1
Romantikken i Danmark 1800 – 1870
Oktober 2017/GW
P. C. Skovgaard: Udsigt over havet ved Møns Klint
Christen Købke: Efterårsmorgen ved Sortedamssøen, 1838
Caspar David Friedrich: Abbediet i Egeskoven
J. C. Dahl: Vinterlandskab ved Vordingborg
Christen Købke: Udsigt fra Dosseringen ved Peblingesøen
Martinus Rørbye: Udsigt fra kunstnerens vindue
Oehlenschläger: Guldhornene, Der er et yndigt land
Dybeck: Du gamla, du fria
Bjørnson: Ja, vi elsker dette landet
Blicher: Sildig opvaagnen (værklæsning)
Blicher: Præludium (Sig nærmer tiden…)
Grundtvig: Er lyset for de lærde blot?
Staffeldt: Indvielsen
Gyllembourg: Drøm og Virkelighed (uddrag)
H. C. Andersen: Klokken
H. C. Andersen Tepotten
H. C. Andersen. Det Døende Barn
Aarestrup: Gunløde/Angst/Til en veninde
TV: Danmark på Vrangen 2, 3 og 4
2
Til første lektion:
Se https://www.youtube.com/watch?v=XrZRiJ_2Zbs om romantikken. 8 minutter. Skriv de ord ned, der er
nye for dig. Find gerne ud af, hvad de betyder. På klassen skal I sætte sig sammen i grupper og gennemgå
de ord, I ikke kendte med hinanden og finde forklaringer.
Fælles forklaringer på klassen.
Derefter: Læs om Oehlenschläger (herunder).
Romantikken
Adam Oehlenschläger
I København går der i 1802 en ung digter rundt og venter på inspiration. Han er af jævn familie, studerer jura
og har et mislykket forsøg på at blive skuespiller bag sig. To begivenheder anslår hans poetiske sind.
Guldhornene bliver stjålet, og filosoffen Steffens holder en række forelæsninger om den tyske romantik.
Guldhornene leverer stoffet, Steffens filosofien. Selv fortæller den unge Adam Oehlenschläger (1779-1850)
historien sådan:
Jeg besøgte Steffens. Han boede i en underlig gammel sal med sælsomt malede paneler. Han begyndte at
tale med mig kl. 11 om formiddagen, og således blev vi ved til kl. 3 om natten, altså i fulde seksten timer.
Imidlertid spiste vi beafsteak og drak vin hos Richter, spadserede til Frederiksberg, gik Søndermarken rundt,
og begav os derfra til København, hvor jeg sov hos Steffens om natten, men sprang drømmende ud af
sengen og larmede, da jeg havde slumret noget.
Morgenen derpå, efter frokosten, gik jeg hjem og satte mig straks hen for at skrive »Guldhornene« for at
bevise Steffens, at jeg var digter, hvorom han lod til at have nogen tvivl. På kunstkammeret var nylig de to
ældgamle drikkehorn stjålne bort. Denne hændelse tog jeg allegorisk og fortalte, at hornene var fundne til
løn for tro oldforskning, men atter borttagne af guderne, fordi man ingen sans havde for deres sande værd
og kun begabede dem som andre kuriositeter.
»Ej min bedste,« sagde Steffens, da jeg havde forelæst ham dette stykke, »De er jo virkelig en digter«. Jeg
svarede ham, at jeg fast selv var af den formening.
Inspirationen er kommet over ham, og værker flyder nu fra hans hånd. Med sine Digte (1803) og Poetiske
skrifter (1805) sætter Oehlenschläger sig på det litterære parnas. Senere skriver han dramaer over danske
sagnhelte og nationalsangen.
Ved en fest overrækker 1700-tallets førende forfatter i den følsomme genre, Baggesen, sin danske lyre til
Oehlenschäger og kroner hermed dansk litteraturs nye vidunderbarn. Han bliver i en lang periode identisk
med den danske romantik.
Geniet
Denne succeshistorie om det inspirerede geni, der træder frem på scenen og indtager verden, er en rigtig
guldalderhistorie. Romantikken dyrker den udvalgte ener, der ved hjælp af sin intuition og visionære
begavelse er i stand til at skabe.
Mozart inkarnerer denne type og bliver dyrket i romantikken som idealskikkelse. Også den danske guldalder
skaber grobund for en række genier som balletmesteren August Bournonville, billedhuggeren Bertel
Thorvaldsen, filosoffen Søren Kierkegaard, højskolegrundlæggeren N. F. S. Grundtvig, forfatteren H.C.
Andersen, komponisterne Weyse, Kuhlau og Gade, videnskabsmanden H. C. Ørsted og guldaldermalerne
C. W. Eckersberg, P. C. Skovgaard, Christen Købke og Constantin Hansen.
3
Til næste time, læs om
Romantikken i Danmark
Når vi i den foreliggende succeshistorie udnævner Oehlenschläger til romantikkens førstemand, ligger vi
under for guldaldermyten, for hele den romantiske iscenesættelse af det skabende geni. Selv om
romantikken får en særegen dansk udformning, er den ikke en dansk strømning. Den var nået Danmark
uafhængigt af Oehlenschläger, der blot er den rette yngling på det rette sted. Romantikken er en europæisk
kulturstrømning, der dominerer litteratur, musik og billedkunst i perioden fra 1800 til 1870. For musikkens
vedkommende strækker den sig endog frem til første verdenskrig.
At den danske jord er gødet for romantikken skyldes en lang række faktorer. Romantikken er også et svar på
den krise, som Danmark gennemløber ved århundredets begyndelse. Presse- og klubfriheden bliver
inddraget, kritikere af enevælden udvises, og det dårlige indenlandske klima forstærkes af nederlagene i
Englandskrigene 1801-14, tabet af Norge i 1814 og statsbankerotten i 1813.
Hvad udad tabes, skal indad vindes, bliver derfor et slagord for romantikkens tilværelsesforståelse.
Romantikerne vender sig bort fra de trivielle og kriseramte realiteter og ind mod en dybere, ophøjet
virkelighed. Dette paradigmeskift har en række idéhistoriske årsager.
Romantikken opstår også som en reaktion på den udadvendte og samfundskritiske rationalisme, der præger
hele 1700-tallet, og samtidig viderefører og radikaliserer romantikerne den moderne følsomhed, der præger
1700-tallets slutning. Endelig udtrykker romantikken den nationalisme, der gennemstrømmer Europa i
kølvandet på Napoleonskrigene.
Caspar David Friedrich
ID
c1458
Caspar David Friedrich: Munken ved havet. 1808-10. Olie på lærred. 110 x 171,5 cm.
Staatliche Museen zu Berlin/Jörg P. Anders
Caspar David Friedrich (1774-1840) er tysker, uddannet på akademiet i København og en af romantikkens
største malere. Typisk for Friedrichs malerier er, at den landskabelige natur opleves som besjælet, som
indbegrebet af det uendelige og ufattelige. Friedrich udtrykker universalromantikkens program i sine billeder,
både i dyrkelsen af oldtidsminder og det historiske landskab og i oplevelsen af naturen som ånd. Friedrichs
landskabsmalerier er ikke topografisk præcise, han dyrker i stedet den romantiske stemning i landskabet, i
lyset og gotiske elementer som kirker, krogede egetræer og enkeltstående bygningsværker. Ofte er
landskabet indhyllet i tåge, diset eller også er et skumringsbillede fastholdt. I tusmørket træder det
uhyggelige, gådefulde og ubestemmelige frem.
I Munken ved havet er det himlen, der udgør 5/6 af billedfladen. Lyset i billedets øverste tredjedel er uroligt,
som om det vil forsvinde, mens den nederste del af himlen er mørk. Uvejret trækker sig sammen i
4
horisonten, hvor elementerne hav og himmel mødes og glider ud i et. I klitterne står en ensom munk uden
individualiserede træk og spejder ud i uendeligheden, som om han aner, at naturens voldsomme kræfter vil
bryde løs. Billedet rummer en række religiøse undertoner, men de bliver ikke udfoldet. Man må selv leve sig
ind i billedets stemning.
Romantikkens særtræk
Christen Købke: Udsigt fra Dosseringen ved Peblingesøen, henad Nørrebro. 1838. Olie på lærred. 53 x
71,5cm.
Statens Museum for Kunst/Ole Haupt
Dæmpet belysning, harmoni og to sjæles ordløse samklang er, hvad vi forbinder med ordet romantik.
Romantikken lever i skumringen, når den daglige virkelighed fortoner sig, og en drømmeagtig skønhed
indtræder. Samtidig opfatter vi en romantiker som en person, der ikke ser virkeligheden i øjnene og lever i
sin egen verden. En romantiker er en drømmer eller en fantast. Begge betydninger indfanger grundtræk af
den romantiske livsfilosofi.
Romantikken bliver til som en reaktion på 1700-tallets rationalisme, der var udadvendt og målrettet i sit
forsøg på at ændre verden politisk. Romantikken er en bevægelse, der vender blikket indad, for der at finde
det egentlige og dybe i tilværelsen. Romantikeren ønsker ikke at lave verden om, han vil undslippe dens
trivialitet ved at anskue den poetisk. Med intuition og fantasi som afgørende dyder søger han at favne hele
verden, gennemskue dens gådefulde væsen og finde frem til en universel mening med tilværelsen.
I romantikkens virkelighedsopfattelse er det væsentlige skjult for øjet; det er ikke i realiteternes overfladiske
verden, at substansen findes. Derfor rummer romantikken på overfladen en dualisme mellem realiteternes
verden og idealets.
I universalromantikken lader denne modsætning sig ophæve, fordi alt fundamentalt er forbundet og dermed
del af samme helhed. Det er ikke tilfældet i en anden tidlig romantisk retning, nyplatonismen; her lader de to
verdener sig ikke forlige, tværtimod ligger mennesket også under for en spaltning, splittelsen mellem krop og
sjæl.
Romantikerne dyrker det intense følelsesliv, de ønsker at gribe tilværelsen ad følelsens vej. Derfor er
romantikeren åben i intuitiv betydning: gennem sin fantasi og fornemmelse for naturens poesi ønsker han at
trænge ind til marven af virkeligheden. Alle romantikerne ønsker at skrive sig frem til det punkt, hvor den
romantiske universaloplevelse – det at være et med og forbundet med alt – åbenbarer sig, og et harmonisk
verdens-alt toner frem.
Denne højere verden kan individuelt gribes i naturen, i kærligheden eller i det inspirerede øjeblik, og den
udtrykker sig generelt i kunsten, i historien og i religionen. Det menneske, der er i kontakt med tilværelsens
dybe urkræfter, er enten den følsomme drømmer eller geniet, der rækker ud over sin tid – ikke i kraft af sin
rationalitet, men i kraft af sin intuitive sensibilitet.
Begrebet romantik er afledt af ordet roman, der i 1200-tallet bliver brugt om fortællinger, der er skrevet på
folkesproget romansk, og altså ikke på latin. Associationerne, der følger disse bøger, er, at de er dunkle,
fantastiske og eventyragtige. I England bruger man betegnelsen gothic som genrebetegnelse for denne type
litteratur, mens den tyske filosof Schelling og digteren Novalis er de første, der bruger betegnelsen romantik
om deres samtid. Den egentlige romantik har netop sit udspring i Tyskland.
5
Dens åndelige fædre er Goethe og franskmanden Rousseau, der allerede i 1700-tallet anslår en række
romantiske temaer i deres dyrkelse af det følsomme. Romantikken i Tyskland kommer i to bølger. Det er to
byer, der lægger navn til de to retninger, Jena- og Heidelbergromantikken. Universalromantikken har sit
udspring i Jena og sin storhedstid fra 1798 til 1806, nationalromantikken har sit arnested i Heidelberg og
blomstrer fra 1806 til 1830.
Gud er i alt
Naturen er ubevidst ånd, og ånden er bevidst natur, lyder filosoffen Friedrich von Schellings klassiske
formulering af den romantiske enhedstanke. For ham er naturen og bevidstheden en og samme substans,
hele naturen er besjælet, og derved er ånd og materie to sider af samme sag. Denne identitet kaldes for en
monisme – en opfattelse af at alt er ét – og alle fænomener blot er forskellige fremtrædelsesformer for
samme helhed.
