktiv ved et
professionelt og kommercielt kautionsløfte, jf. måske UfR 1991.330 H.
Hvis kautionstilsagnet alene omfatter en bestemt fordring, hæfter
kautionisten kun for denne fordring, jf. UfR 1992.271 H. Indeholder
tilsagnet ikke nogen nærmere begrænsning, hæfter kautionisten for
hele eller alle fordringerne, der omfattes af aftalen mellem kreditor og
hovedmanden, jf. UfR 1981.922 Ø, hvor en alskyldserklæring uden
beløbsmaksimering blev fortolket således, at selvskyldnerkautionisten
hæftede for ethvert tilgodehavende, kreditor havde, herunder også
den rente der var gældende for mellemværendet.
UfR 1992.271 H: En bank B udstedte en garanti for købers K betaling
af indtil 1.070.000 kr. til sælgerne S, når endeligt anmærkningsfrit
skøde m.v. forelå. Denne garanti fandtes ikke at omfatte et
erstatningskrav, som S rejste som følge af K's uberettigede ophævelse
af handlen.
Har kautionisten givet tilsagn om at stille sikkerhed for debitors lån
hos en bestemt kreditor, antages det, at kautionisten ikke hæfter for
lån, optaget hos en anden kreditor, også selv om det er et tilsvarende
lån og på samme vilkår,176 jf. UfR 1990.247 H, hvor flytning af et
engagement fra et pengeinstitut til et andet ikke blev betragtet som en
overdragelse, men som en indfrielse af den gamle fordring og stiftelse
af en ny fordring. Denne fandtes ikke omfattet af kautionen.
Side 272
Derimod antages det, at kautionistens hæftelse opretholdes ved
overdragelse af fordringen til tredjemand, jf. UfR 1971.337 V (citeret
ovenfor i afsnit 2.2.2). Da der er tale om overdragelse af en simpel
fordring, mister kautionisten ikke de indsigelser, han kunne gøre
gældende mod den oprindelige kreditor, jf. gbl. § 27, eller princippet i
denne bestemmelse.177 Hvis der med kreditors samtykke sker et
skyldnerskifte, er kautionisten ikke bundet ved sit løfte, medmindre
andet er aftalt eller følger af aftalen.178
Alskyldserklæringer som de, der er citeret ovenfor i afsnit 2.2.3., er
gyldige, i hvert fald når de benyttes i erhvervs- og forretningsmæssige
mellemværender, jf. UfR 1991.330 H. Medmindre andet er aftalt,
omfatter alskyldserklæringer også ny gæld, efter at hovedmanden har
indfriet den oprindelige gæld, når den nye gæld må antages at ligge
inden for kautionsforpligtelsen, jf. UfR 1952.590 V, hvor en sådan
kautionsforpligtelse for en kassekredit også omfattede hovedmandens
ændrede og nye gældsforpligtelser, der erstattede den oprindelige
gæld under kassekreditten.
UfR 1991.330 H: K havde påtaget sig selvskyldnerkaution for ca. 17
millioner kr. K underskrev følgende pantsætningserklæring:
"Håndpantsætteren påtager sig samtidig ved sin underskrift på
nærværende håndpantsætningserklæring selvskyldnerkaution for
opfyldelsen af debitors låneforhold med håndpanthaveren [et
vekselererfirma]...". Der lagdes vægt på, at K havde påtaget sig
selvskyldnerkaution som et led i et forretningsmæssigt
mellemværende, og forpligtelserne fandtes at ligge inden for, hvad K
måtte regne med. Kautionsforpligtelserne fandtes ikke at kunne
tilsidesættes eller begrænses efter principperne i aftalelovens § 36
eller efter almindelige aftaleretlige synspunkter.
2.2.7. - Kautionsforpligtelsens ophør eller begrænsning
2.2.7.1. - Ved opfyldelse
Den mest almindelige ophørsmåde ved kaution er hovedmandens
betaling af fordringen til kreditor. Tvivlsspørgsmål kan opstå, hvis
hovedmanden betaler en del af fordringen, eller han i løbet af
kautionstiden stiller en ting eller et pantebrev til sikkerhed. I
førstnævnte tilfælde vil kautionistens hæftelse blive nedsat i samme
forhold som hovedmanden har betalt, såfremt kautionisten hæfter
fuldt ud for for
Side 273
dringen. Såfremt kautionistens hæftelse er beløbsbegrænset,
nedsættes hans hæftelse kun i det omfang, hovedmandens betaling
bringer fordringen under denne beløbsbegrænsning. Ved delkaution
vil kreditor være berettiget til først at nedskrive den usikrede del af
fordringen, medmindre andet er aftalt. I sidstnævnte tilfælde vil en ting
eller det pantebrev, der er stillet til sikkerhed, ikke træde i stedet for
kautionen, medmindre andet fremgår af aftalen eller kan udledes af
aftalen, jf. herved forudsætningsvis UfR 1994.876 H og UfR 1987.488
H.
Har kautionisten kautioneret for en af flere fordringer mod
hovedmanden, kan kreditor vælge at afskrive indbetalinger fra
hovedmanden på de usikrede fordringer, medmindre andet er aftalt, jf.
UfR 1983.404 H, hvor kreditor fandtes berettiget til at afskrive
hovedmandens indbetaling af 1 million kr. på den forpligtelse, for
hvilken hovedmanden var selvskyldnerkautionist og ikke på den
gældsforpligtelse til selskabet, som tredjemand havde stillet kaution
for (med samme hovedmand). Se også kap. 13, afsnit 2.1. vedrørende
denne dom.
Se også UfR 1987.488 H, hvor Eksportkreditrådet efter en fortolkning
af garantien ikke fandtes berettiget til at nedskrive den af Rådet
stillede garanti med et beløb udbetalt af en anden garant, som havde
stillet garanti for en anden levering end den, Rådet havde garanteret
for. Se hertil de ovenfor i afsnit 2.2.3. gengivne standarderklæringer,
hvorefter en bank, der anvender disse, har ret til at kræve betaling
også fra sikkerheder, der er stillet for hovedmandens andre
forpligtelser.
Hvis hovedmanden deponerer fordringen iht. deponeringsloven, eller
foretager han modregning iht. reglerne om modregning, jf. kap. 13,
afsnit 4, er kautionisten frigjort på samme måde som hovedmanden.
Se hertil nedenfor afsn. 2.2.7.4.
2.2.7.2. - Ved misligholdelse
Kautionistens hæftelse indtræder ved hovedmandens misligholdelse
af aftalen, dvs. ved undladt betaling af fordringen til forfaldsdag.
Når kautionisten har påtaget sig at stille sikkerhed for en fordring, der
sædvanligvis skal forrentes af hovedmanden, antages kautionisten
også at hæfte for den rente, der gælder for aftalen mellem
hovedmanden og kreditor. Morarente, procesrente og
sagsomkostninger, der er påløbet som følge af hovedmandens
forsinkelse, antages derimod ikke at være omfattet af kautionistens
forpligtelser, medmindre andet er aftalt, jf. UfR 1977.188 Ø, hvor en
erklæring om at holde erhververen "skadesløs i enhver henseende"
også ansås for at omfatte renter og
Side 274
omkostninger og hertil UfR 1982.162 H, hvor der ikke var grundlag
for at antage, at kautionisten skulle betale morarente (dissens).
Kautionisten antages heller ikke at hæfte for kurstab, medmindre hans
kautionsforpligtelse omfatter en fordring i fremmed valuta, jf. UfR
1981.8 H, hvor en kautionsforpligtelse for "et lån, stort modværdien af
SFrs. af dkr. 5.000.000" antoges også at omfatte et efterfølgende
kurstab. På linje hermed UfR 1985.324 H.
Kautionisten hæfter normalt for renter, der skyldes hans egen
forsinkelse med betaling f.eks. efter påkrav, jf. rentelovens § 3, stk. 2,
og procesrente efter denne bestemmelses stk. 3 samt nødvendige
omkostninger ved retsforfølgning mod ham. Rente betales fra
forfaldsdagen, hvis denne er fastsat i forvejen, jf. lovens § 3, stk. 1, og
eksempelvis UfR 1997.1131 H.
Ligesom i andre skyldforhold har kreditor en almindelig
tabsbegrænsningspligt i forhold til kautionisten, jf. til eks. UfR
2001.882 H, hvor kreditor (en kreditforening) ikke havde tilsidesat sin
tabsbegrænsningspligt ved salg af den pantesikrede ejendom.179
2.2.7.3. - Ved risikoforøgelse herunder henstand
Giver kreditor hovedmanden henstand med betaling af fordringen,
hæfter kautionisten ikke for den risikoforøgelse, der måtte være en
følge heraf, medmindre kautionisten har samtykket i henstanden,180
jf. UfR 1959.582 Ø, hvor kautionisterne ikke fandtes at have givet
samtykke eller at have haft kendskab til den ydede henstand. Der skal
være tale om en relevant risikoforøgelse, jf. hertil UfR 1954.80 H, dvs.
at kautionistens regreskrav mod hovedmanden er blevet forringet. Er
dette tilfældet, nedsættes kautionistens hæftelse i forhold til
risikoforøgelsen, som konkret kan være så stor, at hæftelsen helt
bortfalder. I UfR 1979.168 H fandtes henstand med to afdrag uden
samtykke ikke at have medført risikoforøgelse for kautionisterne. Som
udgangspunkt vil en relevant risikoforøgelse foreligge, hvis
hovedmandens økonomi i henstandsperioden er blevet forringet. Det
er kreditor, der skal bevise, at hovedmandens betalingsevne ikke er
blevet forringet i henstandsperioden, jf. UfR 1959.582 Ø.
For pengeinstitutter er reglen om underretningspligt og
risikoforøgelse nedfældet i lov om finansiel virksomhed §§ 47 og
48,181 som har følgende ordlyd:
Side 275
"§ 47. Er der inden for erhvervsforhold stillet kaution for lån ydet af et
pengeinstitut, og udebliver låntager med betaling af hovedstol, afdrag
eller renter, skal der senest 6 måneder efter de pågældende ydelsers
forfaldsdag skriftligt gives meddelelse til enhver af kautionisterne
eller til den eller dem af disse, der er bemyndiget til at modtage
meddelelsen på samtlige kautionisters vegne. Undladelse heraf
medfører, at pengeinstituttet taber sit krav over for kautionisterne i
det omfang, disses regreskrav mod låntageren er blevet forringet ved
undladelsen."
"§ 48. Har en kautionist uden for erhvervsforhold stillet kaution for
lån ydet af et pengeinstitut, og udebliver låntageren med betaling af
hovedstol, afdrag eller renter, skal der senest 3 måneder efter de
pågældende ydelsers forfaldsdag gives skriftlig meddelelse herom til
kautionisten. Bestemmelsen i 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse,
hvis pengeinstituttet giver låntageren henstand, uden at kautionisten
har givet samtykke hertil i det konkrete tilfælde.
Stk. 2. Overskrides fristen i stk. 1, kan kautionsforpligtelsen kun gøres
gældende over for kautionisten for det beløb, som låntagerens gæld
efter den sikrede fordring ville have udgjort, hvis låntageren havde
betalt alle ydelser rettidigt indtil det tidspunkt, som ligger 3 måneder
forud for det tidspunkt, hvor meddelelse gives.
Stk. 3. Overskridelse af fristen i stk. 1 medfører, at pengeinstitutter
taber deres krav over for kautionisterne i det omfang, disses
regreskrav mod låntagerne er blevet forringet, selv om nedsættelsen
af kautionsforpligtelsen efter stk. 2 tages i betragtning.
Stk. 4. En kautionist kan ikke hæfte for et beløb større end lånets
hovedstol eller kredittens maksimum ved kautionsaftalens indgåelse.
Stk. 5. Kautionsaftaler efter stk. 1 skal være skriftlige for at kunne
gøres gældende.
Stk. 6. En kautionsforpligtelse efter stk. 1 bortfalder efter 10 år, eller
hvis kautionsaftalen er indgået til sikkerhed for en kredit med
variabelt beløb eller for et lån uden fast forfaldstidspunkt, efter 5 år,
medmindre forpligtelsen forinden er gjort gældende af
pengeinstituttet.
Stk. 7. Ved kautionsaftaler efter stk. 1 skal pengeinstituttet årligt og
skriftligt meddele kautionisten størrelsen af den gældspost, som
kautionen er stillet til sikkerhed for."182
Side 276
For så vidt angår afgørelsen af, om der foreligger en relevant
risikoforøgelse, vil praksis vedrørende lov om finansiel virksomhed §§
47 og 48 (og tidligere bank- og sparekasselovens § 41) og de
principper,183 der kan udledes heraf, i et vist omfang konkret kunne
anvendes uden for de tilfælde, hvor et pengeinstitut er kreditor.184
Herunder skal man dog være opmærksom på, at de nu gældende
regler i §§ 47 og 48 - i modsætning til den tidligere gældende § 41 sondrer mellem kaution inden for og uden for erhvervsforhold, og at
der gælder differentierede regler for de to forhold. Se hertil
gennemgangen hos Legind, kap. 5 og 6, og Beck Thomsen, s. 153 ff.
UfR 1995.77 V: K1 og K2 havde i 1985 påtaget sig selvskyldnerkaution
for 60.000 kr. af hovedmanden H's gæld til en sparekasse S. H betalte
ikke gælden til forfaldstid den 31/5-1987, og først i juli 1988 blev K1
og K2 underrettet herom. Der var således tale om en overskridelse af
6-måneders fristen i § 41, sidste pkt. Da S's tilgodehavende blev
reduceret med 8 % iht. en gældssanering opnået af H, krævede S sit
tilgodehavende af K1 og K2. Disse nægtede at betale under henvisning
til, at deres regreskrav over for H var blevet forringet pga. den
manglende underretning fra S. De fik ikke medhold. Det blev lagt til
grund, at H's formue allerede fra udgangen af 1987 havde været
negativ, og at hans indkomstforhold i det væsentlige havde været
uændrede fra 1987 til gældssaneringen. Se også UfR 1975.168 H, hvor
det antoges, at kautionisternes stilling ikke havde været bedre, selv
om banken rettidigt havde sendt dem behørig meddelelse om
hovedmandens misligholdelse af lånet, jf. den tidligere banklovs § 13,
stk. 5. UfR 1992.442 Ø: Et finansieringsselskab (kreditor) gav ikke
kautionisten underretning iht. bank- og sparekasselovens § 41 om, at
det havde tilbagetaget en leaset maskine pga. misligholdelse fra
hovedmandens side. Da der ikke kunne bortses fra, at kautionisten ved
behørig underretning, kunne have gennemført sit regreskrav helt eller
delvist mod hovedmanden, fandtes kreditor afskåret fra at gøre
kautionsforpligtelsen gældende. UfR 1986.702 Ø: Den tidligere bankog sparekasselovs § 41 om underretning til kautionister inden 6
måneder fandt ikke anvendelse ved pant for tredjemands gæld
(håndpant i obligationer til sikkerhed for søns kassekredit).
Side 277
Princippet om risikoforøgelse påberåbes også i andre sager end i dem,
hvor kreditor har givet henstand, jf. f.eks. UfR 1987.488 H:
Eksportkreditrådet stillede garanti for 900.000 kr. for et dansk firmas
krav for leverancer til et græsk firma. Senere stillede en græsk bank
garanti for en anden leverance fra det danske firma.
Eksportkreditrådets risiko fandtes ikke hermed forøget.
2.2.7.4. - Ved modregning
Hvis hovedmanden har en fordring mod kreditor, og han har ret til at
modregne denne efter reglerne om modregning, jf. kap. 13, afsnit 4,
begrænses kautionistens hæftelse i det omfang, hovedmanden
gennemfører modregning. Kautionisten kan nægte at betale den del af
fordringen, der modregnes. Dette gælder også, selv om han er
selvskyldnerkautionist.185 Det antages, at kautionisten ikke kan
afgive modregningserklæring og gennemføre modregningen over for
kreditor på hovedmandens vegne.186 Kautionistens beføjelser er
således begrænset til at lægge pres på hovedmanden og kreditor med
henblik på at få parterne til at afvikle deres mellemværende.
2.2.7.5. - Ved opsigelse
Hvis kautionisten har indgået aftalen om kaution med hovedmanden
eller efter opfordring fra denne har stillet sikkerhed over for kreditor,
har kautionisten mulighed for at opsige en bestående fordring. Når
visse omstændigheder foreligger, kan kautionisten opsige kautionen
over for hovedmanden efter DL 1-23-15. Er kautionen alene blevet til
ved aftale mellem kreditor og kautionisten, gælder denne regel
antagelig ikke. Begrundelsen herfor er, at en hovedmanden
uvedkommende person ikke skal kunne gribe ind i aftalen mellem
ham og kreditor.187 De omstændigheder, der skal være opfyldt, før
opsigelse kan ske, er enten, at et opsigelsesvarsel tillagt kreditor i
aftalen overholdes af kautionisten eller i mangel af opsigelsesklausul,
at den fastsatte betalingsdag er overskredet, jf. hertil UfR 1983.823 Ø,
hvor der ved anvendelsen af DL 1-23-15 bl.a. blev lagt vægt på, at lånet
var forfaldet til betaling (fremhævet her). Kautionisten kan kræve, at
hovedmanden betaler fordringen til sig, jf. DL 1-23-15, men
hovedmanden bliver ikke hermed frigjort for fordringens betaling til
kreditor. Da hovedmanden
Side 278
vil blive frigjort over for kautionisten ved betaling til kreditor, vil han
vælge denne udvej - forudsat naturligvis at han er i stand til at betale
beløbet. På denne måde bruges DL 1-23-15 til at lægge pres på
hovedmanden. Det antages, at bestemmelsen i DL kan finde
anvendelse på såvel selvskyldnerkaution som simpel kaution. Det
antages også, at bestemmelsen ikke er anvendelig på tabskaution, idet
det endelige tab, en sådan kautionist hæfter for, ikke kan opgøres, før
kreditor har foretaget retsforfølgning mod hovedmanden.188
Navnlig ved kaution for fremtidig gæld kan kautionisten have
interesse i at kunne begrænse sin hæftelse tidsmæssigt. Denne
interesse kan være tilgodeset i kautionsaftalen ved, at der er optaget
en bestemmelse om kautionens tidsbegrænsning eller en klausul
indeholdende et opsigelsesvarsel. I de tilfælde, hvor aftalen ikke
indeholder tidsbegrænsning, antages det som deklaratorisk regel, at
kautionisten, i hvert fald ved vedvarende (også kaldet løbende)
kontraktsforhold,189 kan opsige kautionen over for kreditor.
Opsigelsen får dog kun virkning for fremtidig gæld og ikke for gæld,
der er stiftet før opsigelsen og heller ikke gæld, som kreditor ikke
kunne hindre pga. forpligtelserne ifølge retsforholdet med
hovedmanden.190
2.2.7.6. - Ved forældelse
Efter § 11 i forældelsesloven er forældelsesfristen i forhold til en
kautionist den samme som den, der gælder i forhold til
hovedskyldneren. Når der er tale om pengelån - hvilket der næsten
altid vil være tale om - vil forældelsesfristen være 10 år fra det
tidspunkt, hvor kautionsforpligtelsen forfalder. Ved krav mod f.eks. en
selvskyldnerkautionist løber fristen fra det tidspunkt, hvor
hovedmanden har misligholdt sin forpligtelse.
Som hovedregel bortfalder et krav mod en kautionist, når den
kautionssikrede fordring forældes. Det samme antages at gælde
tredjemandspant. Dette spørgsmål har ikke tidligere været
lovreguleret, og er heller ikke reguleret af den gældende lov.
Den ulovbestemte passivitetsregel antages også at kunne finde
anvendelse på kautionsforpligtelser med den virkning, at
kautionserklæringen anses for bortfaldet, selv om forældelse efter de
lovbestemte regler ikke er indtrådt. Se hertil kap. 13, afsnit 5.3.
Side 279
Der henvises til den udførlige gennemgang af forældelsesreglerne i
kap. 13, afsnit 5.4.
2.3. - Deliktsmæssige forpligtelser
Når det gælder hæftelsesansvaret uden for kontrakt, er
udgangspunktet (også), at flere skadevoldere hæfter solidarisk, jf. UfR
1937.158 H, hvor tre personer fandtes ansvarlige for skadelidtes
chokskade, og UfR 2004.2253 H om solidarisk hæftelse for et
aktieselskabs tab. Denne dom er også citeret ovenfor i afsnit 1.2.
Udgangspunktet fraviges, hvis det med sikkerhed kan fastslås, at kun
den ene skadevolder er ansvarlig eller hovedansvarlig (UfR 1998.1012
Ø) for skaden eller en bestemt del af skaden. I dette tilfælde hæfter
han alene for den skade, der bevisligt kan tilregnes ham, jf. UfR
1983.55 H, om hæftelsen for personskade i en elevator, UfR
1998.1012 Ø om en ejendomsmæglers klare fejl og UfR 2004.2615 V
om en ægtefælles (ene)ansvar for uberettiget disposition over
hustruens personforsikringserstatning.
Skadevolder vil i almindelighed hæfte umiddelbart over for skadelidte.
I lovgivningen kan det også være bestemt, at skadevolders
ansvarsforsikring hæfter umiddelbart over for skadelidte. Et eksempel
på dette er skadelidtes retsstilling over for bilansvarsforsikringen.
Efter færdselslovens § 108, stk. 2, hæfter forsikringsselskabet
umiddelbart over for skadelidte. Dette indebærer, at skadelidte (som
her er kreditor) kan anlægge retssag direkte over for selskabet og ikke
behøver at holde sig til skadevolder. Ejeren af bilen er ansvarlig på
objektivt grundlag, jf. færdselslovens § 101, stk. 1 og § 104, stk. 1,
mens føreren (hvis han ikke er ejer eller fast bruger) er ansvarlig efter
culpareglen, jf. § 104, stk. 2. Ejeren, føreren og forsikringsselskabet
hæfter solidarisk over for skadelidte. Lignende regler gælder ved
ansvar for hunde, jf. hundelovens § 8. Begge de her omtalte
ansvarsforsikringer er lovpligtige.
Ved den private ansvarsforsikring, der tegnes med henblik på at
overtage det erstatningsansvar, privatpersoner/familien kan ifalde
over for tredjemand, hæfter forsikringsselskabet ikke umiddelbart
over for skadelidte, medmindre erstatningspligten og skadelidtes krav
er anerkendt, eller skadelidtes krav på erstatning er omfattet af
sikredes konkurs, tvangsakkord eller gældssanering jf. FAL § 95. Først
da hæfter forsikringsselskabet og skadevolder solidarisk over for
skadelidte for erstatningen. Denne forsikring er ikke lovpligtig.
Side 280
2.4. - Hæftelsen ved forskellige selskabsformer og organisationer
2.4.1. - Aktieselskaber og anpartsselskaber191
Kapitalejerne i et aktieselskab og anpartsselskab kaldes henholdsvis
aktionærer og anpartshavere. Reglerne om disse kapitalselskaber er
nedfældet i selskabsloven. Det er ikke længere et krav i lovgivningen,
at selskaberne skal være erhvervsdrivende. Det antages nemlig, at alle
aktie- og anpartsselskaber i administrativ praksis anses for at være
erhvervsdrivende.192 Kapitalejerne i disse selskaber hæfter ikke
personligt for selskabets forpligtelser, men alene med deres indskud,
jf. lovens § 1, stk. 2. Kun aktieselskaber og anpartsselskaber kan og
skal i deres navn benytte betegnelserne "aktieselskab" henholdsvis
"anpartsselskab" eller forkortelserne "A/S" henholdsvis "ApS", jf.
lovens § 2, stk. 1. Aktieselskaber skal have en selskabskapital svarende
til mindst 500.000 kr., og anpartsselskaber skal have en
selskabskapital svarende til mindst 80.000 kr., jf. § 4, stk. 2. For at gøre
det mere attraktivt at oprette anpartsselskaber er det vedtaget at
nedsætte selskabskapitalen til mindst 50.000 kr. for disse
selskaber.193
Ved retsevne forstås evnen til at være berettiget eller forpligtet som
ejer, som kreditor eller debitor. De her omhandlede selskaber opnår
først retsevne, når de er registreret i et it-system, der henhører under
Erhvervs- og selskabsstyrelsen. Under fortabelse af retten til
registrering skal anmeldelse til registrering ske senest 14 dage efter
underskrivelsen af stiftelsesdokumentet, jf. lovens § 40, stk. 1. Efter
lovens § 41, stk. 1, kan et kapitalselskab, der ikke er registreret, ikke
erhverve rettigheder eller indgå forpligtelser. For de forpligtelser, der
indgås før registreringen, hæfter de, som indgår forpligtelsen eller har
medansvar herfor, solidarisk, jf. § 41, stk. 3, 1. pkt.
Et kapitalselskab må ikke påtage sig hæftelse eller stille sikkerhed for
lån til (bl.a.) selskabets kapitalejere, ledelse eller disses nærtstående, jf.
lovens § 210, stk. 1. Dette "forbud" omfatter således både pengelån og
sikkerhed i form af f.eks. kaution.
Retsvirkningen af overtrædelsen af "forbudet" er, at lånet skal
tilbagebetales med tillæg af rente efter rentelovens § 5 stk. 1 og 2,
medmindre højere rente er aftalt, jf. § 215, stk. 1. Sikkerhedsstillelse
skal
Side 281
tilbageføres, medmindre medkontrahenten ikke vidste, at
sikkerheden var stillet i strid med lovens regel, jf. § 215, stk. 3. Såfremt
tilbagebetaling og ophør af sikkerhedsstillelse ikke kan ske, hæfter de,
der har truffet eller opretholdt dispositionen på et objektivt grundlag
for det tab selskabet måtte blive påført, jf. § 215, stk. 2.
Som berørt ovenfor hæfter aktionærerne ikke personligt for
selskabets forpligtelser, jf. § 1, stk. 2. Stifterne af selskabet og
medlemmerne af ledelsen, som ved udførelsen af deres hverv ved
mindst uagtsomhed tilføjer selskabet, kapitalejere eller tredjemand tab
er erstatningspligtige, jf. § 361, stk. 1.194 En kapitalejer
(aktionær/anpartshaver) kan også ifalde ansvar for skade tilføjet,
andre kapitalejere, selskabet eller tredjemand, men her kræves, at den
pågældende har udvist mindst grov uagtsomhed, jf. § 362, stk. 2.
2.4.2. - Andelsselskaber
Et andelsselskab har til formål at fremme deltagernes fælles interesser
gennem deres deltagelse i virksomheden som aftagere, leverandører
eller på anden lignende måde, og hvor virksomhedens afkast, bortset
fra normal forrentning af den indskudte kapital, enten fordeles blandt
medlemmerne i forhold til deres andel i omsætningen eller forbliver
indestående i selskabet, jf. lov om erhvervsdrivende virksomheder § 4
og hertil § 1195.
Andelsselskaber er ikke pålagt en bestemt hæftelsesform. Den
almindelige form er andelsselskaber med begrænset ansvar. Navnet
på selskabet skal indeholde en angivelse af det begrænsede ansvar.
Ved forkortelse af denne hæftelsesform kan alene anvendes "A.M.B.A."
(andelsselskab med begrænset ansvar), jf. førnævnte lov § 6, stk. 6.
Denne selskabsform er den mest almindelige i praksis. Ved et
andelsselskab med begrænset ansvar forstås en virksomhed, hvor
ingen af deltagerne hæfter personligt, uden begrænsning og solidarisk.
Det er desuden en betingelse, at virksomheden har minimum to
deltagere, at der er mulighed for vekslende deltagerantal, og at
økonomiske og forvaltningsmæssige rettigheder ikke er baseret på
deltagernes andel af kapitalen, jf. i det hele lovens § 3.196
Side 282
Den begrænsede hæftelse betyder, at der alene hæftes med
selskabskapitalen, og at den enkelte deltager ikke hæfter personligt
for gælden. Reglerne om et andelsselskabs retsevne, hæftelse for
retshandler indgået før registreringen i Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen, retsvirkningerne af denne registrering og
medkontrahentens retsstilling ligner dem, der gælder for
kapitalselskaber, jf. lige ovenfor afsnit 2.4.1. og førnævnte lovs § 9
samt hertil § 8 om registrering i Erhvervs- og selskabsstyrelsen af
selskaber med begrænset ansvar.
Selskaber med begrænset ansvar (SMBA) afskaffes, idet de ikke vil
kunne stiftes efter 1. januar 2014.197 Selskabstyperne AMBA og
FMBA vil fortsat kunne stiftes.
2.4.3. - Interessentskaber198
Et interessentskab (I/S) er et fællesskab etableret af flere fysiske eller
juridiske personer med det formål at fremme deltagernes
(interessenternes) økonomiske interesse gennem erhvervsdrift.
Interessenterne hæfter personligt, uden begrænsning og solidarisk for
virksomhedens forpligtelser, jf. lov om erhvervsdrivende
virksomheder § 2, stk. 1.Det er desuden en betingelse, at
virksomheden har minimum to deltagere, at der er mulighed for
vekslende deltagerantal, og at økonomiske og forvaltningsmæssige
rettigheder ikke er baseret på deltagernes andel af kapitalen, jf. i det
hele lovens § 3.199 Et interessentskab har ikke pligt til at lade sig
registrere i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens it-system, medmindre alle
interessenter er aktieselskaber eller anpartsselskaber,
kommanditaktieselskaber eller tilsvarende retsform, jf. førnævnte lovs
§ 2, stk. 3, og hertil lovens §§ 10-16200 om anmeldelse og
offentliggørelse m.v. af disse selskaber.201
Der er kun fåtallige lovbestemmelser, der regulerer interessentskaber,
jf. lov om erhvervsdrivende virksomheder § 2, stk. 1 og 3. I mangel af
lovregler, der regulerer det konkrete forhold, afhænger retsstillingen
af en fortolkning af interessentskabskontrakten, og hvad der kan
udledes af deklaratoriske regler.
Som berørt ovenfor hæfter deltagerne personligt, dvs. med hele deres
personlige formue, solidarisk, dvs. at den enkelte deltager hæfter for
hele fordringen, og principalt, dvs. at interessentskabets kreditorer
Side 283
har et direkte krav mod den enkelte deltager uden først at skulle rejse
krav over for interessentskabet. Disse regler er præceptive på den
måde, at interessenterne ikke kan fravige dem ved aftale inter partes.
Når en interessent træder ind i et bestående interessentskab, hæfter
denne normalt ikke over for selskabets eksisterende kreditorer. I
forhold til de øvrige deltagere i interessentskabet kan den
indtrædende interessent påtage sig hæftelse for ældre gæld stiftet af
interessentskabet. Ved en sådan ren intern aftale har den indtrædende
interessent ikke påtaget sig at hæfte over for interessentskabets
kreditorer. Efter indtrædelsen hæfter interessenten for de
forpligtelser, der stiftes fra dette tidspunkt og indtil hans udtræden af
interessentskabet. Ved udtræden ophører hans hæftelse for de
forpligtelser, der opstår efter udtrædelsen i forhold til de andre
interessenter, mens hæftelsen for allerede stiftede forpligtelser
opretholdes. Som udgangspunkt ophører hans hæftelse også over for
kreditorerne, men for så vidt angår nye gældsforpligtelser fraviges
dette udgangspunkt, hvis der er tale om interessentskabets faste
samarbejdspartnere, og disse ikke af interessentskabet eller af ham er
blevet gjort bekendt med interessentens udtræden eller på anden
måde er blevet bekendt hermed, jf. f.eks. UfR 1939.1046 H. Den
udtrædende interessents hæftelse over for sådanne
forretningsforbindelser ophører antageligt, når disse får kendskab til
eller gøres bekendt med hans udtræden.
Interessentskabets kreditorer kaldes også fælleskreditorer, mens
interessenternes personlige kreditorer kaldes særkreditorer.
Interessentskabet og deltagerne i dette hæfter over for
fælleskreditorerne, jf. herom ovenfor. Mht. særkreditorerne hæfter
interessentskabet ikke over for disse. Særkreditorerne kan ikke
"angribe" interessentskabets aktiver og er henvist til at søge sig
fyldestgjort i aktiverne tilhørende den interessent, de har kontraheret
med.
2.4.4. - Sameje
I den konkrete situation kan det være vanskeligt at afgøre, om et
fællesskab er et interessentskab eller et sameje. Omfatter fællesskabet
alene en ejendomsret eller ejeres råden over et aktiv, synes
hovedreglen at være, at der er tale om et sameje. Der foreligger dog
kun et sameje, hvis det fælles ejerskab omfatter et eller flere aktiver, jf.
UfR 1999.1453 Ø, hvor et kursussamarbejde hverken fandtes at være
et interessentskab eller et sameje. Der vil således foreligge et sameje,
hvis A, B og C i fællesskab køber et sommerhus og deler ejerskabet
med 1/3 til hver, og formålet alene er A, B og C's (private) benyttelse
af
Side 284
huset.202 Omfatter fællesskabet egentlig (erhvervsmæssig) drift af
aktivet eller aktiverne, synes hovedreglen at være, at der foreligger et
interessentskab. Såfremt formålet med A, B og C's erhvervelse af
sommerhuset alene er at udleje det for at tjene penge, taler det for, at
der foreligger et interessentskab, jf. herved UfR 1986.77 Ø og UfR
1952.120 H.
I et sameje hæfter ejerne af aktivet solidarisk for nødvendige
fællesudgifter. I ovennævnte eksempel hæfter A, B og C således
solidarisk for ejendomsskatter, udgifter til vand og renovation m.v. En
(sam)ejer hæfter ikke over for en medejers særkreditorer, dvs. gæld
der slet ikke vedrører det fælles aktiv. For gæld, som en samejer
egenhændigt har stiftet vedrørende fællesaktivet, hæfter de andre
ejere heller ikke, medmindre der er tale om nødvendige udgifter til
opretholdelse af det fælles aktiv, jf. hertil UfR 1969.163 H
(kommenteret i UfR 1969 B s. 237), hvor en medejer, der ikke deltog i
gårdens drift, ikke fandtes ansvarlig for gæld stiftet af den anden
medejer vedrørende gårdens drift.