I modsætning hertil står en anden romantisk opfattelse, dualismen, der hævder, at sjæl og krop er to adskilte
fænomener. Dualismen finder sit udtryk i nyplatonismen, der kommer til at præge visse dele af romantikken, i
Danmark Schack Staffeldts poesi.
Men den dominerende tankegang inden for universalromantikken er den monistiske livsanskuelse. I bund og
grund er mennesket og naturen udtryk for samme verdensånd, mener Schelling. Naturen er én organisme,
hvori alle celler hænger og hører sammen. Hver celle har sin plads og funktion i helheden. For Schelling
udtrykker naturen en række trinvise manifestationer af den universelle ånd, der slumrer i stenen, drømmer i
planten, vågner i dyret og bliver sig bevidst i mennesket.
Denne romantiske grundidé kaldes organismetanken. Hele denne organisme er guddommelig, naturen er
besjælet af Gud, eller naturen er slet og ret identisk med Gud. Dette synspunkt kaldes panteisme. På græsk
betyder pan alt, theos Gud. Panteisme betyder derfor, at Gud er i alt.
For digteren Novalis (1772-1801) er poesien det eneste absolut virkelige. Den er gennemgangsledet til en
dybere autentisk forståelse af altet, af verden. Indad går den hemmelighedsfulde vej, skriver Novalis om
denne poetiske erkendelse.
I sin ufuldendte roman Heinrich von Ofterdingen lader han hovedpersonen rejse ud for at finde poesiens blå
blomst. Længslens mål og poesiens symbol. Om fortidens trubadurer fortæller Heinrich i romanen: Den
guddommelige gunst havde velsignet sangerne, så de beåndet gennem forbindelse med det usynlige kunne
forkynde himmelsk visdom på jorden i vidunderlige toner. Det kunne lige så godt være sagt om de
romantiske digteres selvopfattelse. I romantikken er kunstneren den privilegerede person, der kan høre
græsset gro og gøre poesien virkelig.
Romantikken i Danmark
Herhjemme falder den danske romantik i en række faser, der overlapper hinanden. Når man taler om
romantikken som en bevægelse, der strækker sig fra 1800 til 1870, skal det siges, at man her opererer med
et meget bredt og generaliserende romantik-begreb, hvis grundtræk er indadvending, skønhedsdyrkelse og
grundmodsætningen: splittelse – harmoni.
Fra 1802 til 1807 er universalromantikken dominerende. Den repræsenteres af digterne Oehlenschläger og
Staffeldt, der på hver deres måde formidler forsøget på at indfange det universelle, helheden, i det specielle
og individuelle.
Fra 1807 til 1830 glider den romantiske bølge over i en nationalromantisk retning, præget af nederlagene i
Englandskrigene og statsbankerotten. Her dyrker digterne nationale værdier som fædrelandet, sproget, den
danske kultur og historie.
Omkring 1820 opstår der parallelt med nationalromantikken en ny tendens: malere og forfattere bliver atter
optaget af realiteterne – den omgivende sociale virkelighed – men de skildrer den i et idealistisk lys, og
6
derfor kaldes denne retning poetisk realisme. Guldaldermalerne og bl.a. forfatteren Steen Steensen Blicher
er repræsentanter for denne tendens.
Romantisme
Fra omkring 1830 sker der en helt afgørende drejning i romantikken, hvor man fjerner sig fra den
enhedsdyrkende filosofi. I stedet er forfatterne optaget af eksistentielle grundproblemer, af erotik og skønhed
og i det hele taget af alt det, der er anderledes og interessant – i ordets egentlige betydning.
Denne retning kaldes romantisme, og den præger den danske romantik frem til 1850. Romantismen sætter
spørgsmålstegn ved nationalromantikkens værdier og harmonidyrkelse. I stedet er romantisterne optaget af
splittelse og ekstremer, der overskrider de gældende normer.
Filosoffen Søren Kierkegaard, digterne Christian Winther og Emil Aarestrup og forfatterne H.C. Andersen og
Steen St. Blicher tilhører denne retning. Det sidste stræk i romantikken fra 1850 til 1870 er præget af en
udvandet litteratur, der ikke føjer noget nyt til litteraturhistorien, og forfatteren Hans Egede Schack kan skrive
nekrologen over romantikken i romanen Phantasterne fra 1857, hvor han gør op med det sværmeriske og
virkelighedsfjerne i romantikken.
Christen Købke
Christen Købke: Efterårsmorgen ved Sortedamssøen. 1838. Olie på lærred. 33 x 45cm.
Ny Carlsberg Glyptotek/Hans Petersen
Christen Købke (1810-48) er guldalderkunstens vidunderbarn. Købke, der maler i glade og lyse toner, har en
usædvanlig præcision og sans for at fastholde såvel motiv som stemning i sine billeder.
Efterårsmorgen ved Sortedamssøen rummer begge ingredienser. Lyset er daggryets, farverne lyse og klare,
og himlen er næsten skyfri. Træerne træder i kontur og indrammer kompositionen. Stien ind mod byen
skaber billedets dybde, og omtrent i det gyldne snit kommer den ensomme vandringsmand gående fremad,
med front mod betragteren. Stien følger søens bred og forsvinder i det uendelige.
Det romantiske ved kompositionen er ikke mindst motivet: den følsomme drømmer i den – om ikke uberørte,
så ikke ødelagte – natur. Landskabet er harmonisk, præget af ro, og det er denne ro uden for byen, som
bymennesket opsøger for at være sig selv. Naturen er for romantikeren et fristed, et rum, som menneskets
sjælelige side kan spejle sig i. Et andet romantisk træk ved billedet er samklangen mellem efterårets smukke
forfald og daggryets bløde lys. Forholdet mellem lys og skygge giver billedet ro.
Læs også Adam Oehlenschlägers: Der er et yndigt land
Fædrelands-Sang
Der er et yndigt Land,
Det staaer med brede Bøge
Nær salten Østerstrand;
5 Det bugter sig i Bakke, Dal,
Det hedder gamle Danmark,
Og det er Freias Sal.
Der sad i fordums Tid
10 De harniskklædte Kæmper,
Udhvilede fra Strid;
Saa drog de frem til Fienders Meen,
Nu hvile deres Bene
Bag Høiens Bautasteen.
15
Det Land endnu er skiønt,
7
Thi blaa sig Søen belter,
Og Løvet staaer saa grønt;
Og ædle Qvinder, skiønne Møer,
20 Og Mænd og raske Svende
Beboe de Danske Øer.
Vort Sprog er stærkt og blødt,
Vor Tro er reen og luttret
25 Og Modet er ei dødt.
Og hver en Dansk er lige fri,
Hver lyder tro sin Konge,
Men Trældom er forbi.
30 Et venligt Syd i Nord
Er, grønne Danarige,
Din axbeklædte Jord.
Og Snekken gaaer sin stolte Vei.
Hvor Ploug og Kiølen furer,
35 Der svigter Haabet ei.
Vort Dannebrog er smukt,
Det vifter hen ad Havet
Med Flagets røde Bugt.
40 Og stedse har sin Farve hvid
Dit hellige Kors i Blodet,
O Dannebrog, i Strid.
45 Karsk er den Danskes Aand,
Den hader Fordoms Lænker,
Og Sværmeriets Baand.
For Venskab aaben, kold for Spot,
Slaaer ærlig Jydes Hierte,
50 For Pige, Land og Drot.
Jeg bytter Danmark ei,
For Ruslands Vinterørkner,
For Sydens Blomstermai.
55 Ei Pest og Slanger kiende vi,
Ei Vesterlandets Tungsind,
Ei Østens Raseri.
Vor Tid ei staaer i Dunst,
60 Den hævet har sin Stemme
For Videnskab og Kunst.
Ei Bragis og ei Mimers Raab
Har vakt i lige Strækning
Et bedre Fremtids Haab.
65
Ei stor, vor Fødestavn,
Dog hæver sig blandt Stæder
Dit stolte Kiøbenhavn.
Til bedre By ei Havet kom,
70 Ja ingen Flod i Dalen,
Fra Trondhiem og til Rom.
Med hellig Varetægt
Bevare du, Alfader!
75 Vor gamle Kongeslægt.
Kong Fredrik ligner Fredegod;
Hvor er en bedre Fyrste,
Af bedre Helteblod?
80 Hil Drot og Fædreland!
Hil hver en Danneborger,
Som virker hvad han kan.
Vort gamle Danmark skal bestaae,
Saalænge Bøgen speiler
85 Sin Top i Bølgen blaa.
Til næste gang:
Lektier til næste gang: Læs historien om guldhornene.
http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmarks_forhistorie/Guldhor
nene.
Guldhornene
Guldhornene, to horn fra omkring 400 e.Kr. fundet i Gallehus nær Møgeltønder. Guldhornene har antagelig
været drikkehorn, og efter deres materiale og udsmykning at dømme har de snarest været brugt i en religiøs
sammenhæng.
Det lange horn blev fundet af Kirsten Svendsdatter i 1639. Det var ca. 71 cm langt, målt langs krumningen, og
vejede ca. 3,1 kg. 15-20 m fra det første findested fandt Erich Lassen i 1734 det ufuldstændige korte horn, der
vejede ca. 3,7 kg.
8
Hvert horn bestod af et glat, indre horn af sølvblandet guld, helt dækket med ydre ringe af rent guld. Disse var
udsmykket med mennesker, dyr, slanger og fabelvæsner, dels indpunslede, dels som påsatte figurer i lavt relief.
Nogle af motiverne genfindes på andre samtidige genstande, og hornene er sikkert fremstillet her i Norden.
Udsmykningen må have været nøje gennemtænkt, men trods mange forsøg er den endnu ikke tolket
overbevisende. Runeindskriften under randen på det korte horn lyder "Jeg Lægæst, holtijaz, gjorde
hornet". Holtijaz har været udlagt forskelligt: Efter den seneste opfattelse betyder det 'skovbo'; 'fra Holt' er en
anden (tidligere) udlægning. Tolkningen 'Holtes søn' betragtes nu som mindre sandsynlig.
I 1802 blev begge horn stjålet fra Kunstkammeret i København og omsmeltet af Niels Heidenreich; tyveriet
inspirerede Adam Oehlenschläger til digtet "Guldhornene" (i Digte, 1803). Hornene er desuden blevet nationale
symboler, især i Sønderjylland. Ud fra tegninger og kobberstik fra 1600- og 1700-t. er begge horn - med nogen
usikkerhed - blevet rekonstrueret midt i 1800-t. og igen i 1900-t.
I 2007 blev Guldhornene igen stjålet – denne gang rekonstruktionerne – da de var udstillet på
formidlingscentret Kongernes Jelling. De blev kort efter fundet uskadte.
Morten Axboe, Merete Harding: Guldhornene i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2017 fra
http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=87087
Lektion 3:
Guldhornene læses op på klassen med gennemgang. Eleverne slår historien om guldhornene op og finder
ligheder/forskelle i teksten.
Adam Oehlenschläger - Guldhornene
De higer og söger
i gamle Böger,
i oplukte Höie
med speidende Öie,
5 paa Sværd og Skiolde
i muldne Volde,
paa Runestene
blandt smuldnede Bene.
10 Oltids Bedrifter
anede trylle;
men i Mulm de sig hylle,
de gamle Skrifter.
Blikket stirrer,
15 sig Tanken forvirrer.
I Taage de famle.
„I gamle gamle
hensvundne Dage!
da det straalte i Norden,
20 da Himlen var paa Jorden,
giv et Glimt tilbage!“
Skyen suser,
Natten bruser,
25 Gravhöien sukker,
Rosen sig lukker.
De övre Regioner toner!
De sig möde, de sig möde,
de forklarede Höie,
30 kampfarvede, röde,
med Stierneglands i Öie.
„I som raver i blinde,
skal finde
35 et ældgammelt Minde,
der skal komme og svinde!
Dets gyldne Sider
skal Præget bære
af de ældste Tider.
40 Af det kan I lære.
Med andagtsfuld Ære
I vor Gave belönne.
Det skiönneste Skiönne,
en Möe
45 skal Helligdommen finde!“
Saa synge de og svinde.
Lufttonerne döe!
Rimfaxe den sorte
50 puster og dukker
og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
9
Delling oplukker,
og Skinfaxe traver
55 i straalende Lue
paa Himlens Bue.
115
60
65
70
75
80
Og Fuglene synge.