2.4.5. - Stille selskaber203
Et stille selskab er en erhvervsvirksomhed, der har modtaget et
indskud i form af et pengebeløb eller et aktiv af den stille deltager. Den
stille deltager kan kræve indskuddet tilbagebetalt. Er der tale om et
pengelån, reguleres tilbagebetalingskravet efter de almindelige regler
om pengeforpligtelser.204 En stille deltager, der har præsteret et
indskud i virksomheden og ikke udadtil fremstår på en måde, der kan
give omverdenen indtryk af, at han har ydet en ansvarlig kapital,
hæfter ikke over for selskabets kreditorer, men må selv anses som
kreditor i selskabet ifølge det indskudte beløb. Er det derimod således,
at indskyderen over for omverdenen fremstår som ansvarlig
kapitalyder, f.eks. som interessent, hæfter han som interessent i
selskabet.
Da den stille deltagers retsstilling i forhold til de andre deltagere ikke
er lovreguleret, afhænger denne af en fortolkning af parternes aftale.
2.4.6. - Kommanditselskaber
Ved et kommanditselskab forstås en virksomhed, hvor en eller flere
deltagere, som kaldes komplementarerne, hæfter personligt, uden
begrænsning
Side 285
og solidarisk for virksomhedens forpligtelser, mens en eller flere
deltagere, som kaldes kommanditisterne, hæfter begrænset for
virksomhedens forpligtelser, jf. lov om erhvervsdrivende
virksomheder, § 2, stk. 2.205 Det er desuden en betingelse, at
virksomheden har minimum to deltagere, at der er mulighed for
vekslende deltagerantal, og at økonomiske og forvaltningsmæssige
rettigheder ikke er baseret på deltagernes andel af kapitalen, jf. i det
hele lovens § 3.206
Ligesom det er tilfældet med interessentskaber, er
kommanditselskaber ikke registreringspligtige, jf. førnævnte lovs § 8,
stk. 1, og § 3, medmindre alle komplementarerne er et aktieselskab, et
anpartsselskab eller tilsvarende retsform, jf. § 2, stk. 3 og §§ 10-16 om
anmeldelse og offentliggørelse m.v. af sådanne selskaber. Der findes
ikke en særlig lov om kommanditselskabet, og de nærmere regler for
selskabet må derfor søges ved fortolkning af
kommanditselskabskontrakten.
Komplementaren hæfter personligt og ubegrænset, direkte og
solidarisk med eventuelle andre komplementarer og selskabet over
for selskabets kreditorer. Kommanditisten hæfter kun med sit indskud
og formentlig kun subsidiært (indirekte).207 Ligesom ved
interessentskaber må der sondres mellem deltagernes kreditorer og
selskabets kreditorer. Kommanditselskabets kreditorer kan søge sig
fyldestgjort i fællesformuen i selskabet og i komplementarens
egenformue. Derimod kan kreditorerne ikke angribe kommanditistens
egenformue, da denne som anført hæfter begrænset.
Komplementarens særkreditorer kan søge sig fyldestgjort i dennes
egenformue samt dennes nettoandel i selskabet. Komplementarens
særkreditorer må dog stå tilbage for selskabets kreditorer, når det
gælder nettoandelen, idet kreditorerne, der har handlet med selskabet,
har fortrinsret til selskabsformuen.
2.4.7. - Partrederier
Såfremt et skib ejes af flere personer, kaldes disse partredere. En
partreder hæfter kun i forhold til sin andel i skibet for rederiets
forpligtelser, jf. sølovens § 102. Med andre ord hæfter partrederen for
rederiets forpligtelser vedrørende det omhandlede skib efter
proratareglen.208 Ejer partrederne flere skibe, er der et partrederi
for hvert skib.
Side 286
Reglen om pro rata hæftelse er deklaratorisk, jf. sølovens § 101, dvs. at
parterne kan aftale en anden hæftelsesform. Partrederier er ikke
omfattet af lov om erhvervsdrivende virksomheder, jf. denne lovs § 5,
stk. 1, nr. 2.
2.4.8. - Foreninger og fonde
Begrebet forening kan ikke afgrænses entydigt og klart. Som en slags
overordnet begrebsbestemmelse kan det dog siges, at en forening er
en frivillig sammenslutning af medlemmer til varetagelse af et
nærmere bestemt formål.
Der kan sondres mellem foreninger med økonomiske formål og ideelle
foreninger.209 En forening, der ifølge dens vedtægter skal varetage
medlemmernes økonomiske interesser på et bestemt område,
formodes at være en økonomisk forening. Et eksempel på en sådan
forening findes i UfR 2000.1575 H, hvor nogle emissionsdeltagere og
aktiekøbere havde dannet foreninger med henblik på at gennemføre
retssager mod det konkursramte aktieselskab. En forening, hvis
formål f.eks. er at varetage forældrenes interesser på deres børns
skole, formodes at være en ideel forening.
Den deklaratoriske regel er, at en ideel forenings hæftelse for sine
forpligtelser er begrænset til den formue, foreningen måtte have. En
anden form for hæftelse kan fremgå af vedtægterne, og så er det den,
der er gældende. Hvis vedtægterne indeholder bestemmelse om, at
medlemmerne hæfter personligt, antages den udfyldende eller
deklaratoriske regel at være, at (lovligt) udtrådte medlemmer ikke
hæfter for foreningens forpligtelser, jf. hertil UfR 1990.427 Ø
vedrørende medlemmerne i en andelsboligforening. Se evt. også UfR
2004.1703 Ø, hvor et tidligere medlem af en andelsforening ikke
fandtes at hæfte for pantebrevsgæld i en af foreningen ejet ejendom,
der kom på tvangsauktion.
Afhængig af foreningens formål hæfter medlemmerne i en økonomisk
forening formentlig personligt, solidarisk og subsidiært, medmindre
andet fremgår af vedtægterne, jf. UfR 2000.1575 H, hvor det i nogle
(økonomiske) foreningers vedtægter var bestemt, at alene
foreningernes formue hæftede for foreningernes forpligtelser.210
Side 287
En fond er en selvejende institution. Der findes regler i lovgivningen dels selskabsretlige dels skatteretlige regler - der regulerer fondes
virksomhed. I andre fonde end erhvervsdrivende fonde211 hæfter
bestyrelsesmedlemmer og direktører for skade tilføjet fonden, såfremt
skaden kan tilregnes dem som mindst uagtsomhed. I erhvervsdrivende
fonde hæfter bestyrelsen, direktører og granskningsmænd212 på
samme måde. Deres hæftelse omfatter dog også skade, de under
udførelsen af deres hverv har tilføjet kreditorer eller tredjemænd, jf.
lovens §§ 44 og 46.213
2.4.9. - Iværksætterselskaber
Reglerne om denne selskabsform (IVS) er optaget i kapitel 20 a i
selskabsloven og træder i kraft efter ministerens bestemmelse.214
Det vil antagelig sige den 1. januar 2014. Der er tale om en type
anpartsselskab, som særligt er målrettet iværksættere. Reglerne om
anpartsselskaber finder anvendelse, medmindre andet fremgår af
kapitel 20 a. Som noget særlig attraktivt er kravet til selskabskapitalen
kun 1 kr, jf. lovens § 357 a, stk. 2. Selskabet skal dog årligt hensætte
mindst 25 % af selskabets overskud til en bunden reserve indtil
selskabskapitalen samlet er 50.000 kr., jf. § 357 b. Dette svarer til den
nye mindstegrænse for anpartsselskaber. Selskabets
generalforsamling kan da også med flertal beslutte at selskabet skal
omregistreres til et anpartsselskab.
2.5. - Andre hæftelsesforhold
En ægtefælle hæfter med sin bodel og sit særeje for den af ham (eller
hende) stiftede gæld. Dette fremgår af lov om ægteskabets
retsvirkninger § 25. Denne regel præciserer, at hver ægtefælle hæfter
for sin gæld. Der er dog ikke noget til hinder for, at ægtefællerne kan
hæfte solidarisk for en gæld. I adskillige tilfælde i praksis vil de
almindelige hæftelsesregler som beskrevet ovenfor i afsnit 1 finde
anvendelse også på ægtefæller. Således hæfter begge ægtefæller, når
de har indgået en købsaftale, en låneaftale eller en forsikringsaftale.
Det samme gælder hustruens aftaler, når det gælder sædvanlige
retshandler til fyldestgørelse af hendes særlige behov, jf. den lige
citerede lovs § 11.
Side 288
Arvinger hæfter ikke over for boets kreditorer, før boet deles helt eller
delvis. Efter boets deling hæfter alle arvinger for gælden, medmindre
boet kun indeholder sædvanligt indbo og personlige effekter. I dette
tilfælde indtræder der ikke hæftelse. I andre tilfælde hæfter
arvingerne personligt og solidarisk. Dette betyder, at en usikret
kreditor i boet kan holde sig til een arving for hele fordringen.
Ovennævnte udgangspunkt fraviges, når arvingerne ved boets
udlevering er repræsenteret ved værge eller skifteværge eller er
under konkurs. I disse tilfælde hæfter arvingerne efter proratareglen
med hensyn til det, de modtager ved arv eller boslod, dog højst med
det modtagne beløb. Der henvises i det hele til lov om skifte af
dødsboer § 27.215
3. - Betydningen af solidarisk hæftelse
3.1. - Ansvarsfordeling og regres
3.1.1. - Ansvarsfordeling mellem debitorer
Når debitor har betalt kreditors fordring, melder der sig spørgsmålet,
om han kan gøre regres mod sin meddebitor. I dansk ret gælder en
almindelig regel om, at debitor indtræder eller subrogerer i kreditors
ret mod den ansvarlige eller medhæftende debitor, jf. hertil princippet
i gbl. § 2, stk. 2, 1. pkt. og 2. pkt., når der er to eller flere debitorer samt
gbl. § 61 om samkautionister. Den, der ikke hæfter for en gæld, kan
alligevel have en interesse i at indfri gælden for debitor, f.eks. for at
opretholde en aftale, der også tilgodeser kreditor. I disse tilfælde tales
der om interventionsbetaling, og den, der intervenerer, antages at
indtræde i kreditors ret mod debitor(erne).
Da den solidariske hæftelse går ud på, at kreditor kan kræve hele
fordringen betalt af hvilken af de solidarisk hæftende debitorer, han
vil, melder der sig også spørgsmål om, i hvilket omfang den debitor,
der har betalt fordringen, kan gøre regres mod sin meddebitor. Det
står de solidarisk hæftende debitorer frit at aftale den indbyrdes
hæftelse, medmindre dette strider mod præceptive lovregler, eller hvis
aftalen vil stride mod "lov og ærbarhed", jf. DL 5-1-2.
Efter EAL § 27, stk. 2 kan samme lovs § 25 om fordelingen af
erstatningsbyrden mellem flere solidarisk ansvarlige ikke fraviges ved
aftale til ugunst for den erstatningsansvarlige vedrørende "private"
skader, hvis aftalen er indgået før skadens indtræden. Bestemmelsen
kan fraviges,
Side 289
hvis skaden er sket under udøvelse af erhvervsmæssig eller offentlig
virksomhed eller virksomhed, der kan sidestilles hermed.216
Omfattes det erstatningsretlige forhold af EAL § 25, stk. 1 skal den
indbyrdes fordeling mellem de solidarisk ansvarlige foretages efter,
"hvad der under hensyn til ansvarets beskaffenhed og
omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt". Se hertil UfR
2000.365 H og UfR 2004.2615 V. Er en eller flere af de
erstatningsansvarlige omfattet af en ansvarsforsikring reguleres
forholdet efter § 25, stk. 2.
Foreligger der ikke nogen aftale om byrdefordelingen mellem
debitorerne, og er forholdet heller ikke omfattet af lovregler, afgøres
spørgsmålet efter almindelige retsgrundsætninger, jf. herved EAL § 25,
stk. 1 og UfR 2000.365 H.217 Ved afgørelsen foretages der en
afvejning af debitorernes interesse, herunder fordele i skyldforholdet.
Denne afvejning foretages efter et skøn, hvorved der normalt ikke
tages hensyn til meget små forskelle i interessen eller fordelen mellem
debitorerne. Udgangspunktet synes at være, at ansvaret ligedeles
mellem debitorerne i det indbyrdes forhold, jf. til eksempel UfR
2004.2253 H, UfR 1992.677 V, men at dette udgangspunkt fraviges,
såfremt særlige omstændigheder taler herfor, jf. i det hele UfR
2000.365 H, UfR 2004.2615 V og UfR 1998.1012 Ø (den professionelle
part måtte friholde sælger) og ovenfor afsnit 2.3.
UfR 1992.677 V: A havde kaskoforsikret sin bil indtil 1. oktober 1988 i
forsikringsselskabet B, og efter denne dato var bilen forsikret i
selskabet C. Bilen blev stjålet på en ikke nærmere fastslået dag i
tidsrummet 22. september - 10. oktober. Bilen blev senere fundet
totalskadet. B og C fandtes at måtte hæfte solidarisk over for A, og i det
indbyrdes forhold blev hvert selskab pålagt halvdelen af skaden.
3.1.2. - Kautionisters regreskrav
Den omstændighed, at kautionisten har måttet indfri hovedmandens
gæld over for kreditor ifølge kautionserklæringen, medfører normalt
ikke bortfald af hovedmandens forpligtelse. Den indfriende kautionist
indtræder i kreditors ret og kan kræve betaling af hovedmanden, jf.
lige ovenfor afsnit 3.1.1. om subrogation og UfR 1996.321 V om
kautionists indtræden i en af hovedmanden stillet sikkerhed og UfR
Side 290
1995.57 H om kautionists regreskrav mod hovedmanden. I UfR
1994.633 H fandtes kautionisten ikke at have regresret, idet han blev
anset for reelt at være hoveddebitor. En kautionist, der har indfriet en
uforfalden fordring, kan ikke gøre denne gældende over for de andre
kautionister, før den er forfalden, jf. f.eks. UfR 1994.687 H.
Gennemgangen nedenfor behandler kun spørgsmålet om regres
mellem kautionister.
Ved kaution gælder også den almindelige regel om, at der foretages en
ligedeling af kautionisternes hæftelse, medmindre andet fremgår af
aftalen. Denne regel gælder direkte for samkautionister, jf. gbl. § 61 og
§ 2, stk. 2, 1. pkt., og hertil UfR 2008.1664 H om en kautionist, der pga.
bristende forudsætninger, alene hæftede med halvdelen. Kan en af
samkautionisterne ikke betale sin andel, eller er hans opholdssted
ukendt, kan den kautionist, der har betalt fordringen, gøre regres mod
samkautionisterne for hver deres andel. Det samme gælder, hvis han
ikke har betalt sin andel inden 14 dage efter, at krav er fremsat eller
på betryggende måde afsendt til ham, jf. i det hele gbl. § 2, stk. 2, 2. pkt.
Principperne i disse bestemmelser eller bestemmelsernes analogi må
antagelig også kunne finde anvendelse på anden kaution end
samkaution.
Regres gennemføres enten som overskudsregres eller som
brøkdelsregres. Ved overskudsregres forstås, at en debitor først kan
gøre regres, når han har betalt mere end den andel, han efter det
indbyrdes forhold skal bære. Ved brøkdelsregres forstås, at den
debitor, der har betalt beløb til kreditor, har regres over for
meddebitor(er) for den brøkdel, der svarer til fordelingen mellem
debitorerne. Se eksemplerne nedenfor i det småtrykte.
Eksempel: A og B har kautioneret for et lån på 100.000 kr. I det
indbyrdes forhold hæfter A og B for halvdelen hver. A kan kræve B,
hvad han har betalt ud over 50.000 kr. Dette er overskudsregres. Hvis
A har betalt kreditor 20.000 kr., og han kan kræve B for halvdelen eller
10.000 kr., er der tale om brøkdelsregres.
Den kautionist, der fyldestgør kreditor, løber en vis risiko for tab f.eks.
i form af renter, hvis en medkautionist viser sig at være insolvent. For
at undgå sådanne tab anerkendes brøkdelsregres som den almindelige
regresform, i hvert fald når det gælder betalinger i løbende forhold
som f.eks. a conto betalinger, terminsbetalinger på lån m.v.218 Når
det
Side 291
gælder afvikling af hele mellemværendet med kreditor, vil
udgangspunktet formentlig være overskudsregres,219 idet der i
denne situation kan foretages en endelig opgørelse. Afgørelsen i UfR
1999.179 V kan ikke antages at være et brud med dette udgangspunkt,
idet der forelå de særlige omstændigheder, at den indfriende
kautionist havde en afdragsordning med kreditor,220 og at det ikke
fandtes bevist, at kreditor havde frafaldet kravet over for
samkautionisten. Der var således ikke tale om en afvikling af hele
mellemværendet.
UfR 1999.179 V: A og B havde stiftet et ApS og havde i den forbindelse
optaget et lån i en bank, for hvilket A og B havde påtaget sig
selvskyldnerkaution. Selskabet blev senere erklæret konkurs, og
banken gjorde en fordring på ca. 1,6 millioner kr. gældende mod A og
B. B opnåede ved et forlig at skulle betale 650.000 kr. i afdrag til
banken. Han gjorde herefter gældende, at A skulle betale 50 % af dette
beløb efter reglerne om brøkdelsregres, mens A gjorde gældende, at
reglerne om overskudsregres skulle anvendes, hvilket ville betyde, at
B ikke havde regres over for A. Landsretten fandt, at B havde regres
mod A i det omfang, han betalte beløb til banken, og at denne regres
skulle være brøkdelsregres.
Ved tredjemandspant antages det, at pantets realisable værdi indgår i
regresfordelingen med den andel, der svarer til forholdet mellem
denne værdi og den indfriende kautionists hæftelsesbeløb,
medmindre andet er aftalt.221
Vedrørende spørgsmålet om forældelse af regreskrav henvises til kap.
13, afsnit 5.4.3.2.b.
3.1.3. - Forskellige regresordninger
Når visse nærmere betingelser er opfyldt, hæfter arvinger, der helt
eller delvist har delt boets aktiver, personligt og solidarisk for gæld,
der kan gøres gældende mod boet, jf. dødsboskiftelovens § 27, stk.
1.222 En usikret kreditor kan holde sig til een af arvingerne og kræve
hele sin fordring betalt af denne. Den arving, der således må betale
fordringen, har erhvervet regres mod de andre arvinger i boet, jf.
princippet i gbl. § 2, stk. 2. Regreskravet er begrænset og pro rata.
Side 292
Ansvarsforsikringsselskabet for en bil, der forvolder skade, hæfter
solidarisk med skadevolderen over for skadelidte. I praksis vil
skadelidte selvsagt altid holde sig til selskabet, idet selskabet efter
færdselslovens § 108, stk. 1, hæfter direkte over for skadelidte, og
fordi selskabet som regel er den mest solvente af dem.
I visse tilfælde har selskabet regres mod skadevolder. Hvis det er
vedtaget i forsikringsaftalen, har selskabet således regres over for
føreren af bilen, når denne har forvoldt skaden ved grov
hensynsløshed, jf. færdselslovens § 108, stk. 2.
Herudover kan forskellige aftaletyper på formuerettens område
indeholde andre regresordninger, der skal gælde i det indbyrdes
forhold mellem parterne.
3.2. - Indbyrdes afhængighed
Når flere debitorer hæfter solidarisk er der en indbyrdes afhængighed.
Indfrier en af debitorerne gælden over for kreditor, fritages de andre
debitorer for betaling over for kreditor. Svigter en af debitorernes
likviditet, går det ud over de andre, som så hæfter alene for gælden
over for kreditor. I skyldforhold, hvor debitorerne hæfter på lige fod,
påvirkes deres indbyrdes hæftelse som udgangspunkt ikke, hvis det
viser sig, at en af debitorerne ikke er forpligtet f.eks. pga., at hans
underskrift er forfalsket. Dette udgangspunkt fraviges, hvis
meddebitorerne har tillagt denne debitors medhæftelse stor
betydning, og kreditor måtte indse dette og måske også i den situation,
hvor kreditor burde have indset det. Når flere debitorer påtager sig at
hæfte for en gæld i fællesskab, vil de nemlig ofte regne med
muligheden for at kunne gøre regres mod deres meddebitorer, og når
denne mulighed bortfalder, kan det tænkes, at debitorernes
forudsætninger for at påtage sig forpligtelsen ændres, jf. hertil UfR
2008.1664 H, hvor en kautionist alene fandtes at hæfte med halvdelen
som følge af bristende forudsætninger.
Ved kaution for et bank- eller sparekasselån skal samtlige kautionister
underrettes, hvis hoveddebitor udebliver med afdrag eller renter.
Inden for erhvervsforhold kan det dog aftales, at een kautionist kan
modtage meddelelsen på samtlige kautionisters vegne, jf. lov om
finansiel virksomhed § 47. En sådan bemyndigelse er da også
almindelig i erhvervsforhold, jf. kautionserklæringen i eks. 2 gengivet
ovenfor i afsnit 2.2.3. De andre kautionister er derfor afhængige af, at
denne kautionist underretter dem hurtigst muligt, så de kan tage
stilling til deres hæftelse.
Side 293
Forkortelser
AB 92
Almindelige betingelser for arbejder i bygge- og anlægsvirksomhed af
1992, Boligministeriet 10. december 1992.
B
Byretsdom
bet.
Betænkning
bkg.
Bekendtgørelse
CMR-loven
Lov om fragtaftaler ved international vejtransport
DL
Danske Lov
EAL
Erstatningsansvarsloven
EU
Den europæiske Union
FAL
Lov om forsikringsaftaler
FED
Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
gbl.
Gældsbrevsloven
H
Højesteretsdom/kendelse
J
Juristen
JD
Juridisk Domssamling
KL
Konkursloven
lbkg.
Lovbekendtgørelse
LHS
Landsover-, Hof- og Stadsretsdom/kendelse
rpl.
Retsplejeloven
SH
Sø- og Handelsrettens dom/kendelse
T:BB
Tidsskrift for Bolig- og Byggeret
TfR
Tidsskrift for Rettsvitenskap
TfS
Tidsskrift for Skatter og Afgifter
TL
Tinglysningsloven
UfR
Ugeskrift for Retsvæsen
V
Vestre Landsrets dom/kendelse
Ø
Østre Landsrets dom/kendelse
Side 294
Litteraturfortegnelse
1.
Aftaler og mellemmænd Lennart Lynge Andersen og Palle Bo
Madsen: Aftaler og mellemmænd, 6. udg. 2012
2.
Aftalelovskommentar Lennart Lynge Andersen: Aftaleloven
med kommentarer, 5. udg. 2008
3.
bet. 634 Betænkning nr. 634 om udlæg og udpantning, 1971
4.
bet. 1460 Betænkning nr. 1460 om revision af
forældelseslovgivningen, 2005
5.
M.B. Andersen: Aftaleret Mads Bryde Andersen:
Grundlæggende aftaleret - Aftaleretten I, 4. udg. 2013
6.
M.B. Andersen: Enkelte transaktioner Mads Bryde Andersen:
Enkelte transaktioner, 2011
7.
Jan Schans Christensen Jan Schans Christensen:
Kapitalselskaber: Aktie- og anpartsselskabsret, 3. udg. 2009
8.
Dansk privatret Paul Krüger Andersen m.fl.: Dansk privatret, 17.
udg. 2012
9.
Dansk Selskabsret 3 Søren Friis Hansen og Jens Valdemar
Krenchel: Dansk Selskabsret 3, 2004
10.
Erstatningsansvarslovskommentar Jens Møller og Michael S.
Wiisbye: Erstatningsansvarsloven med kommentarer, 6. udg.
2002
11.
Bo von Eyben: Forældelse Bo von Eyben: Forældelse efter
forældelsesloven af 2007, 2012
12.
Forældelseslovskommentar Eivind Einersen: Forældelsesloven
af 1908 med kommentarer, 1999
13.
Godsk Pedersen Hans Viggo Godsk Pedersen: Kaution, 9. udg.
2011
14.
Gomard 1 Bernhard Gomard: Obligationsret, 1. del, 4. udg. 2006
15.
Gomard 2 Bernhard Gomard: Obligationsret, 2. del, 4. udg. 2011
ved Torsten Iversen
16.
Gomard 3 Bernhard Gomard: Obligationsret, 3. del, 2. udg. 2009
ved Torsten Iversen
17.
Gomard 4 Bernhard Gomard: Obligationsret, 4. del, 1994
18.
Gomard: Alm. kontraktsret Bernhard Gomard m.fl.: Almindelig
kontraktsret, 4. udg. 2012 ved Hans Viggo Godsk Pedersen og
Anders Ørgaard Gomard: Selskabsretten Bernhard Gomard:
Selskabsretten, 5. udg. 1999
19.
Grathe: Pengefordringer A. Grathe: Pengefordringer, 1992
20.
Gældsbrevslovskommentar Lennart Lynge Andersen, Peter
Møgelvang-Hansen og Anders Ørgaard: Gældsbrevsloven med
kommentarer, 2. udg. 2007
21.
Hørby Jensen Retsfortabende passivitet: Camilla Hørby Jensen:
Retsfortabende passivitet - hvorfor, hvordan, hvornår?, 2007
22.
Højrup Hans Verner Højrup: Kaution, 1977
23.
Pia Moltke Jensen Pia Moltke Jensen: Konneksitet - forskellige
aspekter af modregning og tilbageholdsret, 2008
24.
25.
26.
27.
28.
29.
30.
31.
32.
33.
34.
35.
36.
37.
38.
39.
40.
41.
42.
43.
44.
45.
46.
Krag Jespersen Halfdan Krag Jespersen: Kaution, 1965
Krag Jespersen: Lejeret 1 Halfdan Krag Jespersen: Lejeret 1,
1989
Stig Jørgensen: Kontraktsret 2 Stig Jørgensen: Kontraktsret, 2.
bind, 1972
Karnov Karnovs Lovsamling, red. af Bo von Eyben, Jan
Pedersen og Thomas Rørdam, 28. udg. 2013
Kier Susanne Kier: Garanti & Kreditforsikring, 2004
Konkurslovskommentar Lars Lindencrone Petersen og Anders
Ørgaard: Konkursloven med kommentarer, 12. udg. 2013
Kreditaftalelovskommentar Lennart Lynge Andersen:
Kreditaftaleloven 2010, 2011
Kreditorforfølgning Bo von Eyben og Peter MøgelvangHansen:
Kreditorforfølgning - Materiel foged- og konkursret, 7. udg.
2013
Kreditretten Lennart Lynge Andersen og Erik Werlauff:
Kreditretten, 5. udg. 2010
Købelovskommentar Jacob Nørager-Nielsen, Søren Theilgaard,
Michael Bjerg Hansen og Martin Hørmann Petersen: Købeloven
med kommentarer, 3. udg. 2008
Lassen: Speciel del Julius Lassen: Haandbog i Obligationsretten,
Speciel Del, 1897
Litteraturfortegnelse Lassen: Håndbog Julius Lassen: Haandbog
i Obligationsretten, Almindelig Del, 3. udg. 1920
Legind Nina Dietz Legind: Privat kaution for banklån, 2003
Lookofsky og Ulfbeck: Køb Joseph Lookofsky og Vibe Ulfbeck:
Køb - Dansk indenlandsk købsret, 3. udg. 2008
Lynge Andersen og Tanja Jørgensen Lennart Lynge Andersen
og Tanja Jørgensen: Bank- og særlige indlån, 2008
Lynge Andersen og Møgelvang-Hansen Lennart Lynge
Andersen og Peter Møgelvang-Hansen: Bankretlige emner,
klager over pengeinstitutter, 2. udg. 2005
Lyngsø: Gældsbrevsloven Preben Lyngsø: Gældsbrevloven med
kommentarer, 3. udg. 1989
Lærebog i erstatningsret Bo von Eyben og Helle Isager:
Lærebog i erstatningsret, 7. udg. 2011
Lærebog i Obligationsret I Mads Bryde Andersen og Joseph
Lookofsky: Lærebog i Obligationsret I - Ydelsen, Beføjelser, 3.
udg. 2010
P. Mortensen: Landbrugsforpagtning Peter Mortensen:
Landbrugsforpagtning - misligholdelse af parternes
hovedforpligtelser, 1999
P. Mortensen: Indledning til tingsretten Peter Mortensen:
Indledning til tingsretten, 2. udg. 2009
P. Mortensen: Tinglysning Peter Mortensen: Digital Tinglysning
for studerende 2013
Pant Vagn Carstensen og Thomas Rørdam: Pant, 7. udg. 2002
47.
48.
49.
50.
51.
52.
53.
54.
55.
56.
57.
58.
59.
60.
61.
Panteret Bent Iversen og Lars Hedegaard Kristensen: Panteret,
4. udg. 2012
Ravnkilde: Betalingskorrektioner Jens Ravnkilde:
Betalingskorrektioner, 2001
Retsplejelovskommentar Bernhard Gomard, Jens Møller, Oliver
Talevski, Peter Thønnings (red.): Kommenteret retsplejelov Bruxelles Iforordningen, 9. udg. 2013
Selskabsformerne Noe Munck og Lars Hedegaard Kristensen:
Selskabsformerne - lærebog i Selskabsret, 7. udg. 2010
Sikkerhed i fordringer Nis Jul Clausen og Camilla Hørby Jensen:
Sikkerhed i fordringer, 6. udg. 2011
Smith Carsten Smith: Kausjonsrett, 3. utgave 1997 ved
Marianne Olssøn og Terese Smith Sæbø: Motregning Rune
Sæbø: Motregning, 2003
Ivan Sørensen Ivan Sørensen: Forsikringsret, 5. udg. 2010
Beck Thomsen Hans Helge Beck Thomsen: Kaution og
tredjemandspant, 3. udg. 2011
Tinglysningslovskommentar Hans Willumsen:
Tinglysningsloven med kommentarer, 1997
Udkast til gældsbrevslov Udkast til Lov om Gældsbreve med
tilhørende Bemærkninger, udarbejdet af den ved kgl.
Resolution af 13. juni 1932 nedsatte kommission, 1935
Ussing: Aftaler Henry Ussing: Aftaler paa Formuerettens
Omraade, 3. udg. 1950
Ussing: Alm. del Henry Ussing: Obligationsretten, Almindelig
del, 4. udg. 1967, ved A. Vinding Kruse
Ussing: Enkelte kontrakter Henry Ussing: Enkelte kontrakter, 2.
udg. 1946
Ussing: Kaution Henry Ussing: Kaution 1928
Werlauff: Skyldforhold Erik Werlauff: Skyldforhold Obligationsrettens grundbegreber, 2. udg. 2011
Side 295
Side 296
Side 297
Side 298
Side 299
Side 300
Lovregister
Hvor der er flere sidehenvisninger, markerer eventuel fed skrift det
sted, hvor den pågældende bestemmelse særligt er behandlet.
AB 92 (Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og
anlægsvirksomhed af 1992)
1.
§ 3, stk. 1 250
2.
§ 5, stk. 1 19, 19 n12, 20 n14, 48 n33
3.
§ 5, stk. 2 54, 94
4.
§ 5, stk. 3 18 f, 19 n12, 20 n14
5.
§ 5, stk. 4 19 n12
6.
§ 14 50 n37
7.
§ 14, stk. 1 50
8.
§ 36 197, 222
9.
§ 36, stk. 1 212
10.
§ 36, stk. 2 212
Aftaleloven (lbkg. nr. 781 af 26/8 1996 om aftaler og andre
retshandler på formuerettens område)
1.
§ 10, stk. 1 104
2.
§ 28 112
3.
§§ 29-33 66, 108
4.
§ 30 66 f, 101
5.
§ 32 150
6.
§ 33 268
7.
§ 34 66 n72, 68, 101, 111
8.
§ 35 137
9.
§ 36 29, 32, 71 n89, 97 n161, 98, 113, 197, 253, 268 f, 272
10.
§ 38 a-d 253
11.
§ 38 b 270
12.
§ 38 c 253, 270
13.
§ 39, 2. pkt. 147
14.
§ 40 93
Aktiv socialpolitik, lov om (lbkg. nr. 190 af 24/2 2012)
1.
§ 91 155
Andelsboligforeningsloven (lbkg. nr. 1716 af 16/12 2010 om
andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber)
1.
§ 16 244
2.
§ 16, stk. 3 244, 245
Arbejdsløshedsforsikringsloven (lbkg. nr. 1101 af 12/9 2013)
1.
§ 86, stk. 2 156
2.
§ 86, stk. 4 155
Arveloven (lbkg. nr. 515 af 6/6 2007 med senere ændringer)
1.
§ 17 35
2.
§ 18 35
3.
§ 19 35
4.
§ 25, stk. 1 35
Behandling af krav om tilbagebetaling af arbejdsmarkedsbidrag m.v.,
lov om (lbkg. nr. 389 af 20/5 1992)
1.
§ 1 161, n35
Checkloven (lbkg. nr. 558 af 25/8 1986)
1.
§ 22 108
2.
§ 44, stk. 1 og 2 250
3.
§ 48 245
4.
§ 52 244
5.
§ 53 245
6.