Dugperler bade
Blomsterblade,
som Vindene gynge.
Og med svævende Fied
en Möe hendandser
til Marken afsted.
Violer hende krandser.
Hendes Rosenkind brænder,
hun har Lilliehænder.
Let som en Hind
med muntert Sind,
hun svæver og smiler;
og som hun iler
og paa Elskov grubler hun snubler!
og stirrer og skuer
gyldne Luer,
og rödmer og bæver
og zittrende hæver
med undrende Aand,
af sorten Muld,
med sneehvide Haand,
det röde Guld.
En sagte Torden dundrer!
Hele Norden undrer!
85
Og hen de stimle
i store Vrimle,
og grave og söge
Skatten at foröge.
90 Men intet Guld!
Deres Haab har bedraget.
De see kun det Muld,
hvoraf de er taget.
95 Et Sekel svinder!!
Over Klippetinder
det atter bruser.
Stormenes Sluser
100 bryde med Vælde.
Over Norges Fielde
til Danmarks Dale
i Skyernes Sale,
de forklarede Gamle
105 sig atter samle.
„For de sieldne Faae
som vor Gave forstaae,
om ei Jordlænker binde,
110 en hvis Siele sig hæve
120
125
130
tl det Eviges Tinde,
som ane det Höie
i Naturens Öie,
som tilbedende bæve
for Guddommens Straaler,
i Sole, i Violer,
i det Mindste, i det Störste,
som brændende törste
efter Livets Liv,
som — o store Aand
for de svundne Tider!
see dit Guddomsblik
paa Helligdommens Sider,
for dem lyder atter vort Bliv!
Naturens Sön,
ukiendt i Lön,
men som sine Fædre,
kraftig og stor,
dyrkende sin Jord,
ham vil vi hædre,
han skal atter finde!“
Saa synge de og svinde.
Rimfaxe den sorte
135 puster og dukker,
og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
Delling oplukker,
og Skinfaxe traver
140 i straalende Lue,
paa Himlens Bue.
Ved lune Skov
Öxnene trække
den tunge Plov,
145 over sorten Dække.
Da standser Ploven,
og en Gysen farer
igiennem Skoven.
150 Fugleskarer
pludselig tier.
Hellig Taushed
alt indvier.
155 Da klinger i Muld
det gamle Guld.
Tvende Glimt fra Oldtidsdage
funkler i de nye Tider.
Selsomt vendte de tilbage,
160 gaadefyldt paa röde Sider.
Mystisk Helligdom omsvæver
deres gamle Tegn og Mærker.
Guddomsglorien ombæver
165 Evighedens Underværker.
Hædrer dem, thi Skiebnen skalter!
snart maaskee de er forsvunden.
10
Jesu Blod paa Herrens Alter
175 for et mat nysgierrigt Öie.
170 fylde dem, som Blod i Lunden.
Men I see kun deres Lue,
ikke det ærværdigt Höie!
Sætte dem som Pragt tilskue
Himlen sortner, Storme brage!
Visse Time du er kommen.
Hvad de gav de tog tilbage.
180 Evig bortsvandt Helligdommen.
Til næste gang:
Bjørnson: Ja, Vi elsker dette landet og Dybeck: Du gamla, du fria
Bjørnstjerne Bjørnson: «Ja, vi elsker dette landet»
1.
Ja, vi elsker dette landet,
som det stiger frem
furet, vejrbidt over vandet,
med de tusen hjem.
Elsker, elsker det og tænker
på vor far og mor
og den saganat, som sænker
drømme på vår jord.
ti vi heller landet brænte,
end det kom til fald;
husker bare, hvad som hændte
ned på Fredrikshald!
2.
Dette landet Harald bjærged
med sin kæmperad,
dette landet Håkon værged,
medens Øjvind kvad;
Olav på det land har malet
korset med sitt blod,
fra dets høye Sverre talet
Roma midt imod.
5.
Hårde tider har vi døjet,
blev tilsidst forstødt;
men i værste nød blåøjet
frihed ble oss født.
Det gav faderkraft at bære
hungersnød og krig,
det gav døden selv sin ære –
og det gav forlig.
3.
Bønder sine økser brynte,
hvor en hær drog frem;
Tordenskjold langs kysten lynte,
så den lystes hjem.
Kvinner selv stod op og strede
som de vare mænd;
andre kunde bare græde;
men det kom igen!
6.
Fienden sit våben kasted,
op visiret fór,
vi med undren mod ham hasted;
ti han var vår bror.
Drevne frem påstand av skammen
gik vi søderpå;
nu vi står tre brødre sammen,
og skal sådan stå!
4.
Vistnok var vi ikke mange;
men vi strak dog til,
da vi prøvdes nogle gange,
og det stod på spil;
7.
Norske mand i hus og hytte,
tak din store Gud!
landet vilde han beskytte,
skønt det mørkt så ud.
11
Alt, hvad fædrene har kæmpet,
mødrene har grædt,
har den Herre stille læmpet,
så vi vant vår ret.
8.
Ja, vi elsker dette landet,
som det stiger frem
furet, vejrbitt over vandet,
med de tusen hjem.
Og som fædres kamp har hævet
det af nød til sejr,
også vi, når det blir krævet,
for dets fred slår lejr.
Richard Dybeck: Du gamla, du fria
Du gamla, Du fria, Du fjällhöga nord,
Jag städs vill dig tjäna, mitt älskade land,
Du tysta, Du glädjerika sköna!
Din trohet till döden vill jag svära.
Jag hälsar Dig, vänaste land uppå jord,
Din rätt, skall jag värna, med håg och med hand,
Din sol, Din himmel, Dina ängder gröna.
Din fana, högt den bragderika bära.
Din sol, Din himmel, Dina ängder gröna.
Din fana, högt den bragderika bära.
Du tronar på minnen från fornstora dar,
Med Gud skall jag kämpa, för hem och för härd,
då ärat Ditt namn flög över jorden.
för Sverige, den kära fosterjorden.
Jag vet att Du är och Du blir vad Du var.
Jag byter Dig ej mot, allt i en värld
Ja, jag vill leva jag vill dö i Norden.
Nej, jag vill leva jag vill dö i Norden!
Ja, jag vill leva jag vill dö i Norden.
Nej, jag vill leva jag vill dö i Norden!
Find ud af, hvornår de er fra, og hvordan de hænger sammen med ’romantikken’ som begreb?
Til næste gang:
Find oplysninger om Steen Steensen Blicher.
Læs derforuden om romantisme.
Romantismen
Grænseoverskridelser i poesien (Percy Bysshe Shelley: Den følende blomst, 1820)
For kærlighed, skønhed og lykkelig glød
der findes ingen forandring og død;
men de går vore mørke sanser forbi
med et lys, som vi ikke kan blive i.
Hvem slap for at sønderslides af lykke der måtte dø, spørger den engelske digter John Keats i et af sine
digte. Længslen efter det poetiske svæv er drivkraften hos en gruppe engelske bohemer.
12
Trekløveret John Keats (1795-1821), Percy Bysshe Shelley (1792-1822) og George Byron (1788-1824) har
det tilfælles, at de alle kommer på kant med den engelske borgerlighed, alle tager til Italien for at leve
poesien ud, og at de alle omkommer, før de er fyrre. Keats er dødeligt syg i Italien, Shelley drukner, og
Byron dør under den græske frihedskrig. Fælles for dem er, at de søger grænseoverskridelser, dels i deres
poesi, dels i deres bohemetilværelse.
Et øjeblik af svimlende lykke
Den poesi, som trekløveret repræsenterer, kaldes romantisme. I modsætning til den traditionelle romantik
søger de ikke harmoni og sammenhæng, men derimod et øjeblik af svimlende lykke. De ønsker at gøre
deres liv poetisk og kender prisen.
John Keats formulerer omkostningen ved at leve stærkt og gør den til et alment eksistensvilkår: At føle, hvad
hjertet tabte, og vide, hvordan vi slap det, til evig erindring skabte: Det kaldes menneske-kår! Evigt ejes kun
det tabte, men det ejes netop, fordi det fastholdes i den poetiske erfarings form.
De tre føler smerten over at være faldet ud af helheden og ved at være skilt fra det sociale liv, men omvendt
nyder de, at de gennem deres oprør hæver sig over det ordinære og giver deres liv poesi. De tre digtere er
med andre ord gjort af det stof, som myter skabes af.
Samme lidenskabelige ild som også brænder i tidligt døde digtere som den franske symbolist Arthur
Rimbaud og den danske postmodernist Michael Strunge.
C. W. Eckersberg: En nøgen fra ryggen set kvinde sætter sit hår foran et spejl
C. W. Eckersberg: En nøgen fra ryggen
set kvinde sætter sit hår foran et spejl.
Ca. 1837. Olie på lærred. 32 x 25 cm.
Den Hirschsprungske Samling/Hans
Petersen
Romantismen dyrker det interessante.
Interessant er alt, hvad der er lystfuldt,
erotisk pirrende og frem for alt
æstetisk.
C. W. Eckersberg (1783-1853) er læremester for guldaldermalerne og selv en fremragende kunstner. Hans
studie i kvindekroppen herover udtrykker romantismens følsomme dyrkelse af den erotiske udstråling,
seksualiteten og poesien i kvindekroppens anatomi.
Det æstetiske består i arrangementet. Kompositionen er asymmetrisk opbygget omkring midteraksen. De
tunge billedelementer er placeret i billedets venstre side, der domineres af kvindens krop, mens spejlet til
højre diskret viser et udsnit af hendes ansigt og brystets linjer.
Kroppens former understreges af fordelingen af lys og skygge og de erotiske undertoner fremhæves
desuden af den måde klædet er viklet om hende. Hun er i færd med at sætte sit hår og ses fordybet i
arbejdet med sin egen skønhed. Armenes bevægelser er sensuelle, og den nøgne krop skaber en stemning
af intimitet.
13
Motivets styrke er spillet mellem spejlbilledet og modellen, mellem tilsløring og afsløring, mellem det opsatte
hår og det løse klæde. Eckersbergs dyrkelse af kvindekroppen er beslægtet med digteren Aarestrups
erotiske digte og Søren Kierkegaards studier i æstetikerens livsform.
Weltschmerz
I Frankrig og England hedder romantikken henholdsvis romantisme og romanticism. Den betegner en anden
livsstemning end den danske og tyske universalromantik. Mens den danske og tyske romantik poetiserer
over altings sammenhæng, dyrker romantisterne splittelsen, randoplevelserne, smerten og melankolien.
Man søger til bunds i det dunkle for at finde en ny skønhed. Karakteristisk kalder William Blake en
digtsamling for Ægteskabet mellem Himmel og Helvede. Romantisterne dyrker det, englænderne kalder
Spleen og tyskerne Weltschmerz. Leden ved livet, smerten ved tabet.
Mens universalromantikerne dyrker de umiddelbare følelser, fantasien, anelsen, musikaliteten, dyrker
romantisterne det middelbare: selvreflektionen, selvbevidstheden og selviscenesættelsen.
En ekstrem individualisme
Omkring 1830 begynder forfattere som Christian Winther, Emil Aarestrup, H.C. Andersen og Søren
Kierkegaard at sætte spørgsmålstegn ved nationalromantikkens idyller. Med udenlandske forbilleder som E.
T. A. Hoffmann, Heinrich Heine, Shelley, Byron og Keats får de blik for livets dystre understrømme.
Romantismen bliver den toneangivende litterære retning i Danmark fra 1830, og den ebber ud omkring 1850.
Kendetegnende for romantismen er, at den dyrker en ekstrem individualisme, den søger til bunds i
menneskesjælen for at finde de forbudte og fortrængte natsider.
Romantismen er derfor ofte på kollisionskurs med de gældende normer: den er provokerende og dæmoniserende, hvor den traditionelle romantik er harmoniserende og renhedsdyrkende.
Interessante skyggesider
Romantismen rummer jeg-digte af en anden kaliber end universalromantikken, fordi jeg’et netop ikke passer
ind i verden. I opposition til verden dyrker romantisterne en ekstrem individualisme.
Det dæmoniske, det psykologiske, det, man kunne kalde menneskets skyggeside, har stor appel, fordi det
netop er anderledes og interessant i ordets dybe betydning. Og termen det interessante bliver faktisk tidens
modeord. Det, der er interessant, er det, der overskrider den givne norm.