§ 53, stk. 6 245
CMR-loven (lbkg. nr. 602 af 9/9 1986 om fragtaftaler ved international
vejtransport)
1.
§ 41 244
2.
§ 41, stk. 3 245
3.
§ 41, stk. 4 244
DL (Danske Lov, Kong Christian den Femtes Danske Lov af 14/4 1683)
1.
1-23-15 277 f
2.
5-1-2 174, 266, 288
3.
5-14-4 182, 192 f, 196 n94, 199 f, 222 f, 225, 228, 230
Dødsboskifteloven (lov nr. 383 af 22/5 1996 om skifte af dødsboer
med senere ændringer)
Side 301
1.
§ 22, stk. 1, nr. 2 35
2.
§ 27, stk. 1 291
3.
§ 33, stk. 2 35 n44
4.
§ 57, stk. 1 35
5.
§§ 81-83 183
EAL (lbkg. nr. 885 af 20/9 2005 om erstatningsansvar med senere
ændinger)
1.
§ 11 149, 217
2.
§ 16, stk. 1, 2. pkt. 141
3.
§ 16, stk. 3 243
4.
§ 18, stk. 1 44 f, 45 n22
5.
§ 25 248, 251
6.
§ 25, stk. 1 289
7.
§ 27, stk. 1 149
8.
§ 27, stk. 2 288
Erhvervsdrivende fonde, lov om (lbkg. nr. 560 af 19/5 2010 med
senere ændringer)
1.
§ 44 287
2.
§ 46 287
3.
§ 59 287 n212
Erhvervsdrivende virksomheder, lov om visse (lbkg. nr. 1295 af 15/11
2013 med senere ændringer)
1.
§ 1 281
2.
§ 2, stk. 1 282
3.
§ 2, stk. 2 285
4.
§ 2, stk. 3 282
5.
§ 4 281
6.
§ 5, stk. 1, nr. 2 286
Erhvervslejeloven (lbkg. nr. 1714 af 16/12 2010 med senere
ændringer)
1.
§ 6 36, 36 n48
FAL (lbkg. nr. 999 af 5/10 2006 med senere ændringer om
forsikringsaftaler)
1.
§ 24, stk. 1, 2. pkt. 140
2.
§ 29, stk. 1 243
3.
§ 29, stk. 5 243
4.
§ 41 248, 250
5.
§ 42 250
6.
§ 43 250
7.
§ 54 26
8.
§ 57 26
9.
§ 95 279
10.
§§ 113-114 131
11.
§ 116, stk. 1 46
12.
§ 123 46
Ferieloven (lbkg. nr. 202 af 22/2 2013 med senere ændringer)
1.
§ 39 177
Finansiel virksomhed, lov om (lbkg. nr. 948 af 2/7 2013)
1.
§ 47 252, 265, 274, 276, 292
2.
§ 48 274, 276
Forældelsesloven (lov nr. 1063 af 28/8 2013 om forældelse af
fordringer)
1.
§ 1 242
2.
§ 2, stk. 1 201, 229
3.
§ 2, stk. 2 202
4.
§ 2, stk. 3 203
5.
§ 2, stk. 4 204, 224
6.
§ 2, stk. 5 202
7.
§ 3, stk. 1 198
8.
§ 3, stk. 2 157 n30, 199, 203 f, 209
9.
§ 3, stk. 3 199, 210, 222
10.
§ 3, stk. 3, nr. 1 224
11.
§ 3, stk. 3, nr. 2 225
12.
§ 3, stk. 3, nr. 3 201
13.
§ 4 199, 230
14.
§ 4, stk. 2 209, 222
15.
§§ 4-8 198
16.
§ 5 198, 201, 225, 228, 230 f, 234, 245
17.
§ 5, stk. 1, nr. 2 225 n134
18.
§ 5, stk. 2 228
19.
§§ 5-8 209
20.
§ 6 199, 228
21.
§ 6, stk. 1 201
22.
§ 6, stk. 2 229
23.
§ 6, stk. 3 229
24.
§ 7 230
25.
§ 8 196 n95, 230
26.
§ 9 206
27.
§ 10 206 f
28.
§ 11 229, 253, 278
29.
§ 12 229
30.
§ 12, stk. 1 207
31.
§ 12, stk. 2 207
32.
§ 13 209
33.
§ 14 221
34.
§ 15 230 f, 239
35.
§ 16 233, 234, 239 f
36.
§ 16, stk. 1 234
37.
§ 16, stk. 2, nr. 2 234
38.
§§ 16-18 230 f, 236
39.
§ 17 233
40.
§ 17, stk. 1 235
41.
§ 17, stk. 3 235
42.
43.
44.
45.
46.
47.
48.
49.
50.
51.
52.
53.
54.
55.
56.
57.
58.
59.
60.
61.
62.
63.
64.
65.
66.
67.
68.
69.
70.
71.
72.
73.
74.
75.
76.
77.
§ 18 233, 235
§ 18, stk. 1 235
§ 18, stk. 2 235
§ 18, stk. 3 235
§ 18, stk. 4 235 f
§ 19, stk. 1 231
§ 19, stk. 2-6 231
§ 19, stk. 3 234
§ 19, stk. 4 235
§ 19, stk. 7 227 n137
§ 20 233, 237
§ 20, stk. 1 234 f
§ 20, stk. 2 239
§ 20, stk. 3 235
§§ 20-22 231
§ 21, stk. 1 239
§ 21, stk. 2 238
§ 21, stk. 1-3 237
§ 21, stk. 4 239
§ 21, stk. 5 199, 240 f
§ 22 239
§ 23, stk. 1 240
§ 24 240
§ 25 196, 241
§ 25, stk. 1 242
§ 25, stk. 2 242
§ 25, stk. 2, nr. 2 242
§ 25, stk. 4 242
§ 25, stk. 5 196
§ 26, stk. 1 197
§ 26, stk. 2 197, 212
§ 27, stk. 2 233
§ 28 244
§ 30, stk. 1, 1. pkt. 195
§ 30, stk. 1, 2. pkt. 195
§ 32 185
Side 302
Funktionærloven (lbkg. nr. 81 af 3/2 2009 om retsforholdet mellem
arbejdsgivere og funktionærer med senere ændringer)
1.
§ 2 136
2.
§ 2 a 147
Færdselsloven (lbkg. nr. 1055 af 9/11 2012 med senere ændringer)
1.
§ 101, stk. 1 279
2.
§ 104, stk. 1 279
3.
§ 108, stk. 1 292
4.
§ 108, stk. 2 279, 292
5.
§ 116 246
Gbl. (lbkg. nr. 669 af 23/9 1986 om gældsbreve med senere
ændringer)
1.
§ 1 63, 164
2.
§ 2 248
3.
§ 2, stk. 1 247, 250
4.
§ 2, stk. 2 291
5.
§ 2, stk. 2, 1. pkt. 288, 290
6.
§ 2, stk. 2, 2. pkt. 288, 290
7.
§ 7, stk. 1 168, 249
8.
§ 9 54, 64, 65
9.
§ 10 65
10.
§ 11, stk. 2 58 f, 99
11.
§ 11, stk. 2, nr. 1 115 n211
12.
§ 11, stk. 2, nr. 1-4 59
13.
§ 11, stk. 2, nr. 2-4 115 n212
14.
§ 11, stk. 2, nr. 3 60 f
15.
§ 11, stk. 2, nr. 4 59 f
16.
§ 11, stk. 3 100
17.
§ 13 115 ff, 120
18.
§ 13, 1. pkt 115
19.
§ 13, 2. pkt 115
20.
§ 14 105, 112, 119, 123, 125, 129
21.
§ 14, stk. 1 64, 124
22.
§ 14, stk. 2 124
23.
§ 15 57 f, 62, 64, 66, 100 ff, 110, 115, 179
24.
§ 15, stk. 1 102, 107 f, 111, 179
25.
§ 15, stk. 2 102 f, 106, 111, 179
26.
§ 15, stk. 3 100, 103, 106, 110 f, 118
27.
§§ 15-17 100
28.
§ 16 114, 114 n209, 118, 120, 121 n223, 122
29.
§ 17 78, 111 ff
30.
§ 18 167
31.
§ 18, stk. 1 173, 179
32.
§ 18, stk. 2 103, 179 f
33.
§ 19 54, 64, 116 f, 118
34.
§ 19, stk. 1 118
35.
36.
37.
38.
39.
40.
41.
42.
43.
44.
45.
46.
47.
48.
49.
50.
51.
52.
53.
54.
55.
§ 19, stk. 2 118
§ 20 64, 116, 117, 118, 120
§ 20, stk. 1 119, 120, 121
§ 21 77, 110, 116, 118
§ 21, stk. 1 118, 121
§ 21, stk. 1, 2. pkt. 118
§ 21, stk. 2 112, 118
§ 21, stk. 2, 1. pkt. 120, 122
§ 21, stk. 2, 2. pkt. 121 n223
§ 22 108, 110
§ 26 124, 126
§ 27 22, 48, 53, 56 n49, 57 n52, 65 ff, 71 f, 94, 97, 101, 178 f,
258, 272
§ 28 167, 173 n56, 174, 179
§ 28, 1. pkt. 173
§ 28, 2. pkt. 173
§ 29 39, 43 n13, 58, 64, 72 ff, 83, 86 n133, 92, 96, 119, 136
§ 31 57 n52, 61, 61 n62, 69 n77, 74, 79, 81, 85 ff, 96, 98 f, 128
§ 31, stk. 1 74 n97, 81, 87 f, 92, 94
§ 31, stk. 2 54, 68 f, 81, 87 f, 92 f
§ 31, stk. 4 77 n109
§ 61 250, 252, 257, 288, 290
Side 303
Grundloven (Danmarks Riges Grundlov, nr. 169 af 5/6 1953)
1.
§ 25 184
Hundeloven (lbkg. nr. 254 af 8/3 2013 med senere ændringer)
1.
§ 8 279
Kildeskatteloven (lbkg. nr. 1403 af 7/12 2010 om opkrævning af
indkomstskat samt kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat
for personer m.v. med senere ændringer)
1.
§ 61, stk. 4 205
2.
§ 62, stk. 3 173 n56
Klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, lov om (lbkg.
nr. 1113 af 7/11 2011 med senere ændringer)
1.
§ 59, stk. 1 243
2.
§ 59, stk. 2 243
Konkursloven (lbkg. nr. 217 af 15/3 2011)
1.
§ 14 227
2.
§ 29 37
3.
§ 32 37
4.
§ 33 42 n10
5.
§ 38 37
6.
§ 67 163
7.
§ 128 183
8.
§ 134, stk. 2 183
9.
§ 156 166
10.
§ 208 b 184
11.
§ 226 227
Kreditaftaleloven (lov nr. 761 af 11/6 2011 med senere ændringer)
1.
§ 7, stk. 1 22
2.
§ 28 138 n3
3.
§ 28, stk. 1 138
4.
§ 31 58, 110, 111
5.
§ 31, stk. 2 110 n196
6.
§ 32 22, 71 n89, 98
7.
§ 33 22
8.
§ 33, stk. 1 22, 71 n89, 98, 110
9.
§ 33, stk. 4 110
10.
§ 56, stk. 1 111
Købeloven (lbkg. nr. 237 af 28/3 2003 med senere ændringer)
1.
§ 12 203
2.
§ 28, stk. 2 163
3.
§§ 33-35 163
4.
§ 52 212
5.
§ 54 181, 212
6.
§ 59 65 n69
7.
§ 81 212
8.
§ 83 181, 212
Lejeloven (lbkg. nr. 963 af 11/8 2010)
1.
§ 7 36, 37, 244
2.
§ 49 244
3.
§ 73, stk. 1 21
4.
§ 75, stk. 1 21
5.
§ 80 136
Luftfartsloven (lbkg. nr. 1036 af 28/8 2013 med senere ændringer)
1.
§ 118 244 f
Side 304
Miljøskadeerstatningsloven (lov nr. 225 af 6/4 1994 om erstatning for
miljøskader med senere ændring)
1.
§ 1 224
2.
§ 6 243
3.
§ 6, stk. 2 224
Produktansvarsloven (lov nr. 261 af 20/3 2007 med senere
ændringer)
1.
§ 14, stk. 1 215, 243
2.
§ 14, stk. 2 og 3 243
Renteloven (lbkg. nr. 743 af 4/9 2002 med senere ændring om renter
ved forsinket betaling m.v.)
1.
§ 3, stk. 2 202, 274
2.
§ 5, stk. 1 og 2 280
Retsvirkningsloven (lbkg. nr. 1053 af 12/11 2012 med senere
ændringer om ægteskabets retsvirkninger)
1.
§ 11 138, 287
2.
§ 25 287
Rpl. (lbkg. nr. 1139 af 24/9 2013 om rettens pleje)
1.
§ 348, stk. 1 234
2.
§ 490, stk. 1 236
3.
§ 496, stk. 2 139
4.
§ 499 51
5.
§ 504, nr. 1 51
6.
§ 508 39
7.
§ 509 42
8.
§ 511 43, 49, 176
9.
§ 511, stk. 1 42, 42 n12, 45, 176
10.
§ 511, stk. 2 48
11.
§ 511, stk. 3 49, 50, 51, 52, 53
12.
§ 512 176
13.
§ 512, stk. 1 47
14.
§ 512, stk. 2 46
15.
§ 512, stk. 3 46
16.
§ 513 45, 176
17.
§ 513, stk. 1 45, 45 n22
18.
§ 513, stk. 2 177
19.
§ 513, stk. 3 45
20.
§ 514 55
21.
§ 519, stk. 1 129
22.
§ 523, stk. 2-4 129
23.
§ 524 77
24.
§ 526, stk. 1 95, 129
25.
§ 573 36
26.
§ 573, stk. 1 37
27.
§ 573, stk. 2 37
28.
§ 1018 a 177
29.
§ 1018 h 177 n67
Selskabsloven (lbkg. nr. 322 af 11/4 2011)
1.
§ 33 200
Skatteforvaltningsloven (lbkg. nr. 175 af 23/2 2011)
1.
§ 26 184, 206
2.
§ 26, stk. 1 og 2 184
3.
§ 27 184 f, 206
4.
§ 27, stk. 1, nr. 7 218
5.
§ 27, stk. 2 214
6.
§ 31 184, 206
7.
§ 32 184 f, 206
8.
§ 32, stk. 1, nr. 1 218
9.
§ 32, stk. 2 214
10.
§ 34 a, stk. 1 185
11.
§ 34 a, stk. 4 185, 206, 219
12.
§ 48 227
13.
§ 49 227
Social pension, lov om (lbkg. nr. 1116 af 23/9 2013 med senere
ændringer)
1.
§ 42 155
2.
§ 47, stk. 1 46
Sommerhusloven (lbkg. nr. 949 af 3/7 2013)
1.
§ 1 103
Sygedagpengeloven (lbkg. nr. 871 af 28/6 2013 med senere
ændringer)
1.
§ 71 155
2.
§ 78 46
3.
§ 78, stk. 2 208 n115
Søloven (lbkg. nr. 856 af 1/7 2010 med senere ændringer)
1.
§ 55, stk. 3 245
2.
§ 101 286
3.
§ 102 285
4.
§§ 292 ff 131
5.
§ 501 244
6.
§ 501, stk. 5 245
7.
§ 501, stk. 6 244
8.
§ 502 245
Side 305
TL (lbkg. nr. 158 af 9/3 2006 om tinglysning med senere ændringer)
1.
§ 1 36, 79 n112, 122 n226, 130
2.
§ 1, stk. 1 98, 130
3.
§ 1, stk. 2 36
4.
§ 1 a, stk. 1 98
5.
§ 1 a, stk. 4 98, 130
6.
§ 2 130
7.
§ 3 36, 37
8.
§ 5 121
9.
§ 11, stk. 2 121
10.
§ 27 79 n11, 107, 107 n188, 122 n225
11.
§ 27, stk. 2 59, 60, 98, 99, 110 n196
12.
§ 27 a, 100, 100 n167, 107
13.
§ 27 a, stk. 1 107, 110
14.
§ 27 a, stk. 2, 1. pkt. 114, 122
15.
§ 27 a, stk. 2, 2. pkt. 112
16.
§ 27 b 64
17.
§ 29, stk. 1 120
18.
§ 29, stk. 2 121
19.
§ 29 a 110, 121, 122 n224
20.
§ 29 b 122 n224
21.
§ 29 b, stk. 1 112
22.
§ 29 b, stk. 1, 1. pkt. 121
23.
§ 29 b, stk. 2 110
24.
§ 39 32, 33 f
25.
§ 39, stk. 1 23, 23 n21, 24, 27, 29, 29 n36, 30, 33, 33 n40, 34, 36
n47
26.
§ 39, stk. 2 34
27.
§ 42 d, stk. 3 98
28.
§ 42 d, stk. 7 98
29.
§ 42 d, stk. 7, 1. pkt. 130
30.
§ 42 g, stk. 3, 1. pkt. 100
31.
§ 42 g, stk. 3, 2. pkt. 59, 61, 99
32.
§ 42 j, stk. 3 98
33.
§ 42 j, stk. 7 98
34.
§ 42 j, stk. 7, 1. pkt. 130
35.
§ 42 m, stk. 2, 1. pkt. 100
36.
§ 42 m, stk. 2, 2. pkt. 59, 61, 99
37.
§ 47, stk. 2 98
38.
§ 47, stk. 6 98, 130
39.
§ 47, stk. 7, 1. pkt. 100
40.
§ 47, stk. 7, 2. pkt. 59, 61, 99
41.
§ 47 d 96
42.
§ 47 d, stk. 1 40 n5
Vekselloven (lbkg. nr. 559 af 25/8 1986)
1.
§§ 43-46 251
2.
§ 54 245
3.
§ 70 244
4.
§ 71 245
5.
§ 71, stk. 5 245
Virksomhedsoverdragelsesloven (lbkg. nr. 710 af 20/8 2002 om
lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse)
1.
§ 2, stk. 1 28
Værdipapirhandelsloven (lbkg. nr. 982 af 6/8 2013 med senere
ændringer)
1.
§ 73 225 n134
Værgemålsloven (lov nr. 1015 af 20/8 2007 med senere ændringer)
1.
§ 6 112
2.
§ 46 112
3.
§ 46, stk. 1 269
Ændringslov (lov nr. 616 af 12/6 2013 om ændring af selskabsloven,
visse erhvervsdrivende virksomheder, årsregnskabsloven og om Det
Centrale Virksomhedsregister)
1.
§ 5, stk. 1 287 n214
Side 306
Domsregister
FED
1.
FED 1995.282 Ø 226
2.
FED 1996.184 Ø 215
3.
FED 1996.1553 Ø 215
4.
FED 1997.1819 Ø 211
5.
FED 1997.1958 Ø 211
6.
FED 1998.135 V 187
7.
FED 1998.402 Ø 216
8.
FED 1998.683 V 215
9.
FED 1998.1146 V 211
10.
FED 1999.89 Ø 161
11.
FED 1999.1566 V 187
12.
FED 1999.1711 Ø 198
13.
FED 1999.2269 Ø 207
14.
FED 1999.2467 Ø 164
15.
FED 2000.1757 V 192
16.
FED 2000.2250 Ø 226
17.
FED 2001.463 Ø 189, 210
18.
FED 2001.1004 V 215
19.
FED 2001.1141 Ø 211
20.
FED 2001.1307 Ø 210
21.
FED 2001.2478 Ø 210
22.
FED 2002.948 V 239
23.
FED 2002.1028 V 216, 232
24.
FED 2002.2427 V 203
25.
FED 2002.2550 V 220
26.
FED 2002.2707 Ø 211
27.
FED 2003.242 Ø 216
28.
FED 2003.890 V 217
29.
FED 2003.1735 V 216
30.
FED 2003.1894 V 215
31.
FED 2003.1965 Ø 215
32.
FED 2003.2068 Ø 187
33.
FED 2003.3065 Ø 205, 217
34.
FED 2004.224 V 207
35.
FED 2004.234 V 217
36.
FED 2004.609 Ø 192
37.
FED 2004.723 V 217
38.
FED 2004.926 V 204, 208
39.
FED 2004.962 V 192
40.
FED 2004.2203 Ø 208, 232
41.
FED 2005.127 Ø 205
42.
FED 2005.281 Ø 205
43.
FED 2005.306 Ø 205
44.
FED 2006.99 Ø 215
45.
46.
47.
48.
49.
50.
51.
52.
53.
54.
55.
56.
57.
58.
JD
1.
TfS
1.
2.
3.
4.
5.
FED 2006.169 Ø 205
FED 2006.310 V 215
FED 2007.82 Ø 218
FED 2007.137 Ø 226
FED 2007.282 V 153
FED 2008.158 V 205
FED 2008.177 V 217
FED 2008.286 V 215
FED 2009.52 Ø 217
FED 2009.68 V 204, 208
FED 2011.25 Ø 236
FED 2011.28 V 204, 208
FED 2011.70 Ø 208
FED 2011.102 Ø 205
JD 1955.60 B 75
TfS 1994.622 V 221
TfS 2000.234 Ø 233
TfS 2003.650 Ø 222
TfS 2003.718 Ø 221
TfS 2010.148 Ø 221
Side 307
UfR
1.
UfR 1899.311 H 157, 160
2.
UfR 1909.200 LHS 53
3.
UfR 1913.90 H 53
4.
UfR 1913.223 H 53, 54
5.
UfR 1927.484 V 196
6.
UfR 1927.585 H 218
7.
UfR 1931.492 H 226
8.
UfR 1932.354 V 226
9.
UfR 1932.826 Ø 43
10.
UfR 1935.253 H 227
11.
UfR 1935.1046 H 71
12.
UfR 1937.158 H 279
13.
UfR 1938.242 SH 20, 31
14.
UfR 1939.1046 H 283
15.
UfR 1941.177 Ø 202
16.
UfR 1942.393 V 176
17.
UfR 1942.554 V 126
18.
UfR 1943.749 H 100
19.
UfR 1944.543 H 174
20.
UfR 1945.1064 H 177
21.
UfR 1949.74 H 70
22.
UfR 1949.743 SH 233
23.
UfR 1951.643 Ø 23
24.
UfR 1952.120 H 284
25.
UfR 1952.590 V 272
26.
UfR 1953.87 H 106, 179
27.
UfR 1953.395 Ø 113
28.
UfR 1954.80 H 274
29.
UfR 1954.343 V 203
30.
UfR 1954.977 H 178, 240
31.
UfR 1955.13 171
32.
UfR 1955.353 Ø 226
33.
UfR 1955.782 H 259
34.
UfR 1956.134 H 176
35.
UfR 1957.264 H 129
36.
UfR 1958.565 H 30
37.
UfR 1958.744 H 127, 128
38.
UfR 1958.1037 Ø 138
39.
UfR 1958.1231 V 196, 226
40.
UfR 1959.13 H 217
41.
UfR 1959.252 Ø 222
42.
UfR 1959.545/1 V 138
43.
UfR 1959.582 Ø 274
44.
UfR 1959.627 H 172
45.
UfR 1959.639/1 H 138
46.
47.
48.
49.
50.
51.
52.
53.
54.
55.
56.
57.
58.
59.
60.
61.
62.
63.
64.
65.
66.
67.
68.
69.
70.
71.
72.
73.
74.
75.
76.
77.
78.
79.
80.
81.
82.
83.
84.
85.
86.
87.
88.
89.
90.
91.
92.
UfR 1959.824 Ø 94
UfR 1959.876 H 203
UfR 1959.951 Ø 232
UfR 1960.248 Ø 116
UfR 1960.1031 H 76
UfR 1960.1095 Ø 232
UfR 1961.288 Ø 149
UfR 1961.620 V 149, 217
UfR 1961.1109 Ø 47
UfR 1962.185 V 101, 106
UfR 1962.369 V 137
UfR 1962.620/2 B 138
UfR 1963.126 H 169
UfR 1963.775 H 174
UfR 1964.307 V 67
UfR 1964.410 V 232
UfR 1965.334 V 233
UfR 1965.492 H 161
UfR 1965.538 Ø 139
UfR 1966.840 H 217
UfR 1967.48 H 171
UfR 1967.120 H 34
UfR 1967.325 H 232
UfR 1968.352 V 270
UfR 1968.641 V 233
UfR 1969.163 H 284
UfR 1969.710 H 232
UfR 1969.976 V 162
UfR 1970.437/2 H 161
UfR 1970.599 H 174
UfR 1970.711 Ø 156
UfR 1970.906 V 146, 161
UfR 1971.220 Ø 227
UfR 1971.337 V 39, 257, 272
UfR 1971.879 Ø 176
UfR 1972.212 Ø 33
UfR 1972.639 H 87
UfR 1972.672 Ø 169
UfR 1972.795 V 106
UfR 1972.812 V 140
UfR 1973.151 H 158
UfR 1973.1009/2 Ø 42
UfR 1974.6 H 177
UfR 1974.55 H 90, 91
UfR 1974.55 H 91
UfR 1974.198 V 256
UfR 1974.219 V 93
93.
94.
95.
96.
97.
98.
99.
100.
101.
102.
103.
104.
105.
106.
107.
108.
109.
110.
111.
112.
113.
114.
115.
116.
117.
118.
119.
120.
121.
122.
123.
124.
125.
126.
127.
128.
129.
130.
131.
132.
133.
134.
135.
136.
137.
138.
139.
UfR 1974.263 Ø 246
UfR 1974.437 Ø 205, 216
UfR 1974.613/2 Ø 153
UfR 1975.168 H 276
UfR 1975.246 V 71, 98
UfR 1975.511 H 158
UfR 1975.611 SH 141
UfR 1975.613 SH 169
UfR 1975.648 V 153, 162
UfR 1975.691 Ø 232
UfR 1975.898 SH 233
UfR 1975.971 V 84
UfR 1975.1076 H 63
UfR 1976.108 H 22
UfR 1976.598 V 178
UfR 1976.968 V 120
UfR 1977.182 V 145
UfR 1977.188 Ø 268, 273
UfR 1977.366 V 155
UfR 1977.636 H 84, 86
UfR 1977.663 H 178
UfR 1977.971 V 86
UfR 1977.1010 V 226, 232
UfR 1978.177 H 19
UfR 1978.692 B 226
UfR 1978.1701 SH 201
UfR 1979.168 H 268, 274
UfR 1979.300 H 91
UfR 1979.357 H 90
UfR 1979.367 H 91
UfR 1979.402 V 203
UfR 1979.573 H 84
UfR 1979.905 V 23
UfR 1979.942 Ø 139
UfR 1980.299 Ø 69, 70
UfR 1980.388 H 249
UfR 1980.827 Ø 169
UfR 1980.994 H 145, 146, 148
UfR 1981.8 H 274
UfR 1981.169 Ø 125
UfR 1981.349 Ø 158, 198
UfR 1981.503 SH 246
UfR 1981.520 S 85
UfR 1981.738 Ø 220
UfR 1981.922 Ø 271
UfR 1981.958 H 175, 232, 245
UfR 1981.1067 Ø 156, 162
140.
141.
142.
143.
144.
145.
146.
147.
148.
149.
150.
151.
152.
153.
154.
155.
156.
157.
158.
159.
160.
161.
162.
163.
164.
165.
166.
167.
168.
169.
170.
171.
172.
173.
174.
175.
176.
177.
178.
179.
180.
181.
182.
183.
184.
185.
186.
UfR 1982.24 H 171, 172
UfR 1982.80 H 176, 178
UfR 1982.81 H 141
UfR 1982.162 H 274
UfR 1982.315 H 168, 172
UfR 1982.580 H 154, 162
UfR 1982.788 H 215
UfR 1982.1167 V 126
UfR 1982.1181 V 145
UfR 1983.48 H 173
UfR 1983.55 H 279
UfR 1983.170 V 226
UfR 1983.267 SH 170
UfR 1983.291 SH 176
UfR 1983.388 H 176
UfR 1983.404 H 138, 273
UfR 1983.771 V 141
UfR 1983.823 Ø 277
UfR 1983.1058 H 170
UfR 1984.68 H 170
UfR 1984.142 V 145
UfR 1984.205 Ø 137
UfR 1984.341 H 145, 148
UfR 1984.342/1 H 145
UfR 1984.476 H 144
UfR 1984.479 H 136
UfR 1984.598 S 127
UfR 1984.624 V 103, 106, 179, 180
UfR 1984.841 V 155
UfR 1984.872 Ø 105
UfR 1984.896 Ø 154
UfR 1984.947 H 266
UfR 1984.995 V 257, 266, 267
UfR 1984.1071 H 125
UfR 1985.220 V 19, 22, 23
UfR 1985.230 V 169
UfR 1985.324 H 274
UfR 1985.680 Ø 63
UfR 1985.694 Ø 39, 57, 73
UfR 1986.77 Ø 284
UfR 1986.496 H 176
UfR 1986.594 V 198
UfR 1986.683 V 161
UfR 1986.702 Ø 276
UfR 1987.181/1 V 139
UfR 1987.488 H 267, 273, 277
UfR 1987.552 V 138
187.
188.
189.
190.
191.
192.
193.
194.
195.
196.
197.
198.
199.
200.
201.
202.
203.
204.
205.
206.
207.
208.
209.
210.
211.
212.
213.
214.
215.
216.
217.
218.
219.
220.
221.
222.
223.
224.
225.
226.
227.
228.
229.
230.
231.
232.
233.
UfR 1987.707 V 155
UfR 1987.915 H 84, 85
UfR 1988.157 H 154
UfR 1988.305 H 266
UfR 1988.368 H 123
UfR 1988.586 V 154
UfR 1988.821 Ø 173
UfR 1988.937 H 214
UfR 1988.1057 H 172, 177
UfR 1989.38 H 257
UfR 1989.45 H 214, 221
UfR 1989.110 H 250
UfR 1989.316 SH 267
UfR 1989.322 SH 256
UfR 1989.335 SH 175
UfR 1989.720 H 245
UfR 1989.935 V 154
UfR 1989.986 Ø 25
UfR 1989.1046 H 202
UfR 1989.1088 H 153
UfR 1989.1103 H 171
UfR 1989.1108 H 223
UfR 1990.21 H 159
UfR 1990.77 V 250
UfR 1990.247 H 271
UfR 1990.427 Ø 286
UfR 1991.1 H 215
UfR 1991.57 V 153
UfR 1991.95 H 268
UfR 1991.330 H 266, 271, 272
UfR 1991.723 V 156
UfR 1991.965 H 169
UfR 1992.271 H 271
UfR 1992.442 Ø 276
UfR 1992.488 V 271
UfR 1992.498 V 174, 180
UfR 1992.501 V 85, 88
UfR 1992.504 V 155
UfR 1992.575 H 223, 224
UfR 1992.615 H 155
UfR 1992.619 H 155
UfR 1992.677 V 289
UfR 1992.695 H 156
UfR 1992.725 H 155
UfR 1992.763 Ø 159
UfR 1992.789 V 72
UfR 1992.858 H 34
234.
235.
236.
237.
238.
239.
240.
241.
242.
243.
244.
245.
246.
247.
248.
249.
250.
251.
252.
253.
254.
255.
256.
257.
258.
259.
260.
261.
262.
263.
264.
265.
266.
267.
268.
269.
270.
271.
272.
273.
274.
275.
276.
277.
278.
279.
280.
UfR 1993.96 V 128
UfR 1993.236 H 215
UfR 1993.379 H 147
UfR 1993.404 V 174
UfR 1993.604 Ø 220
UfR 1993.696 H 67
UfR 1993.749 H 191
UfR 1993.794 V 175
UfR 1993.804 Ø 174
UfR 1993.871 V 159
UfR 1993.949 V 253, 268
UfR 1993.952 V 186
UfR 1993.952 V 153
UfR 1994.126 V 253, 268
UfR 1994.168 H 214
UfR 1994.213 Ø 147
UfR 1994.243 H 19, 20, 22
UfR 1994.430 H 161
UfR 1994.450 H 161
UfR 1994.470 H 254
UfR 1994.593 Ø 232, 239
UfR 1994.633 H 290
UfR 1994.687 H 290
UfR 1994.812 H 80
UfR 1994.876 H 271, 273
UfR 1994.907 H 147
UfR 1994.934 Ø 191
UfR 1994.1004 V 144, 145, 146, 148
UfR 1995.57 H 290
UfR 1995.114 Ø 108
UfR 1995.245 V 153
UfR 1995.366 H 220
UfR 1995.477 H 259
UfR 1996.318/1 V 51
UfR 1996.321 V 289
UfR 1996.568 V 113
UfR 1996.606 Ø 147
UfR 1996.1653 H 268
UfR 1997.910 H 178, 179
UfR 1997.924 H 187
UfR 1997.954 V 173
UfR 1997.1131 H 274
UfR 1997.1144 H 147, 148
UfR 1997.1171 H 161
UfR 1997.1259 V 222
UfR 1997.1333 H 258
UfR 1997.1466 Ø 236
281.
282.
283.
284.
285.
286.
287.
288.
289.
290.
291.
292.
293.
294.
295.
296.
297.
298.
299.
300.
301.
302.
303.
304.
305.
306.
307.
308.
309.
310.
311.
312.
313.
314.
315.
316.
317.
318.
319.
320.
321.
322.
323.
324.
325.
326.
327.