Interessant er utroskab, mens ægteskab er ordinært. Interessant er driftslivet og det psykologiske, mens den
sociale realitet er kedsommelig. Og særligt interessante er mennesker, der udfordrer skæbnen og sætter sig
ud over normerne, mens konventionelle spidsborgere er kedsommelige.
Kynisme
Det fundamentale i romantismen er en grundlæggende erkendelse af, at verden er meningsløs. Den, der
mest radikalt formulerer denne opfattelse af livets gundlæggende vilkår, er den danske filosof Søren
Kierkegaard.
Hele hans forfatterskab handler om at forstå tilværelsens grundkarakter og de vilkår, der gælder i livet. I en
af sine aforismer anlægger en af Kierkegaards æstetikere en særdeles kølig og nøgtern vinkel på livet:
Hvor er livet tomt og betydningsløst. Man begraver et menneske. Man følger ham til jorden, man kaster tre
spader jord på ham. Man kører ud i karet, man kører hjem i karet. Man trøster sig med, at der ligger et
langt liv foran én. Hvor langt er vel 7 x 10 år? Hvorfor gør man det ikke af på én gang, hvorfor bliver man
14
ikke derude, og går ned i graven, og trækker lod om, hvem den ulykke skal times, at være den sidste
levende, der kaster de sidste tre spader jord på den sidste døde. (Søren Kierkegaard: Enten-Eller, 1843)
Man kan næppe nedskrive livet mere radikalt, end Kierkegaard gør her. Netop kynismen er et kendetegn ved
romantismen, dens forfattere anlægger en kølig og reflekteret synsvinkel på livet. Hvad er der egentlig at
leve for? Det er det spørgsmål, som romantismen handler om, og svaret er i de fleste tilfælde den intensitet,
fylde og skønhed, man kan fravriste livet.
Romantismens skønhedsopfattelse
Romantismen udtrykker derfor en usædvanlig skærpet sans for begrebet tid: alt opstår og forgår, og dermed
er alle begivenheder midlertidige og alle tilstande foreløbige. Menneskets dage er som græs, skriver Blicher
et sted og angiver hermed en bevidsthed om alle tings ophør.
Som en reaktion på den skærpede tidsfornemmelse, er det digternes projekt at fastholde øjeblikkets
skønhed i poesiens form. Men skønhed er heller ikke længere et entydigt begreb. I romantismen er skønhed
ikke dugvåde marker og blødt, diset morgenlys, men i lige så høj grad hæslige og gruopvækkende
oplevelser.
Skønt er det der indeholder store spændinger, som udstråler intensitet. I sin poetik, Forsvar for Poesien
(1821), forklarer Shelley romantismens skønhedsopfattelse:
Poesien drager sløret bort fra verdens skjulte skønhed og får det, som er velkendt, til at fremtræde som nyt
og ukendt. – Selv den største digter kan ikke sige: nu vil jeg digte.
For sjælen er ligesom et ulmende kul, som en usynlig indflydelse, ligesom en skiftende vind opvækker til
flygtig glans. … Idet poesien omdanner alt det, den rører ved, forskønner den selv det mest deforme, den
forener jubel med rædsel, sorg med glæde, evighed med foranderlighed, alt uforeneligt tvinges sammen
under dens lette åg.
Dens hemmelige alkymi forvandler de giftige vande, der strømmer fra døden til livet, til læskedrikke. Hvor
verden synes dagligdags og gammelkendt, løfter den sløret, så dens slumrende skønhed, ånden i formerne,
lægges blot.
Splittelse og skønhed
I romantismen omsmelter man det hæslige til skønhed og sammensvejser modsætningerne – uden at
ophæve dem. Splittelsen er grundmotivet i al romantisme, skønheden målet. Digterne afsøger sindets
afkroge og tilværelsens mere dybe og dunkle sider med en æstetisk tilgang.
Romantismen er skønhedsdyrkende og forfinet i sin smag, men digteren langt mere kølig i sin omgang med
stoffet – i modsætning til romantikkens følsomhed. For eksempel i Chr. Winthers novelle Skriftestolen (1843).
Her overhører en italiener tilfældigt sin kone skrifte i kirken.
Hendes hjerte løber over med hendes betagelse af elskeren. Den bedragne ægtemand opsøger konen i
hendes gemakker, mens elskeren er der:
Idet han (ægtemanden red.) talede disse ord, tog han den hvide, med brede blonder kantede trækkepude,
lagde den sagte på det sted, hvor den skjulte persons ansigt måtte være, og satte sig dernæst med hele sit
kraftige legemes vægt derpå, mens han med højre hånd fast stemmede og støttede sig mod den liggendes
bryst.
Uden at ænse de uvilkårlige, rasende convulsiviske bevægelser af den i dødsangst bestedte, vedblev
Marchesen med rolig og fast stemme: »Hvor er det fuldendt, dette billede!«
15
Koldblodigt kvæler hovedpersonen elskeren, skaffer liget af vejen og fjerner den munk, der forestod
skriftemålet. Det nye og moderne er køligheden i stilen.
Mens drabet står på, holder den bedragne ægtemand et lille foredrag om kunst for sin hustru. Billedet, som
ægtemanden fortolker, er Tizians billede af Magdalene, der viser en sensuel og halvnøgen synderinde, der
dækker barmen med sit hår.
Der er således en klar analogi mellem billede og scenen, det indgår i. Med den kynisme, manden lægger for
dagen, og den ubekymrede måde, han dræber elskeren på, er vi næsten på niveau med American Psycho.
Størstedelen af Chr. Winthers øvrige forfatterskab virker i dag gammeldags. Men i samtiden var han højt
skattet, og i generationer var Hjortens Flugt (1855) den obligatoriske konfirmationsgave. Målt med moderne
øjne er Chr. Winthers ven, den i samtiden temmeligt upåagtede digter og læge Emil Aarestrup, kunstner af
et større karat.
Constantin Hansen: Kunstnerens søstre Signe og Henriette læsende i en bog
Constantin Hansen: Kunstnerens søstre Signe og Henriette læsende i en bog. 1826. Olie på lærred. 65,5 x
56 cm.
Statens Museum for Kunst/Hans Petersen
Constantin Hansen (1804-1880) tilhører guldaldermalerne og skabte en uhyre alsidig produktion, der både
tæller mytologiske studier, historiemalerier, genrebilleder og portrætter.
Genrebilledet af de to søstre viser Constantin Hansens sans for at fastholde den stille hverdagsbegivenhed.
Kompositionen er rolig og harmonisk. De to søstres kroppe danner tilsammen en såkaldt rolig trekant, mens
ansigterne er placeret i billedets øvre gyldne snit. Billedet udtrykker fordybelse og en god sans for poesi.
Constantin Hansen er en mester i genremaleriet, som han selv definerer som et billede, der ingenting
forestiller. Hermed mener han, at det kan være hip som hap, om han maler opstillinger af frugt eller børn,
men denne arrogante holdning lyver, fordi han stilistisk gør de hverdagslige motiver til genstand for en
sofistikeret kunst.
Lyset, poesien i de læsende pigers ansigtsudtryk og kjolernes fint udarbejdede detaljer vidner om minutiøs
sans for virkeligheden. Constantin Hansens billede er et eksemplarisk udtryk for poetisk realisme.
Præludium
Sig nærmer Tiden, da jeg maa væk,
16
Jeg hører Vinterens Stemme;
Thi ogsaa jeg er kun her paa Træk,
Og haver andensteds hjemme.
Jeg vidste længe, jeg skal herfra;
Det Hjærtet ikke betynger,
Og derfor lige glad nu og da
Paa Gjennemreisen jeg synger.
Jeg skulde sjunget lidt meer maaskee —
Maaskee vel ogsaa lidt bedre;
Men mørke Dage jeg maatte see,
Og Storme rev mine Fjædre.
Jeg vilde gjerne i Guds Natur
Med Frihed spændt mine Vinger,
Men sidder fast i mit snevre Buur,
Det allevegne mig tvinger.
Jeg vilde gjerne fra høien Sky
Udsendt de gladere Sange;
Men blive maa jeg for Kost og Ly
En stakkels gjældbunden Fange.
Tidt ligevel til en Smule Trøst
Jeg ud af Fængselet titter,
Og sender stundom min Veemodsrøst
Med Længsel gjennem mit Gitter.
Lyt og, o Vandrer! til denne Sang,
Lidt af din Vei Du hidtræde!
Gud veed, maaske det er sidste Gang
Du hører Livsfangen qvæde.
Mig bæres for, som ret snart i Qvel
At Gitterværket vil briste;
Thi qviddre vil jeg et ømt Farvel;
Maaske det bliver det sidste.
Semantiske felter
Når man kommer ind midt i en samtale mellem to mennesker, skal man typisk lige orientere sig i, hvad
der bliver talt om. Man forsøger at finde sammenhænge mellem de ord, der bliver brugt, så man kan
finde ud af, hvad der bliver talt om. I al god kommunikation opstår en sammenhængende betydning,
fordi vi som afsender og modtager knytter ordene til hinanden. Når vi hører ordene ’gris’, ’ged’, ’får’,
’ko’, ’høste’, ’bondemand’, opfatter vi straks, at de danner en betydningsmæssig sammenhæng; ordene
kan alle kategoriseres under feltet eller scenariet ’landbrug’ eller ’bondeliv. Hvis ord ikke kan grupperes
i semantiske felter, så får man en tekst, der er temmelig umulig at finde rundt i.
At kigge på semantiske felter er en grundlæggende del af digtanalysen i særdeleshed, for herigennem
17
får vi en klar vished om, hvad digtet omtaler – og omhandler. Men det kan selvsagt også bruges i
arbejdet med prosa og ikke-litterære tekster. Rapgruppen Suspekt indleder deres debutalbum således
Yo, jeg er som det projektil dit navn står på
Splatter din hjerne ud på det fortov, hvor du går på
Skærer hovedet af dit torso
Efterlader scenen i et blodbad efter vores show
SU på korstog så blæs til angreb. Mit mandskab
lider af en sygelig form for galskab
og du bliver fyret fra dit pladeselskab på grund af salgstab
Her viser der sig tydeligt to felter eller scenerier, som er markeret med blåt og rødt. Det røde markerer
et voldsfelt, mens det blå markerer et musikfelt. Alt i alt peger tekstsstykket på, at rappen bliver anvendt
som våben imod andre i musikbranchen.
En analyse af de semantiske felter giver os således et overblik over, hvilke felter eller scenarier teksten
bygger op om, og derved hvad teksten grundlæggende handler om/tematiserer, og det kan bruges
videre i vores dybere forståelse af teksten.
Lektier til næste gang: Læs nedenstående tekst: To spor i den biografiske
læsning af Tepotten.
Teorien er læst hjemme – nu skal eleverne gruppevis markere hhv. de genetiske spor og det
portrætterende spor i novellen. (ca. 20 minutter). Derefter ’Det døende barn’ (synsvinkel).
To spor i den biografiske metode
Det ligger lige for at sammenligne en forfatters værker med hans liv for at finde sammenhænge og nøgler til
at åbne bøgerne med, og i H.C. Andersens tilfælde er dette blevet gjort igen og igen. Hvis man anvender den
biografiske metode, kan man følge to spor. Det portrætterende spor, som forklarer sammenhængen i
forfatterskabet under henvisning til forfatterens biografi, eller det genetiske spor, hvor man kaster lys over
værkernes tilblivelse.
Det genetiske spor
Hvis vi følger det genetiske spor først, ved vi, at ‘Tepotten’ er skrevet på en Spaniensrejse, som H.C.
Andersen foretog i 1862 sammen med Jonas Collin. Oprindeligt skulle ‘Tepotten’ indgå i rejsebogen I
Spanien (1863), men i stedet blev det en selvstændig tekst. I udkastet til rejsebogen fortæller Andersen om
eventyrets tilblivelse:
I vor fonda var der også spor af gammel herlighed, våben over porten, stensokler i den engang med et
mægtigt springvand pyntede gård, nu sprang her ikke en dråbe, marmorkummen var fyldt med jord og
forvandlet til et blomsterbed. Underlige frugtlignende ildrøde blomster groede her, de så ud som spansk
peber, men var endnu mere glødende. (…)
Her i Toledo i fondaens lille gård, hvor det gamle springvand var blevet urtepotte, lå skrimmel og skrammel,
stumper og skår, der lå skåret af en gammel tepotte med indskrift, kinesisk var det ikke, men heller ikke
maurisk! Så havde det været en bid for museet, nu gav den ideen til et eventyr.