UfR 1997.1467 Ø 175
UfR 1997.1470 Ø 175, 176
UfR 1997.1633 H 218
UfR 1997.1661 H 155
UfR 1997.1714 H 147, 148
UfR 1998.111 V 204, 205, 215
UfR 1998.180 Ø 110
UfR 1998.566 H 268
UfR 1998.576 H 187
UfR 1998.638 V 155
UfR 1998.705 H 158
UfR 1998.753 V 216
UfR 1998.785 Ø 226
UfR 1998.1012 Ø 211, 279, 289
UfR 1998.1095 Ø 214
UfR 1998.1210 V 156, 162
UfR 1998.1246 Ø 203, 212
UfR 1998.1270 H 173
UfR 1998.1289 H 254
UfR 1998.1620 Ø 176
UfR 1998.1709 V 233
UfR 1998.1754 Ø 156
UfR 1999.83 H 207, 248
UfR 1999.179 V 291
UfR 1999.390 H 101, 110
UfR 1999.505 Ø 207
UfR 1999.522 Ø 187
UfR 1999.541 Ø 220
UfR 1999.1453 Ø 283
UfR 1999.2102 Ø 188
UfR 1999.2105 Ø 190
UfR 1999.2118 Ø 103
UfR 1999.2122 Ø 173
UfR 2000.365 H 289
UfR 2000.424 V 220
UfR 2000.466 V 215
UfR 2000.697 V 188
UfR 2000.733 Ø 188
UfR 2000.953 V 188
UfR 2000.1575 H 286
UfR 2000.1841 V 203
UfR 2000.1953 H 218, 219
UfR 2000.2037 H 103
UfR 2000.2194 V 227
UfR 2000.2444 H 218
UfR 2000.2449 H 268, 269
UfR 2000.2509 V 215
328.
329.
330.
331.
332.
333.
334.
335.
336.
337.
338.
339.
340.
341.
342.
343.
344.
345.
346.
347.
348.
349.
350.
351.
352.
353.
354.
355.
356.
357.
358.
359.
360.
361.
362.
363.
364.
365.
366.
367.
368.
369.
370.
371.
372.
373.
374.
UfR 2000.2520 Ø 215
UfR 2001.149 H 172
UfR 2001.215 V 172
UfR 2001.246 Ø 165
UfR 2001.380 H 87
UfR 2001.882 H 274
UfR 2001.994 H 161
UfR 2001.1182 Ø 47
UfR 2001.1275 H 227
UfR 2001.1368 V 146
UfR 2001.1474 H 165
UfR 2001.1543 H 267
UfR 2001.1560 V 150
UfR 2001.1564 V 158
UfR 2001.1625 Ø 141
UfR 2001.2192 Ø 188
UfR 2001.2272 H 214
UfR 2002.435 V 221
UfR 2002.573 H 198, 204, 208, 232
UfR 2002.1464 H 255
UfR 2002.2269 H 188
UfR 2002.2364 Ø 187
UfR 2002.2396 Ø 172, 177
UfR 2003.390 H 218
UfR 2003.927 Ø 227
UfR 2003.1075 V 156
UfR 2003.1436 Ø 155
UfR 2003.1859 SH 246
UfR 2003.2005 H 218
UfR 2003.2312/3 H 153
UfR 2003.2372 H 191
UfR 2004.18 V 161
UfR 2004.317 H 153
UfR 2004.382 H 222, 239
UfR 2004.911 H 187
UfR 2004.955 Ø 220
UfR 2004.1172/2 V 157
UfR 2004.1703 Ø 286
UfR 2004.2253 H 248, 279, 289
UfR 2004.2308 H 161
UfR 2004.2512 V 143, 159
UfR 2004.2615 V 279, 289
UfR 2005.668 H 174
UfR 2005.1405 V 150, 162, 165
UfR 2005.1594 H 204, 217
UfR 2005.1775 H 170
UfR 2005.1872 V 217
375.
376.
377.
378.
379.
380.
381.
382.
383.
384.
385.
386.
387.
388.
389.
390.
391.
392.
393.
394.
395.
396.
397.
398.
399.
400.
401.
402.
403.
404.
405.
406.
407.
408.
409.
410.
411.
412.
413.
414.
415.
416.
417.
418.
419.
420.
421.
UfR 2005.2171 H 161
UfR 2005.2296 V 208
UfR 2005.2678 H 222
UfR 2005.2837 H 268
UfR 2005.2842 H 153
UfR 2006.272 H 232
UfR 2006.275 H 218, 220
UfR 2006.346 V 187
UfR 2006.352 V 152, 155, 156, 161
UfR 2006.361 V 214
UfR 2006.960 Ø 220
UfR 2006.1492 H 214
UfR 2006.1873 V 169
UfR 2006.1894 V 269
UfR 2006.1956 Ø 187, 190, 191, 200
UfR 2006.2082/2 268
UfR 2006.2535 H 159, 198, 204, 215, 217, 239
UfR 2006.2551 H 161
UfR 2006.2904 V 154
UfR 2006.3050 H 214
UfR 2006.3126 H 198, 240
UfR 2006.3257 V 204, 208, 226, 239
UfR 2007.115 H 203, 211
UfR 2007.270S H 177
UfR 2007.1321 H 171
UfR 2007.1430 Ø 192
UfR 2007.1708 Ø 238
UfR 2007.2090 H 221
UfR 2007.2491 V 211
UfR 2007.2943 Ø 227
UfR 2007.3052 H 150, 170
UfR 2008.11 V 205
UfR 2008.945 H 198, 203, 211, 240
UfR 2008.1079 V 211
UfR 2008.1145 H 171
UfR 2008.1263 Ø 189
UfR 2008.1324 V 223
UfR 2008.1415 H 267
UfR 2008.1664 H 257, 268, 290, 292
UfR 2008.1964 H 85
UfR 2008.2320 V 24
UfR 2008.2323 V 220
UfR 2008.2485 V 152, 162
UfR 2009.289 V 82
UfR 2009.823 V 153, 161
UfR 2009.865 V 187, 190, 191
UfR 2009.1301 V 236
422.
423.
424.
425.
426.
427.
428.
429.
430.
431.
432.
433.
434.
435.
436.
437.
438.
439.
440.
441.
442.
443.
444.
445.
446.
447.
448.
449.
450.
451.
452.
453.
454.
455.
456.
457.
458.
UfR 2009.1663 V 154, 156, 161
UfR 2009.1671 Ø 236
UfR 2009.2551 Ø 236
UfR 2009.3044 H 248
UfR 2010.277 H 211
UfR 2010.332 Ø 212
UfR 2010.633 Ø 212
UfR 2010.1068 H 216
UfR 2010.1628 H 269
UfR 2011.245 H 221, 232, 238
UfR 2011.306 V 154
UfR 2011.507 H 186, 189
UfR 2011.720 Ø 195, 238
UfR 2011.730 Ø 154, 162
UfR 2011.921 Ø 221
UfR 2011.2059 H 213
UfR 2011.2153 V 227
UfR 2011.3188 H 68, 97
UfR 2011.3261 V 195
UfR 2012.574 H 216
UfR 2012.2094 H 215
UfR 2012.2392 H 156, 162
UfR 2012.2463 V 195
UfR 2012.2517 Ø 238
UfR 2012.2844 Ø 204, 239
UfR 2012.3104 V 186
UfR 2012.3130 V 203, 210, 232
UfR 2012.3181 H 205
UfR 2012.3564 H 219
UfR 2013.223 H 145
UfR 2013.1061 H 226, 227
UfR 2013.1255 V 239
UfR 2013.1553 V 238
UfR 2013.1823 H 204, 216
UfR 2013.2083 H 245
UfR 2013.2216 Ø 220
UfR 2013.2608 H 226, 232, 239
Side 308
Side 309
Side 310
Side 311
Side 312
Side 313
Stikordsregister
Hvor der er flere sidehenvisninger, markerer eventuel fed skrift det
sted, hvor det pågældende stikord særligt er behandlet.
A
1.
Absolut forældelsesfrist 222 ff
2.
Accept, stiltiende, af debitorskifte 20
3.
Accessorisk forældelse- kaution 241- pant 196, 241 f- renter
241
4.
Aconto betaling 140- konkursdividende 153, 166
5.
Afbrydelse af forældelse- forældelsesloven 230 ff- kaution 278
f- særregler 244
6.
AfgifterSe Ambi og Skattekrav
7.
Afkald på indsigelse om forældelse 198, 240
8.
Afleveringsattest- brev med 82, 93
9.
Afskrivning på gæld- én fordring 138- flere fordringer 137 f
10.
Afståelsesret 21
11.
Aftægtsret- automatisk debitorskifte 34 f- forbud mod
kreditorskifte 46
12.
Akkord 135, 166- anerkendelse af skyld 227- erkendelse af
skyld 232Se også Nedskrivning af fordring og Tvangsakkord
13.
Aktier 132- forældelse 235
14.
Aktieselskab 280 f- ansvar over for 280 f- erhververe af aktier
132
15.
Aktionærer 280
16.
Aktionærlån 280
17.
Allonge 116
18.
Alskyldserklæring 258, 265 f, 271 ff
19.
Ambi- efterbetaling 147- modregning 173- tilbagesøgning 160
20.
Anbefalet brev 93
21.
Andelsbolig- pantsætning af 58, 60, 98, 107 f, 120 ff, 130 f
22.
Andelsselskab 281 f
23.
Anerkendelse af skyld 226
24.
Anerkendelsessøgsmål- afbrydelse af forældelse 233 f, 238 f
25.
Anpartsselskab- hæftelse 280 ff, 290
26.
Ansættelsesforhold- debitorskifte 27 f- forældelse 230kreditorskifte 47
27.
Arbejdsfortjeneste, tabt 44 f
28.
Arbejdsløshedsforsikring 174
29.
Arbejdsskadeerstatning- forbud mod kreditorskifte 45forældelse 243
30.
Arbejdsvederlag- forbud mod kreditorskifte 42 f- indeholdelse
40
31.
Arrest- afbrydelse af forældelse 235
32.
Arv- betalingslegitimation 77- båndlæggelse af 55debitorskifte ved 35- ekstinktion af indsigelser- - negotiable
gældsbreve 102- - simple fordringer 72
33.
34.
Arvinger- hæftelse 287 f
Automatisk debitorskifte 34 ff
Side 314
B
1.
Berigelseskrav, forældelse af 200
2.
Beskrivelseskrav 79 f, 122 f
3.
Betalingslegitimation- forhold til regler om denunciation 74 fnegotiable gældsbreve 54, 115 f- simple fordringer 54, 72 fSe
også Legitimationsekstinktion
4.
Betalingspåkrav- særligt retsgrundlag 227 n136
5.
Bobestyrer 35
6.
Brugsrettigheder- automatisk debitorskifte 34 fSe også Leje
7.
Brøkdelsregres 290
8.
Byggeritransporter 89
9.
Bygherre 18 f, 50, 89 f, 197
10.
Byrdefordeling- mellem debitorer 289
11.
Båndlæggelse 55
C
1.
Causaindsigelser 109Se også Indsigelser
2.
Cession 16
3.
Checks 131- ekstinktion af indsigelser 108- forældelse,
betydning for 226, 244- hæftelse 250 f
4.
CMR-lov- forældelse 244 ff
5.
Condictio indebiti 68, 149, 151, 241Se Tilbagesøgning
6.
Cut off-klausul 71 n89
D
1.
Dagpenge, forbud mod kreditorskifte 46
2.
Datio in solutum 133, 163 f
3.
Debitorskifte- ansættelsesforhold 27- novation 164- pant i fast
ejendom 25, 29, 32 f- tredjemandsløfter 25 fSe også
indholdsfortegnelsen til kap. 11
4.
Delpension, forbud mod kreditorskifte 46
5.
Denunciation- entreprise 53- forhold til regler om
betalingslegitimation 74 f- sikringsakt ved simple fordringer 74,
79 fSe også Ekstinktion og Sikringsakt
6.
Deponering 76, 78, 114, 117, 133, 163
7.
Digitale gældsbreveSe Gældsbreve- forældelse 209
8.
Dobbeltforsikring 248, 250
9.
Dobbeltsuccession 79, 122
10.
Dom- særligt retsgrundlag 227
11.
DSB- modregning 172
12.
Dødsboskifte 35- afbrydelse af forældelse 235- proklama 183
E
1.
Efterbetaling 141 f
2.
Eftergivelse 135, 164 f- erkendelse af skyld 232- indsigelse
78Se også Indsigelser
3.
Egentlige tredjemandsløfter 25 f
4.
Ejendomsbyrder, automatisk debitorskifte 36 f
5.
6.
7.
8.
9.
10.
11.
12.
13.
14.
15.
16.
17.
18.
19.
Ejendomsforbehold- forældelse 241- tilbagetagelse- afbrydelse 235- - særligt retsgrundlag 228
Ejendomsret, forældelse af 196
Ejerpantebreve- negotiabilitet 59 f- særligt retsgrundlag 227underpant i nyt 98
Ejerskifteafdrag 33
Eksportkreditrådet 273
Ekspropriationserstatning,forældelse af 200
Ekstinktion- aftaleerhververes- - negotiable gældsbreve 99 ff,
123 f- - simple fordringer 65 ff, 79 f- betingelser, negotiable
gældsbreve 102 ffSe også God tro- ejendomsbyrder 36 fforhold til erstatningsregler 69 f, 113 f- indsigelser- - checks
108- - konnossement 131- - negotiable gældsbreve 99 ff- simple fordringer 62 ff- kreditorers- - negotiable gældsbreve
102 f, 122 f- - simple fordringer 72, 79 flegitimationsekstinktion 69 f- manglende fuldmagt 113rettigheder- - negotiable gældsbreve 122- - simple fordringer
79 f
Ensidige skyldforhold 15 f, 39
Entreprise- debitorskifte 18- kreditorskifte 19, 50 fbygherrens ændringsret 50 f- reklamation/forældelse 196 fvedkommende transporters forrang 53 f
Entreprenørtransporter 52 f
Erhvervs- og selskabsstyrelsen 282
Erkendelse af skyld- afbrydelse af forældelse 231 f
Erstatning- forhold til ekstinktionsregler 69 f- kreditorskifte 44
f
Erstatningskrav- efterbetaling 148- forældelse- - absolut frist
223 f- - erkendelse af skyld 231- - forbrydelse 209- forfaldstidspunkt 204 f- - stiftelsestidspunkt 222- - suspension
215 ff- opdeling 140 f, 148
EU-ret- suspension af forældelse 220- tilbagesøgning 160 f
Side 315
F
1.
Factoring 95 ff
2.
Falsk 111 ff, 136- transportpåtegninger 116Se også Indsigelser
3.
Fast ejendom, overdragelse af- forældelse 195, 198 f, 222pantsætning af 33, 58, 60 f, 107 f, 120 ff, 130 f
4.
Fonde 286 f
5.
Forbehold- deponering 163- efterbetaling 146- forældelse 198tilbagesøgning 149, 157
6.
Forbrugeraftale- kaution 253, 266, 269- modregning 176
7.
Forbrugerklagenævn- afbrydelse af forældelse 237- særligt
retsgrundlag 227
8.
Forbrugerkreditaftaler 58, 110- cut off-klausuler 71 n89
9.
Forbrydelse- forældelse af erstatningskrav 209
10.
Fordringer- ansvar- - for debitor vilje og evne til at betale 65for fordrings eksistens 65- forældelse 196- garanti for
opfyldelse 65- simple 40, 57 f- - ekstinktion af indsigelser 65 ff- gbl. finder analog anvendelse 41, 61- skadesløs transport 65
11.
Fordringshavermora 117, 163
12.
Fordringspant 96, 242
13.
Foreløbig afbrydelse 231 f, 236 ff
14.
Foreninger 286 f
15.
Forfaldstidspunkt 202 ff
16.
Forhandlinger om kravet- forældelse, betydning for 198, 239 f
17.
Forholdsmæssigt afslag 178
18.
Forlig- anerkendelse af skyld 227Se også Retsforlig
19.
ForpagtningSe Leje
20.
Forsendelsesrisiko 93
21.
Forsikring, overdragelse af krav efter 45
22.
Forsikringsaftaler 248
23.
Forsikringsselskaber 45
24.
Forsikringsydelser- forældelse 225, 242 f- opdeling 140 f
25.
Forsørgertabserstatning, forbud mod kreditorskifte 44 f
26.
Fortolkning, aftaler om debitorskifte 22
27.
Forudsætningslæren- debitorskifte 29- indsigelser 66Se også
Indsigelser
28.
Forældelse- begreb 181- DL 5-14-4 192 f- ekstinktion af
indsigelse om 113Se også Indsigelser- forældelsesloven 192 ffkaution 252- modregning 178- 1908-loven 192- passivitet,
forholdet til 190 f- retsvirkninger 240 ff- særregler 242 ff Se i
øvrigt indholdsfortegnelsen til kap. 13, afsnit 5
29.
Fremleje 21
30.
Frigørelsesret ved gensidigt bebyrdende kontrakter 50 f
31.
Frigørelsestid 169, 226
32.
Frivillig gældsordning 166
33.
Fuldmagt 69, 103, 107, 113
Side 316
G
1.
Garantier 252, 255 f
2.
Garantiforsikring 252, 258
3.
Gaver- båndlæggelse af 55- ekstinktion af indsigelser- - simple
fordringer 72Se også Obligatio naturalis
4.