Et tingseventyr
Med potteskåret i hånden får Andersen inspirationen til eventyret, som er en ny variant af en
dannelsesfortælling, han ofte har skrevet før, og som han skriver over i sine tre selvbiografier.
‘Tepotten’ er et tingseventyr, hvor potten har menneskelige træk, og eventyret skildrer tre faser i et
menneskes liv. Nøgleformuleringen er »man er et og bliver et ganske andet«, der viser hen til romantikkens
dannelsesforestilling: at det gælder om at blive sig selv, at finde sin plads i verden og udfylde den.
18
Under denne forestilling ligger en endnu dybere, nemlig forstillingen om et guddommeligt forsyn: at der er
en plan for og mening med alting, at det er Gud, der skriver et menneskes livshistorie, sådan som H.C.
Andersen flere gange skriver det i sine biografier.
Universel næstekærlighed
Til gengæld lykkes det den forstødte at overskride sig selv og skabe en kunst, der er større end ham selv, og
som tilbedes uafhængigt af ham. At kunstneren betaler en høj pris for at skabe sin kunst, fortæller
eventyret tydeligt – i skildringen af de smerter, tepotten må udstå: en følelse af »mangel«, efter faldet af
»invaliditet«, senere »fødselssmerter« og sluttelig en voldsom smerte, da den går fra hinanden: »Man slog
mig midt over; det gjorde voldsomt ondt; men blomsten kom i en bedre potte.«
Eventyrets sidste fase viser den erindrende digter, der har erkendt sin egen endelighed, men som lever et
rigt indre liv i sine erindringer. Tepottens higen efter bekræftelse forvandles her til en universel
næstekærlighed.
En reduktion af teksten
‘Tepotten’ handler måske især om kunstens tilblivelse. Stor kunst opstår gennem sublimering, dvs. ved at
give afkald på realisering af drifter og i en stræben efter anerkendelse. I afkaldet vindes en storhed, der ikke
lader sig reducere til berømmelse, nemlig udødeligheden. Prisen, en kunstner betaler for at skabe det
originale kunstværk, er det at stå uden for livet og længselsfuldt betragte det.
Og læs Tepotten
23/10/2017 Tepotten
https://www.andersenstories.com/da/andersen_fortaellinger/tepotten 1/1
Tepotten
19
Der var en stolt tepotte, stolt af sit porcelæn, stolt af sin lange tud, stolt af sin brede hank; den havde
noget forud og bagud, tuden for, hanken bag, og det talte den om; men den talte ikke om sit låg, det
var knækket, det var klinket, det havde mangel, og sin mangel taler man ikke gerne om, det gør nok
de andre. Kopper, fløde- og sukkerskål, den hele teopstilling ville nok mere huske på lågets
skrøbelighed og tale om den, end om den gode hank og den udmærkede tud; det vidste tepotten.
"Jeg kender dem!" sagde den ind i sig selv, "jeg kender også nok min mangel og jeg erkender den,
deri er min ydmyghed, min beskedenhed; mangler har vi alle, men man har da også begavelse.
Kopperne fik en hank, sukkerskålen et låg, jeg fik nu begge dele og én ting forud, den de aldrig får,
jeg fik en tud, den gør mig til dronning på tebordet. Sukkerskålen og flødepotten forundes det at
være velsmagens tjenerinder, men jeg er den givende, den rådende, jeg udbreder velsignelsen blandt
den tørstende menneskehed; i mit indre forarbejdes de kinesiske blade i det kogende, smagløse
vand."
Alt dette sagde tepotten i dens frejdige ungdomstid. Den stod på det dækkede bord, den blev løftet
af den fineste hånd; men den fineste hånd var kejtet, tepotten faldt, tuden knak af, hanken knak af,
låget er ikke værd at tale om, der er talt nok om det. Tepotten lå besvimet på gulvet, det kogende
vand løb ud af den. Det var et svært stød, den fik, og det sværeste var, at de lo, de lo ad den og ikke
ad den kejtede hånd.
"Den erindring får jeg nu aldrig ud af mig!" sagde tepotten, når den siden fortalte sig selv sit
levnedsløb. "Jeg blev kaldt invalid, sat hen i en krog og dagen derpå foræret bort til en kone, der
tiggede madfedt; jeg kom ned i armoden, stod målløs, både ud og ind, men der, som jeg stod,
begyndte mit bedre liv; man er ét og bliver et ganske andet. Der blev lagt jord ind i mig; det er for
en tepotte at begraves, men i jorden blev lagt et blomsterløg; hvem der lagde det, hvem der gav det,
ved jeg ikke, givet blev det, en erstatning for de kinesiske blade og det kogende vand, en erstatning
for den afbrudte hank og tud. Og løget lå i jorden, løget lå i mig, det blev mit hjerte, mit levende
hjerte, et sådant havde jeg før aldrig haft. Der var liv i mig, der var kraft og kræfter; pulsen slog,
løget skød spire, det var ved at sprænges af tanker og følelser; de brød ud i blomst; jeg så den, jeg
bar den, jeg glemte mig selv i dens dejlighed; velsignet er det at glemme sig selv i andre! Den sagde
mig ikke tak; den tænkte ikke på mig; – den blev beundret og lovprist. Jeg var så glad derover, hvad
måtte den da ikke være det. En dag hørte jeg, der blev sagt, at den fortjente en bedre potte.
Man slog mig midt over; det gjorde voldsomt ondt; men blomsten kom i en bedre potte, – og jeg
blev kastet ud i gården, ligger der som et gammelt skår, – men jeg har erindringen, den kan jeg ikke
miste."
*****
Herefter læses digtet herunder på klassen:
Det døende Barn, 1827, H. C. Andersen
Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove,
Lad mig ved dit Hjerte slumre ind;
Græd dog ei, det maa Du først mig love,
Thi din Taare brænder paa min Kind.
Her er koldt og ude Stormen truer,
Men i Drømme, der er Alt saa smukt,
Og de søde Englebørn jeg skuer,
Naar jeg har det trætte Øie lukt.
Moder, seer Du Englen ved min Side?
20
Hører Du den deilige Musik?
See, han har to Vinger smukke hvide,
Dem han sikkert af vor Herre fik;
Grønt og Guult og Rødt for Øiet svæver,
Det er Blomster Engelen udstrøer!
Faaer jeg ogsaa Vinger mens jeg lever,
Eller, Moder, faaer jeg naar jeg døer?
Hvorfor trykker saa Du mine Hænder?
Hvorfor lægger Du din Kind til min?
Den er vaad, og dog som Ild den brænder,
Moder, jeg vil altid være din!
Men saa maa Du ikke længer sukke,
Græder Du, saa græder jeg med Dig.
O, jeg er saa træt! — maa Øiet lukke — Moder — see! nu kysser Englen mig!
Til næste gang læs Klokken
Klokken - Af Hans Christian Andersen
Om aftnen i de snævre gader i den store by, når solen gik ned og skyerne skinnede som guld oppe mellem
skorstenene, hørte tit snart den ene snart den anden en underlig lyd, ligesom klangen af en kirkeklokke,
men det var kun et øjeblik den hørtes, for der var sådan en rumlen med vogne og sådan en råben og det
forstyrrer. "Nu ringer aftenklokken!" sagde man, "nu går solen ned!"
De, som gik uden for byen, hvor husene lå længere fra hinanden med haver og små marker, så aftenhimlen
endnu prægtigere og hørte langt stærkere klangen af klokken, det var som kom lyden fra en kirke dybt inde
i den stille, duftende skov; og folk så derhen, og blev ganske højtidelige. Nu gik mange tider, den ene sagde til den anden: "Mon der er en kirke derude i skoven? Den klokke har dog
en underlig, dejlig klang, skal vi ikke tage derud og se lidt nærmere på den." Og de rige folk de kørte og de
fattige de gik, men vejen blev dem så underlig lang, og da de kom til en hel del piletræer, der voksede ved
udkanten af skoven, så satte de sig der og så op i de lange grene og troede, at de var rigtigt i det grønne;
konditoren inde fra byen kom derud og slog sit telt op, og så kom der nok en konditor og han hang en
klokke op lige over sit telt, og det en klokke, som var tjæret for at kunne tåle regnen, og kneblen manglede.
Når så folk tog hjem igen, sagde de at det havde været så romantisk, og det betyder noget ganske uden for
tevand. Tre personer forsikrede, at de var trængt ind i skoven lige til hvor den endte, og de havde altid hørt
den underlige klokkeklang, men det var der for dem ligesom den kom inde fra byen; den ene skrev en hel
vise derom og sagde, at klokken klang som en moders stemme til et kært klogt barn, ingen melodi var
dejligere end klokkens klang.
Landets kejser blev også opmærksom derpå og lovede, at den som ret kunne opdage hvorfra lyden kom,
skulle få titel af "Verdensklokker" og det selv om det ikke var en klokke.
21
Nu gik da mange til skoven for det gode levebrøds skyld, men der var kun én, som kom hjem med en slags
forklaring, ingen havde været dybt nok inde, og han da ikke heller, men han sagde dog at klokkelyden kom
fra en meget stor ugle i et hult træ, det var sådan en visdomsugle, som idelig slog sit hoved mod træet, men
om lyden kom fra dens hoved eller fra den hule stamme, det kunne han ikke endnu med bestemthed sige,
og så blev han ansat som Verdensklokker og skrev hvert år en lille afhandling om uglen; men lige meget
vidste man.
Nu var det just en konfirmationsdag, præsten havde talt så smukt og inderligt; konfirmanderne havde
været så bevægede, det var en vigtig dag for dem, de blev fra børn med ét til voksne mennesker,
barnesjælen skulle nu ligesom flyve over i en forstandigere person. Det var det dejligste solskin,
konfirmanderne gik ud af byen, og fra skoven klang forunderlig stærkt den store ubekendte klokke. De fik
lige straks sådan en lyst til at komme der, og det alle på tre nær, den ene af dem skulle hjem og prøve sin
balkjole, for det var just den kjole og det bal, der var skyld i, at hun var blevet konfirmeret denne gang, for
ellers var hun ikke kommet med; den anden var en fattig dreng, som havde lånt sin konfirmationskjole og
støvlerne hos værtens søn og dem måtte han levere af på bestemt klokkeslæt; den tredje sagde, at han
aldrig gik noget fremmed sted, uden hans forældre var med, og at han altid havde været et artigt barn og
det ville han forblive, selv som konfirmand, og det skal man ikke gøre nar af! - men det gjorde de.
Tre af dem gik altså ikke med; de andre travede af sted; solen skinnede og fuglene sang og konfirmanderne
sang med og holdt hinanden i hænderne, for de havde jo ikke fået embeder endnu og var alle konfirmander
for Vorherre.
Men snart blev to af de mindste trætte og så vendte de to om til byen igen; to småpiger satte sig og bandt
kranse, de kom heller ikke med, og da de andre nåede piletræerne, hvor konditoren boede, så sagde de:
"Se så, nu er vi herude; klokken er jo egentlig ikke til, den er bare sådant noget man bilder sig ind!"
Da lød i det samme dybt i skoven klokken så sødt og højtideligt, at fire, fem bestemte sig til dog at gå noget
længere ind i skoven. Den var så tæt, så løvfuld, det var ordentligt besværligt at komme frem, skovmærker
og anemoner voksede næsten alt for højt, blomstrende konvolvolus og brombærranker hang i lange
guirlander fra træ til træ, hvor nattergalen sang og solstrålerne legede; oh det var så velsignet, men det var
ingen vej at gå for pigerne, de ville fået klæderne revet itu. Der lå store klippeblokke begroede med mos af
alle farver, det friske kildevand piblede frem og underligt sagde det ligesom "kluk, kluk!"
"Det skulle dog ikke være klokken"! sagde en af konfirmanderne, og lagde sig ned og hørte efter. "Det må
man rigtigt studere"! og så blev han og lod de andre gå.
De kom til et hus af bark og grene, et stort træ med vilde æbler hældede sig hen over det, som ville det
ryste hele sin velsignelse ud over taget, der blomstrede med roser; de lange grene lå lige hen om gavlen, og
22
på den hang en lille klokke. Skulle det være den, man havde hørt. Ja, derom var de alle enige, på én nær,
han sagde, at den klokke var for lille og fin til at kunne høres så langt borte, som de havde hørt den, og at
det var ganske andre toner, som således rørte et menneskehjerte; han som talte var en kongesøn, og så
sagde de andre "sådan én ville nu altid være klogere."
Så lod de ham gå alene, og alt som han gik blev hans bryst mere og mere opfyldt af skovensomheden; men
endnu hørte han den lille klokke, som de andre var så fornøjede med, og imellem, når vinden bar fra
konditoren, kunne han også høre, hvorledes der blev sunget til tevand; men de dybe klokkeslag lød dog
stærkere, det var snart ligesom et orgel spillede dertil, lyden kom fra venstre, fra den side, på hvilken
hjertet sidder.
Nu raslede det i busken og der stod en lille dreng foran kongesønnen, en dreng i træsko og med en trøje så
kort, at man ret kunne se hvor lange håndled han havde. De kendte begge hinanden, drengen var just den
af konfirmanderne, som ikke kunne komme med, fordi han skulle hjem og levere trøje og støvler af til
værtens søn; det havde han gjort og var nu i træsko og de fattige klæder gået af sted alene, thi klokken
klang så stærkt, så dybt, han måtte derud.
"Så kan vi jo gå sammen"! sagde kongesønnen. Men den fattige konfirmand med træskoene var ganske
undselig, han trak på de korte trøjeærmer og sagde: Han var bange for, at han ikke kunne gå så rask med,
desuden mente han, at klokken måtte søges til højre, thi den plads havde jo alt stort og herligt.
"Ja, så mødes vi slet ikke"! sagde kongesønnen og nikkede til den fattige dreng, der gik ind i den mørkeste,
mest tætte del af skoven, hvor tornene rev hans fattige klæder itu og ansigt, hænder og fødder til blods.
Kongesønnen fik også nogle gode rifter, men solen skinnede dog på hans vej, og det er ham vi nu følger
med, for en rask knøs var han.
"Klokken vil og må jeg finde"! sagde han, "om jeg så skal gå til verdens ende"!
De ækle abekatte sad oppe i træerne og grinede med alle deres tænder. "Skal vi dænge ham"! sagde de;
"skal vi dænge ham; han er en kongesøn"!
Men han gik ufortrøden dybere og dybere ind i skoven, hvor der voksede de forunderligste blomster, der
stod hvide stjerneliljer med blodrøde støvtråde, himmelblå tulipaner, som gnistrede i vinden, og
æbletræer, hvor æblerne ganske og aldeles så ud som store skinnende sæbebobler, tænk bare hvor de
træer måtte stråle i solskinnet. Rundt om de dejligste grønne enge, hvor hjort og hind legede i græsset,
voksede prægtige ege og bøge, og var et af træerne revnet i barken, så voksede her græs og lange ranker i
revnen; der var også store skovstrækninger med stille indsøer, hvori hvide svaner svømmede og slog med
vingerne. Kongesønnen stod tit stille og lyttede, ofte troede han, at det var fra en af disse dybe søer
klokken klang op til ham, men så mærkede han dog nok, at det var ikke derfra, men endnu dybere inde i
23
skoven at klokken klang.
Nu gik solen ned, luften skinnede rød, som ild, der blev så stille, så stille i skoven, og han sank på sin knæ,
sang sin aftensalme og sagde: "Aldrig finder jeg hvad jeg søger! nu går solen ned, nu kommer natten, den
mørke nat; dog engang kan jeg måske endnu se den runde, røde sol, før den ganske synker bag jorden; jeg
vil stige op på klipperne der, de rejser sig i højde med de største træer"!
Og han greb i ranker og rødder, klatrede op ad de våde sten, hvor vandslangerne snoede sig, hvor
skrubtudsen ligesom gøede af ham; men op kom han før solen endnu ganske var nede, set fra denne højde;
oh, hvilken pragt! Havet, det store herlige hav, der væltede sine lange bølger mod kysten, strakte sig ud
foran ham, og solen stod som et stort skinnende alter derude, hvor hav og himmel mødtes, alt smeltede
sammen i glødende farver, skoven sang og havet sang og hans hjerte sang med; den hele natur var en stor
hellig kirke, hvori træer og svævende skyer var pillerne, blomster og græs det vævede fløjlsklæde og himlen
selv den store kuppel: Deroppe slukkedes de røde farver, idet solen forsvandt, men millioner stjerner
tændtes, millioner diamantlamper skinnede da, og kongesønnen bredte sine arme ud mod himlen, mod
havet og skoven, og i det samme, fra den højre sidegang, kom med de korte ærmer og med træsko den
fattige konfirmand; han var kommet der lige så tidlig, kommet der ad sin vej, og de løb hinanden i møde og
holdt hinanden i hænderne i naturens og poesiens store kirke, og over dem klang den usynlige hellige
klokke, salige ånder svævede i dans om den til et jublende halleluja!
Arbejdssspørgsmål til klassearbejde:
Fastslå genren og begrund jeres valg.
Hvordan er fortællingen opbygget?
Lav en personkarakteristik af hovedpersonerne (den fattige dreng og kongesønnen), og sammenlign dem
med hinanden, samt med byens borgere generelt.
Undersøg hvad klokken symboliserer.
Analyser og fortolk på slutscenen.
Hvordan ser vi en dualisme i fortællingen? (Slå evt. dualisme op)
• Perspektiver eventyret til tidligere tekster i forløbet.
Fortolkende spørgsmål:
 Hvilken betydning har det i denne forbindelse, at de lader sig styre af en "klang"
 Hvorfor finder børnene interesse i klokken netop på konfirmationsdagen?
 Forklar, hvorfor de fleste børnene undervejs mister interessen for klokken. Fortolk, hvorfor de forskellige
børn stopper, hvor de gør?
 - Hvilken symbolik ligger der i, at kun kongesønnen og den fattige dreng fortsætter?
 - Hvorfor følges de ikke gennem skoven?
 Hvad ligger der i, at de begge - rig som fattig - når frem?
24
 Hvordan man kan se nyplatonismen i HC Andersens
Klokken?
 Hvad med panteismen?
Indvielsen af Schack Staffeldt (1804)
Jeg sad paa Pynten ved Sundets Bred,
Himlene smilte,
Og saae med Længsel i Dybet ned,
Bølgerne hvilte,
Da hælded' Solen til Havets Bryst
Og rundtom rødnede Luft og Kyst.
Og brat fra Skyerne Strengeleeg
Anelsen vakte,
I Aftenrøde Musen nedsteeg,
Harpen mig rakte,
Og raskt et brændende Kys mig gav,
Nedsynkende i det luende Hav.
Da rundt en anden Natur der blev,
Vindene talte;
Fra Skyer, som blege for Maanen hendrev,
Aanderne kaldte,
Et Hierte slog varmt og kiærligt i Alt,
I Alt mig vinked' min egen Gestalt.
Dog blev fra nu for Tanke og Trang
Jorden et Fængsel;
Vel lindrer ved Anelse, Drøm og Sang
Hiertet sin Længsel,
Dog brænder mig Kysset jeg kiender ei Fred
Førend jeg drager Himlene ned!
Lektier til næste gang: Find oplysninger om Schack Staffeldt.
Arbejdsspørgsmål til klassearbejde ifm. Indvielsen:
1.
Beskriv Jegets tilstand:
"sad paa Pynten", "saa med længsel i Dybet ned "Beskriv naturen:
"Himlene smilte", "Bølgerne hvilte", "Solen (hælded) til Havets Bryst"
2.
Note: Musen er en af de 9 græske muser/gudiner, der repræsenterer hver en kunstart. Måske er dette
poesiens muse Kalliope.
25
Hvordan kan der komme strengeleg fra skyerne og hvordan skal man forklare musen, harpen, det
brændende kys og det luende hav?
3.
Forklar hvordan og hvorfor naturen derefter kan blive en anden!
"Vindene talte", Aanderne kaldte" Hvad betyder det?
Og hvad betyder det at "Et Hjerte" slår varmt og kærligt i alt..
Eller at min egen (digterens) Gestalt (skikkelse) vinked mig i alt?
4.
Hvad betyder det at jorden er blevet et fængsel for "Tanke og Trang", og at "Anelse, Drøm og Sang" kan
lindre "Hjertets Længsel"?
Og hvorfor brænder kysset, så han ikke kan få fred "Førend jeg drager Himlene ned"?
5.
Kan man (i gensidighed) perspektivere til Klokken?
Lektier til næste gang: Læs om Thomasine Gyllembourg, læs uddrag af
Drøm og virkelighed
Gyllembourg, Thomasine
Oprettet: 17.06.2010 - 10:03 http://www.litteratursiden.dk/analyser/gyllembourg-thomasine
Thomasine Gyllembourg var en af guldalderens største og mest produktive forfattere, der lagde grunden
til dansk kvindelitteratur.
Thomasine Gyllembourg (1773 – 1856) var trods sin sene udgivelsesdebut som 53-årig en af guldalderens
største og mest produktive forfatterinder. Hun ses på mange måder som den forfatterinde, der lagde
grunden til den danske kvindelitteratur, idet hun i modsætning til sine forfatterkolleger satte nye og hidtil
uberørte emner under lup, når hun skrev om kvindens position og om hverdagslivet, som det tog sig ud i
1800-tallet. Hun gjorde med andre ord familielivet til litterært emne og lod kvinden som litterær karakter
træde frem i lyset og få identitet.
Selv var Thomasine Gyllembourg en kvinde med stærk personlighed og vilje, og allerede som barn var
hendes begavelse tydelig. Som den ældste af fem søstre voksede hun op i en velhavende, borgerlig familie
med stærke familiebånd og -værdier. Moren døde tidligt, men faren, som, udover sit arbejde som
dispachør og statsmægler (fordeler af tab ved havari), dyrkede kunsten og videnskaben, sørgede for en
omhyggelig og kyndig opdragelse af døtrene og ansatte blandt andre Peter Andreas Heiberg som pigernes
fransklærer. I 1790 blev Thomasine og Peter Andreas Heiberg gift, og året efter fik de sønnen Johan Ludvig
Heiberg – Thomasines eneste og højtelskede barn. Der manglede dog kærlighed, fortrolighed og intimitet i
ægteskabet, hvor Heibergs rationelle og kølige fremtoning stod i skarp kontrast til Thomasines
lidenskabelige natur, og hun led under dette. Peter Andreas Heiberg var derimod stærkt optaget af en
anden lidenskab – nemlig kampen mod enevælden, og han inviterede alle hjem, der delte hans
passionerede synspunkter – heriblandt den svenske baron Carl Fredrik Gyllembourg-Ehrensvärd. Baron
Gyllembourg kom dagligt i hjemmet og betog Thomasine med sin kærlige og romantiske fremtoning, og
snart forelskede de sig i hinanden – en livserfaring, hun senere trak på i værket Ægtestand, hvor hun netop
skildrer en forsømt hustru, der fristes af en lidenskabelig bejler.
26
Da Peter Andreas Heiberg i begyndelsen af år 1800 blev landsforvist på grund af sin kritik af den enevældige
statsmagt, søgte Thomasine meget mod tidens favorisering af langvarige ægteskaber og af familien som
samfundets bastion om skilsmisse. Hun gjorde med andre ord qua sin passionerede natur op med det
kærlighedsløse ægteskab; ifølge hende var det en kvindes ret at blive elsket, og gensidig kærlighed var en
naturlig og fast følge af ægteskabet. Der er forskellige opfattelser af Thomasine Gyllembourgs
kontroversielle skilsmissebegæring: nogle hævder, at den er et udtryk for et opgør med den patriarkalske
samfundsorden, mens andre mener, at netop denne samfundsorden ses som naturens orden, og det
kærlighedsløse ægteskab derimod som det unaturlige. Det er under alle omstændigheder sikkert at sige, at
Thomasine Gyllembourg var en handlekraftig kvinde, der ikke gik på kompromis med kærligheden, hvor
kontroversielt det end måtte være.