Genkaldelige tredjemandsløfter 26
5.
Gensidige skyldforhold 16, 22, 31, 43- ekstinktion af indsigelser
62 f, 68, 108- forbud mod kreditorskifte 47 fmedkontrahentens frigørelsesret 50 f- medkontrahentens
ændringsret 50 f- særligt retsgrundlag 227
6.
Gensidighedsbeføjelser 63- ved forældelse 240
7.
God tro- betalingslegitimation- - negotiable gældsbreve 118- simple fordringer 74 f- ekstinktion 107
8.
Granskningsmænd 287
9.
Grundbyrde- forældelse 196
10.
Gældsbrev- anerkendelse af gæld 225 f- definition 61- digitalt
61, 58 f, 98 ff, 112, 120 ff, 130- fornyelse af gældsforhold 164forældelse 225- hæftelse, solidarisk 250ihændehavergældsbrev 59, 115 f, 118, 124- modregning 173,
179- negotiable 40, 57 f, 99 ff- - betalingslegitimation 115 ff- ekstinktion af indsigelser 99 ffSe også Indsigelser- - formål med
negotiabilitet 58, 99- - hvornår foreligger negotiabilitet 58 f- påtegning om indsigelse 111- navnegældsbrev 60ordregældsbrev 59- rektaklausul 60- simple 40, 57 f- betalingslegitimation 72 ff- - ekstinktion af indsigelser 65 ffSe
også Indsigelser- - gbl. finder analog anvendelse 41, 61- omsætningsbeskyttelse 67 f, 79 ff
11.
Gældsovertagelseserklæring 24 f, 29- pant i fast ejendom 33 f
12.
Gældssanering 135, 166- afbrydelse af forældelse 235ekstinktion af indsigelse om 114Se også Indsigelser- særligt
retsgrundlag 227
H
1.
Henstand 274- forældelsesfrist 201- indsigelse om 78, 119Se
også Indsigelser- kaution, betydning ved 274
2.
Hjemmelskonflikt 79, 122
3.
Hovedentreprenør 89
4.
Huslejerestance 250
5.
Hæftelsesformer 247 ff- begrænset 249, 281- personlig 281,
284 f- pro rata 247, 285 f- på lige fod 252, 292selvskyldnerkaution 249, 253 f, 260 f, 276 f- simpel kaution
249, 255 f- solidarisk 247 f, 279, 282 ff, 286 f, 276 f- solidarisk
247 f, 279, 282 ff, 286 f, 292- subsidiær 249, 286 f- ubegrænset
249- umiddelbar (direkte) 249, 279Se også Kautionsformer og
indholdsfortegnelsen til kap. 14
Side 317
I
1.
Identifikationsbevis 80, 123
2.
Ihændehavergældsbrev 59, 115 f, 118
3.
Individualisering 80
4.
Indlånskonto 169- forældelse 229- særlige 169
5.
Indrettelseshensyn- efterbetaling 142- forældelse 182tilbagesøgning 160 f
6.
IndsigelserSe også Ugyldighed- betaling 109, 118 f- cut offklausul 71 n89- deponering 114- døde indsigelser 67, 102, 104
f- falsk 111 ff- - transportpåtegninger 116- fordringens
eksistens 65, 67- forældelse 114- gældssanering 114- henstand
77, 122- modregning 110- nedskrivning 77, 122- negotiable
gældsbreve 99 ff- proforma 68, 111- præklusion 114- simple
fordringer 65 ff- stærke 99 f, 112 ff, 115- svage 99 f, 108 ff, 115svig 66 f, 101- tvang 112- tvangsakkord 114- udgivelse uden
debitors vilje- - checks 108- - gældsbreve 109- ugyldighed ved
debitorskifte 28 f, 30 f- umyndighed 64, 112
7.
Interessentskab 282 f- fælleskreditorer 283- særkreditorer 283
8.
Interventionsbetalling 288 f
9.
Iværksætterselskab 287
K
1.
Kassekredit- forældelse 228 f
2.
Kaution 251 ff- forældelse 229- kurstab 274- modregning 277rente 260, 263, 271, 273Se også Kautionsformer
3.
Kautionsaftalen- fortolkning 267 f- - individuel aftale 266 ff- standardaftale 266 ff
4.
Kautionsformer- beløbsbegrænset 256- delkaution 256, 273efterkaution 258- kontrakaution 257- tabskaution 254, 256,
278
5.
Kautionsforsikring 258
6.
Kautionsforsikringsselskab 257
7.
Kommanditist 285
8.
Kommanditselskab 284 f
9.
Komplementar 284 f
10.
Komputable fordringer 168 f
11.
Konfusion 136
12.
Konkurs 42 n10, 47- a conto betaling 153, 166- afbrydelse af
forældelse 235- automatisk debitorskifte 37betalingslegitimation, simple fordringer 77 n107- kreditorly
56- omstødelse udelukker ekstinktion 104- proklama 183 f
13.
Konnekse krav 173, 177
14.
Konnossement- modregning 175
15.
Kreditaftaler- cut off-klausuler 71 n89- forbud mod særlige
skylddokumenter 58, 110
16.
Kreditforsikring 252, 258
17.
18.
19.
20.
Kreditorforfølgning- afskrivning på gæld 138, 141- negotiable
gældsbreve 102- simple fordringer 72Se også Konkurs og
Udlæg
Kreditorskifte- ansættelsesforhold 47Se i øvrigt
indholdsfortegnelsen til kap. 12
Kumulativ skyldovertagelse 17 n8
Kvittering 118, 120, 137, 165Se også Saldokvittering
Side 318
L
1.
Leasingkontrakt, modregning 176
2.
Leje 16- afståelsesret 21- automatisk debitorskifte 37 ffremleje 21- modregning 176
3.
LegitimationSe Betalingslegitimation og Fuldmagt
4.
Legitimationsekstinktion 69Se også Betalingslegitimation
5.
Lessee 176
6.
Lessor 176
7.
Loyalitetspligt 180, 185
8.
Loyal oplysningspligt, kreditors ved debitorskifte 25
9.
Løbedage- betydning for forældelse 202
10.
Løn- forbud mod kreditorskifte 42 f- indeholdelse 235afbrydelse af forældelse 235 f
11.
Lønkrav- efterbetaling 147- forældelse 230- tilbagesøgning 154,
159
12.
Løsøre- pantsætning af 59, 60 f, 107 f, 120 ff, 130
13.
Løsørekøb, forældelse 181 f
M
1.
Miljøskade- absolut forældelsesfrist 222 f
2.
MindreårighedSe Umyndighed og Indsigelser
3.
Misligholdelsesbeføjelser, forældelse af 203 f, 222
4.
Modfordring 167
5.
Modregning- alderdomsopsparing 169- børneopsparing 168checkkonti 169- feriepenge 176- forbud mod 176- fordringens
art 168 f, 176, 180- forældet fordring 241- garanti 170 fhektarstøtte 172- hovedmanden 167- interessentskaber 171kassekredit 169- kautionsforpligtelse 168- koncernselskaber
170- konnekse fordringer 174, 177- konnossement 175leasingkontrakt 176- lejeaftaler 176- løn 176- modregneren
167- omsætningsgældsbreve 173, 179 f- pengeinstitut 169remburs 176- tvungen 167 f- simple krav 178 f- skattekrav
168- staten 171 ff- underholdsbidrag 176- "øremærkede"
fordringer 168Se i øvrigt indholdsfortegnelsen til kap. 13,
afsnit 4
6.
Modregningserklæring 175
7.
Mortifikation 114
8.
Motorkøretøjer- pantsætning af 59, 60 f, 98 f, 107 f, 120 ff, 130
9.
Myndighedsafgørelser- afbrydelse af forældelse 234- særligt
retsgrundlag 227
N
1.
Navnegældsbrev 60Se også Gældsbrev
2.
Nedskrivning af fordring, indsigelse om 76 f, 119Se også
Akkord og Indsigelser
3.
Negotiable gældsbreveSe Gældsbreve
4.
Nettoandel 285
5.
Novation 133, 164
Side 319
O
1.
Obligatio naturalis 150
2.
Obligationer 132, 225
3.
Ombudsmanden- afbrydelse af forældelse 238 f
4.
Omsætningsbeskyttelse- betydning for forældelse 196Se også
Ekstinktion, Gældsbreve og Sikringsakt
5.
OmsætningsgældsbreveSe Gældsbreve
6.
Omsættelighed, værdipapirer 132
7.
Ond troSe God tro
8.
Opdeling af ydelse- debitor 139 f- kreditor 139 f
9.
Opfyldelse 133, 136- delvis 139 f- - erkendelse af skyld 232forældet krav 240 f
10.
Opgivelse 164- passivitet 188
11.
Opholdssted, debitors- forældelse ved ukendskab 221
12.
Ophørsmåder 133ff
13.
Oplysningspligt, loyal- kreditors ved debitorskifte 25
14.
Opsigelse 136- forældelsesfrist 202 f- ved kaution 277
15.
Ordregældsbrev 59Se også Gældsbrev
16.
Overdragelse, betingelse for ekstinktion 103 f
17.
Overskudsregres 290 f
18.
Overvæltning- tilbagesøgning, betydning for 160 f
P
1.
Pant- fast ejendom, debitorskifte 27, 30, 33 f
2.
Pantefoged- afbrydelse af forældelse 235
3.
Pantsætning- anerkendelse af skyld 226- forældelse 196, 241 f
4.
Papir gældsbreveSe Gældsbreve
5.
Partreder 285
6.
Partrederi 285
7.
Passivitet 180 ff- debitorskifte ved kreditors 22 f- efterbetaling
146- kaution 278- tilbagesøgning 161
8.
Patientforsikring- forældelse 243, 246
9.
Pengelån- forældelse 228 f- passivitet 186 f
10.
Pension, social- forbud mod kreditorskifte 46- forældelse 230
11.
Personskadeerstatning- forbud mod kreditorskifte 44 fforældelse- - absolut frist 222- - forfaldstidspunkt 204 f- suspension 215 f
12.
Personskifte- debitorskifte, se indholdsfortegnelsen til kap. 11delvist 17- kreditorskifte, se indholdsfortegnelsen til kap. 12
13.
PrioritetsstillingSe Ekstinktion, Gældsbrev og Sikringsakt
14.
Privat skifte 35
15.
Privativ skyldovertagelse 17 n8
16.
Procestilvarsling- afbrydelse af forældelse 239
17.
Produktansvar- forældelse 243- suspension 215
18.
Proforma 68, 111Se også Indsigelser
19.
Proklama 183 f- frists betydning for forældelse 235
20.
Pro rata regel 250
21.
22.
23.
24.
Præceptivitet ved forældelse 197 f
Præklusion 135, 178, 183 f- ekstinktion af indsigelse 111Se
også Indsigelser
Påmindelse- afbrydelse af forældelse efter DL 5-14-4 192, 230
Påtegning- kvittering for ekstraordinære afdrag 118- om
indsigelse på omsætningsgældsbrev 109, 111 fSe også
Indsigelser- om transport 116, 118
Side 320
R
1.
Regres- arvinger 291- forældelse 206 f- færdselsloven 292kaution 289 f - - forældelse 208 f, 229- solidarisk hæftelse 288 f
2.
Reklamation- efterbetaling 148- entreprise 197- forhold til
forældelse 181 f, 200- tilbagesøgning 161
3.
Rektaklausul 60
4.
Remburs 175- begrebet 175 n63
5.
Rente- erkendelse af skyld 142- forældelse 228 f- - accessorisk
241
6.
Retsevne 280
7.
Retsforlig- anerkendelse af skyld 227
8.
Retskraftig fordring 174, 178
9.
Retslige skridt, afbrydelse af forældelse 233 ff
10.
Retsvildfarelse- efterbetaling 146 f- suspension af forældelse
217 ff- tilbagesøgning 157 ff
11.
Risikoforøgelse 274 f
12.
Rådgivningsansvar- forældelse 203 f, 211
13.
Rådighedsberøvelse 105, 118, 123Se også Sikringsakt
S
1.
Saldokvittering 146, 149, 165
2.
Sameje 283 f
3.
Samkautionister 250, 252, 257, 290
4.
Samtidighedsgrundsætningen 177
5.
Samtykke til debitorskifte 17 f, 22 f
6.
Selskabsformer 280 ffSe også indholdsfortegnelsen til kap. 14,
afsnit 2.4.
7.
Selvbåndlæggelse 55
8.
Selvskyldnerkaution 259 f
9.
Servitutter, automatiskdebitorskifte 36 f- forældelse 196 f
10.
Sikkerhed- personlig 247, 251- reel 247, 251
11.
Sikkerhedsstillelse- aktieselskaber 280- muliggør ikke
debitorskifte 18
12.
Sikringsakt- negotiable gældsbreve 122 ff- simple fordringer
79 ff
13.
Sikringskonto 96 f
14.
Simpel kaution 249
15.
Simple fordringerSe Fordringer
16.
Skadesløs transport 65
17.
Skadesløspantebreve- forældelse, betydning for 226, 242negotiabilitet 60
18.
Skatteansættelse 184
19.
Skattekrav- bindende afgørelse 227- forfaldstidspunkt 205forældelse 242- modregning 168- suspension 211tilbagesøgning- - retsvildfarelse 157 f
20.
Skyldovertagelse- kumulativ 17 n8- privativ 17 n8
21.
22.
23.
24.
25.
26.
27.
28.
29.
30.
31.
32.
33.
34.
Sociale ydelser- forbud mod kreditorskifte 46- forældelse 196tilbagesøgning 154 f
Solidarisk hæftelse- debitorskifte ved pant i fast ejendom 33 fdelvis 248- flere entreprenører 250- fuldstændig 248
Standsningsret 63 f, 177
Statens modregning 171 f
Stille selskaber 284
Stiltiende accept af debitorskifte 22 f
Stærke indsigelser 100 ff, 112 ff, 114Se også Indsigelser
Støtteerklæring 253 f
Subrogation 41- forældelse 208
Subrogerer 288
Suspension af forældelse- forældelsesloven 209 ff- særregler
244 f- ved kaution 278
Svage indsigelser 99 f, 108 ff, 115Se også Indsigelser
Svig 66, 101- forældelse 222- tilbagesøgning 155 Se også
Indsigelser
Særligt retsgrundlag- forældelsesloven 234 ff- særregler om
forældelse 245
Side 321
T
1.
Tabt arbejdsfortjeneste 44 f- forfaldstidspunkt 204 f
2.
Teknisk rådighedsberøvelse 126, 128
3.
Testamente, båndlæggelse ved 55
4.
Tilbageholdsret- forældelse 241
5.
Tilbagesøgning 149 ff- suspension af forældelse 210 f
6.
Tilvirkningskøb 50
7.
Tinglysning- ejendomsbyrder 36 f
8.
Tingsskadeerstatning,kreditorskifte 44Se også Erstatning
9.
Trangsbeneficiet 42
10.
Transport, skadesløs 65
11.
Tredjemandsløfter 25 f- egentlige 26- genkaldelige 26, 28uegentlige 26- uigenkaldelige 26, 28
12.
Tredjemandspant 255, 291- forældelse 241
13.
Tvang, voldelig 112Se også Indsigelser
14.
Tvangsakkord 143, 166- afbrydelse af forældelse 235ekstinktion af indsigelse om 107Se også Indsigelser- særligt
retsgrundlag 227
15.
TvangsfuldbyrdelseSe Konkurs, Kreditorforfølgning og Udlæg
U
1.
Udlæg- afbrydelse af forældelse 235 f- ikke særligt
retsgrundlag 227
2.
Uegentlige tredjemandsløfter 26
3.
Uigenkaldelige tredjemandsløfter 26, 28
4.
UgyldighedSe Indsigelser
5.
Umyndighed 64, 112Se også Indsigelser
6.
Underentreprenør 89, 91 f
7.
Underholdsbidragforbud mod kreditorskifte 46- forældelse
196, 230
8.
Uskiftet bo, debitorskifte ved 35
9.
Uvedkommende transporter vedentreprise 53
V
1.
Vanhjemmel 65
2.
Vedkommende transporter, forrangved entreprise 53
3.
Vejledningspligt 253
4.
Veksler 131- forældelse, betydning for 226, 244
5.
Vildfarelse- efterbetaling 141 f- passivitet 185 f- tilbagesøgning
149 fSe også Retsvildfarelse
6.
Virksomhedsoverdragelse,debitorskifte ved 28
7.
Voldelig tvang 112Se også Indsigelser
8.
Voldgift- afbrydelse af forældelse 234- særligt retsgrundlag
227
9.
Værgemål- forældelse af krav mod værge 206Se Umyndighed
og Indsigelser
Side 322
Æ
1.
Ægtefælle- hæftelse 287
2.
Ændringsret- for bygherre 50 f- gensidigt bebyrdende
kontrakter 51
Ø
1.
"Øremærkede" beløb- alderdomsopsparing 168børneopsparing 168- pensionsopsparing 169