I de sidste år af Thomasine Gyllembourgs liv voksede en ny kvindebevidsthed frem, der fremhævede
kvindens ret til respekt og frihed. Det stærke ønske om ligestilling fik hos andre af tidens forfatterinder fx
Mathilde Fibiger form af kravet om individuel frigørelse og adgang til uddannelse og arbejde, mens det hos
Thomasine Gyllembourg udmøntedes i hævdelsen af respekt for kvinden i hjemmet og for det særligt
kvindelige – to forskellige synspunkter, der stadig præger nutidens feminismedebat. Kærlighed og varme
fyldte hendes ægteskab med baron Gyllembourg, og hun lagde stor ære i at leve op til sin rolle som den
gode hustru.
Efter baron Gyllembourgs død i 1815 blev Thomasine Gyllembourg guvernante og huslærerinde for sin
fætters otte børn, men i 1822 flyttede hun ind hos sin søn. I 1827 fik hun sin litterære debut, da sønnen
opfordrede hende til at skrive et bidrag til sit nye litterære blad Kjøbenhavns flyvende Post. Inspireret af et
brevkassebrev skrev hun et fiktivt indlæg, hvilket blev starten på brevromanen Familien Polonius, som hun
udgav under pseudonymet ”Forfatteren til en Hverdagshistorie”. Dét, at hun benyttede sig af
brevkassegenren samt blandede sit fiktive brev med henvisninger til tidligere trykte indlæg i bladet, skabte
forvirring hos læserne omkring, hvorvidt der var tale om fiktive eller faktiske personer. På denne måde
foregreb Thomasine Gyllembourg realismen som litterær genre og nogle af dens virkemidler. Fra starten
var Thomasine Gyllembourgs emnevalg familien og den daglige tilværelse med dets forskellige
problematikker; hun kan på mange måder siges at være foregangskvinde for den danske
hverdagsrealistiske roman. Hendes jordnære og realistiske emnevalg var endvidere kontrære i forhold til
romantikkens kunstneriske omdrejningspunkter; naturen og ånden og idéen om, at der via naturlyrikken og
sjælelivet kunne skabes en forbindelse til Gud. Gennem sine tekster dannede hun et guldalderinterieur, der
i dag bidrager til at give et klart billede af og fornemmelse for de borgerlige familiekonstellationer og
hverdagens udfordringer og leben i den danske guldalder.
Mange har sammenlignet Thomasine Gyllembourg med Jane Austen og dennes litterære persongalleri og
indfølende skildring af de litterære karakterer og deres problemstillinger. Kritikken af Thomasine
Gyllembourg går dog på, at mens hun brillerer med sine præcise kvindeportrætter, så er
mandeportrætterne mere stive og knapt så indfølte. Litteraturforsker Lise Busk-Jensen pointerede i
forbindelse med Klassikerdagen i 2002, at Thomasine Gyllembourg baserede sine tekster på sin egen
brogede livserfaring og derudfra i en dannelsesmæssig optik beskrev sammenhængen mellem det gode,
det sande og det skønne, som hun så foreholdt læseren som dannelsesideal. I Thomasine Gyllembourgs
måske bedst kendte fortælling En Hverdags-Historie fremhæver hun eksempelvis den rolige, følsomme,
opofrende kvinde med den dybere personlige dannelse og visdom i modsætning til den omkringfarende,
rastløse unge pige med det overfladiske selskabelige talent. Historiens mandlige fortæller tvivler da også på
sin hurtige forlovelse med den unge pige, da han langsomt får øjnene op for den modne kvindes dybere og
sandere kvaliteter.
Thomasine Gyllembourgs kvindeideal om den gode hustru, der i hjemmet ofrede sig for familien og
herigennem nød anerkendelse, harmonerede ikke med hendes forfattervirke, som hun så som ukvindeligt;
en primært maskulin virksomhed, hvilket også var en stor del af grunden til, at hun skrev under
27
pseudonym. Derfor er det nok så paradoksalt, at det netop er via dette virke, at hun har bidt sig fast som en
betydningsfuld og progressiv del af den danske litterære kulturarv.
Drøm og Virkelighed (uddrag)
Arbejdsspørgsmål til klassearbejde ifm. Drøm og virkelighed:
Thomasine Gyllembourg: Drøm og Virkelighed (uddrag)
1. Beskriv miljøet i uddraget.
2. Udarbejd en karakteristik af hovedpersonen og Lise.
i. Tegn et Venn-diagram over samme to.
3. Hvilke modstillinger forekommer i teksten? (Lise i tjenestepigeklædedragt >< Lise i en dames tøj)
i. (Hans forventninger til det lille hjem >< hendes forventninger/evne til at holde det)
ii. (Hans forventninger til deres relation >< hendes ditto)
4. Hvad menes med: ’den offentlige sædelighedsfølelse’? (p. 79 mrk. *)
5. Hvad menes med: ’jeg gik tavst af vejen for stormen’ – og hvorfor gjorde han det? (79 mrk. **)
6. Kommenter på ordvekslingen øverst på side 80.
7. Har fortællingen en morale? (ringe social mobilitet -> skomager bliv ved din læst).
8. Hvorfor er det en biedermeierfortælling?
9. Hvorfor tror I, forfatteren har beskrevet forholdet mellem jeg-fortælleren og Lise som ’en fejl’?
10. Perspektiver fortællingen til Sildig Opvaagnen – hvordan hænger de sammen?
28
29
30
31
Gruppeopgaver til ’Drøm og Virkelighed’.
Slå ’dannelsesroman’ op. Hvad er det?
Kan man sige, uddraget herover er dannende? Hvordan?
I hver gruppe etabler 4-5 spørgsmål til teksten. Spørgsmålene skal være af analytisk karakter, og de skal
afklare hhv. tematik og budskab. (Gruppen skal selv kunne besvare spørgsmålene fyldestgørende).
Spørgsmålene sendes videre til næste gruppe, der besvarer.
Opsamling på klassen.
Lektier til næste gang: Grundtvig – hvem var han? Og ’Er lyset for de lærde
blot?’
Er lyset for de lærde blot
Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1839
Melodi: Thomas Laub, 1919
Er lyset for de lærde blot
til ret og galt at stave?
Nej, himlen under flere godt,
og lys er himlens gave,
og solen står med bonden op,
slet ikke med de lærde,
oplyser bedst fra tå til top,
hvem der er mest på færde.
32
Er lyset i planeter kun,
som ej kan se og mæle?
Er ikke ordet i vor mund
et lys for alle sjæle!
Det giver os for ånder syn,
som solens skin for kroppe,
det slår i sjælen ned som lyn
fra skyerne hist oppe.
Nej, aldrig spørges det fra Nord,
vi lyset vil fordunkle!
Som nordlys i fribårne ord
det sås på himlen funkle,
og ses det skal ved nordens pol,
ej blot i kroppens rige:
midsommerens den bolde sol
vil ej for midnat vige!
Er lys på visse vilkår blot
så halvvejs at ophøje?
Gør det ej alle vegne godt!
Er lys ej livets øje!
Skal for misbrugens skyld måske
på åndens himmelbue
vi heller mulm og mørke se
end solens blanke lue!
Oplysning være skal vor lyst,
er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst
oplysningen om livet;
den springer ud af folkedåd
og vokser, som den vugges,
den stråle i vort folkeråd,
til aftenstjernen slukkes!
Arbejdet med teksten: Bestem digtets form og indhold. Hvad indikerer tekstens semantiske felter at
temaet er i digtet? Find metaforer og sammenligninger. Hvad bruger Grundtvig disse til?
”Er lyset for de lærde blot?”
Af Jannie Iwankow Søgaard, 17. marts 2015 00:00
Henning Nørhøj var medlem af Kristeligt Dagblads bestyrelse fra 1998 til 2013.
Oplysning og dannelse er ikke kun forbeholdt eliten. Det er derimod alles ret, mener Henning
Nørhøj. Synspunktet kommer særligt godt til udtryk i en af Grundtvigs sange, som har fået stor
betydning for den tidligere højskoleforstander
Egentlig er Henning Nørhøj uddannet cand.theol., og han har da også arbejdet flere år som
præst i Vig. Men det var undervisningen, der blev hans liv. Det fortæller han og henviser til
sine år som lektor på lærerseminariet i Haslev, men ikke mindst til den periode af sit liv, hvor
han var forstander på Rønde Højskole på det sydlige Djursland.
33
Højskoleårene strakte sig fra 1986 til 1999, og det var, da Henning Nørhøj begyndte her, at han
for alvor fik øjne og ører op for en af Grundtvigs gamle sange, ”Er livet for de lærde blot?”
(1839), og særligt bed mærke i sangens første strofe.
”Er lyset for de lærde blot
til ret og galt at stave?
Nej, himlen under flere godt,
og lys er himlens gave,
og solen står med bonden op,
slet ikke med de lærde,
oplyser bedst fra tå til top,
hvem der er mest på færde.”
”Den her sang taler til mig, fordi den siger, at oplysning, dannelse og uddannelse skal gælde
alle. Det er ikke kun forbeholdt eliten. Det er hele den tanke, som højskolen blev rejst på, og
som for Grundtvig handlede om at blive klogere på livet, sig selv og samfundet - at finde ud af,
hvad man er rundet af. Og det at blive klogere på sig selv var for Grundtvig også
forudsætningen for at kunne fatte evangeliet i tro. Menneske først og kristen så, som han
sagde,” siger Henning Nørhøj.
Sangen kendte han godt, inden han blev højskoleforstander, men det var først, da han hørte
den på Erling Lindgrens nye melodi fra 1984, at den for alvor fik tag i ham.
”Ikke kun på grund af de stærke ord, men også fordi den er båret frem på en smuk melodi, kom
jeg til at holde meget af den. Den blev levende for mig på Erling Lindgrens melodi og talte til
mig på en helt ny måde end tidligere,” siger han.
Den i dag 70-årige Henning Nørhøj oplevede også, at de unge mennesker på højskoleophold
hurtigt tog sangen til sig, og selv brugte han den ofte som udgangspunkt for samtaler med dem
om livsoplysning og det at finde sig selv.
”Det blev også min erfaring, at det at beskæftige sig med menneskers grundvilkår også vakte
nysgerrigheden efter at finde ud af, hvordan kristendommens tolkning af vores liv er,” siger
han.
Grundtvigs sang, som Henning Nørhøj også har brugt på lærerseminariet, er særdeles relevant
for det moderne menneske, mener han. Noget af det tankegods, der ligger i Grundtvigs ord,
kunne således med fordel implementeres mere i uddannelsessystemet, end tilfældet er i dag,
hvor der mest er fokus på viden og kundskaber.
”Vi risikerer som samfund at komme ind i et dannelsesmæssigt tomrum, fordi alt
instrumentaliseres i dag. Der sker på bekostning af et dannelsessyn, der handler om, hvad det i
grunden vil sige at være menneske og være med i et folkeligt fællesskab. Og det er ellers det,
der spørges efter. For vi finder jo netop vores identitet i at vide, at vi er del af en historie og et
samfund, som vi skal virke i,” siger Henning Nørhøj.
34
Hvis jeg slår ordet ’oplysning’ op i min danskengelsk ordbog, finder jeg fire hovedbetydninger:
belysning, meddelelse, folkeoplysning,
kundskaber. Og verbet ’at oplyse’ resulterer i et
vift af gloser på engelsk: to light up, shine on
(som mest bruges om lys man kan se); to illumine,
to illuminate (som også kan bruges i overført
betydning); og to elucidate, enlighten, inform
(hvor lyset ikke kan ses).
Grundtvig var heldig – når han bruger
oplyse/oplysning, dækker ordene over hele
spektret. Som en søn af oplysningstiden, taler han
om folkeoplysning som en ret, som noget der
giver liv og lys (’er ikke ordet i vor mund/et lys
for alle sjæle?’). I dette digt oplyser solen fra tå til
top den som står med solen op, dvs. bonden, som
her stilles op som modsætning til de lærde
fornuftsmennesker – lyseslukkere – som kun
besidder tørre fakta, ikke det levende ord.
Men mennesket bliver også ’oplyst’ af noget
åndeligt, af Guds lys, og ’Hvad solskin er for det
sorte muld/det er oplysning for muldets
frænde;/langt mere værd end det røde guld/det er
sig selv og sin Gud at kende’. Det er Guds lys der
gør det muligt for mennesket at se ham i ånden.
Grundtvigs poesi er gennemtrængt, mættet af lys
som symboliserer denne dobbelte oplysning.
Lektier til næste gang: Læs digtet Gunløde og besvar de fire spørgsmål.
Læs derudover teksten om Aarestrupstrofen under digtet.
GUNLØDE
Jeg elsker den hvide,
Den blide Gunløde,
Med Lokkerne bløde,
Med Nøglen ved Side;
Paa bordet hun sætter
Mig duftende Retter,
Og Rosen ved Ruden;
Hun pusler mig Puden
Med sneehvide Hænder;
Hvem er Gunløde? Hvad er hendes rolle?
Del digtet i to afsnit. Hvor skal det skille/hvorfor?
Beskriv jegets situation. Er der en udvikling?
Hvordan forandres digtets stemning/hvorfor?
35
Hun Lampen mig tænder
De søvnløse Nætter;
Hun vugger paa Armen,
Hun trykker til Barmen
De røde, de bløde
Smaarollinger søde;
Hun hersker som Fruen
I Salen og Stuen,
Hun flytter mig Kjolen
Og Hatten og Huen;
Hun rækker mig Staven,
Hun bortvifter Fluen Med Tiden hun sætter
Mig Urnen paa Graven.
https://litteraturensveje.systime.dk/index.php?id=167#c1589
Aarestrup-strofen
Aarestrup bliver læge. Som nyuddannet åbner han sin egen praksis i Nysted, senere får han en større i
Sakskøbing, og til sidst fuldender han karrieren som stiftslæge på Fyn. Hans hjem er åbent for
selskabelighed, gerne store middage med bourgogne og champagne. Aarestrup holder af en god cigar og et
glas.
Gæsterne diverterer han med taler, sange og digte. Han bliver afholdt, inviteret ud på herregårdene og
opfattes som et begavet midtpunkt i et festligt lag. Ind imellem keder han sig. Det borgerlige liv er konformt,
lægegerningen opslidende, og børneflokken stor. Så tager han til København, spadserer med Kierkegaard
eller turer på Bakken.
Aarestrup skriver digte helt fra ungdommen, mange under sin forelskelse i Caroline, som han gifter sig med,
og med hvem han får 12 børn. Det er især hans betagelse af store romantikere som Heine, Byron, Hugo og
Burns, der frigør ham fra Oehlenschläger og den danske romantik.
For sin egen fornøjelses skyld oversætter han digte. Det giver ham inspiration og lærer ham håndværket.
Aarestrup er en eminent tekniker med et godt gehør, fin rytmesans og en utrolig evne til at dreje
komplicerede iagttagelser ned i metriske og rimede strofer. Hans verseform har endog fået eget navn:
Aarestrup-strofen. Den består af fire verslinier, med enderim i linie 2 og 4.
Et privat forfatterskab
Aarestrup er ikke digter af profession. Hans forfatterskab er overvejende privat. Til gengæld er det en fejl at
betegne ham som amatør, selv om han skriver for skrivebordsskuffen.
Opfordret af vennen Chr. Winther udgiver han en digtsamling, Digte (1838). Den bliver mødt med en
larmende tavshed. Selv om samlingen ikke anmeldes, når sladderen og forargelsen over de erotiske digte
doktorboligen. Til skuffelse for digteren, der opgiver ambitionen om anerkendelse og herefter ikke udgiver
noget. Måske i kraft af privatheden og de udenlandske forbilleder undgår Aarestrup det ordinære. Han skal
ikke tækkes en litterær offentlighed.
Helliggørelse af jordisk skønhed
36
Hans ægteskab med kusinen Caroline fra det fine borgerskab har samme livsnydende karakter. Hun er ikke
bare et godt parti, men en kvinde, digteren dyrker. Derfor lader Aarestrup et digt handle om deres bryllup.
Digtet har titlen Var det synd?
Det kontroversielle ved digtet er, at det ikke handler om parrets lovformelige kirkebryllup, men om deres
første samleje. Digteren skildrer selvbevidst sit æstetiske oprør mod normen. Hans svar på titlen er nej. Godt
nok er præsten ikke til stede, men det er guden for kærlighed. Hele naturen udgør en erotisk opladet ramme
omkring fuldbyrdelsen:
O, hvis jeg nogensinde glemmer
Den søde stund – så straf mig Gud!
Græshopper sang med tusind stemmer,
og hvert minut faldt stjerneskud.
Den samme helliggørelse af den jordiske skønhed møder vi også i digtet I en landsbykirke. Her betragter
digter-jeg’et med foragt den slet vedligeholdte kirke, det usle fremmøde og den manglende sans for æstetik.
Digtets første halvdel skildrer den udeblevne skønhed og dens usle erstatning:
Istedenfor et orgel
Til vinterstormens tuden
Peb døren med sit hængsel
Og klirrede blyruden.
Det eneste par engle,
Som fandtes, lå i gruset
Ormstukne invalide,
Henslængt i våbenhuset.
Men digtet er symmetrisk opbygget, og i anden del indtræder der en anden og større skønhed, der erstatter
det gudsforladte kirkerum:
Men du – var ved min side
Jeg så din unge pande
I renest stil en kuppel,
En yndig hvælving danne.
Selvbevidst iagttager jeg’et kvinden, der fylder rummet med andagt. Selv er han fyldt af tomhed, men hendes
skønhed giver øjeblikket fylde:
Og al den stille andagt,
Som sind og hjerte hæver
Og al den fromme gysen
Som helligdommen kræver –
Fornam jeg i din nærhed,
Indgød dit tankefulde
Højtidelige udtryk
Mit letsind og min kulde.
Stilleben
Aarestrup foregriber her den senere symbolist Sophus Claussen, der med samme elegance ophøjer den
jordiske skønhed og nedgør den himmelske. Hos Aarestrup spiller ophør og død en central rolle i oplevelsen
af det erotiske.
Som en naturnødvendig proces må alt organisk adskille sig og forgå, som det klassisk og kort formuleres i
digtet Angst. Mere sofistikeret gennemspilles temaet i digtet En middag. De tre første strofer skildrer et taffel
i det grønne, som digteren betragter udefra:
37
Se, vort lille taffel spejler
Sig i floden – se forellen
Pynter fadet med sin sidste,
Stive, graciøse sprællen.
Digtet er i sig selv et stilleben – det fremstiller et stykke død natur, fastfrosset som billede. Den døde natur er
baggrunden for madens skønhed. Arrangeret på fadet tager forellens sidste vridning sig elegant ud. Den er
samtidig et mandligt billede – et fallisk billede om man vil – der finder sit modstykke i skildringen af
appelsinen i tredje strofe:
Og orangens søde skive
I din purpurmunds indfatning
Fik, for tabet af sin guldhud,
En guddommelig erstatning.
Fastfrosset skønhed
Ganske vist mister appelsinskiven sit naturlige hjemsted, skallen, men i kvindens mund tager den sig
guddommelig ud. Det erotiske er antydet, holdningen distanceret. På samme måde nydes vinen, der trods
tabet af sin naturlige drueskal tager sig smukkere ud i de bøhmiske krystalglas.
I alle tre strofer markerer betragteren tabet. Forellen, druerne og appelsinskiven må lade livet for nydelsens
skyld, for det æstetiske arrangement og for øjeblikkets skønhed. Skønheden er fastfrosset, men forgår.
Denne adskillelse og død, der ledsager nydelsen, gælder som et alment vilkår:
Ak, for tabet af så meget
Vinker os nu Sydens fjelde,
Vinker os det gamle kloster
Vinker os den dunkle celle.
Digtets biografiske baggrund er, at det bliver til på en kurrejse, som Aarestrup foretog med en kvindelig
patient, men det er ikke særligt interessant, om Sydens dunkle celle er et kursted. Metaforisk handler det om,
at ensomhed, adskillelse og død lurer under overfladen, at nydelse betales dyrt, og at kærlighed og tab er
uadskillelige.
Den æstetiske fastholdelse af det erotiske motiv
For Aarestrup er det ikke i den fysiske realisering, at den største lyst ligger, men i den æstetiske fastholdelse
af det erotiske motiv. Samtidig er han ikke uden humor. For sin egen fornøjelses skyld rendyrker han en
italiensk genre, ritornellen, der består af tre verslinier, et blomster- eller pigenavn og enderim mellem første
og sidste linie:
Rosenknop så fager!
Giv mig et kys, to giver jeg tilbage;
Så kan du ikke sige, jeg bedrager.
Dunkle Skabiose!
Igennem sørgedragtens sorthed skimter
Jeg purpur af en friskbedugget rose!
Når munden næppe mere kysset føler,
Fordi for hidsigt dine læber brænde
– Sænk dem i barmens alpesne – det køler!
En atypisk skikkelse i dansk litteratur
38
Aarestrup er en atypisk skikkelse i dansk litteratur. Forfatterskabets private karakter gør ham speciel, men
også den motiviske sammenkobling af kærlighed og død, af forening og ophør gør ham til en særegen
skikkelse i romantikken.
Med Aarestrup får kærligheden krop. Mens de fleste romantikere dyrker kærlighedens åndelige side, er
Aarestrup en begavet iagttager af dens fysik. Han har sans for det sanselige. Med sit lægelige blik
dissekerer han med køligt overblik alle typer af skønhed. Hans skalpel er en pen, hans journaler på vers.
Aarestrup stiller i sine digte en præcis diagnose på kærlighedens væsen. Eftertiden har taget Aarestrup til
sig, hvad kun Chr. Winther og kritikeren P. L. Møller gjorde i samtiden. I dag fremstår Aarestrup som den
skarpeste poetiske begavelse i den danske romantisme.
Om digtet Gunløde i analyse: Digtet drejer sig tilsyneladende om en enestående hyldest fra digtets jeg til
dennes ægteviv, Gunløde.
Gunløde bliver i digtet skildret som tidens ideal af en hustru og han lægger stærkt ud med at fortælle, at han
elsker denne enestående kvinde. Måden han beskriver hende på med bløde lokker, hvide hænder og blid af
sind, gør hende til noget guddommeligt og rent. Han gør hende uundværlig - hun er "nøglen" i huset - uden
hende ville det slet ikke gå.
Han elsker hvordan hun forkæler og pusler om ham, serverer duftende retter, sætter blomster i vinduet og
pusler hans pude. Han nyder at være hendes lille "pusledukke".
Dog bag hans facade af glæde, skjuler der sig nogle problemer som går ham på. Der er fx søvnløse nætter og
digtet slutter med døden.
Han mister efterhånden mere og mere af sin livsglæde, jo længere man kommer ned i digtet. Han bliver
mindre og mindre selvstændig. Det ender endda med, at hun vifter fluerne væk for ham; han kan intet selv
mere.
En anden måde hans fortagende selvstændighed illustreres på, er det eneste "jeg", som findes i digtet. Jeg'et
er det første ord i digtet, som indledes med, at det er hans følelser det handler om, og det ham der er centrum
i digtet. Men denne selvtillid stopper brat, da Gunløde overtager "scenen". Det selvstændige "jeg" udskiftes
med et ynkeligt "mig", ligesom små børn siger "mig ha'……".
I starten nød han jo, at hun puslede om ham, men efterhånden bliver det for meget for ham. Desværre for
ham, har han ikke styrken til at sige fra; sætte en grænse.
Digtet ender med at hun stiller ham urnen på graven.
Disse små "erotiske situationer", som Aarestrup selv kalder dem, er meget typiske og går igen i mange af
hans digte. Emil Aarestrup var en såkaldt skønhedsdyrker.
Udover sin lidenskab for det smukke, havde Aarestrup også en forfærdelig angst for døden og forandringen.
Han har skrevet mange digte om denne angst for tomhedsfølelse fx "Fortvivlelse", "Resignation" og "Angst".
Tomheden går også igen i dette digt, hvor jeg personen efterhånden mister al livslyst og ender med at dø.
Det smukke fører til døden i digtet Gunløde. Der gemmer sig altid noget bag den smukke facade.
Dobbeltheden i Aarestrups digte er et meget typisk træk. Det med at der bag den smukke facade gemmer sig
noget knapt så godt.
39
Afrunding af romantik-forløb:
Udfyld nedenstående skema og gem det til din repetition:
Titler
Malerier
Oehlenschläger
Steen St. Blicher
H. C. Andersen
Thomasine Gyllembourg
N. F. S. Grundtvig
Schack Staffeldt
Emil Aarestrup (husk
digene (to stk.) fra
grundforløbet.
Særtræk